Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w98 15/8 s. 15-20
  • Styrk tilliden til Guds retfærdighed

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Styrk tilliden til Guds retfærdighed
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1998
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Følelsen af at have gennemgået unødige lidelser
  • Lær af Jonas
  • Styrk din tillid til Gud nu!
  • Jehovas dom vil være retfærdig
  • Jehova bør være vor tillid
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1998
  • Tilliden kan genoprettes
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1998
  • Opbyg tillid til fremtiden nu
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1977
  • Han lærte at vise barmhjertighed
    Efterlign deres tro
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1998
w98 15/8 s. 15-20

Styrk tilliden til Guds retfærdighed

’For at din fortrøstning kan være hos Jehova, har jeg givet dig kundskab.’ — Ordsprogene 22:19.

1, 2. (a) Hvorfor har Jehovas vidner tillid til Jehova? (Ordsprogene 22:19) (b) Hvad tyder på at nogle har brug for at styrke deres tillid til Jehova?

SANDE kristne er blevet velsignet med nøjagtig kundskab om Jehova og hans hensigter. En ’trofast og klog træl’ forsyner dem kærligt med åndelig „mad i rette tid“. (Mattæus 24:45) Den kundskab de opnår, giver dem et solidt grundlag for at nære tillid til Gud. Som gruppe betragtet har Jehovas vidner derfor en bemærkelsesværdig tillid til Jehova og hans retfærdighed.

2 Det ser dog ud til at nogle blandt Jehovas vidner trænger til at styrke deres tillid til Jehova. Selskabet får nu og da breve der giver udtryk for usikkerhed med hensyn til de forklaringer der gives i publikationerne. Disse tvivlstanker kan være en reaktion på en revideret forståelse, eller de kan have at gøre med noget der berører den pågældende personligt og måske følelsesmæssigt. — Jævnfør Johannes 6:60, 61.

3. Hvad kan der ske selv for trofaste tjenere for Jehova, og hvorfor?

3 Alle mennesker, også Jehovas sande tjenere, erfarer sandheden i det der står i Prædikeren 9:11: „Jeg vendte tilbage og så under solen at løbet ikke tilhører de hurtige, og at kampen ikke tilhører de vældige krigere, og at brødet heller ikke tilhører de vise, eller rigdommen de forstandige, eller yndesten dem der har kundskab; for tid og tilfælde berører dem alle.“ Hvordan kunne dette gælde i åndelig henseende? Vi har måske kendt nogle kristne der var hurtige til at følge Bibelens vejledning, dygtige til at forsvare sandheden, gode til at anvende Bibelens principper og nidkære i deres stræben efter nøjagtig kundskab. Men „tid og tilfælde“ kan have ført til at nogle af dem nu kun har begrænsede muligheder på grund af en ulykke eller fremskreden alder. De spekulerer måske på om de vil komme ind i Guds nye verden uden nogen sinde at skulle dø.

4, 5. Hvorfor har kristne ingen grund til at miste tilliden til Jehovas retfærdighed?

4 Når en kristen mister sin ægtefælle, er det et smerteligt tab som det er svært at bære. De havde måske tjent Jehova sammen i mange år, måske årtier. Den overlevende ægtefælle véd at ægteskabet ophæves ved døden.a (1 Korinther 7:39) For ikke at blive rokket i sin tillid til Jehova må han eller hun nu holde sine følelser under kontrol. — Jævnfør Markus 16:8.

5 Det vil være klogt at betragte en ægtefælles, en slægtnings eller en nær kristen vens død som en lejlighed til at vise sin tillid til at Jehova er retfærdig. Selv når vi mister en vi holder af, kan vi stole på at Jehova ikke er uretfærdig. Vi kan have tillid til at alle der opnår evigt liv — enten det sker ved at de overlever Harmagedon, eller ved at de får en opstandelse — vil blive lykkelige. Salmisten siger om Gud: „Du åbner din hånd og mætter alt levende med hvad det ønsker. Jehova er retfærdig på alle sine veje og loyal i alle sine gerninger. Jehova er nær hos alle der kalder på ham, hos alle som kalder på ham i sandhed. Han gør hvad de der frygter ham ønsker, og han hører deres råb om hjælp, og han frelser dem.“ — Salme 145:16-19.

