Julens oprindelse

MILLIONER af mennesker verden over betragter julen som en meget glædelig tid. Det er en højtid præget af overdådige måltider, hævdvundne traditioner og familiesamvær. Julen er også en tid hvor venner og slægtninge udveksler julekort og gaver.

Men for blot 150 år siden var julen væsentlig anderledes. I sin bog The Battle for Christmas skriver historieprofessor Stephen Nissenbaum: „Julen . . . var en tid kendetegnet af drukkenskab når reglerne for god opførsel blev midlertidigt forladt til fordel for et hæmningsløst ’karneval’, en slags Mardi Gras i december.“

En sådan udtalelse kan virke chokerende på dem der nærer ærbødighed for denne højtid. Hvorfor krænker nogen på denne måde en højtid der formodes at være en mindefest for Guds søns fødsel? Svaret vil sikkert overraske dig.

Et forkert grundlag

Julen har lige siden den tog form i det fjerde århundrede, været genstand for polemik. Der var for eksempel spørgsmålet om hvornår Jesus blev født. Da Bibelen hverken angiver dagen eller måneden for Kristi fødsel, har der været et utal af gætterier angående datoen. I det tredje århundrede fastsatte en gruppe ægyptiske teologer datoen til den 20. maj, mens andre foretrak tidligere datoer såsom den 28. marts, den 2. april eller den 19. april. I det 18. århundrede var en dag i hver eneste måned af året blevet foreslået som muligt tidspunkt for Jesu fødsel! Hvorfor valgte man til sidst den 25. december?

De fleste lærde er enige om at det var den katolske kirke der fastsatte Jesu fødselsdag til den 25. december. Hvorfor? The New Encyclopædia Britannica siger: „Det skyldes sandsynligvis at de første kristne ønskede at datoen skulle falde sammen med romernes hedenske højtid der markerede ’den ubesejrede sols fødselsdag’.“ Men hvorfor skulle kristne som i over to og et halvt århundrede var blevet voldsomt forfulgt af hedninger, pludselig give efter for deres forfølgere?

Frafaldet begynder

I det første århundrede advarede apostelen Paulus Timoteus om at „onde mennesker og bedragere“ ville snige sig ind i menigheden og vildlede mange. (2 Timoteus 3:13) Dette store frafald begyndte efter apostlenes død. (Apostelgerninger 20:29, 30) Efter kejser Konstantins påståede omvendelse i det fjerde århundrede valgte et stort antal hedninger at bekende sig til datidens form for kristendom. Med hvilket resultat? Bogen Early Christianity and Paganism siger: „Den forholdsvis lille gruppe af ægte troende druknede i den store skare af såkaldte kristne.“

Paulus’ ord viste sig at være sande! Meget tydede på at den sande kristendom var ved at blive opslugt af hedenskab. Denne besmittelse kom allertydeligst til udtryk i fejringen af helligdage.

Den eneste højtid kristne har fået påbud om at fejre, er Herrens aftensmåltid. (1 Korinther 11:23-26) Eftersom de romerske højtider var kendetegnet af afgudsdyrkelse, tog de første kristne ikke del i dem. I det tredje århundrede blev de kristne spottet af hedninger som sagde: „I tager ikke på udstillinger; I interesserer jer ikke for opvisninger; I forkaster de offentlige festmåltider og afskyr de hellige lege.“ Pralende sagde de: „Vi tilbeder guderne med munterhed, med gilder, sange og lege.“

I midten af det fjerde århundrede begyndte hedningernes bebrejdelser imidlertid at stilne af. Hvorfor? Efterhånden som flere falske kristne sneg sig ind i folden, vandt de frafaldnes tanker mere og mere indpas. Det førte til kompromiser med den romerske verden. I en kommentar hertil siges der i bogen The Paganism in Our Christianity: „Det var de kristnes helt klare politik at overtage de populære hedenske højtider og give dem en kristen betydning.“ Det store frafalds skadelige indflydelse var tydelig. Den villighed hvormed de såkaldte kristne accepterede hedenske højtider, hjalp dem til at få et større mål af samfundets accept. Inden længe fejrede de kristne lige så mange årlige fester som hedningerne gjorde. Ikke overraskende blev julen betragtet som den vigtigste.

