Ondskabens lejesvende

BIBELENS redegørelse for dæmonernes rolle i menneskers anliggender besvarer de grundlæggende spørgsmål om ondskaben, som man ellers måtte søge forgæves efter. Tænk for eksempel på følgende citat fra International Herald Tribune om Balkankrigen: „Et inspektionshold fra EF er nået til den konklusion at [soldater] har voldtaget op mod 20.000 muslimske kvinder og piger . . . som led i en systematisk terrorpolitik med det formål at skræmme dem, demoralisere dem og drive dem ud af deres hjem.“

I en artikel i tidsskriftet Time forsøgte man at give følgende forklaring på voldtægten: „Somme tider begår unge mænd i krig måske voldtægt for at behage deres overordnede, officererne, og opnå en slags faderlig godkendelse. Voldtægten er et bevis for at man er barsk nok til gruppen. En ung mand som er villig til at begå grusomheder har undertrykt sin egen samvittighed for helt og holdent at lade sig bruge til at opfylde gruppens kompromisløse hensigter. Han bekræfter sin troskab ved sine ugerninger.“

Men hvorfor er „gruppens kompromisløse hensigter“ mere fordærvede end de enkelte medlemmers samvittighed? Vi ønsker alle som enkeltpersoner at leve i fred med vor næste. Hvordan kan det da være at folk i krigstid voldtager, torterer og dræber hinanden? En væsentlig årsag er de dæmoniske kræfters indflydelse.

Når man forstår dæmonernes rolle, forstår man også det som nogle kalder „teologens problem“. Nemlig hvordan man får disse tre kendsgerninger til at stemme overens: (1) Gud er almægtig, (2) Gud er kærlig og god, men (3) ondskaben tager overhånd. Nogle mener at man kun kan få to af tingene til at stemme overens, aldrig dem alle tre. Guds ord giver selv svaret — der har at gøre med de usynlige ånder, ondskabens lejesvende.

Den første oprører

Bibelen fortæller at Gud selv er en ånd. (Johannes 4:24) Han har skabt millioner af andre åndevæsener, kaldet engle. I et syn så Guds tjener Daniel mere end hundrede millioner engle. Alle de åndevæsener Jehova skabte var retfærdige og i harmoni med hans vilje. — Daniel 7:10; Hebræerne 1:7.

Da Gud senere „grundlagde jorden“ fortælles der at Guds engle „råbte af glæde“ og „brød ud i hyldestråb“. (Job 38:4-7) En af dem opdyrkede imidlertid et ønske om selv at blive genstand for den tilbedelse som rettelig tilkom Skaberen. Ved at gøre oprør mod Gud gjorde denne engel sig til en satan (en „modstander“) og en djævel (en „bagvasker“). — Jævnfør Ezekiel 28:13-15.

I Eden talte Satan gennem en slange til den første kvinde, Eva, og fik hende til at overtræde Guds utvetydige befaling om ikke at spise af frugten fra et bestemt træ i haven. Derefter gjorde hendes mand hende følgeskab. Det første menneskepar sluttede sig således til engelen i oprøret mod Jehova. — 1 Mosebog 2:17; 3:1-6.

Begivenhederne i Eden synes måske at være en klar og enkel lektion i lydighed, men Satan rejste også to vigtige moralske spørgsmål ved den lejlighed. For det første betvivlede Satan at Jehovas herredømme over hans skabninger udøvedes retfærdigt og til deres gavn. Måske kunne menneskene regere bedre selv. For det andet satte Satan spørgsmålstegn ved om der overhovedet fandtes intelligensvæsener som ville forblive trofaste og loyale imod Gud når de tilsyneladende ikke fik noget materielt udbytte af deres lydighed.a

Kundskab om Jehovas egenskaber og en klar forståelse af de spørgsmål der blev rejst i Eden, giver os løsningen på „teologens problem“, nemlig at få ondskabens eksistens til at stemme med at Gud er kærlig og almægtig. Det er sandt at Jehova besidder ubegrænset magt og at han er den personificerede kærlighed, men han er samtidig vís og retfærdig. Disse fire egenskaber hos ham er i fuldkommen balance. Gud brugte derfor ikke sin vældige kraft til straks at fjerne de tre oprørere. Det ville have været retfærdigt men ikke víst og kærligt. Han valgte heller ikke blot at tilgive og glemme, hvad nogle måske ville anse for at være en kærlig løsning. Det ville hverken have været víst eller retfærdigt.

