Jeg har holdt mine øjne og mit hjerte rettet mod sejrsprisen

FORTALT AF EDITH MICHAEL

I begyndelsen af 30’erne, da vi boede i udkanten af St. Louis i Missouri, USA, fik min mor besøg af et af Jehovas vidner. Lige i det samme knækkede tørresnoren, med det resultat at alt vores rene hvide tøj endte i mudderet. Mor tog imod nogle bøger, nærmest for at få damen til at gå med det samme, lagde dem op på en hylde og glemte alt om dem.

DET var under den store depression, og min far var arbejdsløs. En dag spurgte han om der var noget i huset han kunne læse i. Mor fortalte ham om bøgerne. Han begyndte at læse i dem og efter et stykke tid udbrød han: „Mor, dette er sandheden!“

„Åh, det er bare en religion der er ude efter penge, ligesom alle de andre,“ svarede hun. Men far bad hende sætte sig så de sammen kunne slå skriftstederne efter. Da de havde gjort det, var hun også blevet overbevist. De begyndte derefter at lede efter Vidnerne, og opdagede at de samledes i en lejet sal i nærheden af St. Louis’ centrum. Salen blev også brugt til dans og andre formål.

Jeg har vel været omkring tre år da mine forældre tog hen og fandt salen. Der var imidlertid dans på det tidspunkt. Far fandt ud af hvornår møderne blev holdt, og vi kom tilbage senere. Vi begyndte også at overvære et ugentligt studium af Bibelen i nærheden af hvor vi boede. Det blev holdt hos den kvinde som havde besøgt os første gang. „Hvorfor tager I ikke også jeres drenge med?“ spurgte hun. Mor var flov over at sige at drengene ikke havde nogen sko. Da hun endelig sagde det, sørgede forkynderne for at mine brødre fik sko, og de begyndte at overvære møderne sammen med os.

Mor fik tildelt et distrikt der lå i nærheden af vores hjem, og hun begyndte at deltage i hus-til-hus-forkyndelsen. Jeg var med, men gemte mig bag hende. Før hun lærte at køre bil gik vi over én kilometer for at tage bussen til møderne i St. Louis. Vi forsømte aldrig møderne, selv ikke når det var rigtig dårligt vejr.

I 1934 blev mor og far døbt. Jeg ville også gerne døbes, og jeg blev ved med at insistere på det indtil min mor bad en ældre forkynder om at drøfte sagen med mig. Han stillede mig mange spørgsmål på en måde som jeg kunne forstå. Så sagde han til mine forældre at de ikke måtte hindre mig i at blive døbt; det kunne skade min åndelige vækst. Jeg blev døbt den følgende sommer i en alder af kun seks år.

Jeg elskede brochuren Hjem og Lykke. Jeg havde den altid med mig og lagde den endda under min hovedpude når jeg sov. Igen og igen bad jeg mor om at læse op fra den og til sidst kunne jeg den udenad. På bagsiden var der et billede af en lille pige sammen med en løve i Paradiset. Jeg forestillede mig altid at jeg var den lille pige. Det billede har hjulpet mig til at holde blikket rettet mod livets sejrspris i Guds nye verden.

Jeg var meget genert, men selv om jeg kunne ryste af nervøsitet kommenterede jeg altid ved menighedens vagttårnsstudium.

Sørgeligt nok var min far bange for at han ville miste sit arbejde fordi han var et Jehovas vidne, og han holdt derfor op med at komme sammen med forkynderne. Det gjorde mine brødre også.

Heltidstjenesten

Mor lod heltidstjenere, også kaldet pionerer, parkere deres campingvogn i vores baghave, og når jeg kom hjem fra skole fulgtes jeg med dem i forkyndelsen. Snart fik jeg ønsket om at blive pioner. Min far var imidlertid imod det, eftersom han mente at det ville være bedst for mig at gå længere tid i skole. Til sidst overtalte mor ham til at give mig lov til at blive pioner, og i juni 1943 begyndte jeg i heltidstjenesten i en alder af 14. Jeg fik et deltidsarbejde så jeg kunne være med til at dække husholdningsudgifterne, og af og til arbejdede jeg på fuld tid. Alligevel nåede jeg det månedlige mål på 150 timer i forkyndelsesarbejdet.

Med tiden fandt jeg en pionermakker, Dorothy Craden, der var begyndt som pioner i januar 1943 da hun var 17 år. Hun havde været en ivrig katolik, men efter blot seks måneders bibelstudium blev hun døbt. Hun var i mange år en kilde til opmuntring og styrke for mig, og det samme var jeg for hende. Vi følte os mere knyttede til hinanden end kødelige søstre.

