Få gavn af kredstilsynsmandens besøg
1 Vi glæder os alle over den kærlige foranstaltning som kredstilsynsmandens besøg er. I næsten en uge er han sammen med menigheden, mødes med de ældste, overværer alle vore møder, taler flere gange fra talerstolen og arbejder sammen med os på arbejdsmarken. Når han rejser videre føler vi os åndeligt opbygget og er ivrige efter at yde en større og bedre tjeneste og føre hans forslag ud i praksis.
2 Men drager vi alle fuld nytte af de lejligheder vi har til at samarbejde med kredstilsynsmanden på arbejdsmarken? Ifølge rapporter vi har modtaget er der menigheder hvor mange flere kunne være med ham i tjenesten på arbejdsmarken. Nogle steder er morgensamlingerne sat til et senere tidspunkt end de blev før i tiden, så der nu er mindre tid til hus-til-hus-arbejde. Og nogle steder er det kun få der er med ude i genbesøgs- og bibelstudiearbejdet om eftermiddagen.
3 Kredstilsynsmanden er en ældste som er meget interesseret i menighedens åndelighed og i hvordan menigheden varetager sit ansvar for at få den gode nyhed forkyndt i det tildelte distrikt. Og med den pionerånd kredstilsynsmændene og deres hustruer har, ser de frem til at få så fuld en andel som muligt i tjenesten på arbejdsmarken. De glæder sig over at tjene Jehova, også når de må arbejde alene. Men når det sker, betyder det at forkynderne ikke får den gavn af kredstilsynsmandens besøg som de kunne.
4 Hvad kan der gøres for at forkynderne kan få større gavn af besøget? De ældstes forberedende arbejde er en væsentlig faktor. De kunne for eksempel drøfte værdien af at sætte morgensamlingerne til klokken 8.40 på hverdage. Forkynderne kan opmuntres til at tilrettelægge deres tid så de kan støtte de forskellige samlinger i løbet af ugens besøg, og de få der ikke kan komme så tidligt kan aftale at mødes med de andre forkyndere ude i distriktet. Den præsiderende tilsynsmand kan opmuntre til god støtte at alle samlinger, og ved tjenestemødet i ugen før besøget kan han spørge hvor mange der vil komme til de forskellige samlinger fra onsdag morgen og bede dem række hånden op, så han på denne måde kan skaffe sig et overblik; måske kan han opmuntre forkynderne til at tilrettelægge deres tid sådan at der vil være nogenlunde ligelig deltagelse i forkyndelsen de forskellige formiddage og eftermiddage. De mere erfarne forkyndere kan måske personligt indbyde andre til at være med og føle den glæde det giver at gøre en særlig indsats for at være med i den øgede virksomhed på arbejdsmarken under kredstilsynsmandens besøg. Nogle kan måske være midlertidige pionerer. Forkynderne i menigheden har lejlighed til at arbejde sammen med hinanden hele året rundt. Hvorfor ikke gribe lejligheden ved kredstilsynsmandens besøg til at arbejde sammen med denne erfarne broder og hans hustru, som er en moden pioner med mange års erfaring? Der er naturligvis intet til hinder for at søstre kan høste gavn af at samarbejde med kredstilsynsmanden såvel som med hans hustru.
5 Kredstilsynsmanden ønsker også at yde hjælp i arbejdet med at gøre disciple. Eftermiddagene i ugens løb er sædvanligvis sat til side til genbesøg og bibelstudier. Hvorfor ikke få en aftale om at samarbejde med ham? Han vil med glæde tage med dig på nogle af dine besøg, og måske vil hans evner og erfaring være lige det der skal til for at oprette et studium. Hvis du kunne få det ordnet sådan at dit hjemmebibelstudium blev afholdt onsdag, torsdag eller fredag eftermiddag, kunne kredstilsynsmanden eller hans hustru gå med dig derhen og utvivlsomt være til hjælp for både dig selv og den du studerer med. Han kunne måske give nogle forslag angående undervisning, og han kunne give eleven netop den opmuntring der skal til for at give vedkommende større værdsættelse.
6 Er der hindringer for at du kan arbejde sammen med kredstilsynsmanden? Disse vil ofte kunne overvindes. Nogle der arbejder verdsligt har været i stand til at tage nogen tid fri så de kunne være med i tjenesten i den uge. Måske er nogle lidt tøvende, idet de føler at deres måde at fremholde budskabet på slet ikke kan komme op på højde med den måde som den erfarne rejsende ældste gør det på. Vi håber naturligvis at han har nogle tanker og forslag at dele med andre og at han fremlægger dem logisk og overbevisende. Det er jo også sådan vi lærer af ham. Desuden kan vi have tillid til at han som ældste ikke gør noget „af egennytte eller lyst til tom ære“, men at han ’i ydmyghed agter andre højere end sig selv’. (Fil. 2:3) De der har et ønske om at blive dygtigere i tjenesten fra hus til hus og som sætter noget ind på at arbejde sammen med ham, vil få rigt udbytte deraf.
7 Menigheden underrettes om kredstilsynsmandens besøg omkring to måneder før. Samtidig skal tilsynsmændene begynde at træffe forberedelser til besøget. Forkynderne kan også begynde at lægge deres planer. Der vil foregå en øget indsats i tjenesten på arbejdsmarken under besøget, så der skal forudseenhed til. Der skal sikkert bruges ekstra forsyninger af blade, der skal sørges for distrikt, og der skal tilrettelægges samlinger. Og da menigheden véd at alting på forhånd er blevet godt tilrettelagt, vil alle med iver se frem til denne uges forøgede pris til Jehova.