Følg med ved at rette dig efter de teokratiske krav

„Jeg befaler dig for Guds åsyn . . . at holde budet på en uplettet og dadelfri måde indtil vor Herres Jesu Kristi manifestation.“ — 1 Timoteus 6:13, 14, NW.

1. Hvilket stort ansvar blev der pålagt Jehovas salvede vidner og de navnkristne efter året 1914 ?

DA JEHOVAS rige blev oprettet i året 1914, blev der lagt et stort ansvar på Jehova Guds salvede vidner og på alle, som bekendte sig til kristendommen. Ville de stå frem og forkynde den gode nyhed om det oprettede rige på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle folkeslagene, eller ville deres tro svigte dem, og ville de glide tilbage i den gamle verdens glemsel og håbløshed? Tro og tillid til Jehova og hans ord var et krav, der skulle opfyldes, inden de kunne bruges af Gud som hans vidner. Derfor spurgte Jesus: „Når Menneskesønnen kommer, vil han mon så finde denne tro på jorden?“ (NW) Kaster vi blikket tilbage over årene siden 1918, da Jehova kom til sit tempel, kan vi oprigtigt takke Gud for, at han virkelig fandt „denne tro på jorden“, Abrahams tro. Han fandt mænd og kvinder, der helt var indviet til ham som den almægtige Gud Jehova og havde forladt „alt“ i denne verden, så de end ikke havde deres liv for kært til at gå i døden. — Luk. 18:8; Matt. 19:27; 24:14; Åb. 12:11.

2, 3. a) Hvorfor og hvordan blev den salvede rest brugt af Jehova? b) Hvilke ord af Esajas begyndte at få deres opfyldelse?

² Årene fra 1914 til 1918 var vanskelige år. Fjenden havde forvoldt deres jordiske, synlige organisation betydelig skade, men det var ikke lykkedes ham at gøre det af med deres kærlighed til Gud og hengivenhed for ham. Deres tro på ham stod urokket. Det var med disse hengivne troende, at Jehova Gud begyndte at opbygge en ny jordisk organisation, en ny verdens samfund, under Guds oprettede rige. Det var denne skare af trofaste som en helhed betragtet, Jesus satte „over alt, hvad han ejer“. Øjeblikkeligt følte de deres ansvars og betroede hvervs presserende karakter. Og eftersom de var frigjorte for ethvert bånd, der måtte binde dem til det mystiske Babylon, kunne de ufortøvet give sig i kast med det arbejde, der lå foran, og fuldføre deres opgave: at forkynde den gode nyhed om Jehovas rige lige til jordens ender. Med Guds ånd hvilende over sig og meget arbejde at udrette vågnede den salvede rest op til liv, og en strålende fremtid fyldt med Guds velsignelse tegnede sig for dem, idet de kom til at danne kærnen til den nye verdens samfund. — Matt. 24:45-47; Ez. 37:1-14; Åb. 11:11.

³ Ordene i Esajas’ profeti begyndte at gå i opfyldelse: „Gør dig rede, bliv lys, thi dit lys er kommet, HERRENS [Jehovas] herlighed er oprundet over dig. Thi se, mørke skjuler jorden og dunkelhed folkene, men over dig skal HERREN [Jehova] oprinde, over dig skal hans herlighed ses. Til dit lys skal folkene vandre og konger til dit strålende skær. Løft øjnene, se dig om, de samles, kommer alle til dig. Dine sønner kommer fra det fjerne, dine døtre bæres på hofte; da stråler dit øje af glæde, dit hjerte banker og svulmer; thi havets skatte bliver dine, til dig kommer folkenes rigdom.“ „Dine undertrykkeres sønner kommer bøjede til dig, og alle, som håned dig, kaster sig ned for din fod og kalder dig HERRENS [Jehovas] by, Israels Helliges Zion.“ Efter 1919, og navnlig efter 1935, er store folkeskarer fra alle nationer og stammer og folk og tungemål begyndt at slutte sig til den nye verdens samfund for at modtage teokratisk belæring. Guds universelle organisation blev kendt som Jehovas by, „Israels Helliges Zion“. — Es. 60:1-5, 14; Åb. 7:9; Mika 4:1-5.