Fra 1945 arbejdede vi sammen som pionerer i små byer i Missouri hvor der ingen menigheder var. I byen Bowling Green fik vi med min mors hjælp gjort en mødesal klar. Så besøgte vi hver uge alle byens husstande for at invitere til et offentligt foredrag som vi havde arrangeret at brødre fra St. Louis skulle komme at holde. Hver uge var der mellem 40 og 50 til stede. Senere gjorde vi det samme i Louisiana hvor vi lejede et frimurertempel. For at dække omkostningerne til leje af mødestederne opstillede vi bidragsbøsser, og hver uge var der penge nok til at betale alle udgifterne.

Derefter rejste vi til byen Mexico i Missouri hvor vi lejede et lokale i stueetagen af en forretningsejendom. Vi gjorde det i stand så det kunne benyttes af den lille lokale menighed. Bygningen havde også nogle tilstødende værelser som vi kunne bo i. Også her var vi med til at arrangere offentlige foredrag. Så rejste vi til Missouris hovedstad, Jefferson City, hvor vi hver morgen i arbejdsugens løb kontaktede myndighedspersoner på deres kontorer. Vi boede på et værelse oven over rigssalen sammen med Stella Willie, der var som en mor for os.

Derfra rejste vi alle tre til byerne Festus og Crystal City, der ligger i nærheden af hinanden. Vi boede i et ombygget hønsehus som lå bag et hus hvor der boede en interesseret familie. Der var ingen døbte mænd så vi måtte lede alle møderne. Vi tjente lidt penge ved at sælge kosmetik, men havde kun lidt i materiel henseende. Faktisk havde vi ikke engang råd til at få vore sko forsålet. Hver morgen lagde vi nyt pap i skoene, og eftersom vi kun havde én kjole hver, måtte vi skylle den op om aftenen.

I begyndelsen af 1948, da jeg var 19 år, modtog Dorothy og jeg en invitation til Vagttårnets Bibelskole Gileads 12. klasse for missionærer. Et hundrede elever gennemgik et femmåneders kursus, der blev afsluttet den 6. februar 1949. Det var en vidunderlig oplevelse. Mine forældre var flyttet til Californien, og mor foretog den lange rejse for at overvære gileadafslutningen.

Vores missionærdistrikt

Otteogtyve gileadmissionærer blev sendt til Italien, og de seks af dem, deriblandt Dorothy og jeg, fik en distriktstildeling i Milano. Den 4. marts 1949 rejste vi fra New York om bord på det italienske skib Vulcania. Rejsen tog 11 dage, og den hårde sø gjorde de fleste af os søsyge. I Genova stod broder Benanti på kajen for at byde os velkommen og følges med os i tog til Milano.

Da vi ankom til missionærhjemmet i Milano havde en ung italiensk pige sat blomster ind på vore værelser. Nogle år senere kom denne pige, Maria Merafina, på Gileadskolen og vendte derefter tilbage til Italien, hvor hun og jeg boede på et missionærhjem og arbejdede sammen i forkyndelsen!

Morgenen efter vores ankomst til Milano kiggede vi ud ad badeværelsesvinduet og opdagede at der bag missionærhjemmet var en stor udbombet boligblok. Et amerikansk bombefly havde ved en fejltagelse kastet en bombe som dræbte de 80 familier der boede der. En anden gang var en skole blevet ramt i stedet for den fabrik der var angrebsmålet. Fem hundrede børn blev dræbt. Forståeligt nok var italienerne derfor ikke særlig glade for amerikanere.

Folk var krigstrætte. Mange sagde at hvis en ny krig brød ud ville de ikke søge tilflugt i beskyttelseskældrene, men blive hjemme, tænde for gassen og dø dér. Vi forsikrede dem om at vi hverken repræsenterede den amerikanske regering eller nogen anden menneskeskabt regering, men Guds rige som ville gøre ende på al krig og de lidelser de er årsag til.

