Fredag den 29. august
“Jeg har gjort dit navn kendt.” – Joh. 17:26.
Jesus gjorde mere end bare at fortælle folk at Guds navn er Jehova. Jøderne kendte jo allerede Guds navn. I Bibelen bliver Jesus derimod beskrevet som den “der har forklaret ham”. (Joh. 1:17, 18) Lad os tage et eksempel. I De Hebraiske Skrifter står der at Jehova er barmhjertig og medfølende. (2. Mos. 34:5-7) Jesus forklarede den sandhed og gjorde den endnu tydeligere med lignelsen om sønnen der kom på afveje. I den læser vi at faren fik øje på sin angrende søn “mens han endnu var langt væk”, og at han løb ham i møde, omfavnede ham og tilgav ham af hele sit hjerte. Den beskrivelse giver os et klart og smukt billede af Jehovas store barmhjertighed og medfølelse. (Luk. 15:11-32) Jesus hjalp mennesker til virkelig at forstå hvordan hans Far er. w24.02 10 § 8-9
Lørdag den 30. august
Trøst andre ved at give dem del i den trøst vi selv modtager fra Gud. – 2. Kor. 1:4.
Trøsten fra Jehova virker forfriskende på en der er ked af det. Hvordan kan vi være medfølende ligesom Jehova og trøste andre? Det kan vi blandt andet ved at opdyrke egenskaber som er nært forbundet med evnen til at give trøst. Hvad er det for nogle egenskaber? Hvad vil hjælpe os til at “blive ved med at trøste hinanden”? (1. Thess. 4:18) Det vil egenskaber som godhed, broderkærlighed og inderlig omsorg. (Kol. 3:12; 1. Pet. 3:8) Når medfølelse og andre lignende egenskaber bliver en del af vores personlighed, vil det være helt naturligt for os at trøste dem der har det svært. Det stemmer med det Jesus sagde: “Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Det gode menneske tager gode ting frem fra sit gode forråd.” (Matt. 12:34, 35) Det at trøste vores brødre og søstre er en vigtig måde at vise vores kærlighed til dem på. w23.11 10 § 10-11
Søndag den 31. august
“De der har indsigt, vil forstå.” – Dan. 12:10.
Vi har brug for hjælp hvis vi skal kunne forstå profetierne. Det kan sammenlignes med det at skulle ud at rejse. Forestil dig at du skal til et sted hvor du aldrig har været før. Men du rejser sammen med en ven der kender området rigtig godt. Han ved nøjagtigt hvor I er, og hvor alle vejene fører hen. Du er helt sikkert glad for at han tog med dig på turen. Jehova er som den gode ven – han ved hvor på tiden vi befinder os, og hvad der ligger foran os. Så for at forstå Bibelens profetier må vi ydmygt bede Jehova om hjælp. (Dan. 2:28; 2. Pet. 1:19, 20) Alle forældre ønsker at deres børn får en god fremtid, og det ønsker Jehova også for sine børn. (Jer. 29:11) Men Jehova kan gøre noget som ingen andre forældre kan gøre. Han kan forudsige fremtiden. Han sørgede for at profetier om vigtige begivenheder blev nedskrevet i Bibelen så vi på forhånd kunne vide hvad der ville ske. – Esa. 46:10. w23.08 8 § 3-4