Jeg har mange grunde til at være taknemmelig!
FORTALT AF LOTTIE HALL
DET skete på vej fra Calcutta i Indien i 1963. Kort efter at vi havde forladt byen i fly, opdagede en af brødrene at der løb olie ud på den ene vinge. Besætningen blev underrettet og man besluttede at nødlande. Flyet måtte lukke en masse brændstof ud før det kunne lande. Stewarden råbte: „Hvis I vil bede en bøn, så er det nu!“ Vi bad om at måtte komme velbeholdne ned hvis det var Jehovas vilje — og det kom vi. Ja, vi havde virkelig noget at være taknemmelige for!
OG JEG har stadig meget at være taknemmelig for. Jeg er i dag 79 år, men er endnu forholdsvis rask og rørig, og bruger mine kræfter i heltidstjenesten. Ud over de velsignelser alle Jehovas tjenere får, har jeg haft mange usædvanlige oplevelser. Jeg har haft den dyrebare forret at tjene Jehova i næsten 60 år, og i mere end halvdelen af tiden har jeg været heltidstjener, eller pioner.
Vores familie stiftede første gang bekendtskab med sandheden da vi boede i Carbondale i Illinois. Fader kom hos Kristi Disciple og ville gerne være præst. Men det han oplevede på to forskellige præsteseminarier gjorde ham desillusioneret, for han havde sin egen mening angående treenigheden, sjælens udødelighed og den evige pine.
Men da en kolportør fra Bibelstudenterne i 1924 bragte ham sandheden fra Bibelen, livede han op. Dengang var jeg kun 12 år. Det glædede fader at høre at der også var andre som mente at læresætningerne om treenigheden, helvede og den udødelige sjæl var falske. Snart kom vores familie regelmæssigt sammen med Bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Jeg var virkelig taknemmelig for at lære sandheden om Jehova og hans ord at kende.
Kort efter skete der imidlertid noget uheldigt. Den mand som var kommet med disse sandheder til fader, viste sig at være både uærlig og umoralsk. Det fik fader til at tage anstød, men ikke moder og mig. Jeg selv — blot 15 år og den ældste af seks børn — og min moder holdt fast ved sandheden.
I sommeren 1927 fik vi at vide at Bibelstudenterne ville holde et stort stævne i Toronto i Canada. Fader sagde at han ikke havde råd til rejsen, men moder var en viljefast kvinde. Hun begyndte at sælge forskellige husholdningsredskaber, og da stævnetiden oprandt havde hun tjent otte dollars. Med den sum penge på lommen rejste vi på tommelfingeren de 1600 kilometer til Toronto. På fem dage og 37 lift nåede vi frem, dagen før stævnets begyndelse. Eftersom vi ikke havde meget at bruge af, fik vi gratis logi. Da broder A. H. Macmillan hørte om vores tur, skrev han en artikel til stævneavisen. Den fik overskriften: „Forhøjede billetpriser bekymrer ikke disse bibelstudenter.“
Moder holdt fader underrettet ved hjælp af postkort. I sidste øjeblik besluttede han at tage bilen, og nåede lige akkurat frem til det offentlige foredrag på den sidste stævnedag. Nu behøvede vi ikke at blaffe for at komme hjem. Det var et pragtfuldt stævne! Hvor var jeg taknemmelig for at kunne overvære det, og hvor var jeg glad for at fader genvandt sin åndelige ligevægt.
Når jeg dengang blev spurgt om hvilken tro jeg havde, svarede jeg „IBSA“, hvilket var forkortelsen for International Bible Students Association (International Forening for Bibelstudium). Men jeg brød mig ikke rigtig om navnet. Jeg var derfor taknemmelig da vi ved stævnet i Columbus, Ohio, i 1931 antog det nye navn Jehovas Vidner.
Min skoletid
Musikoplevelser har været blandt de mange velsignelser som har beriget mit liv. Jeg har altid elsket musik og lærte tidligt at spille klaver. I mange år havde jeg den forret at spille ved møderne. Før Selskabet begyndte at indspille Rigets sange, bad en missionærbroder der tjente på Papua Ny Guinea mig om at indspille nogle af vore sange for at papuanerne kunne lære at synge dem. Det gjorde jeg med glæde.