Den eneste menighed i storbyen Milano var på cirka 20 forkyndere og de samledes i missionærhjemmet. Da byen endnu ikke var blevet delt op i distrikter gik vi blot i gang med at forkynde i en stor boligblok. Ved det allerførste besøg mødte vi hr. Giandinotti. Han ville gerne have sin kone til at forlade kirken og tog derfor imod en af vore publikationer. Fru Giandinotti var en oprigtig kvinde som stillede mange spørgsmål. „Jeg glæder mig til at I lærer italiensk,“ sagde hun, „for så kan I hjælpe mig med at forstå Bibelen.“

I deres lejlighed var der højt til loftet og belysningen var svag. Om aftenen satte hun derfor en stol op på bordet for at være nærmere lampen så hun kunne læse i Bibelen. „Hvis jeg studerer Bibelen sammen med jer, kan jeg så stadig gå i kirke?,“ spurgte hun. Vi sagde at det var noget hun selv skulle afgøre. Hun gik i kirke søndag formiddag og kom til vore møder om eftermiddagen. Men en dag sagde hun: „Jeg vil ikke gå i kirke mere.“

„Hvorfor ikke?,“ spurgte vi.

„Fordi de ikke underviser i Bibelen, og fordi jeg har fundet sandheden ved at studere Bibelen sammen med jer.“ Hun blev døbt og ledede bibelstudier med mange katolske kvinder som gik i kirke hver dag. Senere fortalte hun os at hvis vi havde sagt at hun skulle lade være med at gå i kirke, ville hun have holdt op med at læse sammen med os og ville måske aldrig have lært sandheden at kende.

Nye opgaver

Med tiden blev Dorothy og jeg sammen med fire andre missionærer sendt til den italienske by Trieste, som dengang var besat af britiske og amerikanske tropper. Der var kun omkring ti Jehovas vidner, men antallet voksede. Vi forkyndte i Trieste i tre år, og da vi rejste derfra var der 40 forkyndere, hvoraf de 10 var pionerer.

Vores næste distriktstildeling var Verona, hvor der ikke var nogen menighed. Kirken lagde imidlertid pres på de verdslige myndigheder, og vi blev tvunget til at rejse. Dorothy og jeg fik tildelt distrikt i Rom. Vi lejede et møbleret værelse og forkyndte i distrikter der lå tæt ved Vatikanet. Det var mens vi var i Rom at Dorothy rejste til Libanon for at gifte sig med John Chimiklis. Vi havde været sammen i næsten 12 år, og jeg savnede hende meget.

I 1955 blev et nyt missionærhjem oprettet i en anden af Roms bydele, på en vej der hedder Via Appia Nuova. En af de fire der boede der var Maria Merafina, pigen som havde sat en buket blomster på vores værelse den aften vi ankom til Milano. En ny menighed blev dannet i dette byområde. Efter afholdelsen af det internationale stævne i Rom den sommer fik jeg det privilegium at overvære stævnet i Nürnberg i Tyskland. Det var bevægende at møde dem som havde udholdt så megen forfølgelse under Hitlers regime.

Tilbage til Staterne

På grund af helbredsproblemer fik jeg i 1956 sygeorlov og rejste tilbage til USA. Jeg holdt imidlertid altid blikket rettet mod den glæde der er forbundet med at tjene Jehova nu og til evig tid i hans nye verden. Jeg havde planer om at vende tilbage til Italien, men så traf jeg Orville Michael som arbejdede på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn i New York. Vi blev gift efter det internationale stævne i New York i 1958.

Kort efter flyttede vi til Front Royal i Virginia, hvor vi havde den glæde at tjene sammen med en lille menighed. Vi boede i en lille bitte lejlighed bag rigssalen. I marts 1960 blev vi nødt til at tage tilbage til Brooklyn for at søge arbejde så vi kunne betale vore regninger. Vi arbejdede om natten med at gøre rent i forskellige banker, hvilket gjorde det muligt for os at forblive i heltidstjenesten.

Mens vi var i Brooklyn døde min far, og min svigermor fik et lille slagtilfælde. Vi besluttede derfor at flytte til Oregon for at være i nærheden af vore mødre. Vi fandt begge et deltidsarbejde og fortsatte i pionertjenesten. I efteråret 1964 kørte vi alle fire tværs gennem staterne for at overvære Vagttårnsselskabets årlige møde i Pittsburgh i Pennsylvanien.

Under vores ophold i Rhode Island blev vi af en kredstilsynsmand, Arlen Meier, og hans kone opfordret til at flytte til statens hovedstad, Providence, hvor der var stort behov for forkyndere. Begge vore mødre tilskyndede os til at tage imod denne nye opgave, så da vi kom hjem til Oregon, solgte vi de fleste af vore ejendele og flyttede.