4. Hvorfor er det nødvendigt, at de ydmyge retter sig efter Jehovas krav? Nævn nogle af disse krav.

⁴ Nu da disse ydmyge er kommet til Jehovas teokratiske organisation, er det kun rimeligt, at de retter sig efter hans krav, for det er en betingelse for, at de kan følge med den nye verdens samfund. Et af de første krav er, at de anerkender den teokratiske organisation; at Jehova gennem sin „tro og kloge træl“ forsyner sin hjord med åndelig mad i rette tid. Også det at studere og komme sammen er krav, der med glæde opfyldes, og de er en hjælp til at holde sig à jour med det stadig voksende lys, der skinner fra den nye verdens organisation. Nødvendigheden af at aflægge den gamle verdens vaner og ærgerrighed må erkendes. Stridigheder, race- og religionshad, nationale traditioner, stolthed og rivaliseren og utallige andre teorier og skikke, der volder splittelse, og som kendetegner den gamle verden, må betragtes som noget, man med glæde fejer til side, fordi det hører til denne verdensordning, der skal forsvinde. Alle former for verdslig selviskhed, jalousi, misundelse, personlig ærgerrighed, sekteriske religionskrige, forfølgelse af andre — altsammen manifestationer af denne døende verdensordnings ånd og dens gud, Satan — må overlades til den gamle verden. Intet af den slags hører hjemme i den nye tingenes ordning. Kun i samme forhold som vi retter os efter disse teokratiske krav, vil vi kunne holde os på linje med den nye verdens samfund. — Jak. 3:13-18; 4:1-4; Matt. 24:45, 46.

Udvis selvbeherskelse

5. Hvordan er selvbeherskelse en hjælp til at holde sig på højde med den nye verdens samfund?

⁵ Vandringen til den nye verden kræver selvbeherskelse. Efter at Moses i mange år trofast og samvittighedsfuldt havde virket som Jehovas tjener, kom han alligevel ikke ind i det forjættede land, for han mistede besindelsen ved en bestemt lejlighed. Han lod sig ægge til vrede, og i et øjebliks raseri undlod han at helliggøre Jehova i Israels øjne. Dette kostede ham den forret at drage med ind i det forjættede land. De, som i dag er på vej til det modbilledlige forjættede land, må være på vagt, så de ikke taber besindelsen. Selvbeherskelse vil sige, at man viser mådehold og selvtugt i alle ting. Paulus formanede filipperne: „Lad jeres fornuftighed blive kendt af alle mennesker.“ (NW) Når vi aflægger den gamle verdens vaner og tillægger os den nye verdens, vil vi ønske at sætte en fornuftig, rimelig kurs i alt, hvad vi gør. Vismandens råd lyder: „Vær ikke alt for retfærdig og te dig ikke overvættes viis; hvorfor vil du ødelægge dig selv? Vær ikke alt for gudløs og vær ingen dåre; hvorfor vil du dø i utide?“ Det betyder selvbeherskelse — en erkendelse af, hvornår man skal begynde, og hvornår man skal holde op. At man ikke bliver ensidig eller får overbalance, men bevarer ligevægten i alt, er af stor vigtighed, såfremt man skal holde sig på højde med den nye verdens samfund. — Fil. 4:5; Præd. 7:16, 17.

