Livsberetning

At vandre beslutsomt på Jehovas vej er vores styrke og glæde

FORTALT AF LUIGGI D. VALENTINO

„Dette er vejen. Gå på den!“ lyder Jehovas tilskyndelse. (Esajas 30:21) Siden jeg blev døbt for 60 år siden, har det været mit mål at følge dette råd. Mine forældre var emigreret fra Italien til Cleveland i Ohio, USA, i 1921, og det var som følge af deres eksempel jeg meget tidligt satte mig dette mål. De fik tre børn, min ældre bror, Mike, min yngre søster, Lydia, og mig.

MINE forældre havde undersøgt flere trossamfund, men var blevet skuffede og havde givet op. Men en dag i 1932 hørte far et af de radioprogrammer Jehovas Vidner udsendte på italiensk, og det tiltalte ham. Han skrev efter noget materiale og fik derefter besøg af et italiensktalende Jehovas vidne der arbejdede på deres hovedkontor i Brooklyn, New York. Efter en livlig drøftelse der varede til den lyse morgen, var mine forældre overbeviste om at de havde fundet den sande tro.

Far og mor begyndte at overvære de kristne møder og åbnede deres hjem for rejsende tilsynsmænd. Fra jeg var ganske lille fulgtes jeg med de rejsende tilsynsmænd i forkyndelsen, og de fik mig til at overveje heltidstjenesten. En af de besøgende var Carey W. Barber, der nu er medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd. I februar 1941 blev jeg døbt, 14 år gammel, og i 1944 begyndte jeg i pionertjenesten i Cleveland. Mike og Lydia begyndte også at vandre på sandhedens vej. Mike tjente Jehova til sin død, og Lydia og hendes mand, Harold Weidner, var i rejsetjenesten i 28 år. I dag virker de som specialpionerer.

Fængselsophold styrker min beslutsomhed

I begyndelsen af 1945 blev jeg indsat i Chillicothe statsfængsel i Ohio da min bibeloplærte samvittighed bød mig at følge opfordringen i Esajas 2:4 om at smede sværd til plovjern. På et tidspunkt ville fængselsmyndighederne kun tillade de indsatte Jehovas Vidner at have ganske få af deres bibelske publikationer. Forkynderne fra en nærliggende menighed afhjalp imidlertid problemet. Af og til lagde de nogle få publikationer i nærheden af fængselet. Når fangerne næste morgen skulle ud at arbejde, ledte brødrene efter disse publikationer og fik dem på en eller anden måde med ind i fængselet. På det tidspunkt jeg blev fængslet, var det tilladt at have flere publikationer. Ikke desto mindre lærte jeg virkelig at værdsætte den åndelige føde Jehova giver os — og det tænker jeg på hver eneste gang jeg modtager et nyt nummer af Vagttårnet eller Vågn op!

Skønt vi fik lov til at holde menighedsmøder i fængselet, måtte ingen andre end Jehovas Vidner overvære dem. Der var dog nogle af de indsatte og af fængselspersonalet som gjorde det i hemmelighed, og et par af dem tog imod sandheden. (Apostelgerninger 16:30-34) Det var en særlig stor glæde når broder A.H. Macmillan besøgte os. Han forsikrede os altid om at den tid vi tilbragte i fængsel, ikke var spildt, da den ville gøre os egnede til fremtidige opgaver. Denne kære ældre broder gjorde et dybt indtryk på mig og styrkede mig i min beslutning om at vandre på Jehovas vej.

Jeg får en livsledsager

Da den anden verdenskrig sluttede og portene til fængselet blev åbnet, begyndte jeg igen som pioner, eller heltidsforkynder. Men i 1947 døde min far. For at forsørge familien måtte jeg tage arbejde, og jeg lærte at give massage, hvilket også hjalp mig og min kone til at klare en vanskelig periode omkring 30 år senere. Men lad mig ikke foregribe begivenhedernes gang. Lad mig først fortælle om min kone.

