Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w84 15/6 s. 5-8
  • Er enhed mulig i denne verden?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Er enhed mulig i denne verden?
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1984
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Den politiske situation
  • Økonomisk uorden
  • Voksende sociale problemer
  • Hvor er der enhed i denne splittede verden?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1984
  • Enden på vor tids økonomiske systemer
    Vågn op! – 1980
  • En forenet menneskehed — hvad det ville indebære
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1984
  • Kan mennesker indføre varig fred og sikkerhed?
    Hvordan får vi virkelig fred og sikkerhed?
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1984
w84 15/6 s. 5-8

Er enhed mulig i denne verden?

KAN drømmen om en forenet verden nogen sinde realiseres ved denne verdens bestræbelser? Er det muligt at en af de ledende organisationer i verden kan lede menneskeheden til dette mål?

Denne verden har haft tusinder af år til at eksperimentere med forskellige regeringsformer, såvel som økonomiske og sociale systemer. Har nogen af dem kunnet skabe enhed? Kan nogen af dem nu ændre den tragisk splittede tilstand som menneskeheden befinder sig i? Hvis ikke, findes der så en anden udvej?

Den politiske situation

Politik har altid spillet en magtfuld rolle i samfundet. Men som historien så sørgeligt viser, har dette ikke kunnet forene menneskeheden. Tværtimod, efter at man i årtusinder har forsøgt enhver mulig politisk ideologi, er verden mere splittet end nogen sinde. Der findes nu flere uafhængige nationer og forskellige former for politiske systemer end nogen sinde før i historien.

Hvis en menneskeskabt regering kunne forene verden, skulle den afgjort have vist det nu. Men hvert eneste århundrede har været plettet med blod fra den ene krig efter den anden, ja fra tusinder af krige. Og i stedet for en gradvis udvikling mod enhed i vor tid har det 20. århundrede været det mest katastrofalt splittede af dem alle. I dette århundrede er der blevet udkæmpet to frygtelige verdenskrige med omkring 70 millioner dræbte. Og som om det ikke var nok, har der, ifølge en nylig udkommet bog med titlen War in Peace, siden den anden verdenskrig været omkring 130 militære konflikter i over 100 lande hvori der er blevet dræbt cirka 35 millioner mennesker. Og dét i en såkaldt fredstid!

En grundlæggende årsag til dette sørgelige forhold er den blinde loyalitet folk nærer over for deres nation eller politiske ideologi. Sådanne loyalitetsfølelser har splittet menneskeheden op i grupper eller fraktioner som modarbejder eller bekriger hinanden. Denne lydighed mod og tilbedelse af ens egen nation har fået historikeren Arnold Toynbee til at udtale at nationalisme „har været den altoverskyggende religion“. Han tilføjer at denne tilbedelse af suveræne stater sætter deres respektive undersåtter op imod hinanden, „fordi denne religion er et udtryk for selvoptagethed“, og, mener han, denne „selvoptagethed er kilden til al strid“.

De politiske splittelser er blevet endnu farligere i dag fordi vi er kommet ind i atomalderen. I alle lande frygter man en atomkrig, især i betragtning af den ødelæggende virkning atomvåben har i dag. I sin bog Jordens skæbne skriver Jonathan Schell: „Det, der skete i Hiroshima, var mindre end en milliontedel af skaderne ved en kernevåbenkrig, der kan tænkes ført med den nukleare rustning i dag.“

Schell skriver endvidere: „Politikken [står] uhjælpeligt midt i den eklatante absurditet, at den med den ene hånd bygger for en fremtid, som den med den anden forbereder sig til at ødelægge. Hver gang en politiker løfter sin røst for at tale om en bedre verden for vore børn og børnebørn . . ., modsiger udslettelsesfaren ham med et skrækindjagende argument: Men der bliver måske slet ingen børn eller børnebørn!“

Som et varsel om denne situation lyder Jesu Kristi profetiske ord i Lukas 21:25, 26: „På jorden [vil der være] angst blandt nationerne, som ved hverken ud eller ind på grund af havets larmen og dets oprør, mens mennesker besvimer af frygt og forventning med hensyn til det der kommer over den beboede jord.“ I sandhed en rammende beskrivelse af menneskehedens nuværende splittede tilstand!

Med så skræmmende udsigter må vi spørge: Eftersom der ikke findes ét politisk system der kan forene menneskeheden, kan De forenede Nationer så ikke gøre det? Svaret må blive nej. Hvorfor? Fordi De forenede Nationer i virkeligheden blot er en afspejling af vor splittede verden. FNs generalsekretær har udtalt: „Vi er kommet langt bort fra De forenede Nationers pagt.“ Han siger videre at FN-resolutionerne „i stigende grad bliver trodset eller ignoreret af dem der føler sig stærke nok til at gøre det“. Følgen er, siger han, at „vi er faretruende nær ved et nyt internationalt anarki“. På grundlag af de sidste 39 års historie drages FNs troværdighed som en forenende organisation altså i tvivl, endog af dens egne embedsmænd.

