Hvorfor må vi vogte os for afgudsdyrkelse?
„Børnlille, vogt jer for afguderne.“ — 1 JOHANNES 5:21.
1. Hvorfor er tilbedelsen af Jehova fri for afgudsdyrkelse?
JEHOVA er ikke en afgud af metal, træ eller sten. Intet jordisk tempel kan rumme ham. Eftersom han er den almægtige Ånd og usynlig for mennesker, er det umuligt at lave et billede eller en statue af ham. Den rene tilbedelse af Jehova må derfor være fuldstændig fri for billeddyrkelse og afgudsdyrkelse. — 2 Mosebog 33:20; Apostelgerninger 17:24; 2 Korinther 3:17.
2. Hvilke spørgsmål må vi overveje?
2 Hvis du er en tilbeder af Jehova kan det være at du spørger: ’Hvad er afgudsdyrkelse? Hvordan har Jehovas tjenere i fortiden kunnet holde sig fri af afgudsdyrkelse? Og hvorfor skal man vogte sig for det i dag?’
Hvad er afgudsdyrkelse?
3, 4. Hvordan kan man definere afgudsdyrkelse?
3 Afgudsdyrkelse er ofte forbundet med visse ceremonier eller ritualer. Ved afgudsdyrkelse forstår man almindeligvis det at tilbede hedenske guder, afguder, som regel i form af gudebilleder i menneske- eller dyreskikkelse, men undertiden også i form af naturfænomener eller naturgenstande. Ifølge Bibelen kan alt hvad nogen måtte sætte i den sande Guds sted, betegnes som en afgud.
4 De hebraiske ord der i Bibelen anvendes om afguder udtrykker foragt og understreger ofte at de er værdiløse. De gengives med „udskårne billeder“, „billedstøtter“, „støbte billeder“ og „støbte guder“, ’afskyelige afgudsbilleder’, „tomme guder“ (bogstaveligt: tomheder) og „uhumske guder“. Det græske ord eiʹdōlon gengives med „afgud“.
5. Hvorfor kan man sige at ikke alle billeder og figurer er afguder?
5 Ikke alle billeder og figurer er afguder. Gud selv påbød israelitterne at fremstille to keruber af guld til pagtens ark og at brodere billeder af disse åndeskabninger på de ti teltduge der skulle udgøre det indre dække i tabernaklet, samt på det forhæng der adskilte Det Hellige fra Det Allerhelligste. (2 Mosebog 25:1, 18; 26:1, 31-33) Kun de tjenstgørende præster så disse billeder, der først og fremmest var et symbol på de himmelske keruber. (Jævnfør Hebræerbrevet 9:24, 25.) Det er indlysende at disse billeder og figurer af keruber i tabernaklet ikke skulle vises ærbødighed, eftersom retfærdige engle afslog at lade sig tilbede. — Kolossenserne 2:18; Åbenbaringen 19:10; 22:8, 9.
Jehovas syn på afgudsdyrkelse
6. Hvad er Jehovas syn på afgudsdyrkelse?
6 Jehovas tjenere vogter sig for afgudsdyrkelse fordi han misbilliger det under enhver form. Gud befalede israelitterne at de ikke måtte lave sig billeder og tilbede dem. Et af De Ti Bud lyder: „Du må ikke lave dig noget udskåret billede eller noget som helst afbillede af det der er i himmelen oventil eller det der er på jorden nedentil eller det der er i vandene under jorden. Du må ikke bøje dig for dem eller lade dig forlede til at dyrke dem, for jeg, Jehova din Gud, er en Gud der kræver udelt hengivenhed, der for fædres misgerning bringer straf over sønner, over tredje og fjerde generation, af dem der hader mig, men viser loyal hengivenhed mod endog den tusinde generation af dem der elsker mig og holder mine bud.“ — 2 Mosebog 20:4-6.
