Spørgsmål fra læserne

● Johannes 2:19 siger: „Jesus svarede og sagde til dem: Bryd dette tempel ned, og på tre dage skal jeg rejse det igen.“ Viser disse ord, at Jesus havde magt til at oprejse sig selv fra døden, sådan som treenighedslærens tilhængere hævder, og er skriftstedet, sådan som de siger, et bevis for, at Jesus og Gud er een og samme person? — M. S., Oregon.

Vor forståelse af disse Jesu ord må være i overensstemmelse med mange andre skriftsteder, der klart viser, at Gud og Kristus er to forskellige personer, der ikke er ligestillede eller forenede til een gud sammen med den hellige ånd. Talrige skriftsteder viser, at Jesus ikke oprejste sig selv fra døden, men at hans opstandelse skyldtes hans fader, Jehova Gud. (Rom. 8:11; 1 Kor. 15:15; Ef. 1:20) Hvordan får vi nu Johannes 2:19 til at passe ind i billedet på en logisk måde?

Vi må undersøge sammenhængen. Joh 2 Versene 13 til 18 viser, at Jesus havde renset det bogstavelige tempel i Jerusalem ved at uddrive dem, der gjorde det til en købmandsbod, og på grund af det blev han stillet over for følgende spørgsmål fra jøderne: „Hvilket tegn viser du os, siden du gør dette?“ Det nittende vers gengiver så Jesu svar, tegnet, der ligger til grund for vort spørgsmål. Beretningen fortsætter i Joh 2 versene 20-22: „Da sagde jøderne: I seks og fyrretyve år er der bygget på dette tempel, og du vil rejse det på tre dage! Men det var om sit legemes tempel, han talte. Siden, da han var oprejst fra de døde, kom hans disciple i hu, at han havde sagt dette.“

Denne sammenhæng viser, at Jesus ikke talte om sit bogstavelige legeme, men „det var om sit legemes tempel, han talte“. Templet i Jerusalem, som Jesus rensede, repræsenterede ikke alene Jesus selv, men også hans legemes lemmer, hvis hoved han er. Ligesom det bogstavelige tempel ikke var bygget af en enkelt sten, men af mange, således består hans „legemes tempel“ også af mange levende stene med Jesus som hovedhjørnestenen: „Lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud.“ (1 Pet. 2:4-7) De jødiske religionsdyrkere fornægtede Kristus, den levende sten, og dræbte ham på marterpælen, men på den tredje dag derefter oprejste Jehova Gud ham, for at han kunne blive hovedhjørnestenen i det tempel af levende stene, der var ved at blive dannet. Han viste sig straks for sine disciple for at trøste dem i deres fortvivlelse og opbyggede dem åndeligt, så de kunne „bringe åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud“. At denne opbygning af hans „legemes tempel“ begyndte dengang og fortsatte gennem de følgende år vises ved, at Peter bruger nutidsformen, da han flere år senere opfordrer Kristi efterfølgere til at lade sig „opbygge til et åndeligt hus“.

Med dette udvidede synspunkt vil vi nu igen vende os til Jesu ord: „På tre dage skal jeg rejse det igen.“ Vi har set, hvordan han begyndte med at henlede opmærksomheden på, at der efter hans opstandelse på tredjedagen efter hans død, skulle opbygges et tempel af levende stene. Man kan dog forsvare at hævde, at eftersom Jesus skulle være hovedhjørnestenen og var opstandelsens førstegrøde, den, der skulle bruges først ved bygningen af det åndelige hus eller tempel, kan vi ikke lade ham ude af betragtning i forbindelse med dette byggearbejde og mene, at udtalelsen kun gælder hans efterfølgere. Dog kan vi ikke sige, at Jesus oprejste sig selv, for han var død, og man kan ikke henvise til treenighedslæren, der af så mange skriftsteder afsløres som falsk, for at finde støtte for den tanke, at han kun var død som Kristus, men levende som Gud, og som Gud derfor kunne oprejse sig selv som Kristus. Desuden lagde vi før mærke til, at Joh 2 vers 22 siger, at „han var oprejst fra de døde“, ikke at han oprejste sig selv. Er der da nogen fornuftig måde, hvorpå vi kan forstå Jesu udtalelse: „På tre dage skal jeg rejse det igen“, således at vi både tager hensyn til hans egen opstandelse som hovedhjørnesten og til hans efterfølgeres opbygning som levende stene?

Det ser ud til, at der er en sådan logisk forklaring. Da Jesus sagde: „Bryd dette tempel ned, og på tre dage skal jeg rejse det igen“, udtalte han en profeti; ikke at han ville oprejse sig selv, men han forudsagde, at tre dage efter at han var blevet dræbt af sine fjender, ville Guds tempel begynde at blive opbygget, idet begyndelsen blev gjort med ham selv som det øverste medlem af tempelskaren. Vi har eksempler på lignende forudsigelser andre steder i Bibelen, hvor en eller anden siger, at han vil gøre noget, som han i virkeligheden slet ikke gør. Forudsigelsen går blot i opfyldelse som et resultat af hans handlinger.

