Menighedens møder — 1. del
1 Hvor meget betyder menighedens møder for dig? Hvor meget betyder det for Jehova at hans folk samles regelmæssigt for hans åsyn? Betragter du møderne på samme måde som han? I Femte Mosebog 4:10 viser han hvordan han betragter denne side af vor gudsdyrkelse. (Læs.)
2 Jehova ledede disse sammenkomster i fortiden ved sine hellige engle. Men i dag handler han med os gennem sin mægtige ærkeengel der er indsat på tronen ved hans højre hånd. „Derfor bør vi vise de ting vi har hørt mere end almindelig opmærksomhed . . . For hvis det ord der blev udtalt gennem engle viste sig at stå fast, . . . hvordan skal vi da undslippe hvis vi har været uinteresseret i en frelse af en sådan storhed, idet den fra begyndelsen blev fremholdt gennem vor Herre?“ (Hebr. 2:1-4) Når vi betragter de instruktioner vi får fra Jehova Gud under denne ophøjede synsvinkel, er det ikke så mærkeligt at Paulus senere i samme brev skrev som han gjorde. (Læs Hebræerbrevet 10:25.)
Ændringer i programmet
3 Fra og med januar vil tjenestemødets længde blive ændret en smule. Mødet vil vare 45 minutter, sang og bøn ikke indbefattet. Fra marts vil det samme komme til at gælde for den teokratiske skole. Dette kan måske være en hjælp for nogle ældste og menighedstjenere som har brug for lidt mere tid til at varetage deres pligter og ansvar efter disse møder. Det kan også være en fordel for nogle som benytter offentlige transportmidler.
4 Når disse møder kortes ned, er det særlig vigtigt at vi er godt forberedt til dem, så vi får det størst mulige åndelige udbytte af dem. Navnlig må de ældste være opmærksomme på hvordan de underviser, sådan at alle kan blive opbygget. Bjergprædikenen var et kort foredrag, men undervisningen i den var magtfuld. Har du og din familie et fast tidspunkt hvor I gennemgår det stof der skal behandles ved disse møder?
Støt menighedens møder
5 Menighedsbogstudiet: I ugen fra 16. november vil vi begynde at gennemgå bogen Vælg den bedste livsform. Denne bog, der i det væsentlige behandler stoffet i Peters inspirerede breve, indeholder oplysninger der i høj grad tjener til at opbygge menigheden og til at forstærke vor beslutning om at tjene Jehova sammen med hans organisation. I øvrigt indeholder den et skriftstedsregister der gør den velegnet som opslagsbog.
6 Tjenestemødet: Dette møde har direkte forbindelse med vor forkyndelse og vore bestræbelser for at gøre disciple. Jo mere vi går op i tjenesten, jo mere vil dette møde appellere til os. Nogle gør notater under mødet for at huske særlig gode forslag og andre oplysninger som de kan bruge i de forskellige grene af deres tjeneste. Vort arbejde er tosidigt: Vi lader en advarsel lyde og leder samtidig efter retsindige. At vi også forkynder for at advare folk, er et aspekt vi vil komme nærmere ind på ved flere tjenestemøder i fremtiden. Lad tjenestemøderne tilskynde dig til at gøre mere i den hellige tjeneste.
7 Den teokratiske skole: Når vi til marts begynder med en ny studieplan for den teokratiske skole, vil der være flere ændringer som træder i kraft. For eksempel vil skoletilsynsmanden eller hans assistent igen give vejledning fra talerstolen efter hvert elevforedrag. På denne måde bliver vejledningen ikke alene til gavn for eleven, men også for andre i forsamlingen som skal holde foredrag og som måske kunne forbedre de samme taleegenskaber. Da mødet vil blive kortet ned til 45 minutter, vil antallet af opgaver blive skåret ned til fire. Og behandlingen af bibelpensummet vil blive udvidet til 8 minutter, så der bliver lagt større vægt på denne vigtige side af skolens program. Som vi forstår, er det en tid hvor Jehova i særlig grad sammenkalder sit folk for at det kan høre hans ord.
8 Vagttårnsstudiet: Dette møde kan sammenlignes med hovedretten på en menu bestående af i alt fem veltillavede retter. Her får vi den faste føde vi alle behøver for at kunne udholde pres og prøvelser. Vi kommer alle ud for den slags vanskeligheder, og ingen af os kan derfor tillade sig at springe et vagttårnsstudium over. Forsømmelse af det åndelige vil blot gøre de fleste problemer værre! Forbliv fast i troen. Overvær vagttårnsstudiet regelmæssigt.
9 Det offentlige foredrag: Selskabet har planer om i nær fremtid at udsende nogle nye dispositioner til brug for de offentlige talere i menighederne. Disse dispositioner vil indeholde oplysninger som Guds folk har brug for netop nu.
10 Vi ser frem til i de følgende numre af Rigets Tjeneste at bringe yderligere oplysninger om hvert af de fem menighedsmøder.