En fast beslutning angående liv og blodet

1, 2. På hvilken måde bliver spørgsmålet om blodet undertiden bragt på bane?

’DOMMER giver lov til blodtransfusion,’ forkyndte en avisoverskrift i Virginia i U.S.A. Artiklen begyndte:

„En dommer ved forbundsdomstolen gav torsdag formiddag marinehospitalet i Portsmouth lov til at give blodtransfusioner til en kritisk syg kvinde som i fire dage havde nægtet at modtage blod, efter hospitalets udsagn med fare for sit liv, . . .“

² Presseomtale af den art vækker nu og da meget røre omkring spørgsmålet om livets og blodets hellighed. Inden vi hører hvordan den omtalte sag endte, vil vi overveje nogle grundlæggende spørgsmål: Hvilken overbevisning er det der får mennesker som denne kvinde til at nægte at modtage blod? Er det noget som Guds ord kræver af alle kristne? Er vor religiøse overbevisning i bekræftende fald så stærk at vi ville fastholde den, selv om en læge sagde at vi skulle have en blodtransfusion? Og er der andre områder foruden det lægelige, hvor vort syn på livet og blodet har betydning og endda kan berøre vores fremtid?

Liv i kraft af blod

3. Hvilken grund har vi til at nære stor agtelse for blodet, ifølge Åbenbaringen 7:14?

³ I Åbenbaringens bog skildres en værdsættelse af blod som hundredtusinder af mennesker har i dag. Efter at apostelen Johannes i et syn havde set de 144.000 vordende arvinger til det messianske rige, så han „en stor skare . . . af alle nationer“ som havde udsigt til at leve evigt i et genoprettet paradis på jorden. Men hvordan kan mennesker leve evigt, og det endda uden at være behæftet med synd og ufuldkommenhed? Medlemmerne af den store skare råber taknemmeligt: „Frelsen skylder vi vor Gud . . . og Lammet,“ det vil sige Jesus Kristus. De anerkender at frelsen kun er mulig fordi de „har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“. — Åb. 7:9, 10, 14.

4, 5 (a) Hvorfor er den rette indstilling til livet og blodet mere end blot et spørgsmål om tro? (b) Hvordan fremgår dette af Bibelen?

⁴ Som vist i den foregående artikel pegede Gud allerede fra Bibelens første bog frem til at Jesus ville udgyde sit blod som et offer for at mennesker kunne opnå evigt liv. (1 Mos. 3:15; 22:2-10; Es. 53:10-12) Endnu mens dette offer hørte fremtiden til, gjorde Jehova det klart at hans tilbedere måtte regne livet og blodet for helligt. Han krævede også at de handlede i harmoni med dette guddommelige synspunkt. Da han for første gang gav mennesker lov til at spise dyrs kød, sagde han til Noa og hans familie: „Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til føde; ligesom de grønne urter giver jeg eder det alt sammen. Dog kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise!“ (1 Mos. 9:3, 4) Når de dræbte eller slagtede et dyr for at spise det, måtte de altså sørge for at blodet løb ud, så de ikke kom til at spise blodet.

⁵ Dette var ikke blot et kostregulativ eller et ligegyldigt religiøst ritual. Til denne handling var knyttet et yderst vigtigt moralprincip: Blodet repræsenterede livet, som var fra Gud. Og det er værd at bemærke at Gud videre sagde at selv om man måtte dræbe dyr for at spise dem, måtte man ikke dræbe mennesker. Hvis dyrs blod, der repræsenterede deres liv, skulle regnes for helligt og ikke måtte bruges til føde, er det derfor indlysende at menneskers liv og blod skulle betragtes og behandles som endnu mere helligt. — Jævnfør Mattæus 6:26.

6, 7. (a) Hvem gælder forbudet i Første Mosebog 9:3, 4? (b) Hvordan blev kravet i Første Mosebog, kapitel 9, bekræftet i Moseloven?

