Stå fast — Undgå at snuble
DET vigtigste spørgsmål vi mennesker i dag må tage stilling til, er spørgsmålet om universel suverænitet. Jehova indbyder os til at tage vort standpunkt og vise det ved at underlægge os hans udnævnte konge, Kristus Jesus. Det haster med at tage imod indbydelsen, og blot i løbet af de seneste fem år har over en million gjort dette. Samtidig er de dog blevet klar over at standpunktet indbefatter mere end at man på et tidspunkt beslutter sig for at tjene Jehova. Vi må indvi os livsvarigt. Vil vi fastholde vort standpunkt også under vanskelige vilkår? Eller vil vi lidt efter lidt begynde at vakle, efter først at have ’stået fast’? — 1 Korinther 16:13; Hebræerne 2:1.
Hvis du finder tilværelsen som kristen svær, så trøst dig med at også Jesus havde det svært. Ja, selv Guds enestefødte søn måtte bede om styrke til at fastholde sit standpunkt, især da hans største prøve nærmede sig. Forestil dig hvordan han i Getsemane Have indtrængende bad: „Abba, Fader, alt er muligt for dig; tag dette bæger bort fra mig. Dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.“ (Markus 14:36) Han vidste at der lå vanskeligheder forude. Han var sig især bevidst at hans faders navn ville blive berørt. Selv om han var et fuldkomment menneske, skammede han sig ikke over at bede om hjælp.
Når vi kommer ud for vanskeligheder kan vi hente styrke samme sted som Jesus. Vi kan bede Jehova om hjælp så vi ikke snubler eller falder. At vide i forvejen hvad der kan få os til at snuble, kan imidlertid hjælpe os til at undgå det.
Forfølgelse kan få os til at snuble
Bibelen advarer: „Alle de som ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus vil også blive forfulgt.“ (2 Timoteus 3:12) Forfølgelsen kan få os til at snuble, og den kan antage mange former. (Markus 4:17) Den kan optræde i skikkelse af forbud — så vi risikerer fængsling og endda døden — pøbeloverfald, trosprøvende og hårdnakket modstand fra en ægtefælle, eller uophørlig mobning i skolen.
Forfølgelsen er svær at stå igennem, men nu hvor vi er blevet advaret om at den i en eller anden form vil nå os, kan vi opbygge vor tro og lære at stole på at Jehova i prøvelsens tid vil styrke og opretholde os. (1 Peter 4:13, 14; 5:6-11) De ting der får os til at snuble kommer ofte mere underfundigt end når vi bliver udsat for forfølgelsens voldsomme anslag.
Skuffelser kan svække troen
Hvem husker ikke skuffelsen når man som barn følte sig svigtet? Husker du dengang din far havde lovet at I skulle på skovtur og det ikke blev til noget? Eller dengang I skulle i Zoologisk Have og det blev aflyst i sidste øjeblik? Hvilken skuffelse!
Også voksne kristne kan blive skuffede, og det har i nogle tilfælde ført til åndeligt skibbrud. Nogle har sat deres lid til en dato hvor de var sikre på at Harmagedon ville indtræffe. Da tiden kom og intet skete, følte de sig svigtet. Andre har næret uindfriede forventninger om et bestemt privilegium. Desuden kan vore medmennesker skuffe os. En 18-årig pige sagde til sine forældre at hun var så skuffet over den måde nogle unge mænd i menigheden opførte sig på — og det at deres forældre ikke tugtede dem — at hun ikke ville have mere med sandheden at gøre.
Det er forståeligt at man skuffes i disse tilfælde, men bør man snuble og give afkald på sit forhold til Jehova? Forestil dig Jesu skuffelse da hans apostle viste sig ambitiøse ved at fremture i diskussionen om hvem der var størst iblandt dem. (Lukas 9:46; 22:24) Forestil dig også Jobs skuffelse da de tre venner der forventedes at komme for at hjælpe ham, vendte sig imod ham og begyndte at betvivle hans trofasthed! (Job 22:5-10) Men Jesus og Job snublede ikke.
Alle mennesker er svage, og det vil derfor være ufornuftigt at lade andres forsyndelser gå ud over vort forhold til Jehova. (Salme 51:5) Andres ufuldkommenheder bør ikke gøre os blinde for det vidunderlige Jehova udretter når han sammenfatter „alt igen, i Messias“. (Efeserne 1:9, 10) Husk hvem det er Jehova sammenfatter eller indsamler. Det er ufuldkomne, faldne mennesker som os, mennesker der har behov for tugt og lutring for at vokse sig stærke. (Salme 130:3) Vor fjende er ikke vor ufuldkomne kristne broder, men Satan, der vil opsluge os hvis han kan. Det vil ikke lykkes ham hvis vi ’står ham imod, faste i troen’. (1 Peter 5:8, 9) Hvis vi har en sådan tro, vil vi på ingen måde blive skuffet. — Romerne 9:33.
Selvbebrejdelse kan nedbryde os
Nogle har sat deres forhold til Jehova Gud over styr fordi de har følt sig uværdige. I bevidstheden om deres svagheder og mangler har de draget den slutning at Jehova ikke kan antage deres tjeneste. De føler at det vil være hyklerisk af sådan nogle som dem at kalde sig Jehovas vidner. Har du nogen sinde bedømt dig selv så strengt? I så fald bør du bekæmpe denne opfattelse.
