En forenet menneskehed — hvad det ville indebære

„HVAD enten vi er hinduer eller katolikker, jøder eller lutheranere, kvækere eller muslimer, buddhister, mennonitter eller mormoner — hvis vi stræbte lige så ivrigt og nidkært efter at skabe en himmel her på jorden som vi stræber efter at gøre os egnede til det hinsides, hvilken skinnende ren, ubesmittet og skøn verden ville vi da ikke leve i.“

Med disse ord udtrykker den amerikanske journalist Mel Ellis det som mange ønsker i dag — en skøn verden at leve i. Alligevel holder de fast ved deres religiøse, politiske, økonomiske og sociale forskelle — netop det der ned gennem historien har medført så meget had og så megen strid og blodsudgydelse.

Og dog kunne verden i høj grad forandres til det bedre, hvis blot folk ville samarbejde med fælles mål for øje. Et øjeblikkeligt resultat ville være at krigene ophørte. Så ville der ikke længere være brug for udtryk som „våbenkapløb“ og „atomvåbenlagre“. Så ville der aldrig mere være nogen der blev lemlæstet eller fik psykiske skader på grund af krigshandlinger. Ingen familier ville da igen opleve den hjertesorg at miste deres kære i en væbnet konflikt.

De penge der hvert år ofres på våben og militært beredskab beløber sig nu til 8 billioner kroner. Hvis hele dette beløb blev helliget fredelige formål, hvilken forandring ville der da ikke ske, selv under de nuværende ufuldkomne forhold! Tænk på hvad der kunne gøres i forbindelse med boliger, hospitaler, skoler, folkesundhed, rent vand og andre ting. Og alt dette kunne let medføre fuld beskæftigelse for dem der tilvejebragte det til gavn for menneskeheden. Ja, hvis hele menneskeslægten arbejdede sammen til fælles bedste, ville der være rigeligt af mad til alle. Det er som redaktøren ved den franske avis Le Monde, André Fontaine, har sagt: „Der er rigeligt til alle, hvis bare vi bruger det til menneskehedens gavn.“

Tænk på hvad det kunne betyde hvis menneskeheden ikke var splittet, men forenet! Samarbejde i stedet for kappestrid, medfølelse i stedet for had, fred i stedet for vold, og gensidig respekt i stedet for splittende nationalisme.

Men hvordan skulle en sådan forandring kunne gennemføres? Det er tydeligt at den måtte begynde i folks sind, i deres indstilling. Og en sådan mentalitetsændring ville forudsætte en helt ny moralsk og åndelig oplæring, en oplæring der kunne befri menneskene for enhver indstilling der fører til splittelse. Men hvor fås en sådan oplæring der fremmer enheden? Fås den inden for det politiske system, inden for det økonomiske eller det religiøse system, eller måske inden for det uddannelsessystem vi har i dag?

Bibelen svarer klart med profeten Jeremias’ ord: „Jeg ved, [Jehova], at et menneskes vej ikke står til ham selv, og at det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed.“ — Jeremias 10:23.

Denne konklusion understøttes af følgende ord af Mark Thee, lederen af Det internationale Fredsforskningsinstitut i Stockholm: „Vor tids internationale situation er kendetegnet af at så godt som alle menneskets virkefelter bærer præg af en dybtgående krise: Det gælder både økonomi og samfund, politik og militær, samt på det åndelige og det moralske område. Konflikterne øges og skærpes. Volden breder sig. Magtanvendelse er blevet et udbredt politisk og diplomatisk redskab. . . . Balancen mellem fred og krig bliver mere og mere usikker.“

Det er således indlysende at menneskene ikke selv kan løse disse problemer. De ved ikke hvilken vej de skal gå for at opnå verdensomspændende enhed. Nogle vil måske mene at dette er en overdrivelse og at det nok engang vil lykkes menneskene at blive enige. Men hvad viser historien? Giver den os noget grundlag for at håbe at en eller flere af denne verdens organisationer kan skabe enhed i verden? Hvis ikke, hvad kan vi da sætte vor lid til?

[Illustration på side 4]

Tænk på hvad der kunne udrettes allerede nu hvis alle de penge der bruges til våben blev anvendt til opbyggelse af en fredelig verden!