Vær hele tiden optaget af forkyndelsen
1 „Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Matt. 24:14) Med disse ord indskærpede Jesus sine disciple at budskabet om Riget nødvendigvis måtte forkyndes. Det fremgår af hans ord at arbejdet ville haste. Ondskaben kunne ikke fjernes før dette vigtige budskab var blevet kundgjort. Guds rige ved Jesus Kristus ville sætte en stopper for ondskaben, men først når budskabet var blevet forkyndt „til et vidnesbyrd for alle nationerne“.
2 At forkyndelsen er presserende understreges af Paulus’ ord: „Det er pålagt mig som en nødvendighed.“ (1 Kor. 9:16) Forholdene i verden vidner om at nationerne hastigt styrer mod deres endeligt. Det er ikke lang tid tilbage til at udføre dette vigtige arbejde. Hvordan kan vi fortsætte forkyndelsen og få arbejdet gjort før enden kommer? Hvordan kan vi undervise på rette måde mens vi flittigt udfører tjenesten i forståelse af at arbejdet haster?
3 Vi må føle et ansvar for det distrikt vi har fået betroet. Hvis du har et personligt distrikt, gennemgår du det så ofte nok, eller får det lov at ligge i flere måneder? Et personligt distrikt burde gennemgås mindst lige så ofte som menighedens øvrige distrikt, og målet er to til tre gange om året. Hvis du ikke når det, bør du nok tænke på om du har for stort et distrikt, eller om du skal bede om hjælp til at gennemgå det. I marts, april og maj måned vil vi alle samarbejde om at få hele menighedens distrikt gennemgået.
4 At skuldre sit ansvar for distriktet vil også sige at være omhyggelig ved gennemgangen. Gør vi en virkelig indsats for at træffe alle i vort distrikt? Prøver vi et andet tidspunkt hvis der er nogle vi ikke kan træffe hjemme? En tjenestetilsynsmand i en københavnsk menighed fortæller om de erfaringer forkynderne i hans menighed har gjort. Han siger at cirka 50 procent af beboerne i distriktet ikke er hjemme når forkynderne arbejder midt i ugen. Femogtyve procent af disse træffer forkynderne om lørdagen, og de sidste 25 procent om søndagen. Han nævner også at de har virkelig gode resultater med mange af dem de træffer om søndagen.
5 At være ansvarsbevidst med sit distrikt betyder også at man viser omsorg for de mennesker der er velvillige. Gør vi omhyggelige notater så vi kan vende tilbage til dem? Har vi et brændende ønske om at hjælpe disse mennesker til forståelse af Jehovas vidunderlige hensigter? Plejer vi vore genbesøg? Lad os sikre os at alle vore genbesøg har fået tilbudt Ny Verden-oversættelse af De kristne græske Skrifter, som sammen med en 2,50 kroners bog er vort tilbud i februar og marts.
6 I efterårets bibelstudiekampagne nåede vi det fine antal af 4091 bibelstudier. Vort ansvar for distrikterne indbefatter også at vi ofrer os for de retsindige mennesker der studeres med. Gør vi alt hvad vi kan for at de bliver undervist regelmæssigt hver uge. (Joh. 21:15) Tager vi os af dem, også ud over en times studium om ugen, sådan at de føler sig som en del af en kærlig, åndelig familie? — Mark. 10:30.
7 At være med i det vigtige arbejde med at forkynde den gode nyhed om Riget er en betroet opgave. Det er Jehova Gud og Jesus Kristus der betror os opgaven. De forventer at vi er trofaste, som Paulus udtrykker det i Første Korinterbrev 4:2: „Hvad der i øvrigt i den forbindelse ses på hos husholdere, er at en sådan findes trofast.“