Forlader man tilflugstbyen mister man livet
1. Hvilken stilling, i lighed med jødernes på Jesu tid, befinder kristenheden sig i?
I DAG hviler der stor blodskyld på kristenheden, ja på hele verden. Mange oprigtige mennesker er uvidende om at de personligt bærer en del af denne skyld, idet de ikke selv har dræbt nogen eller direkte har deltaget i krige. Alligevel må de bære deres del af dette ansvar sammen med dem der ifølge Bibelens profetier har udgydt uskyldigt blod. I vor tid indtager kristenheden samme stilling som jøderne på Jesu tid, til hvem Jesus sagde: „Se, jeg sender til jer profeter og vise og skriftkloge; nogle af dem vil I dræbe og korsfæste, og nogle af dem vil I piske i jeres synagoger og jage fra by til by, for at alt det retfærdige blod, som er udgydt på jorden, skal komme over jer, lige fra den retfærdige Abels blod og til blodet af Zakarias, Barakias søn, som I slog ihjel mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg eder: alt det skal komme over denne slægt. Jerusalem, Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig!“ — Matt. 23:34-37.
2. Hvad var årsagen til Jerusalems blodskyld, og hvordan blev byen straffet?
2 Jerusalems blodstænkte historie skyldtes ikke at byen på Jehova Guds befaling havde deltaget i teokratiske krige, men at den havde udgydt uskyldigt blod og med fuldt overlæg havde dræbt mange af Guds profeter, ja selv Jesus, Guds søn, som blev dømt til døden dér. Disse handlinger blev ikke begået i uvidenhed, for syv hundrede år tidligere, på Jeremias’ tid, afslørede Jehova Jerusalems blodskyld, da han gennem sin profet sagde: „Endog findes blod på dine hænder af fattige, skyldfri sjæle, blod, jeg ej fandt hos en tyv, men på alle disse. Og du siger: ’Jeg er frikendt, hans vrede har vendt sig fra mig.’ Se, med dig går jeg i rette, da du siger: ’Jeg har ikke syndet.’“ (Jer. 2:34, 35) I overensstemmelse med disse ord udøste Jehova i 607 f.v.t. sin vrede over Jerusalem på grund af dens hensynsløse blodsudgydelse, og hans babyloniske eksekutionsstyrker udgød indbyggernes blod på jorden i en forfærdende ødelæggelse. Som en opfyldelse af Jesu ord oplevede Jerusalem endnu et blodbad, og før dette var forbi i sommeren år 70 var 1.100.000 døde i den belejrede by.
Blodskyld på grund af medansvar
3. Hvorfor blev mange dræbt som ikke direkte havde taget andres liv?
3 De der tilhører kristenheden bør især give agt på dette advarende eksempel. Ikke alle de jøder der blev dræbt af babylonierne eller af romerne havde direkte gjort sig skyldige i mord på Guds profeter eller havde på anden måde taget andre menneskers liv, men alligevel blev de udslettet sammen med dem der med overlæg havde udgydt uskyldigt blod. Hvorfor? Fordi de holdt fast ved jødedommens traditioner og skikke, og således måtte bære deres del af samfundsansvaret for det jødiske folks blodskyld.
4. Hvorfor kan Jehova ikke se gennem fingre med det kristenheden har gjort?
4 Kristenheden er i sandhed vor tids modstykke til byen Jerusalem og Juda rige. Kristenhedens historie har lige siden dens begyndelse i det fjerde århundrede, på Konstantins tid, været plettet med blod der uretfærdigt er blevet udgydt. Dette kan ikke gå upåagtet hen, for Jehova, der ikke forandrer sig, sagde til Noa: „For eders eget blod kræver jeg hævn; af ethvert dyr kræver jeg hævn for det, og af menneskene indbyrdes kræver jeg hævn for menneskenes liv. Om nogen udøser menneskers blod, ved mennesker skal hans blod udøses, thi i sit billede gjorde Gud menneskene.“ — 1 Mos. 9:5, 6.
5. (a) Ved hvilke gerninger har kristenheden pådraget sig blodskyld og hvorfor kan de ikke retfærdiggøres? (b) Hvem er medansvarlig for kristenhedens blodskyld?
