Vis Gud udelt hengivenhed

JEHOVA GUD fortjener en særlig plads i vort hjerte. Grundene hertil er mange. Han er livets kilde. Alt liv er blevet til fordi det var hans vilje. Hans styre bygger på kærlighed, og hans bud virker til glæde og gavn for dem der adlyder dem. (Sl. 19:8-12) Ja, som skaber, lovgiver og livets kilde er Jehova Gud i sandhed vor stærke hengivenhed og inderlige kærlighed værdig. (Åb. 4:11) Vor kærlighed til ham bør gå forud for vor kærlighed til nogen anden.

At vise Jehova Gud den udelte hengivenhed der tilkommer ham, er imidlertid ikke altid nemt. At man loyalt tjener Gud som en Jesu Kristi discipel, kan føre til at man bliver spottet og forulempet. Endog nære familiemedlemmer kan vende sig imod en. Jesus Kristus sagde: „Mener I at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej, siger jeg jer, tværtimod splid. Fra nu af vil nemlig fem i ét hus være i splid, tre mod to og to mod tre. De vil være i splid, fader med søn og søn med fader, moder med datter og en datter med sin moder, en svigermoder med sin svigerdatter og en svigerdatter med sin svigermoder.“ (Luk. 12:51-53) Hvad er det der forvolder en sådan splid? Det er dét at familiemedlemmerne reagerer forskelligt på den gode nyhed om Guds rige. (Matt. 28:19, 20) Nogle tager imod den gode nyhed, mens andre afviser den og måske endda bekæmper den bittert.

På baggrund af dette forstår vi noget andet som Jesus sagde: „Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin fader og moder og hustru og sine børn og brødre og søstre, ja endog sin egen sjæl, kan han ikke være min discipel.“ (Luk. 14:26) Mente Guds søn hermed at de der fulgte ham, skulle nære fjendskab mod eller afsky for deres egen familie eller sig selv? Nej. Han understregede derimod at kærligheden til familien og en selv skulle komme i anden række. Hvis man ikke elskede Gud mere end man elskede sine slægtninge, ville man ikke være i stand til at udholde modstand fra familiens side. Og hvis man ikke satte Guds vilje højere end sine egne ønsker, ville man af al magt søge at følge den handlemåde der forekom en mest fordelagtig, også selv om det ville betyde at man gik imod Guds bud. Det er således klart at man kun kan være en Jesu Kristi discipel hvis man er villig til at give Gud en særlig plads, førstepladsen, i sit hjerte, uanset hvilke vanskeligheder det måtte medføre for en.

Det Jesus Kristus her sagde, svarede til principperne i Moseloven. Vedrørende familiemedlemmer eller venner som nægtede at vise Jehova Gud udelt hengivenhed og som prøvede at påvirke en til at være troløs over for ham, sagde Loven: „Dersom din broder eller halvbroder, din søn eller datter, din hustru, som du favner, eller din ven, der er dig kær som dit eget liv, hemmeligt vil lokke dig til at gå hen og dyrke andre guder, . . . så må du ikke føje ham eller høre på ham; og du må ikke have medlidenhed med ham, vise ham skånsel eller holde hånd over ham, men du skal slå ham ihjel; din hånd skal være den første, der løfter sig imod ham for at slå ham ihjel, siden alle de andres hånd. Du skal stene ham til døde, fordi han søgte at forføre dig til frafald fra [Jehova] din Gud.“ — 5 Mos. 13:6-10.

Det har givetvis krævet en ganske særlig loyalitet og hengivenhed over for Gud således at vidne mod en nær ven eller slægtning og derefter være den første til at løfte hånd mod vedkommende. Nogle vil måske synes at det var for strengt et krav. Men var det det?