6. Hvad skulle hvert medlem af den nye verdens samfund kunne anbefale?

⁶ Det påhviler enhver, der er på vej mod den nye verden, og navnlig tjenerne, at de sætter det rette eksempel. Hver enkelt tjener bør handle på en sådan måde, at han kan anbefale sin egen færd til andre. Enhver bør kunne sige som apostelen: „Bliv mine efterlignere, ligesom jeg er Kristi.“ Hvilket eksempel satte apostelen? Under inspiration sagde han selv følgende: „Derfor indstævner jeg jer på denne dag for at bevidne, at jeg står ren og ikke er skyldig i noget menneskes blod, for jeg har ikke holdt mig tilbage fra at fortælle jer hele Guds råd. . . . Hold jer derfor vågne og husk på, at jeg i tre år, nat og dag, ikke ophørte med at formane hver enkelt af jer med tårer. Og nu overgiver jeg jer til Gud og til hans ufortjente godheds ord, der kan opbygge jer og give jer arven blandt alle de hellige.“ — 1 Kor. 11:1; Ap. G. 20:26-32, NW.

7. Hvorfor kan tjeneren ikke tillade sig utilbørlige vaner, navnlig hvad angår spise- og drikkevaner?

⁷ Den nye verdens tjenere må efterligne Paulus’ gode eksempel, så også de kan være eksempler for de mange tusinder, der slutter sig til den nye verdens samfund hvert år. Disse nye vil mærke sig tjenernes eksemplariske adfærd og føle sig tilskyndet til at efterligne dem og således følge med den nye verdens samfund. Det er grunden til, at Paulus så kraftigt slog fast: „Tilsynsmanden bør derfor være uangribelig, én kvindes mand, mådeholden i sine vaner, sund i sindet.“ Tjeneren kan ikke tillade, at hans vaner tager herredømmet over ham. Guds hjord venter, at han skal føre an på rette måde. Nogle vaner kan let udarte til umådeholdenhed, medmindre der lægges selvbeherskelse for dagen. Dette gælder ganske særlig spise- og drikkevaner. Vi får formaning om, at hverken frådsere eller drankere vil arve Guds rige. Frådseri røber mangel på omtanke. Det tapper ens energi, sløver og døver tænkeevnen. Drikkeri får en til at miste selvbeherskelsen. En drukkenbolt er blottet for sikkerhed og værdighed. Hvordan kan en drukkenbolt repræsentere den teokratiske organisation med ren samvittighed? Det er umuligt! Drikkeri hindrer fremskridt og vanærer Guds menighed og Kristus. Det sømmer sig absolut ikke for dem, der ønsker at følge med den nye verdens samfund. Derfor formanede Paulus, at tilsynsmanden skulle være „mådeholden i sine vaner, . . . ikke en trættekær drukkenbolt, ikke en slagsbroder, men fornuftig“. Til kristne kvinder lyder hans råd: „Vær alvorlige, ikke sladderagtige, mådeholdne i vaner, trofaste i alt.“ Og til Guds husstand siger han: „Derfor, enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør alt til Guds ære.“ — 1 Tim. 3:2, 3, 11; 1 Kor. 9:25; 10:31, NW.

8. Hvilket liv bør den kristne bestræbe sig for at leve?

⁸ Når det kristne vidne retter sig efter Guds krav, giver det ham mulighed for at leve et harmonisk og lykkeligt liv. Det bringer tilfredshed. „Gudsfrygt er en kilde til vinding. Ja, gudsfrygt er virkelig en stor vinding — sammen med nøjsomhed.“ Det hjælper den kristne til at indse og påskønne, at han blot er en af en stor skare af lovprisere, der genspejler Guds herlighed; at hans adfærd kaster enten glans eller skam over hele den kristne organisation, enten hjælper eller hindrer ham i at gå fremad med den nye verdens samfund. — 1 Tim. 6:5, 6.