En eftermiddag i 1949 mens jeg opholdt mig i rigssalen, ringede telefonen. Jeg tog den og hørte en indtagende stemme sige: „Mit navn er Christine Genchur. Jeg er et af Jehovas Vidner. Jeg er flyttet til Cleveland for at få arbejde og vil gerne komme i menigheden.“ Vores menighed lå langt væk fra det område hun boede i, men hendes stemme var så behagelig at lytte til at jeg gav hende rigssalens adresse og opfordrede hende til at komme den følgende søndag — den dag skulle jeg selv holde det offentlige foredrag. Søndagen oprandt, og den allerførste der mødte op i rigssalen, var mig, men der dukkede ikke nogen ukendt søster op. Under hele foredraget holdt jeg øje med indgangspartiet, men hun kom ikke. Næste dag ringede jeg til hende, og hun fortalte at hun endnu ikke var fortrolig med busruterne. Derfor foreslog jeg at mødes med hende så jeg kunne informere hende bedre.

Hun fortalte at hendes forældre var immigranter fra Tjekkoslovakiet som efter at have læst brochuren Hvor er de døde? var begyndt at komme hos bibelstudenterne. De var blevet døbt i 1935, og i 1938 blev Christines far kredstjener, eller præsiderende tilsynsmand, som vi nu kalder det, i menigheden i Clymer i Pennsylvania. I 1947 blev Christine døbt i en alder af 16 år. Jeg forelskede mig straks i denne smukke, åndeligsindede søster. Vi blev gift den 24. juni 1950, og siden da har Christine været min trofaste makker, altid indstillet på at sætte Guds riges interesser på førstepladsen. Jeg er Jehova dybt taknemmelig for at hun sagde ja til at blive min livsledsager. — Ordsprogene 31:10.

En stor overraskelse

Vi begyndte i pionertjenesten sammen den 1. november 1951. Ved et stævne i Toledo, Ohio, to år senere, holdt broder Hugo Riemer og Albert Schroeder et møde med pionerer der var interesserede i missionærtjenesten. Vi var til stede ved dette møde og blev opmuntret til at fortsætte i pionertjenesten i Cleveland. Men allerede måneden efter fik vi en stor overraskelse. Der kom en indbydelse til at overvære den 23. klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead, som ville begynde i februar 1954.

På vej til Gilead, som dengang lå i South Lansing i New York, var Christine så nervøs at hun konstant sagde: „Kør langsommere!“ „Christine,“ sagde jeg, „hvis jeg kører langsommere, parkerer vi jo!“ Så snart vi kom til skolens område, følte vi os bedre tilpas. Broder Nathan Knorr bød den nye gruppe elever velkommen og viste os rundt. Han beskrev også hvordan vi kunne spare på vandet og elektriciteten, og betonede at sparsommelighed er en dyd når man varetager Rigets interesser. Det råd har vi aldrig glemt, og vi følger det stadig.

Rejsen til Rio

Den 10. december 1954, da vi var færdige med skolen, steg vi i vinterens kulde om bord på et fly i New York. Det var med spændt forventning vi fløj til vores nye distrikt i det solrige Rio de Janeiro i Brasilien. Vi rejste sammen med Peter og Billie Carrbello, som også var missionærer. Den beregnede flyvetid var 24 timer med mellemlandinger i Puerto Rico, i Venezuela og i Belém i det nordlige Brasilien. Men på grund af problemer med motoren tog det 36 timer inden vi så Rio de Janeiro under os. Og hvilket storslået syn! Lyset fra byen funklede som flammende diamanter på et sort fløjlstæppe, og det sølvklare måneskin genspejledes i Guanabarabugten.

Flere af betelfamiliens medlemmer ventede på os i lufthavnen. Efter en hjertelig velkomst kørte de os til afdelingskontoret, og omkring klokken tre om natten kunne vi endelig gå til ro. Fem timer senere blev vi vækket af Betels klokke, som mindede os om at vores første dag som missionærer var begyndt!

En lærestreg

Vi oplevede snart noget som gav os en lærestreg. En aften var vi på besøg hos en familie af Jehovas Vidner. Da vi ville bryde op for at gå hjem til afdelingskontoret, indvendte værten: „Nej, I kan ikke tage af sted; det regner,“ idet han prøvede at overtale os til at blive og overnatte hos dem. „Vi er vant til regn hvor vi kommer fra,“ sagde vi og afviste hans ord med et smil. Og så gik vi.

