En ældgammel religiøs svindel
LÆREN om skærsilden er uden al tvivl en af de indtægtskilder, der har bragt flest penge ind i verdens rigeste religiøse organisations skatkister. Ved Gammelkatolikkernes Konference i Bonn, Tyskland, i 1875 udtalte dr. Johann J. Döllinger, der præsiderede som formand for konferencen, følgende: „Skærsilden som et middel til bortbrænding af synder er en tanke, der var ukendt såvel i Østen som i Vesten, lige til Gregor den Store indførte den.“ Ved slutningen af det sjette århundrede hævdede denne pave at have opdaget skærsilden gennem de forestillinger og syner, han beretter om i sine fire bøger kaldet Dialoger. Retskafne mennesker uden kendskab til den hellige skrift har troet fortællingerne om dette „brændende sted“ og har beredvilligt skyndt sig til romerkirken med deres penge. Og til gengæld har de så håbet at opnå store fordele og begunstigelser for dem selv og deres kære afdøde og har ment at kunne frikøbe deres afdøde venner for en del af lidelsestiden i skærsildens luer. Resultatet har været og er, at milliarder af kroner er strømmet ind i dette religionssystems pengekister, og hierarkiet bruger disse penge til virkeliggørelse af dets ærgerrige planer om at tilvende sig verdensherredømmet og til et tøjlesløst og overdådigt levned, på samme tid som det jævne folk mangler det nødvendigste til livets ophold. Da de inspirerede hellige skrifter imidlertid beviser, at skærsildslæren er en falsk lære, må ethvert ærligt og oprigtigt menneske lære at forstå, at hierarkiet i Vatikanet begår det største bedrageri, der nogen sinde har været set, og derved berøver folk deres penge, deres sjælefred og deres frihed til at tænke og opnå kundskab om Guds sande foranstaltning for de døde.
Skærsildslæren har sin rod i den hedenske teori om menneskesjælens udødelighed. Den engelske Douay-oversættelse af bibelen, som er anerkendt af det romersk-katolske hierarki, siger imidlertid om sjælen: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ (Ezekiel 18:4, Douay) Katolikkernes egen bibeloversættelse stempler således grundlaget for deres lære om pine efter døden som falsk. Hvad er en sjæl? Enhver levende, sansende, åndende skabning på jorden er en sjæl. Hver mand og kvinde er en sjæl, men ingen mand eller kvinde er i besiddelse af en usynlig, fornuftbegavet sjæl, der kan forlade legemet ved døden og fortsætte en selvstændig, fornuftbegavet tilværelse i åndeverdenen. Bibelen siger: „Og Gud Herren dannede mennesket af jordens dynd og blæste livsånde i hans ansigt, og mennesket blev en levende sjæl. Og han bød ham og sagde: Af hvert træ i paradiset skal du spise, men af kundskabens træ på godt og ondt må du ikke spise, for på den dag, du spiser deraf, skal du dø døden.“ (1 Mosebog 2:7, 16, 17, Douay) Med hvilken bemyndigelse påstås det da, at døden kun er en adskillelse af sjæl og legeme, og at sjælen er udødelig og lever videre? Denne påstand hviler udelukkende på Djævelens løgn til Eva om, at der ikke er nogen død. Gud erklærede, at mennesket skulle dø for sin ulydighed. Djævelen benægtede dette over for Eva. Men Kristus Jesus beviste, at Gud var sand, og at Satan, Djævelen, er en løgner. (1 Mosebog 3:4; Johannes 8:44) Læren om skærsilden er derfor usand.
