„Lad os ikke sove som de andre“

„LIVET er nu dejligt!“ Er det ikke sådan man kan føle det om morgenen efter en god nats søvn, når man er frisk og veludhvilet, parat til at tage fat på dagens arbejde? Til andre tider søger man måske tilflugt i søvnen for at overvinde sorg eller skuffelse. Og hvis man skal træffe en vanskelig afgørelse, kan det være man siger: ’Lad mig hellere sove på det.’ Den nyeste forskning tyder endda på at søvn kan have betydning for indlæringsevne og hukommelse. Vi må sandelig sige at søvnen er en værdifuld gave fra Skaberen, Jehova.

Ifølge Gyldendals Tibinds Leksikon er søvn en „periodisk hviletilstand med stærkt nedsat kontakt mellem bevidsthed og omverden“. Selv om det er godt at kunne sove, er en tilstand med „nedsat kontakt mellem bevidsthed og omverden“ naturligvis ikke ønskelig hele tiden. Ligesom andre af Guds gaver kan søvnen misbruges, og det ville skade os. Ordsprogene 20:13 advarer: „Elsk ikke søvn, at du ej bliver fattig.“

Kristne bør derfor anlægge et ligevægtigt syn på søvn. Det er klart at man må sørge for at få tilstrækkelig hvile, så man kan varetage sine kristne forpligtelser ordentligt. På den anden side bør man ikke ’elske søvn’ i den grad at man forsømmer vigtige ting.

Jesus satte os et godt eksempel i denne henseende. Han var ikke bange for at slide i det. „Efter at det var blevet aften, da solen var gået ned,“ helbredte han syge og uddrev dæmoner, og allerede tidligt næste morgen, „mens det stadig var mørkt“, var han oppe igen for at kunne bede uforstyrret til sin Fader. — Mark. 1:32, 35.

Apostelen Paulus, der var ældste i den første kristne menighed, er et eksempel for kristne ældste i dag. Henvendt til de ældste i menigheden i Efesus sagde han engang: „Husk at jeg i tre år, nat og dag, ikke holdt op med at formane hver enkelt med tårer.“ (Apg. 20:31) Ja, „nat og dag“ sled han i det. Han skrev også at hans samvittighedsfulde bestræbelser for at hjælpe menighederne gav ham „søvnløse nætter“. — 2 Kor. 6:5; 11:27.

Åndelig søvn

Man kan imidlertid også tale om åndelig søvn. Det er det Paulus hentyder til i Første Tessalonikerbrev 5:6, hvor han siger: „Lad os da ikke sove som de andre.“

Med „os“ mener Paulus tydeligt nok de ægte kristne, som er religiøst aktive. De giver agt på Jehovas ledelse og følger med i den gradvise gennemførelse af Guds hensigter. De må være åndeligt vågne! „De andre“ er nogle som sover i åndelig henseende og som altså ikke bekymrer sig om Jesu „nærværelse“ og de ondes ’pludselige undergang’. Blandt disse uopmærksomme kan der også være nogle som kalder sig kristne. — 1 Tess. 4:15; 5:1-3.

I dag er der langt flere som sover åndeligt eller viser åndelig ligegyldighed end der var på Paulus’ tid. Kristenhedens gejstlige er selv opmærksomme på problemet. At den åndelige døsighed er udbredt, fremgår af de mange forhåbningsfulde udtalelser om „en ny religiøs vækkelse“. Med henvisning til dette skrev The Detroit News i april 1978 imidlertid at „meldingerne om en religiøs vækkelse i De forenede Stater måske nok er en smule forhastede, for ikke at sige direkte overdrevne, . . .“ Avisen citerede en dekan ved et protestantisk præsteseminarium i Oklahoma, som sagde: „Efter mit skøn oplever kirken hårde tider fordi den langsomt men sikkert er blevet trosmæssig analfabet.“ Og det religiøse tidsskrift das gespräch, der udkommer i Østrig, skrev i september 1976: „Kardinal König røbede også hvem der er skyld i verdens elendighed. . . . ’Den skyldes i høj grad de såkaldt kristne lande, som før i tiden koloniserede praktisk taget hele verden og derefter gik i gang med at „kristne“ den. Men de gav den ikke virkelig Kristi ånd, kun Kristi navn. De har ikke efterlevet evangeliet.’“

