Vi må ’vandre værdigt med langmodighed’
HUN blev arresteret gentagne gange og underkastet intensive forhør. Ved en lejlighed blev hun, sammen med ni mandlige fanger der havde begået forbrydelser lige fra mord til voldtægt og tyveri, ført i procession gennem byens gader foran en spottende menneskemængde. Alt i alt har hun været fængslet og adskilt fra sin familie i mere end 20 år.
Denne kristne kvindes oplevelser er måske ikke enestående, for mange andre har på lignende måde udstået lange fængselsstraffe. Men hendes „forbrydelse“ var afgjort usædvanlig: Hun var et af Jehovas vidner. Hvis hun havde afsværget sin tro kunne hun øjeblikkelig have fået det lettere. Hvad var det der satte denne kvinde i stand til ikke bare at underkaste sig en sådan behandling men samtidig bevare et vist mål af glæde?
For at finde svaret på dette spørgsmål kan vi betragte en anden trofast kristen der blev arresteret på grund af sit religiøse standpunkt. Det var apostelen Paulus. I sit brev til menigheden i Efesus skrev han: „Altså beder jeg, den fangne i Herren, jer indtrængende om at vandre det kald værdigt hvormed I blev kaldet, med al ydmyghed og mildhed, med langmodighed, idet I affinder jer med hinanden i kærlighed og ivrigt bestræber jer for at bevare åndens enhed i fredens forenende bånd.“ — Efeserne 4:1-3.
De kristne i Efesus havde modtaget et vidunderligt „kald“ til himmelsk liv sammen med Jesus Kristus. (1 Peter 1:3, 4) Men for at opnå dette måtte de „vandre“ eller opføre sig på en måde der viste at de var værdige til det. Paulus gjorde opmærksom på at egenskaben langmodighed var afgørende i denne forbindelse. „Langmodighed“ indebærer mere end det at finde sig i lidelser og ubehageligheder gennem længere tid. Hvis man for eksempel har brækket benet må man affinde sig med pinslerne; man har ikke noget andet valg. Den langmodige, derimod, udholder for eksempel dårlig behandling uden at gøre gengæld eller vise irritation, i en bestemt hensigt. At være sen til at give luft for sin vrede er et udtryk for at man med vilje lægger bånd på sig selv.
Paulus viste en sådan selvbeherskelse ved at holde ud under sin husarrest. Han vidste at det tjente „til fremgang for den gode nyhed“. (Filipperne 1:12) Det gav også Paulus lejlighed til at vise sin loyalitet og hengivenhed for Jehova Gud, og dermed vise at han ’vandrede det kald værdigt’ han havde fået til himmelsk liv. Derfor udholdt Paulus med glæde fængselsstraf. Siden dengang har mange kristne på lignende måde udvist langmodighed. De har ikke alle haft det himmelske „kald“, men de har følt sig tilskyndet til at ’vandre det [evige livs gave] værdigt’, uanset om det måtte være i den himmelske eller jordiske del af Rigets domæne.
Men det er trods alt forholdsvis få der har måttet udholde fængselslivets trængsler. Er langmodighed også en værdifuld egenskab under andre omstændigheder? Ja, ganske afgjort, for Paulus opmuntrede hele efesermenigheden til at ’vandre kaldet værdigt . . . med langmodighed’. Efesus var den mest betydningsfulde by i den romerske provins Asien. Dens velstand var en skjult snare for de kristne. Byen var også kendt for sin løsagtighed, dæmonisme, trolddom og magi, og tilbederne af gudinden Artemis eller Diana flokkedes i den. Oldtidshistorikeren Lucius Seneca beretter om disse mennesker: „Man søger en Nydelse af alt muligt; ingen Last holder sig inden for sine egne Grænser: . . . Man har glemt ethvert hensyn til det hæderlige.“ For de kristne der levede dér var det derfor forbundet med prøvelser at vandre ret på den vej troen havde afstukket.
Det kan ikke undre at Paulus videre skrev til efeserne: „Dette siger jeg derfor og vidner om i Herren, at I ikke længere må vandre sådan som folk fra nationerne vandrer i deres sinds frugtesløshed, idet de er mentalt formørkede og udelukkede fra det liv der hører Gud til.“ (Efeserne 4:17, 18) Hvor må det have været vanskeligt at leve blandt mennesker der var så fordærvede! Den kristnes liv kunne dog i det mindste blive udholdeligt hvis han viste langmodighed.
