1, 2. (a) Hvad kunne du tænke dig at spørge Gud om? (b) Hvad spurgte Moses om?

KAN du forestille dig selv tale med Gud? Alene tanken virker overvældende — at universets suveræne Herre skulle sige noget til dig! Du tøver først lidt, men prøver så at fremstamme et svar. Han lytter. Han svarer, og får dig endda til at føle at du frit kan spørge ham om hvad som helst. Hvad ville du i så fald spørge ham om?

² For længe siden var der en mand som befandt sig i netop den situation. Det var Moses. Og måske vil det overraske dig at høre hvad han spurgte Gud om. Han spurgte ikke om noget vedrørende sig selv, sin fremtid eller menneskers forhold i almindelighed. Han spurgte derimod om Guds navn. Det undrer dig måske, for Moses kendte allerede Guds personlige navn. Hans spørgsmål må derfor have haft en dybere mening. Faktisk kunne Moses ikke have stillet noget vigtigere spørgsmål. Svaret på det spørgsmål har nemlig betydning for os alle. Det kan hjælpe os hver især til at tage et vigtigt skridt i forbindelse med at få et nært forhold til Gud. Hvordan det? Lad os se nærmere på den bemærkelsesværdige samtale Moses havde med Gud.

3, 4. Hvilke begivenheder gik forud for Moses’ samtale med Gud, og hvad drejede samtalen sig om?

³ Moses var 80 år gammel og havde været i udlændighed i 40 år, adskilt fra sit folk, israelitterne, som var i trældom i Ægypten. En dag mens han vogtede sin svigerfars hjorde, fik han øje på noget usædvanligt. Han så en tornebusk der brændte uden at blive fortæret af ilden. Den blev ved med at brænde og lyse op på bjergskråningen. Moses trådte nærmere for at betragte fænomenet. Forbløffet hørte han en stemme der talte til ham ud fra ilden. Gennem en engel havde Gud derefter en længere samtale med Moses. Og som du måske ved, gav Gud ved den lejlighed Moses besked på at forlade sin fredelige tilværelse og vende tilbage til Ægypten for at udfri sit folk fra trældom. — 2 Mosebog 3:1-12.

⁴ Moses kunne have spurgt Gud om hvad som helst. Men læg mærke til hvad han spurgte om: „Sæt jeg nu kommer til Israels sønner og siger til dem: ’Jeres forfædres Gud har sendt mig til jer,’ og de så siger til mig: ’Hvad er hans navn?’ hvad skal jeg da sige til dem?“ — 2 Mosebog 3:13.

5, 6. (a) Hvilken vigtig sandhed lærer vi af Moses’ spørgsmål? (b) Hvad er der sørgeligt nok sket med Guds navn? (c) Hvorfor er det så vigtigt at Gud har åbenbaret sit navn for menneskene?

⁵ Dette spørgsmål lærer os først og fremmest at Gud har et navn. Det er en enkel sandhed som man ikke må tage let på. Det er der imidlertid mange der har gjort, for Guds personlige navn er blevet fjernet fra utallige bibeloversættelser og erstattet med titler som „Herren“ og „Gud“. Det er noget af det mest sørgelige og forkastelige der er sket i religionens navn. Det første man normalt gør når man møder nogen, er jo netop at spørge om vedkommendes navn. Det samme gælder når man skal lære Gud at kende. Han er ikke et navnløst, utilnærmeligt væsen som man ikke kan lære at kende eller forstå. Selv om han er usynlig, er han en person, og han har et navn — Jehova.

⁶ Der ligger noget stort og betagende i at Gud åbenbarer sit personlige navn. Han indbyder os til at lære ham at kende. Han ønsker at vi skal træffe det bedst mulige valg i livet — at få et nært forhold til ham. Men Jehova har ikke alene fortalt os hvad han hedder. Han har også lært os hvem personen bag navnet er.

Hvad Guds navn betyder

7. (a) Hvad betyder Guds navn? (b) Hvad var det Moses gerne ville vide da han spurgte om Guds navn?

⁷ Jehova har selv valgt sit navn, et navn der er fyldt med indhold og mening. Navnet „Jehova“ betyder „Han får til at blive“. Der er ingen som ham i hele universet, for han har skabt alt, og han gennemfører alt hvad han sætter sig for. Dette er en fantastisk tanke. Men er der en anden facet af betydningen af Guds navn? Moses ville åbenbart gerne lære mere. Han vidste at Jehova er Skaberen, og han kendte Guds navn. Det guddommelige navn var ikke nyt. Det havde været kendt i flere hundrede år. Når Moses spurgte om navnet, spurgte han i virkeligheden om hvem den person var der bar dette navn. Han spurgte faktisk: ’Hvad kan jeg fortælle Israels folk om dig som vil styrke deres tro på dig, som vil overbevise dem om at du vil udfri dem?’’

8, 9. (a) Hvordan besvarede Jehova Moses’ spørgsmål, og hvorfor er den måde Hans svar ofte oversættes på, ikke helt korrekt? (b) Hvad betyder udtalelsen „Jeg vil være det som jeg vil være“?

⁸ Som svar åbenbarede Jehova en spændende side af sin personlighed, noget der er forbundet med betydningen af hans navn. Han sagde til Moses: „Jeg vil være det som jeg vil være.“ (2 Mosebog 3:14) Mange bibeloversættelser gengiver ordene på denne måde: „Jeg er den, jeg er.“ Men nøjagtige gengivelser viser at Gud ikke blot bekræftede sin eksistens. Jehova lærte snarere Moses — og dermed os alle — at han ’vil være’, eller vælge at blive, hvad som helst der måtte være nødvendigt for at opfylde sine løfter. J.B. Rotherhams oversættelse gengiver verset på denne rammende måde: „Jeg Vil Blive hvad som helst det behager mig.“ En hebraiskkyndig har denne kommentar til navnets betydning: „Uanset hvilken situation eller hvilket behov der måtte opstå . . . , vil Gud ’blive’ udvejen eller løsningen.“

⁹ Hvad betød det for israelitterne? Uanset hvilken hindring de stødte på, og uanset hvor vanskelig en situation de måtte befinde sig i, ville Jehova blive hvad som helst der måtte være nødvendigt for at udfri dem fra trældommen og føre dem til det forjættede land. Det var afgjort et navn der indgød tillid til Gud. Det kan give os den samme tillid. (Salme 9:10) Hvorfor?

10, 11. Hvorfor giver Jehovas navn os grund til at betragte ham som den bedst tænkelige Fader? Giv et eksempel.

¹⁰ Tænk for eksempel på hvor alsidige og fleksible forældre må være for at tage sig af deres børn. I løbet af en enkelt dag skal en far eller mor måske være sygeplejerske, kok, lærer, opdrager, dommer og meget mere. Mange forældre synes ikke at de magter alt det der forventes af dem. Små børn har absolut tillid til at deres far eller mor kan puste på såret, afgøre skænderier, reparere legetøjet og svare på hvad som helst der dukker op i deres altid spørgende sind. Nogle forældre føler sig ydmyget — og er til tider frustrerede — på grund af deres utilstrækkelighed. De føler at de kommer ynkeligt til kort på mange områder.

¹¹ Jehova tager sig også kærligt af sine børn. Men i modsætning til jordiske forældre er der, inden for rammerne af hvad hans egne fuldkomne normer tillader, intet som han ikke kan klare. Han kan blive hvad som helst for at kunne tage sig af sine jordiske børn på den bedst mulige måde. Hans navn, Jehova, er en garanti for at han er den bedst tænkelige Fader. (Jakob 1:17) Der gik ikke lang tid før Moses og andre trofaste israelitter lærte at Jehova lever op til sit navn. De så med ærefrygt hvordan han ’lod sig selv blive’ herre over naturkræfterne, en uovervindelig hærfører, en uforlignelig lovgiver, dommer, arkitekt, en forsørger som skaffede dem mad og vand og sørgede for at deres klæder og fodtøj ikke blev slidt — og meget mere.

12. Hvordan adskilte Faraos holdning over for Jehova sig fra Moses’ holdning?

¹² Gud har altså gjort sit personlige navn kendt, han har åbenbaret spændende ting om personen bag navnet, og han har endda bevist at det han siger om sig selv, er sandt. Der er ingen tvivl om at Gud ønsker at vi skal lære ham at kende. Men hvordan ser vi på det? Moses havde stor lyst til at lære Gud at kende. Det kom til at forme hans livsløb og førte til at han fik et meget nært forhold til sin himmelske Fader. (4 Mosebog 12:6-8; Hebræerne 11:27) Desværre var det kun få af dem der levede på Moses’ tid, der havde det samme stærke ønske. Da Moses omtalte Jehova ved navn over for den hovmodige ægyptiske hersker Farao, svarede denne foragteligt: „Hvem er Jehova?“ (2 Mosebog 5:2) Farao ønskede ikke at lære mere om Jehova. Nej, han afviste hånligt Israels Gud som en der var ham helt ligegyldig og uvedkommende. I dag har mange den samme holdning. Men det gør dem blinde for en af de allervigtigste sandheder — at Jehova er den suveræne Herre.

Den suveræne Herre Jehova

13, 14. (a) Hvorfor bruger Bibelen mange forskellige titler om Jehova? Nævn nogle af dem. (Se rammen på side 14.) (b) Hvorfor er Jehova den eneste der er værdig til at blive kaldt „den suveræne Herre“?

¹³ Jehova er så alsidig og fleksibel at han med rette bærer mange forskellige titler. De overskygger ikke hans personlige navn, men lærer os snarere mere om hvad det står for. For eksempel kaldes han i Bibelen „den suveræne Herre Jehova“. (Salme 73:28) Denne ophøjede titel, som forekommer næsten 300 gange i Bibelen, fortæller os noget om Jehovas stilling. Han alene har retten til herredømmet over hele universet. Lad os se hvorfor.

¹⁴ Som Skaberen indtager Jehova en særstilling. I Åbenbaringen 4:11 står der: „Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.“ Disse majestætiske ord kan ikke siges om nogen anden. Alt i universet er blevet til på grund af Jehova. Han er afgjort værdig til den ære, magt og herlighed der følger med at være den suveræne Herre og Skaberen af alle ting.

15. Hvorfor kaldes Jehova „evighedens Konge“?

¹⁵ En anden titel der udelukkende bruges om Jehova, er „evighedens Konge“. (1 Timoteus 1:17; Åbenbaringen 15:3) Hvad betyder denne titel? Det er vanskeligt for os at forstå med vores begrænsede fatteevne, men Jehova er evig, både når det gælder fortiden og fremtiden. I Salme 90:2 siges der: „Fra den fjerne fortid til den fjerne fremtid er du Gud.“ Jehova har altså ingen begyndelse; han har altid eksisteret. Han kaldes med rette „den gamle af dage“ — han eksisterede en evighed før alt andet i universet blev til! (Daniel 7:9, 13, 22) Hvem kan med rimelighed betvivle hans ret til at være den suveræne Herre?

16, 17. (a) Hvorfor kan vi ikke se Jehova, og hvorfor bør det ikke overraske os? (b) I hvilken forstand er Jehova mere virkelig end alt hvad vi kan se eller føle på?

¹⁶ Der er dog nogle der, ligesom Farao, betvivler hans suverænitet. Det skyldes til dels at ufuldkomne mennesker lægger for stor vægt på hvad de kan se. Vi kan ikke se den suveræne Herre. Han er en ånd og derfor usynlig for det menneskelige øje. (Johannes 4:24) Det ville desuden betyde den visse død for et menneske af kød og blod at befinde sig i Guds nærhed. Jehova sagde til Moses: „Du kan ikke se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og leve.“ — 2 Mosebog 33:20; Johannes 1:18.

¹⁷ Det burde ikke overraske os. Moses fik lejlighed til at se blot en lille del af Jehovas herlighed, øjensynlig repræsenteret ved en engel. Hvilken virkning havde det på ham? I nogen tid derefter „strålede“ Moses’ ansigt. Israelitterne var endda bange for at se direkte på ham. (2 Mosebog 33:21-23; 34:5-7, 29, 30) Intet menneske vil derfor kunne tåle at se den suveræne Herre i al hans herlighed. Men betyder det at han er mindre virkelig end det vi kan se eller føle på? Nej, der er mange ting som vi ikke kan se — for eksempel vinden, radiobølger og tanker — men vi erkender alligevel at de er til. Desuden er Jehova uforanderlig og berøres ikke af tidens gang — end ikke af milliarder af år. I den forstand er han langt mere virkelig end noget vi kan se eller føle på i den fysiske verden hvor tingene efterhånden ældes og forgår. (Mattæus 6:19) Men skal vi blot opfatte Jehova som et abstrakt væsen, en upersonlig kraft eller en udefinerlig førsteårsag?

En Gud med en personlighed

18. Hvilket syn fik Ezekiel, og hvad symboliserer de fire ansigter på de „levende skabninger“ der befinder sig i Jehovas nærhed?

¹⁸ Selv om vi ikke kan se Gud, giver Bibelen os flere steder et betagende indblik i hvad der sker i den himmelske verden. Vi har et eksempel i det første kapitel i Ezekiels Bog. Ezekiel fik et syn af Jehovas himmelske organisation, der blev skildret som en stor himmelvogn. Noget der især gør indtryk, er beskrivelsen af de mægtige åndeskabninger der befinder sig i Jehovas nærhed. (Ezekiel 1:4-10) Disse „levende skabninger“ er i nær kontakt med Jehova, og deres udseende fortæller os noget vigtigt om den Gud de tjener. Hver af dem har fire ansigter — et okseansigt, et løveansigt, et ørneansigt og et menneskeansigt. Disse ansigter symboliserer efter alt at dømme de fire mest fremtrædende egenskaber i Jehovas personlighed. — Åbenbaringen 4:6-8, 10.

19. Hvilken egenskab skildres ved (a) okseansigtet? (b) løveansigtet? (c) ørneansigtet? (d) menneskeansigtet?

¹⁹ I Bibelen står oksen, der er et umådelig stærkt dyr, ofte for magt og kraft. Løven, derimod, skildrer ofte retfærdighed. Sand retfærdighed kræver nemlig mod, en egenskab som forbindes med løven. Ørnen er kendt for sit skarpe syn og sin evne til på lang afstand at få øje på selv ganske små genstande. Ørneansigtet er derfor et passende billede på Guds fremsynede visdom. Hvad skildrer så menneskeansigtet? Mennesket, der er skabt i Guds billede, har den særlige evne at kunne genspejle Guds mest fremtrædende egenskab, kærlighed. (1 Mosebog 1:26) Disse sider af Jehovas personlighed — magt, retfærdighed, visdom og kærlighed — omtales så mange gange i Bibelen at de kan kaldes for Guds hovedegenskaber.

20. Kunne det tænkes at Jehovas personlighed har forandret sig, og hvordan vil du begrunde dit svar?

²⁰ Men kunne det tænkes at Gud har forandret sig i løbet af de mange hundrede år der er gået siden han blev beskrevet på denne måde? Nej, Guds personlighed vil altid være den samme. Han siger selv: „Jeg er Jehova; jeg har ikke forandret mig.“ (Malakias 3:6) Han forandrer sig ikke som følge af en pludselig indskydelse, men optræder altid som en mønsterværdig Fader i enhver situation. Han lader de sider af sin personlighed træde frem der er mest hensigtsmæssige i de enkelte tilfælde. Men af Guds fire hovedegenskaber er det kærligheden der er mest fremtrædende. Den kommer til udtryk i alt hvad han gør. Han udøver sin magt, retfærdighed og visdom i kærlighed. Bibelen siger noget interessant om Gud og denne egenskab. Den siger: „Gud er kærlighed.“ (1 Johannes 4:8) Læg mærke til at den ikke siger at Gud har kærlighed eller at Gud er kærlig. Nej, den siger at Gud er kærlighed. Det er kærlighed, selve indbegrebet af hans natur, der er motivet til alt hvad han gør.

„Se, dette er vor Gud“

21. Hvordan vil det virke på os når vi lærer Jehovas egenskaber bedre at kende?

²¹ Har du nogen sinde set et lille barn pege på sin far og med troskyldig glæde og stolthed sige til sine kammerater: „Det er min far“? De der tilbeder Jehova, har al mulig grund til at være lige så stolte over deres himmelske Fader. Bibelen forudsiger at der vil komme en tid hvor trofaste mennesker vil udbryde: „Se, dette er vor Gud.“ (Esajas 25:8, 9) Jo bedre du lærer Jehovas egenskaber at kende, jo mere vil du føle at du har den bedst tænkelige Fader.

22, 23. Hvilket billede giver Bibelen af vor himmelske Fader, og hvordan ved vi at han ønsker at vi skal få et nært forhold til ham?

²² Gud er ikke en ufølsom eller utilnærmelig Fader, sådan som nogle filosoffer og religiøse mennesker har hævdet. Vi ville næppe føle os draget til en ufølsom Gud, og det er heller ikke den måde Bibelen skildrer vor himmelske Fader på. Den kalder ham tværtimod ’den lykkelige Gud’. (1 Timoteus 1:11) Han har både stærke og varme følelser. Han føler sig „såret i sit hjerte“ når hans fornuftbegavede skabninger går imod de retningslinjer han har givet dem til deres eget bedste. (1 Mosebog 6:6; Salme 78:41) Men når vi følger vejledningen i hans ord, får vi hans hjerte til at „fryde sig“. — Ordsprogene 27:11.

²³ Vor Fader ønsker at vi skal have et nært forhold til ham. Hans ord opfordrer menneskene til at „famle sig frem til ham og virkelig finde ham, skønt han ikke er langt borte fra en eneste af os“. (Apostelgerninger 17:27) Men hvordan er det muligt for os små mennesker at komme nær til universets suveræne Herre?

1, 2. (a) Hvad vil mange opfatte som usandsynligt, men hvad forsikrer Bibelen os om? (b) Hvilket forhold havde Abraham til Gud, og hvorfor?

HVORDAN ville du føle det hvis himmelens og jordens Skaber sagde om dig: „Det er min ven“? Mange vil mene at det er en helt usandsynlig tanke. Hvordan skulle et ganske almindeligt menneske kunne blive ven med Jehova Gud? Alligevel forsikrer Bibelen os om at det er muligt at få et nært forhold til Gud.

² Patriarken Abraham var en af dem der i fortiden havde Guds fortrolighed, og Jehova kaldte ham „min ven“. (Esajas 41:8) Ja, Jehova betragtede Abraham som sin personlige ven. Det skyldes at Abraham „troede på Jehova“. (Jakob 2:23) Også i dag spejder Jehova efter muligheder for at ’fatte hengivenhed’ for dem der tjener ham af kærlighed. (5 Mosebog 10:15) I hans ord finder vi denne tilskyndelse: „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ (Jakob 4:8) Disse ord rummer både en indbydelse og et løfte.

3. Hvad opfordrer Jehova os til, og hvad lover han samtidig at gøre?

³ Jehova opfordrer os ligefrem til at komme nær til ham. Han er parat og villig til at tage imod os som sine venner. Samtidig lover han at hvis vi tager skridt til at nærme os ham, vil han komme os i møde. Han vil komme nær til os. Det betyder at vi kan få et meget dyrebart forhold til Jehova — vi kan få „hans fortrolighed“.a (Salme 25:14) „Fortrolighed“ leder tanken hen på det forhold man har til en nær ven.

4. Hvordan vil du beskrive en nær ven, og hvordan viser Jehova sig at være en sådan ven for dem der kommer nær til ham?

⁴ Har du en nær ven som du kan betro dig til? En sådan ven interesserer sig for dig. Du stoler på ham, for han har vist at han er loyal. Dine glæder bliver større når du deler dem med ham. Dine sorger bliver lettere at bære fordi han lytter og er forstående. Han forstår dig, også selv om andre tilsyneladende ikke gør det. Sådan vil det også være når du kommer nær til Gud. Så vil du få en ven som virkelig sætter pris på dig, oprigtigt interesserer sig for dig og altid forstår dig. (Salme 103:14; 1 Peter 5:7) Du kan stole helt og fuldt på ham, for du ved at han er loyal mod dem der er loyale mod ham. (Salme 18:25) Men vi må huske at dette dyrebare venskab med Gud kun er muligt fordi han har taget initiativet.

Jehova har taget det første skridt

5. Hvordan har Jehova gjort det muligt for os at få et nært forhold til ham?

⁵ Hvis det udelukkende stod til os, der er syndere, kunne vi aldrig få et nært forhold til Gud. (Salme 5:4) „Men Gud anbefaler sin egen kærlighed til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere,“ skrev apostelen Paulus. (Romerne 5:8) Ja, Jehova lod Jesus give „sin sjæl som en løsesum i bytte for mange“. (Mattæus 20:28) Vores tro på dette genløsningsoffer gør det muligt for os at få et nært forhold til Gud. Eftersom Gud „elskede os først“, er det ham der har skabt grundlaget for at vi kan blive hans venner. — 1 Johannes 4:19.

6, 7. (a) Hvordan ved vi at Jehova ikke er en utilnærmelig Gud som man umuligt kan lære at kende? (b) På hvilke måder har Jehova åbenbaret sig?

⁶ Jehova har gjort mere end det: Han har åbenbaret sig for os. Alle nære venskaber bygger på at man kender hinanden godt og sætter pris på hinandens egenskaber og væremåde. Hvis Jehova var en utilnærmelig Gud som man ikke kunne lære at kende, var det umuligt for os at blive hans nære venner. Men han har ikke holdt sig skjult for os; han ønsker tværtimod at vi skal lære ham at kende. (Esajas 45:19) Og det han åbenbarer om sig selv, er noget alle kan få kendskab til — også de af os der, set med verdens øjne, måske ikke bliver agtet særlig højt. — Mattæus 11:25.

⁷ Hvordan har Jehova åbenbaret sig for os? Det han har skabt, viser os flere sider af hans personlighed — hans umådelige magt og kraft, hans uudgrundelige visdom og hans dybe kærlighed. (Romerne 1:20) Men det er ikke den eneste måde Jehova har åbenbaret sig på. Han ønsker at kommunikere med os og har derfor også åbenbaret sig gennem sit skrevne ord, Bibelen.

Betragt ’Jehovas liflighed’

8. Hvorfor kan vi sige at Bibelen i sig selv er et vidnesbyrd om Jehovas kærlighed til os?

⁸ Bibelen er i sig selv et vidnesbyrd om Jehovas kærlighed til os. I sit ord omtaler han sig selv i vendinger vi kan forstå. Derved viser han ikke alene at han elsker os, men også at han ønsker at vi skal kende og elske ham. Det vi læser i denne dyrebare bog, giver os mulighed for at betragte ’Jehovas liflighed’ og giver os lyst til at få et nært forhold til ham. (Salme 90:17) Lad os gennemgå nogle af de tiltalende måder Jehova åbenbarer sig på i sit ord.