7. Hvorfor er Jehova imod enhver form for afgudsdyrkelse?
7 Hvorfor er Jehova imod enhver form for afgudsdyrkelse? Først og fremmest fordi han kræver udelt hengivenhed, hvilket fremgår af det andet af De Ti Bud som er citeret ovenfor. Han sagde endvidere gennem sin profet Esajas: „Jeg er Jehova. Det er mit navn; og jeg giver ikke min herlighed til nogen anden, og ikke min pris til billedstøtter.“ (Esajas 42:8) På et tidspunkt fik afgudsdyrkelse et sådant tag i israelitterne at de „ofrede deres sønner og deres døtre til dæmoner“. (Salme 106:36, 37) Afgudsdyrkere fornægter ikke blot Jehova som den sande Gud, men tjener også Satan og hans dæmoners interesser og stiller sig derved på Guds hovedmodstanders side.
Loyale under prøve
8. Hvilken prøve kom de tre hebræere Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego ud for?
8 Vor loyalitet mod Jehova vil også få os til at vogte os for afgudsdyrkelse. Dette fremgår af beretningen i Daniels Bogs 3. kapitel. Babylons konge Nebukadnezar ville indvi en stor guldbilledstøtte og havde derfor sammenkaldt alle rigets embedsmænd, deriblandt Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego — tre hebræere der var sat over forvaltningen af provinsen Babylon. Alle tilstedeværende skulle bøje sig for billedstøtten når de hørte lyden af bestemte musikinstrumenter. På denne måde forsøgte Babylons virkelige gud, Satan, at få de tre hebræere til at bøje sig for en billedstøtte der repræsenterede det babyloniske rige. Forestil dig at du selv er til stede.
9, 10. (a) Hvilket standpunkt tog de tre hebræere, og hvordan blev de belønnet? (b) Hvordan er de tre hebræeres oplevelse til opmuntring for Jehovas vidner?
9 Se! De tre hebræere bliver stående. De husker Guds lov om ikke at fremstille eller tilbede afguder eller udskårne billeder. Nebukadnezar stiller dem et ultimatum — bøj jer eller dø! Loyale mod Jehova svarer de: „Hvis det sker, kan vor Gud som vi tjener, redde os. Han vil redde os ud af den brændende ildovn og af din hånd, o konge. Og hvis ikke, så skal du vide, o konge, at dine guder tjener vi ikke, og guldbilledstøtten som du har opstillet, tilbeder vi ikke.“ — Daniel 3:16-18.
10 Disse loyale tjenere for Gud bliver derefter kastet i den overophedede ildovn. Forbløffet over at se fire personer gå omkring i ildovnen kalder Nebukadnezar de tre hebræere ud, og det viser sig at de er uskadte. Det får kongen til at udbryde: „Velsignet være Sjadraks, Mesjaks og Abed-Negos Gud, der sendte sin engel [den fjerde person i ovnen] og reddede sine tjenere som stolede på ham og som gik imod kongens ord og overgav deres legemer, fordi de ikke ville tjene eller tilbede nogen som helst anden gud end deres egen Gud. . . . Der findes ingen anden gud der som han kan udfri.“ (Daniel 3:28, 29) Disse tre hebræere har ved deres uangribelighed sat et opmuntrende eksempel for Jehovas vidner i dag som kan styrke dem til at forblive loyale mod Gud ved at bevare deres neutralitet i verdens anliggender og undgå afgudsdyrkelse. — Johannes 17:16.
Afguderne taber retssagen
11, 12. (a) Hvad nedskrev Esajas om Jehova og afguderne? (b) Hvordan gik det med nationernes guder da Jehova udfordrede dem?