Den religiøse tradition siger: „Den døde fortsætter med at huske, tænke og elske.“ Men også Douay-oversættelsen af bibelen siger i Salme 6:6: „Ingen i døden kommer dig i hu, hvem skal skrifte for dig i helvede?“ I samme vers siger den danske oversættelse: „Thi i døden kommes du ikke i hu, i dødsriget hvo vil takke dig der?“ Og i Salme 115:17 siges der: „De døde priser ej Jehova, ingen af dem, der steg ned i det tavse.“ Det vises således, at „helvede“ er slet og ret graven, og Prædikeren 9:5, 10 (Douay-oversættelsen) viser ydermere, at de døde er livløse og uden bevidsthed. Der siges her: „De levende ved, at de skal dø, men de døde ved ingenting, heller ikke mere får de løn, for mindet om dem er glemt. Hvad sam helst din hånd er i stand til at gøre, gør det i alvor, for hverken arbejde eller evne til at ræsonnere eller visdom skal der være i helvede, hvorhen du haster.“
Når det romersk-katolske hierarki således ser, at der i den hellige skrift findes beviser for, at de døde ikke er ved bevidsthed nogen steder og ikke lider i nogen skærsild, vil de ikke gerne indrømme, at bibelen er den eneste rettesnor for sand lære, og i lande, hvor hierarkiet har det førende ord, gør de alt andet end at opmuntre folk til at læse den og tilegne sig, hvad de har læst. I overensstemmelse hermed læser vi på side 74 i The Faith of Our Fathers (Vore Fædres Tro) af den afdøde amerikanske kardinal James Gibbons: „Det har aldrig været Guds mening, at bibelen skulle være den kristnes trosregel, uafhængigt af kirkens autoritet.“ Altså romerkirkens. Vel vidende, at ingen tekst i bibelen, selv ikke i 2 Makkabæernes Bog 12:43-46 i de apokryfiske bøger, støtter skærsildslæren, byder det romersk-katolske hierarki folket, at de end ikke må forsøge på at studere bibelen selvstændigt, men skal antage præsternes fortolkning. Hvor indlysende er det da ikke, at skærsilden er en religiøs lære, opfundet af Guds og menneskers modstander i den hensigt at vende mennesker bort fra Gud!
En plan eller et trick, der udføres for at få folk til uforvarende at punge ud med deres penge, må kaldes udbytning eller svindel. At lokke folk til drikkeri og til at sætte deres penge i lotterispil eller lignende er udbytning og er af det onde, og ærlige, påpasselige mennesker undgår alt sådant, ganske særlig de sande kristne. Når et menneske eller en organisation prøver på at vinde andres tillid og så benytter denne tillid til uretmæssigt at franarre folk deres penge, er det ondartet udbytning, ja svindel, da den berøvede står fuldstændig værgeløs. Når derfor et menneske eller en organisation forleder folk til at tro, at deres kære afdøde er ved bevidsthed og lider pine på et usynligt sted, kaldet skærsilden, og at de lidende kan hjælpes ved, at de efterladte betaler pengebidrag for dem, og folk på den måde lokkes til at punge ud med deres penge til præsterne, må det siges at være den nedrigste, mest forbryderske og fordømmende form for udbytning og svindel, som tænkes kan. Intet menneske — levende eller død — har nogen sinde haft den mindste smule gavn af de penge, der er blevet ødslet til præsterne, for at de skulle læse bønner for de døde eller de levende. Når derfor religionens præsteskab modtager penge ud fra den ubeviste påstand, at de kan gavne de døde, er det at modtage penge under falske forudsætninger, og det burde straffes ligesom andre forbrydelser af samme art. Og vil mennesker ikke straffe dem, så kan vi være visse på, at Gud vil.
At franarre sorgnedbrudte mennesker penge ved i selvisk øjemed at appellere til deres bedre følelser for deres afdøde, kan med rette kaldes at „udnytte andres sorg“. Vi har således her et cirkulære, der blev udsendt sidste år af et missionskloster i Bridgwater, Somersetshire, England. — Skriftet hedder „Sjælene i skærsilden“ og er adresseret til „Min kære ven!“ Heri siges der:
„Fra og med november måned vil der HVER MÅNED blive holdt MESSE, og desuden vil ROSENKRANSEN FOR DE DØDE BLIVE BEDT HVER DAG for sådanne afdøde, hvis pårørende og venner sender et bidrag til vort missionsarbejde.
Lad ikke denne lejlighed gå fra Dem til at hjælpe Deres kære afdøde, som måske stadig er i skærsilden og venter på Deres hjælp. Mange af os har mistet pårørende eller kære venner, som vi elskede, da de var i live. Lad os nu vise dem vor kærlighed ved at hjælpe dem til at få det syn af Gud, som de længes efter. I de forløbne krigsår er vi blevet berøvet slægt og venner. Hvordan kan vi bedre hjælpe dem end ved at sørge for, at de får del i så mange messer og bønner som muligt?
En skønne dag vil vi selv behøve hjælp; lad os derfor gøre os venner med de hellige sjæle, mens vi kan. På den måde vil vi sikre os indflydelsesrige venner i himmelen til at gå i forbøn for os, når vor tid kommer.