5 Ved sine hundreder af krige, sin religionsforfølgelse og sine korstog før 1914, som har kostet hundredtusinder af troskyldige mennesker livet, og ved de to verdenskrige siden 1914, hvori kristenheden må bære hovedansvaret for de millioner af menneskeliv der gik tabt, har kristenheden pådraget sig en frygtelig blodskyld som den skal gøre regnskab for, ifølge Guds bud vedrørende blodet. Disse krige kan ikke siges at være teokratiske krige som er blevet udkæmpet i Guds navn, selv om præster og gejstlige på begge sider i disse stridigheder der er blevet udkæmpet i kristenheden, har velsignet dem der deltog i dem. Sådanne velsignelser har ikke bemyndiget nogen til at dræbe deres næste uden at pådrage sig blodskyld over for Jehova Gud. At man er blevet velsignet af en af kristenhedens præster eller gejstlige betyder ikke at man er kommet ind i Jehovas ypperstepræsts, Jesu Kristi, „tilflugtsby“. Selv om mange har kæmpet oprigtigt af religiøse eller patriotiske grunde, har påkaldelsen af Guds navn i sådanne konflikter ikke fritaget deltagerne for blodskyld. Dertil kommer at de der godkender, hjælper eller støtter dem der direkte gør sig skyldige i blodsudgydelse, eller som tager del i propaganda eller er med i en bevægelse som fører til udgydelse af uskyldigt blod, ligeledes kommer under et samfundsansvar som meddelagtige i den forbrydelse der begås, og derfor skal aflægge regnskab over for retfærdighedens Gud, der hverken kan eller vil se gennem fingre med en sådan blodskyld.
6. Hvad har kristenheden yderligere gjort sig skyldig i, og kan den undgå at blive straffet for det?
6 Noget som gør kristenhedens blodskyld langt alvorligere, er imidlertid at den har taget mange af Guds sande tjeneres liv. Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, hvoraf kristenheden er den mest fremherskende del, omtales i Åbenbaringsbogen som „beruset af de helliges blod, af Jesu vidners blod“. (Åb. 17:6) Lige så sikkert som kristenheden har undladt at give agt på Jehovas advarsel, lige så sikkert vil Jehovas dom snart ramme den, på samme måde som det skete med dens forbillede, Jerusalem og Juda, i 607 f.v.t. og 70 e.v.t. Alle der til den tid er tilsluttet Babylon den Store vil være meddelagtige i dens skyld og vil også blive tilintetgjort sammen med den. — Åb. 18:4.
Hvordan man flygter til vor tids tilflugtsby
7. Hvornår vil Jehovas blodhævner slå til, og hvor er det eneste sted man kan finde tilflugt?
7 Jehova har barmhjertigt holdt sin blodhævner, Herren Jesus Kristus, tilbage fra at slå til med sine himmelske hærskarer mod kristenheden og alle dem der deler dens blodskyld, men snart vil tidsfristen være udløbet. (Åb. 7:1-3) I den kommende ’store trængsel’ vil han der hævner menneskers blod, gå til angreb. „Thi [Jehova] går ud fra sin bolig for at straffe jordboernes brøde; sit blod bringer jorden for lyset og dølger ej mer sine dræbte.“ (Es. 26:21; Matt. 24:21, 22) Når denne afgørelsens time slår, vil alle mennesker blive stillet over for deres fælles ansvar, og det i en større målestok end Jerusalem og jødefolket nogen sinde blev det. Alle der ikke har søgt derhen hvor de kan opnå sikkerhed, vil blive ramt af straffen. Jorden må for evigt renses for blodet af dem der uretfærdigt er blevet dræbt. Der må skaffes soning, for at budet om blodets hellighed der blev indgået med Noa, kan blive opfyldt. Den eneste måde hvorpå man kan flygte i sikkerhed, er ved at finde den vej der fører til Jehovas modbilledlige „tilflugtsby“ og blive dér i byen indtil Jehovas vredes dag er ovre, og derefter stadig blive boende i den og nyde godt af Jehovas store ypperstepræsts, Jesu Kristi, tjeneste. Hvad er da den modbilledlige tilflugtsby?
