Genløsningen — kristenhedens glemte lære

GENLØSNINGEN, den lære at Jesus gav sit liv for den syndige menneskehed, er noget fundamentalt i sand kristendom. Ikke desto mindre har denne lære i lang tid været udsat for hån og kritik af kristenhedens teologer.

Hvad skyldes det? Sagde Jesus ikke selv i Markus 10:45: „Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig betjene, men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange“?

Nogle har faktisk hævdet at Jesus aldrig har udtalt disse ord, men at de efter hans død er blevet tilføjet under indflydelse af apostelen Paulus. Andre indvender at udtrykket „løsesum“ er symbolsk eller at læren stammer fra græsk mytologi! Derfor er læren om genløsningen eller forsoningen praktisk taget forsvundet fra kirkernes lære.

Hvilken forståelse havde de første kristne af Jesu død? Paulus siger i Andet Korintherbrev 5:14, 15: „Messias’ kærlighed tvinger os nemlig, for denne slutning har vi draget: én er død for alle . . . for at de som lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham som døde for dem og blev oprejst.“ Denne lære er bemærkelsesværdig enkel og fuldstændig fri for de komplicerede ændringer som teologerne senere lod den undergå.

Er det sandsynligt at det er Paulus der har opfundet denne lære? Nej, for i Første Korintherbrev 15:3 forklarer han: „Jeg har nemlig overgivet til jer, blandt de første ting, det som jeg også har modtaget, at Kristus døde for vore synder ifølge Skrifterne.“ Det fremgår således klart at de kristne, længe før Paulus skrev sine breve, forstod at Jesu død var en offerdød, en løsesum der blev betalt for at løskøbe den syndige menneskehed. Som Paulus forklarer forstod de at Kristi død opfyldte „Skrifterne“, hvilket blandt andet vil sige profetierne i Salme 22 og Esajas 53 i De Hebraiske Skrifter, „Det Gamle Testamente“.

Ubesvarede spørgsmål

Hvis man vælger at undersøge kendsgerningerne på egen hånd, vil man opdage at kristendommen begyndte at blive infiltreret af falsk lære omkring apostlenes tid. (Apostelgerninger 20:29, 30; 2 Timoteus 4:3, 4) Troen på Kristi sonoffer blev dog bibeholdt, hvilket kirkefædrenes skrifter bevidner. Men da nogle senere teologer granskede nøjere i læren om genløsningen, rejste der sig nogle vanskelige spørgsmål: Hvem blev løsesummen betalt til, og hvorfor var en sådan betaling nødvendig?

I det fjerde århundrede fremholdt Gregor af Nyssa og andre det synspunkt at løsesummen var blevet betalt til Satan Djævelen! De fremførte det argument at Satan holdt menneskeslægten fanget, og at han fik udbetalt en løsesum for at slippe den fri. En af denne Gregors samtidige, nemlig Gregor fra Nazianz, fandt imidlertid en stor mangel ved denne teori. Den forudsatte at Gud skulle stå i gæld til Djævelen, hvilket er en absurd tanke. Ikke desto mindre slog den idé an at der skulle betales en løsesum til Djævelen, og denne idé blev forfægtet i århundreder.

Kunne løsesummen være blevet betalt til Gud selv? Gregor fra Nazianz fandt også denne tanke problematisk. Da ’vi ikke var Guds trælle’, hvorfor var det så nødvendigt at betale ham en løsesum? Og ’kunne Faderen finde behag i sin søns død’ ved at kræve ham som sonoffer? Sådanne tilsyneladende vanskelige spørgsmål lod til at skabe tvivl om selve genløsningen.

Genløsningen får ’et dødsstød’

Hvis man fortsætter med at undersøge emnet, vil man komme frem til begyndelsen af det 12. århundrede. På dette tidspunkt forsøgte Anselm, der var ærkebiskop af Canterbury, at besvare disse spørgsmål i sin bog Cur Deus Homo (Hvorfor Gud blev menneske). Bogen lærte at Kristi død havde til formål at lade den guddommelige retfærdighed ske fyldest, dog ikke som en genløsning. Anselm mente at hvis synden blev tilgivet ved at der blev betalt en løsesum uden at retfærdigheden skete fyldest, ville synden ikke være blevet sonet. „Men Gud kan ikke lade noget uret i sit rige gå upåagtet hen,“ sagde Anselm. Hvordan bar Gud sig ad med at rette det forkerte?