En fare for de ægte kristne

Med formaningen: „Lad os da ikke sove“, viste Paulus at selv ægte kristne må passe på ikke at blive lullet i søvn. Glem ikke at disciplene faldt i søvn den sidste aften de var sammen med Jesus, på trods af at han indtrængende opfordrede dem til at holde sig vågne. De sov rent fysisk, men deres søvn vidnede om en tendens til åndelig døsighed. Jesus sagde: „På en tid som denne sover I og hviler jer!“ (Matt. 26:40-45; Mark. 14:37-41) Tænk på alt hvad sagen drejede sig om: Guds ords sandfærdighed, Guds søns trofasthed, menneskeslægtens frelse. Jesus var fuldt ud klar over hvad det gjaldt, og derfor var han åndeligt vågen og bønfaldt sin Fader om tilstrækkelig styrke. Hans disciple ville have gjort vel i at følge hans eksempel.

„Hold jer til stadighed vågne og bed fortsat, så I ikke kommer ind i fristelse,“ sagde Jesus til dem. (Matt. 26:41) Hans advarsel var sandelig aktuel og betimelig, for kort efter, da Jesus blev forrådt, „forlod alle disciplene ham og flygtede“, og Peter gik endda så vidt som til at fornægte ham tre gange. (Matt. 26:56, 69-75) Åndelig døsighed er farlig.

Dette er forståeligt, for selv fysisk søvn kan føre til ulykke, hvis man sover på et forkert tidspunkt. Vi husker at dommeren Samson blev forrådt af Dalila mens han sov. Da han vågnede og filistrene var over ham, opdagede han at „[Jehova] var veget fra ham“. — Dom. 16:19-21.

Hvis fysisk søvn kan være skæbnesvanger, hvor meget mere da ikke åndelig søvn! Herom siger Åbenbaringen 16:15: „Lykkelig er den der holder sig vågen og bevarer sine yderklæder, så han ikke skal gå nøgen omkring og folk se hans uanstændighed.“ Ja, åndelig søvn kan bevirke at man mister sine kristne identifikationsklæder. — Jævnfør Ordsprogene 23:21.

Selvransagelse nødvendig

Hvordan kan sande kristne da holde sig vågne? Lad os undersøge det nærmere ved at betragte nogle paralleller mellem fysisk og åndelig søvn. Det vil samtidig hjælpe os til at ransage os selv, så vi kan afværge selv den svageste tendens til åndelig døsighed.

Søvn, læste vi, er en „hviletilstand“, en tilstand af uvirksomhed. Derfor må vi spørge: I hvor høj grad er vi virksomme som kristne, for eksempel med hensyn til at forkynde den gode nyhed om at Jesus er nærværende i Rigets magt og snart vil bringe „pludselig undergang“ over de onde? Ikke fordi vi ønsker at sammenligne vores indsats med andres, for det ville ikke alene være uklogt men også ukærligt (Gal. 6:4, 5), men vi bør hver især bedømme hvor årvågne vi er i denne henseende — under hensyntagen til personlige forhold, familieforpligtelser, evner og begrænsninger. Hvad angår vor åndelige virksomhed i denne høsttid, gør vi vel i at give agt på det der siges i Ordsprogene 10:5: „En klog søn samler om sommeren, en dårlig sover om høsten.“

Vi læste også at søvnen er en tilstand med „stærkt nedsat kontakt mellem bevidsthed og omverden“. Når man sover, fornemmer man ikke hvad der foregår omkring én. Derfor kunne vi spørge: Fornemmer vi vort åndelige behov, og er vi til stadighed meget opmærksomme på det, som det sømmer sig for kristne der virkelig tror at afslutningen på den nuværende tingenes ordning er nær? Og viser vi dette ved regelmæssigt at studere Guds ord og overvære kristne møder? Er vi ivrige efter at læse de nyeste bøger og blade der udgives for at vi bedre kan forstå Bibelen? Hvor langt bedre er det ikke at bruge tiden på sådanne ting, end at øde den på drikkegilder og det stadige jag efter fornøjelser som præger mange der sover i åndelig henseende! — 1 Tess. 5:7.

Endvidere er søvn en tilstand med nedsat reaktionsevne. Hvordan reagerer vi når vi bliver tilskyndet til at udføre en særlig form for virksomhed i den kristne menighed? Efterkommer vi straks opfordringen, og gør vi det med begejstring? Er vi lige så hurtige til at efterkomme de nye ting vi lærer nu, som vi var til at tage imod sandheden fra Guds ord i begyndelsen?