8. Hvad er den modbilledlige tilflugtsby, og hvordan kommer man ind i den?
8 I fortidens Israel måtte manddraberen flygte til en af de seks byer der specielt var udpeget til dette formål, og efter at han havde bevist at han var uskyldig i overlagt mord måtte han forblive i tilflugtsbyen indtil den fungerende ypperstepræst døde. (4 Mos. 35:9-34) Den modbilledlige tilflugtsby må således være den foranstaltning hvorved Jehova beskytter en mod at blive dræbt fordi man har overtrådt hans bud om blodets hellighed. Man tilstedes adgang til denne by ved at komme ind under og forblive under de goder der er en følge af ypperstepræstens, Jesu Kristi, tjeneste. Jesu fuldkomne menneskeliv, som han opofrede her på jorden, svarede til det liv som det første menneske, Adam, ejede i Edens paradis. Jesus ofrede dette syndfri liv i døden, og efter sin opstandelse og himmelfart, hvor han tog sæde ved Guds højre hånd i himmelen, var han i stand til at frembære værdien af sit genløsningsoffer til gavn for Adams døende efterkommere. På denne måde blev Jesus menneskehedens genløser, vor nærmeste slægtning. Ved at goderne af dette genløsningsoffer anvendes til gavn for os bliver vi renset for synd og opnår forligelse med Gud. — Hebr. 2:14; 10:12; Rom. 5:11; se også Apostlenes Gerninger 2:37-40.
9. (a) Hvad må enhver der har krænket den guddommelige bud vedrørende blodets hellighed, gøre for at opnå Guds tilgivelse? (b) Hvordan er Paulus et eksempel for os?
9 Enhver der, forsætligt eller uforsætligt, krænker Guds bud vedrørende blodets hellighed, må i tro på ypperstepræstens, Jesu, blod, bede Gud om tilgivelse og om at få sine synder udslettet. Han må vise oprigtig anger over at have overtrådt Guds lov, ved lydigt at forblive under Guds foranstaltning ved Kristus, idet han sætter sin lid til ypperstepræstens retfærdighed og tjeneste som mellemmand. Apostelen Paulus, der som Saulus fra Tarsus forfulgte medlemmerne af den kristne menighed, ja endog bifaldt at de blev myrdet, står som et eksempel på dem der har krænket budet om blodet. „Men,“ siger han, „barmhjertighed blev mig til del, fordi jeg i min vantro ikke vidste, hvad jeg gjorde.“ (1 Tim. 1:13) Gennem Kristus så Jehova den angrende indstilling Saulus lagde for dagen og som senere blev bekræftet af de mange trofaste gerninger han gjorde, og Saulus var ikke blandt dem der senere blev dræbt af blodhævneren, den opstandne Jesus Kristus, på „hævnens dag fra vor Gud“. (Es. 61:2) Da Jesus åbenbarede sig for Saulus og viste at Saulus’ forfølgelse af den sande kirke var en forfølgelse af Ham, angrede Saulus; han ændrede sin handlemåde og nød fra da af godt af genløsningsofferets fortjeneste, som var han i en tilflugtsby. — Ap. G. 9:1-19.
En anmodning til Gud om en ren samvittighed
10. Hvordan kan man i dag stræbe efter at få en ren samvittighed over for Gud?
10 For at den uforsætlige manddraber kunne blive beskyttet, var det ikke nok at han blot kom ind i fortidens tilflugtsby. Før han kunne forblive i byen og nyde godt af de fordele der var forbundet med at bo i den, måtte han bevise at han havde en ren samvittighed over for Gud og ikke havde gjort sig skyldig i planlagt blodsudgydelse. I dag kan en sådan ren samvittighed over for Gud kun opnås ved en oprigtig, ærlig anmodning til Gud, tilkendegivet ved at man indvier sig til Gud gennem Kristus og derpå lader sig døbe. Det betyder at den der kommer til Gud må bekende de synder han har begået som en overtrædelse af Guds lov og må ændre sin handlemåde for at gøre Guds vilje. Han må således foretage en helhjertet og uforbeholden indvielse til Jehova og derpå fremstille sig for at blive fuldstændig nedsænket i vand som et symbol på sin indvielse. Dette er især vigtigt nu da verdens ende er nær.