I sin argumentation fremførte Anselm at ’synd vanærer Gud’, og at det derfor ikke ville være tilstrækkeligt „blot at skaffe det til veje som var blevet fjernet“ ved Adams død. Eftersom Gud var blevet krænket ville det ikke være tilstrækkeligt med en løsesum, end ikke hvis det var et fuldkomment menneske der blev ofret. Denne gejstlige ræsonnerede som så at „i betragtning af den krænkelse der havde fundet sted, måtte der tilvejebringes mere end der var gået tabt“. (Kursiveret af os.) Anselm hævdede derfor at det krævede at en der „både var Gud og menneske“ måtte ofre livet.

Uanset hvad man mener om Anselms læresætninger, vandt de over den lære hans samtidige fremholdt, og de øver stadig indflydelse i vor tid. Med ét slag havde Anselm både befæstet treenighedslæren og tildelt læren om genløsningen et dødsstød, i det mindste inden for kristenheden. Teologer begyndte nu at bruge udtrykket „satisfaktion“, og begrebet genløsning gled gradvist ud i mørket. Anselms teorier byggede næsten udelukkende på besnærende logik, ikke på Bibelen. Og som tiden gik begyndte teologer som Thomas af Aquino at bidrage til „satisfaktionsteorien“ med deres egen udspekulerede logik. Der var ingen ende på spekulationerne. Forsoningsteorierne udviklede sig, og debatten bevægede sig længere og længere bort fra Bibelen og dybere ind i menneskelige ræsonnementer, filosofi og mysticisme.

Reformationen og genløsningen

Lad os bevæge os et skridt nærmere vor tid. Da reformationens storme brød løs i det 16. århundrede, dannede der sig blandt andet en radikal gruppe som blev kaldt socinianerne.a De benægtede at Jesu død på nogen måde „skænker os frelse“, og kaldte en sådan tro for „vildledende, fejlagtig og yderst skadelig . . . både i modstrid med Bibelen og sund fornuft“. (The Racovian Catechisme) Eftersom Gud frit tilgiver mennesker, var der ikke behov for at tilfredsstille retfærdigheden. De hævdede at Kristi død virkede genløsende i den forstand at den fik mennesker til at efterligne hans fuldkomne eksempel.

På grund af dette og andre kætterier gik den katolske kirke til modangreb og sammenkaldte Tridentinerkoncilet (fra 1545 til 1563). Skønt der blev taget stilling til mange lærespørgsmål ved dette kirkemøde, forblev man imidlertid uklar og forsigtig hvad angik læren om genløsningen. Man talte om ’Jesu Kristi fortjeneste’ og brugte udtrykket „satisfaktion“, men undgik omhyggeligt udtrykket „genløsning“. Kirken undlod altså at gøre sin stilling klar og formulere en tydelig bibelsk lære. Spekulationerne havde fortsat frit løb.

Hvorfor de religiøse ledere har svigtet

Siden Tridentinerkoncilet har både katolske og protestantiske teologer fremsat utallige formuleringer af forsoningslæren. (Se rammen på side 7.) Der er dog ikke udsigt til at man vil nå til enighed om hvilken betydning Kristi død har. Det eneste teologerne er enige om er at foragte det bibelske udtryk „løsesum“, som de foretrækker at ignorere, bagatellisere eller bortforklare. Betydningen af Kristi død bliver forklaret i en teknisk jargon, med indviklede og vildfarne slutninger samt højtravende udtryk som for eksempel „moralsk indflydelse“ og „repræsentativ fysisk satisfaktion“. Frem for at styrke troen på Kristi død, har kristenhedens gejstlige gjort hans marterpæl til en forvirrende anstødssten.