⁶ Eftersom Noa blev forfader til hele menneskeslægten, forventedes det at alle mennesker handlede i overensstemmelse med livets og blodets hellighed. Mange bibelkommentatorer har givet udtryk for dette. For eksempel:

„Man anerkendte at blodet var sædet for livet og at det derfor var helligt . . . Forbudet mod blod blev taget med som en kostbestemmelse i Moseloven, men fordi det var indbefattet i pagten med Noa, anså den senere tids jøder det for at være bindende for hele menneskeheden.“ — A New Catholic Commentary on Holy Scripture, side 187.

⁷ Som nævnt i denne kommentar, tog Gud også dette forbud mod indtagelse af blod med da han senere gav Israel en lovsamling. Han bød: „Kun må du ufravigeligt afholde dig fra at nyde blodet; thi blodet er sjælen, og du må ikke nyde sjælen tillige med kødet. . . . du skal lade det løbe ud på jorden.“ (5 Mos. 12:23, 24; 3 Mos. 17:10, 13) Dengang håndhævede Gud ikke sin lov om blod over for de øvrige folkeslag, lige så lidt som han håndhævede sin lov om afgudsdyrkelse over for dem. (Apg. 17:30, 31; 14:16) En hedning kunne derfor godt købe og spise kød som indeholdt blod. (5 Mos. 14:21) Men de der tilbad Skaberen kunne ikke gøre det. Endda hvis de af vanvare kom til at spise kød som indeholdt blod, fordi de ikke var klar over at blodet ikke var løbet af, pådrog de sig en vis skyld og måtte tage skridt til at rense sig. — 3 Mos. 17:15, 16.

8. Hvilken slags blod er det man ikke må indtage? (2 Sam. 23:14-17)

⁸ Hvis man ikke måtte indtage dyrs blod som næring, måtte man langt mindre gøre det med menneskers blod. Det fremgår klart af det der skete da Jesus ved en lejlighed talte billedligt om at spise hans kød og drikke hans blod. Nogle af hans jødiske disciple, som åbenbart ikke forstod at han her talte symbolsk, blev så chokerede at de holdt op med at følge ham. (Joh. 6:60-66) Ja, tanken om at indtage blod, hvad enten det var dyreblod eller menneskeblod, var ganske afskyelig for dem der ønskede at have Guds syn på dette spørgsmål.

Et kristent krav

9. Hvoraf fremgår det at dette også gælder de kristne?

⁹ Men måske har du hørt den påstand at Bibelens lov om blodet ikke gælder for de kristne. Hvordan forholder det sig egentlig? Spørgsmålet blev behandlet på et møde der blev holdt i år 49 af apostlene og de kristne ældste i Jerusalem. Under Guds hellige ånds sikre ledelse nåede dette apostelråd frem til den afgørelse at de kristne ikke behøvede at overholde Moseloven. Men visse ting var blevet fastslået som urette allerede før israelitterne fik deres lovsamling. Rådet skrev derfor til de kristne menigheder:

„Den hellige ånd og vi selv har nemlig besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde på jer ud over disse nødvendige ting: at I afholder jer fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr [som altså indeholdt blod] og fra utugt.“ — Apg. 15:19, 20, 28, 29.

10-12. Hvilke vidnesbyrd bekræfter at afgørelsen i Apostelgerninger 15:28, 29 ikke kun gjaldt midlertidigt?

¹⁰ I værket Ursprung und Anfänge des Christentumsa skriver professor Eduard Meyer at denne afgørelse tog sigte på „nydelsen af blod, hvilket var forbudt ifølge den lov (1 Mos. 9:4) der blev pålagt Noa og dermed også menneskeheden som et hele“. Og selv om mange præster siger at kravet i Apostelgerninger 15:28, 29 kun var en midlertidig bestemmelse der blev indført for at man ikke skulle støde jøderne, nævner professor Meyer at ’forbudet mod at nyde blod generelt blev overholdt’ af de kristne mere end et og et kvart århundrede efter mødet i Jerusalem. Som bevis herfor omtaler han noget der fandt sted i år 177, da de kristne af deres religiøse fjender blev anklaget for at spise spædbørn. En ung kvinde svarede: „Hvorledes skulle disse kunne spise Børn, de, som ikke engang har Lov til at spise Blodet af umælende Dyr?“