9. Hvordan kan vi holde vore vaner under kontrol?

⁹ Det er ikke let at danne sig gode vaner i en ufuldkommen verden, for de kommer ikke ganske automatisk. Gode vaner skal fremelskes med omtanke og ved hårdt arbejde. For det meste er gode vaner frugterne af Guds ånd, en naturlig følge af med flid at praktisere hans ord. Dårlige og forkastelige vaner vil uvægerligt bringe os ud af trit med den nye verdens samfund og trække os bort fra det. Hold derfor øje med dine vaner og dine fremskridt. Spørg dig selv: Ville Jesus have båret sig sådan ad? Hvordan ville han have handlet i denne situation, der kræver selvbeherskelse? Efterlign hans eksempel. Hvis du er i færd med at slå ind på en vej, hvis endemål er tvivlsomt, så spørg først dig selv: Vil denne vej bevirke, at min påskønnelse af Skaberen forøges eller forringes? Hvad bliver den fulde konsekvens af at følge denne vej? Vil frugterne af den blive teokratiske, fornuftige og praktiske? Eller vil den være til skade for min åndelige velfærd? Husk på Paulus’ ord: „Vedbliv med at prøve, om I er i troen.“ Vedbliv med at ransage dig selv, om du holder dig på linje med den nye verdens samfund, idet du undersøger dit sindelag, din indstilling, din adfærd og dine fremskridt. Lad ikke din modenhed udelukkende vokse horisontalt, det vil sige efterhånden, som år lægger sig til år i sandhedens tjeneste, men også i højden, vertikalt, nemlig i åndelig modenhed, påskønnelse, kærlighed og forståelse. „Vedbliv med at prøve, hvad I selv er.“ — 2 Kor. 13:5, NW.

Lydig over for den teokratiske repræsentation

10, 11. Hvilket syn bør man anlægge på den nye verdens retningslinjer og principper og på den „tro og kloge træl“?

¹⁰ De nyankomne må lære at rette sig efter den nye verdens samfunds principper og retningslinjer og handle i harmoni med dem, for at alt kan samvirke glat og gnidningsløst til gavn og velsignelse for alle i organisationen og til Gud Faders ære. Til tider kan det falde vanskeligt for nogle af de nye at gøre denne forandring. De er tilbøjelige til at være lidt oprørske eller uregerlige. Men skal de virkelig blive ét med den nye verdens samfund, er det absolut nødvendigt, at de viser tilbørlig respekt for den teokratiske ordning. Et ydmygt og lydigt sindelag er påkrævet. Vi kan ikke lade den gamle verdens tilbøjeligheder og væremåder have indflydelse på vore tanker og handlinger, når først vi er kommet ind i den nye verdens organisation. Har vi forladt den gamle verden, hvorfor så ikke skære alle bånd over for stedse? Hvorfor prøve på at trække dens retningslinjer og metoder ind i den ordning, der skal gælde i den nye verden? Sådanne retningslinjer har ikke gavnet den gamle verden, hvordan kan de så have nogen værdi for den nye? Kun såfremt vi bevidst bestræber os for at forny vort sind, idet vi nægter at lade os forme efter den gamle tingenes orden, vil vi kunne gøre os klart, hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldstændige vilje. — Rom. 12:2, NW.

¹¹ Eftersom den „tro og kloge træl“ har fået alt sin Herres gods betroet, så lad os med den rette opfattelse anlægge det syn, at hvad som helst den tro træl gør, er til gavn for os. Trællen opfylder derved sin pligt over for Jehova, idet den gør hans gerning. Derfor er trællens vilje Jehovas vilje. Oprør mod trællen er oprør mod Gud. Den rette sindsindstilling over for trællens vejledning er et led i at holde sig på højde med den nye verdens samfund.