9. Nævn nogle eksempler på direkte udtalelser i Bibelen om Guds egenskaber.

⁹ Bibelen indeholder mange direkte udtalelser om Guds egenskaber. Her er nogle eksempler: „Jehova elsker ret.“ (Salme 37:28) Gud er „ophøjet i magt“. (Job 37:23) „’Jeg er loyal,’ lyder Jehovas udsagn.“ (Jeremias 3:12) „Hans hjerte er víst.“ (Job 9:4) Han er „en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed“. (2 Mosebog 34:6) „Du, Jehova, er god og rede til at tilgive.“ (Salme 86:5) Og som nævnt i det foregående kapitel er der én egenskab som især er fremherskende: „Gud er kærlighed.“ (1 Johannes 4:8) Når vi tænker nærmere over disse tiltalende egenskaber, føler vi os så ikke draget mod denne uforlignelige Gud?

10, 11. (a) Hvordan har Jehova i sit ord sørget for at vi bedre kan lære hans personlighed at kende? (b) Hvilken beretning fra Bibelen giver os et stærkt indtryk af Guds magt?

¹⁰ Ud over at fortælle os hvilke egenskaber han besidder, har Jehova kærligt sørget for at hans ord indeholder beretninger der viser hvordan disse egenskaber kommer til udtryk. Disse beretninger giver os en levende skildring af de forskellige sider af hans personlighed. Og det igen hjælper os til at komme nær til ham. Lad os tage et eksempel.

¹¹ Ét er at læse at ’Guds kraft er stærk’. (Esajas 40:26) Noget helt andet er at læse om hvordan han førte israelitterne gennem Det Røde Hav og sørgede for dem i de 40 år de vandrede i ørkenen. Vi ser for os de brusende vandmasser der kløves. Vi ser folket — måske 3.000.000 i alt — vandre over den tørre havbund mens de stivnede vandmasser står som en vældig mur på begge sider. (2 Mosebog 14:21; 15:8) Og vi ser hvordan Gud tager sig af israelitterne i ørkenen — vand strømmer ud fra klippen, og på jorden ligger der noget der ligner hvide frø som kan spises. (2 Mosebog 16:31; 4 Mosebog 20:11) Her åbenbarer Jehova ikke alene at han har magt, eller kraft, men også at han bruger den til gavn for sit folk. Er det ikke trosstyrkende at vide at den der lytter til vore bønner, er en magtfuld Gud som er „en tilflugt og styrke, en hjælp som i trængsler er let at finde“? — Salme 46:1.

12. Hvordan hjælper Jehova os til at „se“ ham ved at bruge udtryk som vi kan forstå?

¹² Jehova har gjort endnu mere for at vi bedre kan lære ham at kende. Vi mennesker er underlagt fysiske begrænsninger og kan derfor ikke se ind i åndeverdenen. Hvis Gud, som er en ånd, beskrev sig selv for os med åndelige udtryk, ville det svare til at man prøvede at beskrive sit eget udseende — for eksempel sin øjenfarve — for en blindfødt. Jehova har derfor kærligt hjulpet os til at „se“ ham ved at bruge udtryk som vi kan forstå. Nogle gange gør han brug af billedsprog og sammenligner sig selv med noget vi kender til. Han beskriver endda sig selv som om han havde visse menneskelige træk.b

13. Hvilket billede giver Esajas 40:11 af Jehova, og hvordan virker det på dig?

¹³ Læg mærke til hvordan Jehova beskrives i Esajas 40:11: „Som en hyrde vil han passe sin flok. Med sin arm vil han samle lammene; og i sin favn vil han bære dem.“ Jehova sammenlignes her med en hyrde der løfter lammene med „sin arm“. Her beskrives Guds evne til at beskytte og hjælpe sine tjenere, også dem der behøver særlig omsorg. Vi kan føle os trygge i hans stærke arme, for hvis vi er loyale mod ham, vil han aldrig svigte os. (Romerne 8:38, 39) Den store Hyrde bærer lammene „i sin favn“ — et udtryk der sigter til den løse fold i hyrdens yderklædning hvori han undertiden bar et nyfødt lam. Vi bliver altså forsikret om at Jehova elsker os og tager sig kærligt af os. Det vil kun være naturligt hvis vi føler os draget mod ham.

„Sønnen ønsker at åbenbare ham“

14. Hvorfor kan man sige at Jesus er den der bedst kunne åbenbare Jehovas personlighed for os?

¹⁴ I sit ord har Jehova først og fremmest åbenbaret sig gennem sin elskede søn, Jesus Kristus. Ingen kunne genspejle Guds tanker og følelser bedre eller forklare ham mere levende end Jesus gjorde. Denne førstefødte søn havde jo været sammen med sin Fader før alle andre åndeskabninger og det fysiske univers blev skabt. (Kolossenserne 1:15) Jesus havde et indgående kendskab til Jehova. Derfor kunne han sige: „Ingen véd hvem Sønnen er, undtagen Faderen; og ingen véd hvem Faderen er, undtagen Sønnen og den som Sønnen ønsker at åbenbare ham for.“ (Lukas 10:22) Da Jesus befandt sig på jorden, åbenbarede han sin Fader på to vigtige måder.

15, 16. På hvilke to måder åbenbarede Jesus sin Faders egenskaber?

¹⁵ For det første hjælper Jesu lære os til bedre at kende Jehova. Jesus beskrev sin Fader i vendinger der taler til hjertet. For at vise hvor barmhjertig og imødekommende Gud er over for syndere der ændrer sind, sammenlignede Jesus i lignelsen om den fortabte søn Jehova med en tilgivende far der er så dybt bevæget over at se sin søn vende hjem at han løber ham i møde, falder ham om halsen og kysser ham ømt. (Lukas 15:11-24) Jesus skildrede også Jehova som en Gud der „drager“ retsindige mennesker til sig fordi han elsker dem som enkeltpersoner. (Johannes 6:44) Han er endda opmærksom på en lille spurv der falder til jorden. „Vær derfor ikke bange: I er mere værd end mange spurve,“ sagde Jesus. (Mattæus 10:29, 31) Man kan ikke andet end føle sig tiltrukket af så omsorgsfuld en Gud.

¹⁶ For det andet viser Jesu eksempel os hvordan Jehova er. Jesus genspejlede sin Fader så fuldkomment at han kunne sige: „Den der har set mig, har også set Faderen.“ (Johannes 14:9) Så når vi læser om Jesus i evangelierne — de følelser han viste, og den måde han behandlede andre på — får vi en levende skildring af hans Fader. Jehova kunne næppe have åbenbaret sine egenskaber tydeligere end han har gjort gennem Jesus.

17. Forklar med et eksempel hvad Jehova har gjort for at hjælpe os til at forstå hvordan han er.

¹⁷ Det kan illustreres med et eksempel: Forestil dig at du skal forklare hvad godhed er. Du vil måske prøve at forklare det med andre ord. Men hvis du kan pege på en der har gjort en god gerning, og sige: „Det er et eksempel på godhed,“ får man en bedre forståelse af hvad der ligger i ordet „godhed“. Jehova har gjort noget lignende for at hjælpe os til at forstå hvordan han er. Ud over at han beskriver sig selv med ord, har han givet os et levende eksempel i sin søn. Hos Jesus kommer Guds egenskaber til udtryk i handling. Gennem evangelieberetningerne som fortæller om Jesus, siger Jehova i virkeligheden: „Det er sådan jeg er.“ Hvilken beskrivelse giver Guds inspirerede ord af Jesus da han var på jorden?

18. Hvordan kom egenskaber som magt, retfærdighed og visdom til udtryk hos Jesus?

¹⁸ Guds fire hovedegenskaber kom smukt til udtryk hos Jesus. Han havde magt over sygdom, sult og endda døden. Men i modsætning til selviske mennesker der misbruger deres magt, gjorde han aldrig brug af sin mirakuløse magt til egen fordel eller til skade for andre. (Mattæus 4:2-4) Han elskede retfærdighed. Hans hjerte blev fyldt med retfærdig harme da han så samvittighedsløse købmænd udnytte folket. (Mattæus 21:12, 13) Han var upartisk over for de fattige og undertrykte og hjalp dem til at „finde ny styrke“ for deres sjæle. (Mattæus 11:4, 5, 28-30) Jesu lære var uforlignelig, og hans visdom overgik langt Salomons. (Mattæus 12:42) Men Jesus optrådte aldrig overlegent på grund af sin visdom. Han talte til det jævne folks hjerter, for hans lære var enkel, klar og praktisk anvendelig.

19, 20. (a) Hvorfor var Jesu kærlighed enestående? (b) Hvad må vi huske når vi læser om Jesus og tænker over hvordan han var som menneske?

¹⁹ Jesus var et enestående eksempel med hensyn til at føle og vise kærlighed. Gennem hele hans tjeneste kom hans kærlighed til udtryk på mange forskellige måder, blandt andet ved at han kunne sætte sig i andres sted og føle med dem. Han kunne ikke se andre lide uden at have medfølelse med dem. Det var denne følelse der igen og igen bevægede ham til handling. (Mattæus 14:14) Han helbredte de syge og gav de sultne mad, men han viste også sin medfølelse på en langt vigtigere måde. Han hjalp andre til at forstå, tage imod og elske sandheden om Guds rige, der vil betyde varige velsignelser for menneskeheden. (Markus 6:34; Lukas 4:43) Som det allervigtigste viste Jesus en selvopofrende kærlighed ved villigt at ’sætte sin sjæl til’ for andre. — Johannes 15:13.

²⁰ Er det så mærkeligt at folk i alle aldre og med vidt forskellig baggrund følte sig draget mod dette varme og kærlige menneske der nærede så dybe følelser? (Markus 10:13-16) Og når vi læser om Jesus og tænker over hvordan han var, lad os da også huske at han til fuldkommenhed genspejlede sin Fader. — Hebræerne 1:3.

En studiebog der kan hjælpe os

21, 22. Hvad indebærer det at søge Jehova, og hvordan kan denne studiebog hjælpe os?

²¹ Den måde Jehova åbenbarer sig på i sit ord, viser klart at han ønsker at vi skal komme nær til ham. På den anden side tvinger han os ikke til at få et godkendt forhold til ham. Det er op til os selv at søge Jehova „mens han kan findes“. (Esajas 55:6) At søge Jehova indebærer at vi gennem Bibelen lærer hans egenskaber og veje at kende. Formålet med den studiebog du her er i gang med at læse, er at hjælpe dig til dette.

²² Bogen er delt op i fire dele svarende til Jehovas fire hovedegenskaber: magt, retfærdighed, visdom og kærlighed. Hver del begynder med en kort beskrivelse af egenskaben. Dernæst følger nogle få kapitler om hvordan den kommer til udtryk hos Jehova. Hver del indeholder desuden et kapitel om hvordan den pågældende egenskab kendetegnede Jesus, samt et kapitel om hvordan vi selv kan genspejle den.

23, 24. (a) Forklar lidt om rammen „Spørgsmål til eftertanke“. (b) Hvordan kan eftertanke hjælpe os til at komme nær til Gud?

²³ Fra og med dette kapitel er der en særlig ramme med overskriften „Spørgsmål til eftertanke“. Se for eksempel rammen på side 24. Skriftstederne og spørgsmålene kan ikke benyttes til at repetere kapitlet. De skal snarere hjælpe dig til at tænke over andre vigtige aspekter ved emnet. Hvordan kan du bedst bruge rammen? Slå hvert af skriftstederne op, og læs dem omhyggeligt. Overvej derefter det spørgsmål der stilles. Tænk over svaret. Måske kan du finde nogle ekstra oplysninger. Stil desuden dig selv spørgsmål som: ’Hvad fortæller disse oplysninger mig om Jehova? Hvordan indvirker de på mit liv? Hvordan kan jeg bruge dem til gavn for andre?’

²⁴ Når vi tænker dybere over sådanne spørgsmål, vil det hjælpe os til at få et stadig nærmere forhold til Jehova. Bibelen forbinder eftertanke med hjertet. (Salme 19:14) Når vi med værdsættelse grunder over det vi lærer om Gud, indvirker oplysningerne på vort symbolske hjerte, som så igen påvirker vore tanker, bevæger vore følelser og til sidst motiverer os til handling. Vi får en dybere kærlighed til Gud, og denne kærlighed giver os et ønske om at glæde ham som vores bedste ven. (1 Johannes 5:3) For at kunne få et så nært forhold til Jehova må vi lære hans egenskaber og veje at kende. Men lad os først se på en side af Guds personlighed som giver os en tvingende grund til at søge nær til ham — hans hellighed.

1, 2. Hvilket syn fik profeten Esajas, og hvad fortæller det os om Jehova?

ESAJAS blev grebet af ærefrygt over det han fik at se — et syn af Gud. Synet var så realistisk at Esajas senere beskrev det som om han virkelig „så“ Jehova sidde på sin ophøjede trone. Jehovas lange klædning fyldte det store tempel i Jerusalem. — Esajas 6:1, 2.

² Esajas blev også fyldt af ærefrygt på grund af det han hørte — en sang der var så kraftig at den rystede templet i dets grundvolde. Det var seraferne, højtstående åndeskabninger, der sang. Fra det brusende kor lød disse enkle, men majestætiske ord: „Hellig, hellig, hellig er Hærstyrkers Jehova. Hele jordens fylde er hans herlighed.“ (Esajas 6:3, 4) Det at de sang ordet „hellig“ tre gange, understregede Jehovas hellighed, og det med rette, for Jehova besidder den højeste grad af hellighed. (Åbenbaringen 4:8) Gennem hele Guds ord understreges det at Jehova er hellig. Over 200 gange i Bibelen forbindes hans navn med hellighed.

3. Hvordan kan fejlagtige opfattelser af Jehovas hellighed få mange til at vende sig bort fra ham i stedet for at få et nært forhold til ham?

³ Det er således tydeligt at en af de vigtige ting Jehova ønsker vi skal forstå om ham, er at han er hellig. Men i dag er der mange for hvem ordet hellighed har en dårlig klang. Nogle forbinder det fejlagtigt med selvretfærdighed eller skinhellighed. For dem der kæmper med en følelse af mindreværd, kan Guds hellighed virke mere skræmmende end tiltalende. De synes måske ikke at de er gode nok til at nærme sig så hellig en Gud. Der er således mange der vender sig bort fra Gud på grund af hans hellighed. Det er sørgeligt, for Guds hellighed er i virkeligheden en væsentlig grund til at få et nært forhold til ham. Hvorfor? Før vi besvarer spørgsmålet, vil vi se nærmere på hvad sand hellighed er.

Hvad er hellighed?

4, 5. (a) Hvad betyder hellighed, og hvad betyder det ikke? (b) På hvilke to vigtige måder er Jehova „skilt ud“?

⁴ At Gud er hellig, betyder ikke at han er selvglad eller hovmodig, eller at han ser ned på andre. Han hader tværtimod egenskaber som hovmod og stolthed. (Ordsprogene 16:5; Jakob 4:6) Men hvad betyder ordet „hellig“? På Bibelens hebraisk er ordet afledt af et ord der betyder „skilt ud“. I forbindelse med tilbedelse står „hellig“ for noget der er skilt ud fra almindelig brug, eller helliget. Det får os også til at tænke på noget der er rent og ubesmittet. Hvad indebærer det i forbindelse med Jehova? Betyder det at han er „skilt ud“ fra ufuldkomne mennesker og holder sig langt borte fra os?

⁵ Nej. Som „Israels Hellige“ beskrev Jehova sig selv som en der boede i sit folks „midte“ skønt folket var syndigt. (Esajas 12:6; Hoseas 11:9) Det at han er hellig, betyder altså ikke at han holder sig langt borte. Hvordan er han da „skilt ud“? På to vigtige måder. For det første er han skilt ud fra alle skabninger i den forstand at han alene er den Højeste. Hans renhed er absolut og ubegrænset. (Salme 40:5; 83:18) For det andet er Jehova fuldstændig skilt ud fra alt hvad der er syndigt, og det er opmuntrende for os at vide. Hvorfor?

6. Hvorfor er det betryggende at vide at Jehova er fuldstændig skilt ud fra alt hvad der er syndigt?

⁶ Vi lever i en verden hvor sand hellighed er en sjældenhed. Alt i denne verden, som har fjernet sig fra Gud, er på en eller anden måde besmittet med synd og ufuldkommenhed. Vi må alle føre krig mod den synd der bor i os. Og vi er alle i fare for at blive overlistet af synden hvis vi ikke er på vagt. (Romerne 7:15-25; 1 Korinther 10:12) Jehova befinder sig ikke i en sådan fare. Han er fuldstændig uden synd og vil aldrig blive besmittet med den mindste antydning af synd. Det bekræfter det indtryk vi har af Jehova som den ideelle Fader, for det betyder at han altid er til at stole på. I modsætning til mange jordiske fædre vil Jehova aldrig blive fordærvet, ligge under for laster eller mishandle sine børn. Hans hellighed gør det umuligt. Undertiden har Jehova endda svoret ved sin hellighed, for intet kunne gøre hans ed mere troværdig. (Amos 4:2) Er det ikke betryggende at vide?

7. Hvorfor kan man sige at hellighed er en uadskillelig del af Jehovas personlighed?

⁷ Hellighed er en uadskillelig del af Jehovas personlighed. Hvad vil det sige? Det kan illustreres på følgende måde: Tænk på ordene „menneske“ og „ufuldkommen“. Man kan ikke beskrive et menneske uden at tænke på at det er ufuldkomment. Ufuldkommenheden har sat sit præg på os og påvirker alt hvad vi gør. Tænk så på to helt andre ord — „Jehova“ og „hellig“. Jehova er helt igennem hellig. Alt ved ham er rent og retskaffent. Vi kan ikke lære Jehova at kende som den han virkelig er, uden at forstå hvad der ligger i ordet „hellig“.

„Hellighed tilhører Jehova“

8, 9. Hvad viser at ufuldkomne mennesker ved Jehovas hjælp kan blive hellige i relativ forstand?

⁸ Eftersom Jehova er indbegrebet af hellighed, kan man med rette sige at han er kilden til al hellighed. Men han holder ikke selvisk denne dyrebare egenskab for sig selv; han deler den med andre, og han gør det gavmildt. Ja, da han talte med Moses gennem en engel ved den brændende tornebusk, blev endog stedet omkring tornebusken helligt ved forbindelsen med Jehova. — 2 Mosebog 3:5.

⁹ Kan ufuldkomne mennesker blive hellige ved Jehovas hjælp? Ja, i relativ forstand. Gud gav sit folk Israel mulighed for at blive „en hellig nation“. (2 Mosebog 19:6) Han velsignede nationen med en tilbedelsesordning som var hellig og ren. Hellighed var derfor et gennemgående tema i Moseloven. Ypperstepræsten havde en guldplade fastgjort foran på sin turban hvor alle kunne se den skinne i lyset, og hvor følgende ord ligefrem var indgraveret på den: „Hellighed tilhører Jehova.“ (2 Mosebog 28:36) Israelitterne skulle altså have en høj norm for renhed i deres tilbedelse, ja, i hele deres levevis. Jehova sagde til dem: „I skal være hellige, for jeg, Jehova jeres Gud, er hellig.“ (3 Mosebog 19:2) Så længe israelitterne fulgte Guds vejledning i det omfang det er muligt for ufuldkomne mennesker, var de i relativ forstand hellige.

10. Hvilken kontrast var der mellem fortidens Israel og de omboende nationer når det gjaldt hellighed?

¹⁰ At der blev lagt så stor vægt på hellighed i Israel, stod i skarp kontrast til de omboende folkeslags gudsdyrkelse. De hedenske nationer tilbad guder hvis eksistens var baseret på løgn og bedrag, guder der blev skildret som voldelige, griske og umoralske. De var på ingen måde hellige. Og de der tilbad sådanne guder, blev ligesom dem. Derfor befalede Jehova sine tjenere at holde sig adskilt fra de hedenske tilbedere og deres fordærvede religiøse skikke. — 3 Mosebog 18:24-28; 1 Kongebog 11:1, 2.

11. Hvordan kommer Jehovas himmelske organisations hellighed til udtryk hos (a) englene? (b) seraferne? (c) Jesus Kristus?

¹¹ Selv under de bedst mulige omstændigheder kunne Jehovas udvalgte folk, Israel, kun svagt genspejle Guds himmelske organisations hellighed. De millioner af åndeskabninger som loyalt tjener Gud, omtales som „myriader af hellige“. (5 Mosebog 33:2, fodnote; Judas 14, fodnote) De genspejler til fuldkommenhed Guds helligheds rene og klare skønhed. Og tænk på de serafer Esajas så i synet. Ordene de sang, viser at disse mægtige åndeskabninger indtager en vigtig plads i forbindelse med at gøre Jehovas hellighed kendt i hele universet. Men der er én åndeskabning som står over alle disse, og det er Jesus Kristus, Guds enestefødte søn. Ingen anden kan i samme grad som han genspejle Jehovas hellighed. Derfor kaldes han med rette „Guds Hellige“. — Johannes 6:68, 69.

Et helligt navn, en hellig ånd

12, 13. (a) Hvorfor kaldes Guds navn med rette for helligt? (b) Hvorfor må Guds navn helliges?

¹² Som vi så i det første kapitel, er Guds navn ikke bare en titel eller en betegnelse. Det fortæller noget om Jehova Gud og alle hans egenskaber. Bibelen siger derfor at hans „navn er helligt“. (Esajas 57:15) Under Moseloven var der dødsstraf for at spotte Guds navn. (3 Mosebog 24:16) Læg desuden mærke til hvad Jesus nævnte som det første man skulle bede om: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget.“ (Mattæus 6:9) At hellige noget vil sige at sætte det til side, at agte det højt og at værne om det som noget helligt. Men hvorfor skulle det være nødvendigt at hellige noget der er så helt igennem rent som Guds navn?

¹³ Guds hellige navn er blevet anfægtet, besudlet med løgn og bagvaskelse. I Edens have løj Satan om Jehova og antydede at Han udøver sin suveræne myndighed på en uretfærdig måde. (1 Mosebog 3:1-5) Lige siden har Satan — herskeren over denne onde verden — sørget for at der overalt er blevet udspredt løgne om Gud. (Johannes 8:44; 12:31; Åbenbaringen 12:9) De forskellige religioner har fremstillet Jehova som en despotisk, fjern eller grusom Gud. De har hævdet at han støtter deres blodige krige. Blinde tilfældigheder, eller en udvikling, har ofte fået æren for alt det underfulde han har skabt. Ja, man har ondskabsfuldt vanhelliget Guds navn. Det må helliges; det må have sin retmæssige herlighed tilbage. Vi længes efter at Guds navn bliver helliget og hans suverænitet bliver hævdet, og vi fryder os over den andel vi kan have i gennemførelsen af denne storslåede hensigt.

14. Hvorfor omtales Guds ånd som hellig, og hvorfor er det en alvorlig synd at spotte den hellige ånd?

¹⁴ Noget andet som bliver sat i nær forbindelse med Jehova, og som ofte omtales som helligt, er hans ånd eller virksomme kraft. (1 Mosebog 1:2) Jehova benytter denne kraft, som er stærkere end noget andet, til at gennemføre sin hensigt. Alt hvad Gud gør, foregår på en hellig og ren måde, og derfor kaldes hans virksomme kraft meget passende for hellig ånd eller helligheds ånd. (Lukas 11:13; Romerne 1:4) Det at spotte den hellige ånd, hvilket indbefatter at man med vilje modarbejder Jehovas hensigter, er en utilgivelig synd. — Markus 3:29.

