fængsler, ja, men glad i ånden! Det var ikke altid lige let at sove på cementgulvet, men om dagen havde jeg ofte lejlighed til at forkynde. Til tider talte jeg til så mange medfanger at jeg følte det som om jeg havde påbegyndt en „offentlig foredragsserie“. Ydermere havde „digteren“ stadig væk evnen til at prise Jehova på vers, og det gjorde han i de mange ledige stunder, idet han gav udtryk for trængsler og glæde under en fængselsstraf for Kristi skyld. Dommen på de to års fængsel blev imidlertid nedsat til seks måneder; jeg var således snart igen blandt mine elskede brødre.

Det var som om Jehova havde bønhørt en af mine teokratiske sange, en bøn:

Oh, Herre bliv ikke borte,

Oh, Herre, kom ikke for sent;

Udfri dine tjenere ved din stærke arm,

Og vi vil synge en ny sang til ære for dit navn.

Lad harpen lyde, slå på strengene!

Hvor vidunderligt!

De seks måneders fængselsophold gav mig også lejlighed til at udvide mit kendskab til det engelske sprog, så jeg, da jeg blev løsladt, var bedre udrustet til at udføre den tjeneste jeg fik tildelt i oversættelsesafdelingen på Selskabets afdelingskontor. Denne forrettighed har jeg haft de sidste nitten år. Når jeg ser tilbage på hvorledes jeg lærte Guds sandhed i 1920, da der i Grækenland næppe var mere end femten troende, glæder jeg mig over i dag at se at der i Grækenland findes mere end 11.000 forkyndere af Riget! Jeg har haft den glæde, sammen med min trofaste hustru, at være en af dem.

Jehova har været med sit folk i Grækenland. Jeg føler personlig taknemmelighed mod Ham og lovpriser hans navn for alt det han har gjort for mig. Hvad der end måtte komme, føler jeg mig overbevist om at Jehova fortsat vil være sit folks styrke og sang.

(Broder Douras, hvis håb var den „sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til“, omtalt i Filipperbrevet 3:14, forblev trofast i tjenesten på Betel i Athen indtil sin død. Han døde den 15. oktober 1965, lige efter at han var vendt hjem fra et menighedsmøde. Om dem der havde det himmelske kald og som har fuldført deres jordiske livsløb trofast, kan man sige at „deres gerninger følger dem“. — Åb. 14:13.)

Spørgsmål fra læserne

● Skal vi forstå Esajas 14:22 på den måde at hver eneste babylonier til sidst blev tilintetgjort? — E. K., U.S.A.

Esajas 14:22 lyder: „Jeg står op imod dem, lyder det fra Hærskarers [Jehova], og udrydder af Babel navn og rest, skud og spire, lyder det fra [Jehova].“ Dette viste tydeligt at Babylon ville blive tilintetgjort. Men dermed være ikke sagt at hver eneste babylonier skulle slås ihjel.

Det babyloniske dynasti, i Bibelen symboliseret ved „Babels konge“, hersker ikke mere. (Es. 14:4) Det gik til grunde for århundreder siden. Som folk betragtet eksisterer kaldæerne og babylonierne ikke mere. De er på en eller anden måde blevet udslettet, måske ved at de har giftet sig ind i andre folkeslag og ved at deres slægtsregistre er gået tabt. Der kan naturligvis ikke være tvivl om at mange babyloniere og kaldæere blev dræbt da mederne og perserne i 539 f.v.t. omstyrtede Babylon. Efter Medo-Persiens herredømme besatte den græske hær under Alexander den Store imidlertid Babylon, og dette herredømme varede til 323 f.v.t. Derefter fulgte i rækkefølge seleukiderne, parterne, sassaniderne og de muhamedanske arabere. Fortidens Babylonien blev således underlagt fremmede magters herredømme, og dets indbyggere blev udsat for at blive assimileret af andre folkeslag. I alle fald kan intet nulevende menneske med sikkerhed hævde at være en ægte babylonier eller kaldæer.

I dag er selve Babylon blot en ruinhob, et ubeboet sted, som turister besøger. Den store by, dens konger og alle kaldæerne og babylonierne der engang boede i den, er forsvundet i tidens løb. Jehova har i sandhed udryddet „af Babel navn og rest, skud og spire“. Hans