Følelsen af at have gennemgået unødige lidelser

6, 7. (a) Hvorfor har nogle forkyndere der har lidt ondt før i tiden, måske en anden forståelse nu? (b) Hvorfor skal vi ikke mene at Jehova er uretfærdig fordi han tidligere har tilladt sådanne lidelser?

6 Nogle forkyndere har før i tiden måttet lide ondt fordi de nægtede at deltage i noget som deres samvittighed måske ville tillade dem at gøre i dag. For eksempel har de måske for år tilbage nægtet at udføre visse former for civil tjeneste. En broder føler måske nu at han med god samvittighed kunne udføre en sådan tjeneste uden at krænke sin kristne neutralitet i forhold til den nuværende tingenes ordning.

7 Var det uretfærdigt af Jehova at lade ham lide fordi han nægtede at gøre noget som han nu kunne gå med til uden konsekvenser? Sådan vil de fleste der har oplevet det, ikke tænke. De fryder sig tværtimod over at de har haft mulighed for offentligt at stå frem og tydeligt vise at de var fast besluttede på at stå fast på Jehovas side i stridsspørgsmålet om det suveræne herredømme i universet. (Jævnfør Job 27:5.) Hvorfor skulle nogen fortryde at de har fulgt deres samvittighed og taget et fast standpunkt for Jehova? Ved loyalt at holde fast ved de kristne principper sådan som de har forstået dem, og følge deres samvittigheds tilskyndelser har de vist at de er værdige til Jehovas venskab. Det er afgjort klogt at undgå at gøre noget der vil skade ens samvittighed, eller som kunne bringe andre til snublen og fald. I denne forbindelse kan vi tænke på det eksempel apostelen Paulus satte. — 1 Korinther 8:12, 13; 10:31-33.

8. Hvorfor havde de kristne jøder der tidligere havde overholdt Loven, ingen grund til at tvivle på at Jehova var retfærdig?

8 For at behage Jehova skulle jøderne holde De Ti Bud foruden cirka 600 andre love. Senere, under den kristne ordning, var det ikke længere et krav, ikke engang til de kødelige jøder, at de der ønskede at tjene Jehova, skulle overholde disse love. Blandt de love der var blevet ophævet, var lovene om omskærelse, overholdelse af sabbatten, dyreofre og visse kostforskrifter. (1 Korinther 7:19; 10:25; Kolossenserne 2:16, 17; Hebræerne 10:1, 11-14) De jøder — deriblandt apostlene — der blev kristne, var løst fra pligten til at overholde de love som de skulle adlyde dengang de var under Lovpagten. Mente de at Guds ordning havde været uretfærdig da han tidligere krævede noget af dem som de nu ikke længere behøvede at gøre? Følte de grund til at klage? Nej, de glædede sig over den større forståelse af Jehovas hensigter. — Apostelgerninger 16:4, 5.

9. Hvad har nogle Jehovas vidner været ude for, men hvorfor har de ingen grund til at fortryde noget?

9 I nyere tid har nogle Jehovas vidner haft et meget strengt syn på hvad de ville eller ikke ville gøre. Det har medført at de kom til at lide mere end andre. Senere har større kundskab hjulpet dem til at få en mere ligevægtig opfattelse. Men de har ingen grund til at fortryde at de tidligere har handlet i overensstemmelse med deres samvittighed, heller ikke selv om det måske har medført ekstra lidelser. Det er rosværdigt at de har vist deres villighed til at lide ondt og i trofasthed mod Jehova ’gøre alt for den gode nyheds skyld’. Jehova velsigner en sådan gudhengivenhed. (1 Korinther 9:23; Hebræerne 6:10) Apostelen Peter skrev med indsigt: „Hvis I holder ud når I gør det gode og lider, er det velset hos Gud.“ — 1 Peter 2:20.

Lær af Jonas

10, 11. Hvordan viste Jonas mangel på tillid til Jehova (a) da han fik til opgave at rejse til Nineve? (b) da Gud ikke udslettede Nineves indbyggere?

10 Da Jonas fik at vide at han skulle rejse til Nineve, værdsatte han ikke den tillid Jehova viste ham. Efter en skrækindjagende oplevelse der skyldtes hans egen tøven med hensyn til at adlyde, kom Jonas til fornuft, erkendte sin fejl, tog imod sin opgave i et fremmed land og advarede Nineves indbyggere om den kommende ødelæggelse. Så skete der noget uventet: Ninevitterne ændrede sind, og Jehova besluttede derfor at lade være med at udslette byen. — Jonas 1:1–3:10.