Et sådant eksempel finder vi i Esajas 6:9, 10, hvor Jehova åbenbarer sig for Esajas og befaler ham at gå hen og tale til israelitterne. Og hvad siger han så videre? „Gør hjertet sløvt på dette folk, gør dets ører tunge, dets øjne blinde, så det ikke kan se med øjnene, ej heller høre med ørerne, ej heller fatte med hjertet og omvende sig og læges.“ Gud mente naturligvis ikke, at Esajas ligefrem skulle gøre deres hjerter sløve, deres ører tunge og deres øjne blinde for at forhindre dem i at angre; men han forudsagde, at dette ville blive resultatet af Esajas’ forkyndelse for folket, og at de selv ville lukke deres øjne og ører og gøre deres hjerter hårde, så de ikke kunne angre og omvende sig til Jehova og opnå åndelig helbredelse.

Et lignende tilfælde finder vi i Ezekiel 43:3, hvor Ezekiel i et syn ser Jehova komme til templet, og profeten siger, at det var „ligesom det syn, jeg så, da jeg kom for at ødelægge byen“. (KJ) Men Ezekiel kom ikke for at ødelægge Jerusalem; han kom kun for at forudsige byens ødelæggelse ved babyloniernes hånd. Dog ser vi, at han taler, som om han selv gjorde det. På samme måde kunne Jesus profetisk tale, som om han skulle oprejse sig selv, skønt han i virkeligheden blev oprejst af Jehova Gud.

Vi har også det meget omdiskuterede skriftsted, der siger, at Jehova forhærdede faraos hjerte. Gud sagde: „Jeg vil forhærde faraos hjerte og derefter gøre mange tegn og undere i Ægypten.“ (2 Mos. 7:3) Jehova forhærdede ikke faraos hjerte, men han forudsagde her, at faraos hjerte ville blive forhærdet som resultat af det budskab, der blev forkyndt for ham af Moses og Aron, og at Guds barmhjertighed imod ham ikke ville gøre ham velvillig stemt, men tværtimod få ham til at forhærde sit hjerte endnu mere. Det er ikke usædvanligt, at onde mennesker opfatter Jehovas langmodighed som et tegn på svaghed og derfor bliver endnu mere besluttede på at følge deres onde handlemåde, idet de tror, at gengældelsen aldrig vil komme. Vi ser det af Prædikeren 8:1: „Fordi den onde gerning ikke i hast rammes af dommen, får menneskenes hjerte mod til at gøre det onde.“

Der er en hel del andre bibelske eksempler på, at en eller anden siges at gøre noget, ikke fordi han gør det, men fordi han forudsiger det, eller det sker som et resultat af hans handlinger. Det samme er tilfældet med Johannes 2:19. Jesu ord: „På tre dage skal jeg rejse det igen“, var blot en forudsigelse af, at templet ville begynde at blive opbygget den tredje dag efter hans død på marterpælen, og det var Jehova, der iværksatte dette ved at oprejse templets øverste medlem, Herren Jesus Kristus, og fra da af, fra den tredje dag efter Jesu død og fremover, har Gud brugt ham til at samle alle medlemmerne af tempelskaren. (Zak. 6:12) Altså dræbte jøderne ved hjælp af den romerske militærmagt det øverste og første medlem af Guds åndelige tempel, men på den tredje dag oprejste Jehova ham som en åndeskabning og som hovedhjørnesten for det åndelige tempel.

● Deres publikationer viser, at Harmagedonslaget vil komme i denne generation, og at denne generation begyndte i 1914. Hvor lang er en generation bibelsk set? — G. P., Liberia.

Websters uforkortede ordbog giver i brudstykker denne definition af en generation: „Menneskets gennemsnitlige levealder, eller den sædvanlige tidsperiode, i hvilken et slægtled følger efter et andet eller en fader efterfølges af sit barn; en tidsalder. En generation regnes sædvanligvis for at være omkring 33 år.“ Men Bibelen specificerer det ikke så nøje. Den angiver intet bestemt antal år for en generation. Og i Mattæus 24:34, Markus 13:30 og Lukas 21:32, som omtaler den generation, spørgsmålet henfører til, kan vi ikke regne en generation for den tid, det gennemsnitlig tager en generation at blive efterfulgt af den næste, sådan som Webster gør det i sin tilnærmelsesvise 33 års beregning; men må snarere regne med Websters førstnævnte definition, „menneskets gennemsnitlige levealder“. Det er muligt for tre eller endog fire generationer at leve på samme tid, idet deres levetid griber ind i hinanden. (Sl. 78:4; 145:4) Før Vandfloden på Noas tid var levealderen på hundreder af år. Siden da har den varieret ned gennem århundrederne og er i vor tid endog forskellig i de forskellige lande. Bibelen taler om, at menneskets dage er halvfjerdsindstyve og firsindstyve år, men den nævner intet bestemt antal år for en generation. — Sl. 90:10.

Selv om den gjorde, kunne vi ikke deraf udregne datoen for Harmagedon, for de her diskuterede skriftsteder siger ikke, at Guds slag kommer lige i slutningen af denne generation, men før dens ende. At forsøge at sige, hvor mange år, der er, før den ender, ville være spekulation. Skriftstederne sætter blot en grænse, der er tilstrækkelig bestemt for alle nuværende praktiske formål. Nogle mennesker, der levede i 1914, da den forudsagte række begivenheder begyndte, vil også være i live, når disse ender med Harmagedon. Alle begivenhederne vil indtræffe inden for en generations levetid. Der lever hundreder af millioner mennesker nu, som levede i 1914, og mange millioner af disse mennesker kan endnu leve en snes år eller mere. Men vi kan ikke bestemt sige, hvornår flertallet af dem vil miste livet i Harmagedon.