Mit favoritinstrument har dog været klarinetten. Jeg elskede at spille klarinet i college-orkesteret. Min college-lærer syntes så godt om mit spil at han spurgte om ikke jeg havde lyst til også at spille i mandsorkesteret. Dengang var det noget kvinder aldrig fik lov til, så da orkesterets medlemmer hørte hans forslag, nægtede de at spille. Men de tænkte sig om endnu en gang da de fik at vide at de ellers ville blive smidt ud. Der blev også brudt med en anden tradition da jeg blev bedt om at være med i en heldags parademarch sammen med orkesteret. Det skabte røre, og på avisforsiderne stod der med fede typer: „Musikpige midt i et hav af mænd.“
Det endte med at jeg kom til samtale angående en stilling som college-lærer i musik. Men jeg tænkte på alle de konflikter der kunne opstå, hvis jeg for eksempel blev bedt om at undervise i eller spille religiøs og nationalistisk musik, og valgte derfor at sige nej tak. I stedet fik jeg mulighed for at undervise i historie. Men det afholdt mig ikke fra flere år senere at spille klarinet i stævneorkestrene i de mange lande hvor jeg overværede Jehovas Vidners internationale stævner.
Jeg blev historielærer på en større highschool i en forstad til Detroit. Rektor bad mig engang anbefale én af flere nye lærebøger. Mens den gamle lærebog nævnte Jehovas navn otte gange, overraskede det mig ved gennemlæsningen at navnet på jødernes Gud slet ikke forekom i de nye bøger, skønt navnene på mange af de hedenske guder, deriblandt Ra, Molok, Zeus og Jupiter, var nævnt. Da der kom en sælger spurgte jeg ham hvorfor Jehova ikke var nævnt i hans bog. Han svarede: „Nej, vi vil ikke bruge det navn i teksten på grund af Jehovas Vidner.“ Derpå sagde jeg: „Godt! Så vil jeg heller ikke anbefale Deres bog.“ Han smed bogen ned i sin taske og fik travlt med at komme ud ad døren.
Senere fortalte jeg rektor at vi egentlig ikke havde behov for en ny lærebog og opregnede en række gode grunde. Han var helt enig. Alle var tilfredse med afgørelsen. Få måneder senere blev det imidlertid besluttet at lade historieundervisningen udgå af undervisningsplanen. Historiefaget blev erstattet af et nyt fag, samfundsorientering. Hvis skolen havde købt de nye historiebøger ville den have lidt et stort tab.
Jeg havde mange dejlige oplevelser som skolelærer og opretholdt en streng disciplin. Det gav mig mange venner for livet. Jeg aflagde også mange uformelle vidnesbyrd. Men til sidst lagde omstændighederne op til at jeg gik ud i heltidstjenesten.
Internationale stævner
Efter at jeg havde undervist i 20 år begyndte mit syn at svigte. Desuden følte mine forældre at de havde brug for mig, så fader bad mig komme hjem. Han sagde at der var et vigtigere undervisningsarbejde at udføre, og at Jehova ville sørge for at jeg ikke led nød. Jeg sagde op på skolen i 1955. En af de første velsignelser jeg derefter havde, var at overvære stævnerækken „Det Triumferende Rige“ i Europa. Jeg var meget taknemmelig for at være sammen med vore europæiske brødre, hvoraf mange havde lidt meget under den anden verdenskrig! Det var især en velsignelse at være blandt de 107.000 der fyldte Zeppelinwiese i Nürnberg, hvor Hitler havde planlagt at holde sin sejrsparade efter den anden verdenskrig.
Dette var den første af de mange verdensrejser jeg har haft den forret at være med på. I 1963 var moder og jeg blandt de 583 stævnedeltagere der rejste hele jorden rundt med stævnet „En evigvarende god nyhed“. Vi rejste fra New York til Europa, derefter til Asien og Stillehavsøerne og sluttede i Pasadena i Californien. Det var under denne tur at vi havde den uhyggelige oplevelse der er omtalt i indledningen. Senere har vi været på stævnerejser til Sydamerika, det sydlige Stillehav og Afrika. Ja, disse stævnerejser har beriget mit liv, og det at kunne spille i stævneorkestre mange forskellige steder har været et ekstra plus for mig som musikelsker.
Ind i pionerernes rækker
Da jeg i 1955 kom tilbage fra Europa arbejdede jeg et år sammen med min moder i pionertjenesten, hvorefter Selskabet bad mig arbejde sammen med en lille menighed i Apalachicola i det vestlige Florida. I syv år virkede jeg og en anden søster dér, og snart måtte menigheden opføre en rigssal der kunne huse de mange nyinteresserede. Fremgangen fortsatte, og inden længe blev der oprettet en menighed i Port Saint Joe. I alt arbejdede jeg 11 år sammen med tre forskellige menigheder i det vestlige Florida.