11. Hvad er den rene samvittighed vi anmoder Gud om, og hvordan kan vi bevare den?
11 Apostelen Peter talte om dåbens frelsende kraft og dens forbindelse med den kristnes samvittighed da han skrev følgende, som vi kan se i Første Petersbrev 3:20, 21 (NW): „Det som svarer hertil [det vil sige til at Noa og hans familie blev reddet gennem vandfloden i arken dengang den daværende verden endte], nemlig dåb (ikke fjernelse af kødets snavs, men en anmodning til Gud om en god samvittighed), frelser nu også jer gennem Jesu Kristi opstandelse.“ Den gode samvittighed vi anmoder Gud om at få ved at opfylde hans krav i forbindelse med dåben, er en samvittighed der er fri for enhver skyld over for Gud. Det er en bevidsthed om at foranstaltningen med Jesu sonoffer virkelig renser os for al synd, i modsætning til de dyreofre der måtte bringes hvert år. Ja, den gode samvittighed som Gud giver os, gør det muligt for os at opnå et rent forhold til Jehova og bevare dette forhold ved at drage nytte af hans store ypperstepræsts tjeneste. De der opnår dette forhold må bevare denne gode samvittighed ved til stadighed at udføre det arbejde de har fået tildelt i den modbilledlige tilflugtsby. Samvittigheden spiller derfor en vigtig rolle i forbindelse med vor forbliven i tilflugtsbyen.
12. Hvordan kunne vi bringe os selv i den farlige situation at vi forlader vor tids tilflugtsby?
12 Når vi, ved vor indvielse og dåb under Kristi Jesu sonoffers foranstaltning, er kommet ind i den modbilledlige tilflugtsby, lader vi al skyldfølelse bag os, og vi bør bevare denne frihed for skyldfølelse mens vi forbliver i byen. Imidlertid må vi ikke begynde at gøre vor samvittighed ufølsom over for Gud og retfærdiggøre os hvis vi skulle overtræde Jehovas lov for dem der har søgt tilflugt i byen, for så vil vi udsætte os for at komme i den farlige situation at vi måske til sidst helt forlader byen. Guds lov er tydeligt udtrykt for os i hans ord og i de bibelske publikationer som han har tilvejebragt for at vi skal forstå hvad der er hans vilje og hensigt med menneskene i endens tid. Ignorerer vi Guds ånds klare ledelse ignorerer vi vor kristne samvittigheds ledelse. Ignorerer vi samvittigheden føler vi efterhånden ikke nogen smerte eller uro når vi burde have samvittighedsnag. Som Paulus sagde kan samvittigheden til sidst blive forhærdet ligesom kød der er brændemærket. I denne tilstand, som følelsesløst arvæv, registrerer samvittigheden ingen smerte, ingen skyldfølelse. Sker det for os vil vi efterhånden blive ligegyldige over for det der er forkert, og når vi bliver gjort opmærksomme på en uret handling vil vi til sidst blot slå det hen og sige: „Hvad så? Hvem bryder sig om det?“ En sådan ligegyldig indstilling vil føre til at vi fuldstændig ignorerer den forordning der har givet os adgang til byen; og hvis vi indhentes i denne forfatning, i denne sindstilstand, vil vi ikke kunne blive beskyttet mod blodhævneren, for vi vil ikke længere befinde os i tilflugtsbyen og nyde godt af ypperstepræstens beskyttelse under den kommende „hævnens dag“.
Vi må holde ud indtil enden
13. Hvordan forlader man den modbilledlige tilflugtsby? Hvordan kan man undgå at gøre dette, og hvilken fare udsætter man sig for ved at forlade den?
