Jehovas vidner betragter det også som en glæde at samles ved deres menighedsmøder og ved de stævner der holdes med regelmæssige mellemrum. Disse kristne har desuden fundet at Jesu ord er sande: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apostelgerninger 20:35) Når de går fra hus til hus og forkynder den gode nyhed om Guds rige, er det først og fremmest fordi de er forpligtet til det over for både Gud og mennesker. Men når de finder en der gerne vil lytte og drøfte Bibelen med dem, og især hvis det viser sig at være en der ’erkender sit åndelige behov’, finder de samtidig stor glæde og tilfredshed ved denne „pligt“. — Mattæus 5:3.

Bliv mere pligtopfyldende

Hvad kan hjælpe os til at skærpe vor pligtfølelse og holde fornøjelserne på deres rette plads? Retfærdighedssans og sund fornuft kan være en hjælp. Vi må for eksempel bruge vores retfærdighedssans når vi ønsker at vise gavmildhed. Det ville afgjort være uretfærdigt hvis vi gav andre så mange gaver at vor familie blev berøvet de nødvendige ting. Og sund fornuft får os til at indse at i samme omfang som vi løber fra vor pligter, skader vi både os selv og andre. Og da vi ikke ønsker at andre skader os, bør vi undgå at skade dem. — Lukas 6:31.

Især vil kærlighed hjælpe os til at sætte pligter før fornøjelser. At have kærlighed til Gud vil sige at overholde hans bud og gøre hans gerning. (1 Johannes 5:3) Næstekærlighed vil få os til at interessere os for næstens velfærd, ikke blot vor egen. — 1 Korinter 10:24.

Der er altså ingen tvivl om at der er plads til fornøjelser og glæder i livet, og én af disse er glæden ved at udføre sine pligter. Men der er også andre ting man kan glæde sig ved, når blot man sørger for at have fuld kontrol med dem, og undgår dem der er i modstrid med ens pligter. Lad os derfor holde øje med kvaliteten og kvantiteten af vore fornøjelser, såvel som den tid og de penge vi bruger på dem. Gør vi det, vil det ganske naturligt føre til at vi sætter pligter forud for fornøjelser.

Spørgsmål fra læserne

■ Døde den ægyptiske Farao sammen med sin hær, da denne, som nævnt i Anden Mosebog, gik til grunde i Det røde Hav?

Ja, Farao omkom også i Det røde Hav, skønt dette ikke direkte nævnes i Anden Mosebog. Der står:

„Og ægypterne, alle Faraos heste, vogne og ryttere, satte efter [israelitterne] og forfulgte dem midt ud i havet. . . . Men [Jehova] sagde til Moses: ’Ræk din hånd ud over havet, så skal vandet vende tilbage over ægypterne, deres vogne og ryttere!’ Da rakte Moses sin hånd ud over havet; . . . Da vendte vandet tilbage og overskyllede vognene og rytterne i hele Faraos krigsmagt, som havde forfulgt dem ud i havet; ikke en eneste af dem blev tilbage.“ — 2 Mosebog 14:23-28.

Her nævnes Faraos ryttere og hele hans krigsmagt, men det nævnes ikke direkte om Farao selv også omkom. Det fremgår heller ikke af israelitternes sejrssang, hvori det hedder: „Faraos vogne og krigsmagt styrted han i havet, hans ypperste vognkæmpere drukned i Det røde Hav.“ — 2 Mosebog 15:4.

I Salme 136:1-15 nævnes det imidlertid at Farao selv også omkom. I denne salme rettes der en tak til Jehova fordi han ’slog Ægyptens førstefødte, førte Israel ud derfra med stærk hånd og udstrakt arm, kløved Det røde Hav og førte Israel midt igennem det, og drev Farao og hans hær i Det røde Hav’.

Denne salme supplerer altså oplysningerne i Anden Mosebog og peger på at den stolte Farao, der havde undertrykt israelitterne, omkom i Det røde Hav.