Lad os drage nogle flere paralleller: Ved søvnen nedsættes legemstemperaturen, og hjertet arbejder langsommere. Er vor nidkærhed og næstekærlighed kølnet? Eller er vi stadig „brændende i ånden“, ivrige efter at forkynde det kristne budskab? Kan vi, ligesom Jeremias, sige at sandheden er „en brændende ild“ i os, en ild som vi simpelt hen ikke kan holde tilbage? — Rom. 12:11; Jer. 20:9, NW.

Endnu et træk ved søvnen er drømme. Drømme bringer ingen varig lykke, og de kan endda føre til skuffelse når man vågner og opdager at det hele kun var en drøm. Esajas 29:8 beskriver det på denne måde: „Den sultne drømmer, at han spiser, men vågner og føler sig tom.“

Kan det tænkes at vi i virkeligheden lever i en „drøm“, at vi lukker øjnene for virkelighederne i den nuværende verden, hvis scene snart skifter, og måske ofrer for megen tid og for mange penge på materielle interesser? Ligesom man ikke har nogen tidsfornemmelse når man drømmer, har vi da også mistet enhver fornemmelse af tidens alvor og korthed? Husk at Paulus advarede de kristne i Tessalonika om at afslutningen på denne tingenes ordning ville overraske mange som en tyv om natten. (1 Tess. 5:2, 4; Matt. 24:43, 33) Lægger vi for stor vægt på adspredelser og fornøjelser, ja svigter vi endda kristne møder af den grund? Eller foreslår vi at mødetiderne ændres, så de passer bedre ind i vore personlige planer, fremfor at tænke på hvad der virkelig gavner hjorden og dem vi burde forkynde for? Hvor langt bedre er det ikke at være vågen for virkeligheden: Guds oprettede rige udøver sin magt; den onde tingenes ordning vil snart blive tilintetgjort for evigt; det gælder vores personlige frelse. — 1 Tim. 4:16.

Hvordan vi undgår at blive døsige

Vi må forstå hvad det er der fremkalder søvntilstanden. Den fysiske søvn forårsages ikke først og fremmest af ydre ting eller forhold. Det er selvfølgelig rigtigt at et varmt lokale, mangel på frisk luft, eller et glas varm mælk kan medvirke til at man bliver søvnig. Men selve søvnen udløses af en indre mekanisme som videnskaben endnu ikke fuldt ud forstår. På samme måde kan ydre ting eller kræfter bidrage til åndelig døsighed. Det gælder for eksempel den ligegyldighed vi møder når vi forkynder. Som Jesus advarede, kan det at vi lader vort hjerte blive „tynget af frådseri og drikkeri og det daglige livs bekymringer“, også have en tendens til at lulle os i søvn. (Luk. 21:34) Disse farer må vi undgå. Men efter al sandsynlighed er det snarere det vi er indvendig, og ikke vore omgivelser, der i det lange løb enten vil holde os åndeligt vågne eller lulle os i søvn. Vi må derfor vogte vort indre, ja bevare den første kærlighed i vort hjerte. Vi må hele tiden være opmærksomme på vore tanker, motiver og ønsker, og nøje give agt på vort indre menneske. (Ef. 3:16-19) Her gælder apostelens råd: „Vær vedholdende i bønnen, idet I holder jer vågne i den med taksigelse.“ — Kol. 4:2; 1 Tess. 5:8, 11, 16-22.

Vær årvågne som Jehova

Når sande kristne undgår at ’sove som de andre’, følger de Jehovas gode eksempel, for Jehova er altid årvågen. „De andre“ synes måske at Jehova er langsom og at han tøver med at gøre ende på den nuværende ordning og al dens uretfærdighed og fordærv. (2 Pet. 3:9) Derfor vil de sikkert blive ved med at sove lige indtil „den store trængsel“ pludselig er over dem. (1 Tess. 5:3) Men Jehova vil vise sig at være lysvågen. Hans indgriben vil kunne sammenlignes med det der beskrives i Salme 78:65, 66: „Da vågned Herren som en, der har sovet, som en helt, der er døvet af vin; han slog sine fjender på ryggen, gjorde dem evigt til skamme.“ — Jævnfør Jeremias 1:12.

Det er nu vi som kristne bør finde glæde i at være aktive i Jehovas tjeneste, idet vi er opmærksomme på vort åndelige behov og den kritiske tid vi lever i, og lydigt efterkommer hans anvisninger. Det er nu vi må være åndeligt vågne, sådan som Paulus sagde: „Den time . . . er her [allerede] da I skal vågne op af søvne, for nu er vor frelse nærmere end da vi blev troende. Natten er langt fremme; dagen er kommet nær.“ — Rom. 13:11, 12.