Fremholdelse af den gode nyhed — med ’Skabelsesbogen’
1 Vidnesbyrdene om at der findes en Skaber og at han er interesseret i os, er overvældende. (Rom. 1:20, 21) Vort studium af Guds ord har overbevist os om at mennesket er blevet til ved en skabelse, ikke ved en udvikling. (Åb. 4:11) I september har vi mulighed for at rette andres opmærksomhed mod sandheden om skabelsen ved at tilbyde bogen Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse?
2 Vi kan tilbyde ’Skabelsesbogen’ ved enhver lejlighed både når vi forkynder fra hus til hus, taler med folk på gaden og forkynder uformelt. Det er en flot og tiltalende bog som meget vel kan appellere til handlende, forretningsfolk og andre som vi nu og da har forbindelse med. Der er også dem vi besøger på vor bladrute. Mon ikke de ville glæde sig over at læse denne udmærkede bog? Der kan også være andre vi besøger eller nogen vi studerer med og som endnu ikke har denne bog men som ville glæde sig over at læse den.
3 Unge i menigheden har et distrikt helt for sig selv hvor de har særlig gode muligheder for at sprede denne fantastiske bog, og det er i skolen. Har I prøvet at tage et eksemplar af ’Skabelsesbogen’ med i skole? Skolekammerater og lærere som ser bogen vil måske stille spørgsmål, og det vil give jer lejlighed til at vise dem bogens indhold. Hvis I tager en bog med i skole og lægger den på jeres bord eller læser i den i frokostpausen, vil I måske opleve at andre spørger hvordan de kan få et eksemplar. Uden for skoletiden kan I tage initiativet til at tale med andre om bogen og tilbyde dem et eksemplar.
4 Vi kan alle være opmærksomme på lejligheder til at tilbyde bogen til de unge vi møder i tjenesten. Når vi møder forældre kan vi efter at have gennemgået samtaleemnet forklare hvor gavnlig bogen vil være for deres børn. Da udviklingslæren forklares i skolen vil bogen hjælpe deres børn til at forstå hvad Bibelen og sand videnskab siger om skabelsen.
5 Hvis den besøgte stiller spørgsmål om vor tro på Bibelen, kan vi henvise til kapitel 17 og 18 som besvarer følgende spørgsmål: „Kan man stole på Bibelen?“ og „Er Bibelen inspireret af Gud?“ Disse kapitler kan styrke den besøgtes tro på Bibelen som sandhedens bog.
6 Vi ønsker at så mange som muligt forstår at Jehova er den store Skaber. (Apg. 17:24-28) Lad os derfor give alle lejlighed til at modtage og læse bogen Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse?