Torsdag den 28. august
“Jehova er nær hos alle der kalder på ham, hos alle som oprigtigt kalder på ham.” – Sl. 145:18.
Jehova, “kærlighedens ... Gud”, er med os. (2. Kor. 13:11) Han interesserer sig for hver eneste af os. Vi er overbevist om at vi “er omfavnet af hans loyale kærlighed”. (Sl. 32:10) Jo mere vi tænker over hvordan han har vist os sin kærlighed, jo mere virkelig vil han blive for os, og jo stærkere vil vores forhold til ham blive. Vi kan frit bede til ham og fortælle at vi har brug for hans kærlighed. Vi kan dele vores bekymringer med ham og være sikre på at han forstår os og gerne vil hjælpe os. (Sl. 145:19) Ligesom vi på en kold dag bliver draget af den varme ild i en pejs, bliver vi draget til Jehova af hans kærlighed. Vi kan være lykkelige for at Jehova elsker os meget højt. Ja, vi har stor grund til at søge hen til hans varme omsorg og kærlighed og sige ligesom salmisten: “Jeg elsker Jehova.” – Sl. 116:1. w24.01 31 § 19-20
Fredag den 29. august
“Jeg har gjort dit navn kendt.” – Joh. 17:26.
Jesus gjorde mere end bare at fortælle folk at Guds navn er Jehova. Jøderne kendte jo allerede Guds navn. I Bibelen bliver Jesus derimod beskrevet som den “der har forklaret ham”. (Joh. 1:17, 18) Lad os tage et eksempel. I De Hebraiske Skrifter står der at Jehova er barmhjertig og medfølende. (2. Mos. 34:5-7) Jesus forklarede den sandhed og gjorde den endnu tydeligere med lignelsen om sønnen der kom på afveje. I den læser vi at faren fik øje på sin angrende søn “mens han endnu var langt væk”, og at han løb ham i møde, omfavnede ham og tilgav ham af hele sit hjerte. Den beskrivelse giver os et klart og smukt billede af Jehovas store barmhjertighed og medfølelse. (Luk. 15:11-32) Jesus hjalp mennesker til virkelig at forstå hvordan hans Far er. w24.02 10 § 8-9
Lørdag den 30. august
Trøst andre ved at give dem del i den trøst vi selv modtager fra Gud. – 2. Kor. 1:4.
Trøsten fra Jehova virker forfriskende på en der er ked af det. Hvordan kan vi være medfølende ligesom Jehova og trøste andre? Det kan vi blandt andet ved at opdyrke egenskaber som er nært forbundet med evnen til at give trøst. Hvad er det for nogle egenskaber? Hvad vil hjælpe os til at “blive ved med at trøste hinanden”? (1. Thess. 4:18) Det vil egenskaber som godhed, broderkærlighed og inderlig omsorg. (Kol. 3:12; 1. Pet. 3:8) Når medfølelse og andre lignende egenskaber bliver en del af vores personlighed, vil det være helt naturligt for os at trøste dem der har det svært. Det stemmer med det Jesus sagde: “Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Det gode menneske tager gode ting frem fra sit gode forråd.” (Matt. 12:34, 35) Det at trøste vores brødre og søstre er en vigtig måde at vise vores kærlighed til dem på. w23.11 10 § 10-11