En „villig ånd“ som bringer lykke

„KAN jeg hjælpe?“ Disse tre små, venlige ord fortæller meget om et menneske. Hvad er de et udtryk for? En villig ånd. Det at hjælpe nogen eller at deltage i et betydningsfuldt arbejde, bringer ubeskrivelig glæde og lykke. I dag opnår mange stor lykke ved at tage del i det verdensomspændende arbejde som Jesus gav befaling til. Hvad er det for et arbejde? „Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Matt. 24:14) Vagttårnet for 15. marts 1977 viser at der i 1976 var 2.248.390 som i lydighed mod denne befaling lagde en villig ånd for dagen. Tilsammen brugte de 359.258.019 timer til at forkynde „den gode nyhed“ for andre i 210 lande og øområder. I sandhed en fantastisk opfyldelse af Davids profetiske ord: „Dit folk møder villigt frem på din vældes dag.“ — Sl. 110:3.

Denne villighedens ånd har altid været at finde blandt Jehovas tilbedere, lige fra Abel og frem til retfærdselskende mennesker i dag. Jehova har rigt velsignet denne villighed fra hans folks side. Vi er taknemmelige for at han har givet os lejlighed til at udvise denne egenskab. De der i dag er i besiddelse af villighedens ånd, erfarer sandheden i Jesu ord om at „der er mere lykke ved at give end ved at modtage“. (Apg. 20:35) Har du også erfaret dette? Man opnår sand lykke ved at gøre noget, ved at være villig til at hjælpe. Når vi er vågne for de lejligheder vi har til at yde noget, og når vi ved hvordan vi kan gøre dette, kan vi i høj grad bidrage til vor egen lykke.

Tænk på Jehovas handlemåde med Israels nation i fortiden. Der bød sig mange lejligheder for israelitterne til at give udtryk for en villig ånd, og når de gjorde det blev de rigt velsignet. Beretningen i Anden Mosebog 19:7, 8 fortæller at „Moses [gik] hen og kaldte folkets ældste sammen og forelagde dem alle disse ord, som [Jehova] havde pålagt ham“. Hvordan reagerede israelitterne? „Og hele folket svarede, alle som én: ’Alt, hvad [Jehova] har sagt, vil vi gøre!’“ (Se også Anden Mosebog 24:3 og 24:7.) Beretningen viser at så længe de fortsatte med at lægge denne villige ånd for dagen, havde de fremgang.

Undertiden fik israelitterne også lejlighed til at vise deres villighed på andre måder. Mens de befandt sig i ørkenen skulle der indsamles materialer til opførelsen af tabernaklet. Som Moses sagde: „I skal tage en offerydelse til [Jehova] af, hvad I ejer. Enhver, som i sit hjerte føler sig tilskyndet dertil, skal komme med det, [Jehovas] offerydelse, guld, sølv, kobber, violet og rødt purpurgarn,“ og andre ting. (2 Mos. 35:4-9, 20-29) Israelitternes villighed var tydelig, for de kom med mere end nok til arbejdet. Anden Mosebog 36:6, 7 oplyser at „Moses [bød], at følgende kundgørelse skulle udråbes i lejren: ’Hverken mænd eller kvinder skal yde mere som offergave til helligdommen!’ Så hørte folket op med at komme med gaver. Og det, der var ydet, var dem nok til at udføre hele arbejdet, ja, mer end nok“. Hvor må folket have glædet sig!

I skarp kontrast hertil er mange kirker og religiøse organisationer i dag i alvorlige økonomiske vanskeligheder, ligesom de også står over for andre problemer på grund af deres medlemmers manglende villighed. Man prøver alt muligt for at skaffe økonomiske midler. I De forenede Stater driver mange kirker forskellige former for lotteri, bingospil og pengeindsamlinger, og nu har de fået indført „Las Vegas-nætter“ — en efterligning af denne bys spil. I en New York-avis blev 407 præster fra ærkebispedømmet New York for nylig citeret for forskellige udtalelser om deres kirkers kritiske økonomiske forhold. De udtalte at de lige netop kunne „holde sig oven vande“ i dag, og at de „nærede frygt for dagen i morgen“. Rapporten fortsatte: „På grund af denne frygt har mange præster planer om at oprette spillekasinoer for offentligheden når de såkaldte ’Las Vegas-nætter’ bliver tilladt for velgørende institutioner fra og med den 1. februar 1977. De bryder sig måske ikke om spil, men de har hårdt brug for de indtægter det giver.“ Kunne man forestille sig Jesus Kristus indføre noget af den slags i templet på hans tid? Bibelen viser klart hvad han syntes om de forretningsfolk der forsøgte sådanne ting. — Matt. 21:12, 13.

Sådanne fremgangsmåder blev aldrig benyttet af de første kristne. De var i besiddelse af villighedens ånd. Ingen af den tids historieskrivere fortæller noget om at de første kristne drev lotterispil, foretog pengeindsamlinger eller betalte tiende. Tertullian, der blev omvendt til kristendommen omkring år 190, skrev: „Selv om der findes en slags kasse, er den ikke fyldt med penge der er betalt i entré, som om religion var et spørgsmål om penge. Enhver giver et beskedent beløb én gang om måneden eller når han ønsker det, og kun hvis han ønsker det og hvis han kan; for ingen er tvunget dertil, det er en frivillig gave.“ (Apologeticum, XXXIX, 5) De første kristne gav af hjertet, og det gjorde dem lykkelige. De var villige.