13 Hvis man bliver selvsikker og mister troen på ypperstepræstens offer og ikke længere nærer tillid til at det dækker ens synder, forlader man altså tilflugtsbyen og udsætter sig for tilintetgørelse i Harmagedon. Derfor gør vi klogt i at lytte til apostelen Paulus’ advarsel: „Derfor må vi så meget mere give agt på det, vi har hørt, for at vi ikke skal glide bort fra det.“ (Hebr. 2:1) Det tidspunkt da Jehovas hævner skrider til handling, kommer stadig nærmere. Nu er tiden ikke inde til at blive overrasket uden for tilflugtsbyen eller ved udkanten af de omliggende græsmarker, i faretruende nærhed af grænsen for dette tilflugtssted som Jehova har forordnet. Vi må aldrig falde i den snare at mene at vi kan afvige blot en lille smule fra Jehovas retfærdige krav. Hvem af os kan sige hvornår vi har nået det punkt da vi forsætligt ignorerer Jehovas foranstaltning, og ikke længere blot ’udviser en dårlig dømmekraft’? Husk på Paulus’ ord i Første Korinterbrev 4:4: „Thi vel er jeg mig intet bevidst; dog dermed er jeg ikke retfærdiggjort; den, der bedømmer mig, er Herren [Jehova, NW].“ Kan vi sige at vi sætter vor lid til Jehova hvis vi med overlæg ignorerer eller overtræder hans påbud til os? Hvis man tænker på at forlade den modbilledlige tilflugtsby, ja blot midlertidigt, frister man Gud. Tænk hvis en der befandt sig i en sådan tilstand, døde af en naturlig årsag nu før ’den store trængsel’? Hvilken andel ville vedkommende så få i opstandelsen? Vi bør altid stræbe efter i tro at lægge en god grundvold idet vi fuldt ud sætter vor lid til den store ypperstepræsts tjeneste, så blodhævneren vil huske os på en måde der bliver til vor gavn når tiden for opstandelsen er inde. (Matt. 24:21, 22) Hvis vi undlader at gøre dette her i „endens tid“ kan det betyde evig udslettelse. Det kan betyde at vi ikke får den forret at overleve den kommende ’store trængsel’, men bliver henrettet.
Hvornår vi er fri til at forlade tilflugtsbyen
14. Hvor længe må de der lever på jorden med et himmelsk håb, blive i den modbilledlige by, og hvorfor indtil da?
14 Hvor længe skulle de der i fortiden havde pådraget sig blodskyld, blive i tilflugtsbyen? Indtil de ikke længere havde brug for ypperstepræstens tjeneste. Paulus skrev til hebræerne: „Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever, så han kan gå i forbøn for dem. Thi en sådan ypperstepræst passede også for os: en, der var hellig, uberørt af det onde og ubesmittet, skilt ud fra syndere og ophøjet over himlene.“ (Hebr. 7:25, 26) Ypperstepræstens tjeneste er altså til gavn for de ufuldkomne mennesker der overlever ’den store trængsel’. Så længe der hviler blodskyld på dem er det nødvendigt at ypperstepræsten virker til gavn for dem så de kan bevare deres rette stilling ind for Gud. De der er blevet salvet af Guds hellige ånd til at være åndelige sønner, medarvinger med Kristus, må forblive i den modbilledlige tilflugtsby indtil de trofast afslutter deres jordiske færd i døden, hvorved de for evigt giver afkald på deres liv som mennesker. Eftersom Kristi offer kun gælder dem der har jordisk natur, „dør“ ypperstepræsten da for de salvede i den forstand at han ikke længere behøver at anvende sit offers fortjeneste til gavn for dem, idet den „lille hjord“ af „Kristi medarvinger“ i opstandelsen forvandles fra mennesker til åndeskabninger og fra da af tager bolig i himmelen hvor de har „guddommelig natur“. — Luk. 12:32; Rom. 8:17; 2 Pet. 1:4.
15. Hvornår er de der har håb om jordisk liv fri til at forlade den modbilledlige by, og hvordan når de frem til dette?
15 De der overlever ’den store trængsel’ og som har håb om at opnå liv på jorden, er imidlertid ikke fri til at forlade tilflugtsbyen når Guds fjender er blevet tilintetgjort i Harmagedon og det uskyldige blod der er blevet udgydt i menneskeslægtens historie, er blevet hævnet. De der tilhører denne ’store skare’ har ganske vist ’tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod’ før blodhævneren handler som Jehovas domsfuldbyrder. Men ’den store trængsel’ fjerner ikke deres blodskyld og befrier dem ikke øjeblikkelig for de synder de har arvet fra Adam. Selv om de har opnået en ren samvittighed over for Gud, må de fortsat gøre noget for at bevare denne rene samvittighed ’ved at forblive indenfor den modbilledlige tilflugtsbys grænser, indtil de har opnået jordisk fuldkommenhed og således ikke længere har brug for ypperstepræstens tjeneste. Hvornår vil dette ske? Først når de, ved slutningen af Kristi tusindårsrige, har opnået jordisk fuldkommenhed og han overgiver dem til Jehova, for at de som fuldkomne mennesker uden hjælp kan bevise deres integritet i en sidste prøve. Når de ikke længere står under den store ypperstepræsts, Jesu Kristi, beskyttelse, „dør“ han i virkeligheden som ypperstepræst for dem, idet han ikke længere behøver at anvende sit offers rensende blod til gavn for dem.