12. Hvorfor er „fritænkerens“ vej farlig at slå ind på?

¹² Der er en tendens blandt den opvoksende generation til at forherlige individualiteten — de kalder det at være „fritænker“. „Fritænkeren“ røber et personligt ønske om uafhængighed. Han vægrer sig ved at lade sig „binde“ af faste regler eller forskrifter. Han gør tingene på sin egen måde, som han altid synes er den bedste. Underkastelse under den teokratiske myndighed eller repræsentation falder ham svært. Han synes ikke, han har plads til at røre sig; han føler det, som om han var omgærdet på alle sider af instruktioner. Alle i den nye verdens samfund er ude af trit undtagen ham. Han ved tilsyneladende altid, hvordan tingene kunne gøres bedre. Han er opblæst af stolthed og selvglæde. Hvis han ikke passer på og ændrer sin egenrådighed og indbildskhed, vil hans hovmod føre ham til et vanærende fald. Det bedste er på bibelsk måde at anerkende den teokratiske ordning, gennem hvilken vi har modtaget sandheden, og rette os efter den, fremfor at gøre modstand mod dens ledelse, bare fordi vi til tider ikke forstår, hvorfor tingene gøres, som de gøres. „Stol på Jehova af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen forståelse: anerkend ham på alle dine veje, så vil han vejlede dig. Vær ikke viis i dine egne øjne; frygt Jehova og vig fra det onde.“ „Hovmod går forud for fald, overmod forud for snublen. Hellere sagtmodig med ydmyge end dele bytte med stolte.“ Lad disse ord være nok. — Ordsp. 3:5-7, AS; 16:18, 19.

13. Hvordan viser Bibelen, at det er nødvendigt at vise lydighed mod og respekt for den teokratiske repræsentation?

¹³ Lydighed mod og respekt for den teokratiske repræsentation er et krav i Jehovas organisation. „Lad de ældre mænd, som præsiderer på rette måde, anses for værdige til dobbelt ære, navnlig dem, som arbejder hårdt med at tale og undervise.“ (1 Tim. 5:17, NW) Jehova er ansvarlig for sine skabningers organisation, og han giver dem magt og autoritet og påbyder, hvilken ære der skal vises dem. „Men nu har Gud sat lemmerne på legemet, ethvert af dem som det behagede ham.“ Jordiske tilsynsmænd repræsenterer i deres tildelte opgave lige så vel Jehova, som de himmelske gør det. „I skal underordne jer under hinanden i Kristi frygt. Lad hustruerne underordne sig deres mænd som under Herren, . . . Ja, ligesom menigheden underordner sig Kristus, bør hustruerne underordne sig deres mænd i alle ting . . . . på den anden side bør hustruen have dyb respekt for sin mand.“ Dette viser behovet for orden og respekt inden for den kristne menighed med henblik på overdraget myndighed. — 1 Kor. 12:18; Ef. 5:21-33, NW.

14-16. a) Hvilket eksempel på respekt for den teokratiske repræsentation har vi i Zakarias’ tilfælde? b) I Paulus’ tilfælde i forbindelse med ypperstepræsten Ananias? c) I Davids og kong Sauls tilfælde? d) I ærkeengelen Mikaels og Djævelens tilfælde?

¹⁴ Dengang Gabriel fortalte Zakarias, at han ville få en søn, troede han ikke engelen. Zakarias viste mangel på respekt ved sin vantro. Derfor sagde engelen til ham: „Jeg er Gabriel, som står for Guds åsyn, og jeg er sendt hid for at tale til dig og bringe dig dette glædesbudskab. Og se, du skal blive stum og ikke kunne tale før den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine ord, som dog skal gå i opfyldelse, når deres tid er inde.“ Gabriel var Jehovas repræsentant. Hans ord måtte ikke drages i tvivl. Mangel på respekt for denne myndighed medførte alvorlig straf fra Gud. — Luk. 1:19, 20.

¹⁵ Dengang Ananias befalede, at Paulus skulle slås på munden, sagde Paulus til ham: „Gud skal slå dig, du kalkede væg! Her sidder du for at dømme mig efter Loven, og tvært imod Loven befaler du, at de skal slå mig!“ De, som stod ved siden af ham, sagde da: „Skælder du Guds ypperstepræst ud?“ Paulus undskyldte sig og sagde: „Brødre! jeg vidste ikke, at det var ypperstepræsten; der står jo skrevet: Mod en øvrighedsperson i dit folk må du ikke tale onde ord.“ Ved andre lejligheder, når Paulus var stedt for denne verdens konger eller øvrighedspersoner, var han altid meget påpasselig med at vise den rette respekt. Hvor langt mere bør vi da ikke vise respekt for dem, som Jehova overdrager myndighed! — Ap. G. 23:1-5.

