Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w96 1/9 s. 4-7
  • Finder skæbnetroen støtte i Bibelen?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Finder skæbnetroen støtte i Bibelen?
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1996
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Hvis skyld er det?
  • „Tid og tilfælde“
  • Ufuldkommenhedens katastrofale konsekvenser
  • Skæbnetroens skadelige virkninger
  • Er skæbnetroen en hindring for at få et forhold til Gud?
  • Befriet fra skæbnetroens tyranni
  • Er det skæbnen eller blot et tilfælde?
    Vågn op! – 1999
  • Afhænger vor fremtid af skæbnen?
    Vågn op! – 1985
  • Styres dit liv af skæbnen?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1996
  • Er dit liv styret af troen på skæbnen?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1990
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1996
w96 1/9 s. 4-7

Finder skæbnetroen støtte i Bibelen?

INJURIER! Ærekrænkelse! Når en respekteret borger i et samfund mener at hans navn eller omdømme er blevet ødelagt af et falsk rygte, føler han sig tvunget til at rense sit navn. Han vælger måske endog at lægge sag an mod de ansvarlige.

Fatalisme er rent faktisk en krænkelse af den almægtige Gud, eftersom man derved påstår at Gud er personligt ansvarlig for alle de tragedier og uheld der rammer menneskeheden. Hvis man tror på skæbnen, må man forestille sig at universets Suveræn har et dagsprogram der lyder: ’I dag vil John blive kvæstet i et trafikuheld, Fatou vil blive ramt af malaria, Mamadous hus vil blive ødelagt af et uvejr’! Ville man føle sig motiveret til at tjene en sådan Gud?

’Men hvis Gud ikke er ansvarlig for de ulykker som rammer os, hvem er så?’ spørger fatalisterne. Ousmane, den unge mand som blev nævnt i den foregående artikel, stillede også dette spørgsmål. Men han behøvede ikke at gætte sig til svaret eller tænke sig frem til sandheden. Han lærte at Gud, ved hjælp af den lære der findes i hans inspirerede ord, Bibelen, har renset sig selv for denne bagvaskelse. (2 Timoteus 3:16) Lad os se hvad Bibelen har at sige.

Hvis skyld er det?

Det hævdes ofte at Gud står bag katastrofer som oversvømmelser, orkaner og jordskælv. Men ifølge Bibelen er Gud ikke skyld i sådanne naturkatastrofer. Lad os tage et eksempel. For flere hundrede år siden indtraf der en tragedie i Mellemøsten. Bibelen fortæller at katastrofens eneste overlevende aflagde denne rapport: „Ild fra Gud [et hebraisk udtryk der kan betyde lynnedslag] faldt ned fra himmelen og brændte løs blandt småkvæget og karlene og fortærede dem.“ — Job 1:16.

Den chokerede overlevende troede måske at Gud var ansvarlig for ulykken, men det modbeviser Bibelen. Ved at læse Job 1:7-12 vil man opdage at det ikke var Gud der fremkaldte lynnedslaget, men hans modstander, Satan Djævelen. Selv om han ikke altid er den direkte årsag til alle uheld, er det tydeligt at der ikke er nogen grund til at give Gud skylden for dem.

Faktisk er det ofte folks egen skyld når tingene går galt. At det går dårligt i skolen, på arbejdspladsen eller i sociale forhold, kan skyldes manglende arbejdsindsats og oplæring, eller måske at man ikke tager hensyn til andre. På samme måde kan sygdomme, ulykker og dødsfald være et resultat af forsømmelighed. For eksempel mindskes risikoen for at man bliver dræbt i et færdselsuheld betydeligt når man bruger sikkerhedssele. Denne sikkerhedsforanstaltning ville være uden betydning hvis alt var styret af skæbnen. Med den rette lægebehandling og gode sanitære forhold kan antallet af for tidlige dødsfald også reduceres væsentligt. Katastrofer der almindeligvis betegnes som forårsaget af Gud, er faktisk forårsaget af mennesker som følge af deres dårlige forvaltning af Jorden. — Jævnfør Åbenbaringen 11:18.

„Tid og tilfælde“

Der findes ikke altid en forklarlig årsag til tragiske ulykker. Men bemærk hvad Bibelen siger i Prædikeren 9:11: „Jeg vendte tilbage og så under solen at løbet ikke tilhører de hurtige, og at kampen ikke tilhører de vældige krigere, og at brødet heller ikke tilhører de vise, eller rigdommen de forstandige, eller yndesten dem der har kundskab; for tid og tilfælde berører dem alle.“ Der er altså ingen grund til at tro at Skaberen står bag ulykker eller at ofrene på en eller anden måde bliver straffet.

Jesus Kristus argumenterede imod en fatalistisk tankegang. Efter at have henvist til en begivenhed der var almindeligt kendt blandt hans tilhørere, sagde han: „De atten som tårnet i Siloam faldt ned over, så det dræbte dem, mener I at de viste sig at være større skyldnere end alle andre mennesker som bor i Jerusalem? Nej, siger jeg jer.“ (Lukas 13:4, 5) Jesus forklarede tydeligvis ikke sådanne ulyksalige begivenheder som noget der skyldtes Guds indgriben, men tid og tilfælde.

