Den ånd Jehova velsigner

„HERREN være med den ånd du lægger for dagen. Hans ufortjente godhed være med jer.“ Med disse ord afsluttede apostelen Paulus sit andet brev til Timoteus. (2 Timoteus 4:22) Hvor må det have været en glæde for Timoteus og hans medarbejdere at modtage en sådan ros — at vide at de lagde en ånd for dagen som Jehova kunne velsigne!

Men hvad er det egentlig for en ånd Jehova velsigner? Hvad kendetegner dem som har denne ånd? Og hvordan er det muligt for os at lægge denne ånd for dagen, så vi kan modtage Jehovas velsignelse?

For at besvare disse spørgsmål vil vi i tankerne gå tilbage til Moses’ tid. Israelitterne befinder sig i ørkenen. Jehova har netop indgået Lovpagten med dem, og han er nu i færd med at give dem anvisning på hvordan de skal tilbede ham. Herunder beskriver han hvordan de skal indrette det transportable mødetelt, hvortil der kræves en hel del guld og andre kostbare materialer, foruden dygtige håndværkeres indsats. Muligheden for frivilligt at bringe gaver og yde en arbejdsindsats bliver forelagt nationen med disse ord: „Enhver som er villig af hjertet, skal bringe det som et bidrag til Jehova: guld og sølv og kobber og blåt garn og purpurfarvet uld . . . Og lad alle iblandt jer som har et viist hjerte komme og lave alt hvad Jehova har givet påbud om: Teltboligen med dens telt og dens dække.“ — 2 Mosebog 35:5-19.

Hvordan reagerede israelitterne da denne mulighed åbnede sig for dem? I den øvrige del af kapitel 35 læser vi at „enhver hvis hjerte bevægede ham“ og „enhver hvis ånd tilskyndede ham“ kom med bidrag og gav sig til at arbejde med en flid som viste at de forstod den værdi der lå i at de nu havde fået lejlighed til at yde noget. (Vers 21, 22, 26) Følgende ord i kapitel 36, vers 6, viser noget om deres villighed: „Så bød Moses at man skulle lade følgende opråb gå gennem lejren: ’Mænd og kvinder, fremskaf ikke mere materiale til det hellige bidrag.’ Således afholdt man folket fra at komme med mere.“ Ja, man måtte ligefrem holde folket tilbage! Jehova havde ikke presset nogen, kun ladet en meddelelse udgå til „enhver hvis hjerte bevægede ham“. Resultatet var at nationen viste en villig ånd, og dette medførte velsignelser i form af stor glæde, foruden at Jehova beskyttede og ledede folket i alt hvad det tog sig til.

Også ved en lejlighed mange år senere kom denne ånd til udtryk. Det var på den tid hvor kong Ezekias bestræbte sig for at genindføre den rene tilbedelse i Israel. Folket fik mulighed for at bringe bidrag, og beretningen fortæller: „Da bragte menigheden slagtofre og takofre, og enhver der var villig af hjertet bragte brændofre.“ Hvad blev resultatet? „Ezekias og hele folket frydede sig over hvad den sande Gud havde bragt i stand for folket; det var nemlig sket pludseligt.“ — 2 Krønikebog 29:31-36.

Kristne viser den rette ånd

Har den samme offervillige ånd været at finde efter den kristne menigheds oprettelse? Bemærk hvad apostelen Paulus skriver om de kristne i Filippi: „Jeg takker altid min Gud hver gang jeg nævner jer i hver af mine bønner for jer alle, idet jeg fremsiger min bøn med glæde, på grund af det bidrag I har ydet til den gode nyhed fra den første dag og indtil dette øjeblik.“ (Filipperne 1:3-5) På hvilken måde ydede de kristne i Filippi et særligt bidrag „til den gode nyhed“? De følgende vers lader os forstå at de ikke alene var parate til at rette deres liv ind efter de bibelske principper så de kunne fremme den gode nyhed, men at de også var nidkære i gerningen med at forkynde og undervise andre i den gode nyhed.

At alle kristne villigt bør tage del i forkyndergerningen på disse måder, fremgår af Hebræerbrevet 13:15: „Lad os gennem ham altid bringe Gud lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn.“ Dét at vi alle hver især er med til at forkynde den gode nyhed, er altså en af de vigtigste måder hvorpå vi i dag kan vise den villige ånd som kendetegner Jehovas sande tilbedere. Kristne bliver desuden mindet om at de ikke bør glemme „at gøre godt og at dele med andre, for i sådanne ofre har Gud velbehag“. — Hebræerne 13:16.

De kristne i Filippi viste deres villige ånd på endnu en måde. I kapitel 4 nævner Paulus at de ved flere lejligheder gav ham økonomisk hjælp, så forkyndelsen af den gode nyhed kunne blive fremmet. (Filipperne 4:14-17) På denne måde efterlignede de dem der i tidligere tider havde sat et godt eksempel i tilbedelsen af Jehova. De ’ærede Jehova med deres velstand’. (Ordsprogene 3:9) Viser vi den samme ånd når vi har lignende anledninger til det?

Den samme ånd ses i dag

Det fremgår af Salme 110 at der i de sidste dage af denne tingenes ordning, hvor de fleste ellers ville leve for selvet, ville være mange som viste den samme villige ånd. I vers 3 læser vi at Guds folk „møder villigt frem“, talrigt som dugdråber. Har det vist sig at være sandt?