¹⁶ Kong Saul truede David på livet ved adskillige lejligheder. Og dog, da David havde mulighed for at tage hans liv, sagde han: „Hvem lægger ustraffet hånd på HERRENS [Jehovas] salvede?“ David lagde gudsfrygt og dyb respekt for Guds udnævnte tjenere for dagen ved at nægte at lægge hånd på Saul. (1 Sam. 26:9; Sl. 105:14, 15) Judas trækker forskellen op mellem den adfærd, der forekom blandt mændene i Sodoma og Gomorra og omliggende byer, og Mikaels optræden. Om de onde og gudløse sagde han: „Det kan ikke modsiges, at disse mennesker, der hengiver sig til drømme, på lignende måde besmitter kød og foragter herredømme og taler ilde om de herlige. Ærkeengelen Mikael derimod vovede ikke, dengang han havde en uoverensstemmelse med Djævelen, og de stredes om Moses’ lig, at udtale en dom imod ham i barske vendinger, men sagde: Måtte Jehova straffe dig. Dog disse mennesker taler nedsættende om alt det, de i virkeligheden ikke ved noget om, men alt det, de af naturen som fornuftløse dyr forstår, det vedbliver de at fordærve sig selv med.“ Peter fremkom med en lignende anklage mod de lovløse, der viste mangel på respekt: „Frække, selvrådige skælver de ikke for de herlige, men taler nedsættende, hvorimod englene, skønt de er større i styrke og magt, ikke kommer med nogen nedsættende anklage imod dem af respekt for Jehova. Men disse mennesker, der som fornuftløse dyr af naturen er født til at fanges og forgå, skal i det, hvorom de, er uvidende, og som de taler nedsættende om, endog lide undergang på deres undergangs vej, idet de gør sig selv skade som en belønning for deres urette færd.“ — Jud. 8-11; 2 Pet. 2:6-13, NW.

17, 18. Hvilke alvorlige følger af mangel på respekt for en myndighed understreges i tilfældet med Ananias og hans hustru Safira, Kora, Mirjam og Aron?

¹⁷ Den trofaste tjener vil være omhyggelig med altid at vise tilbørlig respekt for en myndighed til enhver tid og forstå, at disse repræsentanter taler i Jehovas navn. Dengang Ananias og Safira løj for Peter, sagde apostelen til dem: „Det er ikke mennesker, du har løjet for, men Gud.“ De måtte bøde med deres liv for denne mangel på respekt for Jehova og hans repræsentant. Kora gjorde oprør mod Moses’ og Arons førerskab, men Moses viste, at Koras respektløshed nåede langt videre end til ham. Moses sagde nemlig: „Derpå skal I kende, at Jehova har sendt mig til at gøre alle disse gerninger, og at jeg ikke gjorde det af egen tilskyndelse: Hvis disse mennesker dør, således som hele menneskeheden dør, og de rammes af den straf, hvormed hele menneskeheden rammes, så er det ikke Jehova, der har sendt mig. Men hvis der sker noget, som Jehova lader ske, og jorden åbner sit gab og sluger dem og alt, hvad der tilhører dem, og de farer levende ned i sheol, så vil I have vished for, at disse mennesker har behandlet Jehova respektløst.“ (NW) Ved deres oprørske adfærd syndede Kora og hans tilhængere „mod deres egne sjæle“. (NW) Sådanne modstår ikke mennesker, men Gud. — Ap. G. 5:1-6; 4 Mos. 16:1-38; Ap. G. 5:38, 39.

