Deres sjæl er ikke udødelig!
I ET digt skrev H. C. Andersen: „Jeg trædes skal af dødens hæl, først da sig løfte kan min sjæl.“ Og B. S. Ingemann har sagt: „Jeg lever et saligt liv alt i Gud, jeg dør kun for evigt at leve.“ Hvis De er tilsluttet en af kristenhedens mange kirker, er det sandsynligt at De ligesom disse kendte digtere tror på sjælens udødelighed. Men hvad bevæger Dem til at tro sådan?
Formodentlig bygger Deres tro ikke på en eventyrdigters eller en salmedigters ord. Disse digtere gav jo blot udtryk for deres personlige synspunkt. Og det samme må siges om filosoffer som har givet udtryk for tro på en udødelig sjæl. Den græske filosof Platon har for eksempel skrevet: „Menneskets sjæl er udødelig og uforgængelig.“ Hvis man er enig med Platon på dette punkt, er det værd at huske at hans mening var påvirket af hans hedenske religion.
Mere sandsynligt er det da nok også at De har fået Deres tro på sjælens udødelighed fra Deres kirkes lære. De fleste af kristenhedens kirker lærer sådan. Den romersk-katolske kardinal Gibbons skriver i sin bog Our Christian Heritage: „Lad os nu betragte menneskets åndelige natur. I et dødeligt legeme bærer det en udødelig sjæl.“ I Luthers Katekismus ved biskop C. F. Balslev siges: „Mennesket bestaar af en udødelig Sjæl og et dødeligt Legeme.“ Det jødiske synspunkt kommer frem i bogen The Jewish People, Faith and Life af Louis Newman: „Judaismen lærer sjælens virkelighed og udødelighed.“ Og den samme tro findes i hinduismen, islam og de mange stammereligioner blandt primitive folkeslag. Men selv om troen på sjælens udødelighed er meget udbredt, er sandheden dog at sjælen ikke er udødelig.
Bevis fra pålidelig kilde
Det eneste sted vi kan hente sandfærdige oplysninger om dette emne er i Bibelen. Denne bog er inspireret af menneskets Skaber selv, og han ved bedst om menneskets sjæl er udødelig eller ej. Ikke et eneste sted i Bibelens seksogtres bøger bevidner han at menneskesjælen er udødelig. Tværtimod gentager Bibelen adskillige gange at sjælen kan dø. I Tredje Mosebog 23:30 siger Jehova Gud: „Hver Sjæl, som gør noget Arbejde paa denne samme Dag, den Sjæl vil jeg ødelægge af hans Folks Midte.“ (Dansk oversættelse af 1871). Og i Ezekiel 18:4 udtaler Gud: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ Jesus Kristus spurgte engang: „Har man lov at gøre godt på sabbaten eller gøre ondt, at frelse liv [en sjæl, NW] eller ødelægge det?“ (Luk. 6:9) Disse udtalelser tyder ikke på at sjælen er udødelig, vel?
Det hebraiske ord som vi oversætter med „sjæl“ er nefesh, og det indebærer på ingen måde tanken om noget der kan fortsætte vor bevidste eksistens adskilt fra vort legeme. Nefesh betyder et levende væsen. Dette indrømmes af Robert Laurin, der er præst ved baptisternes teologiske seminarium i Californien. Han har sagt: „Nefesh kan ikke adskilles fra legemet, lige så lidt som fra ånden.“ Den jødiske bibeloversætter dr. Harry M. Orlinsky har udtalt: „’Nefesh’ er selve personen.“
Deres ’sjæl’ — det er Dem
I sin beretning om menneskets skabelse siger Bibelen at mennesket blev en levende sjæl, ikke at det fik en sjæl. „Da dannede Gud [Jehova] mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen [en levende sjæl, NW; 1871-oversættelsen].“ (1 Mos. 2:7; 1 Kor. 15:45) Nu indvender De måske: „Men fastslår Bibelen ikke at ånden vender tilbage til Gud når et menneske dør?“ Jo, det gør Bibelen ganske rigtigt, men den siger ikke at ånden er en udødelig del af mennesket som fortsætter dets bevidste eksistens.
Ånden er den aktive livskraft fra Gud. I Prædikerens bog 3:19 siges der: „Thi menneskets og dyrs skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme ånd har de alle.“ Denne ånd gør de synlige, jordiske dyre- og menneskesjæle levende. Den aktiviserer dem og kan sammenlignes med elektrisk kraft, der aktiviserer mange forskellige elektriske maskiner. Det er denne upersonlige kraft der vender tilbage til Gud når et menneskes bevidste eksistens ophører. Derfor siger Prædikerens bog 12:7: „Og støvet vender tilbage til jorden som før og ånden til Gud, som gav den.“
The New Bible Dictionary (J. D. Douglas) anerkender at Bibelen ikke lærer at mennesket kan eksistere adskilt fra legemet: „Men intetsteds i Bibelen får vi det indtryk at mennesket eksisterer adskilt fra legemet, selv ikke efter døden, i et fremtidigt liv.“ Det ses heraf at det håb som kristenhedens præsteskab fremholder om et liv efter døden som en udødelig sjæl, er et falsk håb. Det bygger på indbildning, ikke kendsgerninger, på menneskers ideer, ikke Bibelen. Men gør det så meget? Ja, så afgjort gør det! Hvis man lader sin tro og tilbedelse lede af sådanne traditionsbestemte, menneskelige forestillinger der er i modstrid med Guds inspirerede ords sandheder, tilbeder man Gud forgæves. Dette påpegede Jesus Kristus med hensyn til folk på hans tid der netop handlede sådan. Han citerede fra Esajas’ bog et udsagn af Jehova Gud: „Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud.“ (Matt. 15:9) Dersom ens tilbedelse skal være antagelig for Skaberen, må den nødvendigvis være i harmoni med sandheden i hans inspirerede ord.
„Men,“ siger De måske, „hvis sjælen ikke er udødelig, hvad sker der da med et menneske når det dør?“ Bibelen svarer ganske klart i Salme 146:4: „Hans ånd går bort, han bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag.“ Menneskets råd eller tanker brister, ophører, fordi livet brister og mennesket ophører med at eksistere som en levende sjæl. Det døde menneske sover i døden, uden bevidsthed. Håbet om fremtidigt liv ligger i en opstandelse fra døden, i at man bringes tilbage til livet, som Bibelen lover: „Undres ikke herover! thi den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem.“ (Joh. 5:28, 29) Når nu Gud giver os håbet om en opstandelse, hvorfor da klynge sig til det falske håb der ligger i troen på en udødelig sjæl — noget som slet ikke findes?
Uanset hvad digtere, filosoffer og mange religiøse ledere måtte hævde, er Deres sjæl ikke udødelig. Deres sjæl er Dem selv, og Bibelens pålidelige håb for de døde i Dødsriget er en opstandelse hvor de døde atter bliver til levende sjæle. (Åb. 20:13) Byg Deres håb på Bibelens sandheder, ikke på ufuldkomne menneskers usikre forestillinger.