Ufuldkommenhedens katastrofale konsekvenser

Findes der en overordnet forklaring på sygdom og død? Ja. Bibelen giver denne enkle beskrivelse af menneskets tilstand: „Alle dør i Adam.“ (1 Korinther 15:22) Da vores forfader Adam slog ind på ulydighedens vej, blev menneskeheden underlagt døden. Som Gud havde advaret Adam om, gik døden i arv til hans efterkommere. (1 Mosebog 2:17; Romerne 5:12) I sidste instans kan alle sygdomme derfor spores tilbage til vor fælles forfader Adam. De skuffelser og nederlag vi kommer ud for i livet, har også forbindelse med vore nedarvede svagheder. — Salme 51:5.

For eksempel har mange fattige som ligger under for skæbnetroen, slået sig til tåls med deres vanskelige kår. ’Det er vores skæbne,’ siger de. Men Bibelen viser at det er den menneskelige ufuldkommenhed, ikke skæbnen, der bærer skylden. Nogle bliver fattige når de ’høster hvad de har sået’ gennem dovenskab eller dårlig forvaltning af deres ressourcer. (Galaterne 6:7; Ordsprogene 6:10, 11) Utallige millioner lever i fattigdom fordi de er blevet ofre for begærlige mennesker der sidder inde med magten. (Jævnfør Jakob 2:6.) „Det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det,“ siger Bibelen. (Prædikeren 8:9) Intet tyder på at fattigdom kan tilskrives Gud eller skæbnen.

Skæbnetroens skadelige virkninger

Et andet vægtigt argument imod skæbnetroen er den virkning den kan have på troende. Jesus Kristus sagde: „Ethvert godt træ [frembringer] gode frugter, mens ethvert råddent træ frembringer dårlige frugter.“ (Mattæus 7:17) Lad os betragte en af fatalismens „frugter“, nemlig dens indvirkning på folks ansvarsbevidsthed.

Det er vigtigt at føle en sund form for personligt ansvar. Det er en af de ting der motiverer forældre til at sørge for deres børn, som får arbejdere til samvittighedsfuldt at udføre deres opgaver, og fabrikanter til at fremstille et kvalitetsprodukt. Men skæbnetroen kan hæmme ens ansvarsfølelse. Lad os for eksempel forestille os at en mand har en bil med defekt styretøj. Hvis han er ansvarsbevidst, vil han få den repareret af hensyn til sit eget og sine passagerers liv. Men fatalisten, som mener at der kun vil ske et uheld hvis det er „Guds vilje“, vil ignorere faren.

Ja, skæbnetroen kan hurtigt fremme en mænge negative egenskaber som for eksempel skødesløshed, dovenskab og det at man ikke vil tage ansvaret for sine handlinger.

Er skæbnetroen en hindring for at få et forhold til Gud?

Det værste ved skæbnetroen er dog at den kan hindre folk i at føle noget ansvar, eller nogen forpligtelse, over for Gud. (Prædikeren 12:13) Salmisten opfordrer alle til at ’smage og se at Jehova er god’. (Salme 34:8) Gud har opstillet visse betingelser for at man kan ’smage’ hans godhed. — Salme 15:1-5.

En af disse betingelser er sindsændring. (Apostelgerninger 3:19; 17:30) Det indebærer at vi indrømmer vore fejl og foretager de nødvendige forandringer. Som ufuldkomne mennesker har vi alle meget at søge om tilgivelse for. Men hvis en person tror at han er et hjælpeløst offer for skæbnetroen, er det vanskeligt for ham at føle et behov for at ændre sind eller at tage ansvaret for sine fejl.

Salmisten siger om Gud: „Din loyale hengivenhed er bedre end livet.“ (Salme 63:3) Skæbnelæren har imidlertid overbevist millioner om at Gud er ophav til alle deres lidelser. Det har naturligvis gjort mange bitre på Gud og afholdt dem fra at få et nært forhold til Skaberen. Hvordan skulle man kunne elske en man mener er årsag til alle ens problemer og prøvelser? Skæbnetroen har skabt en barriere mellem Gud og mennesker.

Befriet fra skæbnetroens tyranni

Ousmane, der blev nævnt i indledningen, var på et tidspunkt trælbundet af skæbnetroen. Men Jehovas vidner hjalp Ousmane til at se denne lære i lyset af Bibelen, og han har lagt skæbnetroen bag sig. Han følte en umådelig lettelse, og han fik et nyt og positivt livssyn. Men frem for alt har han lært Jehova at kende som en Gud der er „barmhjertig og nådig . . . sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed“. — 2 Mosebog 34:6.

Ousmane har også lært at Gud har truffet beslutninger angående fremtiden — selv om Han ikke styrer vort liv.a I Andet Petersbrev 3:13 står der: „Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo.“ Jehovas vidner har hjulpet millioner til at få håb om at leve evigt på denne lovede ’nye jord’. Det vil de også gerne hjælpe dig til at få.

Efterhånden som du får større kundskab om Bibelen, vil du indse at din fremtid ikke er afhængig af en forudbestemt skæbne som du ikke har nogen indflydelse på. Det fremgår blandt andet af Moses’ ord til fortidens israelitter: „Jeg har forelagt dig livet og døden, velsignelsen og forbandelsen; og du skal vælge livet for at du kan blive i live, du og dit afkom, ved at elske Jehova din Gud, ved at adlyde hans røst og ved at holde dig til ham.“ (5 Mosebog 30:19, 20) Du kan selv vælge din fremtid. Den er ikke bestemt af skæbnen.

[Fodnote]

a En grundig behandling af Guds forudviden findes i Vagttårnet for 15. oktober 1984, side 3-7.

[Illustrationer på side 7]

Disse katastrofer var ikke forårsaget af Gud

[Kildeangivelser]

WHO

Foto: U.S. Coast Guard

UN PHOTO 186208/M. Grafman

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del