Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • km 11/09 s. 3-5
  • Vis omsorg for det fremmedsprogede distrikt

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vis omsorg for det fremmedsprogede distrikt
  • Tjenesten for Riget – 2009
  • Lignende materiale
  • Fremholdelse af den gode nyhed — for udlændinge
    Rigets Tjeneste – 1984
  • Når den besøgte taler et andet sprog
    Rigets Tjeneste – 2008
  • Vis upartiskhed i forkyndelsen
    Rigets Tjeneste – 1993
  • Bliv en dygtigere forkynder – Forkyndelse for dem der taler et andet sprog
    Tjenesten for Riget – 2015
Se mere
Tjenesten for Riget – 2009
km 11/09 s. 3-5

Vis omsorg for det fremmedsprogede distrikt

1. Hvilken mulighed har vi når vi forkynder i vores tildelte distrikter?

1 Jesus Kristus forudsagde at den gode nyhed ville blive forkyndt på hele jorden „til et vidnesbyrd for alle nationerne“. Alle der er med i arbejdet med at forkynde og undervise, kan sikkert disse ord udenad. (Matt. 24:14; 28:19, 20) I dette arbejde kan vi møde folk af en anden nationalitet der taler et fremmedsprog. Også de fortjener at få mulighed for at høre budskabet om Riget og tage et fast standpunkt for sandheden inden Jehovas frygtindgydende dag kommer. (Mal. 3:18) Hvordan kan vi vise omsorg for de fremmedsprogede befolkningsgrupper der bor i vores tildelte distrikt?

2. Hvordan efterligner vi Jehova når vi forkynder for nogle der taler et andet sprog?

2 Hav Jehovas syn på dem der taler et andet sprog: For at afspejle Jehovas kærlighed uden partiskhed over for alle i vores distrikt, må vi have et dybtfølt ønske om at hjælpe dem til at få nøjagtig kundskab om den sande Gud, Jehova, uanset hvilket sprog de taler. (Sl. 83:18; Apg. 10:34, 35) Selvom vi først og fremmest koncentrerer os om at forkynde for dem der taler det samme sprog som bliver talt i den menighed vi er tilknyttet, må vi ikke glemme dem der taler et andet sprog, men spejde efter muligheder for at fortælle dem om Guds rige. Hvis vi overser dem, ville det ikke være i overensstemmelse med Jehovas hensigt om at der skal aflægges et vidnesbyrd for folk af alle nationer. Hvordan kan vi da hjælpe dem der ikke taler det samme sprog som os?

3. Hvilket nyttigt redskab har vi fået, og hvad vil det være godt at gøre inden vi bruger det?

3 Gør brug af brochuren Godt nyt til folk af alle nationer: Hensigten med denne brochure er at vi skal bruge den når vi møder en der taler et sprog vi ikke forstår. Derfor må vi blive bekendt med den, altid have den med os og være parate til at gøre brug af den. Hvis du sætter et mærke ved de sprog du typisk møder i distriktet, vil du lettere kunne finde dem. Findes der publikationer på disse sprog, vil det være en god idé at få fat på nogle få eksemplarer som du kan give til vedkommende efter at han eller hun har læst budskabet i brochuren.

4. Hvordan kan man bruge brochuren Godt nyt til folk af alle nationer i forkyndelsen?

4 Hvis du møder nogen i tjenesten der taler et andet sprog, og du ikke er sikker på hvilket, kan du begynde med at vise brochurens forside. Slå op på verdenskortet på indersiden af omslaget, peg på dig selv og på det land hvor du bor, og vis at du gerne vil vide hvor den fremmede kommer fra, og hvilket sprog han taler. Når du har fundet ud af det, kan du finde sproget i indholdsfortegnelsen, slå op på den pågældende side, pege på den fremhævede sætning øverst på siden og vise at du ønsker at han skal læse budskabet. Efter at han har gjort det, kan du tilbyde en traktat på hans sprog eller pege på den sætning der er fremhævet med gråt, hvor der står at du vil komme tilbage med noget læsestof på hans eget sprog. Peg så på det sted hvor der står „mit navn“ med fremhævede typer, og sig klart og tydeligt hvad du hedder. Peg derefter på det sted hvor der står „dit navn“ med fremhævede typer, og vent på at den anden siger sit navn. Træf en klar aftale om at komme igen.

5. Hvordan skal interessen følges op så de der taler et andet sprog, kan blive vist den rette omsorg?

5 Hvordan interessen følges op: Vi bør gøre alt hvad vi kan, for at besøge dem der viser interesse for budskabet om Riget, uanset hvilket sprog de taler. Når vi er sikker på at en person er interesseret i Gud og hans ord, Bibelen, vil vi udfylde formularen Besøg venligst (S-43) og hurtigt give den til menighedens sekretær, som vil sende den til afdelingskontoret, så den interesserede kan blive besøgt af en der taler hans sprog. Derefter vil afdelingskontoret videresende formularen til den rigtige fremmedsprogede gruppe. Når gruppen har modtaget formularen, vil personen straks blive kontaktet. Man skal kun udfylde formularen når den besøgte viser ægte interesse, og har sagt ja til at blive besøgt af en der taler hans sprog.