¹⁸ De alvorlige følger af at vise uærbødighed understreges også i Mirjams og Arons tilfælde, da de ikke respekterede Moses som Jehovas udvalgte talsmand: „Er det kun ved Moses, at Jehova har talt?“ spurgte de. „Er det ikke også ved os, at han har talt?“ (NW) For deres uteokratiske adfærd blev Mirjam slået med spedalskhed. Kun på grund af deres angrende indstilling og på grund af Moses’ forbøn for Mirjam blev hun renset for sin spedalskhed. Men Jehovas misbilligelse af Mirjams adfærd ses tydeligt af hans ord til Moses: „Hvis hendes fader havde spyttet hende lige i ansigtet, ville hun da ikke være blevet ydmyget i syv dage? Lad hende komme i karantæne uden for lejren i syv dage og lad hende så igen blive optaget.“ (NW) Både brødre og søstre skulle lægge sig denne advarsel på sinde. At tale nedsættende eller respektløst om en myndighed, Jehovas repræsentanter, er en synd, der er alvorlig nok til, at man bliver vist „uden for lejren“, den teokratiske organisation. Lad det være vitterligt, at „det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder“. — 4 Mos. 12:1-15; Hebr. 10:31.

Gud er upartisk

19. Hvorfor er det ikke tilrådeligt at se på det ufuldkomne, kødelige menneske?

¹⁹ Peter erklærede, at der hos Jehova „ikke er personsanseelse; men i hvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham“. Lad derfor de tanker fare, at Jehovas organisation er fuld af „favoritter“. De er et foster af den gamle verdens begreber. Der er ingen favoritter. Hvis du frygter Jehova og øver retfærdighed, er du hans favorit så godt som nogen anden. I menighederne vælges tjenerne på grundlag af deres kvalifikationer og evner til at tjene. Menigheden bør vise dem den respekt, deres tildelte opgaver har krav på, for det er den måde, hvorpå Jehova handler med dig og du med ham. Svæk ikke dit teokratiske forhold ved at tage anstød af det „kød“, du personlig ikke kan lide. For Paulus sagde: „Følgelig kender vi fra nu af ikke noget menneske efter kødet. Selv om vi har kendt Kristus efter kødet, kender vi ham ikke således længere. Derfor, hvis nogen er i samhørighed med Kristus, er han en ny skabning; det gamle er borte, se, noget nyt er blevet til!“ (NW) Hvis vi er tilbøjelige til at se på det ufuldkomne menneske af kød, vil det bevirke, at vi viser hans teokratiske stilling, hans ansvar som Jehovas træl, mindre påskønnelse. Holder vi os dette princip om teokratisk repræsentation klart for øje, vil vi ikke insistere på vore egne rettigheder og interesser, men følge Jehovas udnævnte tjeneres vise råd. Jehova har givet disse mennesker „som gaver“. De vil hjælpe os til at arbejde på vor frelse til Guds ære og til hævdelse og herliggørelse af hans store og hellige navn. — Ap. G. 10:34, 35; 2 Kor. 5:16, 17; Ef. 4:8, NW.

20. Hvad vil det sige at følge med den nye verdens samfund?

²⁰ At følge med den nye verdens samfund betyder således mange ting for os. Det betyder et indviet og selvopofrende liv, idet vi viser Jehova Gud fuld og uforbeholden hengivenhed, således som Kristus Jesus gjorde og stadig gør. Det betyder, at vi giver slip på den gamle verdens væremåder og retter os efter Jehovas krav. Det betyder, at vi anerkender den „tro og kloge træl“ og viser tilbørlig respekt for dem, som har myndighed. Det betyder, at vi skal prøve og ransage os selv. Kort sagt betyder det „at holde budet på en uplettet og dadelfri måde“. — 2 Kor. 13:5; 1 Tim. 6:14, NW.

21. Hvad vil det betyde for os, såfremt vi holder os på linje med den nye verdens samfund?

[Grafisk fremstilling på side 277]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Åndelig vækst

Antal år i sandheden