møder, der blev holdt for at fejre Herrens aftensmåltid, og mishandlede vennerne. Nogle få uger senere arresterede de den broder, der havde været mødets ordstyrer, og efter at have torteret ham i mange timer spurgte politimesteren ham: „Hvorfor overtrådte I statens lov ved at komme sammen?“ Broderen svarede: „Vi er kristne . . . Kristus befalede os at mindes hans død. Vi kan ikke sætte statens lov over Guds lov.“ Ved dette gav embedsmanden broderen en lussing og skulle til at gennemprygle ham, da han opdagede, at broderen havde vendt den anden kind til. Han spurgte så: „Hvorfor har du vendt den anden kind til?“ Broderen svarede: „Jeg fortalte dig, at vi er kristne, og Kristus Jesus befalede os at gøre således.“ På dette svarede politimesteren: „Siden din herre har befalet det, vil jeg ikke adlyde ham ved at slå dig mere. Skrub af! Jeg ønsker ikke at se dig her igen!“

I 1948 kom en soldat i Tirana til kundskab om sandheden og nedlagde sine våben. Da en officer spurgte ham, hvorfor han gjorde det, svarede han: „Indtil i dag har jeg været fri til at bære dem, men fra nu af står jeg på Jehova Guds side, som forbyder mig at bære og tilbede sådanne ting. . . .“ Efter mange pinsler blev han idømt fem år. Gennem alt dette stod broderen fast.

I 1940 var der 50 Jehovas vidner i Albanien; i 1949 71. Fire af disse var muhammedanere, to romersk-katolske og resten græsk-katolske. I sammenligning med dette lands befolkning er det et meget lille antal og også sammenlignet med tallet på retsindige mennesker. De tre fremherskende religioner er: den muhammedanske, 700.000; den græsk-ortodokse, 300.000; den romersk-katolske, 200.000. Cirka 20.000 taler det græske sprog. Den romersk-katolske gejstlighed er den mest bitre af de religiøse fjender, dernæst kommer den græsk-ortodokse gejstlighed. Muhammedanerne er venligere end de andre. Når Jehovas vidner taler til dem, modtager de dem med et smil. Nogle siger: „Vi albanere er een race, og vi har alle eet sprog. Hvorfor skulle religion adskille os og forårsage fjendskab imellem os? Gud har sikkert ikke befalet, at der skulle være så mange slags religioner. Der burde kun være een sandhedens vej.“

Der er tvungen valgdeltagelse, og da vennerne har nægtet at stemme, er de ofte blevet slået og fængslet. Den økonomiske situation er meget dårlig, og mennesker er derfor ude af stand til at rejse, selv når det er nødvendigt for dem. Politistyrken er meget stor og stærk; den holder kontrol med alt, hvad man siger og gør. Der siges, at de, der opholder sig i fængsler og koncentrationslejre, tæller 50.000, og at den behandling, de får, til tider endog er værre end den, Gestapo anvendte. Mere end 90% sympatiserer ikke med kommunisterne.

Det hænder ofte, at kommunisterne samler folk fra samme område sammen til et møde, hvor en taler fortæller dem om de røde sejre. Folk må så råbe: „Længe leve . . .“ Mange gange bliver Jehovas vidner med magt bragt til disse møder. Mens mængden råber og klapper, står de blot ret og siger intet, hvilket får mange til at undre sig over, hvad slags mennesker, de er, og hvor de tør vove at indtage en sådan holdning. Så vil taleren eller en af hans følgesvende svare: „Lad dem være, for det er dem fra Jehova; mænd, i hvis sind Bibelens gamle kultur er dybt rodfæstet!“

Der hersker en meget streng censur i landet. Vennerne har sendt detaillerede rapporter til hovedkontoret i Brooklyn; men de må være blevet holdt tilbage af censuren. De er meget nidkære og vidner, efter som lejlighederne tilbyder sig, mens de ser frem til den tid, da Jehova igen vil åbne vejen for dem, sådan at de kan bringe budskabet ud til folket før Harmagedon.“

Spørgsmål fra læserne

● På hvilket grundlag kunne der skelnes mellem rene og urene dyr før Vandfloden, før mennesket begyndte at spise kød og før Moseloven blev givet? — E. M., Nigeria.

