Spørgsmålskassen
◆ Hvornår kan en interesseret eller en der studerer Bibelen indbydes til at være med i tjenesten og derefter tælles med som forkynder?
Når nye ønsker at tage vidnegerningen op sammen med os, glæder vi os. Men samtidig forstår vi at vi må beskytte Jehovas navn og menigheden mod at komme i vanry. Derfor må både de ældste og forkynderne udvise god dømmekraft.
I almindelighed har den forkynder der leder det ugentlige bibelstudium med vedkommende, gode muligheder for at bedømme hans åndelige fremskridt. Ved at lytte til elevens tale og betragte hans opførsel uge efter uge kan en vågen lærer se om eleven har ladet Guds ord slå rod i sit hjerte så han bringer sit liv i overensstemmelse med Jehovas retfærdige normer. — Jak. 1:21; 1 Tess. 2:13.
Men før vi indbyder en ny til at følges med os i den offentlige forkyndelse, gør vi vel i at repetere spørgsmålene på side 124 i organisationsvejledningen. Hvis du som lærer kan svare bekræftende på de elleve spørgsmål der stilles her, vil din elev uden tvivl også kunne gøre det og være rede til at følges med dig i forkyndelsen. Hvis der er noget du ikke er helt sikker på, kan du ved en passende lejlighed gennemgå udvalgte skriftsteder med eleven og opfordre ham til at udtale sig om deres indhold, så du sikrer dig at han forstår vigtigheden af at opfylde alle de bibelske krav, også kravet om ikke at bruge tobak. (Matt. 28:20) Hvis du synes du har brug for et godt råd, så snak med en ældste om det, eventuelt din bogstudieleder. Måske vil han tale med eleven, hvis det skønnes tilrådeligt.
Når en ny afleverer sin første forkynderrapport, må menighedens sekretær være opmærksom på dette og give tjenestetilsynsmanden besked. Ved førstkommende lejlighed må tjenestetilsynsmanden drøfte den nyes egnethed med den broder eller søster der leder bibelstudiet. Derefter vil han sørge for at få en personlig samtale med den nye for at lære ham bedre at kende og for at tale med ham om de glæder og forpligtelser der er forbundet med at aflægge offentligt vidnesbyrd om Jehovas navn og rige. Efter at have rådført sig med den præsiderende tilsynsmand kan tjenestetilsynsmanden derefter bede sekretæren om at udskrive et optegnelseskort på den nye forkynder, forudsat han er egnet. Denne fremgangsmåde vil give de ældste bedre mulighed for at hjælpe de nye. Spørgsmålet om hvornår børn skal tælles med som forkyndere er behandlet på side 125 i organisationsvejledningen.
Når vi alle respekterer Jehovas høje normer kan vi vente at han fortsat vil velsigne vort arbejde og lede det med sin ånd, alt imens antallet af disciple bliver ved med at vokse.