En bibeloversættelse der forandrede verden

Da Guds profet Moses for mere end 3500 år siden begyndte at skrive de skrifter der blev til Mosebøgerne i Bibelen, var der kun én lille nation der kunne læse dem. (5 Mosebog 7:7) Det var fordi de bibelske skrifter kun fandtes på dette folks sprog, hebraisk. Men det skulle ændre sig med tiden.

UDBREDELSEN af Bibelens budskab og den mærkbare indflydelse dette budskab har øvet ned gennem tiden, er i ikke ringe grad et resultat af den første oversættelse af den — Septuaginta. Hvorfor blev denne oversættelse lavet? Og kan det med rette siges at der var tale om en oversættelse der forandrede verden?

En inspireret oversættelse?

Efter landflygtigheden i Babylon i det 7. og 6. århundrede før vor tidsregning blev mange jøder boende i det fremmede og vendte ikke tilbage til deres hjemland, Israel eller Juda. For de jøder der blev født i landflygtighed, blev hebraisk deres andet sprog. Ved begyndelsen af det tredje århundrede før vor tidsregning var der en jødisk befolkningsgruppe i Alexandria i Ægypten — et betydningsfuldt kulturelt centrum i det græske rige. Jøderne i Alexandria indså betydningen af at få De Hellige Skrifter oversat til græsk, som på det tidspunkt var deres modersmål.

Indtil da fandtes Bibelens inspirerede budskab kun på hebraisk, og enkelte dele på det beslægtede sprog aramaisk. Ville en oversættelse af Guds ord til et andet sprog svække den guddommelige inspirations magtfuldhed, måske endog føre til en forkert fortolkning? Turde jøderne, som havde fået Guds ord betroet, risikere at dets budskab blev forvansket ved at det blev oversat? — Salme 147:19, 20; Romerne 3:1, 2.

Disse følsomme spørgsmål skabte nogen ængstelse. Men bekymringen for at jøder ikke længere ville kunne forstå Guds ord, gjorde det til sidst af med alle andre betænkeligheder. Man besluttede at lave en oversættelse til græsk af Toraen — de fem første bøger i Bibelen, som var skrevet af Moses. Hvordan oversættelsen egentlig blev foretaget, fortaber sig i det dunkle. Ifølge Aristeasbrevet ønskede den ægyptiske konge Ptolemaios II (285-246 f.v.t.) en oversættelse til græsk af de fem Mosebøger (eller Toraen) til sit kongelige bibliotek. Han overdrog opgaven til 72 jødiske lærde, som kom til Ægypten fra Israel og foretog oversættelsen på 72 dage. Oversættelsen blev derefter læst op for den jødiske menighed, som erklærede at den var både smuk og nøjagtig. Senere tilføjelser til beretningen fortæller at oversætterne blev anbragt i hver sit værelse, og alligevel var oversættelserne identiske, bogstav for bogstav. Da der ifølge traditionen var 72 oversættere, kom oversættelsen til at hedde Septuaginta, der er latin og betyder „Halvfjerds“.

De fleste nutidige forskere er enige om at Aristeasbrevet er et apokryft skrift. De mener også at initiativet til oversættelsen ikke blev taget af Ptolemaios II, men af lederne i den jødiske menighed i Alexandria. Imidlertid fremgår det af den jødiske filosof Filons og den jødiske historiker Josefus’ skrifter samt Talmud at det var den almindelige opfattelse blandt jøderne i det første århundrede at Septuaginta var inspireret ligesom de oprindelige bibelske skrifter. Denne opfattelse skyldtes uden tvivl et ønske om at Septuaginta ville blive anerkendt af jøder overalt i verden.

Selv om den første oversættelse kun omfattede de første fem bøger i Bibelen, blev navnet Septuaginta med tiden brugt om alle De Hebraiske Skrifter oversat til græsk. De resterende bøger blev oversat i løbet af de følgende hundrede år eller deromkring. Arbejdet med hele oversættelsen var ikke koordineret, men blev foretaget af mange forskellige oversættere hvis arbejder blev stykket sammen. Oversætterne var ikke lige dygtige og havde ikke lige godt kendskab til hebraisk. Oversættelsen var i nogle tilfælde helt bogstavelig, undertiden til det ekstreme, mens den i andre tilfælde var ret fri. Nogle få bøger findes i både en lang og en kort version. Ved udgangen af det 2. århundrede før vor tidsregning kunne alle bøgerne i De Hebraiske Skrifter læses på græsk. Til trods for det uensartede resultat oversteg virkningen af den græske oversættelse langt oversætternes forventninger.