¹¹ Utallige skrifter fra det andet og det tredje århundrede bekræfter at de kristne i den periode ikke opfattede forbudet som noget der blot havde været i kraft midlertidigt, men som noget der gjaldt dem selv. I The Works of the Rev. Joseph Bingham læser vi:

„I den katolske kirke var det almindelig skik, næsten helt frem til Augustins tid, at afholde sig fra at spise blod, i overensstemmelse med den regel apostlene havde givet de omvendte hedninger; ifølge de ældste kirkelove var alle gejstlige således under embeds fortabelse forpligtede til at afholde sig fra blod.“

Hvorfor overholder kristenhedens kirker da ikke denne „regel“ i dag? En kommentar af Martin Luther hjælper os til at forstå dette. Skønt han var tilbøjelig til at ligestille apostelmødet med senere kirkemøder, som han ikke anerkendte, skrev han følgende om Apostelgerninger 15:

„Men hvis vi ønsker at have en kirke som retter sig efter dette møde (hvilket er ret, da det er det første og vigtigste møde og da det blev holdt af apostlene selv), må vi lære og insistere på at der herefter ikke er nogen fyrste, herre, borger eller bonde som spiser gæs, dådyr, kronhjorte eller svin kogt i blod . . . Og borgere og bønder bør især afholde sig fra røde pølser og blodpølser . . . Så begynd da, hvem der vil eller kan, at bringe kristendommen i overensstemmelse med dette møde, og jeg skal med glæde følge efter.“

Han følte at fordi det var så vanskeligt at overholde afgørelsen i Apostelgerninger 15:28, 29 og det var så almindeligt at den blev overtrådt, ville det være umuligt at få alle kirkegængere til at følge den. Derfor ville han heller ikke selv følge den.

¹² Martin Luther og mange andre på hans tid var måske uvillige til at adlyde Guds lov, og de fleste som kalder sig kristne i dag er måske også uvillige til at gøre det. Men ikke Jehovas kristne vidner.

Brug af blod til sygdomsbehandling

13, 14 (a) Hvordan kan man hjælpe en til at forstå at det bibelske forbud også gælder blodtransfusion? (b) Hvordan er det i overensstemmelse med bibelske eksempler at man nægter at modtage blodtransfusion?

¹³ Som vi nævnte i indledningen, er der et område hvor lydighed mod Guds lov om blodet undertiden giver anledning til store stridsspørgsmål. De millioner af blodtransfusioner der gives hvert år, opfattes af mange som et nødvendigt og livreddende led i moderne sygdomsbehandling. Men fremfor at lade deres tanker og handlinger lede af det syn der for øjeblikket er gældende inden for lægestanden, må sande kristne holde sig for øje hvad Gud siger: ’Afhold jer fra blod.’

¹⁴ Det er sandt at man ikke brugte blodtransfusioner dengang Bibelen blev skrevet. Men der kan ikke være nogen tvivl om at det Guds ord siger, også må gælde overføring af blod. Hvis en patient af sin læge får at vide at han skal holde sig fra et bestemt antibiotikum fordi han er overfølsom over for det, må han naturligvis hverken tage det i tabletform gennem munden eller i form af en indsprøjtning. På samme måde udelukker Guds forbud mod blod både at man indtager det gennem munden og at man indtager det direkte i blodkarrene. Desuden fremgår det af Bibelen at Guds lov ikke kan tilsidesættes, end ikke i nødstilfælde hvor menneskeliv står på spil. (1 Sam. 14:31-35) Mange af Guds godkendte tjenere har været villige til at imødese farer, ja endog døden, fremfor at overtræde bibelske principper og bryde deres integritet over for Jehova. (Dan. 3:8-18; Hebr. 11:35-38) De har næret fuld tillid til Guds løfte om en opstandelse. Jesus Kristus forsikrede: „Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør“. — Joh. 11:25; 5:28, 29.