Da Rio er omgivet af bjerge, samler vandet sig hurtigt og bliver til rivende strømme der løber ned i byen, hvor de ofte forårsager oversvømmelser. Snart vadede vi i vand til knæene. Da vi nærmede os afdelingskontoret, var gaderne blevet til brusende floder hvor vandet nåede os til brystet. Vi var gennemblødte da vi endelig kom hjem til Betel. Næste dag havde Christine det elendigt. Hun havde pådraget sig tyfus og var syg i lang tid. Som nye missionærer burde vi have lyttet til de lokale forkynderes råd.

Første skridt i missionær- og rejsetjenesten

Efter denne noget ubehagelige begyndelse kunne vi endelig komme i gang med at forkynde. Vi læste en præsentation på portugisisk op for dem vi besøgte, og det så ud til at vi begge klarede os godt. Nogle gange kunne den besøgte sige til Christine: „Jeg kan godt forstå hvad du siger, men ikke hvad han siger,“ og pegede på mig. Andre gange kunne de sige til mig: „Jeg forstår dig, men ikke hende.“ Det var derfor meget opmuntrende for os at vi i løbet af de første få uger tegnede 100 abonnementer på Vagttårnet. Mange af dem vi studerede med i de første år vi var i Brasilien, blev døbt og gav os dermed en forsmag på hvor frugtbart vores missionærdistrikt var.

I midten af 1950’erne var der ikke mange menigheder i Brasilien som fik besøg af kredstilsynsmænd, da der manglede kvalificerede brødre. Så selv om jeg i 1956 endnu ikke havde lært sproget og ikke engang havde holdt mit første foredrag på portugisisk, blev jeg udnævnt til kredstilsynsmand i staten São Paulo.

Den første menighed vi skulle besøge, havde ikke haft besøg af en kredstilsynsmand i to år, og alle havde store forventninger til det offentlige foredrag. Jeg udarbejdede foredraget ved at klippe paragraffer ud af artikler fra Vagttårnet på portugisisk og klistre udklippene fast på papir. Om søndagen var rigssalen fyldt helt op. Der sad endda folk på podiet, og alle så frem til den store begivenhed. Jeg begyndte på min tale, eller rettere min oplæsning. En gang imellem så jeg op, og til min store forbavselse var der ikke én der rørte på sig. Selv børnene sad bomstille, og alle stirrede intenst på mig. Jeg tænkte ved mig selv: ’Nå, Valentino, du er sandelig blevet dygtig til at tale portugisisk. Se bare hvor opmærksomme tilhørerne er.’ Da jeg flere år senere igen besøgte menigheden, sagde en broder som også havde været der første gang: „Kan du huske det offentlige foredrag du holdt dengang? Vi fattede ikke et ord af hvad du sagde.“ Det gjorde jeg nu heller ikke selv, måtte jeg indrømme.

Det første år som kredstilsynsmand læste jeg ofte Zakarias 4:6. Ordene „ikke ved kraft, men ved min ånd“ mindede mig om at det var på grund af Jehovas ånd at Riget havde fremgang. For forkyndelsesarbejdet gik fremad, selv om vi helt tydeligt havde vore begrænsninger.

Udfordringer og velsignelser

Som kredstilsynsmand måtte man slæbe skrivemaskine, kasser med litteratur, kufferter og tasker med når man rejste rundt i landet. Christine var så klog at nummerere vores bagage så vi ikke overså noget når vi ilede fra den ene bus til den anden. Det var ikke ualmindeligt at vi skulle køre med bus i 15 timer på jordveje for at komme fra det ene sted til det næste. Det var til tider ret nervepirrende, især når to busser skulle passere hinanden på en vakkelvorn bro. De passerede hinanden så tæt at der kun var plads til lakken. Vi rejste også med tog, skib og endog til hest.

I 1961 begyndte vi i områdetjenesten og tog nu fra kreds til kreds i stedet for fra menighed til menighed. Flere aftener om ugen, og altid på forskellige steder, viste vi film fremstillet af Jehovas organisation. Vi måtte ofte handle hurtigt for at narre de lokale præster som prøvede at stoppe forevisningerne. I én by pressede præsten udlejeren af en sal til at annullere vores kontrakt. Efter lang tids søgen fandt vi i al hemmelighed et andet sted, men blev ved med at invitere til den først lejede sal. Inden forevisningen begyndte, gik Christine derhen og ledte diskret dem der ville se filmen, videre til det nye sted. Den aften var der 150 der så filmen med titlen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed.