En gave på £3 (60 kr.) berettiger bidragyderen til evigt medlemskab i vor Missionær Union og til for evigt at få del i 21.000 messer årligt. Afdøde personer kan indtegnes som medlem.“
Det er i sandhed grusomt og hjerteløst. Ikke bare forværrer man folks sorg ved at lære dem, at deres kære afdøde gennemgår frygtelige pinsler på et opdigtet sted, kaldet skærsilden, men ydermere får man dem til at føle sig forpligtet til at give deres surt erhvervede penge til præster og religionsledere, for at deres afdøde kan befries for en lille del af deres lidelser i skærsilden.
Forskellige radiostationer rundkaster hyppigt programmer, der henleder opmærksomheden på de forskellige former for udbytning og bedrageri, som folk udsættes for, og ved hjælp af hvilke godtroende mennesker presses for store pengesummer. I nogle lande er der udstedt forbud mod at bruge postvæsenet til forsendelse af penge til det eller det udbytterforetagende — og med rette. I en årrække har embedet som generalpostmester i de Forenede Stater og som den øverste inden for postdirektoratet været beklædt af en række katolikker, og der kan ikke være tvivl om, at sådanne mennesker er Vatikanets redskaber og repræsentanter. Men har man til dato hørt, at bare så meget som een af disse religionsdyrkere i embeds medfør har forbudt brugen af de Forenede Staters postvæsen til indsamling af penge hos katolikker, der tror, det bliver til gavn for deres afdøde? Denne skærsildssvindel udnytter godtroende mennesker, der holdes i uvidenhed om, hvad bibelen lærer, og af pengeafpresserne hindres i at kende den hellige sandhed, og man plyndrer dem for millioner af kroner, mens postdirektørerne fromt folder hænderne og siger: „Det går til et godt formål.“ Men kan noget ærligt menneske med fornuften i behold mene, at et religionssystem, der driver et sådant udbytterforetagende, samtidig kan være en repræsentant for Gud og Kristus på jorden?
„Hvem I forlader deres synder,
dem er de forladt, og hvem I beholder deres synder, de skal beholde dem.“ (Johannes 20:23, katolsk oversættelse, som også er benyttet ved skriftstedcitater i resten af artiklen.) På grundlag af disse Jesu ord, som han udtalte til sine apostle, påstår det romersk-katolske religionssystem, at dets præster har arvet magt til at forlade synder. De godtroende katolikker tror, at deres præster har denne magt og har fået den fra Gud, og de går derfor med regelmæssige mellemrum til præsten og beder ham få dem til at kramme ud med deres hemmeligheder, og de skrifter deres synder for ham i håb om at opnå tilgivelse eller absolution. En mand, som begår den mest skændige forbrydelse, kan gøre dette og så bagefter gå hen og begå en lignende forbrydelse. Mennesker, der tror, at Vatikanets politisk-religiøse hersker og hans præster har magt til at forlade synder, holder fast ved og praktiserer den religion for at lette deres samvittighed og stålsætte den til flere forbrydelser. I den tidligere omtalte bog The Faith of Our Fathers siges der på side 333: „Magten til at forlade synder var ikke indskrænket til apostlene personlig, men udstrakte sig til deres efterfølgere til alle tider og på alle steder. Syndsforladelsen måtte vare ved, så længe synden varer ved, og da den jo desværre ikke vil ophøre, så længe verden står, så vil Herrens lægemiddel mod den altid være at finde i hans kirke. Thi lægemidlet må have samme varighed som sygdommen.“ Jesus sagde imidlertid: „Hvad er lettest at sige til den lamme: Dine synder er dig forladte, eller: Stå op, tag din seng og gå? Men for at I skal vide, at Menneskesønnen har magt til at forlade synder på jorden, så befaler jeg dig, sagde han til den lamme mand, rejs dig, tag din seng og gå hjem.“ (Markus 2:9-11, katolsk oversættelse) Men hvor har en katolsk præst nogen sinde bevist, at han virkelig kunne forlade synder ved på stedet i legemlig henseende at helbrede det menneske, hvis synder han påstår at forlade? Ingen har nogen sinde afgivet et sådant bevis, skønt Jesus sagde, det ene var lige så let som det andet.