Føler du dig uværdig til at tjene Jehova? Spørg da dig selv: ’Hvem er egentlig værdig til denne store forret?’ Alle kristne må uafbrudt kæmpe mod deres ufuldkommenheder. Selv apostelen Paulus måtte beklage: „Når jeg gerne vil gøre det rette, ligger det onde mig nær.“ (Romerne 7:21) Var Paulus en hykler fordi han somme tider begik noget forkert? Nej. En hykler er en der giver sig ud for noget han ikke er. Giver vi os ud for noget vi ikke er hvis vi bestræber os for at gøre det rette, men nu og da begår overtrædelser mod vores vilje? Naturligvis ikke.
Bibelen formaner os til at ’iføre os den nye personlighed’. (Efeserne 4:24) Vil det sige at vi sletter alle spor af den gamle personlighed? Nej. Når Paulus i Kolossenserbrevet siger at den nye personlighed „fornys“ gennem nøjagtig kundskab, er der tale om en fortsat handling, og det er en vedvarende proces at forandre sin personlighed. (3:9, 10) Det er derfor ikke overraskende at vi indimellem opdager mangler hos os selv.
Det betyder selvfølgelig hverken at vi kan bagatellisere alvoren af at synde eller at vi kan give efter for fristelser uden at kæmpe, i den tro at Jehova uden videre vil tilgive os. Men det viser os at vi ikke behøver at være urimeligt selvkritiske. Og det får os til at elske Jehova så meget mere fordi han tilvejebragte Kristi genløsningsoffer og derved gav os mulighed for at tjene ham trods vor nedarvede syndige natur.
Apostelen Johannes udtrykte en ligevægtig holdning med ordene: „Jeg skriver dette til jer for at I ikke skal begå en synd.“ Derpå tilføjede han realistisk: „Og dog, hvis nogen begår en synd [fordi vi er ufuldkomne], har vi en hjælper hos Faderen, Jesus Kristus.“ (1 Johannes 2:1) Denne dybe forståelse vil sammen med den hjælp Jehova har givet os, få os til ikke at være overdrevent selvbebrejdende, men sige som Paulus: „Tak til Gud gennem Jesus Kristus, vor Herre!“ — Romerne 7:25.
Kom på fode igen
Jesus advarede alvorligt imod at man fik andre til at snuble og falde: „Enhver som bringer en af disse små som tror på mig, til snublen og fald, for ham er det bedre at få en af de møllesten der drejes af et æsel, hængt om halsen og blive sænket i det store, åbne hav.“ (Mattæus 18:6) Men hvad med den der er snublet? Hvis nogen eller noget får os til at snuble, bør vi da bruge det som en undskyldning og mene at vi ikke behøver at tjene Jehova mere?
Har du for eksempel prøvet at miste fodfæstet på et isglat fortov eller snuble over et trappetrin? Det overraskede dig sikkert fuldstændig. Pludselig lå du der bare. Men hvad gjorde du så? Sagde du: „Det er ikke min skyld at jeg ligger her. Det er isens (eller trappetrinnets) skyld. Altså rejser jeg mig ikke“? Nej, selvfølgelig rejste du dig og gik videre.
Er det ikke også hvad vi bør gøre hvis for eksempel en medkristen får os til at snuble? Det er et alvorligt problem som vi bør gøre noget ved; men hvis vi ’bliver liggende’ og stædigt giver andre skylden for det passerede, har vi da ikke kun os selv at takke?
Hvis vi snubler er de ældste og andre modne medlemmer af menigheden mere end villige til at hjælpe. (Galaterne 6:1) Og Jehova giver styrke til dem der ønsker at tjene ham trods vanskeligheder. (Filipperne 4:13) Vi bør derfor altid være parate til at bede om hjælp hvis det ser ud til at noget rokker ved vort faste standpunkt for Jehova Gud og hans rige. Så vil vi ikke give Satan en sejr ved at snuble og ’blive liggende’.
Hvor står du?
Hver dag kommer Guds indviede tjenere ud for prøver på deres hengivenhed for Jehova. Uanset hvori prøven består, må de tage standpunkt og stille sig på Jehovas messianske Konges side. Jordens mægtige herskere har taget opstilling „imod Jehova og imod hans salvede“. Hvilket enestående privilegium at vi kan tage standpunkt for dem! — Salme 2:2.
Vi kan imidlertid ikke modstå påvirkningen fra hele denne tingenes ordning i egen kraft, og vi kan derfor hente trøst i Jesu løfte om at han vil være med sin menighed „indtil afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 28:20) Han vil støtte os. Det vil desuden være til uvurderlig gavn for os at holde os nær til Jehova og støtte os til ham. Vi kan hente styrke ved at vende os til hans ord. Når vi føler presset uudholdeligt, indbyder Salme 55:22 os til at ’kaste vor byrde på Jehova, og han vil sørge for os. Han vil aldrig tillade at den retfærdige vakler’. Ja, Bibelen tilskynder alle Guds tjenere til ikke at snuble, men „stå fast i troen“. — 1 Korinther 16:13.