Hvorfor Jehovas hellighed drager os til ham

15. Hvorfor er det på sin plads at have ærefrygt for Jehovas hellighed, og hvad indebærer denne form for frygt?

¹⁵ Det er ikke vanskeligt at se hvorfor Bibelen kæder Guds hellighed sammen med menneskers gudsfrygt. Vi læser for eksempel i Salme 99:3: „Lad dem prise dit navn. Stort og frygtindgydende — helligt er det.“ Gudsfrygt er ikke en sygelig angst, men en dyb følelse af ærefrygt — respekt i sin mest ophøjede form. Det er helt på sin plads at have en sådan ærefrygt i betragtning af hvor ophøjet Jehovas hellighed er i forhold til os. Den er strålende ren og omgivet af herlighed. Det bør dog ikke få os til at holde os borte fra ham. Hvis vi har det rette syn på Guds hellighed, vil det tværtimod drage os nærmere til ham. Hvorfor?

16. (a) Hvilken forbindelse er der mellem hellighed og skønhed? Nævn et eksempel. (b) Hvordan bliver renhed og lys fremhævet i den måde Jehova beskrives på i forskellige syner?

¹⁶ Bibelen forbinder hellighed med skønhed og pragt. (Esajas 64:11, fodnote; Efeserne 5:27) Det som er smukt og prægtigt, tiltaler os. Se for eksempel billedet på side 33. Får du ikke lyst til at være i de omgivelser? Hvad er det der gør det så tiltalende? Læg mærke til hvor rent vandet ser ud, og hvordan det glitrer i solskinnet. Luften må også være ren, for himmelen er klar og blå. Hvis vandet derimod var fyldt med affald, træerne og klipperne var skæmmet af graffiti, og luften var fyldt med røg, ville det ikke virke tiltrækkende, men frastødende på os. Vi forbinder helt automatisk skønhed med lys og renhed. De samme ord kan bruges til at beskrive Jehovas hellighed. Det er derfor ikke så mærkeligt at den måde Jehova beskrives på i forskellige syner, virker betagende på os. Som strålende lys, funklende ædelsten, glødende ild eller som de reneste og klareste ædelmetaller — sådan er vor hellige Guds skønhed. — Ezekiel 1:25-28; Åbenbaringen 4:2, 3.

17, 18. (a) Hvordan reagerede Esajas til at begynde med på det syn han fik? (b) Hvordan lod Jehova en seraf trøste Esajas, og hvad betød dét serafen gjorde?

¹⁷ Betyder det at vi bør føle os meget små i forhold til Gud? Ja, naturligvis. Når alt kommer til alt, er vi jo, for at sige det mildt, meget små i forhold til Jehova. Men skulle det få os til at vende os bort fra ham? Tænk på hvordan Esajas reagerede da han hørte seraferne bekendtgøre Jehovas hellighed. „Da sagde jeg: ’Ve mig! For jeg er så godt som bragt til tavshed; jeg er jo en mand med urene læber, og jeg bor blandt et folk med urene læber; mine øjne har nemlig set Kongen, Hærstyrkers Jehova!’“ (Esajas 6:5) Ja, Jehovas store hellighed mindede den trofaste Esajas om hvor syndig og ufuldkommen han selv var. Til at begynde med følte han sig helt sønderknust, men Jehova hjalp ham til at overvinde denne følelse.

¹⁸ En seraf kom straks og trøstede profeten. Hvordan? Den mægtige åndeskabning fløj hen til alteret, tog et stykke glødende kul og lod det røre ved Esajas’ læber. Umiddelbart lyder det måske som noget der var mere smertefuldt end trøstende. Men vi må huske at det var et syn fyldt med symbolik. Som troende jøde var Esajas godt kendt med de ofre der hver dag blev bragt på templets alter til soning af synder. Og serafen lod ham kærligt forstå at selv om han var ufuldkommen, en mand „med urene læber“, kunne han godt komme til at stå ren i Jehovas øjne.a Jehova var villig til at betragte et ufuldkomment og syndigt menneske som helligt — i hvert fald i relativ forstand. — Esajas 6:6, 7.

19. Hvordan kan vi i relativ forstand være hellige selv om vi er ufuldkomne?

¹⁹ Alle de ofre der blev bragt på alteret i Jerusalem, var kun skygger af noget større — det fuldkomne offer som blev bragt af Jesus Kristus i år 33. (Hebræerne 9:11-14) Hvis vi oprigtigt angrer vore synder, ændrer vores adfærd og viser tro på dette offer, kan vi også få tilgivelse for vore synder. (1 Johannes 2:2) Ligesom Esajas kan vi glæde os over at være rene i Guds øjne. Apostelen Peter giver os følgende påmindelse: „Der står skrevet: ’I skal være hellige, for jeg er hellig.’“ (1 Peter 1:16) Læg mærke til at Jehova ikke siger at vi skal være lige så hellige som han er. Han forventer aldrig det umulige af os. (Salme 103:13, 14) Nej, Jehova siger at vi skal være hellige fordi han er hellig. „Som elskede børn“ bestræber vi os for at efterligne ham så godt vi kan i vores ufuldkommenhed. (Efeserne 5:1) Det at opdyrke hellighed er en vedvarende proces. Alt imens vi vokser åndeligt, arbejder vi dag efter dag på at blive fuldendte i hellighed. — 2 Korinther 7:1.

20. (a) Hvorfor er det vigtigt at forstå at vi kan være rene i Guds øjne? (b) Hvilken virkning havde det på Esajas da han fik at vide at hans synder var blevet sonet?

²⁰ Jehova elsker alt hvad der er rent og retskaffent. Han hader synd. (Habakkuk 1:13) Men han hader ikke os. Så længe vi har samme syn på synd som han — hader det onde og elsker det gode — og gør hvad vi kan for at følge i Jesu Kristi fuldkomne fodspor, vil Jehova tilgive vore synder. (Amos 5:15; 1 Peter 2:21) Når vi forstår at vi kan være rene i vor hellige Guds øjne, vil det påvirke hele vores adfærd. Husk at Jehovas hellighed først fik Esajas til at tænke på at han var uren. Han sagde: „Ve mig!“ Men så snart han forstod at hans synder var blevet sonet, følte han sig styrket og opmuntret. Da Jehova spurgte hvem der ville gå bud for ham, meldte Esajas sig uden tøven, også selv om han ikke vidste hvad opgaven gik ud på. Han udbrød: „Her er jeg! Send mig.“ — Esajas 6:5-8.

21. Hvilke forudsætninger har vi for at opdyrke egenskaben hellighed?

²¹ Vi er skabt i den hellige Guds billede, udstyret med moralske egenskaber og evnen til at beskæftige os med åndelige anliggender. (1 Mosebog 1:26) Vi har alle mulighed for at opdyrke hellighed. Hvis vi bliver ved med at arbejde på vores hellighed, vil Jehova med glæde hjælpe os. Det vil samtidig give os et stadig nærmere forhold til vor hellige Gud. I de følgende kapitler hvor Jehovas egenskaber bliver behandlet, vil vi se at der er mange andre vægtige grunde til at komme nær til Jehova.

1, 2. Hvilke forbløffende ting havde Elias tidligere set, men hvilke bemærkelsesværdige fænomener blev han vidne til fra hulen i Horebs Bjerg?

DET var ikke første gang Elias så noget forbløffende. Engang han holdt sig skjult, havde han oplevet at ravne kom med føde til ham to gange om dagen. Under en langvarig hungersnød havde han set en husstand blive forsynet med mel og olie fra to beholdere som aldrig blev tomme. Og som svar på en bøn havde han endda set ild komme ned fra himmelen. (1 Kongebog, kapitel 17, 18) Men han havde aldrig set noget så storslået som det han nu så.

² Mens han krøb sammen ved indgangen til en hule i Horebs Bjerg, blev han vidne til nogle bemærkelsesværdige fænomener. Først kom der en vind. Der må have lydt en brølende og øredøvende larm, for vinden var så kraftig at den sønderrev bjerge og knuste klipper. Derefter kom der et jordskælv som udløste enorme kræfter i jordskorpen. Så kom der ild. Elias kunne sikkert mærke den stærke hede da den fór forbi. — 1 Kongebog 19:8-12.

3. Hvilken af Guds egenskaber så Elias en manifestation af, og hvor ser vi vidnesbyrd om den samme egenskab?

³ Alt det Elias så, havde noget tilfælles. Det var manifestationer af Jehova Guds store magt. Vi behøver naturligvis ikke at se mirakler for at vide at Gud er i besiddelse af stor magt og kraft. Bibelen siger at Jehovas „evige kraft og hans guddommelighed“ fornemmes i skaberværket. (Romerne 1:20) Tænk blot på de kraftige lynglimt og de buldrende tordenskrald under et uvejr, de brusende vandmasser fra et mægtigt vandfald eller de utallige stjerner på en klar nattehimmel! Er det ikke tydelige vidnesbyrd om Guds magt? Alligevel er det kun få der i dag anerkender Guds magt, og endnu færre der har det rette syn på den. Men hvis vi forstår hvad Jehovas magt indebærer, har vi mange grunde til at komme nærmere til ham. I denne del af bogen vil vi derfor foretage et indgående studium af Jehovas uforlignelige magt.

En af Jehovas hovedegenskaber

4, 5. (a) Hvilken forbindelse er der mellem Jehovas navn og hans vælde, eller magt? (b) Hvorfor er det passende at Jehova har valgt oksen som symbol på sin magt og kraft?

⁴ Jehovas magt er enestående. I Jeremias 10:6 læser vi: „Der er slet ingen som du, Jehova. Du er stor, og dit navn er stort i vælde.“ Læg mærke til at Jehovas navn nævnes i forbindelse med vælde, eller magt. Navnet Jehova betyder jo „Han får til at blive“. Hvad er det der sætter Jehova i stand til at skabe hvad som helst han ønsker, og at blive hvad som helst han vælger at blive? Det er blandt andet hans magt. Ja, Jehovas evne til at handle, til at gennemføre sin vilje, er ubegrænset. Magt er en af hans hovedegenskaber.

⁵ Vi vil aldrig helt kunne fatte hvor stor og omfattende Jehovas magt er. Jehova bruger derfor illustrationer for at hjælpe os til at forstå det. Som vi har set, bruger han oksen som symbol på sin magt og kraft. (Ezekiel 1:4-10) Det passer godt, for selv en tam okse er et stort og stærkt dyr. På Bibelens tid stødte folk i Palæstina sjældent, om nogen sinde, på noget der var stærkere. Men de havde hørt om en endnu mere frygtindgydende okse — vildoksen, eller uroksen (Bos primigenius), som nu er uddød. (Job 39:9-12) Ifølge den romerske kejser Julius Cæsar var denne vildokse næsten lige så stor som en elefant. „De er meget stærke og meget hurtige,“ skrev han. Prøv at forestille dig hvor lille og kraftesløs du ville føle dig hvis du stod ved siden af sådan et dyr.

6. Hvorfor er det kun Jehova der kan kaldes almægtig?

⁶ I sammenligning med den almægtige Gud, Jehova, er mennesker naturligvis endnu mere ubetydelige og magtesløse. Selv mægtige nationer er for ham blot som det fine støv på vægtskåle. (Esajas 40:15) I modsætning til sine skabninger har Jehova ubegrænset magt. Han alene kaldes almægtig.a (Åbenbaringen 15:3) Jehovas ’kraft er stærk’ og ’hans vældige styrke er stor’. (Esajas 40:26) Han er en uudtømmelig kraftkilde. Han er ikke afhængig af ydre energikilder, for „styrken er Guds“. (Salme 62:11) Ved hjælp af hvad udøver Jehova sin magt?

Hvordan Jehova udøver sin magt

7. Hvad er Jehovas hellige ånd, og hvilken tanke indeholder ordene for „ånd“ på Bibelens grundsprog?

⁷ Jehova udøver blandt andet sin magt ved hjælp af den hellige ånd, der udgår uophørligt fra ham som fra en uudtømmelig kilde. Den er Guds kraft i virksomhed. I Første Mosebog 1:2 omtaler Bibelen den som „Guds virksomme kraft“. De hebraiske og græske ord der gengives med „ånd“, kan i andre sammenhænge oversættes med „vind“, „blæst“, „åndepust“, „åndedræt“ og „pust“. Ifølge ordbogsforfatterne indeholder ordene på originalsprogene tanken om en usynlig kraft i virksomhed. Ligesom vinden er Guds ånd usynlig for det menneskelige øje, men dens virkninger er tydelige og mærkbare.

8. Hvordan omtaler Bibelen i symbolske vendinger Guds ånd, og hvorfor er det passende?

⁸ Jehova kan anvende sin hellige ånd på uendelig mange måder. Han kan bruge den til at gennemføre alt hvad han vil. Derfor kalder Bibelen meget passende Guds ånd for hans „finger“, hans ’stærke hånd’ eller ’udrakte arm’. (Lukas 11:20; 5 Mosebog 5:15; Salme 8:3) Ligesom en mand kan bruge sin hånd til mange forskellige opgaver der kræver forskellige grader af styrke og færdigheder, kan Gud ved hjælp af sin ånd gennemføre alt hvad han sætter sig for — hvad enten det drejer sig om at skabe det uendeligt lille atom, at dele Det Røde Hav eller at sætte kristne i det første århundrede i stand til at tale fremmede sprog.

9. Hvor stor er Jehovas herskermagt?

⁹ Jehova udøver også sin magt gennem den myndighed han har som universets suveræne Herre. Kan du forestille dig hvordan det må være at have millioner og atter millioner af fornuftbegavede og dygtige undersåtter som er ivrige efter at gøre hvad du befaler? Det har Jehova. Han har jordiske tjenere som flere steder i Bibelen sammenlignes med en hær eller en kampstyrke. (Salme 68:11; 110:3) Og dog har et menneske ikke megen styrke i forhold til en engel. Da den assyriske hær angreb Guds folk, dræbte blot én engel 185.000 soldater på en enkelt nat! (2 Kongebog 19:35) Ja, Guds engle er „vældige i kraft“. — Salme 103:19, 20.

10. (a) Hvorfor kaldes den Almægtige for Hærstyrkers Jehova? (b) Hvem er den mægtigste af alle Jehovas skabninger?

¹⁰ Hvor mange engle findes der? Profeten Daniel fik et syn hvor han så mere end 100 millioner åndeskabninger stå foran Jehovas trone i himmelen, men der siges intet om at det var alle de engle der findes. (Daniel 7:10) Så der er måske mange hundrede millioner engle. Gud kaldes derfor Hærstyrkers Jehova. Denne titel beskriver hans magtfulde stilling som Hærfører for en stor, velorganiseret styrke af mægtige engle. Han har sat sin elskede søn, „al skabnings førstefødte“, over alle disse åndeskabninger. (Kolossenserne 1:15) Som ærkeengelen — øversten over alle englene, seraferne og keruberne — er Jesus den mægtigste af alle Jehovas skabninger.

11, 12. (a) På hvilke måder er Guds ord virkende? (b) Hvad sagde Jesus om hvor stor magt Jehova har?

¹¹ Jehova har endnu et middel han gør brug af når han udøver sin magt. I Hebræerbrevet 4:12 står der: „Guds ord er levende og virkende.“ Har du lagt mærke til den særlige kraft der findes i Guds ord, det inspirerede budskab som er bevaret i Bibelen? Det kan styrke os, opbygge vores tro og hjælpe os til at gøre gennemgribende forandringer. Apostelen Paulus advarede sine trosfæller mod mennesker der levede et meget umoralsk liv. Derefter tilføjede han: „Og dog er det sådan nogle af jer har været.“ (1 Korinther 6:9-11) Ja, „Guds ord“ havde virket i dem og hjulpet dem til at forandre sig.

¹² Jehovas magt er så stor og hans måde at udøve den på så virkningsfuld at intet kan stå ham i vejen. Jesus sagde: „For Gud er alle ting mulige.“ (Mattæus 19:26) Hvad ønsker Jehova at gennemføre ved hjælp af sin magt?

Magt udøvet med en hensigt

13, 14. (a) Hvorfor kan vi sige at Jehova ikke er en upersonlig kraft? (b) Hvordan bruger Jehova sin magt?

¹³ Jehovas ånd er langt stærkere end en hvilken som helst fysisk kraft; men Jehova er ikke en upersonlig kraft eller bare en kraftkilde. Han er en person og en Gud som har fuld kontrol over sin magt, og som altid udøver den i en bestemt hensigt.

¹⁴ Som vi skal se, bruger Gud sin magt til at skabe, ødelægge, beskytte og genoprette — kort sagt, til at gøre alt hvad der stemmer med hans fuldkomne hensigt. (Esajas 46:10) Nogle gange bruger Jehova sin magt til at åbenbare vigtige sider af sin personlighed og sine normer. Frem for alt bruger han sin magt for at gennemføre sin vilje — at hævde sin suverænitet og hellige sit navn ved hjælp af det messianske rige. Intet vil nogen sinde kunne forhindre ham i at gennemføre denne hensigt.

15. Med hvilket formål bruger Jehova sin magt i forbindelse med sine tjenere, og hvordan kom det til udtryk i Elias’ tilfælde?

¹⁵ Jehova bruger også sin magt til gavn for os som enkeltpersoner. Læg mærke til hvad der står i Anden Krønikebog 16:9: „Hvad Jehova angår, hans øjne skuer ud over hele jorden for at han kan vise sig stærk sammen med dem hvis hjerte er helt med ham.“ Det var det Elias oplevede, som nævnt i indledningen. Hvorfor lod Jehova Elias se sin magt på denne ærefrygtindgydende måde? Den onde dronning Jesabel havde svoret at hun ville dræbe Elias. Profeten flygtede for sit liv. Han følte sig alene, bange og nedtrykt. Det var som om alle hans anstrengelser havde været forgæves. For at trøste Elias mindede Jehova ham på en storslået måde om sin magt. Vinden, jordskælvet og ilden viste Elias at den mægtigste i hele universet var dér sammen med ham. Hvorfor skulle han frygte Jesabel når han havde den almægtige Gud på sin side? — 1 Kongebog 19:1-12.b

16. Hvorfor er det opmuntrende for os at tænke på Jehovas store magt?

¹⁶ Selv om Jehova ikke udfører mirakler i dag, har han ikke forandret sig siden Elias’ tid. (1 Korinther 13:8) Han ønsker stadig at bruge sin magt til gavn for dem der elsker ham. Han bor ganske vist i en ophøjet åndelig verden, men er alligevel ikke langt borte fra os. Hans magt er ubegrænset, så afstande er uden betydning. „Jehova er nær hos alle der kalder på ham.“ (Salme 145:18) Engang da profeten Daniel bad Jehova om hjælp, viste en engel sig for ham endnu før han var færdig med at bede. (Daniel 9:20-23) Intet kan forhindre Jehova i at hjælpe og styrke dem han elsker. — Salme 118:6.

Gør Guds magt ham utilnærmelig?

17. I hvilken forstand får Jehovas magt os til at frygte ham, men hvilken form for frygt er der ingen grund til at nære?

¹⁷ Skal vi frygte Gud på grund af hans store magt? Både ja og nej. Ja, i den forstand at Guds magt bør indgive os gudsfrygt, den dybe følelse af ærefrygt og respekt som kort blev omtalt i det foregående kapitel. Denne form for frygt er ifølge Bibelen „visdoms begyndelse“. (Salme 111:10) Men vi må også svare nej, for Guds magt giver os ingen grund til at nære en sygelig rædsel for ham eller vige tilbage for at komme nær til ham.

18. (a) Hvorfor nærer mange mistillid til dem der har magt? (b) Hvordan ved vi at Jehova ikke vil blive korrupt som følge af den magt han har?

¹⁸ „Magt har en tendens til at korrumpere, og uindskrænket magt korrumperer i bund og grund.“ Sådan skrev den engelske historiker lord Acton i 1887, og hans udtalelse er ofte blevet citeret, måske fordi mange anser den for at være en ubestridelig sandhed. Ufuldkomne mennesker misbruger ofte deres magt. Det har historien bekræftet igen og igen. (Prædikeren 4:1; 8:9) Mange nærer derfor mistillid til dem der har magt og myndighed, og undgår dem. Men Jehova har jo absolut og uindskrænket magt. Har det på nogen måde gjort ham korrupt? Nej. Som vi har set, er han hellig og fuldstændig ubestikkelig. Jehova er ikke som de ufuldkomne mænd og kvinder der sidder inde med magten i denne fordærvede verden. Han har aldrig misbrugt sin magt, og han vil heller aldrig gøre det.

19, 20. (a) I overensstemmelse med hvilke andre egenskaber udøver Jehova altid sin magt, og hvorfor er det betryggende? (b) Hvordan kan man illustrere Jehovas evne til at beherske sig, og hvorfor virker det så tiltalende på os?

¹⁹ Husk at Jehova også har andre egenskaber. Vi har endnu ikke set på hans retfærdighed, visdom og kærlighed. Jehovas egenskaber kommer til udtryk på en afbalanceret måde. Han viser ikke kun én egenskab ad gangen. I de næste kapitler vil vi tværtimod få at se at Jehova altid udøver sin magt i overensstemmelse med sin retfærdighed, visdom og kærlighed. Dertil kommer at Jehova har en egenskab som man sjældent finder hos herskere i denne verden, nemlig selvbeherskelse.

²⁰ Prøv at forestille dig at du møder en mand der er så stor og stærk at du bliver bange for ham. Men efterhånden lægger du mærke til at han er både mild og venlig. Han er altid parat til at bruge sin magt til at hjælpe og beskytte andre, især de svage og forsvarsløse. Han misbruger aldrig sin magt. Så hører du nogle bagtale ham. Alligevel forholder han sig rolig og fattet og er til og med venlig. Du kan ikke lade være med at spekulere på om du kunne være lige så venlig og behersket, især hvis du var lige så stærk som han. Ville du ikke få lyst til at lære vedkommende nærmere at kende? Vi har langt større grund til at lære den almægtige Gud, Jehova, nærmere at kende. Tænk på det der siges i Nahum 1:3: „Jehova er både sen til vrede og vældig i kraft.“ Jehova er ikke hurtig til at bruge sin magt og kraft over for mennesker, ikke engang over for de onde. Han er mild og venlig. Han har gang på gang vist at han er „sen til vrede“ når han bliver provokeret. — Salme 78:37-41.

21. Hvorfor tvinger Jehova ikke nogen til at gøre hans vilje, og hvad fortæller det om ham?

²¹ Lad os nu betragte Jehovas selvbeherskelse under en anden synsvinkel. Hvis du havde ubegrænset magt, kunne det da tænkes at du af og til ville føle dig fristet til at tvinge andre til at gøre tingene efter dit hoved? Jehova tvinger ikke nogen til at tjene ham. Selv om det at tjene ham er den eneste vej til evigt liv, tvinger han ikke nogen til at gøre det. Han tager hensyn til den enkeltes værdighed ved at lade alle vælge selv. Han har fortalt hvad følgerne vil blive hvis man træffer dårlige valg, og hvilke gavnlige virkninger det vil få hvis man træffer gode valg. Men selve valget overlader han til os. (5 Mosebog 30:19, 20) Jehova er ganske enkelt ikke interesseret i at nogen tjener ham af tvang eller af en sygelig frygt for hans ærefrygtindgydende magt. Han ønsker at vi skal tjene ham villigt, af kærlighed. — 2 Korinther 9:7.