6. Hvilket ansvar har vi når vi møder en interesseret der taler et andet sprog?

6 Der kan gå et stykke tid fra formularen S-43 bliver indsendt til den interesserede bliver besøgt af en forkynder der taler hans sprog. Derfor må den forkynder der udfyldte formularen, fortsætte med at styrke interessen indtil vedkommende bliver kontaktet af en der taler hans sprog. I nogle tilfælde kan man endog lede et bibelstudium med ham. Men hvordan kan forkynderen i denne overgangsperiode skaffe litteratur på den interesseredes sprog?

7. Hvordan kan vi få adgang til publikationer på fremmede sprog?

7 Litteratur på andre sprog: Menighederne skal ikke have et stort lager af fremmedsproget litteratur. Men hvis tjenestetilsynsmanden opdager at der er voksende interesse blandt en bestemt befolkningsgruppe, kan han sørge for at menigheden har en beskeden mængde litteratur på det pågældende sprog som forkynderne kan bruge. Hvis menigheden ikke ligger inde med sådanne publikationer, kan de bestilles. Der kan gå et stykke tid før bestillingerne kommer. Man kan derfor udskrive publikationer fra www.watchtower.org. På dette websted kan forkynderen eller den interesserede straks få adgang til et stort udvalg af publikationer, og nogle af dem findes på hundredvis af sprog. Det vil uden tvivl være nyttigt når man vil styrke interessen hos dem der taler et andet sprog.

8. Hvilken opgave har menigheden i forbindelse med at styrke interessen hos dem der taler et andet sprog?

8 Menighedens opgave: I nogle tilfælde vil der de steder hvor der er en voksende fremmedsproget befolkningsgruppe, ikke være nogen menighed i nærheden der afholder møder på det pågældende sprog. Derfor bør interesserede der taler et andet sprog, inviteres til at overvære jeres møder. Den kærlige modtagelse de får, og den interesse de bliver vist, vil måske tilskynde dem til at overvære møderne regelmæssigt. I første omgang vil der måske være en sprog- og kulturbarriere der skal overvindes, men der findes ingen barriere som ikke kan overvindes med sand kristen kærlighed i det verdensomspændende samfund af Jehovas Vidner. (Zef. 3:9; Joh. 13:35) Taler du et andet sprog flydende? Hvis du gør, og du er er villig til at følge interessen op hos dem der taler det pågældende sprog, er du velkommen til at gøre sekretæren i din menighed opmærksom på det så han kan give oplysningerne videre til afdelingskontoret. Det vil være en stor hjælp når afdelingskontoret søger en forkynder der kan følge interessen op.

9. Hvornår kan der afholdes et sprogkursus, og hvilken fremgangsmåde skal følges?

9 Sprogundervisning: Det er en god idé at opfordre dem du tager dig af, og som taler et andet sprog, til at overvære møderne på deres eget sprog hvis det er muligt. Men hvis det ikke kan lade sig gøre, vil nogle forkyndere måske vælge at lære det pågældende sprog og derved kunne vise de interesserede større omsorg. Hvis der er tale om en ret stor gruppe af udlændinge der taler et bestemt sprog, og der ingen menighed findes i nærheden, kan afdelingskontoret beslutte at der er grund til at afholde et sprogkursus. Hvis det er tilfældet, kan afdelingskontoret informere menighederne i området om behovet og sørge for at der bliver bragt en meddelelse om at der vil blive afholdt et sprogkursus. De der ansøger om at komme på dette sprogkursus, bør have som mål at flytte til den gruppe eller menighed der tager sig af dette distrikt.

10. Hvornår kan man oprette en fremmedsproget gruppe, og hvilken fremgangsmåde skal man følge?

10 Oprettelse af en gruppe: Der kan oprettes en fremmedsproget gruppe når følgende fire krav er opfyldt. (1) Når der er tilstrækkelig interesse og potentiale for vækst blandt den fremmedsprogede befolkningsgruppe. (2) Når der er en lille kerne af forkyndere som kan forstå sproget eller er i gang med at lære det. (3) Når der er en kvalificeret ældste eller menighedstjener der kan føre an og lede mindst ét ugentligt møde på det pågældende sprog. (4) Når der er et ældsteråd der er indstillet på at tage ansvar for gruppen. Hvis disse krav opfyldes i rimelig grad, vil ældsterådet i et brev give afdelingskontoret detaljerede oplysninger om gruppen, og de vil anmode om at blive officielt godkendt som en menighed der tager sig af en fremmedsproget gruppe. (Se Organiseret til at gøre Jehovas vilje, side 106-107). Den ældstebroder eller menighedstjener der har ansvaret for at tage sig af gruppen, vil blive betragtet som henholdsvis en „gruppetilsynsmand“ eller en „gruppetjener“.

11. Hvorfor er det en stor forret at kunne tage os af det fremmedsprogede distrikt?

11 At vise omsorg for det fremmedsprogede distrikt er en vigtig del af den verdensomspændende forkyndelseskampagne som vores forbillede, Jesus Kristus, satte i gang. Vi vil ivrigt gøre vores del og se hvordan Jehova fortsætter med at ryste nationerne og indsamle de kostbare skatte. (Hag. 2:7) Det giver os stor glæde at samarbejde helt og fuldt om denne opgave. Måtte Jehova velsigne vores forenede indsats for at tage os af de fremmedsprogede i vores respektive distrikter og altid huske på at Gud, trods menneskers sprogbarrierer, kan få det til at gro! — 1 Kor. 3:6-9.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del