Det ville tage tid at afgøre det stridsspørgsmål som Satan havde rejst. Desuden ville det tage tid at bevise om mennesker kunne regere uafhængigt af Gud eller ej. Ved at tillade at de tre oprørere forblev i live, gjorde Jehova det muligt for sine skabninger at tjene ham trofast under prøvende omstændigheder og derved være med til at bevise usandheden i Satans påstand.b

Jehova havde udtrykkeligt sagt til Adam og Eva at de ville dø hvis de spiste af den forbudte frugt. Derfor døde de, selv om Satan havde forsikret Eva om at det ikke ville ske. Satan er også selv underkastet en dødsdom. Imidlertid fortsætter han med at lede menneskeheden på afveje. Faktisk siger Bibelen: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ — 1 Johannes 5:19; 1 Mosebog 2:16, 17; 3:4; 5:5.

Andre engle gør oprør

Ikke længe efter begivenhederne i Eden sluttede andre engle sig til oprøret mod Jehovas suverænitet. I Bibelen siges der: „Da menneskene var begyndt at blive talrige på jordens flade og der var født dem døtre, lagde gudssønnerne mærke til menneskedøtrene, hvor godt de så ud; og de tog sig hustruer, nemlig alle dem de udvalgte.“ Der siges også at disse engle „forlod deres egen bolig [i himmelen]“ og kom ned til jorden, materialiserede sig som mennesker og dyrkede kønsligt samkvem med kvinder. — 1 Mosebog 6:1, 2; Judas 6.

Beretningen fortsætter i Første Mosebog 6:4: „Nefilim var på jorden i de dage, og også siden, da gudssønnerne fortsatte med at gå ind til menneskedøtrene og de fødte dem sønner; det var de vældige krigere som levede i gamle dage, de navnkundige mænd.“ Disse „sønner“, et bastardafkom der var født af kvinder og havde engle som fædre, var usædvanligt stærke — de var „vældige krigere“. De var voldelige, og blev kaldt Nefilim, et hebraisk ord der betyder: „de der får andre til at falde.“

Det er bemærkelsesværdigt at man finder frasagn om disse begivenheder i gamle kulturers mytologier. Et 4000 år gammelt babylonisk heltedigt beskriver for eksempel de overnaturlige gerninger som den mægtige og voldelige halvgud Gilgamesj gjorde. Om ham siges der: „Ingen jomfru er der tilbage til elskeren på grund af hans lyst.“ Et andet eksempel, fra græsk mytologi, er den overmenneskelige Herkules (eller Herakles). Han blev født af Alkmene, der var menneske, men havde guden Zeus til fader. Han rejste ud på en række voldelige eventyr efter at have dræbt sin kone og sine børn i et anfald af vanvid. Selv om disse historier blev stærkt forvanskede ved at blive fortalt fra generation til generation, harmonerer de med det Bibelen siger om Nefilim og deres oprørske englefædre.

Det var på grund af påvirkning fra onde engle og deres overnaturlige sønner at jorden blev så fyldt med vold at Jehova besluttede at tilintetgøre verden i en stor vandflod. Nefilim gik til grunde sammen med alle de ugudelige. De eneste mennesker der overlevede var den retfærdige Noa og hans familie. — 1 Mosebog 6:11; 7:23.

De onde engle døde imidlertid ikke. De dematerialiserede sig derimod og vendte tilbage til åndeverdenen. På grund af deres ulydighed fik de ikke lov at vende tilbage til Guds familie af retfærdige engle. De blev desuden berøvet muligheden for igen at iføre sig menneskelegemer som på Noas tid. Men de fortsatte med at øve en ødelæggende indflydelse på menneskeheden, under anførsel af „dæmonernes hersker“, Satan Djævelen. — Mattæus 9:34; 2 Peter 2:4; Judas 6.