22, 23. (a) Hvad viser at Jehova gerne deler sin magt med andre og giver sine tjenere kraft og styrke? (b) Hvad vil vi se på i det næste kapitel?

²² Lad os se på en sidste grund til at vi ikke behøver at nære frygt for den almægtige Gud. Mennesker er sjældent interesserede i at dele deres magt med andre. Jehova, derimod, vil hellere end gerne dele sin magt med dem der loyalt tjener ham. Han har givet betydelig magt, eller myndighed, til andre, deriblandt sin søn. (Mattæus 28:18) Han giver også sine tjenere kraft og styrke. Bibelen siger: „Dig, Jehova, tilhører storheden og styrken og hæderen og glansen og værdigheden; for alt i himmelen og på jorden er dit. . . . I din hånd er der kraft og styrke, og det er i din hånd at gøre stor og at gøre alle stærke.“ — 1 Krønikebog 29:11, 12.

²³ Ja, Jehova vil med glæde give os styrke. Han giver endda „den kraft som er ud over det normale“ til dem der vil tjene ham. (2 Korinther 4:7) Føler vi os ikke tiltrukket af en Gud der bruger sin magt på så hensynsfuld en måde og altid i overensstemmelse med sine høje normer? I det næste kapitel vil vi se på hvordan Jehova bruger sin magt til at skabe.

1, 2. Hvordan er Solen et vidnesbyrd om Jehovas magt til at skabe?

HAR du nogen sinde stået ved et bål en kold aften? Måske stod du i netop den afstand der gjorde at du kunne nyde varmen fra flammerne. Hvis du kom for tæt på, blev varmen uudholdelig. Hvis du kom for langt væk fra bålet, fik den kolde natteluft dig til at fryse.

² Der findes et „bål“ som giver os varme hver eneste dag. Dette „bål“ befinder sig cirka 150 millioner kilometer borte!a Hvilken kraft må der ikke ligge i Solen når vi kan føle dens varme på så stor afstand! Men Jorden kredser om dette formidable termonukleare forbrændingsanlæg i den helt rigtige afstand. Hvis den kom for tæt på, ville vandet på Jorden fordampe; hvis den kom for langt væk fra Solen, ville vandet fryse til is. I begge tilfælde ville Jorden blive en livløs planet. Sollyset, som altså er afgørende for livet på Jorden, er desuden rent og effektivt — og ikke mindst dejligt. — Prædikeren 11:7.

3. Hvad er Solen et vidnesbyrd om?

³ Selv om vort liv således afhænger af Solen, tager de fleste den for givet. Derved overser de imidlertid hvad vi kan lære af Solen. Bibelen siger om Jehova: „Du gjorde lysgiveren rede, ja, solen.“ (Salme 74:16) Solen bringer ære til „Gud, som frembragte himmel og jord“. (Salme 19:1; 146:5, 6) Og den er kun ét af de utallige himmellegemer der lærer os noget om Jehovas umådelige skabermagt. Lad os se nærmere på nogle af disse himmellegemer og derefter vende opmærksomheden mod Jorden og livet på den.

„Løft jeres øjne mod det høje og se“

4, 5. Hvor kraftig er Solen, og hvor stor er den i forhold til andre stjerner?

⁴ Som du måske ved, er vores Sol en stjerne. Grunden til at den forekommer større end de stjerner vi kan se om natten, er at den er meget tættere på Jorden. Hvor kraftig er den? I Solens kerne er der en temperatur på cirka 15.000.000 grader. Hvis man kunne tage et stykke af Solens kerne på størrelse med et knappenålshoved og anbringe det her på Jorden, ville man være nødt til at holde sig i en afstand af mindst 140 kilometer fra denne varmekilde! Hvert sekund udsender Solen en energi der svarer til sprængningen af flere hundrede millioner atombomber.

⁵ Solen er så stor at den kunne rumme over 1.300.000 planeter på størrelse med Jorden. Er Solen en særlig stor stjerne? Nej, astronomerne kalder den en gul dværg. Apostelen Paulus skrev at „stjerne er forskellig fra stjerne i glans“. (1 Korinther 15:41) Han kunne ikke vide hvor sande disse inspirerede ord er. Der findes en stjerne der er så stor at hvis den var placeret dér hvor Solen er, ville Jorden befinde sig inden i den. En anden kæmpestjerne med samme placering ville nå helt ud til Saturn — og det til trods for at denne planet befinder sig så langt fra Jorden at det har taget et rumskib fire år at nå derud med en hastighed der er 40 gange hurtigere end hastigheden af en kugle der affyres fra en kraftig pistol!

6. Hvordan viser Bibelen at stjernernes antal er stort, set fra et menneskeligt synspunkt?

⁶ Noget der virker endnu mere overvældende end stjernernes størrelse, er deres antal. Bibelen lader forstå at det praktisk talt er umuligt at tælle stjernerne, at det er lige så vanskeligt som at tælle „havets sand“. (Jeremias 33:22) Det viser at der er mange flere stjerner end man kan se med det blotte øje. Hvis en bibelskribent, som for eksempel Jeremias, havde betragtet nattehimmelen og prøvet at tælle de stjerner han kunne se, ville han kun nå til omkring tre tusind, for det er det antal man kan se med det blotte øje en klar nat. Det kan måske sammenlignes med det antal sandskorn der er i blot en håndfuld sand. Men stjernernes antal er i virkeligheden umådelig stort, som „havets sand“.b Hvem kunne tælle så mange stjerner?

7. (a) Omtrent hvor mange stjerner indeholder vores galakse, Mælkevejen, og hvad hjælper os til at anskueliggøre dette tal? (b) Hvad mener astronomerne om galaksernes antal, og hvad lærer dette os om Jehovas skabermagt?

⁷ Esajas 40:26 svarer: „Løft jeres øjne mod det høje og se. Hvem har skabt disse? Det er Ham der fører deres hær ud efter tal; han kalder dem alle ved navn.“ Salme 147:4 siger: „Han har tal på stjernernes mængde.“ Hvor mange stjerner findes der? Det er vanskeligt at sige. Astronomer anslår at der alene i vores galakse, Mælkevejen, er over 100 milliarder stjerner.c Men Mælkevejen er kun én af mange galakser, og adskillige af dem har endnu flere stjerner. Hvor mange galakser findes der? Nogle astronomer anslår at der er 50 milliarder. Andre mener at der kan være helt op til 125 milliarder galakser. Vi mennesker ved altså ikke engang hvor mange galakser der findes, og derfor langt mindre hvor mange milliarder stjerner de indeholder. Men Jehova har tal på dem. Han har endda givet hver af dem et navn!

8. (a) Hvordan vil du beskrive Mælkevejens størrelse? (b) Hvordan styrer Jehova himmellegemernes bevægelser?

⁸ Vores ærefrygt vokser yderligere når vi tænker på galaksernes størrelse. Det er blevet anslået at Mælkevejen måler cirka 100.000 lysår i diameter. Forestil dig en lysstråle der farer af sted med en hastighed af 300.000 kilometer i sekundet. Det ville tage en sådan lysstråle 100.000 år at krydse vores galakse! Og nogle galakser er mange gange større end vores. Bibelen siger at Jehova „udspænder“ den vidtstrakte himmel som om den blot var et stykke stof. (Salme 104:2) Alt, lige fra det mindste kosmiske støvfnug til den største galakse, bevæger sig desuden efter et bestemt system — de fysiske love som Gud har fastlagt og sat i kraft. (Job 38:31-33) Så præcist foregår himmellegemernes bevægelser at det ifølge nogle forskere er som en ballet der følger en nøje udtænkt koreografi. Men hvad skal man så mene om Ham der har skabt alt dette? Er det ikke ærefrygtindgydende at tænke på den enorme magt Gud besidder?

„Den der frembragte jorden ved sin kraft“

9, 10. Hvordan kommer Jehovas skabermagt til udtryk i forbindelse med placeringen af vort solsystem, Jupiter, Jorden og Månen?

⁹ Jehovas magt og kraft til at skabe kommer også tydeligt til udtryk i forbindelse med Jorden. Han har med omhu placeret den på det rette sted i det vældige univers. Nogle forskere mener at forholdene i mange galakser er for „ugæstfri“ til at der kan eksistere en planet som Jorden, der er fyldt med liv. Meget af Mælkevejen er åbenbart heller ikke skabt med henblik på liv. Galaksens centrum er fyldt med stjerner som bevæger sig tæt op af hinanden, og strålingen er kraftig. I yderkanten af galaksen finder man heller ikke de betingelser der er en forudsætning for at der kan eksistere liv. Vort solsystem har med andre ord en ideel placering.

¹⁰ Jorden nyder gavn af en fjern, men kæmpestor planet, nemlig Jupiter. Denne planet er over et tusind gange større end Jorden og har derfor en enorm gravitationskraft. Hvad betyder det? At den tiltrækker objekter der farer gennem rummet, eller får dem til at bøje af i en anden retning. Forskere mener at hvis det ikke var for Jupiter, ville mængden af kosmisk materiale der rammer Jorden, være 10.000 gange større end den er i dag. Nærmere Jorden findes der en usædvanlig satellit, nemlig Månen. Den er ikke alene et smukt himmellegeme der lyser om natten, men den bevirker også at Jorden bevarer sin hældning. Denne hældning giver Jorden dens stabile og forudsigelige årstider, der er endnu en vigtig betingelse for liv.

11. Hvordan virker Jordens atmosfære som et beskyttende skjold?

¹¹ Jehovas magt ses tydeligt i hele den måde Jorden er skabt på. Tag for eksempel atmosfæren, der virker som et beskyttende skjold. Solen udsender både gavnlige og dødbringende stråler. Når de dødbringende stråler rammer den øverste del af Jordens atmosfære, bliver almindelig ilt omdannet til ozon. Det ozonlag der dannes, opfanger de fleste af de skadelige stråler. På den måde har Jorden fået sit eget beskyttende skjold.

12. Hvordan fortæller vandets kredsløb om Jehovas magt til at skabe?

¹² Her har vi kun omtalt et enkelt aspekt ved vores atmosfære, der er en kompleks blanding af gasarter med netop den sammensætning som passer til skabningerne på Jorden. Et andet af atmosfærens undere er vandets kredsløb. Hvert år løfter Solen ved fordampning over 400.000 kubikkilometer vand op fra Jordens søer og have. Vandet danner skyer som bliver drevet vidt omkring af atmosfæriske vinde. Vandet i skyerne, der nu er filtreret og renset, falder ned igen som regn, sne og is, og derved tilføres Jorden atter vand. Det forholder sig nøjagtig som der siges i Prædikeren 1:7: „Alle regnfloderne løber i havet, men havet bliver ikke fuldt. Det sted hvor regnfloderne løber hen, vender de tilbage til for atter at løbe.“ Kun Jehova kunne iværksætte et sådant kredsløb.

13. Hvilke vidnesbyrd om Skaberens magt har vi i vegetationen og jordbunden?

¹³ Overalt hvor der er liv, ser vi vidnesbyrd om Skaberens magt. Alt — fra de amerikanske kæmpefyrretræer, der kan blive lige så høje som en 30-etages bygning, til det mikroskopiske planteliv i havene der producerer en stor del af den ilt vi indånder — vidner om Jehovas skabermagt. Selve jordbunden er fyldt med liv — orme, svampe og mikrober, der alle samarbejder på komplicerede måder for at få planterne til at gro. Med rette taler Bibelen om agerjordens „kraft“, eller grøde. — 1 Mosebog 4:12.

14. Hvilken kraft ligger der gemt i det uendelig lille atom?

¹⁴ Ja, Jehova er „den der frembragte jorden ved sin kraft“. (Jeremias 10:12) Selv det mindste han har frembragt, vidner om hans kraft og magt til at skabe. Hvis en million atomer for eksempel blev lagt ved siden af hinanden, ville de ikke engang fylde så meget som tykkelsen af et menneskehår. Og selv om et atom blev forstørret til det var lige så stort som en 14-etages bygning, ville dets kerne ikke være større end et saltkorn der lå på gulvet på syvende etage. Alligevel er denne uendeligt lille kerne kilden til den umådelige kraft der frigøres ved en kernesprængning.

„Alt hvad der ånder“

15. Hvad ville Jehova lære Job da han omtalte forskellige vilde dyr?

¹⁵ Endnu et levende vidnesbyrd om Jehovas skabermagt er den mangfoldighed af dyr der findes på Jorden. Salme 148 opregner mange af de ting der priser Jehova, og vers 10 nævner „vilde dyr og alle husdyr“. For at vise hvorfor mennesket skulle have ærefrygt for Skaberen, talte Jehova engang med Job om dyr som løven, zebraen, vildoksen, Behemot (eller flodhesten) og Livjatan (formentlig krokodillen). Hvad var det Jehova ville understrege? Hvis vi fyldes af dyb respekt for disse stærke og skræmmende dyr som ikke lader sig tæmme, hvordan bør vi da ikke betragte Skaberen af disse dyr? — Job, kapitel 38-41.

16. Hvordan gør nogle af de fugle Jehova har skabt, indtryk på dig?

¹⁶ Salme 148:10 nævner også „vingede fugle“. Der findes mange forskellige slags fugle. Jehova fortalte Job om strudsen, der „ler ad hest og rytter“. Denne 2,5 meter høje fugl kan ganske vist ikke flyve, men den kan løbe 65 kilometer i timen med en skridtlængde på op til 4,5 meter. (Job 39:13, 18) Albatrossen, derimod, tilbringer det meste af sin tid i luften ude over havet. Denne mester i glideflugt har et vingefang på cirka 3 meter, og den kan svæve i timevis uden et eneste vingeslag. Som en modsætning til disse finder vi verdens mindste fugle, kolibrierne. Nogle af dem er kun 5 centimeter lange. Disse funklende, små vingede juveler, der kan slå med vingerne op til 80 gange i sekundet, kan holde sig svævende i luften som helikoptere og endda flyve baglæns.

17. Hvor stor er blåhvalen, og hvilken opfordring kan vi tilslutte os efter at have betragtet nogle af de dyr Jehova har skabt?

¹⁷ I Salme 148:7 står der at selv „havuhyrer“ lovsynger Jehova. Mange mener at blåhvalen er det største dyr der nogen sinde har levet. Dette enorme havdyr kan blive over 30 meter langt og veje lige så meget som 30 voksne elefanter. Blåhvalens tunge alene vejer det samme som én elefant. Dens hjerte er på størrelse med en lille personbil. Dette store organ slår kun 9 gange i minuttet, i modsætning til kolibriens hjerte, der slår cirka 1200 gange i minuttet. Mindst ét af blåhvalens blodkar er så stort at et barn kunne kravle inden i det. Ja, vi kan helt og fuldt tilslutte os den opfordring der gives i slutningen af Salmernes Bog: „Lad alt hvad der ånder lovsynge Jah.“ — Salme 150:6.

Hvad vi kan lære af Jehovas magt til at skabe

18, 19. Hvor stor variation er der i det Jehova har skabt på Jorden, og hvad lærer skaberværket os om hans suverænitet?

¹⁸ Hvad lærer vi ved at betragte den måde hvorpå Jehova har brugt sin magt til at skabe? Den store variation der er i skaberværket, fylder os med ærefrygt. En af salmisterne udbrød: „Hvor er dine værker mange, Jehova! . . . Jorden er fuld af hvad du har frembragt.“ (Salme 104:24) Hvor er det sandt! Biologer har identificeret langt over en million arter af livsformer på Jorden; der er delte meninger om hvorvidt der findes 10 millioner, 30 millioner eller endnu flere. En kunstner kan af og til løbe tør for idéer. Men Jehovas kreativitet — hans evne til at udtænke og skabe nye og anderledes ting — er tydeligvis uudtømmelig.

¹⁹ Den måde hvorpå Jehova bruger sin magt til at skabe, lærer os noget om hans suverænitet. Selve ordet „Skaber“ adskiller Jehova fra alt andet i universet, for alt andet er „skabt“. End ikke Jehovas enestefødte søn, der arbejdede som „værkmester“ under skabelsen, kaldes nogen sinde Skaber eller Medskaber i Bibelen. (Ordsprogene 8:30; Mattæus 19:4) Han er derimod „al skabnings førstefødte“. (Kolossenserne 1:15) Som Skaberen har Jehova ubetinget ret til at udøve sin suveræne magt i hele universet. — Romerne 1:20; Åbenbaringen 4:11.

20. I hvilken forstand har Jehova hvilet siden han fuldførte sit jordiske skaberværk?

²⁰ Er Jehova holdt op med at benytte sin magt til at skabe? Bibelen siger jo at da Jehova havde fuldført sit skaberværk på den sjette skabelsesdag, „gav han sig på den syvende dag til at hvile fra hele sit værk som han havde frembragt“. (1 Mosebog 2:2) Apostelen Paulus viser at denne syvende „dag“ varer flere tusind år, for den var endnu ikke ophørt på hans tid. (Hebræerne 4:3-6) Men betyder det at Jehova ’gav sig til at hvile’, at han er holdt helt op med at arbejde? Nej, Jehova holder aldrig op med at arbejde. (Salme 92:4; Johannes 5:17) Når der siges at han hviler, må det ganske enkelt betyde at han er ophørt med at skabe noget fysisk på Jorden. Men i forbindelse med gennemførelsen af sin hensigt er han ikke ophørt med at arbejde. Det har blandt andet betydet tilvejebringelsen af De Hellige Skrifter ved inspiration. Det har også omfattet frembringelsen af „en ny skabning“, hvilket vil blive nærmere behandlet i kapitel 19. — 2 Korinther 5:17.

21. Hvordan vil Jehovas magt til at skabe berøre trofaste mennesker i al evighed?

²¹ Når Jehovas hviledag er forbi, vil han, ligesom ved slutningen af de seks skabelsesdage, kunne sige om alt hvad han har frembragt på Jorden, at det er „virkelig godt“. (1 Mosebog 1:31) Hvordan han derefter vil vælge at bruge sin ubegrænsede skabermagt, må vi vente og se. Men vi kan være sikre på at vi vil blive ved med at forundres over den måde hvorpå Jehova bruger sin magt til at skabe. I al evighed vil vi blive ved med at lære om Jehova gennem hans skaberværk. (Prædikeren 3:11) Og jo mere vi lærer om ham, jo større vil vores ærefrygt blive — og jo nærmere vil vi komme vor store Skaber.

1-3. (a) Hvilken trussel udgjorde ægypterne mod israelitterne? (b) Hvordan kæmpede Jehova for sit folk?

ISRAELITTERNE var fanget i en fælde — indesluttet mellem stejle klippeskrænter og et hav de ikke kunne komme over. Den ægyptiske hær, en skånselsløs krigsmaskine, var lige i hælene på dem, fast besluttet på at tilintetgøre Guds folk.a Alligevel opfordrede Moses dem til ikke at opgive håbet. „Jehova vil selv kæmpe for jer,“ forsikrede han dem. — 2 Mosebog 14:14.

² Moses havde åbenbart råbt til Jehova, og Jehova svarede: „Hvorfor bliver du ved med at råbe til mig? . . . Løft din stav og ræk din hånd ud over havet og kløv det.“ (2 Mosebog 14:15, 16) Prøv at forestille dig hvad der herefter skete. Jehova sender straks en engel, og en skysøjle stiller sig bag israelitterne, måske bredt ud som en mur der forhindrer ægypterne i at angribe. (2 Mosebog 14:19, 20; Salme 105:39) Moses rækker sin hånd ud. Havet kløves af en stærk vind. Vandmasserne ser ud til at stivne og bliver stående som en mur på begge sider så der åbner sig en vej der er bred nok til at hele folket kan gå over! — 2 Mosebog 14:21; 15:8.

³ En sådan magtudfoldelse skulle have fået Farao til at trække sine tropper tilbage. Men i stedet giver han, stolt som han er, sine soldater ordre til angreb. (2 Mosebog 14:23) Ægypterne sætter efter israelitterne, men deres forfølgelse ender hurtigt i kaos da hjulene på deres vogne begynder at falde af. Så snart israelitterne er kommet sikkert over på den anden bred, siger Jehova til Moses: „Ræk din hånd ud over havet, så vandene vender tilbage over ægypterne, deres stridsvogne og deres rytteri.“ De stivnede vandmasser falder sammen og begraver Farao og hans styrker! — 2 Mosebog 14:24-28; Salme 136:15.

4. (a) Hvordan viste Jehova sig som en stridsmand ved Det Røde Hav? (b) Hvordan kunne denne skildring af Jehova måske virke på nogen?

⁴ Udfrielsen af israelitterne ved Det Røde Hav var en vigtig begivenhed. Her greb Gud ind i historiens gang. Ved denne lejlighed viste Jehova sig at være „en stridsmand“. (2 Mosebog 15:3) Men hvordan virker denne skildring af Jehova på os? Vi må jo indrømme at krig har ført til store lidelser for menneskeheden. Kunne det tænkes at Guds brug af sin magt til at ødelægge virker afskrækkende på os i stedet for at give os lyst til at lære ham bedre at kende?

Guds krige kontra menneskers konflikter

5, 6. (a) Hvorfor bliver Gud med rette kaldt „Hærstyrkers Jehova“? (b) Hvordan adskiller Guds krige sig fra menneskers konflikter?

⁵ Ifølge Bibelens grundsprog omtales Gud som „Hærstyrkers Jehova“ næsten tre hundrede gange i De Hebraiske Skrifter og to gange i De Kristne Græske Skrifter. (1 Samuel 1:11) Som den øverste Hersker har Jehova kommandoen over en stor hær af engle. (Josua 5:13-15; 1 Kongebog 22:19) Og denne hær besidder en ærefrygtindgydende magt til at ødelægge. (Esajas 37:36) Vi bryder os naturligvis ikke om at tænke på at mennesker bliver tilintetgjort. Men vi må huske at Guds krige er helt anderledes end menneskers stridigheder og konflikter. Militære og politiske ledere prøver måske at give det udseende af at de kæmper ud fra et godt motiv. Men menneskers krige er uden undtagelse præget af begærlighed og selviskhed.

⁶ Jehova, derimod, lader sig ikke blindt lede af følelser. I Femte Mosebog 32:4 siges der om ham: „Klippen, fuldkomment er hans værk, for alle hans veje er rette. En trofast Gud, hos hvem der ikke er uret; retfærdig og redelig er han.“ Guds ord fordømmer ubehersket vrede, grusomhed og vold. (1 Mosebog 49:7; Salme 11:5) Jehova har derfor altid en god grund til det han gør. Han benytter kun sin magt til at ødelægge som en sidste udvej. Det er som han siger gennem sin profet Ezekiel: „’Skulle jeg på nogen måde finde behag i den ugudeliges død?’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova; ’mon ikke i at han vender om fra sine veje, så han må leve?’“ — Ezekiel 18:23.

7, 8. (a) Hvilken fejlagtig konklusion kom Job til som følge af sine lidelser? (b) Hvordan retledte Elihu Job i den forbindelse? (c) Hvad kan vi lære af det Job kom ud for?

