Betel — en by kendt for både godt og ondt

NOGLE byer bliver berømte, andre bliver berygtede, alt efter hvilke begivenheder der udspiller sig i dem. Betel er imidlertid et usædvanligt tilfælde, for den blev kendt for både noget godt og noget ondt. Patriarken Jakob gav byen navnet Betel, som betyder „Guds hus“. Men tusind år senere kaldte profeten Hoseas den Bet-Aven, der betyder „ondskabs eller fortræds hus“. Hvordan gik det til at denne by ændrede karakter fra godt til ondt? Og hvad kan vi lære af dens historie?

Betels tilknytning til Guds folk begyndte i 1943 f.v.t. da Abraham endnu levede. På det tidspunkt var byen kendt under sit oprindelige kana’anæiske navn, Luz. Den lå i bjerglandet cirka 17 kilometer nord for Jerusalem. Forestil dig Abraham og hans nevø Lot da de fra et udsigtspunkt højt oppe i bjergene i nærheden af Betel så ned på de frugtbare sletter i den nedre del af Jordandalen. Abraham gjorde taktfuldt Lot opmærksom på at det var svært at finde græsningsområder til deres store hjorde: „Lad der dog ikke fortsat være strid mellem mig og dig og mellem mine hyrder og dine hyrder; vi mænd er jo brødre. Er hele landet ikke til rådighed for dig? Skil dig nu fra mig. Hvis du går til venstre, så vil jeg gå til højre; men hvis du går til højre, så vil jeg gå til venstre.“ — 1 Mosebog 13:3-11.

Abraham insisterede ikke på sin ret til at vælge først. I stedet lod han den yngre mand tage den bedste del. Vi kan efterligne Abrahams gode eksempel. Vi kan forebygge stridigheder ved at tage initiativet til at tale roligt og være uselviske. — Romerne 12:18.

Mange år senere da Abrahams sønnesøn Jakob slog lejr ved Luz, havde han en usædvanlig drøm. Han så „en stige [stå] på jorden og dens top nåede til himmelen; og se, Guds engle steg op og ned ad den. Og se, Jehova stod oven over den.“ (1 Mosebog 28:11-19; jævnfør Johannes 1:51.) Drømmen havde en vigtig betydning. De engle Jakob så, skulle betjene ham i forbindelse med opfyldelsen af det løfte Gud havde givet ham angående hans afkom. At Jehova stod højt oven over stigen, viste at han ville lede englene i dette arbejde.

Det gjorde stort indtryk på Jakob at få denne forsikring om at Gud ville være med ham. Da han vågnede op af drømmen, kaldte han stedet Betel, „Guds hus“, og aflagde dette løfte til Jehova: „Alt hvad du giver mig, det vil jeg uden undtagelse give dig en tiendedel af.“a (1 Mosebog 28:20-22) Han erkendte at alt hvad han ejede, kom fra Gud, og ønskede derfor gavmildt at give en del af det tilbage som udtryk for sin taknemmelighed.

I dag bliver kristne også betjent af engle. (Salme 91:11; Hebræerne 1:14) Og de kan på samme måde vise deres værdsættelse af alle de velsignelser de modtager, ved at „strømme over med mange taksigelser til Gud“. — 2 Korinther 9:11, 12.

Jakobs efterkommere blev med tiden en nation. Deres leder Josua besejrede Betels hedenske konge kort efter at de var begyndt at erobre Kana’an. (Josua 12:16) I dommertiden boede profetinden Debora i nærheden af Betel, hvor hun meddelte folket Jehovas ord. Og Samuel besøgte regelmæssigt Betel mens han virkede som dommer i Israel. — Dommerne 4:4, 5; 1 Samuel 7:15, 16.

Betel bliver et center for frafald

Men Betels tilknytning til den sande tilbedelse ophørte efter rigets deling i 997 f.v.t. Kong Jeroboam oprettede et center for kalvedyrkelse i Betel. Denne kalv skulle formentlig forestille Jehova. (1 Kongebog 12:25-29) Det er grunden til at Hoseas, da han profeterede om Betels ødelæggelse, omtalte den som Bet-Aven, „ondskabs eller fortræds hus“. — Hoseas 10:5, 8.

Skønt Betel var blevet et center for ondskab, indtraf der stadig begivenheder i forbindelse med byen som vi kan lære af. (Romerne 15:4) En af de ting vi kan lære, har at gøre med en unavngiven profet som blev sendt fra Juda til Betel for at forudsige at dens altre og præster ville blive tilintetgjort. Jehova havde sagt til profeten at han derefter skulle vende tilbage til Juda, som lå nogle kilometer mod syd, uden hverken at spise eller drikke. Denne profet udtalte modigt en profeti foran Jeroboam, Israels konge, og nedkaldte ondt over Betels alter. Men senere var han ulydig og spiste et måltid hjemme hos en gammel profet i Betel. Hvorfor gjorde han det? Den gamle profet havde usandfærdigt påstået at en engel fra Jehova havde givet ham påbud om at vise en medprofet gæstfrihed. At profeten fra Juda var ulydig, førte til hans for tidlige død. — 1 Kongebog 13:1-25.

Hvordan bør vi reagere hvis en trosfælle tilskynder os til at foretage os noget der synes tvivlsomt? Husk at selv et råd der bliver givet i en god mening, kan være skadeligt hvis det er forkert. (Jævnfør Mattæus 16:21-23.) Når vi søger Jehovas ledelse ved at bede til ham og studere hans ord, kan vi undgå at gøre den samme fejl som den unavngivne profet. — Ordsprogene 19:21; 1 Johannes 4:1.

Cirka 150 år senere begav profeten Amos sig også mod nord for at profetere mod Betel. Amos fordømte i skarpe vendinger sine fjendtligsindede tilhørere, deriblandt præsten Amazja, som hovmodigt befalede Amos ’at gå sin vej og forføje sig bort til Judas land’. Men Amos fortalte frygtløst Amazja om de ulykker der ville ramme præstens egen familie. (Amos 5:4-6; 7:10-17) Hans eksempel minder os om at Jehova kan indgive sine ydmyge tjenere mod. — 1 Korinther 1:26, 27.

Senere rev den trofaste kong Josias af Juda ’det alter ned som stod i Betel, afbrændte offerhøjen, malede den til støv og brændte den hellige pæl’. (2 Kongebog 23:15, 16) Ældste i dag efterligner hans gode eksempel når de nidkært følger Guds anvisninger og fører an med hensyn til at bevare menigheden ren.

Disse begivenheder i Betels historie beskriver på en malende måde følgerne af retfærdighed og ondskab, af lydighed og ulydighed mod Jehova. Moses havde mange år tidligere forelagt Israels nation dette valg: „Jeg har i dag forelagt dig livet og lykken, og døden og ulykken.“ (5 Mosebog 30:15, 16) Når vi tænker nærmere over Betels historie, vil det tilskynde os til at være kendt som nogle der kan siges at høre til Betel i betydningen „Guds hus“, et sted med sand tilbedelse, og ikke til Betel i betydningen „ondskabs eller fortræds hus“.

[Fodnote]

[Illustration på side 23]

Ruiner af Betel, hvor Jeroboam oprettede et center for kalvedyrkelse