Fjender af menneskeheden

Satan og dæmonerne har altid været morderiske og grusomme. Job kaldtes „en uangribelig og retskaffen mand som frygter Gud og viger fra det onde“. Men Satan dræbte på forskellige måder hans kvæg og de fleste af hans tjenere. Dernæst slog han Jobs ti børn ihjel ved at lade „et vældigt vindstød“ ødelægge det hus de befandt sig i. Derefter slog Satan Job med „ondartede bylder fra fodsål til isse“. — Job 1:7-19; 2:3, 7.

Dæmonerne er lige så onde. På Jesu tid gjorde de mennesker stumme og blinde. De fik en mand til at slå sig selv med sten. De rev en dreng omkuld og „gav ham et voldsomt krampeanfald“. — Lukas 9:42; Mattæus 9:32, 33; 12:22; Markus 5:5.

Rapporter fra hele verden viser at Satan og dæmonerne er mere ondskabsfulde end nogen sinde før. Nogle mennesker påfører de sygdom. Andre plager de ved at berøve dem søvnen, give dem skrækindjagende drømme eller misbruge dem seksuelt. Atter andre driver de til vanvid eller til at begå mord eller selvmord.

Hvor meget længere vil de blive tolereret?

Satan og hans dæmoner vil ikke blive tolereret for evigt. Jehova har af gode grunde ladet dem eksistere indtil vore dage, men nu er deres tid ved at løbe ud. I begyndelsen af dette århundrede blev der taget et vigtigt skridt for at begrænse deres virkefelt. Åbenbaringens Bog forklarer: „Der udbrød krig i himmelen: Mikael [den opstandne Jesus Kristus] og hans engle kæmpede mod dragen [Satan], og dragen og dens engle kæmpede, men den fik ikke overtaget, og der fandtes heller ikke mere noget sted for dem i himmelen. Så blev den store drage kastet ned, slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord; han blev kastet ned til jorden, og hans engle blev kastet ned sammen med ham.“ — Åbenbaringen 12:7-9.

Hvad blev resultatet? Beretningen fortsætter: „Derfor, glæd jer, I himle og I som bor i dem!“ De retfærdige engle kunne glæde sig over at Satan og hans dæmoner ikke længere fandtes i himmelen. Hvad med jordens indbyggere? Bibelen siger: „Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ — Åbenbaringen 12:12.

Satan og hans medløbere er i deres vrede besluttede på at forårsage mest mulig skade før deres snarlige endeligt. I dette århundrede har der været to verdenskrige og over 150 mindre krige siden afslutningen af den anden verdenskrig. Nye navne og begreber har fundet vej ind i vort ordforråd som et vidnesbyrd om tidens vold: „Bakteriologisk krigsførelse“, „Holokaust“, „killing fields“, „voldtægtslejre“, „massemordere“ og „bomben“. I aviserne vrimler det med historier om narkotika, drab, bombardementer, psykopatisk kannibalisme, massakrer, hungersnød og tortur.

Den gode nyhed er at alt dette er midlertidigt. I nær fremtid vil Gud igen gribe ind over for Satan og hans dæmoner. Apostelen Johannes fik følgende syn fra Gud: „Jeg så en engel stige ned fra himmelen med afgrundens nøgle og en stor lænke i sin hånd. Og han greb dragen, slangen fra fortiden, som er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusind år. Og han kastede ham i afgrunden og lukkede den og forseglede den over ham, så han ikke kunne vildlede nationerne mere førend de tusind år var til ende.“ — Åbenbaringen 20:1-3.

Derefter vil Djævelen og hans dæmoner blive ’løst en kort tid’, hvorefter de vil blive tilintetgjort for evigt. (Åbenbaringen 20:3, 10) Det vil blive en herlig tid! Når Satan og hans dæmoner for bestandig er borte, vil Jehova være „alt for alle“. Og alle ville kunne „glæde sig over megen fred“. — 1 Korinther 15:28; Salme 37:11.

[Fodnoter]

[Illustration på side 7]

Er mennesker alene ansvarlige for disse ting, eller står der en ond, usynlig magt bag?

[Kildeangivelse]

Oliebrønde i brand, Kuwait 1991: Chamussy/​Sipa Press

[Illustration på side 7]

Det bliver en befrielse når dæmonerne ikke længere driver deres spil blandt mennesker!