⁷ Hvorfor gør Jehova da brug af sin magt til at ødelægge? Inden vi besvarer spørgsmålet, kan vi tænke på den retfærdige Job. Satan rejste tvivl om hvorvidt Job — og i realiteten noget menneske overhovedet — ville forblive moralsk uangribelig under prøve. Jehova besvarede denne udfordring ved at lade Satan prøve Jobs uangribelighed. Det førte til at Job blev ramt af en frygtelig sygdom og mistede sine børn og alt hvad han ejede. (Job 1:1–2:8) Job, som ikke kendte sagens rette sammenhæng, drog fejlagtigt den konklusion at hans lidelser skyldtes en uretfærdig straf fra Gud. Han spurgte Gud hvorfor Han havde gjort ham til ’sin skydeskive’, til ’sin fjende’. — Job 7:20; 13:24.

⁸ En ung mand ved navn Elihu gjorde Job opmærksom på hvor forkert hans tankegang var. Han sagde: „Du har sagt: ’Min retfærdighed er større end Guds.’“ (Job 35:2) Ja, det ville være uklogt af os at mene at Gud har handlet uretfærdigt, eller at vi ved bedre end han. „Det være fjernt fra den sande Gud at handle ondt, og fra den Almægtige at handle uret,“ sagde Elihu. Og senere sagde han: „Den Almægtige — ham fatter vi ikke; han er ophøjet i magt; og ret og sand retfærdighed ringeagter han ikke.“ (Job 34:10; 36:22, 23; 37:23) Vi kan altså være forvissede om at når Gud fører krig, har han en god grund til at gøre det. Lad os med dette i tanke se på nogle af grundene til at fredens Gud i visse tilfælde optræder som en stridsmand. — 1 Korinther 14:33.

Hvorfor fredens Gud også er „en stridsmand“

9. Hvorfor må Gud undertiden gøre brug af sin magt til at ødelægge?

⁹ Efter at have lovprist Gud som „en stridsmand“ sagde Moses: „Hvem blandt guderne er som du, Jehova? Hvem er som du, der viser dig mægtig i hellighed?“ (2 Mosebog 15:11) Og profeten Habakkuk skrev: „Dine øjne er for rene til at se på ondskab; og du kan ikke være tilskuer til elendighed.“ (Habakkuk 1:13) Selv om Jehova er kærlighedens Gud, er han også hellighedens og retfærdighedens Gud. I visse situationer tvinger hans hellighed og retfærdighed ham til at gøre brug af sin magt til at ødelægge. (Esajas 59:15-19; Lukas 18:7) Men det betyder ikke at han krænker sin hellighed. Han griber derimod ind fordi han er hellig. — 2 Mosebog 39:30.

10. (a) Hvornår opstod der første gang behov for at Gud greb ind, og hvorfor? (b) Hvordan kunne det fjendskab der er forudsagt i Første Mosebog 3:15, blive bragt ud af verden, og hvad ville det medføre for retfærdige mennesker?

¹⁰ Tænk på den situation der opstod da det første menneskepar, Adam og Eva, gjorde oprør mod Gud. (1 Mosebog 3:1-6) Hvis Jehova havde tolereret deres forkerte handlemåde, ville han have undergravet sin egen stilling som universets Suveræn. Som en retfærdig Gud måtte han nødvendigvis dømme dem til døden. (Romerne 6:23) I den første profeti i Bibelen forudsagde han at der ville være fjendskab mellem hans tjenere og dem der fulgte „slangen“, Satan. (Åbenbaringen 12:9; 1 Mosebog 3:15) Dette fjendskab kunne først ophøre når Satan blev knust. (Romerne 16:20) Fuldbyrdelsen af denne dom ville til gengæld føre til store velsignelser for retfærdige mennesker. Jorden ville blive befriet for Satans indflydelse, og vejen være banet for et verdensomspændende paradis. (Mattæus 19:28) Indtil da ville de der stillede sig på Satans side, udgøre en konstant trussel mod Guds tjeneres fysiske og åndelige velfærd. Fra tid til anden har det derfor været nødvendigt at Jehova greb ind.

Jehova griber ind for at fjerne ondskaben

11. Hvorfor følte Gud sig forpligtet til at sende en vandflod over jorden?

¹¹ Vandfloden på Noas tid er et eksempel på at Gud har grebet ind. I Første Mosebog 6:11, 12 står der: „Jorden blev efterhånden ødelagt for den sande Guds ansigt, og jorden blev fyldt med vold. Da så Gud på jorden, og se! den var ødelagt, for alt kød havde ødelagt sin vej på jorden.“ Ville Gud tillade de onde at udrydde den sidste rest af moralsk sans på jorden? Nej. Jehova følte sig forpligtet til at sende en vandflod over jorden for at fjerne dem der var tilhængere af vold og umoralitet.

12. (a) Hvad forudsagde Jehova om Abrahams „afkom“? (b) Hvorfor skulle amoritterne udryddes?

¹² Noget lignende gjorde sig gældende i forbindelse med Guds dom over kana’anæerne. Jehova havde fortalt at der gennem Abraham ville fremstå et „afkom“ ved hvem alle jordens slægter skulle velsigne sig. I overensstemmelse med denne hensigt bestemte han at Abrahams efterkommere skulle bosætte sig i Kana’an, et land der var beboet af amoritterne. Hvordan kunne Gud forsvare at tvinge disse mennesker ud af deres land? Jehova forudsagde at det først ville ske efter 400 år — først når „amoritternes brøde“ var „fuldstændig“.b (1 Mosebog 12:1-3; 13:14, 15; 15:13, 16; 22:18) I løbet af denne periode sank amoritterne dybere og dybere ned i moralsk fordærv. Kana’an blev et land der var præget af afgudsdyrkelse, blodsudgydelse og perverse seksuelle handlinger. (2 Mosebog 23:24; 34:12, 13; 4 Mosebog 33:52) Indbyggerne i landet dræbte endog børn for at bringe dem som brændofre. Kunne en hellig Gud tillade at hans folk blev udsat for en sådan ondskab? Nej. Han sagde: „Landet [er] urent, og jeg vil bringe straf over det for dets brøde, og landet vil udspy sine indbyggere.“ (3 Mosebog 18:21-25) Men Jehova skar ikke alle over én kam. Kana’anæere der var ret indstillet, som Rahab og gibeonitterne, blev skånet. — Josua 6:25; 9:3-27.

Jehova griber ind for sit navns skyld

13, 14. (a) Hvorfor var Jehova forpligtet til at hellige sit navn? (b) Hvordan rensede Jehova sit navn for forsmædelse?

¹³ Eftersom Jehova er hellig, er hans navn også helligt. (3 Mosebog 22:32) Jesus lærte sine disciple at bede: „Lad dit navn blive helliget.“ (Mattæus 6:9) Oprøret i Eden vanhelligede Guds navn, skadede hans omdømme og rejste tvivl om hans måde at herske på. Jehova kunne aldrig se gennem fingre med en sådan form for bagvaskelse og oprør. Han var forpligtet til at rense sit navn for den skændsel der var blevet bragt over det. — Esajas 48:11.

¹⁴ Så længe israelitterne var trælle i Ægypten, virkede det ikke særlig sandsynligt at Guds løfte til Abraham om at alle jordens slægter skulle velsigne sig ved hans afkom, ville blive opfyldt. Men ved at udfri dem og gøre dem til en nation, rensede Jehova sit navn for forsmædelse. Som profeten Daniel sagde i en bøn: „Jehova vor Gud, . . . med stærk hånd førte [du] dit folk ud fra Ægyptens land og gjorde dig et navn.“ — Daniel 9:15.

15. Hvorfor ville Jehova udfri jøderne fra fangenskabet i Babylon?

¹⁵ Daniel bad interessant nok denne bøn på et tidspunkt hvor jøderne igen havde brug for at Jehova greb ind for sit navns skyld. De ulydige jøder var i fangenskab, denne gang i Babylon. Deres egen hovedstad, Jerusalem, lå i ruiner. Daniel vidste at Jehovas navn ville blive ophøjet hvis jøderne blev ført tilbage til deres hjemland. Derfor bad han: „Jehova, tilgiv os. Jehova, giv agt og grib ind. For din egen skyld, min Gud, tøv ikke. For dit navn er nævnt over din by og dit folk.“ — Daniel 9:18, 19.

Jehova griber ind for sit folks skyld

16. Hvorfor er Jehovas ønske om at forsvare sit navn ikke ensbetydende med at han er følelseskold og selvoptaget?

¹⁶ Er Jehovas ønske om at forsvare sit navn et udtryk for at han er følelseskold og selvoptaget? Nej, for ved at handle i overensstemmelse med sin hellighed og sin kærlighed til retfærdighed, beskytter han sit folk. Det fremgår for eksempel af beretningen i Første Mosebog, kapitel 14. Her læser vi om at fire invaderende konger bortførte Abrahams nevø Lot og dennes familie. Med Guds hjælp vandt Abraham en afgørende sejr over de langt overlegne styrker. Beretningen om denne sejr var sandsynligvis den første der blev nedskrevet i „Bogen om Jehovas Krige“, en bog der efter alt at dømme også indeholdt optegnelser over nogle militære bedrifter der ikke er omtalt i Bibelen. (4 Mosebog 21:14) Senere skulle der følge mange andre sejre.

17. Hvad viser at Jehova kæmpede for israelitterne efter at de var kommet ind i Kana’ans land? Nævn nogle eksempler.

¹⁷ Kort før israelitterne gik ind i Kana’ans land, gav Moses dem denne forsikring: „Jehova jeres Gud er den der går foran jer. Han vil kæmpe for jer nøjagtig som han gjorde for jer i Ægypten.“ (5 Mosebog 1:30; 20:1) Fra Moses’ efterfølger Josuas tid og videre gennem dommertiden og i den tid hvor de trofaste konger i Juda regerede, kæmpede Jehova for sit folk og gav dem mange bemærkelsesværdige sejre over deres fjender. — Josua 10:1-14; Dommerne 4:12-17; 2 Samuel 5:17-21.

18. (a) Hvorfor kan vi være glade for at Jehova ikke har forandret sig? (b) Hvad vil der ske når det fjendskab der er beskrevet i Første Mosebog 3:15, når sit klimaks?

¹⁸ Jehova har ikke forandret sig, og det har hans hensigt med at gøre jorden til et fredfyldt paradis heller ikke. (1 Mosebog 1:27, 28) Gud hader stadig ondskab. Samtidig har han dyb kærlighed til sit folk og vil snart gribe ind til gavn for det. (Salme 11:7) Vi må regne med at det fjendskab der er beskrevet i Første Mosebog 3:15, inden længe vil nå et dramatisk og voldsomt klimaks. For at hellige sit navn og beskytte sit folk vil Jehova endnu en gang blive „en stridsmand“! — Zakarias 14:3; Åbenbaringen 16:14, 16.

19. (a) Forklar hvordan det kan drage os nærmere til Gud at han bruger sin magt til at ødelægge. (b) Hvilken virkning skulle det have på os at Gud er villig til at kæmpe?

¹⁹ Det kan illustreres på følgende måde: Forestil dig at en mand så sin familie blive angrebet af et farligt dyr, og at han kastede sig over dyret og dræbte det. Ville hans kone og børn føle afsky ved det han gjorde? Nej, de ville naturligvis blive rørt over hans uselviske kærlighed til dem. Vi skulle heller ikke føle afsky ved at Gud bruger sin magt til at ødelægge. Det at han er villig til kæmpe for at beskytte os, skulle give os større kærlighed til ham og øge vores respekt for hans ubegrænsede magt. Vi kan således „yde Gud hellig tjeneste med gudsfrygt og ærefrygt“. — Hebræerne 12:28.

Kom nærmere til ’stridsmanden’

20. Hvad bør vi gøre når vi ikke helt forstår Bibelens beretninger om Jehovas krige, og hvorfor?

²⁰ Bibelen forklarer ikke altid alle detaljerne vedrørende de afgørelser Jehova træffer i forbindelse med sin krigsførelse. Men vi kan være sikre på at hans magt til at ødelægge aldrig bliver brugt på en uretfærdig, ukontrolleret eller grusom måde. Noget der ofte kan hjælpe os til at sætte tingene i det rette perspektiv, er at undersøge den sammenhæng den bibelske beretning forekommer i, og eventuelt finde nogle baggrundsoplysninger. (Ordsprogene 18:13) Selv om vi ikke kender alle detaljer, kan det at lære mere om Jehova og tænke over hans dyrebare egenskaber hjælpe os til at fjerne enhver tvivl vi måtte have. Når vi gør det, vil vi se at vi har al mulig grund til at stole på vor Gud, Jehova. — Job 34:12.

21. Hvad kendetegner Jehova, selv om han til tider er „en stridsmand“?

²¹ Selv om Jehova er „en stridsmand“ når situationen kræver det, betyder det ikke at han er krigerisk. I Ezekiels syn af himmelvognen skildres han som en der er parat til at kæmpe mod sine fjender. Men Ezekiel så også at der rundt om Gud var en regnbue — et symbol på fred. (1 Mosebog 9:13; Ezekiel 1:28; Åbenbaringen 4:3) Jehova er fredsommelig og har stor sindsro. „Gud er kærlighed,“ skrev apostelen Johannes. (1 Johannes 4:8) Alle Jehovas egenskaber er i fuldkommen balance. Det er en stor forret for os at kunne komme nær til en så mægtig og alligevel kærlig Gud.

1, 2. Hvilke farer stod israelitterne over for da de i 1513 f.v.t. begav sig ud i Sinajområdet, og hvordan beroligede Jehova dem?

DA ISRAELITTERNE i begyndelsen af 1513 f.v.t. begav sig ud i Sinajområdet, lå der en skræmmende og farefuld rejse foran dem — en vandring gennem en ’stor og frygtindgydende ørken med giftslanger og skorpioner’. (5 Mosebog 8:15) Der var desuden fare for at de kunne blive angrebet af fjendtlige folkeslag. Det var Jehova der havde bragt sit folk i den situation. Ville han, som deres Gud, også være i stand til at beskytte dem?

² Jehovas ord til dem var yderst beroligende: „I har selv set hvad jeg gjorde ved ægypterne og derpå bar jer på ørnevinger og førte jer til mig.“ (2 Mosebog 19:4) Jehova mindede sit folk om at han havde udfriet dem fra ægypterne ved billedligt talt at have båret dem „på ørnevinger“. Men der er flere grunde til at „ørnevinger“ er et passende billede på Guds beskyttelse.

3. Hvorfor er „ørnevinger“ et passende billede på Guds beskyttelse?

³ Det er ikke kun når ørnen svæver højt oppe i luften at den bruger sine store og kraftige vinger. På den hede tid af dagen breder ørnemoderen — der kan have et vingefang på mere end 2 meter — sine vinger ud for at skærme de små unger mod den brændende sol. Andre gange omslutter hun ungerne med sine vinger for at beskytte dem mod den kolde vind. Ligesom ørnen beskytter sine unger, havde Jehova skærmet og beskyttet den nye nation Israel. Her i ørkenen kunne hans folk fortsat finde beskyttelse i skyggen af hans vældige vinger så længe de forblev trofaste mod ham. (5 Mosebog 32:9-11; Salme 36:7) Men kan vi også med rette forvente Guds beskyttelse i dag?

Løftet om Guds beskyttelse

4, 5. Hvorfor kan vi have fuld tillid til at Gud vil holde sit løfte og beskytte sit folk?

⁴ Der hersker ingen tvivl om at Jehova er i stand til at beskytte sine tjenere. Han kaldes „Gud den Almægtige“ — et udtryk der viser at han besidder en uovervindelig magt. (1 Mosebog 17:1) Man kan lige så lidt hindre Gud i at bruge sin magt, som man kan standse tidevandet. Når han nu er i stand til at gøre hvad som helst han ønsker, vil nogle måske spørge: ’Ønsker Jehova at bruge sin magt til at beskytte sit folk?’

⁵ Svaret er ja! Jehova forsikrer os om at han vil beskytte sit folk. „Gud er for os en tilflugt og styrke, en hjælp som i trængsler er let at finde,“ siger Salme 46:1. Da Gud „ikke kan lyve“, kan vi have fuld tillid til at han vil holde sit løfte og beskytte sit folk. (Titus 1:2) Lad os se på nogle af de malende billeder Jehova bruger for at beskrive sin beskyttende omsorg.

6, 7. (a) Hvordan beskyttede hyrden på Bibelens tid sine får? (b) Hvordan skildrer Bibelen at Jehova ønsker at beskytte sine symbolske får og tage sig af dem?

⁶ Jehova er en hyrde, og „vi er hans folk og hans græsgangs hjord“. (Salme 23:1; 100:3) Det er ikke mange dyr der er så hjælpeløse som tamfår. På Bibelens tid krævede det mod af hyrden at beskytte sine får, ikke alene mod tyve, men også mod løver, ulve og bjørne. (1 Samuel 17:34, 35; Johannes 10:12, 13) Undertiden måtte han desuden vise nænsomhed for at beskytte fårene. Når et får læmmede langt fra fårefolden, ville en omsorgsfuld hyrde passe på det mens det var hjælpeløst, og derefter tage det forsvarsløse lam op og bære det hen i folden.

⁷ Når Jehova sammenligner sig selv med en hyrde, er det en forsikring om at det er hans inderlige ønske at beskytte os. (Ezekiel 34:11-16) Tænk på hvordan Jehova beskrives i Esajas 40:11, der blev omtalt i kapitel 2 her i bogen: „Som en hyrde vil han passe sin flok. Med sin arm vil han samle lammene; og i sin favn vil han bære dem.“ Hvordan kommer det lille lam op i hyrdens „favn“ — folden i hans yderklædning? Det kan være at lammet kommer hen til hyrden og måske endda skubber til hans ben. Men det er hyrden der må bøje sig ned, tage lammet op og nænsomt bringe det i sikkerhed i sin favn. Et meget smukt billede på hvor villig vor store Hyrde er til at skærme og beskytte os!

8. (a) Hvem kan få gavn af Guds løfte om beskyttelse, og hvordan fremgår det af Ordsprogene 18:10? (b) Hvad indebærer det at søge tilflugt i Guds navn?

⁸ Der er knyttet en betingelse til Guds løfte om beskyttelse — det er kun dem der kommer nær til ham, der bliver beskyttet. I Ordsprogene 18:10 siges der: „Jehovas navn er et stærkt tårn; den retfærdige løber derind og beskyttes.“ På Bibelens tid blev der af og til bygget tårne i ørkenen der skulle tjene som tilflugtssteder. Men den der var i fare, måtte selv løbe hen til tårnet for at komme i sikkerhed. Noget lignende gælder når man skal søge tilflugt i Guds navn. Det er ikke nok blot at gentage Guds navn; navnet er ikke en trylleformular. Nej, vi må lære ham der bærer dette navn, at kende, stole på ham og leve i overensstemmelse med hans retfærdige normer. Jehova har kærligt forsikret os om at han vil være et beskyttende tårn for os hvis vi vender os til ham i tro.

’Vor Gud kan redde os’

9. Hvad har Jehova gjort ud over at love at beskytte sit folk?

⁹ Jehova har ikke kun lovet at beskytte sine tjenere. På Bibelens tid viste han også at han var i stand til mirakuløst at beskytte sit folk. Gennem Israels historie sørgede Jehovas stærke „hånd“ ofte for at holde mægtige fjender på afstand. (2 Mosebog 7:4) Men han brugte også sin magt til at beskytte enkeltpersoner.

10, 11. Hvilke bibelske eksempler viser hvordan Jehova har brugt sin magt til at beskytte enkeltpersoner?

¹⁰ Da tre unge hebræere, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, nægtede at bøje sig for kong Nebukadnezars guldbilledstøtte, truede den rasende konge med at kaste dem i en overophedet ildovn. „Hvem er så den gud som kan redde jer ud af mine hænder?“ hånede Nebukadnezar, der var den mægtigste hersker på jorden. (Daniel 3:15) De tre unge mænd havde fuldstændig tillid til at deres Gud havde magt til at beskytte dem, selv om de ikke tog det for givet at han ville gøre det. De svarede: „Hvis det sker, kan vor Gud som vi tjener, redde os.“ (Daniel 3:17) Og ganske rigtigt. Den brændende ildovn, som endda blev ophedet til at være syv gange varmere end normalt, var ikke nogen hindring for at den almægtige Gud kunne beskytte dem. Kongen blev tvunget til at erkende: „Der findes ingen anden gud der som han kan udfri.“ — Daniel 3:29.

¹¹ Jehova gav endnu et bemærkelsesværdigt eksempel på sin beskyttende magt da han overførte sin enestefødte søns liv til den jødiske jomfru Marias moderliv. En engel fortalte Maria at hun skulle „undfange i [sit] moderliv og føde en søn“. Engelen forklarede: „Hellig ånd vil komme over dig, og kraft fra den Højeste vil overskygge dig.“ (Lukas 1:31, 35) Guds søn havde øjensynlig aldrig før befundet sig i en så udsat og sårbar situation. Ville den jordiske mors synd og ufuldkommenhed smitte af på fosteret? Ville Satan få held til at skade eller dræbe Sønnen før han blev født? Nej! Lige fra undfangelsen dannede Jehova så at sige en beskyttende mur omkring Maria, så intet — hverken ufuldkommenhed, nedbrydende påvirkning, morderiske mennesker eller dæmoner — kunne skade det voksende foster. Og Jehova fortsatte med at beskytte Jesus under hans opvækst. (Mattæus 2:1-15) Indtil Guds fastsatte tid var inde, kunne ingen gøre hans elskede søn fortræd.

12. Hvorfor blev nogle enkeltpersoner mirakuløst beskyttet af Jehova på Bibelens tid?

¹² Hvorfor blev nogle enkeltpersoner beskyttet af Jehova på disse mirakuløse måder? I mange tilfælde beskyttede Jehova dem for at værne om noget af langt større betydning — gennemførelsen af hans hensigt. For eksempel var det nødvendigt at barnet Jesus blev bevaret i live for at Guds hensigt, der i sidste ende ville gavne alle mennesker, kunne blive gennemført. Beretningerne om de mange måder hvorpå Jehova har brugt sin magt til at beskytte, er en del af de inspirerede skrifter, som er „skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb“. (Romerne 15:4) Ja, disse beretninger styrker vores tro på den almægtige Gud. Men hvilken form for beskyttelse kan vi forvente fra Gud i dag?

Hvad Guds beskyttelse ikke betyder

13. Er Jehova forpligtet til at gøre mirakler for vores skyld? Forklar.

¹³ Når Jehova lover at beskytte os, betyder det ikke at han er forpligtet til at gøre mirakler for vores skyld. Nej, han garanterer os ikke en problemfri tilværelse i den nuværende verden. Mange af dem der trofast tjener Jehova, kommer ud for alvorlige vanskeligheder, deriblandt fattigdom, krig, sygdom og død. Jesus sagde rent ud til sine disciple at de som enkeltpersoner kunne miste livet på grund af deres tro. Det er derfor Jesus understregede vigtigheden af at holde ud til enden. (Mattæus 24:9, 13) Hvis Jehova brugte sin magt til mirakuløst at udfri sine tjenere i ethvert tilfælde, kunne det give Satan grundlag for at håne Jehova og rejse tvivl om hvorvidt vores kærlighed til Ham var ægte. — Job 1:9, 10.