Hvis vi skal se ærligt og realistisk på det, må vi indrømme at historien viser at intet politisk system af ufuldkomne mennesker er i stand til at forene menneskeheden, hvor oprigtige dets ledere end er. Det er derfor et godt råd Guds inspirerede ord giver os i Salme 146:3: „Sæt ikke eders lid til fyrster, til et menneskebarn, der ikke kan hjælpe!“

Økonomisk uorden

Findes der noget økonomisk system i denne verden der kan skabe enhed, så hele menneskeheden kan høste gavn af jordens evne til rigeligt at brødføde os alle? Igen må historien svare nej. Ikke et eneste økonomisk system er nogen sinde fremkommet med en enig løsning der kunne tjene menneskehedens interesser på bedste måde. Hvert eneste af de økonomiske systemer har skabt utilfredshed og forvoldt vanskeligheder for millioner af mennesker.

I de senere år har verdensøkonomien oplevet den ene krise efter den anden. Udviklingslandenes gæld er vokset enormt, men det er deres evne til at betale ikke. Endog de mest udviklede landes gæld er vokset umådeligt. Fattigdommen breder sig. Millioner er arbejdsløse. Andre millioner dør af sult eller sygdom på grund af underernæring. Masser af fattige i hele verden erfarer derfor nu sandheden i Guds profetiske ord i Åbenbaringen 6:6: „En hel dagløn for en liter mel.“ (The New English Bible) Ja, mange steder kan man næppe købe et brød for en dagløn.

Uanset midlertidige forbedringer efter lavkonjunkturer og depressioner tegner det økonomiske billede sig fortsat som beskrevet i New York Times: „Verdensøkonomien står over for den alvorligste trussel mod dens sammenhæng og fremgang i efterkrigstiden. Inflation, lavkonjunktur, arbejdsløshed og handelsmæssige og økonomiske vanskeligheder lægger et vældigt pres på det internationale økonomiske samarbejdes principper og institutioner.“ Den føromtalte avisredaktør André Fontaine har udtalt: „Jeg ser ingen regering i verden i dag som synes i stand til at løse vor tids store økonomiske problemer. Det er fordi det i virkeligheden er verdensproblemer, og intet land kan løse dem egenhændigt.“

Her er vi ved sagens kerne. Verdens økonomiske problemer kræver enig handling. Men alt for mange forskellige selviske interesser spiller ind til at denne verdens ledere kan komme med nogen varig løsning.

Voksende sociale problemer

De sociale problemer afspejler også den voksende splittelse og uenighed der kendetegner menneskeheden. Had og fordomme, kriminalitet og vold, terrorisme og væbnede konflikter — i alle verdensdele — er symptomer på en syg verden. Livet i mange storbyer er blevet direkte farligt. Den italienske avis La Nazione beretter for eksempel om hvordan en politibetjent forsøgte at opmuntre en fange i et fængsel ved at fortælle ham at han snart skulle løslades, hvortil fangen overraskende svarede: „Jeg bryder mig ikke om at komme ud. Tiderne er så farlige. Jeg vil hellere blive i fængselet. Man kan alt for nemt blive dræbt udenfor!“

Der er også de menneskelige svagheder der splitter familier og forringer livskvaliteten, uanset hvilket politisk system man lever under. Antallet af skilsmisser stiger næsten overalt; nogle steder ender så godt som halvdelen af alle nye ægteskaber på denne måde. Både i øst og i vest er der mange som søger at flygte fra virkeligheden ved umådeholdent drikkeri. Et af resultaterne er at spritbilister hver dag føjer nye dødsofre til statistikken, som viser at der hvert år i hele verden dræbes godt 300.000 på denne måde.

Stofmisbrugets svøbe har voldt millioner hjertesorg. Den populære frie moral har resulteret i en kolossal spredning af frygtede kønssygdomme, hvoraf nogle nu er resistente over for behandling. Og i kølvandet på dette er der en bølge af uønskede svangerskaber og aborter.

Situationen er nøjagtig som Bibelen har forudsagt om vor tid: „I de sidste dage vil der være kritiske tider som er vanskelige at klare.“ Denne profeti opregner forhold som man kan læse om i den daglige avis. Ifølge den skulle folk være ’egenkærlige, pengekære, hovmodige, ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, uden selvbeherskelse, venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud’. — 2 Timoteus 3:1-5.

De sociale problemer forværres ved at man nu bruger omkring 8 billioner kroner om året på våben og oprustning. Det er godt og vel 20 milliarder kroner om dagen! Samtidig er der hvert år millioner af børn såvel som mange voksne der dør af underernæring. Vi kan således ikke undgå at se hvordan det forholder sig: De sociale problemer og uligheder øges. Millioner af skuffede og undertrykte mennesker står uden håb. Og de sociale systemer i denne verden gør ingen samlet, forenet indsats for at løse disse problemer.

Det fremgår således klart at ingen af denne verdens politiske, økonomiske eller sociale systemer kan forene menneskeheden. Men hvordan med denne verdens religiøse systemer? Kan vi se hen til dem som en forenende faktor? Eller findes der noget andet der kan forene denne sørgeligt splittede menneskehed? Disse spørgsmål vil blive behandlet i de to næste artikler.

[Illustration på side 7]

Menneskeheden er nu i stand til at ødelægge alt liv på jorden

[Illustration på side 8]

Millioner sulter

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del