Vi forbereder os til mindehøjtiden
1 Der er tvingende grunde til at adlyde Jesu befaling om at fejre mindehøjtiden. I forståelse heraf har vore brødre altid bestræbt sig for at samles ved denne lejlighed, selv under de vanskeligste forhold. Et eksempel herpå kan læses i 1974 Yearbook, siderne 143-145. Hvorfor har vore brødre i Tyskland og andre steder for enhver pris ikke villet undvære denne mindehøjtid? Det er ikke alene på grund af befalingen til at overholde den, men også på grund af de åndelige goder som alle tilstedeværende da får del i.
2 Mindehøjtiden er en anledning til alvorlig eftertanke. Det er en anledning til at tænke på hvordan vi lever som kristne, på hvad vi har gjort og hvad vi vil gøre i fremtiden. Det er en anledning til at forny vor beslutning om at gøre Jehovas vilje, uanset hvad der måtte ske. Men fremfor alt er det en anledning til at tænke dybt over Jehovas kærlighed da han tilvejebragte genløsningen, samt den kærlighed Jesus lagde for dagen da han villigt betalte løsesummen til gavn for os. (Joh. 15:13; Fil. 2:7, 8) Hvor opmuntrende, hvor tilskyndende at tænke på denne vidunderlige foranstaltning! — 1 Joh. 4:11.
3 God planlægning, både i menigheden og med hensyn til vore personlige forhold, vil bidrage til at alle de tilstedeværende får størst mulig gavn af mindehøjtiden. Ældsterådet vil samles til et møde i begyndelsen af marts. Ved dette møde vil det være godt at tilrettelægge alle de praktiske ting vedrørende mindehøjtiden, såsom flere ordenshavende ved mødet, tilvejebringelse af stole og symboler, ventilation af rigssalen og hvordan mødet skal annonceres. Eftersom mindehøjtiden er det eneste møde der bør afholdes den dag, vil man sikkert ønske at henlægge vagttårnsstudiet til et andet tidspunkt i ugens løb. (Mindehøjtiden skal naturligvis begynde efter kl. 18.00; helst ikke før kl. 18.30) Der kan tilrettelægges vidnearbejde på denne søndag, med særligt henblik på at invitere og bringe de interesserede til mindehøjtiden. Hvis alle yder en ekstra indsats, skulle det være muligt at opnå en god tilslutning.
4 Som gruppe betragtet er Jehovas vidner sikkert de gladeste og venligste mennesker der findes. Ved denne særlige lejlighed er det imidlertid godt i forvejen at være indstillet på at vise de nye opmærksomhed, så de føler sig så velkomne at de vil komme til møderne regelmæssigt. Vi bør alle sammen være vågne for at hilse på nye, eftersom nogle let kan overses når der er så mange til stede. Hvorfor ikke være indstillet på at hilse på så mange nye som muligt og prøve at tale lidt med dem? Hvis der ingen er som studerer med dem, kan et studium måske arrangeres. En sådan venlig opmærksomhed kan måske være medvirkende til at hjælpe flere til at gøre god åndelig fremgang i de kommende måneder.
5 Måtte Jehova rigt velsigne såvel menighedernes som de enkeltes bestræbelser i forbindelse med at forberede og overvære mindehøjtiden.
[Tekstcitat på side 4]
Hjælp interesserede til at overvære mindehøjtiden