Hvad nu hvis sådanne afguderiske venner eller slægtninge havde fået lov at leve og fortsat påvirke andre i en forkert retning? Det ville have fået meget alvorlige, ja tragiske, følger. Blandt de afskyeligheder der var forbundet med afgudsdyrkelse kan nævnes prostitution, homoseksualitet, drukkenskab og børneofringer. (1 Kong. 14:24; Jer. 19:3-5; Hos. 4:13, 14; Amos 2:8) Tænk på hvor undergravende sådanne nedværdigende handlinger ville være for det israelitiske folks moralske støbning, og hvilken sorg og skade de ville forvolde. Afgudsdyrkerens død skånede således mange for de usigelige lidelser som hans påvirkning med sikkerhed ville have ført med sig hvis han havde fået lov at leve.

I dag har de kristne naturligvis ikke myndighed til at henrette afgudsdyrkere. Ikke desto mindre gælder det stadig at det kan få ulykkelige følger at give efter for venner eller nære familiemedlemmer som ønsker at man skal lade hånt om Guds lov. Det kan måske nok midlertidigt give én fred for trusler, skældsord og voldelige handlinger, men inderst inde vil man vide at man derved er illoyal mod Gud og følger en vej der i sidste ende kan føre til at man forkastes af ham. Også den ven eller slægtning man giver efter for, bliver dårligt stillet. Vedkommende får ikke det eksempel i kristen livsførelse at se som eventuelt kunne få ham til at overveje sin holdning endnu en gang og måske selv blive en kristen.

Guds søn satte et godt eksempel idet han ikke lod sig påvirke i en forkert retning af sine slægtninge. Ved en lejlighed udbrød hans slægtninge: „Han er gået fra forstanden.“ (Mark. 3:21) Og trods de storslåede gerninger han gjorde, ’troede hans brødre ikke på ham’. (Joh. 7:5) Deres manglende tro fik imidlertid ikke Jesus til at give op. Han fortsatte med at gøre Guds gerning. Med hvilket resultat? Efter hans død og opstandelse var hans brødre åbenbart med i den gruppe på omkring 120 disciple som modtog den hellige ånd på pinsedagen i år 33. (Apg. 1:14; 2:1-4) Fordi Jesus lagde hovedvægten på de åndelige bånd og ikke de kødelige, opnåede hans brødre til sidst et godt forhold til Jehova Gud.

Slægtninge og venner er ikke de eneste som kunne hindre os i at vise Gud udelt hengivenhed. I virkeligheden kan alt som antager for stor betydning i vort liv, føre til at vi ikke viser Gud udelt hengivenhed. Bibelen siger for eksempel at havesyge er „afgudsdyrkelse“. (Kol. 3:5) Sådan forholder det sig fordi det man higer efter, leder ens hengivenhed bort fra Gud og således bliver en afgud for en. Lad os for eksempel sige at én gerne vil opnå en fremtrædende stilling i verden. Han vil da bruge al sin tid og alle sine kræfter på at nå dette mål. Han spekulerer ikke på hvordan Guds vilje kunne komme ind i billedet. Det er tydeligt at han ikke viser Gud udelt hengivenhed. Noget andet er blevet hans altoverskyggende interesse. Noget andet er blevet genstand for hans kærlighed.

Eftersom Jehova Gud med rette gør krav på udelt hengivenhed, må vi være på vagt over for at der ikke er noget som antager for stor betydning i vort liv og kvæler vor hengivenhed for ham. Intet af det som denne verden har at tilbyde, bør få lov at aflede vor opmærksomhed, så vi glemmer at vise Gud udelt hengivenhed. Vi bør hele tiden følge den inspirerede formaning: „Elsk ikke verden eller det der er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det der er i verden — kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af — er ikke af Faderen, men er af verden. Og verden er ved at forsvinde, og det er dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ (1 Joh. 2:15-17) Ja, hvis hovedsagen for os er at vise Jehova Gud den udelte hengivenhed han fortjener, kan vi være forvissede om at han vil begunstige os med evigt liv.