Jafet i Sems telte?

I sin omtale af Septuaginta citerer Talmud Første Mosebog 9:27: „Lad . . . Jafet . . . bo i Sems telte.“ (Megillah 9b, Den Babyloniske Talmud) Talmud lader således forstå at Jafet (der var fader til Javan, som grækerne stammer fra) i kraft af det smukke græske sprog i Septuaginta billedligt kom til at bo i Sems (det israelitiske folks stamfaders) telte. Imidlertid kan man også ved en leg med ordene sige at Sem på grund af Septuaginta kom til at bo i Jafets telte. Hvordan det?

Efter Alexander den Stores erobringer i sidste del af det 4. århundrede før vor tidsregning gjorde man sig ihærdige bestræbelser for at udbrede græsk sprog og kultur i de erobrede lande. Denne politik blev kaldt hellenisering. Jøderne følte at de til stadighed var under angreb i kulturel henseende. Hvis den græske kultur og filosofi gik af med sejren, ville selve den jødiske religion være i fare. Hvad kunne dæmme op for denne konstante påvirkning?

Om et af de mulige motiver til at jøderne lavede Septuaginta-oversættelsen, siger den jødiske bibeloversætter Max Margolis: „Hvis vi i det hele taget skal henføre planen [om en oversættelse] til jøderne selv, må et andet motiv have spillet ind, nemlig det at give den ikkejødiske befolkning adgang til kritisk at undersøge den jødiske lov for således at overbevise verden om at jøderne ejede en kultur der var fuldt på højde med Hellas’ [Grækenlands] visdom.“ At gøre De Hebraiske Skrifter tilgængelige for den græsktalende verden kan derfor meget vel have været både en form for selvforsvar og et modangreb.

Alexanders helleniseringspolitik havde gjort græsk til det internationale hjælpesprog. Selv da Romerriget indtog Grækenlands plads som verdensrige, forblev det fællesgræske sprog, koinégræsk, det sprog man benyttede sig af i det internationale samkvem. Uanset om dette skyldtes en bevidst bestræbelse eller var en helt naturlig udvikling, fandt Septuaginta-oversættelsen af De Hebraiske Skrifter hurtigt vej til mange ikkejøders hjerter og hjem, mennesker som tidligere intet kendte til Gud og jødernes lov. Resultatet var forbløffende.

Proselytter og gudfrygtige

I det første århundrede kunne Filon skrive at „ikke alene jøder, men også alle andre folk nærer agtelse for Mose lov på grund af dens skønhed og værdighed“. Om de jøder der boede uden for Palæstina i det første århundrede, siger den jødiske historiker Joseph Klausner: „Det er svært at tro at disse millioner af jøder udelukkende stammede fra det lille Palæstina. Man tvinges til at tro at det store antal jøder også skyldtes at der var kommet mandlige og kvindelige proselytter til i stort tal.“

Dette er imidlertid ikke den eneste forklaring. Shaye J. D. Cohen, der er professor i jødisk historie i USA, siger: „Mange ikkejøder, både mænd og kvinder, gik over til jødedommen i de sidste få århundreder før vor tidsregnings begyndelse og i de to første århundreder efter vor tidsregnings begyndelse. Der var dog endnu flere som antog visse dele af jødedommen uden helt at gå over til den.“ Både Klausner og Cohen omtaler dem der ikke helt gik over til jødedommen, som gudfrygtige, en betegnelse der bruges hyppigt i datidens græske litteratur.

Hvad var forskellen mellem en proselyt og en gudfrygtig? En proselyt var en der var gået helt over til jødedommen, en der i enhver henseende blev betragtet som jøde fordi vedkommende anerkendte Israels Gud (og forkastede alle andre guder), blev omskåret og sluttede sig til Israels folk. Om de gudfrygtige siger Cohen derimod: „Skønt disse ikkejøder overholdt mange jødiske skikke og på en eller anden måde ærede jødernes Gud, betragtede de ikke sig selv som jøder og blev ikke betragtet af andre som jøder.“ Klausner siger at de „indtog et mellemstandpunkt“, for de anerkendte jødedommen og „overholdt nogle af dens skikke, men de . . . blev ikke jøder helt og fuldt“.

Nogle blev måske interesserede i at lære Gud at kende fordi de havde talt med jøder der missionerede, eller de havde lagt mærke til at jøderne var anderledes, havde andre skikke og opførte sig anderledes. Men det vigtigste middel hvorigennem disse gudfrygtige lærte Jehova Gud at kende, var Septuaginta. Selv om det ikke er muligt at vide nøjagtig hvor mange gudfrygtige der fandtes i det første århundrede, er der ingen tvivl om at Septuaginta var med til at udbrede kendskabet til Gud i Romerriget. Ved hjælp af Septuaginta blev grundvolden desuden lagt til et betydningsfuldt arbejde.

Septuaginta bereder vejen

Udbredelsen af det kristne budskab skyldes i høj grad Septuaginta. Der var mange græsktalende jøder til stede da den kristne menighed blev grundlagt på pinsedagen i år 33 e.v.t. Der var også jødiske proselytter blandt dem der blev Kristi disciple på dette tidlige tidspunkt. (Apostelgerninger 2:5-11; 6:1-6; 8:26-38) Eftersom det var hensigten at Jesu apostles og andre af hans disciples inspirerede skrifter skulle have en så vid udbredelse som muligt, blev de skrevet på græsk.a Derfor er mange af de citater fra De Hebraiske Skrifter der findes i De Kristne Græske Skrifter, baseret på Septuaginta.

Andre foruden jøder af fødsel og proselytter var rede til at tage imod budskabet om Guds rige. Den romerske centurion Kornelius var „en gudhengiven mand, en der sammen med hele sin husstand frygtede Gud og gav mange barmhjertighedsgaver til folket og stadig bad til Gud“. I år 36 e.v.t. var Kornelius, hans familie og andre der var forsamlede i hans hjem, de første hedninger, eller ikkejøder, der blev døbt som disciple af Kristus. (Apostelgerninger 10:1, 2, 24, 44-48; jævnfør Lukas 7:2-10.) Da apostelen Paulus rejste gennem Lilleasien og Grækenland, forkyndte han for mange ikkejøder der allerede frygtede Gud, og for „grækere som dyrkede Gud“. (Apostelgerninger 13:16, 26; 17:4) Hvordan kan det være at Kornelius og de andre ikkejøder var parate til at tage imod den gode nyhed? Svaret er at Septuaginta havde beredt vejen. En bibelforsker har udtalt at Septuaginta er en bog der har haft en så afgørende betydning at både kristenheden og den vestlige kultur ville have været utænkelig uden den.

Septuaginta mister sin „inspiration“

Blandt jøderne fik den udbredte brug af Septuaginta til sidst den modsatte virkning af den oprindeligt tilsigtede. Jøderne hævdede for eksempel under diskussioner med kristne at Septuaginta var et misfoster af en oversættelse. I det 2. århundrede efter vor tidsregning havde de derfor helt vendt den oversættelse ryggen som de engang havde lovprist i høje toner og betegnet som inspireret. Rabbinerne forkastede overleveringen om de 72 oversættere og sagde i stedet: „Det skete engang at fem ældste oversatte Toraen for kong Ptolemaios til græsk, og den dag var lige så skæbnesvanger for Israel som den dag man lavede guldkalven, for Toraen kunne ikke oversættes nøjagtigt.“ For at sikre en nøjere overensstemmelse med de rabbinske synspunkter gav rabbinerne tilladelse til en ny oversættelse til græsk. Den blev foretaget i det andet århundrede efter vor tidsregning af en jødisk proselyt ved navn Aquila, der var en discipel af rabbi Akiba.

Jøderne holdt op med at bruge Septuaginta, men den blev den spirende katolske kirkes standardoversættelse af „Det Gamle Testamente“ indtil den blev erstattet af Hieronymus’ latinske Vulgata. Selv om en oversættelse aldrig helt kan erstatte originalen, havde Septuaginta afgørende betydning for udbredelsen af kendskabet til Jehova Gud og hans rige ved Jesus Kristus. Septuaginta kan virkelig siges at være en bibeloversættelse der forandrede verden.

[Fodnote]

[Illustration på side 31]

„Septuaginta“ blev forstået af mange som Paulus forkyndte for

[Kildeangivelse på side 29]

Med tilladelse af Israel Antiquities Authority