At der blev skelnet mellem rene og urene dyr, viser 1 Mosebog 7:2: „Af alle rene dyr skal du tage syv par, han og hun, og af alle urene dyr eet par, han og hun.“ Grundlaget herfor kan næppe have været, hvad der måtte spises og hvad der ikke måtte, for forud for Vandfloden blev der ikke spist kød; det var først efter den, at kød blev føjet til den vegetabilske føde som et supplement. Og selv da var der ingen begrænsninger med hensyn til hvilke dyr, mennesket måtte spise, men alle kunne tjene til føde for ham efter hans eget valg. (1 Mos. 1:29, 30; 9:2-4) Hvad dette at spise kød angår, blev der først trukket en skillelinie mellem „rene“ og „urene“ dyr, da Moseloven blev givet, og den blev ophævet igen sammen med denne. (Ap. G. 10:9-16) Det, der dannede skillelinien før Moseloven, var sandsynligvis, om dyrene var passende som ofre i tilbedelsen af Jehova eller ej. Det ser ud til, at Abel havde kendskab til, hvilke dyr det var passende at ofre. De dyr, han siges at have brugt til dette formål, viste sig at høre til dem, der senere benævnes som „rene“. At Noa skelnede mellem rene og urene dyr i forbindelse med ofring og ikke i forbindelse med at spise kød, vises ved hans handling lige efter, at han havde forladt arken, da Vandfloden var forbi: „Derpå byggede Noa Jehova et alter og tog nogle af alle de rene dyr og fugle og ofrede brændofre på alteret.“ — 1 Mos. 8:20.

● I 1 Samuel 16:21 vises det, at Saul lærte David at kende og gjorde ham til sin harpespiller og våbendrager. 1 Samuel 17:15 fortæller, at David af og til vendte hjem for at vogte får for sin fader, og da han ved en lejlighed kom tilbage til Saul og kæmpede imod Goliat, syntes Saul ikke at vide noget om David, som det fremgår af 1 Samuel 17:55-58. Hvorfor vendte David tilbage til sin hyrdegerning, efter at han var blevet optaget i Sauls hof, i betragtning af, at Saul havde forespurgt hos hans fader Isaj, om denne tillod, at David blev hos ham? Og hvorfor genkendte Saul ikke David, da han igen kom til at stå ansigt til ansigt med ham? — D. B., Ontario, Canada.

Vi må huske på, at den danske bibeloversættelse, såvel som den engelske King James Version, er baseret på den masoretiske hebraiske tekst, og at der fandtes andre tekster tidligere end denne, som havde en anden læsemåde. Man er enige om, at Septuaginta-oversættelsen er en oversættelse af en mere nøjagtig hebraisk tekst, som er ældre end den masoretiske og forskellig fra denne.

Når vi derfor vender os til den græske Septuaginta, bliver vi klar over, at i det 17. kapitel af 1 Samuel er versene 12 til 31 udeladt. Det samme er tilfældet med 1Sa 17 versene 41, 50, 55-58. I 1 Samuel 18 udelader Septuaginta versene 1-5, 9-11, 17-19, 30. Disse vers findes altså ikke i de berømte græske manuskripter fra det fjerde århundrede, det Vatikanske nr. 12 og og det Sinaitiske, da de ligger til grund for Septuaginta-oversættelsen for de Hebraiske Skrifters vedkommende.

Det er bemærkelsesværdigt, at ved disse udeladelser bortelimineres de vanskeligheder, der findes i den danske oversættelse og i King James Version. Ifølge Septuaginta forstår vi, at David aldrig vendte tilbage til sin hyrdegerning, efter at han var blevet optaget i Sauls hof som harpespiller og våbendrager, at han