14. Hvilke eksempler viser at Jehovas tjenere ikke altid bliver beskyttet på samme måde?

¹⁴ Heller ikke på Bibelens tid beskyttede Jehova altid sine tjenere mod at lide en for tidlig død. For eksempel blev apostelen Jakob henrettet af Herodes omkring år 44; men kort tid efter blev Peter udfriet „af Herodes’ hånd“. (Apostelgerninger 12:1-11) Og Johannes, Jakobs bror, overlevede både Peter og Jakob. Vi kan tydeligvis ikke forvente at Gud beskytter alle sine tjenere på samme måde. Desuden er vi alle underlagt „tid og tilfælde“. (Prædikeren 9:11) Hvordan beskytter Jehova os så i dag?

Jehova beskytter os fysisk

15, 16. (a) Hvilke vidnesbyrd er der om at Jehova i fysisk henseende har beskyttet sine tjenere som gruppe betragtet? (b) Hvorfor kan vi nære tillid til at Jehova vil beskytte sine tjenere nu og under „den store trængsel“?

¹⁵ Hvad fysisk beskyttelse angår, kan vi som Jehovas tjenere forvente at blive beskyttet som gruppe betragtet. Ellers ville vi være et let bytte for Satan. Vi må tænke på at Satan, „denne verdens hersker“, hellere end gerne så den sande tilbedelse udryddet. (Johannes 12:31; Åbenbaringen 12:17) Nogle af de mægtigste regeringer på jorden har forbudt vort forkyndelsesarbejde og forsøgt helt at udslette os. Men Jehovas folk har stået fast og er blevet ved med at forkynde uden ophør! Hvorfor har mægtige nationer ikke kunnet sætte en stopper for denne relativt lille og tilsyneladende forsvarsløse gruppe kristne? Fordi Jehova har skærmet os med sine stærke ’vinger’! — Salme 17:7, 8.

¹⁶ Kan vi også forvente at blive fysisk beskyttet under den kommende „store trængsel“? Vi har ingen grund til at frygte eksekveringen af Guds domme. Jehova forstår nemlig „at udfri gudhengivne mennesker af prøvelse og at bevogte uretfærdige til afskærelse på dommens dag“. (Åbenbaringen 7:14; 2 Peter 2:9) Indtil da kan vi være sikre på to ting. For det første at Jehova aldrig vil tillade at hans loyale tjenere bliver udslettet. For det andet at han vil belønne dem der bevarer deres uangribelighed, med evigt liv i hans retfærdige nye verden — om nødvendigt ved hjælp af en opstandelse. De der dør, kan ikke befinde sig noget mere sikkert sted end i Guds erindring. — Johannes 5:28, 29.

17. Hvordan beskytter Jehova os gennem sit ord?

¹⁷ Jehova beskytter os blandt andet gennem sit levende „ord“, der har en motiverende kraft som kan læge hjerter og forandre folks liv. (Hebræerne 4:12) Når vi følger Bibelens principper, er vi til en vis grad beskyttet i fysisk henseende. „Jeg, Jehova, er . . . den som lærer dig hvad der gavner,“ siges der i Esajas 48:17. Der er ingen tvivl om at vi kan forbedre vort helbred og forlænge livet hvis vi lever i harmoni med Guds ord. Hvis vi for eksempel følger Bibelens vejledning om at afholde os fra utugt og rense os for enhver besmittelse, vil vi undgå de urene handlinger og skadelige vaner som ødelægger livet for mange af dem der ikke tjener Gud. (Apostelgerninger 15:29; 2 Korinther 7:1) Vi kan være taknemmelige for den beskyttelse Guds ord giver os.

Jehova beskytter os åndeligt

18. På hvilken måde beskytter Jehova os åndeligt?

¹⁸ Som det vigtigste beskytter Jehova os i åndelig henseende. Han beskytter os kærligt mod at blive skadet åndeligt, idet han hjælper os til at værne om vort forhold til ham og udruster os til at holde ud under prøvelser. Han giver os således mulighed for at bevare livet, ikke kun i nogle få år, men for evigt. Lad os se på noget af det Jehova har givet os for at beskytte os åndeligt.

19. Hvordan kan Jehovas ånd hjælpe os til at klare eller udholde en hvilken som helst prøve vi måtte komme ud for?

¹⁹ Jehova er den som „hører bøn“. (Salme 65:2) Når livets bekymringer og pres er ved at overvælde os, kan det være til stor hjælp at udøse sit hjerte for ham. (Filipperne 4:6, 7) Han fjerner måske ikke mirakuløst de prøvelser vi udsættes for, men som svar på vore inderlige bønner kan han give os den fornødne visdom til at stå dem igennem. (Jakob 1:5, 6) Derudover giver Jehova hellig ånd til dem der beder ham om den. (Lukas 11:13) Denne stærke ånd kan hjælpe os til at klare eller udholde en hvilken som helst prøve vi måtte komme ud for. Ånden kan give os „den kraft som er ud over det normale“, så vi kan holde ud indtil Jehova fjerner alle problemer i den nye verden der snart vil komme. — 2 Korinther 4:7.

20. Hvordan kan Jehovas beskyttende magt komme til udtryk gennem vore trosfæller?

²⁰ Nogle gange kan Jehovas beskyttende magt komme til udtryk gennem vore trosfæller. Jehova har sørget for at hans folk udgør et verdensomspændende ’brodersamfund’. (1 Peter 2:17; Johannes 6:44) Den kærlige atmosfære der råder i dette brodersamfund, er et levende vidnesbyrd om den magt Guds hellige ånd har til at påvirke mennesker i en god retning. Denne ånd frembringer en frugt i os, det vil sige smukke og dyrebare egenskaber som kærlighed, venlighed og godhed. (Galaterne 5:22, 23) Når vi har det svært og en trosfælle giver os gode råd eller kommer med nogle tiltrængte, opmuntrende ord, kan vi derfor takke Jehova for dette udtryk for hans beskyttende omsorg.

21. (a) Hvad tilvejebringer Jehova gennem „den trofaste og kloge træl“? (b) Hvordan har du personligt haft gavn af det Jehova tilvejebringer for at beskytte os åndeligt?

²¹ For at beskytte os sørger Jehova desuden for at vi får åndelig føde i rette tid. Som en hjælp til at vi kan hente styrke fra hans ord, har Jehova sat „den trofaste og kloge træl“ til at uddele åndelig føde. Gennem trykte publikationer, deriblandt bladene Vagttårnet og Vågn op!, samt ved møder og stævner sørger denne trofaste træl for at vi får „mad i rette tid“ — det vi har brug for, og når vi har brug for det. (Mattæus 24:45) Har du nogen sinde hørt noget ved et kristent møde — i en kommentar, i et foredrag eller måske i en bøn — som gav dig netop den styrke og opmuntring du havde brug for? Er det nogen sinde sket at en artikel i et af vore blade har talt særligt til dig og haft indflydelse på dit liv? Husk at Jehova tilvejebringer alt dette for at beskytte os åndeligt.

22. Hvordan bruger Jehova altid sin magt, og hvorfor tjener det os bedst?

²² Ja, Jehova er et skjold „for alle som søger tilflugt hos ham“. (Salme 18:30) Vi er klar over at han på nuværende tidspunkt ikke beskytter os mod al ulykke. Hans beskyttende magt bliver imidlertid altid brugt på en måde der sikrer gennemførelsen af hans hensigt. Derved gør han det der tjener hans folk bedst i det lange løb. Hvis vi kommer nær til Jehova og forbliver i hans kærlighed, vil han skænke os evigt liv i fuldkommenhed. Tanken om denne fremtid vil få os til at betragte en hvilken som helst trængsel i denne verden som „kortvarig og let“. — 2 Korinther 4:17.

1, 2. Hvilke tab kommer mange ud for i dag, og hvordan berører det os?

NÅR et barn mister eller ødelægger et stykke legetøj som det er glad for, vil det ofte græde hjerteskærende. Men har du så set hvordan barnets ansigt kan lyse op når legetøjet er blevet fundet eller repareret? Det er måske en let sag for barnets far at finde eller reparere legetøjet. Men barnet er fuld af forundring, og dets øjne stråler. Det har fået noget igen som det troede var blevet væk eller ødelagt for altid.

² Jehova, vor himmelske Fader, har magt til at give sine jordiske børn noget tilbage som de måske troede var gået tabt for bestandig. Her tænker vi naturligvis ikke på legetøj. I disse „kritiske tider som er vanskelige at klare“ kommer vi ud for tab som er langt mere alvorlige. (2 Timoteus 3:1-5) Vi lever med risikoen for at miste noget af det som er meget dyrebart for os — vores hjem, ejendele, arbejde og sundhed. Vi forfærdes når vi ser hvordan miljøet bliver ødelagt og mange livsformer uddør. Men intet berører os så stærkt som det at miste en vi holder af. Følelsen af savn og magtesløshed kan være næsten uudholdelig. — 2 Samuel 18:33.

3. Hvad fortæller Apostelgerninger 3:21 om Jehovas hensigt, og hvilket middel vil Jehova bruge til at gennemføre den?

³ Det er derfor en stor trøst at vide at Jehova har magt til at genoprette. Som vi skal se, er det forbløffende hvad han kan og vil genoprette for sine jordiske børn. Ja, Bibelen viser at Jehova har til hensigt at ’genoprette alt’. (Apostelgerninger 3:21) Det vil han gøre ved hjælp af det messianske rige under ledelse af sin søn, Jesus Kristus. Kendsgerningerne viser at dette rige begyndte at udøve sit herredømme fra himmelen i 1914.a (Mattæus 24:3-14) Hvad vil det genoprette? Lad os betragte noget af det storslåede som Jehova gør i forbindelse med genoprettelse. En del af det kan vi se og opleve allerede nu, og andet vil vi i stor målestok erfare i fremtiden.

Genoprettelsen af den rene tilbedelse

4, 5. Hvad skete der med Guds folk i 607 f.v.t., og hvilket håb gav Jehova dem?

⁴ Noget af det Jehova allerede har genoprettet, er den rene tilbedelse. For at forstå hvad det betyder, kan vi kort se på Juda riges historie. Det vil give os et spændende indblik i hvordan Jehova bruger sin magt til at genoprette. — Romerne 15:4.

⁵ Tænk på hvordan de trofaste jøder må have følt det da Jerusalem blev ødelagt i 607 f.v.t. Deres elskede by blev raseret, og dens mure revet ned. Hvad værre var: Det prægtige tempel som Salomon havde bygget, og som havde været centret for den rene tilbedelse af Jehova på jorden, blev lagt i ruiner. (Salme 79:1) De overlevende blev ført i landflygtighed til Babylon, og deres hjemland blev et øde tilholdssted for vilde dyr. (Jeremias 9:11) Fra et menneskeligt synspunkt så alt ud til at være gået tabt. (Salme 137:1) Men Jehova, som længe i forvejen havde forudsagt denne ødelæggelse, gav israelitterne håb om at der senere ville ske en genoprettelse.

6-8. (a) Hvad var et gennemgående tema i de hebraiske profeters skrifter, og hvordan fik disse profetier deres første opfyldelse? (b) Hvordan har Guds folk i vor tid erfaret en opfyldelse af mange genoprettelsesprofetier?

⁶ Genoprettelse var et tilbagevendende tema i de hebraiske profeters skrifter.b Gennem disse profeter lovede Jehova at landet ville blive genrejst og atter beboet, at det ville blive frugtbart og være beskyttet mod vilde dyr og fjendtlige angreb. Han beskrev det genrejste land som et sandt paradis. (Esajas 65:25; Ezekiel 34:25; 36:35) Frem for alt ville den rene tilbedelse blive genoprettet, og templet blive genopbygget. (Mika 4:1-5) Disse profetier gav de landflygtige jøder håb og hjalp dem til at udholde de 70 års fangenskab i Babylon.

⁷ Endelig kom tiden for genoprettelsen. Jøderne, som blev udfriet fra Babylon, vendte tilbage til Jerusalem og genopbyggede Jehovas tempel der. (Ezra 1:1, 2) Så længe de holdt fast ved den rene tilbedelse, velsignede Jehova dem og gjorde landet frugtbart og velstående. Han beskyttede folket mod dets fjender og mod de vilde dyr som i årtier havde bredt sig i landet. Jøderne må virkelig have frydet sig over Jehovas magt til at genoprette. Men dette var kun den første, begrænsede opfyldelse af genoprettelsesprofetierne. Der ville komme en større opfyldelse „i de sidste dage“, i vor tid, når kong Davids længe lovede arving var blevet indsat på tronen. — Esajas 2:2-4; 9:6, 7.

⁸ Kort tid efter at Jesus i 1914 var blevet indsat som konge i det himmelske rige, rettede han sin opmærksomhed mod jorden for at tage sig af Guds trofaste tjeneres åndelige behov. Ligesom perserkongen Kyros udfriede en jødisk rest fra Babylon i 537 f.v.t., udfriede Jesus en rest af åndelige jøder — de der fulgte hans lære — fra den indflydelse som nutidens Babylon, den falske religions verdensimperium, øver på mennesker. (Romerne 2:29; Åbenbaringen 18:1-5) Fra og med 1919 er den rene tilbedelse blevet genoprettet og har fået sin retmæssige plads i sande kristnes liv. (Malakias 3:1-5) Lige siden har Jehovas folk tilbedt ham i hans rensede åndelige tempel — Guds ordning for ren tilbedelse. Hvorfor er det vigtigt for os der lever i dag?

Hvorfor en åndelig genoprettelse er vigtig

9. Hvilken indflydelse øvede kristenhedens kirker på tilbedelsen af Gud efter apostlenes tid, men hvad har Jehova gjort i vor tid?

⁹ Lad os prøve at sætte det i et historisk perspektiv. De kristne i det første århundrede modtog mange åndelige velsignelser. Men Jesus og apostlene forudsagde at den sande tilbedelse ville blive fordærvet og forsvinde. (Mattæus 13:24-30; Apostelgerninger 20:29, 30) Efter apostlenes tid opstod kristenheden, hvis præster antog hedensk lære og hedenske skikke. De gjorde det så godt som umuligt at nærme sig Gud, for de fremstillede ham som en uforståelig treenighed og lærte folk at skrifte for præster og at bede til Maria og forskellige „helgener“ i stedet for til Jehova. Men hvad har Jehova gjort nu, efter mange hundrede år med et sådant fordærv? I vor tid — midt i en verden hvor religiøse løgne og ugudelige handlinger florerer — har han grebet ind og genoprettet den rene tilbedelse. Vi kan uden overdrivelse sige at denne genoprettelse er en af de vigtigste begivenheder i nyere tid.

10, 11. (a) Hvilke to ting indbefatter det åndelige paradis, og hvordan berører det os? (b) Hvilken slags mennesker har Jehova indsamlet i det åndelige paradis, og hvad vil de blive vidne til?

¹⁰ De sande kristne i dag kan derfor glæde sig over at være i et åndeligt paradis. Hvad indbefatter dette paradis? Primært to ting. For det første har det noget med den rene tilbedelse af den sande Gud, Jehova, at gøre. Han har velsignet os med en form for tilbedelse der er fri for løgn og bedrag, og han forsyner os med åndelig føde. Det giver os mulighed for at lære vor himmelske Fader at kende, at gøre det han synes om, og at få et nært forhold til ham. (Johannes 4:24) For det andet har det åndelige paradis noget med mennesker at gøre. Som Esajas forudsagde, har Jehova „i de sidste dage“ lært sine tjenere at vandre på fredens veje. Han har afskaffet krige iblandt os. Trods vore ufuldkommenheder hjælper han os til at iføre os „den nye personlighed“. Og han velsigner vore bestræbelser med sin hellige ånd, som frembringer smukke egenskaber i os. (Efeserne 4:22-24; Galaterne 5:22, 23) Når vi følger Guds ånds ledelse i vort liv, befinder vi os virkelig i det åndelige paradis.

¹¹ I dette åndelige paradis har Jehova indsamlet dem han elsker — dem der elsker ham, elsker fred og „erkender deres åndelige behov“. (Mattæus 5:3) Det er sådanne mennesker der vil blive vidne til en endnu større genoprettelse — at menneskeheden bliver ført tilbage til fuldkommenhed, og at hele jorden bliver forvandlet til et paradis.

„Se! Jeg gør alting nyt“

12, 13. (a) Hvorfor må genoprettelsesprofetierne få endnu en opfyldelse? (b) Hvad var Jehovas oprindelige hensigt med jorden, og hvorfor giver det os håb for fremtiden?

¹² Mange af genoprettelsesprofetierne handler ikke kun om en åndelig genoprettelse. Esajas skrev for eksempel om en tid hvor de syge, halte, blinde og døve ville blive helbredt, og selv døden ville blive opslugt for bestandig. (Esajas 25:8; 35:1-7) Disse løfter fik ikke en bogstavelig opfyldelse i fortidens Israel. Og skønt vi har set en åndelig opfyldelse af dem her i vor tid, er der al mulig grund til at tro at de i fremtiden vil få en fuldstændig og bogstavelig opfyldelse. Hvordan kan vi sige det?

¹³ Allerede i Eden gjorde Jehova det klart hvad der var hans hensigt med jorden. Den skulle bebos af en lykkelig og forenet menneskeslægt med et fuldkomment helbred. Mænd og kvinder skulle tage sig af jorden og alle dyrene og gøre hele kloden til et paradis. (1 Mosebog 1:28) Det er den bestemt ikke i dag. Men vi kan være forvissede om at ingen eller intet kan hindre Jehovas hensigt i at blive gennemført. (Esajas 55:10, 11) Som messiansk konge indsat af Jehova vil Jesus Kristus sørge for at hele jorden bliver til et paradis. — Lukas 23:43.

14, 15. (a) Hvordan vil Jehova ’gøre alting nyt’? (b) Hvordan vil livet i Paradiset blive, og hvad glæder du dig mest til?

¹⁴ Forestil dig hvordan det vil være når hele jorden er omdannet til et paradis! Om den tid siger Jehova: „Se! Jeg gør alting nyt.“ (Åbenbaringen 21:5) Hvad vil det betyde? Når Jehova har brugt sin magt til at ødelægge denne gamle tingenes ordning, vil der kun være „nye himle og en ny jord“ tilbage. Det betyder at en ny regering vil herske fra himmelen over et nyt samfund på jorden bestående af mennesker som elsker Jehova og gør hans vilje. (2 Peter 3:13) Satan og hans dæmoner vil være sat ud af spillet. (Åbenbaringen 20:3) For første gang i tusinder af år vil menneskeheden være befriet for deres fordærvende, ondsindede og skadelige indflydelse. Det bliver en utrolig lettelse.

¹⁵ Langt om længe vil vi kunne tage os af vor smukke planet på den måde det var hensigten fra begyndelsen. Jorden har en naturlig evne til at genoprette sig selv. Forurenede søer og floder renser sig selv hvis forureningskilden fjernes; krigshærgede landskaber restituerer sig selv hvis krigene hører op. Det vil blive en sand fornøjelse at leve i pagt med naturen og hjælpe med at omdanne jorden til en parklignende have, et jordomspændende Edens paradis med en uendelig variation af dyr og planter. I stedet for hensynsløst at udrydde dyre- og plantearter vil menneskene leve i fred med hele skaberværket. Selv små børn vil ikke behøve at frygte de vilde dyr. — Esajas 9:6, 7; 11:1-9.

16. Hvordan kommer genoprettelsen i Paradiset til at berøre os hver især?

¹⁶ Vi vil også erfare en genoprettelse hvad angår os selv. Efter Harmagedon vil de overlevende se mirakuløse helbredelser finde sted over hele jorden. Jesus vil bruge sin gudgivne magt til at helbrede blinde, døve, halte og syge, ligesom han gjorde mens han var på jorden. (Mattæus 15:30) De der er kommet op i årene, vil få deres ungdomskraft, styrke og gode helbred tilbage. (Job 33:25) Rynker vil forsvinde, krogede lemmer blive rettet ud, og muskler få ny energi. Hele den trofaste menneskehed vil opleve hvordan virkningerne af synd og ufuldkommenhed gradvis forsvinder og til sidst er helt borte. Hvor kan vi være Jehova taknemmelige for hans vidunderlige magt til at genoprette! Lad os nu se på et aspekt ved denne spændende genoprettelsestid som især vil fylde vort hjerte med glæde.

De døde får livet igen

17, 18. (a) Hvorfor irettesatte Jesus saddukæerne? (b) Hvilke omstændigheder førte til at Elias bad Jehova om at oprejse et barn fra de døde?

¹⁷ I det første århundrede var der nogle religiøse ledere, saddukæerne, som ikke troede på opstandelsen. Jesus irettesatte dem med ordene: „I tager fejl fordi I hverken kender Skrifterne eller Guds kraft.“ (Mattæus 22:29) Ja, Skrifterne viser at Jehova har magt til at give de døde livet igen.

¹⁸ Det fremgår blandt andet af noget der skete på Elias’ tid. En enke stod med sin livløse søn i armene. Det var hendes eneste barn, og nu var han død. Profeten Elias, der havde boet hos enken i nogen tid, må være blevet rystet. Han havde tidligere hjulpet med at redde den lille dreng fra at dø af sult og var sikkert blevet nært knyttet til ham. Moderen var helt knust. Sønnen havde været hendes eneste levende minde om hendes afdøde mand. Hun havde måske håbet at han kunne tage sig af hende når hun blev gammel. Nu var hun bange for at drengens død var en straf for en eller anden overtrædelse hun havde begået. Elias kunne ikke bære at se på denne tragedie. Han tog forsigtigt det livløse barn fra moderen, bar det op i sit tagkammer og bad Jehova Gud om at barnets sjæl, eller liv, måtte vende tilbage. — 1 Kongebog 17:8-21.

19, 20. (a) Hvordan viste Abraham at han troede på Jehovas magt til at genoprette, og hvad byggede han sin tro på? (b) Hvordan belønnede Jehova Elias’ tro?

¹⁹ Elias var ikke den første der troede på opstandelsen. Abraham, som levede flere hundrede år tidligere, troede også på at Jehova havde en sådan magt — og det med god grund. Da Abraham var 100 år og Sara var 90, genoplivede Jehova deres forplantningsevne så Sara på mirakuløs vis fik en søn. (1 Mosebog 17:17; 21:2, 3) Senere, da drengen var blevet voksen, bad Jehova Abraham om at ofre ham. Abraham viste tro idet han regnede med at Jehova kunne give hans elskede søn Isak livet igen. (Hebræerne 11:17-19) Denne stærke tro er måske forklaringen på at Abraham, før han gik op på bjerget for at ofre sin søn, forsikrede sine tjenere om at han og Isak ville komme tilbage sammen. — 1 Mosebog 22:5.

²⁰ Jehova skånede Isak, så der blev ikke behov for en opstandelse på det tidspunkt. På Elias’ tid, derimod, var enkens søn allerede død, men Jehova belønnede profetens tro ved med det samme at oprejse barnet fra de døde. Elias gav derefter drengen til hans mor med disse uforglemmelige ord: „Se, din søn lever.“ — 1 Kongebog 17:22-24.

21, 22. (a) Hvad var formålet med de opstandelser der berettes om i Bibelen? (b) Hvor omfattende vil opstandelsen i Paradiset blive, og hvem vil oprejse de døde?