En international højtid

Efterhånden som den fremherskende del af kristenheden blev udbredt i Europa, voksede julen i popularitet. Den katolske kirke indtog den holdning at det var passende at holde en glædesfest i anledning af Jesu fødselsdag i hævd. I 567 e.v.t. udråbte koncilet i Tours følgelig „de 12 dage mellem jul og helligtrekongersdag til en hellig og festlig højtidsperiode“. — The Catholic Encyclopedia for School and Home.

Julen overtog snart mange af de skikke der knyttede sig til de hedenske høstfester i Nordeuropa. Man lagde stadig mere vægt på festivitas end på fromhed, og mange festdeltagere spiste og drak umådeholdent. Kirken fordømte ikke denne løsagtighed, men godkendte den. (Jævnfør Romerbrevet 13:13; Første Petersbrev 4:3.) Ifølge Arthur Weigall, der har været rigsantikvar for den egyptiske stat, skrev pave Gregor I i 601 e.v.t. til Mellitus, hans missionær i England, og sagde at han „ikke måtte sætte en stopper for de gamle hedenske fester, men skulle tilpasse dem kirkens ritualer og sørge for at deres afholdelse blev forbundet med kristendommen i stedet for med hedenskabet“.

I middelalderen tog reformister til orde mod disse udsvævelser. De udstedte adskillige dekreter angående „julefestlighedernes uvæsen“. I sin bog Christmas in America — A History siger dr. Penne Restad: „Nogle præster fremhævede at det faldne menneske havde behov for en lejlighed til løssluppenhed og umådehold, forudsat at det foregik under kristent tilsyn.“ Dette var kun med til at øge forvirringen angående fejringen af julen. Det betød dog ikke så meget, for hedenske skikke var allerede smeltet så meget sammen med julen at de fleste ikke ville give afkald på dem. Forfatteren Tristram Coffin udtrykker det på denne måde: „Folk i almindelighed gjorde nøjagtig som de altid havde gjort, og fæstede sig ikke så meget ved moralisternes diskussioner.“

Da europæerne begyndte at kolonisere Den Ny Verden, var julen en velkendt højtid. Julen var dog ikke velset i de engelske kolonier i Nordamerika. Puritanske reformister betragtede denne helligdag som hedensk, og i årene mellem 1659 og 1681 blev den forbudt i Massachusetts.

Da forbudet blev hævet, vandt fejringen af julen stadig større indpas i kolonierne, især dem der lå syd for New England. I betragtning af julens blakkede fortid er det imidlertid ikke overraskende at nogle festdeltagere var mere optagede af at more sig end af at ære Guds søn. Drikkelag var en af de juleskikke der var særlig nedbrydende. Støjende grupper af unge mænd gik ind i deres velhavende naboers hjem og forlangte i bedste fastelavnsstil at få gratis mad og drikke. Hvis beboerne nægtede det, udtalte de ubudne gæster som regel forbandelser over dem og øvede undertiden hærværk på deres hus.

Ifølge professor Nissenbaum havde situationen i 1820’erne nået det punkt hvor „julekaoset“ var blevet en „alvorlig trussel mod samfundet“. I byer som New York og Philadelphia lejede rige jordbesiddere vagtfolk til at passe på deres ejendomme. Det forlyder at man i New York oprettede byens første professionelle politikorps som reaktion på voldsomme optøjer i julen 1827/28.

Julen i ny skikkelse

Det 19. århundrede betød hidtil ukendte forandringer for menneskeheden. Transport- og kommunikationsmulighederne blev stærkt forbedrede efterhånden som vejnet og jernbaneforbindelser blev udbygget. Den industrielle revolution skabte millioner af arbejdspladser, og fabrikkerne udspyede en stadig strøm af handelsvarer. Industrialiseringen medførte samtidig nye og komplekse samfundsproblemer, som endog påvirkede den måde man fejrede jul på.

Det har længe været praksis at bruge helligdage til at styrke familiebåndene, og sådan er det også med julen. Ved at udvælge og tilpasse nogle af de gamle juletraditioner ændrede man julen fra at være et vildt karneval til en familiefest.