Nødvendigt i dag
I dag er vi på lignende måde omgivet af ondskab, materialisme og dæmonisk påvirkning. Ja, det pres kristne udsættes for i dag, er i virkeligheden endnu større fordi Satan er blevet kastet ned i jordens nærhed og er besluttet på at ødelægge vor tro. (Åbenbaringen 12:12, 17) Vi må derfor være mere end almindeligt opmærksomme på hvordan vi vandrer hvis vi skal vise os ’kaldet værdige’. På samme måde som fortidens kristne må vi også være langmodige. Det er ganske vist ikke almindeligt blandt mennesker at man lægger bånd på sig selv. Ikke desto mindre er langmodighed et udtryk for at Guds ånd virker på den kristne. „Åndens frugt er . . . langmodighed,“ siger Galaterne 5:22. Men hvordan gavner den os?
Langmodighed hjælper os til at udholde problemer med helbredet, økonomiske vanskeligheder og andre former for pres som livet her i det tyvende århundrede måtte påføre os. Vi kender ikke blot svaret på hvorfor sådanne problemer eksisterer, vi ved også at der er udfrielse i sigte! (2 Timoteus 3:1-5; Lukas 21:28) Selv når vi møder stærk modstand i vort arbejde med at udbrede den gode nyhed om Riget, vil langmodighed virke som en beskyttende mur der ikke blot hjælper os til at holde ud men også til at holde vort håb levende.
Paulus’ råd om at ’være langmodig med glæde’ har også været en hjælp til at løse op for vanskelige situationer i hjemmet. (Kolossenserne 1:11) Nogle kristne er bundet i et ægteskab med en ikke-troende. En mand i denne situation beretter: „Vort familieliv var ikke blot meget splittet, jeg måtte også udholde alle mulige genvordigheder. . . . Måltiderne blev ikke tilberedt. . . . Tøjet blev ikke vasket og gjort i orden. . . . Somme tider brugte hun et smudsigt sprog når hun talte til mig.“ Men denne kristne ægtemand var langmodig. „Jeg vendte mig hver gang til Jehova i bøn,“ fortæller han, „og jeg stolede på at han ville hjælpe mig med at udvikle den gode egenskab langmodighed, så jeg ikke skulle miste min kristne ligevægt . . . Dette har virkelig hjulpet mig til at holde ud.“ Hvad blev resultatet? Efter 20 års modstand blev hans kone også en kristen! „Hvor er jeg Jehova taknemmelig,“ siger denne mand, „fordi han hjalp mig til at opdyrke denne åndens frugt, langmodighed.“
Vi må vise langmodighed over for hinanden
Som en frugt af Guds hellige ånd kan langmodighed ikke forenes med „kødets gerninger“ såsom fjendskaber, strid, skinsyge, vredesudbrud, stridbarhed og misundelse. (Galaterne 5:19-21) Hvad bliver resultatet hvis vi tillader at disse „gerninger“ kommer til udtryk og præger den måde vi behandler hinanden på?
En hændelse Moses kom ud for kan illustrere dette. Det blev sagt om ham at han „var langt den sagtmodigste af alle de mennesker der var på jordens flade“. (4 Mosebog 12:3) Ved en lejlighed undlod han imidlertid at vise langmodighed. Da folkets vandforsyning løb tør, råbte de troløse israelitter: „Hvorfor har I ført Jehovas menighed ind i denne ørken for at vi og vore lastdyr skal dø her?“ (4 Mosebog 20:4) I denne situation burde Moses vise selvbeherskelse og ligevægtigt indse at deres oprørske tale i virkeligheden var rettet mod Jehova selv! Moses tillod imidlertid at kødelige indskydelser fik lov at styre ham. Salmisten sagde: „Desuden vakte de hans harme ved Meribas vand, så det gik Moses dårligt på grund af dem. For de gjorde hans ånd bitter, så han talte overilet med sine læber.“ — Salme 106:32, 33.
Som om han var den der mirakuløst kunne fremskaffe vand, sagde Moses bittert: „Hør nu, I opsætsige! Mon vi kan få vand til at strømme frem til jer fra denne klippe?“ (4 Mosebog 20:10) Ja, Moses lod sig besejre af andres trættekære og klagende ånd. Og fordi han mistede sin selvbeherskelse og undlod at herliggøre Jehova, blev han nægtet adgang til det forjættede land.
Kristne i dag må også være på vagt for ikke at falde i denne snare. Til tider kan vore egne kristne brødre være en anledning til irritation for os, ligesom israelitterne var det for Moses. Men „en Herrens træl bør ikke strides med nogen, men bør være mild imod alle, egnet til at undervise, idet han finder sig i ondt“. (2 Timoteus 2:24) Formaningen i Første Thessalonikerbrev 5:14 er derfor betimelig: „Vær langmodig over for alle.“
Efterlignelsesværdige eksempler
Kristus satte et fuldkomment eksempel for os med hensyn til at vise langmodighed. Han måtte ikke blot tåle „modsigelse af syndere“ men også de problemer der opstod blandt hans egne disciple. (Hebræerne 12:3) I nogle tilfælde var de langsomme, enten til at forstå eller til at anvende det de lærte. Alligevel behandlede Jesus dem aldrig hårdt. Da Jesu disciple faldt i søvn den aften han skulle forrådes, formanede han dem venligt idet han sagde: „Hvorfor sover I? Stå op og bed fortsat, så I ikke skal komme ind i fristelse.“ — Lukas 22:46.
