mange bibelkritikere, som angreb Bibelens historiske pålidelighed; men den moderne viden har forvirret kritikerne og retfærdiggjort Bibelen. J. G. Duncan siger i Accuracy of Old Testament in Light of Recent Palestinian Archacology: „Jeg tror ikke, at det længe vil være muligt, hvis det overhovedet er muligt nu, at benægte selv detaillernes nøjagtighed i det Gamle Testamentes beretning. Begivenheder, der hidtil er blevet betragtet som legendariske, er gennem den senere tids fund bevist at være historiske. . . . Der ligger virkelig historie til grund for alle beretningerne.“ Og afdøde Sir Frederic Kenyon siger i sin bog The Bible and Archaeology: „Skønt arkæologien endnu ikke har sagt sit sidste ord, bekræfter resultaterne allerede, hvad troen i forvejen tilkendegiver, at Bibelen ikke kan andet end vinde ved en forøgelse af vor kundskab.“

Fordi vi ikke har Bibelens originalmanuskripter, er der mange, der har draget pålideligheden af de manuskripter, der er bevaret, i tvivl. Men i de senere år er der fundet papyrusmanuskripter, indeholdende de kristne Græske Skrifter, som går helt tilbage til en tid, der ligger så nær op til originalmanuskripternes tid, at „det Nye Testamentes bøgers pålidelighed og generelle uangribelighed må betragtes som endelig fastslået“, som Sir Kenyon udtrykker det. Et slående bevis på det „Gamle Testamentes“ pålidelighed var fundet af Esajas-rullen ved det Døde Hav i 1947; bortset fra et par ubetydelige forskelle viste den sig at være identisk med den bedste masoretiske tekst, skønt den er skrevet tusinde år før. Teksten er altså blevet skrevet af over tusinde år, uden at der er sket nævneværdige ændringer!

„Gamle sammen med unge“ skal prise Jehova

FOR mange århundreder siden befalede salmisten: „Ynglinge sammen med jomfruer, gamle sammen med unge! De skal prise Jehovas navn.“ (Sl. 148:12, 13) At denne befaling adlydes i vore dage ud over hele jorden, fremgik af de rapporter, der blev aflagt ved Jehovas vidners stævne, Den nye verdens Samfund, der blev holdt i juli 1953 på Yankee Stadium, New York. Der blev blandt andet fortalt følgende:

I en landsby i Frankrig hørte tre piger på 11, 15 og 17 år sandheden af Jehovas vidner og overværede møderne. Deres forældre prøvede at tage modet fra dem ved at ødelægge Selskabets bibelske hjælpemidler, men pigerne fortsatte med at studere i kostalden. Snart begyndte Lucienne, den yngste, at tale med sine venner om Guds rige, og når landsbyens præst efter den tid underviste dem i katekismus, svarede børnene: „Men, monsieur le curé, Lucienne siger, at det ikke står i Bibelen.“ Det skete den ene uge efter den anden, og en dag advarede præsten i irritation alle sine sognebørn mod lille Lucienne. Men Lucienne blev ved med at tale, og til sidst gik præsten til hendes moder og sagde: „Frue, De burde få deres børn til at holde op med at tale til andre! Hvis de vil blive ved med at læse i Bibelen, så lad dem i det mindste holde det for sig selv. Jeg advarer Dem!“ Men hvad svarede moderen? „Har De nogen sinde kunnet få en pige til at holde op med at tale?“ Der var naturligvis ikke noget, der kunne få dem til at holde op med at viderebringe de gode ting, de havde lært, og ved det næste stævne, Jehovas vidner holdt, blev alle tre piger døbt.

Blandt dem, der for nylig er begyndt at prise Jehova i Guatemala, er der en seks og firs år gammel forhenværende protestantisk præst. Han overværer møderne i menigheden regelmæssigt til trods for, at det betyder, at han må rejse adskillige kilometer på hesteryg. Når han går rundt og fortæller andre om Jehovas godhed, undlader han aldrig at sige til folk: „Tænk engang! I alle disse år har jeg troet, jeg skulle til himmelen, og nu har jeg fundet ud af, at jeg skal leve på jorden!“

Og blandt de børn, der priser Jehova i Guatemala, er der en tolv år gammel dreng. Hans moder havde modtaget Vagttaarnets bibelstudiehjælp „Dette Betyder Evigt Liv“; lige fra begyndelsen viste drengen virkelig interesse og tiggede andre om at læse bogen for sig, da han selv var blind. Trods dette handicap deltager han regelmæssigt i tjenesten på arbejdsmarken og afsætter bibelsk litteratur til naboer og går på genbesøg.

I en fjern og ensom egn i den højeste del af Appenninerne i Midtitalien begyndte et enligt vidne for Jehova på fire og firs år at forkynde det gode budskab om Riget. Med en stok i hver hånd til støtte for sit svage, krogede legeme og med en pakke bibelsk litteratur på ryggen besøger han folkene, der bor spredt rundt i den uvejsomme bjergegn. Han starter før seks om morgenen og vender hjem før middag for at undgå den brændende sol. Mange gange er han faldet, når han klatrede i det farefulde terræn. Så effektivt har hans arbejde været, at den katolske kirke sendte to unge missionær-munke ud for at modarbejde ham. De fulgte efter ham ad bjergstierne og søgte at afskrække folk fra at lytte til hans budskab, og de pressede dem, der havde modtaget litteratur, til at bringe den til byen, så den kunne blive brændt. Trods denne modstand blev der efter et halvt års forløb oprettet en menighed. Et år senere blev tredive nye forkyndere døbt; alt sammen var det som resultat af, at det fire og firsårige vidne havde overvundet de umådelige forhindringer og trofast havde fortsat med at forkynde evangeliet.

I Finland tog en pige på ni år arbejdet op og overværede ikke alene møderne regelmæssigt, men hun forberedte sig i forvejen og gav gode svar på de spørgsmål, der blev stillet. Da hun talte om, at hun ville symbolisere sin indvielse til Jehova ved vanddåben, sagde hendes moder, at de ikke var tilstrækkelig forberedt til at kunne tage sådan et skridt. Den lille pige svarede: „Du kan naturligvis ikke, moder, for du har ingen forståelse; men lad mig gøre det; jeg kender sandheden.“ Så blev hun døbt.