15. Hvorfor er det ikke urimeligt, lægeligt set, at afvise blodtransfusion?

¹⁵ Det vil måske overraske mange at høre at der endog kan være medicinske fordele ved at nægte at modtage blod og i stedet anmode om en alternativ behandling. Imidlertid fremkommer der flere og flere vidnesbyrd om at der er mange og forskelligartede risikomomenter forbundet med en blodtransfusion.b Læg for eksempel mærke til hvad en læge har svaret på et brev fra en kvinde der efter en operation på åbent hjerte pådrog sig hepatitis, en sygdom som kræver tusinder af menneskeliv hvert år. Dr. Robert Mendelsohn, der redigerer en lægespalte i en avis, svarede at han ikke var overrasket over det der var sket, og han tilføjede:

„På flere førende hospitaler er der med brug af bloderstatningsmidler blevet udført et temmelig stort antal vellykkede operationer på åbent hjerte på patienter der er Jehovas vidner, som afviser at modtage andre menneskers blod. . . . Måske burde vi alle, hvis vi får brug for en operation der tilsyneladende kræver blodtransfusion, spørge kirurgen om han er bekendt med disse videnskabelige rapporter. Så kan vi måske alle nøjes med den samme lavere risiko for hepatitis efter blodtransfusion, samt opnå de andre fordele, som Jehovas vidner for øjeblikket er ene om at have.“ — The Idaho Statesman, 15. februar 1978, side 8C.

16. Hvilke erfaringer har man gjort med hensyn til at operere uden at bruge blod?

¹⁶ Operation på åbent hjerte er blot et af de mange kirurgiske indgreb som modige læger har fundet det muligt at foretage uden at give blod. Lad os for eksempel vende tilbage til det tilfælde vi omtalte i indledningen. Det drejede sig om en 52-årig kvinde, et Jehovas vidne, der blev opereret for blødende mavesår. Da hæmoglobinindholdet i hendes blod faldt til et kritisk lavpunkt på omkring 4, gav en dommer lægerne lov til at bruge blod. Men hendes mand fik hende overført til et andet hospital, der fulgte den fremgangsmåde at respektere patienternes ønsker. Hvad blev resultatet? Avisoverskrifter forkyndte senere: „Troen sejrede for ægtepar der sagde nej til blodtransfusion.“ Hun bevarede livet!

17. Hvilke moralske aspekter bør tages i betragtning?

¹⁷ Mange samvittighedsfulde læger forstår også at sagen har moralske aspekter. De anerkender i stigende grad at patienterne har ret til selv at afgøre om de vil gå med til en bestemt behandling. Dr. D. Goldstein skriver: „Uanset hvor sikker lægen er på at den behandling han anbefaler er den eneste der kan redde patientens liv, har ingen læge moralsk ret til at tilsidesætte patientens religiøse skrupler.“ Nogle læger der har behandlet børn af Jehovas vidner for kræft, forklarer:

„Vor beslutning om at efterkomme deres anmodning om at begrænse vor behandling og undlade at bruge transfusioner, byggede på to faktorer. For det første havde hvert af disse børn en potentiel dødelig sygdom, og vi kunne ikke uden betragtelig usikkerhed forudsige et vellykket resultat. For det andet erkendte vi at forældrenes behov for en urokket tro er større under en livstruende sygdom.“ — Pediatrics, dec. 1977, s. 919.

18. Hvordan kommer troen ind i billedet i forbindelse med blodtransfusion?

¹⁸ Den tro de sande kristne har, og som de er fast besluttede på at leve efter, indbefatter tro på Kristi blods frelsende kraft. (Rom. 3:25; Hebr. 13:12; 1 Joh. 5:5, 6) Intet andet blod vil nogen sinde kunne give dem evigt liv. (Hebr. 10:29-31) Deres evige fremtid afhænger således af deres trofasthed over for Jehova. De må være lydige mod det han siger om blodet.

Undgå blodskyld

19. Hvordan bør kristne se på blodskyld? (Sl. 26:9; 55:24)

¹⁹ Det er berettiget at kristne oprigtigt søger at undgå at krænke Guds lov om blodet, såvel lægeligt som på anden måde. Overtrædelse af denne lov ville medføre skyld over for Gud. Kong David gav udtryk for den indstilling vi bør have da han bad: „Fri mig fra blodskyld, Gud, min frelses Gud.“ — Sl. 51:16.