11 Hvordan reagerede Jonas? Misfornøjet beklagede han sig til Gud i bøn. Kernen i hans klage lød: ’Jeg tænkte nok at det ville gå sådan. Det var jo derfor jeg ikke havde lyst til at rejse til Nineve. Nu, efter alt det jeg har været igennem, deriblandt den skræmmende og ydmygende oplevelse at blive slugt af en stor fisk, og efter det store arbejde jeg har gjort for at advare ninevitterne om den kommende ødelæggelse — så sker dette! Alt mit arbejde og alle mine lidelser har været forgæves! Jeg ville ønske at jeg var død!’ — Jonas 4:1-3.

12. Hvad kan vi lære af det Jonas kom ud for?

12 Havde Jonas grund til at beklage sig? Var det uretfærdigt af Jehova at vise barmhjertighed mod overtrædere der ændrede sind? Nej. Faktisk burde Jonas have glædet sig: Titusinder af menneskeliv ville blive skånet. (Jonas 4:11) Men hans respektløse, klagende indstilling viste at han ikke havde virkelig tillid til Jehovas retfærdighed. Han tænkte for meget på sig selv og for lidt på andre. Lad os lære af Jonas ved at holde os selv og vore personlige følelser i baggrunden. Lad os være overbeviste om at det rigtige er at adlyde Jehova ved at følge den vejledning der gives gennem hans organisation, og acceptere hans afgørelse. Vi er overbeviste om at „det vil gå godt for dem der frygter den sande Gud“. — Prædikeren 8:12.

Styrk din tillid til Gud nu!

13. Hvordan kan vi styrke vor tillid til Jehova?

13 Det vil være klogt af os at styrke vor tillid til Jehova. (Ordsprogene 3:5-8) Det er naturligvis ikke nok at vi blot beder Jehova hjælpe os til at stole mere på ham. Tillid vokser i takt med nøjagtig kundskab. Vi må derfor gøre personligt studium af Bibelen til en del af vor daglige rutine ved at læse i Bibelen og i bibelske publikationer. Det er også vigtigt at vi kommer til alle de kristne møder, forbereder os til dem og deltager i dem i det omfang det er muligt. At gøre det til en vane at fortælle andre om Bibelens håb og taktfuldt imødegå indvendinger styrker også vor tillid til Jehova og hans ord. På den måde kommer en større del af vor hverdag til at dreje sig om ham.

14. Hvorfor vil det om kort tid mere end nogen sinde være nødvendigt at Guds folk viser tillid til Jehova?

14 I nær fremtid vil den største trængsel der nogen sinde har ramt menneskeheden, pludselig bryde løs. (Mattæus 24:21) Når det sker, vil det mere end nogen sinde være nødvendigt at Guds tjenere viser tillid til Jehovas retfærdighed og til den måde han leder dem på gennem sin organisation. Til den tid vil de i symbolsk forstand tillidsfuldt adlyde Guds påbud: „Gå, mit folk, søg ind i dine inderste kamre og luk dine døre bag dig. Skjul dig blot et øjeblik til fordømmelsen driver over.“ (Esajas 26:20) De lever allerede i det beskyttende miljø i over 85.000 menigheder i 232 lande. Uanset hvad der yderligere måtte ligge i ordene om at ’gå ind i de inderste kamre’, kan vi have tillid til at Jehova vil hjælpe os til at følge denne befaling.

15. Hvordan er behovet for tillid blevet understreget i 1998, og hvorfor er det berettiget?

15 Det er bydende nødvendigt at vi styrker vor tillid nu. Hvis vi ikke har tillid til vore kristne brødre, til Jehovas organisation og, ikke at forglemme, til Jehova selv, vil vi ikke kunne overleve. Det er derfor i høj grad på sin plads at Jehovas vidner i løbet af 1998 gang på gang er blevet mindet om ordene i deres årstekst: „Enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst.“ (Romerne 10:13) Det må vi fortsat stole på. Hvis vi mærker selv den mindste brist i denne tillid, bør vi straks søge at udbedre den.

Jehovas dom vil være retfærdig

16. Hvad kan der ske med vor tillid hvis den ikke opbygges, og hvordan kan vi forhindre at det sker?

16 I Hebræerbrevet 3:14 advares de salvede kristne: „Vi har kun andel i Messias hvis vi til det sidste standhaftigt fastholder den tillid vi havde fra begyndelsen.“ I princippet gælder disse ord også de kristne der har håb om liv på jorden. Den tillid vi havde i begyndelsen, kan smuldre bort hvis ikke vi til stadighed opbygger den. Det er derfor vigtigt at vi styrker grundlaget for vor tillid ved fortsat at tilegne os nøjagtig kundskab.