11 En anden grund til at man bør vogte sig for at dyrke afguder, er at det er nytteløst. Nogle menneskeskabte afguder ser livagtige ud og har mund, øjne og ører; men de kan ikke tale, se eller høre, og de kan intet gøre for deres tilbedere. (Salme 135:15-18) Dette så man tydeligt i det ottende århundrede før vor tidsregning, da Guds profet i Esajas 43:8-28 beskrev en retssag mellem Jehova og afguderne. Guds folk, Israel, var inddraget på den ene side i sagen og de verdslige nationer på den anden. Jehova udfordrede nationernes falske guder til at forkynde „de første ting“, altså at fremsætte sande profetier. Det var der ikke én af dem der kunne. Derefter henvendte Jehova sig til sit folk og sagde: „I er mine vidner . . . og jeg er Gud.“ Nationerne kunne ikke føre bevis for at deres guder var til før Jehova, eller at de kunne profetere. Men Jehova forudsagde Babylons fald og udfrielsen af sit fangne folk.
12 Guds udfriede tjenere ville desuden sige det der står i Esajas 44:1-8: „Jeg tilhører Jehova.“ Selv sagde han: „Jeg er den første og jeg er den sidste, og ud over mig er der ingen Gud.“ Afguderne gjorde ingen indsigelser. „I er mine vidner,“ sagde Jehova igen om sit folk, og tilføjede: „Er der vel nogen Gud foruden mig? Nej, der er ingen Klippe.“
13. Hvad viser afgudsdyrkelse om afgudsdyrkeren?
13 Vi vogter os også for afgudsdyrkelse fordi det er et udtryk for manglende visdom. En afgudsdyrker tager et træ hvoraf noget laves til en afgud, mens resten bruges til at lave et bål til madlavning. (Esajas 44:9-17) Hvor tåbeligt! Den der fremstiller og tilbeder afguder bliver også til skamme fordi han ikke kan fremlægge overbevisende vidnesbyrd om deres guddommelighed. Der er imidlertid ingen tvivl om Jehovas guddommelighed, for ikke alene forudsagde han sit folks udfrielse fra Babylon, men han udvirkede den også. Jerusalem blev atter beboet, Judas byer blev genopbygget og Babylons ’dyb’ — Eufratfloden — forsvandt og var ikke længere til nogen beskyttelse. (Esajas 44:18-27) Som Gud havde forudsagt indtog perseren Kyros Babylon. — Esajas 44:28–45:6.
14. Hvad vil blive bevist én gang for alle i den universelle højesteret?
14 Afguderne tabte denne retssag om guddommelighed. Det der overgik Babylon vil også med sikkerhed overgå dets nutidige modstykke, Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. Det og alle dets guder, samt de religiøse remedier og genstande der bruges til afgudsdyrkelse, vil inden længe være forsvundet for evigt. (Åbenbaringen 17:12–18:8) Universets højesteret vil da én gang for alle fastslå at kun Jehova er den levende og sande Gud og at han lader sit profetiske ord gå i opfyldelse.
Ofre til dæmoner
15. Hvad lod den hellige ånd og det styrende råd i det første århundrede forstå vedrørende Jehovas folk og afgudsdyrkelse?
15 Jehovas folk vogter sig også for afgudsdyrkelse fordi det lader sig lede af Guds ånd og hans organisation. Jehovas tjeneres styrende råd i det første århundrede gav sine medkristne denne vejledning: „Den hellige ånd og vi har nemlig besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde på jer ud over dette nødvendige: at I afholder jer fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr og fra utugt. Hvis I omhyggeligt holder jer fra disse ting, vil det gå jer godt. Lev vel!“ — Apostelgerninger 15:28, 29.