Selv om det undertiden var en prøvelse at rejse rundt, var de ydmyge brødre vi betjente, til gengæld meget taknemmelige. De tog sig så gæstfrit af os i deres beskedne hjem at vi altid takkede Jehova for at det var os forundt at besøge dem. At vi ydede dem hjælp, viste sig at blive til hjertevarmende velsignelser for os selv. (Ordsprogene 19:17; Haggaj 2:7) Vi var derfor meget kede af det da vi efter at have virket i Brasilien i 21 år måtte holde op i missionærtjenesten.

Jehova viser os vej under prøve

I 1975 gennemgik Christine en operation. Vi genoptog rejsetjenesten bagefter, men hendes helbred forværredes. Det så ud til at være bedst at vende tilbage til USA så hun kunne få lægebehandling. I april 1976 ankom vi til Long Beach i Californien og boede hos hendes mor. Efter at have været bosat uden for Amerika i over tyve år var vi helt i vildrede med hvad vi skulle gøre i denne situation. Jeg begyndte at arbejde som massør, og indtægten hjalp os til at holde skindet på næsen. Hun blev indlagt på et hospital i Californien, men blev svagere dag for dag fordi lægerne ikke ville behandle hende uden at bruge blod. Desperate bønfaldt vi Jehova om hans ledelse.

En eftermiddag hvor jeg var ude at forkynde, lagde jeg mærke til et sted hvor en læge havde sin praksis, og som en pludselig indskydelse valgte jeg at gå derind. Lægen gav sig tid til at tale med mig i to timer, selv om han ellers var parat til at tage hjem. Derefter sagde han: „Jeg sætter pris på jeres arbejde som missionærer, og jeg vil behandle din kone uden at det vil koste jer noget og uden at bruge blod.“ Jeg kunne næsten ikke tro mine egne ører.

Denne venlige læge var en anerkendt specialist og fik overflyttet Christine til et hospital hvor han arbejdede. Da han overtog behandlingen af hende, blev hendes tilstand hurtigt bedre. Vi er meget taknemmelige for at Jehova viste os vejen gennem denne vanskelige periode.

Nye opgaver

Da Christine igen kom til kræfter, blev vi pionerer i Long Beach og havde den glæde at hjælpe mange til at tjene Jehova. I 1982 blev vi tilbudt at virke i rejsetjenesten i USA. Vi takkede hver dag Jehova fordi han igen ville gøre brug af os i denne tjeneste, som vi holdt særlig meget af. Vi virkede først i Californien og dernæst i New England, hvor kredsen også bestod af nogle portugisisktalende menigheder. Senere kom den også til at omfatte Bermuda.

Efter fire velgørende år modtog vi en ny opgave. Vi kunne blive specialpionerer og frit vælge hvor vi havde lyst til at være. Selv om vi var kede af at skulle forlade rejsetjenesten, var vi indstillede på beslutsomt at varetage vores nye opgave. Men hvor? Mens vi var i rejsetjenesten, havde jeg lagt mærke til at den portugisisktalende menighed i New Bedford i Massachusetts havde brug for hjælp, så vi tog dertil.

Da vi ankom, holdt menigheden en stor velkomstfest. Det gav os følelsen af at der var brug for os, og fik tårerne frem i vore øjne. En ung familie med to små børn lod os venligt bo hos sig indtil vi fik vores egen lejlighed. Jehova har i overmål velsignet vores tjeneste som specialpionerer. Siden 1986 har vi hjulpet omkring 40 forskellige i denne by til at blive hans vidner. Det er vores åndelige familie. Jeg har også haft den glæde at se fem lokale brødre vokse frem til at blive omsorgsfulde hyrder i menigheden. Det har været som at tjene i et frugtbart missionærdistrikt.

Når vi ser tilbage, glæder vi os over at have tjent Jehova fra vore unge år og over at have gjort sandheden til vores livsvej. Nu er vi ældre og er blevet mere skrøbelige, men at vandre beslutsomt på Jehovas vej er stadig vores styrke og glæde.

[Illustration på side 26]

Lige ankommet til Rio de Janeiro

[Illustration på side 28]

Vores åndelige familie i New Bedford i Massachusetts