I slutningen af det 19. århundrede blev julen opfattet som en slags modgift mod de onder nutidens amerikanske livsform havde ført med sig. Dr. Restad siger: „Af alle helligdage var julen det perfekte middel til at bringe religion og religiøsitet ind i hjemmet og til at rette op på fiaskoer og verdens mangel på mådehold.“ Hun tilføjer: „Gaveudveksling, velgørenhedsgerninger og julehilsener samt den glæde der var forbundet med at udsmykke et stedsegrønt træ i dagligstuen eller, på et senere tidspunkt, i forhallen til en søndagsskole, knyttede kernefamiliens medlemmer nærmere til hinanden, til kirken og til samfundet.“

Også i dag bruger mange julen som en anledning til at bekræfte deres kærlighed til hinanden og til at gøre en indsats for at bevare enheden i familien. Man må selvfølgelig heller ikke overse de åndelige aspekter. Millioner fejrer jul for at mindes Jesu fødsel. De overværer måske julegudstjenester, arrangerer krybbetableauer i hjemmet eller beder en takkebøn til Jesus. Men hvordan ser Gud på sagen? Har dette hans godkendelse? Læg mærke til hvad Bibelen siger.

„Elsk sandhed og fred“

Da Jesus var på jorden, sagde han til sine disciple: „Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“ (Johannes 4:24) Jesus efterlevede selv disse ord. Han talte altid sandt. Han efterlignede sin Fader, ’Jehova, sandhedens Gud,’ til fuldkommenhed. — Salme 31:5; Johannes 14:9.

Igennem hele Bibelen har Jehova gjort det klart at han hader alle former for svig. (Salme 5:6) Med dette i tanke er det da ikke ironisk at så mange af juleskikkene bunder i usandhed? Tag for eksempel skrønen om julemanden. Har du nogen sinde prøvet at forklare et barn hvorfor julemanden foretrækker at komme ind i huset gennem skorstenen frem for gennem døren, sådan som historien fremstilles i mange lande? Hvordan kan julemanden nå at besøge mange millioner husstande i løbet af en enkelt aften? Og hvad med rensdyr der kan flyve? Vil det ikke undergrave barnets tillid til forældrene når det opdager at det er blevet narret til at tro at julemanden er en virkelig person?

The Catholic Encyclopedia siger ligeud: „Hedenske skikke . . . er blevet knyttet til julen.“ Hvordan kan det da være at den katolske kirke og andre af kristenhedens kirker fortsætter med at fejre denne højtid hvis skikke ikke er af kristen oprindelse? Er det ikke et udtryk for accept af hedenskab?

Da Jesus var her på jorden, prøvede han ikke at få mennesker til at tilbede sig. Han sagde: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“ (Mattæus 4:10) Efter at Jesus var blevet herliggjort i himmelen, sagde en engel til apostelen Johannes at han skulle ’tilbede Gud’, hvilket viste at intet havde forandret sig i spørgsmålet om hvem man bør tilbede. (Åbenbaringen 19:10) Dette rejser spørgsmålet: Godkender Jesus al den hengivne tilbedelse der vises ham, i stedet for hans Fader, ved juletid?

Kendsgerningerne om julen er tydeligvis ikke videre smigrende. Det er i det store og hele en konstrueret højtid med dybe rødder i en beskæmmende fortid. Millioner af kristne har derfor af samvittighedsgrunde valgt ikke at fejre jul. For eksempel siger en ung mand ved navn Ryan om julen: „Folk er så opstemte et par dage om året når familien er sammen og alle er glade. Men hvad særligt er der ved det? Mine forældre giver mig gaver hele året!“ En 12-årig pige siger: „Jeg føler ikke at jeg går glip af noget. Jeg får gaver hele året rundt, ikke kun på én særlig dag hvor folk føler sig presset til at købe gaver.“

Profeten Zakarias tilskyndede sine israelitiske landsmænd til at ’elske sandhed og fred’. (Zakarias 8:19) Hvis vi ligesom Zakarias og andre af fortidens trofaste mænd ’elsker sandhed’, vil vi afvise enhver falsk religiøs højtid der vanærer den ’levende og sande Gud’, Jehova. — 1 Thessaloniker 1:9.

[Illustration på side 7]

„Jeg føler ikke at jeg går glip af noget. Jeg får gaver hele året rundt“