Fremholdelse af den gode nyhed — ved at hjælpe hinanden med at oprette bibelstudier
1 Alle som elsker Jehova ønsker at udføre en produktiv tjeneste. Jesus gav os følgende befaling: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, . . . idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:19, 20) Hvis du ønsker at oprette et bibelstudium og er villig til at ofre den fornødne tid på det, så bed om Jehovas hjælp og ledelse og følg de praktiske forslag som kommer gennem menigheden. Så kan du med frimodighed tilbyde studium ved enhver lejlighed. — Matt. 7:7, 8.
2 Din bogstudieleder er interesseret i bibelstudiearbejdet i gruppen og har et særligt ansvar for det. Tal med ham om dit ønske om at få et bibelstudium. Han vil da arrangere at du kan samarbejde med en erfaren forkynder i et stykke tid. Målet vil være (1) at oprette et bibelstudium og lære at lede det på en fremadskridende måde samt (2) at få erfaring i hvordan man kan oprette bibelstudier.
Lær af andres eksempel
3 En af grundene til at du ikke har fået et bibelstudium kan være at du ikke hurtigt og målbevidst er kommet igen hos folk der har fået bøger eller blade eller på anden måde har vist interesse. Beslut dig til at komme på genbesøg så hurtigt som muligt. Det kræver naturligvis nøjagtige og fyldestgørende notater. Den forkynder du samarbejder med kan vise dig hvordan sådanne føres. Sammen kan I forberede jer på at aflægge genbesøg med det mål at oprette et studium. Det vil hjælpe dig til på en bedre måde at genoplive interessen når du kommer igen.
4 Læg mærke til hvordan den du arbejder sammen med indleder besøget. Bemærk hvordan han inddrager den besøgte i samtalen. Overvej hvordan du kan efterligne dette. Inddrager han den besøgte ved at stille hjælpespørgsmål eller ved at spørge om hans mening om en tanke som nævnes i det skriftsted der drøftes? Efter besøget vil det være godt at gennemgå hvad du har lært. Ved fremtidige besøg kan du så bestræbe dig for at følge det.
5 Når et studium er blevet oprettet vil det være godt at drøfte hvordan I begge kan have en andel i det. I kan måske skiftes til at læse nøgleskriftsteder op og hjælpe den besøgte til at forstå dem. Efter studiet kan I drøfte hvordan studiet ledes bedst muligt, hvordan man stiller hjælpespørgsmål, hvordan man skaber interesse for næste uges studium og hvordan man leder nye til organisationen.
Når der sker distriktsændringer
6 Når nye menigheder oprettes eller menighedernes distriktsgrænser justeres, kan det være nødvendigt at overføre et bibelstudium du har oprettet, til en anden forkynder. Du kan da tage en egnet forkynder fra den anden menighed med på studiet. Efter nogle få uger kan denne forkynder begynde at lede studiet. At overdrage et studium er blot et led i arbejdet med at gøre disciple, og vi vil naturligvis altid ønske at gøre hvad der tjener den interesserede bedst. — Fil. 2:4.
7 Jehova har virkelig opfyldt sit løfte om at „ryste nationerne“, og han fylder nu sit hus med kostbare skatte. (Hag. 2:7) Hvilket privilegium er det ikke at hjælpe andre til at kende og elske Jehova. Når vi inden for bogstudieordningen samarbejder med hinanden, kan flere af os få den glæde at lede et regelmæssigt bibelstudium og således hjælpe retsindige mennesker til at opnå Guds godkendelse og det evige liv. — Joh. 17:3.