Store familier forenede i tjenesten for Gud

„Sønner er en arv fra Jehova,“ skrev salmisten, „moderlivets frugt en belønning. Som pile i den vældige krigers hånd, sådan er sønner man får i sin ungdom. Lykkelig er den våbenføre mand der har fyldt sit kogger med dem.“ — Salme 127:3-5.

BØRN kan være en velsignelse fra Jehova. Og ligesom det er tilfredsstillende for en bueskytte at vide hvordan han får pilene i sit kogger til at ramme målet, glæder forældre sig over at kunne sende deres børn af sted ad den vej der fører til evigt liv. — Mattæus 7:14.

For mange år siden var det almindeligt blandt Guds folk at forældre havde ’koggeret’ fyldt med mange børn. Tænk blot på israelitternes fangenskab i Ægypten: „Israels sønner blev frugtbare, og det kom til at vrimle med dem; og de blev fortsat talrigere og mægtigere med en usædvanlig fart, så landet blev fyldt med dem.“ (2 Mosebog 1:7) Når man sammenholder det antal israelitter der kom til Ægypten, med det antal der forlod landet, tyder det på at familierne i gennemsnit fik ti børn.

Senere voksede Jesus op i en familie der efter vore dages målestok kan forekomme stor. Jesus var den førstefødte, og Josef og Maria fik fire andre sønner og nogle døtre. (Mattæus 13:54-56) Det at de havde så mange børn, forklarer hvorfor Maria og Josef kunne begynde deres hjemtur fra Jerusalem uden at opdage at Jesus ikke var med. — Lukas 2:42-46.

Store familier i vore dage

I dag har mange kristne besluttet at begrænse størrelsen af deres familie af åndelige, økonomiske og sociale årsager eller måske af andre grunde. Store familier er ikke desto mindre normen i mange samfund. Ifølge The State of the World’s Children 1997 bliver der født flest børn i Afrika syd for Sahara, hvor kvinder i gennemsnit får seks børn.

Det er ikke let for kristne forældre med mange børn at opdrage dem til at elske Jehova, men det lykkes for en del. Et godt udfald afhænger af om familien er forenet i den sande tilbedelse. Apostelen Paulus’ ord til menigheden i Korinth har samme appel til kristne familier i dag. Han skrev: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, . . . til at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.“ (1 Korinther 1:10) Hvordan kan man opnå en sådan enhed?

Forældre må være åndeligsindede

Det er meget vigtigt at forældrene selv tjener Gud helt og fuldt. Tænk blot over det Moses sagde til israelitterne: „Hør, Israel: Jehova vor Gud er én Jehova. Og du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele din virkekraft. Og disse ord som jeg pålægger dig i dag skal du have i dit hjerte, og du skal indprente din søn dem og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.“ — 5 Mosebog 6:4-7.

Læg mærke til at Moses understreger at forældrene måtte have Guds påbud ’i deres hjerte’. Kun da ville de føle sig motiveret til regelmæssigt at give deres børn åndelig vejledning. Når forældrene er åndeligt stærke, vil de være ivrige efter at undervise deres børn i Bibelen.

For at kunne blive et åndeligt menneske og elske Jehova af hele sit hjerte må man regelmæssigt læse i Guds ord, grunde over det og følge det i hverdagen. Salmisten skrev at den der har lyst til Jehovas lov og læser i den „dag og nat“, vil „blive som et træ, plantet ved strømme af vand, der giver sin frugt til tiden og hvis løv ikke visner; og alt hvad han gør, det lykkes.“ — Salme 1:2, 3.

Ligesom et træ bærer god frugt hvis det jævnligt får vand, vil en familie der modtager åndelig næring, bære god frugt til Jehovas pris. Et typisk eksempel på dette er Uwadiegwus familie; de er Jehovas vidner og kommer fra Vestafrika. Uwadiegwu og hans kone har otte børn, men begge er pionerer, eller heltidsforkyndere. Uwadiegwu fortæller: „Vores familie har i mere end 20 år holdt et regelmæssigt familiestudium over Bibelen. Vi har lært vores børn om Guds ord fra de var spæde, ikke kun under familiestudiet, men også i forkyndelsen og ved andre lejligheder. Alle vores børn er forkyndere, og kun den yngste på seks år er endnu ikke døbt.“

Samarbejde

„Ved visdom bygges et hus op,“ siger Bibelen. (Ordsprogene 24:3) I en familie vil visdom resultere i samarbejde. Det er faderen der fører an i familiesamarbejdet; Gud har udnævnt ham til familiens overhoved. (1 Korinther 11:3) Den inspirerede apostel Paulus understregede hvor alvorligt dette ansvar som overhoved er, da han skrev: „Hvis nogen ikke sørger for sine egne [både materielt og åndeligt], og især for dem som er medlemmer af hans husstand, har han fornægtet troen og er værre end én uden tro.“ — 1 Timoteus 5:8.

Denne vejledning fra Guds ord betyder at kristne ægtemænd må sørge for deres hustruers åndelige velbefindende. Hvis hustruen er overbebyrdet med huslige pligter, vil hendes åndelige sundhed lide under det. I et afrikansk land henvendte en nydøbt kristen mand sig til menighedens ældste og udtrykte bekymring over at hans kone tilsyneladende ikke interesserede sig for åndelige emner. De ældste nævnte at hans kone måske havde behov for praktisk hjælp. Manden begyndte derfor at hjælpe hende med det huslige. Han hjalp hende også med at blive bedre til at læse og få større kundskab om Bibelen. Hun reagerede positivt, og nu er hele familien forenet i tjenesten for Gud.

Fædre må også tage sig af deres børns åndelige behov. Paulus skrev: „I fædre, irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ (Efeserne 6:4) Når forældre følger tilskyndelsen til ikke at irritere deres børn, såvel som budet om at oplære dem, vil børnene føle at de er med i familiesamarbejdet. Dette vil sikkert resultere i at børnene vil hjælpe og tilskynde hinanden til at nå åndelige mål.

Samarbejde vil også sige at man tildeler børnene visse åndelige ansvarsopgaver når de er klar til det. En far som er en kristen ældste og har 11 børn, står tidligt op om morgenen og leder bibelstudier med flere af børnene før han tager på arbejde. De større børn har efter deres dåb på skift hjulpet deres yngre brødre og søstre, blandt andet ved at være med til at undervise dem i Bibelen. Faderen fører tilsyn med dem og roser dem for deres indsats. Seks af børnene er døbt, og de andre arbejder hen imod at blive det.

God kommunikation, fælles mål

Det er vigtigt at en familie der er forenet i sandheden, kommunikerer godt og har nogle fælles åndelige mål. Gordon, en kristen ældste fra Nigeria, er far til syv børn i alderen fra 11 til 27 år. Seks af dem er pionerer ligesom forældrene. Den yngste, der for nylig er blevet døbt, deltager sammen med resten af familien regelmæssigt i arbejdet med at gøre disciple. De to voksne sønner er menighedstjenere.

Gordon har studeret Bibelen med hver enkelt af sine børn. Derudover har familien et udvidet bibelundervisningsprogram. Hver morgen drøfter de sammen et skriftsted fra Bibelen og forbereder sig til menighedens møder.

Et af de mål som alle familiens medlemmer har, er at læse alle artikler i Vagttårnet og Vågn op! For nylig har de føjet daglig bibellæsning til deres plan. Ved at tale om det de har læst, tilskynder de hinanden til at holde fast ved den gode vane.

Det ugentlige familiestudium er så indarbejdet at ingen behøver at blive mindet om det — de ser alle frem til det. I årenes løb har faderen tilpasset det man studerede, og længden af studiet til børnenes alder og behov. Familien har knyttet sig til andre trofaste tjenere for Gud, og det har haft en gavnlig virkning på børnene.

De foretager sig meget sammen som familie og sætter tid til side til adspredelse. Én aften om ugen er sat af til „familieaften“, hvor de leger gættelege, fortæller historier og anekdoter, spiller klaver eller blot slapper af. Indimellem tager de til stranden for at bade eller besøger andre steder de har lyst til.