Det romersk-katolske religionssystem har påstået at kunne gøre den store gerning at forlade synder for et pengevederlag, og det påstår den stadig. The Faith of Our Fathers siger videre: „Heller ikke overtrådte paven sin lovlige magt, idet han stillede de fromme givere åndelige gaver i udsigt som vederlag for deres timelige ofre. For hvis synder kan blive os forladt, ved at vi giver almisser til de fattige, som skriften siger, hvorfor så ikke lige så godt ved ofre med hensyn til religion?“ (Side 370) „Og kirken, der har magt til at fjerne den større hindring, som er synden, har også magt til at fjerne den mindre hindring, der er den midlertidige straf, den fører med sig.“
Ethvert menneske med kendskab til pavernes historie behøver blot her at blive mindet om en dominikanermunk ved navn Johan Tetzel, der vandt ry over hele Tyskland og andre dele af Europa, fordi han for store pengesummer solgte aflad, der bemyndigede køberen til ustraffet at begå een eller alle slags forbrydelser. Han overtalte folk til at købe hans åndelige salgsvare ved at bilde dem ind, at „så snart deres penge klang mod kistens bund, forlod deres afdødes sjæle skærsilden og for til himmelen“. Denne svindel er nu gået for sig i så lang tid, at præsterne selv er overbevist om, at det er deres nedarvede ret at modtage bidrag fra rige og fattige under påskud af, at de har magt til at forlade synder.
Dette hierarkiets udbytterforetagende har bragt millioner af dollars, pund, francs, mark, lire, kroner o.s.v. ind i Vatikanets pengekister. Særlig har man benyttet sig af politikerne og bibragt dem den opfattelse, at det er deres pligt at fylde den katolske pengepung, især hvor det ved valg gælder at sikre sig katolikkernes stemmer. Det er derfor indlysende, hvorfor mange af de styrende og handelsfyrsterne i Storbritannien og Amerika er tilhængere af Vatikanets religion og må betale store pengesummer i form af forsikringspræmier for at sikre sig mod tab. Svindelen griber om sig, og det romersk-katolske hierarki finder ikke sin lige på udbytningsmarkedet. Hvis nu bibelen viser, at dette systems præster i virkeligheden ikke har magt til at forlade synder, så, er det hele slet og ret en snedig måde at fiske penge op af folks lommer på og bringe forsmædelse over Gud den Almægtiges navn og nedsætte Kristus i folks øjne.
Bibelen viser, at Gud alene kan forlade synder ved Kristi fortjeneste. Hvis en mand ikke tror på Herren Jesus Kristus og på, at hans udgydte blod er grundvolden for al syndsforladelse, kan Gud ikke høre hans bønner og tilgive ham, men den guddommelige vrede fortsætter med at hvile over dette menneske. Det er, hvad der tydeligt siges i Johannes 3:36. Og i 1 Johannes 1:7 står der skrevet: „Jesu Kristi, hans søns, blod renser os fra al synd.“ Hebræerne 9:22 lyder: „Uden udgydelse af blod findes der ingen tilgivelse.“ Som et bevis på, at Jesu blod er nødvendigt, siger Kolossenserne 1:14: „I ham har vi ved hans blod forløsningen, syndernes forladelse.“ Det er rigtigt, at Jesus gav sine trofaste apostle særlig bemyndigelse til at forlade synder, som det siges med disse ord: „Hvem I forlader deres synder, dem er de forladt, og hvem I beholder deres synder, de skal beholde dem.“ Denne myndighed eller bemyndigelse var imidlertid begrænset til de trofaste apostle, og den gælder ingen andre hverken før eller efter dem. I 1 Johannes 1:9 og 2:1, 2 beder apostelen Johannes ingen om at bekende deres synder for ham, men siger, at Gud er trofast i at tilgive.
Intet under, at det romersk-katolske hierarki fraråder katolikkerne at tage deres bibellæsning for alvorligt og i stedet formaner dem til først og fremmest at holde sig til, hvad „kirken“ siger. Men når ærlige og oprigtige mennesker lærer Guds ord at kende, vil de bryde med det katolske system. Bedragerne ved dette, og de passer omhyggeligt på, at deres bedrageri ikke skal blive afsløret og bragt til ophør. Den påstand, at det romersk-katolske hierarki er efterfølgere af apostlene, og at de har arvet apostlenes magt til at forlade synder, er i højeste grad gudsbespottelig og er et andet led i deres pengepugende og magtbegærlige plan. Naturligvis vil fornuftige og tænkende mennesker ikke fortsætte med at tro på denne svindel, når de først er blevet oplyst om den hellige skrift og er kommet til at tro på Gud og Kristus Jesus i sandhed. Det er et yderligere og afgørende bevis for, at det romersk-katolske religionssystem ikke er „Guds kirke“, men at det er et system, der praktiserer Djævelens religion, hvis eneste hensigt er at smæde Guds hellige navn.