Også efter sin opstandelse har Jesus fortsat været tålmodig og udvist langmodighed. Saulus, for eksempel, var en forfølger af de kristne, en gudsbespotter og et uforskammet menneske. Kristus viste alligevel Paulus barmhjertighed på en måde der førte til at han blev en fremtrædende discipel af ham. Paulus (der tidligere blev kaldt Saulus) forklarer: „Grunden til at der blev vist mig barmhjertighed var at Kristus Jesus på mig som det førende tilfælde kunne vise al sin langmodighed, som et mønster for dem som vil få tro på ham til evigt liv.“ — 1 Timoteus 1:15, 16.
I Bibelen opfordres vi til at „følge lige i [Kristi] fodspor“. (1 Peter 2:21) Viser du den samme langmodighed med dine trosfæller hvis de er langsomme med hensyn til at anvende visse bibelske principper? Viser du på samme måde langmodighedens ånd mod mennesker i verden der er uvidende om sandheden? Bevæges du til at hjælpe sådanne til at finde sandheden?
Det helt uforlignelige eksempel på langmodighed har vi imidlertid i Jehova selv. „Jehova er barmhjertig og nådig, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed.“ (Salme 103:8; 2 Mosebog 34:5-7) Selv om mænd som Moses blev skuffede over de genstridige israelitter, sagde Jehova: „Dagen lang har jeg bredt mine hænder ud mod et folk som er ulydigt og svarer igen.“ (Romerne 10:21) Der var imidlertid en hensigt med denne langmodighed. Lige så lidt som en fader ville opgive en genstridig søn, ville Jehova opgive håbet om at forbedre sit anspændte forhold til Israel. Og hans overbærenhed gav resultat — en lille rest af dette folk blev reddet!
Grænser for langmodigheden
Guds langmodighed er imidlertid ikke grænseløs. Israels vedvarende uimodtagelighed for Jehovas advarsler førte til at det som folk betragtet blev forkastet af Gud. Esajas sagde: „Men de var opsætsige og bedrøvede hans hellige ånd. Så forvandledes han til deres fjende; han førte krig imod dem.“ (Esajas 63:10) Ja, med tiden ’voksede Jehovas forbitrelse mod sit folk’. (2 Krønikebog 36:15, 16) Det var slut med hans langmodighed.
Dette er af alvorlig betydning for os i dag. Det ville være ufornuftigt at mene at Gud for evigt vil tolerere en forkert handlemåde. Det er sandt, som Paulus siger, at „Gud, skønt det er hans vilje at vise sin vrede og gøre sin magt kendt, med megen langmodighed har båret over med vredens kar, tjenlige til ødelæggelse.“ (Romerne 9:22) Men Gud har haft en hensigt med at vise en sådan langmodighed, nemlig at „gøre sin herligheds rigdom kendt“. (Romerne 9:22, 23) Ja, at Gud har lagt bånd på sig selv har medført at hans navn er blevet forkyndt ud over hele jorden. Han har også ladet sin „hævnens dag“ udråbe ved hjælp af sit folk. (Esajas 61:2) Det er sandt at mange modstår og latterliggør dette advarselsbudskab, ligesom epikuræerne og stoikerne på Paulus’ tid der sagde: „Hvad er det mon dette snakkehoved vil sige?“ (Apostelgerninger 17:18) Men husk på at Gud vil bringe „hævn over dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus“. — 2 Thessaloniker 1:8.
I mellemtiden må vi fortsætte vort arbejde med at forkynde Guds domme, indtil han selv befaler os at stoppe. Vi må ’være tålmodige indtil Herrens nærværelse’. (Jakob 5:7) Hvis vi tålmodigt udholder de mange prøvelser som livet under denne tingenes ordning bringer over os, vil det medføre håndgribelige resultater. Det vil styrke vor tillid til Jehova. Det vil udjævne vort forhold til andre og forhindre unødige problemer i at opstå. Langmodighed kan medføre besværligheder, men uanset hvem vi er eller hvor vi bor, om vi er frie eller i fængsel, udsat for modstand i hjemmet eller i den kristne tjeneste, vil den fred og fordragelighed der fremmes af egenskaben langmodighed, give vort liv glæde og tilfredshed. (Efeserne 4:2) Derfor må vi gøre alt hvad vi kan for at vandre værdigt med langmodighed.