²¹ Det er første gang i den bibelske beretning vi læser om at Jehova bruger sin magt til at oprejse en fra de døde. Senere gav Jehova også Elisa, Jesus, Paulus og Peter evnen til at oprejse døde. De der blev oprejst, døde ganske vist igen senere. Men sådanne bibelske beretninger giver os et vidunderligt indblik i hvad der vil ske i fremtiden.

²² I Paradiset vil Jesus fuldføre sin opgave som „opstandelsen og livet“. (Johannes 11:25) Han vil oprejse millioner af mennesker fra de døde og give dem mulighed for at leve evigt i det jordiske paradis. (Johannes 5:28, 29) Forestil dig den gensynsglæde der vil blive når gode venner og nære slægtninge som længe har været adskilt på grund af døden, mødes igen og omfavner hinanden. De vil blive helt ude af sig selv af glæde! Alle mennesker vil lovprise Jehova for hans magt til at genoprette.

23. Hvad er den største manifestation af Jehovas magt der har fundet sted, og hvordan udgør den en garanti for at vort håb vil blive til virkelighed?

²³ Jehova har givet os en sikker garanti for at dette håb vil blive til virkelighed. Den største manifestation af hans magt fandt sted da han oprejste sin søn, Jesus, som en mægtig åndeskabning og gjorde ham til den næsthøjeste i universet. Den opstandne Jesus viste sig for flere hundrede øjenvidner. (1 Korinther 15:5, 6) Selv for skeptikere skulle dette være et tilstrækkeligt vidnesbyrd om at Jehova har magt til at genskabe liv.

24. Hvorfor kan vi være sikre på at Jehova vil oprejse de døde, og hvilket håb må vi hver især værne om?

²⁴ Jehova har ikke alene magt til at oprejse de døde; han ønsker også at gøre det. Den trofaste Job blev inspireret til at sige at Jehova ligefrem længes efter at bringe de døde tilbage. (Job 14:15) Får du ikke lyst til at komme nær til vor Gud, der så gerne vil bruge sin magt på denne kærlige måde? Og husk at opstandelsen kun er én side af Jehovas kommende store genoprettelsesværk. Samtidig med at vi får et stadig nærmere forhold til Jehova, må vi hele tiden værne om det dyrebare håb at kunne være til stede når han „gør alting nyt“. — Åbenbaringen 21:5.

1-3. (a) Hvilken skræmmende oplevelse havde disciplene på Galilæas Sø, og hvad gjorde Jesus? (b) Hvorfor kaldes Jesus med rette „Guds kraft“?

DISCIPLENE var forfærdede. Mens de var på vej tværs over Galilæas Sø i en båd, blev de pludselig ramt af et uvejr. Det kan ikke have været første gang de så søen i oprør, for flere af dem var erfarne fiskere.a (Mattæus 4:18, 19) Men denne gang var det „et voldsomt stormvejr“ der hurtigt skabte store bølger på søen. Mændene forsøgte desperat at styre båden, men det var mere end de kunne klare. Høje bølger begyndte at „slå ind over båden“ og fylde den med vand. Trods alt dette lå Jesus og sov tungt i agterstavnen, udmattet efter hele dagen at have undervist folkeskarerne. Disciplene, der frygtede for deres liv, vækkede ham og sagde: „Herre, red os, vi er ved at gå under!“ — Markus 4:35-38; Mattæus 8:23-25.

² Jesus var ikke bange. Uden at tvivle talte han strengt til vinden og sagde til søen: „Ti! Vær stille!“ Straks adlød vinden og søen — stormen stilnede af, bølgerne lagde sig, og „der blev helt stille“. Disciplene blev grebet af en usædvanlig frygt. „Hvem er dette menneske egentlig?“ spurgte de hinanden. Ja, hvem var dette menneske der kunne tale strengt til vinden og søen som man taler til et uregerligt barn? — Markus 4:39-41; Mattæus 8:26, 27.

³ Jesus var ikke noget almindeligt menneske. Jehovas kraft virkede i ham og gennem ham på usædvanlige måder. Den inspirerede apostel Paulus kunne med rette omtale Kristus som „Guds kraft“. (1 Korinther 1:24) Hvordan kom Guds kraft til udtryk gennem Jesus? Og hvordan kan Jesu brug af Guds kraft få indvirkning på vort liv?

Guds enestefødte søns magt og kraft

4, 5. (a) Hvilken magt og myndighed gav Gud sin enestefødte søn? (b) Hvad havde Sønnen til sin rådighed for at kunne gennemføre Faderens hensigt i forbindelse med skabelsen?

⁴ Tænk på den magt Jesus havde i sin førmenneskelige tilværelse. Jehova gjorde brug af sin „evige kraft“ da han skabte sin enestefødte søn, der senere blev kendt som Jesus Kristus. (Romerne 1:20; Kolossenserne 1:15) Derefter gav Jehova sin søn en overordentlig stor magt og myndighed idet han overdrog ham den opgave at gennemføre hans hensigt i forbindelse med skabelsen. Bibelen siger om Sønnen: „Alt er blevet til gennem ham, og uden ham er end ikke én ting blevet til.“ — Johannes 1:3.

⁵ Vi kan næppe fatte omfanget af denne opgave. Tænk på hvilken kraft det må have krævet at skabe millioner af mægtige engle, det fysiske univers med dets milliarder af galakser og jorden med dens mangfoldighed af liv. For at kunne løse denne vældige opgave fik den enestefødte søn stillet den største kraft der findes i universet, til sin rådighed — Guds hellige ånd. Sønnen fandt stor glæde i at være ’værkmesteren’, den hvorigennem Jehova skabte alt andet. — Ordsprogene 8:22-31.

6. Hvilken magt og myndighed fik Jesus overdraget efter sin død og opstandelse?

⁶ Kunne den enestefødte søn få overdraget endnu mere magt og myndighed? Efter sin død og opstandelse sagde Jesus: „Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig.“ (Mattæus 28:18) Ja, Jesus har fået evnen og retten til at udøve magten i hele universet. Som „Kongers Konge og Herrers Herre“ har han fået myndighed til at tilintetgøre „al regering og al myndighed og magt“ — synlig så vel som usynlig — der modstår hans Fader. (Åbenbaringen 19:16; 1 Korinther 15:24-26) Jehova har ’lagt alt under Jesu fødder’; der er ’intet som ikke er ham underlagt’ — bortset fra Jehova selv. — Hebræerne 2:8; 1 Korinther 15:27.

7. Hvorfor kan vi være sikre på at Jesus aldrig vil misbruge den magt Jehova har givet ham?

⁷ Behøver vi at være bange for at Jesus vil misbruge sin magt? Nej. Han elsker sin Fader og vil aldrig gøre noget Faderen ikke synes om. (Johannes 8:29; 14:31) Jesus ved at Jehova aldrig misbruger sin guddommelige magt. Han har selv set hvordan Jehova spejder efter muligheder for at „vise sig stærk sammen med dem hvis hjerte er helt med ham“. (2 Krønikebog 16:9) Han har den samme kærlighed til menneskene som hans Fader har, og vi kan derfor være sikre på at han altid vil bruge sin magt til gavn for os. (Johannes 13:1) Det har han allerede bevist. Lad os se hvilken magt og kraft han havde mens han var her på jorden, og hvordan han følte sig tilskyndet til at bruge den.

’Magtfuld i ord’

8. Hvad fik Jesus magt til at gøre efter at han var blevet salvet, og hvordan brugte han sin magt?

⁸ Jesus udførte efter alt at dømme ingen mirakler under sin opvækst i Nazaret. Men det ændrede sig efter at han var blevet døbt i år 29, cirka 30 år gammel. (Lukas 3:21-23) Bibelen beretter: „Gud salvede ham med hellig ånd og kraft, og han gik igennem landet og gjorde vel og helbredte alle dem som var undertrykt af Djævelen.“ (Apostelgerninger 10:38) At Jesus „gjorde vel“, viser tydeligt at han brugte sin magt på den rigtige måde. Efter at han var blevet salvet, blev han „en profet, magtfuld i gerning og ord“. — Lukas 24:19.

9-11. (a) Hvor foregik en stor del af Jesu undervisning, og hvilken udfordring stod han over for? (b) Hvorfor var folkeskarerne forbløffede over Jesu måde at undervise på?

⁹ Hvordan var Jesus magtfuld i ord? Han underviste ofte i det fri — ved søbredden og på bjergskråninger samt på gader og torve. (Markus 6:53-56; Lukas 5:1-3; 13:26) Hvis hans tilhørere ikke var interesseret i at høre på ham, kunne de blot gå videre. Da der ikke fandtes trykte bøger dengang, måtte de der med glæde lyttede til hans undervisning, bevare hans ord i deres sind og hjerte. Det han sagde, måtte derfor være fængslende og let at forstå og huske. Men det var ikke noget problem for Jesus. Det fremgår for eksempel af Bjergprædikenen.

¹⁰ En morgen i begyndelsen af år 31 samledes en skare mennesker på en bjergskråning ved Galilæas Sø. Nogle var kommet helt fra Judæa og Jerusalem, der lå omkring 100 kilometer borte. Andre var kommet fra kystegnen ved Tyrus og Zidon i nord. Mange syge trængtes om Jesus for at røre ved ham, og han helbredte dem alle. Da der til sidst ikke længere fandtes en eneste alvorlig syg iblandt dem, begyndte han at undervise dem. (Lukas 6:17-19) Da han efter nogen tid var færdig med at tale, var tilhørerne forbløffede over det de havde hørt. Hvorfor?

¹¹ Flere år senere skrev en af dem der havde hørt Bjergprædikenen: „Folkeskarerne [var] helt forbløffede over hans måde at undervise på; for han underviste dem som en der havde myndighed.“ (Mattæus 7:28, 29) De kunne fornemme den kraft der lå i Jesu ord. Han talte på Guds vegne og anvendte Guds ord som autoritet i sin undervisning. (Johannes 7:16) Jesus talte klart og forståeligt, hans tilskyndelser var indtrængende, og hans argumenter uigendrivelige. Han kom til sagens kerne og nåede sine tilhøreres hjerte. Han lærte dem hvordan de kunne blive lykkelige, hvordan de skulle bede, hvordan de kunne søge Guds rige, og hvad de skulle gøre for at opnå en tryg fremtid. (Mattæus 5:3–7:27) Hans ord gik lige til hjertet hos dem der hungrede efter sandhed og retfærdighed, og de var villige til at „sige nej til sig selv“ og forlade alt for at følge ham. (Mattæus 16:24; Lukas 5:10, 11) Ja, Jesus var i sandhed ’magtfuld i ord’!

„Magtfuld i gerning“

12, 13. I hvilken forstand var Jesus „magtfuld i gerning“, og hvilke former for mirakler udførte han?

¹² Jesus var også „magtfuld i gerning“. (Lukas 24:19) I evangelierne fortælles der specifikt om mere end 30 mirakler som Jesus udførte — altid ved hjælp af „Jehovas kraft“.b (Lukas 5:17) Jesu mirakler berørte tusinder af mennesker. Alene ved to af miraklerne — bespisningen af 5000 mænd og senere 4000 mænd „foruden kvinder og børn“ — var der sandsynligvis omkring 20.000 mennesker til stede. — Mattæus 14:13-21; 15:32-38.

¹³ Jesus udførte mange forskellige mirakler. Han havde myndighed over dæmoner og uddrev dem uden besvær. (Lukas 9:37-43) Han havde magt over de fysiske kræfter og elementer og kunne forvandle vand til vin og gå på den stormpiskede Galilæas Sø. (Johannes 2:1-11; 6:18, 19) Han var herre over sygdom og kunne kurere legemlige defekter, kroniske lidelser og livstruende sygdomme. (Markus 3:1-5; Johannes 4:46-54) Han udførte disse helbredelser på forskellige måder. Nogle blev helbredt selv om de ikke befandt sig i nærheden af Jesus, mens andre blev helbredt ved at han selv rørte ved dem. (Mattæus 8:2, 3, 5-13) Nogle blev helbredt omgående, andre gradvis. — Markus 8:22-25; Lukas 8:43, 44.

14. Under hvilke omstændigheder viste Jesus at han havde magt over døden?

¹⁴ Jesus havde desuden den fantastiske magt at kunne vække døde til live igen. Der berettes om tre tilfælde hvor han oprejste døde: Et forældrepar fik en 12-årig datter tilbage, en enke fik sin eneste søn tilbage, og to søstre fik deres elskede bror tilbage. (Lukas 7:11-15; 8:49-56; Johannes 11:38-44) Der var ikke noget der var for vanskeligt for ham. Han oprejste den 12-årige pige kort efter at hun var død. Han oprejste enkens søn mens han lå på ligbåren, uden tvivl samme dag som han var død. Og han oprejste Lazarus fra mindegraven efter at han havde været død i fire dage.

Uselvisk, ansvarsbevidst og hensynsfuld brug af magt

15, 16. Hvilke vidnesbyrd er der om at Jesus brugte sin magt på en uselvisk måde?

¹⁵ Kan du forestille dig hvordan den magt Jesus havde, kunne misbruges hvis en ufuldkommen hersker kom i besiddelse af den? Jesus var imidlertid syndfri. (1 Peter 2:22) Han lod sig ikke fordærve af den selviskhed, ærgerrighed og grådighed der får ufuldkomne mennesker til at bruge deres magt til skade for andre.

¹⁶ Jesus brugte sin magt på en uselvisk måde, aldrig for selv at opnå noget. Da han var sulten, nægtede han at forvandle sten til brød. (Mattæus 4:1-4) De få ting han ejede, viser at han ikke drog materiel fordel af sin magt. (Mattæus 8:20) Der er også noget andet der viser at hans magtfulde gerninger udsprang af et uselvisk motiv. Når han udførte mirakler, var det ikke uden omkostninger for ham selv. Når han helbredte de syge, udgik der en kraft fra ham, og det kunne han mærke, selv når det blot var et enkelt menneske der blev helbredt. (Markus 5:25-34) Alligevel lod han skarer af mennesker røre ved sig, og de blev helbredt. (Lukas 6:19) Hvilken uselvisk indstilling!

17. Hvordan viste Jesus at han brugte sin magt på en ansvarsbevidst måde?

¹⁷ Jesus brugte også sin magt på en ansvarsbevidst måde. Han udførte aldrig kraftige gerninger for blot at stille sin magt til skue eller uden at det tjente en hensigt. (Mattæus 4:5-7) Han ville ikke gøre noget tegn for at tilfredsstille Herodes, der blot udspurgte ham af nysgerrighed. (Lukas 23:8, 9) I stedet for at medvirke til at rygtet om hans magt blev spredt blandt folket, sagde Jesus ofte til dem han havde helbredt, at de ikke skulle fortælle det til nogen. (Markus 5:43; 7:36) Han ønskede ikke at folk skulle bygge deres opfattelse af ham på sensationelle rygter. — Mattæus 12:15-19.

18-20. (a) Hvad lå til grund for den måde Jesus brugte sin magt på? (b) Hvad synes du om den måde Jesus helbredte en døv mand på?

¹⁸ Jesus, dette magtfulde menneske, havde intet tilfælles med de herskere der udøver deres magt på en hård og ufølsom måde, uden hensyn til andres behov og lidelser. Jesus havde omsorg for andre. Alene synet af nogen der havde det dårligt, rørte ham så dybt at han befriede dem for deres lidelser. (Mattæus 14:14) Han var opmærksom på andres følelser og behov, og denne kærlige omtanke fik ham til at bruge sin magt på en hensynsfuld måde. Det findes der et rørende eksempel på i Markus 7:31-37.

¹⁹ Ved den lejlighed kom store folkeskarer til Jesus med mange syge, og han kurerede dem alle. (Mattæus 15:29, 30) Men der var en som han viste særlig opmærksomhed, en mand som var døv og næsten stum. Måske kunne Jesus mærke at manden var nervøs eller forlegen. Betænksomt førte han ham lidt væk fra folkemængden, og da de var alene, viste Jesus med nogle tegn hvad han ville gøre. Han „stak sine fingre i mandens ører, og efter at have spyttet rørte han ved hans tunge“.c (Markus 7:33) Derefter så Jesus op mod himmelen og udstødte et bedende suk. Disse tydelige handlinger skulle fortælle manden: ’Det jeg vil gøre for dig, skyldes kraften fra Gud.’ Til sidst sagde Jesus: „Luk dig op.“ (Markus 7:34) Så fik manden sin hørelse igen og kunne tale normalt.

²⁰ Det fylder hjertet med glæde at tænke på at Jesus tog hensyn til folks følelser, også når han brugte sin gudgivne magt til at helbrede. Er det ikke betryggende at vide at Jehova har overdraget det messianske rige til en så medfølende og omsorgsfuld hersker?

En forsmag på det som skal komme

21, 22. (a) Hvad var Jesu mirakler en forsmag på? (b) Hvad kan vi forvente under Kristi styre i betragtning af at han har magt over naturkræfterne?

²¹ De magtfulde gerninger Jesus udførte her på jorden, var blot en forsmag på de endnu større velsignelser der vil blive menneskeheden til del under hans styre. I Guds nye verden vil Jesus igen udføre mirakler — men i globalt omfang! Lad os se på nogle af de ting der skal ske.

²² Jesus vil genoprette jordens økologi så den kommer i fuldkommen balance. Som tidligere nævnt viste han at han har magt over naturkræfterne ved at stille en storm. Under Kristi styre behøver menneskene derfor ikke at frygte for at blive ramt af tyfoner, jordskælv, vulkanudbrud eller andre naturkatastrofer. Eftersom Jesus er ’værkmesteren’, den Jehova brugte til at skabe jorden og livet på den, har han fuldkommen indsigt i hvordan jorden og dens økosystemer fungerer. Han ved hvordan man kan udnytte dens naturrigdomme på bedste måde. Under hans herredømme vil hele jorden blive omdannet til et paradis. — Lukas 23:43.

23. Hvordan vil Jesus som konge dække menneskenes behov?

²³ Hvordan vil menneskenes behov blive dækket? Jesu evne til at bespise tusinder af mennesker ved hjælp af ganske lidt mad er en garanti for at ingen kommer til at sulte under hans styre. Der vil være en overflod af mad, og den vil blive fordelt på en retfærdig måde så der aldrig mere vil være fødevaremangel eller hungersnød. (Salme 72:16) At han er herre over sygdom, fortæller os at syge, blinde, døve, invalide og halte vil blive helbredt — fuldstændigt og for bestandigt. (Esajas 33:24; 35:5, 6) Hans evne til at oprejse døde er en forsikring om at hans magt som himmelsk konge indbefatter magten til at oprejse de mange millioner som hans Fader har i sin erindring. — Johannes 5:28, 29.

24. Hvad må vi huske når vi tænker over den magt Jesus har, og hvorfor?

²⁴ Når vi tænker over den magt Jesus har, må vi huske at han til fuldkommenhed genspejlede sin Fader. (Johannes 14:9) Den måde Jesus brugte sin magt på, giver os derfor et klart billede af hvordan Jehova bruger sin magt. Tag for eksempel den kærlige måde hvorpå Jesus helbredte en spedalsk. Den spedalske mand havde sagt til ham: „Hvis blot du vil, kan du gøre mig ren.“ Jesus fik inderligt ondt af manden, rørte ved ham og sagde: „Jeg vil. Bliv ren.“ (Markus 1:40-42) Ved hjælp af beretninger som denne siger Jehova i virkeligheden: ’Det er sådan jeg bruger min magt.’ Får vi ikke lyst til at lovprise vor almægtige Gud og takke ham fordi han bruger sin magt på så kærlig en måde?

1. Hvad sker der ofte med ufuldkomne mennesker når de får magt?

„ALDRIG man gives en magt, uden at fælder for foden er lagt.“ Med disse ord henleder en digter fra det 19. århundrede opmærksomheden på en snigende fare, nemlig magtmisbrug. Desværre har ufuldkomne mennesker en udpræget tendens til at misbruge deres magt. Ja, op gennem historien har „det ene menneske . . . udøvet myndighed over det andet til skade for det“. (Prædikeren 8:9) Magtudøvelse uden kærlighed har ført til utallige lidelser for menneskene.

2, 3. (a) Hvad er bemærkelsesværdigt ved den måde Jehova bruger sin magt på? (b) Hvad kan menneskers magt indbefatte, og hvordan bør vi bruge denne magt?

² Er det da ikke bemærkelsesværdigt at Jehova Gud, som har ubegrænset magt, aldrig misbruger sin magt? Som vi har set i de foregående kapitler, bruger han altid sin magt og kraft i overensstemmelse med sine kærlige hensigter, hvad enten det er til at skabe, ødelægge, beskytte eller genoprette. Når vi tænker på hvordan han udøver sin magt, får vi lyst til at lære ham bedre at kende. Og det kan motivere os til at ’blive Guds efterlignere’ ved den måde vi bruger vores magt på. (Efeserne 5:1) Men hvilken magt har vi små mennesker?

³ Mennesket blev jo skabt „i Guds billede“ så det ligner ham. (1 Mosebog 1:26, 27) Vi har derfor også magt og kraft — i det mindste til en vis grad. Vi har evnen til at udrette noget, til at arbejde; vi har måske myndighed over andre; vi kan påvirke andre, især dem der holder af os; og vi har en vis fysisk styrke og visse materielle ressourcer. Om Jehova sagde salmisten: „Hos dig er livets kilde.“ (Salme 36:9) Gud er, direkte eller indirekte, ophav til en hvilken som helst berettiget magt vi måtte have. Vi ønsker derfor at bruge denne magt på en måde han kan godkende. Hvordan kan vi gøre det?

Magt må udøves i kærlighed

4, 5. (a) Hvad må man have for at bruge sin magt på rette måde, og hvordan viser Guds eget eksempel dette? (b) Hvordan vil kærlighed hjælpe os til at bruge vores magt rigtigt?

⁴ Den rette brug af magt er forbundet med kærlighed. Det viser Guds eget eksempel. Tænk på Guds fire hovedegenskaber — magt, retfærdighed, visdom og kærlighed — som blev beskrevet i bogens første kapitel. Hvilken af dem er den mest fremherskende? Det er kærligheden. „Gud er kærlighed,“ siges der i Første Johannesbrev 4:8. Ja, Jehova er selve indbegrebet af kærlighed; denne egenskab præger alt hvad han gør. Eftersom han lader sig lede af kærlighed når han udøver sin magt, vil dette altid være til gavn for dem der elsker ham.

⁵ Kærlighed vil også hjælpe os til at bruge vores magt på rette måde. Bibelen siger jo at kærligheden er „venlig“, og at den ’ikke søger sine egne interesser’. (1 Korinther 13:4, 5) Kærlighed vil derfor afholde os fra at være hårde eller ufølsomme over for dem vi har en vis myndighed over. Vi vil i stedet behandle andre med værdighed og tage mere hensyn til deres følelser og behov end til vore egne. — Filipperne 2:3, 4.

6, 7. (a) Hvad er gudsfrygt, og hvorfor vil denne egenskab hjælpe os til ikke at misbruge vores magt? (b) Hvilken sammenligning viser at frygten for at mishage Gud hører sammen med kærligheden til ham?