I april 1881 efterlyste den engelske udgave af bladet Vagttårnet 1000 forkyndere som kunne tage heltidsforkyndelsen op. I udgaven for maj 1881 blev det understreget at de der tog dette arbejde op måtte være villige til at gøre det „for den himmelske belønning“. I løbet af fire år havde over 300 meldt sig — et fint resultat i betragtning af at der dengang kun var få indviede kristne knyttet til Vagttårnsselskabet.

Endnu i dag kommer denne ånd klart til udtryk. I 1986 var der for eksempel gennemsnitlig 391.294 pionerer (heltidsforkyndere) hver måned. Det var en forøgelse på 68.473, eller 21,2 procent, i forhold til året før! Men villighedens ånd gør sig ikke kun gældende blandt dem der kan bruge al deres tid i forkyndelsesarbejdet.a

Også mange som har andre bibelske forpligtelser — idet de måske skal sørge for mindreårige eller for handicappede slægtninge eller aldrende forældre — foruden mange som af helbredsgrunde ikke har mulighed for at være i heltidsforkyndelsen, viser denne villighed til selvopofrelse der er til så stort behag for Jehova. Man forstår dette når man tænker på at langt størstedelen af arbejdet med at forkynde Riget i de fleste lande udføres af forkyndere som må bruge det meste af deres tid på et verdsligt arbejde eller på at sørge for deres familie eller tage sig af andre bibelske forpligtelser. Den indsats de yder i forkyndergerningen er i sandhed et rosværdigt udslag af den ånd Jehova velsigner.

Hvordan den rette ånd kommer til udtryk på andre områder

Også i dag kan der, som på Moses’ tid og Ezekias’ tid, opstå anledninger til at vise villighed. Det kan ske når en lokal menighed skal bygge en rigssal eller lignende. Finder vi den samme ånd i sådanne tilfælde? Ja!

Dette har især været tydeligt i forbindelse med de såkaldte „hurtigbyggede rigssale“. Under sådanne byggerier strømmer hundreder af Jehovas vidner til og arbejder villigt i en hel weekend (nogle både nat og dag). Resultatet er hvad nogle aviser har kaldt „et weekendmirakel“. Fredag morgen er der kun et støbt fundament, men søndag aften er der en rigssal, fuldt færdig til det første møde!b

Endnu større muligheder for at vise en villig ånd byder sig når der i forskellige lande skal bygges eller udvides et afdelingskontor. Ved sådanne lejligheder udføres der så meget frivilligt arbejde at fantasien næppe slår til. Og foruden at mange frivilligt melder sig for at tilbyde deres arbejdskraft, ydes der naturligvis økonomiske bidrag fra mange, så de nødvendige materialer kan købes. I mange tilfælde har nogle af Jehovas vidner spontant ønsket at give byggematerialer som gaver, så udgifterne har kunnet holdes nede.

Man så et eksempel på dette da det nye afdelingskontor i Sydney i Australien blev bygget. Brødre helt oppe fra Queensland skaffede og afsendte fire store vognlæs tømmer til en samlet værdi af 4-500.000 kroner! Under byggeriet kom grupper af Jehovas vidner rejsende i bus helt fra staten Vestaustralien 4000 kilometer borte, for at arbejde som frivillige i fire uger ad gangen. En hel del faglærte håndværkere arbejdede frivilligt i flere måneder, et år eller mere. Dette var i sandhed et udtryk for den ånd som Jehova i århundredernes løb har velsignet så rigt og som ses i mange lande i dag.

Kreds- og områdestævner giver yderligere lejlighed til at vise villighedens ånd. Ved ethvert stævne skal mange frivillige gøre en indsats, nogle endda flere måneder i forvejen, for at alt kan forløbe glat og velorganiseret. Under selve stævnet må til tider op til 25 procent af de tilstedeværende gøre en indsats for at stævnet kan forløbe til alles glæde. Der skal for eksempel gøres rent og serveres mad. Mange af de tilstedeværende tænker måske ikke på disse opgaver — men Jehova er opmærksom på dem der viser deres villighed! Han belønner dem der villigt tilbyder deres hjælp. Er du villig til at ’være træl for andre’ ved at melde dig til frivillig tjeneste ved et stævne, så du kan opnå samme løn? Har du tænkt på om hele jeres familie kunne melde sig samlet? — Galaterne 5:13.

Sådanne særlige opgaver giver os rig lejlighed til at vise villighedens ånd. Men vi har hver uge, ja hver dag, mange anledninger til at vise samme ånd. Er du for eksempel med til at holde rigssalen ren og i god stand? Støtter du dens drift ved at give økonomiske bidrag i samme omfang som Jehova har velsignet dig materielt? Støtter du forkyndelsesarbejdet i dit land ved at give bidrag til det lokale afdelingskontor? Og hvad der er endnu vigtigere: Er du til stadighed med i arbejdet med at forkynde den gode nyhed og gøre disciple? Intet kan træde i stedet for dét at være personligt med i det arbejde Jesus har overdraget os som det vigtigste der skal gøres i nutiden, før denne tingenes ordnings afslutning. — Mattæus 24:14; 28:19, 20; Apostelgerninger 1:8.

Enhver der har opdyrket den ånd Jehova så rigt velsigner, har erfaret sandheden i disse ord: „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn.“ Hvis du viser den ånd som kommer til udtryk i at man villigt ofrer sig, vil du erfare det samme som bibelskribenten der sagde: „Jehovas velsignelse — den gør rig, og han føjer ingen smerte til den.“ — Hebræerne 6:10; Ordsprogene 10:22.

[Fodnoter]