På Gileadskole igen

Under et stævne på Yankee Stadium i sommeren 1965 udfyldte vi en foreløbig ansøgning om at komme på Gilead som ægtepar. Vi blev overraskede da vi cirka en måned senere modtog endnu en ansøgning som skulle udfyldes og sendes inden 30 dage. Eftersom min mor havde dårligt helbred, var jeg ikke så glad for tanken om at rejse til et fjernt land. Men hun tilskyndede mig og sagde: „I har bare at udfylde de ansøgninger. Du ved godt at man altid bør tage imod enhver tjenesteforret Jehova tilbyder én!“

Det afgjorde sagen. Vi udfyldte ansøgningerne og sendte dem ind. Til vores store glæde modtog vi en invitation til Gileadskolens 42. klasse, der begyndte den 25. april 1966. Dengang lå Gileadskolen i Brooklyn. Den 11. september, mindre end fem måneder senere, udgik 106 elever fra skolen.

Distriktstildeling i Argentina

To dage efter gileadafslutningen fløj vi med et peruviansk luftfartsselskab til Argentina. Da vi ankom til Buenos Aires blev vi modtaget i lufthavnen af afdelingskontorets koordinator, Charles Eisenhower. Han hjalp os gennem tolden og kørte os til afdelingskontoret. Vi fik én dag til at pakke ud i og installere os, og så begyndte vores spanskundervisning. Vi studerede spansk 11 timer om dagen i den første måned. Den følgende måned studerede vi sproget fire timer daglig og begyndte at tage del i forkyndelsen.

Vi var i Buenos Aires i fem måneder og fik derefter tildelt distrikt i Rosario, en storby cirka fire timers togrejse nordpå. Efter at have tjent der i 15 måneder blev vi sendt længere nordpå til Santiago del Estero, en by der ligger i en varm ørkenprovins. I januar 1973, mens vi var i Santiago del Estero, døde min mor. Jeg havde ikke set hende i fire år. Det der holdt mig oppe og trøstede mig i min store sorg, var det sikre håb om opstandelsen og bevidstheden om at jeg tjente dér hvor hun ønskede at jeg skulle være. — Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15.

Folk i Santiago del Estero var venlige, og det var nemt at oprette bibelstudier. Da vi kom i 1968, var der mellem 20 og 30 der overværede møderne, men otte år senere var der over hundrede forkyndere i menigheden. Derudover var der to nye menigheder med 25 til 50 forkyndere i nogle nærliggende byer.

Tilbage til Staterne igen

På grund af helbredsproblemer fik vi i 1976 tildelt distrikt i De Forenede Stater som specialpionerer — i Fayetteville, North Carolina. I det område var der mange spansktalende fra Central- og Sydamerika, Den Dominikanske Republik, Puerto Rico og sågar Spanien. Vi havde mange bibelstudier og med tiden blev der oprettet en spansk menighed. Her var vi i næsten otte år.

Min svigermor var efterhånden kommet op i årene og var handicappet, så derfor ønskede vi at bo i nærheden af hende. Eftersom hun boede i Portland i Oregon fik vi en ny distriktstildeling i den spanske menighed i Vancouver, Washington, som ikke ligger så langt fra Portland. Da vi kom dertil i december 1983 var menigheden lille, men nu er der mange nyinteresserede der overværer møderne.

I juni 1996 havde jeg tilbragt 53 år i heltidstjenesten, og for min mands vedkommende var det 55 år den 1. januar 1996. Gennem disse mange år har jeg haft det privilegium at hjælpe hundreder til at lære sandheden ud fra Guds ord at kende og indvi deres liv til Jehova. Mange af dem tjener nu som ældste og heltidsforkyndere.

Af og til bliver jeg spurgt om jeg har været ked af at jeg ikke har fået børn. Faktisk har Jehova velsignet mig med mange åndelige børn og børnebørn. Ja, jeg har haft et rigt og meningsfyldt liv i Jehovas tjeneste. Jeg har haft det ligesom Jeftas datter der tilbragte sit liv i tempeltjenesten og som på grund af dette store tjenesteprivilegium aldrig fik børn. — Dommerne 11:38-40.

Jeg kan stadig huske da jeg som lille indviede mig til Jehova. Billedet af Paradiset står lige så lyslevende for mig som dengang. Mine øjne og mit hjerte er stadig rettet mod det evige livs sejrspris i Guds nye verden. Ja, det er mit ønske at tjene Jehova ikke bare i 50 år, men for evigt under hans riges styre.

[Illustration på side 23]

Dorothy Craden, med hænderne på mine skuldre, og andre der var pionerer i 1943

[Illustration på side 23]

I Rom sammen med andre missionærer i 1953

[Illustration på side 25]

Min mand og mig