17. Hvorfor kan vi nære tillid til at Jesus vil være retfærdig når han bedømmer hvem der er værdige til at overleve?

17 Om kort tid vil alle nationer blive inspiceret af Kristus, som vil „skille folk fra hinanden, ligesom en hyrde skiller fårene fra gederne“. (Mattæus 25:31-33) Vi kan nære tillid til at Kristus vil være retfærdig når han bedømmer hvem der er værdige til at overleve. Jehova har givet ham visdom, indsigt og andre egenskaber som er nødvendige for at han kan „dømme den beboede jord med retfærdighed“. (Apostelgerninger 17:30, 31) Lad os nære samme tillid som Abraham, der sagde: „Det er utænkeligt at du [Jehova] skulle handle på denne måde: at lade den retfærdige dø sammen med den ugudelige, så det må gå den retfærdige som den ugudelige! Det er utænkeligt for dig! Den der dømmer hele jorden, skulle han ikke øve ret?“ — 1 Mosebog 18:25.

18. Hvorfor skal vi ikke unødigt bekymre os om det vi ikke kan vide noget om i øjeblikket?

18 Hvis vi nærer fuld tillid til Jehovas retfærdighed, behøver vi ikke bekymre os om at finde svar på spørgsmål som: ’Hvordan vil små børn og spædbørn blive dømt? Kan det tænkes at et stort antal mennesker endnu ikke har hørt den gode nyhed når Harmagedon kommer? Hvad med de psykisk syge? Hvad med . . .?’ I øjeblikket ved vi ganske vist ikke hvordan Jehova vil løse disse problemer. Men vi bør aldrig tvivle på at han vil løse dem på en retfærdig og barmhjertig måde. Måske vil det både forbløffe og glæde os at se hvordan han løser dem på en måde som vi aldrig havde forestillet os. — Jævnfør Job 42:3; Salme 78:11-16; 136:4-9; Mattæus 15:31; Lukas 2:47.

19, 20. (a) Hvorfor er det ikke forkert at stille rimelige spørgsmål? (b) Hvornår vil Jehova give os de nødvendige svar?

19 Jehovas organisation fraråder ikke, sådan som nogle modstandere fejlagtigt hævder, at man stiller oprigtige, aktuelle spørgsmål. (1 Peter 1:10-12) Men Bibelen tilskynder os til at undgå tåbelige, spekulative spørgsmål. (Titus 3:9) At stille rimelige spørgsmål og at søge i Guds ord og de kristne publikationer for at finde bibelske svar kan øge vor nøjagtige kundskab og dermed styrke vor tillid til Jehova. Organisationen følger Jesu eksempel. Han afstod fra at kommentere spørgsmål når tiden ikke var inde til at besvare dem. Han sagde således: „Jeg har meget endnu at sige jer, men I er ikke i stand til at bære det i øjeblikket.“ (Johannes 16:12) Han indrømmede også at der var nogle ting han ikke selv vidste på det tidspunkt. — Mattæus 24:36.

20 Jehova har stadig meget at åbenbare. Det er klogt at vente på ham i tillid til at han vil åbenbare sine hensigter i rette tid. Vi kan stole på at når Jehovas tid er inde, vil vi få den glæde at opnå større indsigt i hans handlemåde. Ja, vi vil blive belønnet hvis blot vi viser fuld tillid til Jehova og til den organisation han gør brug af. Ordsprogene 14:26 forsikrer os: „I frygt for Jehova er der stærk fortrøstning, og der er tilflugt for ens sønner.“

[Fodnote]

a Se Vagttårnet for 15. marts 1968, side 142, 143; 1. juni 1987, side 30, 31.

Hvad mener du?

◻ Hvorfor er det ikke klogt at lade følelser undergrave tilliden til Jehova?

◻ Hvad kan vi lære af det Jonas kom ud for?

◻ Hvorfor er det så vigtigt at studere Bibelen og komme til møderne?

[Illustration på side 16]

Selv når vi mister en vi holder af, kan vi stole på at Jehova er retfærdig

[Illustration på side 18]

Nærer du fuld tillid til Jehova?

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del