To oversættere der genindførte Guds navn i Det Nye Testamente

Mange har lært bønnen Fadervor mens de var børn. Det var en bøn Jesus lærte sine disciple at bede, og den findes i den del af Bibelen der ofte kaldes Det Nye Testamente. De første ord i bønnen lyder: “Vores Far i himlene, lad dit navn blive helliget” – eller som mange sagde i gamle dage: “Helliget vorde dit navn.” (Matthæus 6:9) Guds navn bliver som regel gengivet med “Jehova” eller “Jahve” på dansk og med “Jehovah” eller “Yahweh” på engelsk. Men faktisk finder man det kun sjældent i oversættelser af Det Nye Testamente til dansk, engelsk eller andre sprog. Det er mærkeligt, for alle oversættelser bruger navnene på falske guder som Zeus, Hermes og Artemis de steder hvor de forekommer. Hvorfor har oversætterne så ikke brugt navnet på den sande Gud, ham der er Bibelens egentlige Forfatter? – Apostlenes Gerninger 14:12; 19:35; 2. Timotheus 3:16.

To engelske bibeloversættere, Lancelot Shadwell og Frederick Parker, holdt på at Guds navn skulle genindføres i Det Nye Testamente. Hvorfor kan man tale om at “genindføre” det? Fordi de to oversættere var sikre på at Guds navn oprindeligt havde stået i teksten men senere var blevet fjernet. Hvordan var de nået frem til den konklusion?

Shadwell og Parker vidste at Guds navn står flere tusind gange i de eksisterende håndskrifter af det man plejer at kalde Det Gamle Testamente, den del af Bibelen der hovedsageligt blev skrevet på hebraisk. Derfor undrede de sig over at den fulde form af Guds navn ikke fandtes i de håndskrifter af Det Nye Testamente som de havde adgang til.a Shadwell studsede over en anden ting i håndskrifterne af Det Nye Testamente: De steder hvor teksten citerede nogle udtryk som var kendt fra Det Gamle Testamente – for eksempel “Jehovas engel” – havde afskrivere fjernet Guds navn og erstattet det med græske ord som Kyrios, der betyder “Herre”. – 2. Kongebog 1:3, 15; Apostlenes Gerninger 12:23.

Før Shadwell og Parker havde udgivet deres engelske oversættelser hvor de genindførte Guds navn i Det Nye Testamente, havde andre gjort noget lignende, men de havde kun indsat navnet relativt få af de steder hvor det forekommer.b I 1863, da Parker udgav sit værk A Literal Translation of the New Testament (En ordret oversættelse af Det Nye Testamente), var der, så vidt man ved, endnu ingen engelsk oversætter der havde udgivet en version af Det Nye Testamente hvor Guds navn blev brugt i stort omfang. Hvem var Lancelot Shadwell og Frederick Parker?

Frederick Parker

En velhavende forretningsmand i London ved navn Frederick Parker (1804-1888) blev opmærksom på Shadwells oversættelse. Parker var gået i gang med at oversætte Det Nye Testamente da han var omkring 20 år gammel. Til forskel fra Shadwell forkastede han læren om treenigheden. Han skrev: “Lad hele [Guds] elskede Søns Kirke ... tage sandheden til sit hjerte ... og tilbede den eneste Almægtige Gud, Jehova.” Parker mente også at de håndskrifter af Det Nye Testamente hvor ordet Kyrios, “Herren”, blev brugt om både Gud og Jesus, tilslørede den forskel der er mellem de to. Derfor blev han begejstret over at se at Shadwell i flere sammenhænge gengav det græske Kyrios med “Jehova”.

Hvordan var Parker i øvrigt nået frem til den forståelse han havde? Han havde studeret græsk og havde selv skrevet adskillige bøger og andre skrifter om græsk grammatik. Han var også medlem af Det Engelske Bibelinstitut, der fremmede forskningen i bibelhåndskrifter med det formål at skabe et bedre grundlag for engelske oversættelser af Bibelen. I 1842 udgav Parker den første del af sin oversættelse af Det Nye Testamente. Værket var i flere dele og kom i flere udgaver.c

Parkers indsats for at genindføre Guds navn

I nogle år havde Parker skrevet om spørgsmål som: “Hvornår henviser ordet Kyrios til Herren Jesus, og hvornår henviser det til Gud Herren?” og “Hvad er den grammatiske begrundelse for at Kyrios ofte bliver brugt som et navn og ikke som en titel?”

Da Parker så Shadwells oversættelse fra 1859 af Matthæusevangeliet og hans noter angående Kyrios, blev han overbevist om at Kyrios i nogle sammenhænge “bør gengives med Jehova”. Det fik ham til at revidere hele sin oversættelse af Det Nye Testamente og indsætte navnet “Jehova” alle de steder hvor han mente at det skulle stå ifølge sammenhængen eller på grund af grammatikken i den græske tekst. Sådan kom Parkers oversættelse A Literal Translation of the New Testament, etbindsudgaven fra 1863, til at indeholde Guds navn 187 steder i hovedteksten. Det er, så vidt man ved, den første trykte oversættelse til engelsk hvor Guds navn bruges hele vejen igennem De Kristne Græske Skrifter.d

I 1864 udgav Frederick Parker desuden Det Nye Testamente i en version som indeholdt både hans egen oversættelse og King James-oversættelsen. Titlen var A Collation of an English Version of the New Testament ... With the Authorized English Version. Begrundelsen for at udgive de to oversættelser i ét bind var at vise hvor hans oversættelse var anderledes end den oversættelse man ellers brugte dengang.e

For at illustrere hvor stor en forbedring det var at genindføre Guds navn, henviste Parker til en række vers i King James-oversættelsen, for eksempel Romerne 10:13, hvor der står: “For enhver som påkalder Herrens navn, vil blive frelst.” Parker spurgte: “Hvem har nogensinde forstået at det er Jehova og ikke Sønnen, vor Herre Jesus Kristus, ... der henvises til i disse vers?”

Parker brugte en formue på flere tusind pund på at udgive og forsvare forskellige artikler og andre skrifter. På et enkelt år brugte han 800 pund til det formål. Det svarer til 100.000 britiske pund (omkring 860.000 kroner) i dag. Han sendte også gratis eksemplarer af mange af sine værker til bekendte og til højtstående præster for at de kunne anmelde dem.

Parkers oversættelser af Det Nye Testamente, der kun udkom i et lille oplag, og hans andre skrifter blev mødt med foragt af mange af datidens lærde. De værdsatte ikke den oprigtige indsats som Frederick Parker, Lancelot Shadwell og andre havde gjort for at genindføre Guds personlige navn i Det Nye Testamente på engelsk.