Når man føler sig tvunget eller forpligtet til at give, enten på grund af pres fra andre eller på grund af andres nysgerrige eller misbilligende blikke, mister man noget af glæden og lykken ved det. Desuden er der nogle som kan lide at dele ud af deres rigdom for at andre skal lægge mærke til det. Selv om disse måske får den løn de tragter efter, nemlig ’herliggørelse fra mennesker’, går de glip af den lykke og velsignelse som Jesus talte om. (Matt. 6:1-4) Vi forstår udmærket disse ord af apostelen Paulus: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver. Med alt bliver I beriget med henblik på enhver form for gavmildhed, som gennem os fremkalder taksigelse til Gud.“ — 2 Kor. 9:7, 11.

Mens vi alle har et personligt ansvar for at deltage i Rigets arbejde og at yde bidrag på forskellige måder, har mange desuden fundet mulighed for og glæde ved at yde frivillige bidrag direkte til Vagttårnets selskab. Hvorfor? For at støtte det verdensomspændende bibelundervisningsarbejde som dette selskab har tilknytning til, og således yde hjælp til områder hvor de ikke har mulighed for at gøre en personlig indsats. I Danmark sender man sådanne bidrag til Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, Kongevejen 207, 2830 Virum; giro 9 40 34 68. På denne måde har mange haft den glæde at vide at de har en andel i Jehovas arbejde, da alle sådanne gaver udelukkende bliver brugt til at støtte forkyndelsen af Guds rige. Benytter vi os af denne mulighed, kan det bringe os megen lykke. Det er villighed der betyder noget, hvilket følgende eksempler viser.

For nylig modtog Selskabet et brev der i uddrag lød: „Kære brødre! Vedlagt følger et bidrag fra min moder, som er seksogfirs år. Hun har bedt mig om at give udtryk for hendes egen personlige værdsættelse af bladene Vagttårnet og Vågn op!, som hun regelmæssigt får med posten. . . . Hun trives godt åndeligt, da hun regelmæssigt læser i Bibelen og desuden Vagttårnet, hvilket hun til stadighed takker Jehova for.“ Et andet brev lød: „Kære betelbrødre! Jeg hedder Marisa. Jeg er otte år. Jeg bor i Iowa. Min bedstefar har sendt mig 2 dollars, så jeg sender den ene til jer; jeg vil nemlig gemme den anden til det store stævne. Jeg sender denne dollar så I kan lave nye Vagttårn. . . . Jeg kan så godt lide de kønne billeder i Vagttårnet. . . Hvornår mon Paradiset kommer?“ Jehova må i sandhed velsigne den villige ånd som sådanne børn udviser! Denne ånd genspejler forældrenes gode undervisning — at de har opdyrket en hjælpsom indstilling hos deres børn.

Det er en sådan villig ånd og kærlig støtte der har sat Jehovas Vidner i stand til at benytte dette selskab som et redskab til at udøve talrige funktioner, der alle har været en velsignelse for Jehovas folk. For blot at nævne nogle få: Selskabet bliver brugt til at arrangere kredsstævner, områdestævner, landsstævner og internationale stævner som virker opmuntrende og åndeligt opbyggende på alle som elsker retfærdighed. Det er med til at sende modne mænd ud som rejsende tilsynsmænd, for at de kan hjælpe menighederne til at virke i overensstemmelse med Guds vilje. Det opretholder Vagttårnets bibelskole Gilead, der uddanner missionærer, og derefter forsørger det missionærerne i alle dele af verden, også i områder hvor „den gode nyhed“ aldrig før er blevet forkyndt. Med økonomisk støtte fra Selskabet kan „specialpionerer“ blive i isolerede distrikter for at undervise folk i Bibelen og oprette nye menigheder. På dets syvoghalvfems afdelingskontorer ud over hele verden bliver der desuden sørget materielt for medarbejderne, som alle er i besiddelse af denne villige ånd og lægger den for dagen. Hvert år bliver der brugt mange millioner kroner til at understøtte disse heltidsarbejdere, hvoraf der nu er mere end 22.700.

Tænk også på at Selskabet, ud over at yde direkte økonomisk støtte til disse tusinder af heltidstjenere, også har ydet økonomisk hjælp til ofre for naturkatastrofer, krisesituationer, jordskælv og orkaner. Ladninger af mad og tøj er blevet sendt til katastroferamte områder, som en hjælp til de nødlidende. Og nu da der er planer om internationale stævner i 1978, har vi alle en vidunderlig lejlighed til at hjælpe mange heltidstjenere i jordens forskellige egne til at overvære et af disse stævner! Der er mulighed for at yde denne hjælp i form af frivillige bidrag, enten direkte til Selskabet eller i den lokale rigssal, idet man anfører at bidragene skal bruges til „Stævnefond 1978“.

På lokal basis har vi alle glimrende lejligheder til at opnå den lykke der følger med en villig ånd. Hvordan med menigheden? Er der behov i forbindelse med rigssalen — husleje, ombygning, vedligeholdelse, lys, varme, vand, og så videre? Eller er der en stævnehal hvor der er behov for økonomisk støtte? Disse ting tager ikke vare på sig selv. Er vi da vågne for at yde hjælp? En villig ånd rydder alle problemer af vejen i denne henseende.

Efterhånden som forkyndelsen af Riget og arbejdet med at gøre disciple udvides, kan vi bekræfte at Jehova i sandhed støtter sit folk og sit arbejde. Måtte vi, efterhånden som denne verdensomfattende udvidelse fortsætter, stadig spejde efter lejligheder til at vise villighed, og måtte vi erfare den sande glæde som denne ånd bringer! Da vil vi udvise samme indstilling som David, der sagde: „Glæd mig igen med din frelse, giv mig til støtte en villig ånd!“ — Sl. 51:14.