16. Fortæl med egne ord hvad Paulus sagde om det der var ofret til afguder.
16 Man bør også vogte sig for afgudsdyrkelse for at undgå dæmonisme. Apostelen Paulus gav de kristne i Korinth følgende vejledning i forbindelse med Herrens aftensmåltid: „Flygt fra afgudsdyrkelsen. . . . Velsignelsens bæger som vi velsigner, er det ikke fællesskab om Messias’ blod? Brødet som vi brækker i stykker, er det ikke fællesskab om Messias’ legeme? Fordi der er ét brød, er vi, skønt mange, ét legeme, for vi har alle andel i det ene brød. Se på det som er Israel efter kødet: Har de som spiser slagtofrene ikke fællesskab med alteret? Hvad skal jeg da sige? At det der ofres til en afgud er noget, eller at en afgud er noget? Nej; men jeg siger at det som folk fra nationerne ofrer, ofrer de til dæmoner og ikke til Gud; og jeg ønsker ikke at I skal have fællesskab med dæmonerne. I kan ikke drikke Jehovas bæger og dæmoners bæger; I kan ikke have andel i ’Jehovas bord’ og i dæmoners bord. Eller ’ægger vi Jehova til skinsyge’? Vi er ikke stærkere end han, vel?“ — 1 Korinther 10:14-22.
17. Under hvilke omstændigheder kunne en kristen i det første århundrede spise kød der var ofret til afguder, og hvorfor?
17 En del af dyret blev ofret til afguden, en del gik til præsterne, og den der ofrede dyret fik noget så han kunne holde en fest. Noget af kødet kunne imidlertid også blive solgt på torvet. Det var utilrådeligt for en kristen at gå til et afgudstempel for at spise kød, også selv om han ikke deltog i et ritual, for andre kunne tage anstød af det eller han kunne selv blive forledt til afgudsdyrkelse. (1 Korinther 8:1-13; Åbenbaringen 2:12, 14, 18, 20) At man ofrede et dyr til en afgud ændrede ikke noget ved kødet; en kristen kunne derfor godt købe noget af det på torvet. Når de kristne fik serveret kød i et hjem, behøvede de heller ikke at spørge om hvor kødet stammede fra. Men hvis nogen sagde at det havde været „bragt som offer“, ville han ikke spise det for ikke at bringe andre til snublen og fald. — 1 Korinther 10:25-29.
18. Hvordan kunne de der spiste noget der var ofret til en afgud blive inddraget i et vist fællesskab med dæmoner?
18 Det var en udbredt tanke at guden, efter at man havde foretaget offerritualet, var i kødet, og at guden blev en del af dem der spiste kødet ved afgudsfesten. Ligesom der opstod et vist fællesskab mellem nogen der spiste sammen, sådan havde de der spiste af offerdyret også fællesskab med alteret og samkvem med den dæmongud afguden repræsenterede. Ved hjælp af en sådan afgudsdyrkelse afholdt dæmonerne folk fra at tilbede den eneste sande Gud. (Jeremias 10:1-15) Det er derfor intet under at Jehovas folk skulle afholde sig fra det der var ofret til afguder. Når vi i dag vogter os for afgudsdyrkelse er det fordi vi ønsker at være loyale mod Gud, at lade os lede af hans hellige ånd og hans organisation, samt at holde fast ved vores beslutning om at undgå dæmonisme.
Hvorfor er det nødvendigt at være på vagt?
19. Hvilken afgudsdyrkelse fandt sted i fortidens Efesus?
19 Kristne vogter sig omhyggeligt for afgudsdyrkelse fordi den har mange former, og blot én afguderisk handling er ensbetydende med et kompromis. Apostelen Johannes skrev til sine medtroende: „Vogt jer for afguderne.“ (1 Johannes 5:21) Det var nødvendigt med denne vejledning fordi de var omgivet af mange former for afgudsdyrkelse. Johannes skrev sit brev fra Efesus, en by der var stærkt præget af magi og myter om falske guddomme. I Efesus fandtes et af verdens syv underværker, nemlig Artemistemplet, der var tilflugtssted for kriminelle og center for umoralske ritualer. Filosoffen Heraklit fra Efesus kaldte den uoplyste gang der førte op til dette tempels alter, for skændighedens mørke, og han betragtede de tilbedendes vandel som værre end dyrenes. De kristne i Efesus måtte derfor vogte sig for dæmonisme, umoralitet og afgudsdyrkelse.