20. Nævn nogle måder hvorpå man kunne pådrage sig blodskyld.

²⁰ Mange forbinder udelukkende blodskyld med overlagt mord. Gud har da også givet udtryk for at han hader en sådan blodsudgydelse. (Sl. 5:7; Ordsp. 6:16, 17) Men som det fremgår af Bibelen kan man, eftersom livet er helligt, også pådrage sig en vis blodskyld ved uforsætligt at forvolde en andens død. (5 Mos. 22:8; 4 Mos. 35:15-33; 2 Mos. 21:29) Viser vi i det daglige at vi nærer stor agtelse for livet og blodet? En sådan agtelse vil for eksempel få os til at køre fornuftigt og forsigtigt i trafikken, at overholde sikkerhedsbestemmelserne og at holde vort køretøj i forsvarlig sikkerhedsmæssig stand. Også i vores hjem, firma eller forretning må vi være opmærksomme på at undgå eventuelle risikomomenter, for derved at mindske sandsynligheden for at vi selv eller andre kommer ud for en dødelig ulykke. Er det sådan du ser på det?

21. Hvordan kan man i dag indirekte pådrage sig blodskyld, og hvilken selvransagelse bør dette føre til?

²¹ Et andet område hvor vi må være opmærksomme på at undgå blodskyld, har at gøre med organisationer eller institutioner der i Guds øjne har pådraget sig blodskyld. For eksempel anklager Gud specielt det store Babylon, den falske religions verdensimperium, for at have udgydt de sande tilbederes blod. (Åb. 17:6; 18:24; 19:2) Dette religiøse imperium har også støttet politiske og militære institutioner som ned gennem tiden har udgydt strømme af blod. Et oprigtigt ønske om at være fri for blodskyld kræver at vi skiller os ud fra sådanne organisationer som Gud fordømmer, og omhyggeligt passer på ikke at støtte dem. Afspejler vi denne holdning i alt hvad vi gør?

22, 23. (a) Hvilken side af spørgsmålet om blodskyld bør vi også tænke på? (Apg. 18:6) (b) Hvad bør vi altså være besluttede på i forbindelse med livet og blodet?

²² Vi kan endvidere vise vor faste beslutning om at være fri for blodskyld ved aktivt og begejstret at forkynde budskabet om Riget. (Mark. 13:10) Bemærk i denne forbindelse Guds vejledning til profeten Ezekiel før Jerusalems fald i 607 f.v.t. Ezekiel fik at vide at hvis han som vægter undlod at forkynde det advarende budskab, ville han blive krævet til ansvar for de omkomne israelitters blod. (Ez. 3:17-21; 33:2-16) Vi kan opnå stor indre tilfredshed ved at røgte vort kristne ansvar og udbrede sandheden om den onde ordnings forestående afslutning og om det paradis der vil følge efter. Gør vi det kan vi nære samme følelse som apostelen Paulus, der sagde til nogle kristne ældste: „Jeg er ren for alles blod, for jeg har ikke holdt mig tilbage fra at meddele jer hele Guds råd.“ (Apg. 20:26, 27) Hvilken forret! Mens vi personligt befrier os for blodskyld kan vi hjælpe andre til at få tro på Kristi blod og dermed opnå det evige liv.

²³ De fleste er muligvis ikke klar over hvad Gud siger, og de betragter blot blodet som en væske der midlertidigt opretholder et menneskes liv. Men for sande kristne stiller sagen sig anderledes. På grundlag af Bibelen har vi fået forståelse af Jehovas syn på livet og blodet. Lad os være besluttede på at fastholde dette syn og at leve i overensstemmelse med det.

[fodnoter]

[Illustration på side 20]

Man kan pådrage sig blodskyld ved at 1) spise blod, 2) have forbindelse med blodskyldige organisationer, og 3) undlade at advare mennesker om dommens dag