16. Hvilken stilling i forhold til den modbilledlige tilflugtsby indtager de der kommer frem i opstandelsen til liv på jorden?
16 Hvad så med dem der vil blive oprejst i løbet af Jesu tusindårsrige? Må disse også søge ind i tilflugtsbyen og forblive der til „ypperstepræstens død“? Nej. De har nemlig betalt for deres synd med deres egen død. (Rom. 6:7) De er blevet frikendt for deres synd ved at gå ned i menneskehedens fælles grav. Når de nu bliver udfriet fra døden, befinder de sig ikke på den vej der fører til den modbilledlige tilflugtsby, men på vejen til evigt liv. Mens de fortsætter på denne livets vej vil de også blive hjulpet af ypperstepræsten til at opnå jordisk fuldkommenhed. Når de består den sidste prøve efter afslutningen på Kristi tusindårsrige, vil Jehova også erklære dem for retfærdige og garantere dem et evigt liv på jorden. Hvis de imidlertid undlader at leve op til de krav som menneskene til den tid må opfylde, vil den sidste dom gå dem imod og de vil blive udslettet for evigt, på samme måde som de der blev tilintetgjort tusind år tidligere, i ’den store trængsel’.
17. Hvilke spørgsmål rejser sig nu med hensyn til „ypperstepræstens død“?
17 Men nogen vil måske spørge hvordan man så skal forstå Paulus’ ord til hebræerne: „Det [håbet] har vi som et sjælens anker, der både ligger sikkert og fast og når ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind som forløber for os, idet han blev ypperstepræst ’på Melkisedeks vis evindelig’“? (Hebr. 6:19, 20) Hvorfor siges der at Jesus skal være ypperstepræst evindelig, hvis hans tjeneste som ypperstepræst i forbindelse med menneskehedens verden ophører ved slutningen af de tusind år? På hvilken måde vedbliver han med at være ypperstepræst til evig tid?
18. Hvilken tjeneste som den store ypperstepræst har udført vil ophøre, men hvorfor vil dette ikke gøre ende på hele hans øvrige forhold til menneskene?
18 I det jødiske forbillede døde ypperstepræsten bogstaveligt, hvilket ikke alene gjorde ende på hans tjeneste som ypperstepræst men også på hans liv. Sådan forholder det sig ikke med den større ypperstepræst, Jesus Kristus. Hans tjeneste som ypperstepræst ophører ganske vist når menneskene har opnået en fuldkommen retfærdig stilling ind for Jehova, men han har taget sæde ved Jehovas højre hånd til evig tid. Det at han ikke længere virker som formidlende ypperstepræst for menneskene, gør ikke ende på hans liv. De gavnlige virkninger af hans tjeneste som konge og ypperstepræst vil for evigt komme menneskene til gode, og menneskene vil til evig tid stå i gæld til ham fordi han har tjent som konge og ypperstepræst til gavn for dem. I al evighed vil de bøje knæ i Jesu navn og bekende at han er Herre, til Gud Faders ære. (Fil. 2:5-11) Det vil ikke længere være nødvendigt at han anvender sit forsoningsoffers fortjeneste til gavn for menneskene. Men som Jehovas store administrator og talsmand vil han vedblive med i al evighed at være den første og ypperste til at ophøje Jehova og fremme den tilbedelse der vil forene hele universet til Jehovas ære og pris.
19. Hvad kan holde os oppe nu, og hvad bør vi alvorligt og ivrigt bestræbe os for?
19 Hvor vil det blive en storslået forret at være blandt de lykkelige skabninger der har overlevet til den tid! Hvor vil vi da være taknemmelige for den barmhjertighed Jehova har vist os ved at gøre denne storslåede foranstaltning mulig! Det er dette håb der nu holder os oppe. Måtte vi påskønne det som vi påskønner selve livet, for det at forblive i Jehovas tilflugtsby her i „endens tid“ for den blodskyldige verden, vil netop betyde livet for os.