Hvad er den egentlige årsag til denne utilgivelige forsømmelighed? Den katolske teolog Boniface A. Willems tilskriver det den omstændighed at teologer bliver „uddannet under omhyggeligt bevogtet isolation“ — alt for langt borte fra folks hverdag.b Måske er du af samme mening. Jeremias 8:9 peger imidlertid på problemets kerne: „Se, Jehovas ord har de vraget, så hvad visdom har de?“

Det skal indrømmes at læren om genløsningen rejser visse vanskelige spørgsmål. (2 Peter 3:16) Men i stedet for at søge svaret i Bibelen har teologerne benyttet sig af menneskers visdom og logik. (1 Korinther 1:19, 20; 2:13) De har valgt at afvise de dele af Bibelen som ikke passer med deres forestillinger eller teorier. (2 Timoteus 3:16) De har foretrukket at fremme ubibelske læresætninger, som for eksempel treenighedslæren. (Johannes 14:28) Deres største fejl er dog at de anser menneskets frelse for det vigtigste og ignorerer mere betydningsfulde spørgsmål, såsom Guds navn og rige. — Mattæus 6:9, 10.

En fortaler for genløsningen

Lad os nu gå frem til slutningen af det 19. århundrede. På dette tidspunkt skilte en gudfrygtig mand ved navn Charles Taze Russell sig ud fra den etablerede teologi og begyndte at udgive bladet Vagttårnet. Om dette blad har Russell sagt: „Lige fra Begyndelsen af har det været en særlig Talsmand for Genløsningen.“

Vagttårnet tjener fortsat dette formål. I over hundrede år har det fremholdt logiske bibelske argumenter for troen på genløsningen, og det har givet fornuftige bibelske svar på kritikernes indvendinger. Vi vil derfor gerne opfordre vore læsere til at se nærmere på hvad Bibelen egentlig siger om Jesu død og dens betydning.

[Fodnoter]

[Ramme på side 7]

EKSEMPLER PÅ FORSKELLIGE FORSONINGSTEORIER

◻ KOMPENSATIONS-TEORIEN: Den hollandske teolog Hugo Grotius opstillede denne teori i det 17. århundrede for at gendrive socinianernes teorier. Grotius betragtede Kristi død „som en slags juridisk transaktion, hvor Gud havde rollen som retsformand og mennesket som den tiltalte“. — Hastings’ Encyclopædia of Religion and Ethics.

◻ FORLØSNING VED KRISTENT FÆLLESSKAB: Den katolske teolog Boniface A. Willems (1970) betragter „forløsningen“ som det at „vende sig bort fra egoismen og åbne hjertet for hinanden“. Han tilføjer: „Den kristne forestilling om at man kan lide for andre, betyder at man erkender at alle udgør en del af den menneskehed som hærges af synden. . . . Kirken er da et fællesskab af mennesker som er rede til at udføre en særlig tjeneste for andres skyld.“

◻ TEORIEN OM DEN NØDVENDIGE FORSONING: Denne teori blev fremsat i 1946 af den protestantiske teolog Clarence H. Hewitt. Han mente ikke at Kristus ved sin død betalte en ’juridisk’ bod, men at han ’udfriede os fra syndens og dødens herredømme og fik mennesker til at omvende sig og angre over for Gud, hvorved vi blev bragt i en tilstand så Gud kunne tilgive os’.

◻ SYNDEBUK-TEORIEN: Den katolske teolog Raymund Schwager formulerede denne teori i 1978. Han afviste tanken om at Gud ville „kræve øje for øje“. Ifølge ham udvirkede Kristi offer snarere en slags katarsis, en renselse, idet det gav menneskene noget hvorpå de kunne hæfte deres iboende synder og dermed befri sig for deres voldstendenser.

◻ DEN SOCIO-POLITISKE FORSONING: Baptistteologen Thorwald Lorenzen skrev i 1985: „Gud ønsker ikke blot en religiøs tilgivelse af synderen men også en politisk befrielse for de fattige og undertrykte. . . . Jesu død åbenbarer derfor en Gud som er interesseret i at læge alle dimensioner af menneskers liv.“

[Illustration på side 5]

Protestantiske og katolske teologer har fremsat utallige teorier om genløsningen, eller forsoningen, men hvad lærer Bibelen?