Vær på vagt over for dine stærke sider

SOM regel er vi på vagt over for vore svagheder, for at vi ikke skal falde. Men er det nogen sinde faldet dig ind, at vi skal være på vagt over for vore stærke karakteregenskaber? Overdrevent gode karakteregenskaber kan blive svagheder, der kan forårsage vort fald.

Der står skrevet i Bibelen: „Vær ikke alt for retfærdig, og te dig ikke overvættes viis; hvorfor vil du ødelægge dig selv? Det bedste er, at du fastholder det ene og ikke slipper det andet; thi den, der frygter Gud vil undgå begge farer.“ (Præd. 7:16, 18) Vi bør stræbe efter at gøre det, som er rigtigt, og undgå uretfærdighedens og selvretfærdighedens farer. Vi skal eftertragte kundskab, men ikke for begærligt at kunne overstråle andre og blive kloge i vor egen indbildning. Det ville føre til vor egen ødelæggelse.

Enhed og harmoni skulle råde i Jehovas organisation. Men at drive dette ud i streng ensretning ville være forkert. Organisatorisk enhed kræver ikke, at forskelligheder og ejendommeligheder skal undertrykkes. Vi skal have mod til at være os selv.

Jehovas folk bør vise venlighed og være glade for hinandens selskab. Men yderliggående selskabelighed spilder ens tid og får en til at føle sig fortabt, når man er alene. En, der ikke kan være alene, er overfladisk. Det er intet under, at han keder sig i sit eget selskab. Et menneske, der har indre styrke, ønsker ofte at være i enrum, at trække sig tilbage for at være alene og studere, for at overveje og bede. Jesus bar sig sådan ad. Det husker I nok? Vi læser herom i Mattæus 14:23: „Og da han havde ladet skarerne gå bort, gik han op i bjergene for at være ene og bede. Da det blev aften, var han der alene.“

Teokratisk uddannelse bør give os selvtillid, men vi må ikke have overdreven selvtillid og udvikle hovmod. Vor overbevisning om, at Jehovas ord er sandheden, må være stærk, og vi bør forklare det tillidsfuldt; men at være ubøjelig og dogmatisk selvsikker ville være i højeste grad uklogt. Vi bør tale med den mildhed og beskedenhed, som kendetegner moden visdom, der ikke bygger på vilkårlighed.

Nogle er af naturen oprigtige, åbenhjertige og frimodige, hvad der kun er prisværdigt. Men de må passe på ikke at blive taktløse, grove og bidende. Andre er meget taktfulde, de ved, hvor de skal trække grænsen. Men bliver vi overtaktfulde, kan vi blive vage og flygtige og udvander derved Jehovas budskab, så det mister sin kraft.

Hvis en af dine gode karakteregenskaber er at gøre din pligt samvittighedsfuldt, så pas på, du ikke piner dig selv med for stor samvittighedsfuldhed, idet du forsøger på at gøre dig selv fuldkommen. Du arbejder hårdt. Det er prisværdigt. Men vær ikke så hæsblæsende, at du langt overskrider de praktiske krav i en sag, idet du trætter dig selv unødvendigt og måske fremkalder et sammenbrud. Rastløs foretagsomhed, som ikke er vel afbalanceret med fornuftige og naturlige pauser, hvor man afslapper tanke og legeme, er langsomt selvmord, ikke selvopofrelse.

Følg de simple regler for en sund levevis, som du har erfaret passer dig, og glæd dig ved livet. Anvender du disse regler for strengt, vil du blive en selvoptagen nar, altid irritabel og snakkende om din sundhed, om mad og drikke, om vitaminer og mineralsalte.

Hvis du er en kærlig og hengiven natur, tag dig da i agt for, at din hengivenhed ikke bliver til sødladent føleri. Begræns ikke din hengivenhed til nogle få yndlinge. Vær ikke partisk. Du har mange brødre. Udvid dit hjerte, og utallige gode venner vil finde plads der. Det er ganske rigtigt, at Jesus elskede Johannes særlig højt og følte sig draget til ham på grund af indre slægtskab, de var begge hjertelige og frygtløse. Men Jesus begrænsede ikke sit venskab til Johannes alene, gjorde han? Du bør heller ikke begrænse dit venskab.

Ikke så få af jer er veltalende og tungefærdige, begavet med en hurtig tankeflugt og en hurtig ordstrøm. Vær på vagt over for denne gave. Lad ikke ordene flyde uden kontrol eller over unødvendige småtterier. Tro ikke, at du bør dominere enhver samtale. En, der forstår at samtale, forstår også at lytte. Snak ikke for meget, og sig ikke for lidt. Bedre end at sige lidt med mange ord, er det at sige meget med få ord. „Den, som har kundskab, tøjler sin tale.“ Så vej dine ord, og du vil give dine ord vægt. Lad sandheden flyde ud af din mund, ja, men ikke plaprende. Husk, at selv tavshed kan være talende. „Selv dåren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der lukker sine læber.“ — Ordsp. 17:27, 28.

Mens vi er på vagt over for vore svagheder, må vi holde øje med vore stærke sider og huske: „Den, der frygter Gud, vil undgå begge farer.“ Lad os følge apostelens råd: „Taler nogen, skal han tale som Guds ord; har nogen en tjeneste, skal han tjene, alt efter den styrke, Gud skænker, for at Gud i alt må blive herliggjort ved Jesus Kristus. Ham tilhører herligheden og magten i evighedernes evigheder! Amen.“ — 1 Pet. 4:11.