ikke at ånden vender tilbage til Gud når et menneske dør?“ Jo, det gør Bibelen ganske rigtigt, men den siger ikke at ånden er en udødelig del af mennesket som fortsætter dets bevidste eksistens.

Ånden er den aktive livskraft fra Gud. I Prædikerens bog 3:19 siges der: „Thi menneskets og dyrs skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme ånd har de alle.“ Denne ånd gør de synlige, jordiske dyre- og menneskesjæle levende. Den aktiviserer dem og kan sammenlignes med elektrisk kraft, der aktiviserer mange forskellige elektriske maskiner. Det er denne upersonlige kraft der vender tilbage til Gud når et menneskes bevidste eksistens ophører. Derfor siger Prædikerens bog 12:7: „Og støvet vender tilbage til jorden som før og ånden til Gud, som gav den.“

The New Bible Dictionary (J. D. Douglas) anerkender at Bibelen ikke lærer at mennesket kan eksistere adskilt fra legemet: „Men intetsteds i Bibelen får vi det indtryk at mennesket eksisterer adskilt fra legemet, selv ikke efter døden, i et fremtidigt liv.“ Det ses heraf at det håb som kristenhedens præsteskab fremholder om et liv efter døden som en udødelig sjæl, er et falsk håb. Det bygger på indbildning, ikke kendsgerninger, på menneskers ideer, ikke Bibelen. Men gør det så meget? Ja, så afgjort gør det! Hvis man lader sin tro og tilbedelse lede af sådanne traditionsbestemte, menneskelige forestillinger der er i modstrid med Guds inspirerede ords sandheder, tilbeder man Gud forgæves. Dette påpegede Jesus Kristus med hensyn til folk på hans tid der netop handlede sådan. Han citerede fra Esajas’ bog et udsagn af Jehova Gud: „Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud.“ (Matt. 15:9) Dersom ens tilbedelse skal være antagelig for Skaberen, må den nødvendigvis være i harmoni med sandheden i hans inspirerede ord.

„Men,“ siger De måske, „hvis sjælen ikke er udødelig, hvad sker der da med et menneske når det dør?“ Bibelen svarer ganske klart i Salme 146:4: „Hans ånd går bort, han bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag.“ Menneskets råd eller tanker brister, ophører, fordi livet brister og mennesket ophører med at eksistere som en levende sjæl. Det døde menneske sover i døden, uden bevidsthed. Håbet om fremtidigt liv ligger i en opstandelse fra døden, i at man bringes tilbage til livet, som Bibelen lover: „Undres ikke herover! thi den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem.“ (Joh. 5:28, 29) Når nu Gud giver os håbet om en opstandelse, hvorfor da klynge sig til det falske håb der ligger i troen på en udødelig sjæl — noget som slet ikke findes?

Uanset hvad digtere, filosoffer og mange religiøse ledere måtte hævde, er Deres sjæl ikke udødelig. Deres sjæl er Dem selv, og Bibelens pålidelige håb for de døde i Dødsriget er en opstandelse hvor de døde atter bliver til levende sjæle. (Åb. 20:13) Byg Deres håb på Bibelens sandheder, ikke på ufuldkomne menneskers usikre forestillinger.

Spørgsmål fra læserne

● Hvornår og hvorfor fik Saulus fra Tarsus navnet Paulus? — D. B., U.S.A.

Vi kan ikke med sikkerhed sige hvordan det forholder sig, men det mest sandsynlige er at den mand der senere blev apostelen Paulus, fik både navnet Saulus og navnet Paulus som barn.

Saulus var jøde, født i Benjamins stamme; som han selv sagde, var han „hebræer af hebræere“. (Fil. 3:5) Flere muligheder er blevet nævnt som forklaring på hvorfor hans forældre gav ham navnet Saulus. En forklaring er den at det var hans faders navn. (Luk. 1:59) Der er også den forklaring at navnet Saulus (Saul) var et foretrukket navn blandt benjaminitter, eftersom den første konge over hele Israel var benjaminit og hed Saul. Nogle har også foreslået at hans forældre har givet ham navnet på grund af dets betydning. Det betyder nemlig „bedt om“, „ønsket“. Hvad grunden end har været til at hans forældre har valgt dette jødiske navn, så