Engang bad en kredstilsynsmand mig finde et sted hvor vi kunne holde kredsstævne. Det lykkedes mig at leje den kendte Centennial Building i Port Saint Joe for kun 10 dollars. Så manglede vi blot et sted at spise, men vi tænkte at vi kunne anvende en skolekantine. Det viste sig desværre at skoledirektøren var imod det. Han henviste mig til skolekommissionen. Borgmesteren var til stede ved mødet med kommissionen, og han gik ind for at vi fik kantinen. Da han spurgte hvilke indvendinger der var, svarede kommissionsformanden at der aldrig før var nogen religiøs gruppe som havde lejet skolefaciliteter. Borgmesteren spurgte mig om det var rigtigt. Jeg havde medbragt nogle løbesedler der viste at vi før havde holdt møder i skolelokaler i andre byer, og jeg henviste til Apostelgerninger 19:9, hvor der står at apostelen Paulus forkyndte i en skolesal. Det afgjorde sagen, og skolekommissionen lod os derefter få kantinen — for blot 36 dollars.
Jeg var 13 år gammel da jeg blev døbt. Dengang bad jeg: „Åh, Gud, lad mig få bare ét menneske med i sandheden.“ Denne bøn er blevet besvaret adskillige gange eftersom jeg har haft den velsignelse at hjælpe mange til at tage standpunkt for Jehova og hans rige. Flere gange er det dog sket at jeg er blevet flyttet til en ny menighed lige før en som jeg studerede med nåede frem til indvielse og dåb. Men jeg har haft det privilegium at plante og vande, og mange af dem jeg har studeret med har jeg knyttet et livslangt venskab med. At jeg har kunnet deltage i dette frugtbærende arbejde giver mig god grund til at være taknemmelig.
Medieomtale
Nyhedsmedierne har mange steder givet Jehovas Vidners arbejde en negativ omtale, men jeg er glad for at kunne sige at jeg her i De Land i Florida — hvor jeg nu tjener — har haft lejlighed til at aflægge vidnesbyrd i medierne. Da moder og jeg for eksempel var på en af vore verdensstævnerejser skrev vi lange artikler til de lokale aviser, som villigt offentliggjorde dem ledsaget af billeder. Artiklerne var skrevet som rejsebeskrivelser, men vi benyttede altid lejligheden til at forkynde om Jehovas navn og rige.
Det samme har jeg oplevet i forbindelse med gadearbejdet. Jeg holder til på et gadehjørne hvor jeg har to havestole stående. På den ene stol sidder jeg, og på den anden udstiller jeg vore publikationer. En lokalavis bragte engang en halvsides artikel med billede der bar overskriften: „De Lands Lottie viderefører forældrenes forkyndergerning.“ Senere, i 1987, bragte en anden avis en halvsides artikel med et stort farvefoto. Overskriften lød: „Lottie Hall har reserveret et gadehjørne til Kristus.“ Følgende år havde en avis et foto af mig på forsiden ledsaget af bemærkninger som: „Hun er der altid“ og: „Den pensionerede skolelærer sidder i sin havestol på sit gadehjørne og missionerer for Jehovas Vidner.“ Fire gange har den lokale tv-station vist billeder fra min forkyndelse. Jeg er stadig med i forskellige grene af tjenesten, både hus-til-hus-forkyndelsen og genbesøgs- og bibelstudiearbejdet. Men på grund af høj alder og dårligt helbred bruger jeg nu en del tid på gadearbejde.
Hvis jeg skal opsummere mit liv må jeg sige at jeg har mange grunde til at være taknemmelig. Ud over de velsignelser som er almindelige for Jehovas folk, har jeg som skolelærer haft den forret at øve indflydelse på mange unge mennesker. Jeg har været med til en række stævner rundt om i verden. Min pionertjeneste har båret megen god frugt. Jeg er også blevet velsignet med musikoplevelser. Desuden har jeg aflagt vidnesbyrd i medierne. Ja, jeg kan sige som salmisten David: „Jeg vil lovsynge Guds navn med sang, ja, jeg vil lovprise ham med taksigelse.“ — Salme 69:30.