Forkynder du med frimodighed?
1 Selv om Peter og Johannes blev arresteret og truet af deres modstandere, forkyndte de fortsat Rigets budskab med frimodighed. (Apg. 4:17, 21, 31) Hvordan kan vi som sande kristne i dag forkynde med frimodighed?
2 Hvad det vil sige: Andre ord for „frimodig“ er „modig, uforfærdet, frygtløs“. At forkynde med frimodighed betyder altså at man modigt og uden frygt forkynder eller aflægger vidnesbyrd når som helst der er en passende lejlighed til at fortælle andre om den gode nyhed. (Apg. 4:20; 1 Pet. 3:15) Det vil sige at vi ikke skammer os over at tale om sandheden. (Sl. 119:46; Rom. 1:16; 2 Tim. 1:8) Frimodighed er en nødvendig egenskab for at kunne forkynde her i endens tid. Den vil få os til at tale med folk om den gode nyhed uanset hvor vi træffer dem. — Apg. 4:29; 1 Kor. 9:23.
3 Frimodighed i skolen: Har du svært ved at forkynde for dine skolekammerater fordi du føler dig bange og genert? Det er ikke altid lige nemt; nogle gange kan det være noget af en udfordring. Men hvis du beder om frimodighed til at forkynde for andre, vil Jehova give dig styrke. (Sl. 138:3) Frimodighed kan hjælpe dig til at fortælle at du er et af Jehovas Vidner, og at udholde latterliggørelse. Måske kan du ved at forkynde i skolen ligefrem frelse dem der hører på dig. — 1 Tim. 4:16.
4 Frimodighed på arbejdspladsen: Er du kendt som et Jehovas Vidne på dit arbejde? Måske har dine arbejdskammerater kun lejlighed til at høre den gode nyhed ved at du forkynder for dem. Frimodighed vil også være en hjælp når man skal bede om fri for at kunne overvære møder og stævner.
5 Frimodighed under prøver: Når vi møder modstand, har det afgørende betydning at vi er frimodige. (1 Thess. 2:1, 2) Det hjælper os til at holde fast ved troen når vi trues, latterliggøres eller udsættes for direkte forfølgelse. (Fil. 1:27, 28) Det giver os styrke til at stå fast når der lægges pres på os for at få os til at gå på kompromis med hensyn til Jehova Guds normer. Det hjælper os til at bevare freden når andre vil indlede en diskussion. — Rom. 12:18.
6 Uanset hvilke vanskeligheder vi hver især møder, måtte vi da fortsat forkynde den gode nyhed med frimodighed. — Ef. 6:18-20.