Stol på Jehova

Det er ikke nogen let sag at sørge for en stor familie. „Det er en stor udfordring at være en god far for otte børn,“ har en kristen far sagt. „Det kræver at man kan give dem tilstrækkelig materiel og åndelig føde; jeg må arbejde hårdt for at tjene de fornødne penge til at sørge for dem. De større børn er nu teenagere, og alle otte går i skole. Jeg ved at den åndelige oplæring er af stor betydning, men nogle af børnene er stædige og ulydige. De gør mig ofte ked af det, men så tænker jeg på at jeg også selv af og til bedrøver Jehova, og at han tilgiver mig. Så jeg må tålmodigt fortsætte med at retlede mine børn indtil de igen kommer på rette spor.

Jeg forsøger at efterligne Jehovas tålmodighed, der får ham til at ønske at alle skal nå til en sindsændring. Jeg studerer med min familie, og nogle af børnene arbejder hen imod at blive døbt. Det er ikke sådan at jeg stoler på at jeg i egen kraft kan udvirke resultater; selv kan jeg kun gøre lidt. Jeg forsøger at komme stadig nærmere til Jehova i bøn og at følge det ordsprog som siger: ’Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.’ Jehova vil hjælpe mig til at fuldføre oplæringen af mine børn.“ — Ordsprogene 3:5, 6.

Giv aldrig op!

Nogle gange kan dét at opdrage børn synes at være en utaknemmelig opgave, men giv aldrig op! Hold ud! Hvis dine børn ikke i øjeblikket værdsætter eller reagerer positivt på dine bestræbelser, kan det være at de vil gøre det på et senere tidspunkt. Det tager tid for et barn at vokse frem til at blive en kristen der bærer åndens frugt. — Galaterne 5:22, 23.

Monica fra Kenya er ud af en børneflok på ti. Hun siger: „Mine forældre underviste os i sandheden fra Bibelen fra vi var helt små. Far læste de kristne publikationer med os hver uge. Hans arbejde gjorde at studiet ikke altid kunne holdes på samme ugedag. Nogle gange når han kom hjem fra arbejde, legede vi udenfor, og så sagde han at vi om fem minutter skulle komme ind til bibelstudium. Efter studiet bad han os stille spørgsmål eller opfordrede os til at snakke om de problemer vi måtte have.

Far sikrede sig at vi kom sammen med andre kristne børn. Han besøgte regelmæssigt skolen og spurgte lærerne om hvordan vi opførte os. Engang hørte han at mine tre ældre brødre havde været i slagsmål med nogle andre drenge, og at de til tider opførte sig uhøfligt. Far irettesatte dem for deres forkerte opførsel, men tog sig også tid til ud fra Bibelen at forklare hvorfor de måtte have en kristen opførsel.

Vores forældre viste os værdien af møderne ved at hjælpe os med at forberede os til dem. Vi blev oplært til at blive forkyndere ved at øve os derhjemme. Lige fra vi var små, har vi fulgtes med vores forældre i forkyndelsen.

I dag er to af mine ældre brødre specialpionerer, en søster er almindelig pioner, og en anden søster som er gift og har børn, er en nidkær menighedsforkynder. Mine to yngre søstre på 18 og 16 år er udøbte forkyndere. De to mindste drenge er under oplæring. Jeg har selv tjent på Jehovas Vidners afdelingskontor i Kenya i tre år. Jeg elsker og sætter stor pris på mine forældre fordi de er åndeligsindede; de sætter et godt eksempel for os.“

Uanset hvor mange børn du har, må du aldrig opgive at lede dem ad den vej der fører til evigt liv. Idet Jehova velsigner dine bestræbelser, vil du kunne sige det samme som apostelen Johannes, der sagde følgende om sine åndelige børn: „Jeg har ingen større grund til taknemmelighed end dette, at jeg hører at mine børn fortsat vandrer i sandheden.“ — 3 Johannes 4.