af veer: fordi Kristus Jesus i en voldsom himmelsk krig har kastet Satan ud af hans himmelske stilling og så at sige indespærret ham i jordens nærhed som i et bur. Som et vildt dyr, der er trængt op i en krog og nu står ansigt til ansigt med den visse død, søger han at mishandle og opsluge enhver. — 1 Pet. 5:8.

Hans endeligt er vist, for på det tidspunkt, han blev styrtet til jorden, lød der et råb fra himmelen: „Fra nu af er frelsen og kraften og Riget vor Guds, og magten hans Salvedes!“ (Åb. 12:10) Ja, de veer, Satan nu bringer over jorden, er for os et sikkert tegn på, at Jehovas magt igen er blevet lagt for dagen ved genoprettelsen af det retfærdige herredømme ved hans søn, Kristus Jesus. Ødelæggelsen over Satans ugudelige tingenes ordning er begyndt og vil ikke ophøre, før den ligger i ruiner. Daniel, kapitel to, beskriver, hvorledes en sten, der er anerkendt af Gud, knuser vedensmagterne og maler dem til støv. Derpå vokser stenen til et stort bjerg, der fylder hele jorden. — Da 2 Versene 35, 44, 45.

Nu er da det tidspunkt kommet, da Jehovas hus’ bjerg er grundfæstet på bjergenes top, og „did skal folkene strømme“. — Es. 2:2, 3.

Det er nu af største betydning at flygte til Jehovas hus’ bjerg, for alle, som bliver i Satans „bjerge“ eller regeringer, vil blive malet til støv sammen med dem.

I stadig stigende antal forlader gudfrygtige mennesker nu Satans gamle ordning. Hellere end troløst at svigte Jehovas løfter for vor afgørende tid har de tværtimod frygtløst vidnet om hans hensigter. Gennem dem høres nu hans advarselsråb over hele jorden, et kor af mange stemmer, som Hoseas har forudsagt: „[Jehova] skal de holde sig til, han brøler som løven, ja, brøler, og bævende kommer sønner fra havet, bævende som fugle fra Ægypten, som duer fra Assurs land; jeg fører dem hjem til deres huse, lyder det fra [Jehova].“ — Hos. 11:10, 11.

Endnu mens de befinder sig i Satans døende, gamle verden, bliver de en del af den nye tingenes ordning. De ved, at „venskab med verden er fjendskab med Gud“, og derfor lever de endog nu efter de retfærdige principper, som skal gælde i Jehovas nye verden, og danner således en ny verdens samfund af mennesker, kærnen i det fremtidige retfærdige styre på jorden under ledelse af deres himmelske konge, Kristus Jesus, som regerer nu. Som Jehovas indviede vidner beder de oprigtigt sammen med alle retsindige mennesker til Gud: „Tag angersord med og vend jer atter til [Jehova]; sig til ham: Tilgiv al vor brøde, vær nådig!“ Ved at de således stiller sig i skyggen af Jehovas beskyttelse, vil de blive skånet til evigt liv i hans endeløse nye verden. — Jak. 4:4; Hos. 14:3, 8.

Ja, „løven brøler, hvo frygter da ej? Den Herre [Jehova] taler, hvo profeterer da ej?“ (Am. 3:8) Advarselen har lydt! Brat død truer! Flygt — det gælder livet!

Spørgsmål fra læserne

● I henhold til den mosaiske lov om jalousi skulle en kvinde, dersom hendes mand mente, at hun var ham utro, drikke bittert vand, og hvis hun var skyldig i ægteskabsbrud, ville hendes lænd visne og hendes bug svulme op. Var dette resultat mirakuløst, eller kan det forklares ad naturlig vej? Endvidere, kan man kalde dette en ordal (en uskyldighedsprøve)? — G. B., Libanon.

Denne lov om jalousi er omtalt i 4 Mosebog 5:12-31. Dersom en mand mente, hans kone var ham utro, skulle han fremstille hende for præsten. Præsten stillede hende for Jehova, tog noget helligt vand eller noget rent, frisk vand, heri kom han noget støv fra tabernaklets gulv og vaskede det eller gned det ind i de forbandelser, han havde nedskrevet. Hvori disse forbandelser bestod, er omtalt i 5Mo 5 versene 19-22: „Derpå skal præsten besværge kvinden og sige til hende: Hvis ingen har haft samleje med dig, hvis du ikke har forset dig mod din mand og besmittet dig, så skal dette den bitre våndes forbandelsesvand ikke skade dig. Men har du forset dig imod din mand og ubesmittet dig, og har en anden end din mand haft samleje med dig — præsten besværger nu kvinden med forbandelsens ed og siger til hende — så gøre [Jehova] dig til en forbandelse og en besværgelse i dit folk, idet han lader din lænd visne og din bug svulme op; forbandelsesvandet her komme ind i dine indvolde, så din bug svulmer op og din lænd visner! Og kvinden skal sige: Amen, amen!“ Kvinden drak vandet, og hvis hun var skyldig, svulmede hendes bug op og hendes lænd visnede; men hvis hun var uskyldig, ville vandet ikke skade hende: „Dersom hun er ren, bliver hun uskadt og kan få børn.“ — 5Mo 5 Vers 28.

Hvad der egentlig menes med, at bugen svulmer op og lænden visner, er man ikke klar over. Det er imidlertid ganske klart, at ordet lænd, som det her er brugt, er et formildende udtryk for eller en finfølende måde at omtale kønsorganerne på, således som det er tilfældet i 1 Mosebog 35:11. Det er logisk, at dersom nogle legemsdele skulle hjemsøges, måtte det være dem, der har begået uretten, som da Jesus billedligt talte om, at man burde befri sig for den legemsdel, der hindrede en i at komme ind i Riget. (Mark. 9:43-47) Udtrykket „visne“ må forstås som „hentæres“ (CB), „krympe“ (Da) eller „skrumpe ind“ (Mo) og lader således formode, at kønsorganerne hentæres og frugtbarheden og evnen til at undfange går tabt. Dette synspunkt harmonerer med den udtalelse, at hvis kvinden var uskyldig, ville hun blive frugtsommelig, heri indbefattet, at hvis hun var skyldig, ville ethvert fremtidigt svangerskab blive nægtet hende, hendes bug ville svulme på grund af forbandelsen, men ikke som følge af et velsignet svangerskab.