20. Hvorfor var det nødvendigt at undgå selv den mindste form for afgudsdyrkelse?
20 Det kræver stor beslutsomhed af kristne at undgå selv den mindste form for afgudsdyrkelse fordi blot én tilbedelseshandling over for Djævelen vil være med til at bekræfte hans påstand om at mennesker ikke vil forblive trofaste mod Gud når de prøves. (Job 1:8-12) Da Satan viste Jesus „alle verdens riger og deres herlighed“, sagde han: „Alt dette vil jeg give dig hvis du kaster dig ned og udfører en tilbedelseshandling over for mig.“ Det nægtede Kristus, og stillede sig dermed på Jehovas side i stridsspørgsmålet om den universelle suverænitet, hvorved han beviste at Djævelen er en løgner. — Mattæus 4:8-11; Ordsprogene 27:11.
21. Hvad nægtede de trofaste kristne at gøre over for den romerske kejser?
21 Jesu disciple i det første århundrede ville heller ikke udføre en tilbedelseshandling der viste at de stillede sig på Satans side i stridsspørgsmålet. De viste den rette respekt for „de højere myndigheder“, men de ville ikke brænde røgelse til ære for den romerske kejser, om det så skulle koste dem livet. (Romerne 13:1-7) Herom har Daniel P. Mannix skrevet: „Det var kun ganske få af de kristne der afskrev deres tro, og det skønt man almindeligvis havde et alter hvorpå der brændte en ild stående i arenaen til deres afbenyttelse. Det eneste fangen skulle gøre, var at kaste lidt røgelse på ilden, hvorefter han fik et offercertifikat og blev løsladt. Man forklarede ham også omhyggeligt at han ikke derved tilbad kejseren — han anerkendte blot kejserens guddommelighed i dennes egenskab af overhoved for den romerske stat. Alligevel benyttede næsten ingen af de kristne sig af denne chance til at blive fri.“ (Those About to Die, side 137) Hvis du kom ud for en lignende prøve, ville du så konsekvent afholde dig fra enhver form for afgudsdyrkelse?
Vil du vogte dig for afgudsdyrkelse?
22, 23. Hvorfor bør vi vogte os for afgudsdyrkelse?
22 Det er tydeligt at kristne må vogte sig for enhver form for afgudsdyrkelse. Jehova kræver udelt hengivenhed. De tre trofaste hebræere satte et godt eksempel da de nægtede at tilbede den store billedstøtte som Babylons konge Nebukadnezar havde opstillet. I den universelle retssag som profeten Esajas skrev om, blev det påvist at Jehova alene var den levende og sande Gud. Hans kristne vidner i det første århundrede måtte afholde sig fra det der var ofret til afguder. De mange loyale på den tid lod sig ikke presse til at udføre en eneste tilbedelseshandling over for en afgud og derved fornægte Jehova.
23 Spørgsmålet er derfor: Vogter du dig for afgudsdyrkelse? Tilbeder du Gud med udelt hengivenhed? Støtter du Jehovas suverænitet og priser ham som den levende og sande Gud? I givet fald bør du være besluttet på fortsat at undgå enhver form for afgudsdyrkelse. Men hvilken bibelsk vejledning kan hjælpe os hertil?
Spørgsmål til repetition
◻ Hvad er afgudsdyrkelse?
◻ Hvorfor er Jehova imod enhver form for afgudsdyrkelse?
◻ Hvordan stillede de tre hebræere sig til afgudsdyrkelse?
◻ Hvordan kunne de der spiste noget der var ofret til afguder blive inddraget i et vist fællesskab med dæmoner?
◻ Hvorfor må vi vogte os for afgudsdyrkelse?
[Illustration på side 23]
De tre hebræere ville ikke deltage i afgudsdyrkelse selv om de blev truet på livet