⁶ Kærligheden er nært forbundet med en anden egenskab der ligeledes kan hjælpe os til ikke at misbruge vores magt, nemlig gudsfrygt. Hvorfor er gudsfrygt af stor værdi? „Ved at frygte Jehova vender man sig fra ondt,“ siger Ordsprogene 16:6. Magtmisbrug er afgjort ondt, noget vi bør vende os fra. Gudsfrygt vil afholde os fra at behandle dem vi har myndighed over, på en dårlig måde. Hvorfor? Én ting er at vi véd at vi skal stå Gud til regnskab for hvordan vi behandler andre. (Nehemias 5:1-7, 15) Men gudsfrygt indebærer mere end det. De ord på Bibelens grundsprog der er oversat med „frygt“, indeholder ofte tanken om dyb ærbødighed og ærefrygt for Gud. Denne ærbødige ærefrygt indbefatter en sund frygt for at mishage Gud — ikke kun fordi vi frygter konsekvenserne, men fordi vi oprigtigt elsker ham. Bibelen forbinder altså gudsfrygt med kærlighed til Gud. — 5 Mosebog 10:12, 13.

⁷ Man kan sammenligne vort forhold til Gud med det gode forhold en lille dreng har til sin far. Drengen kan mærke at faderen elsker ham og virkelig er interesseret i ham. Men han er også klar over hvad faderen forventer af ham, og han ved at han vil blive irettesat hvis han ikke opfører sig ordentligt. Han lever ikke i en sygelig angst for at blive straffet. Tværtimod elsker han sin far højt, og vil gerne gøre det faderen synes om. Sådan er det også med vort forhold til vor himmelske Fader, Jehova, hvis vi har gudsfrygt. Fordi vi elsker ham, vil vi frygte for at gøre noget der kunne få ham til at føle sig „såret i sit hjerte“. (1 Mosebog 6:6) Vi ønsker netop at glæde ham. (Ordsprogene 27:11) Det er derfor vi gerne vil bruge vores magt på rette måde. Lad os se lidt nærmere på hvordan vi kan gøre det.

I familien

8. (a) Hvilken myndighed har manden i familien, og hvordan skal han udøve den? (b) Hvordan kan manden vise sin kone ære?

⁸ Vi vil først se på forholdet i familien. „En mand er sin hustrus hoved,“ hedder det i Efeserbrevet 5:23. Hvordan skal manden udøve den myndighed han har fået af Gud? Bibelen siger at ægtemænd skal leve sammen med deres hustruer „i overensstemmelse med kundskab, idet [de] viser dem ære som det svagere kar“. (1 Peter 3:7) Det græske ord der gengives med „ære“, kan også betyde pris, respekt, gave og noget værdifuldt. (Apostelgerninger 28:10; 1 Peter 2:7) En mand der viser sin kone ære, vil aldrig skade hende fysisk; han vil heller ikke ydmyge hende eller tale nedsættende om hende og få hende til at føle at hun ikke er noget værd. Han vil derimod vise at han sætter pris på hende, og behandle hende med respekt. Ved det han siger og gør — både offentligt og privat — vil han vise at hun er værdifuld i hans øjne. (Ordsprogene 31:28) En sådan ægtemand vinder ikke alene sin kones kærlighed og respekt, men, hvad der er endnu vigtigere, han opnår Guds godkendelse.

9. (a) Hvilken myndighed har hustruen fået i familien? (b) Hvad kan hjælpe hustruen til at bruge sine evner til at støtte sin mand, og hvad vil det resultere i?

⁹ Hustruen har også fået en vis myndighed i familien. Bibelen fortæller om gudfrygtige kvinder som, med tilbørlig respekt for ledelsens princip, tog initiativet til at påvirke deres mænd i en rigtig retning eller hjalp dem til at træffe den rette afgørelse. (1 Mosebog 21:9-12; 27:46–28:2) En kone kan være hurtigere i opfattelsen end sin mand, eller hun kan have nogle evner som han ikke har. Men hun skal alligevel have „dyb respekt“ for sin mand og ’underordne sig ham som under Herren’. (Efeserne 5:22, 33) Ønsket om at behage Gud vil hjælpe hende til at bruge sine evner til at støtte sin mand frem for at nedgøre ham eller prøve at dominere ham. En sådan kvinde „der ejer sand visdom“, samarbejder med sin mand for at opbygge familien. Derved vil hun også bevare freden med Gud. — Ordsprogene 14:1.

10. (a) Hvilken myndighed har Gud givet forældre? (b) Hvad betyder ordet „tugt“, og hvordan skal tugten gives? (Se også fodnoten.)

¹⁰ Forældre har ligeledes fået overdraget myndighed af Gud. Bibelen giver denne påmindelse: „I fædre, irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ (Efeserne 6:4) Ordet „tugt“ i Bibelen kan betyde opdragelse, oplæring, vejledning. (Ordsprogene 4:1, 2) Det har børn brug for; de har det bedst når der sættes grænser for dem, og når de har klare retningslinjer at holde sig til. Bibelen forbinder en sådan tugt, eller vejledning, med kærlighed. (Ordsprogene 3:11, 12) Det bibelske udtryk „tugtens kæp“ („en tugtende stok“, den danske autoriserede oversættelse) giver ikke rum for misbrug — hverken følelsesmæssigt eller fysisk.a (Ordsprogene 22:15) Streng og hård tugt uden kærlighed er misbrug af forældremyndigheden og kan skade et barn følelsesmæssigt. (Kolossenserne 3:21) På den anden side kan en passende tugt vise børnene at deres forældre elsker dem og er interesserede i at det går dem godt.

11. Hvordan kan børn bruge deres magt og kraft på rette måde?

¹¹ Hvad så med børnene? Hvilken magt og kraft har de, og hvordan kan de bruge den på rette måde? „Unge mænds hæder er deres styrke,“ siger Ordsprogene 20:29. Den bedste måde unge kan bruge deres kræfter på, er ved at tjene deres „store Skaber“. (Prædikeren 12:1) De bør huske at det de gør, berører deres forældres følelser. (Ordsprogene 23:24, 25) Når børn adlyder deres gudfrygtige forældre og gør det der er rigtigt, glæder det forældrenes hjerte. (Efeserne 6:1) En sådan opførsel glæder desuden Jehova. — Kolossenserne 3:20.

I menigheden

12, 13. (a) Hvilket syn skulle ældste have på deres myndighed i menigheden? (b) Forklar ved hjælp af en illustration hvorfor ældste skal behandle hjorden skånsomt.

¹² Jehova har sørget for tilsynsmænd til at føre an i den kristne menighed. (Hebræerne 13:17) Disse kvalificerede mænd skal bruge den myndighed de har fået af Gud, til at yde den nødvendige hjælp og bidrage til hjordens åndelige trivsel. Giver det dem ret til at spille herrer over deres trosfæller? Nej! De ældste må have en ligevægtig og ydmyg indstilling til deres opgave i menigheden. (1 Peter 5:2, 3) Bibelen formaner tilsynsmænd: ’Vogt Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen søn.’ (Apostelgerninger 20:28) Det er en vægtig grund til at de må behandle hver enkelt i menigheden på en kærlig måde.

¹³ Det kan illustreres på denne måde: En nær ven beder dig om at passe på noget som er meget dyrebart for ham. Du ved at det er noget han har betalt meget for. Ville du da ikke behandle det med stor varsomhed og passe godt på det? Gud har også betroet de ældste at passe på noget der er meget dyrebart for ham: menigheden, hvis medlemmer bliver sammenlignet med får. (Johannes 21:16, 17) Jehova har stor kærlighed til sine får — så stor en kærlighed at han har købt dem med det dyrebare blod af sin enestefødte søn, Jesus Kristus. Jehova kunne ikke have betalt nogen højere pris for sine får. Ydmyge ældste vil altid have dette i tanke og behandle Jehovas får i overensstemmelse hermed.

„Tungens magt“

14. Hvilken magt har tungen?

¹⁴ „Død og liv er i tungens magt,“ siger Bibelen. (Ordsprogene 18:21, Buhl) Tungen kan forvolde stor skade. Hvem af os har ikke følt os ramt af en tankeløs eller nedsættende bemærkning? Men tungen har også magt til at læge. „De vises tunge læger,“ siger Ordsprogene 12:18. Ja, positive, opbyggende ord kan virke som lindrende og helbredende balsam for hjertet. Lad os tage nogle eksempler.

15, 16. Hvordan kan vi bruge tungen til at opmuntre andre?

¹⁵ „Trøst de modfaldne sjæle,“ lyder opfordringen i Første Thessalonikerbrev 5:14. Også trofaste tjenere for Jehova kan til tider blive modfaldne eller deprimerede. Hvordan kan vi hjælpe nogle der er i den situation? Ved at give specifik og oprigtig ros der kan hjælpe dem til at se at de er værdifulde i Jehovas øjne. Drøft skriftsteder med dem der viser at Jehova elsker dem der har et „sønderbrudt hjerte“ og er „knust i ånden“, og at han har omsorg for dem. (Salme 34:18) Når vi bruger tungens magt til at trøste andre, viser vi at vi efterligner vor medfølende Gud, „som trøster de deprimerede“. — 2 Korinther 7:6, New American Standard Bible.

¹⁶ Vi kan også bruge tungens magt til at give andre en tiltrængt opmuntring. Er der en trosfælle der har mistet en af sine kære? Det kan være til stor trøst for den sørgende hvis vi viser omsorg og giver udtryk for vores medfølelse. Er der en ældre broder eller søster der føler sig overflødig? En betænksom bemærkning kan forsikre de ældre om at de er højt værdsat. Kender vi nogen der lider af en kronisk sygdom? Nogle venlige ord i telefonen eller under et besøg kan gøre meget til at bedre humøret hos den syge. Det glæder Skaberen når vi opbygger andre med vores tale. — Efeserne 4:29.

17. På hvilken vigtig måde kan vi bruge tungen til gavn for andre, og hvorfor bør vi gøre det?

¹⁷ Vi kan ikke bruge tungen på en vigtigere måde end til at fortælle andre den gode nyhed om Guds rige. „Forhold ikke nogen en godhed som tilkommer dem, når det er i din hånds magt at gøre noget,“ siger Ordsprogene 3:27. Vi skylder andre at fortælle dem den livreddende gode nyhed som Jehova så gavmildt har givet os. Det ville ikke være rigtigt af os at holde dette vigtige budskab for os selv. (1 Korinther 9:16, 22) Men i hvilken udstrækning forventer Jehova at vi er med i dette arbejde?

Tjen Jehova af „hele din styrke“

18. Hvad forventer Jehova af os?

¹⁸ Vores kærlighed til Jehova motiverer os til at gøre vort yderste i den kristne tjeneste. Hvad forventer Jehova af os i den forbindelse? Uanset hvilken situation vi befinder os i, forventer han at vi alle følger opfordringen: „Hvad I end gør, så arbejd på det med hele jeres sjæl som for Jehova, og ikke for mennesker.“ (Kolossenserne 3:23) Da Jesus blev spurgt om hvad der var det største bud, svarede han: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.“ (Markus 12:30) Ja, Jehova forventer at vi hver især elsker og tjener ham af hele vores sjæl.

19, 20. (a) Hvorfor nævnes hjerte, sind og styrke særskilt i Markus 12:30 når alt dette er indbefattet i sjælen? (b) Hvad vil det sige at tjene Jehova af hele sin sjæl?

¹⁹ Hvad vil det sige at tjene Gud af hele sin sjæl? Ordet „sjæl“ sigter til hele mennesket, med alle dets fysiske og mentale evner. Vores sjæl omfatter altså vores hjerte, sind og styrke. Men hvorfor nævnes hjerte, sind og styrke da særskilt i Markus 12:30, når alt dette er indbefattet i sjælen? Det kan forklares ved hjælp af en illustration. På Bibelens tid kunne et menneske sælge sig selv (sin sjæl) til trældom. Men det er ikke sikkert at trællen tjente sin herre helhjertet, at han brugte hele sin styrke eller alle sine mentale evner til gavn for herrens interesser. (Kolossenserne 3:22) Jesus nævnte åbenbart disse andre ting for at understrege at vi ikke må holde noget tilbage i tjenesten for Gud. At tjene Gud ’af hele vor sjæl’ vil sige at vi giver af os selv og bruger så meget vi kan af vores styrke og energi i tjenesten for ham.

²⁰ Betyder det at vi alle skal bruge lige meget tid og lige mange kræfter i tjenesten? Det kan ikke være tilfældet, for vi har ikke alle de samme muligheder og evner. En der er ung, som har et godt helbred og er fysisk stærk, kan måske bruge mere tid i forkyndelsen end en der er kommet op i årene og ikke længere har så mange kræfter. En der er ugift og ikke har familieforpligtelser, kan måske gøre mere end en der har en familie at sørge for. Hvis vi har kræfterne og har mulighed for at gøre meget i tjenesten, er der virkelig grund til at være taknemmelig. Vi må naturligvis aldrig have en kritisk indstilling til andres indsats i tjenesten idet vi sammenligner deres tjeneste med det vi selv udretter. (Romerne 14:10-12) Lad os hellere bruge vore kræfter på at opmuntre andre.

21. Hvad er den bedste og vigtigste måde at bruge vore kræfter på?

²¹ Jehova har givet os et fuldkomment eksempel ved at vise os hvordan han bruger sin magt på rette måde. Vi må efterligne ham så godt vi kan i vores ufuldkommenhed. Når vi har en vis myndighed over nogen, må vi derfor udøve den på en måde der tager hensyn til deres værdighed. Vi må desuden være helhjertet med i det livreddende forkyndelsesarbejde som Jehova har betroet os. (Romerne 10:13, 14) Husk at vi glæder Jehova når vi tjener ham af hele vor sjæl og giver ham det bedste vi har. Får vi ikke lyst til at gøre alt hvad vi kan i tjenesten for så forstående og kærlig en Gud? Der findes ikke nogen bedre eller vigtigere måde at bruge vore kræfter på.

1, 2. (a) Hvordan havde Josef oplevet noget som var groft uretfærdigt? (b) Hvordan rådede Jehova bod på den uret der var overgået ham?

DET var groft uretfærdigt. Den kønne unge mand havde ikke begået nogen forbrydelse, og alligevel var han blevet sat i fængsel, anklaget for voldtægtsforsøg. Men det var ikke første gang han blev udsat for at lide uretfærdigt. Nogle år tidligere, da han var 17, var den unge mand, der hed Josef, blevet forrådt af sine egne brødre, som havde været lige ved at slå ham ihjel. Men i stedet var han blevet solgt som træl og ført til et fremmed land. Dér havde han afvist sin herres hustrus tilnærmelser, og den forsmåede kvindes falske anklage havde bragt ham i fængsel. Desværre lod det ikke til at der var nogen som kunne gå i forbøn for ham.

² Men den Gud som „elsker retfærdighed og ret“, var ikke uvidende om det der var sket. (Salme 33:5) Han greb ind for at råde bod på den uret der var overgået Josef. Han lod forskellige ting ske som førte til at Josef til sidst blev løsladt. Ja, mere end det. Josef — den mand som havde været anbragt i „fangehullet“ — fik en højt betroet og ærefuld stilling. (1 Mosebog 40:15; 41:41-43; Salme 105:17, 18) Han blev renset for alle anklager og brugte sin ophøjede stilling til at fremme Guds hensigt. — 1 Mosebog 45:5-8.

3. Hvorfor er det ikke så mærkeligt at vi alle gerne vil behandles retfærdigt?

³ En beretning som den ovennævnte taler til vore hjerter. Hvem har ikke set uretfærdighed eller selv været offer for uretfærdighed? Vi længes alle efter at blive behandlet retfærdigt, upartisk, for Jehova har skabt os med egenskaber der genspejler hans egen personlighed, og retfærdighed er en af hans hovedegenskaber. (1 Mosebog 1:27) For at kende Jehova godt må vi kende og forstå hans retfærdighedssans. På den måde vil vi i højere grad komme til at værdsætte hans storslåede gerninger og føle os tilskyndet til at få et nærmere forhold til ham.

Hvad er retfærdighed?

4. Hvad er „retfærdighed“ ofte, set med menneskers øjne?

⁴ For mange mennesker er „retfærdighed“ ofte et begreb der bruges i forbindelse med en handlemåde eller afgørelse som er i overensstemmelse med lov og ret. Bogen Right and Reason — Ethics in Theory and Practice siger således at „retfærdighed er forbundet med lov, forpligtelse, rettigheder og pligter, og [at] den udmåler en upartisk dom efter fortjeneste“. Jehovas retfærdighed rækker dog langt videre end til en blot og bar mekanisk anvendelse af lovens bud på grundlag af hvad man er forpligtet til.

5, 6. (a) Hvad betyder ordene for „ret“ og „retfærdighed“ på Bibelens grundsprog? (b) Hvad vil det sige at Gud er retfærdig?

⁵ Den bedste fornemmelse af hele bredden og dybden af Jehovas retfærdighed får man ved at betragte de ord der bruges i Bibelens grundtekst for begrebet retfærdighed. I De Hebraiske Skrifter er der tre hovedord. Det hyppigst forekommende er i Ny Verden-Oversættelsen gengivet med navneordet „ret“. (1 Mosebog 18:25) Men det gengives også på andre måder, alt efter sammenhængen.a Det har juridiske associationer. De to andre ord gengives hovedsagelig med „retfærdighed“ og lægger vægten på det som er moralsk retskaffent. I De Kristne Græske Skrifter kan det ord som er oversat med „retfærdighed“, defineres som „den egenskab at noget er ret eller retfærdigt“. Ifølge denne definition er der altså i realiteten ingen forskel på ret og retfærdighed. — Amos 5:24.

⁶ Heraf følger at når Bibelen siger at Gud er retfærdig, oplyser den os om at han gør det der er ret og rigtigt, og at han gør det konsekvent, uden at vise partiskhed. (Romerne 2:11) I virkeligheden er det utænkeligt at han skulle handle anderledes. Den trofaste Elihu sagde: „Det være fjernt fra den sande Gud at handle ondt, og fra den Almægtige at handle uret!“ (Job 34:10) Ja, det er umuligt for Gud „at handle uret“. Det er der to vigtige grunde til.

7, 8. (a) Hvorfor er det umuligt for Jehova at handle uretfærdigt? (b) Hvad får Jehova til at handle retfærdigt?

⁷ For det første er han hellig. Som vi blev gjort opmærksomme på i kapitel 3, er Jehova helt igennem ren og retskaffen. Derfor er det umuligt for ham at handle uretfærdigt. Tænk over hvad det betyder! Vor himmelske Faders hellighed giver os al mulig grund til at stole på at han aldrig vil behandle sine børn dårligt. Den tillid havde Jesus. Den sidste aften før han døde som menneske, bad han: „Hellige Fader, våg over dem [disciplene] for dit eget navns skyld.“ (Johannes 17:11) „Hellige Fader“ — denne tiltaleform bruges i Bibelen kun om Jehova. Det er i høj grad på sin plads, for ingen jordisk far kan sidestilles med ham i hellighed. Jesus nærede fuldstændig tillid til at hans disciple var i gode hænder hos Faderen, som er fuldstændig ren og adskilt fra synd. — Mattæus 23:9.

⁸ For det andet er selve Guds natur uløseligt forbundet med uselvisk kærlighed. Denne kærlighed får ham til at handle retfærdigt i alle ting. Men uretfærdighed i dens mange afskygninger — som for eksempel racefordom, diskriminering og partiskhed — udspringer ofte af begærlighed og selviskhed, lige det modsatte af kærlighed. Om Gud giver Bibelen følgende forsikring: „Jehova er retfærdig; han elsker retfærdsgerninger.“ (Salme 11:7) Om sig selv siger han: „Jeg, Jehova, elsker ret.“ (Esajas 61:8) Er det ikke betryggende at vide at det behager Jehova at øve ret? — Jeremias 9:24.

Jehovas barmhjertighed og fuldkomne retfærdighed

9-11. (a) Hvordan er Jehovas retfærdighed forbundet med hans barmhjertighed? (b) Hvordan ses Jehovas retfærdighed såvel som hans barmhjertighed i det han har gjort for syndige mennesker?

⁹ Jehovas retfærdighed er fuldkommen — som enhver anden side af hans uforlignelige personlighed. Der mangler intet ved den. Moses lovpriste Jehova med ordene: „Klippen, fuldkomment er hans værk, for alle hans veje er rette. En trofast Gud, hos hvem der ikke er uret; retfærdig og redelig er han.“ (5 Mosebog 32:3, 4) Jehovas retfærdighed er altid fejlfri — aldrig for lemfældig, aldrig for streng.

¹⁰ Jehovas retfærdighed er nært forbundet med hans barmhjertighed. Der siges i Salme 116:5: „Jehova er nådig og retfærdig; ja, vor Gud er barmhjertig.“ Jehova er altså både retfærdig og barmhjertig. De to egenskaber er ikke i modstrid med hinanden. Hans barmhjertighed udvander ikke hans retfærdighed, som om hans retfærdighed ellers ville være for streng. Tværtimod kommer de to egenskaber ofte til udtryk samtidig, i den samme handling. Her er et eksempel:

¹¹ Alle mennesker har arvet synden; de er syndige og fortjener derfor syndens straf, døden. (Romerne 5:12) Men Jehova finder ikke behag i synderes død. Han er „en tilgivende Gud, nådig og barmhjertig“. (Nehemias 9:17) Alligevel kan han, fordi han er hellig, ikke se gennem fingre med uretfærdighed. Hvordan kan han da vise barmhjertighed mod mennesker som af natur er syndige? Svaret findes i en af de mest dyrebare sandheder i Guds ord: at Jehova har sørget for en genløsning til menneskenes frelse. I kapitel 14 vil vi komme nærmere ind på denne kærlige foranstaltning. Den er på én gang helt igennem retfærdig og i allerhøjeste grad barmhjertig. Ved hjælp af den kan Jehova vise barmhjertighed mod angrende syndere samtidig med at han overholder sin fuldkomne norm for retfærdighed. — Romerne 3:21-26.

Jehovas retfærdighed varmer en om hjertet

12, 13. (a) Hvorfor drager Jehovas retfærdighed os til ham? (b) Hvilken slutning nåede David til angående Jehovas retfærdighed, og hvad fortæller det os?

¹² Jehovas retfærdighed er ikke kold og ufølsom. Det er ikke en egenskab som frastøder, men en egenskab som varmer en om hjertet og drager os nærmere til ham. Af Bibelens beskrivelse af Jehovas retfærdighed ses det tydeligt at den er medfølende. Lad os se eksempler på dette i nogle af de måder Jehova udøver sin retfærdighed på.

¹³ Jehovas fuldkomne retfærdighed bevirker at han er trofast og loyal over for sine tjenere. Salmisten David lærte denne side af Jehovas retfærdighed at kende og kom til at værdsætte den. Hvilken slutning nåede han til på grundlag af det han selv havde erfaret, og af Guds gerninger i øvrigt? Han siger: „Jehova elsker ret, og han forlader ikke sine loyale. Til fjerne tider skal de bevares.“ (Salme 37:28) Hvilke trøsterige og beroligende ord! Gud vil aldrig nogen sinde forlade dem der er loyale over for ham. Vi kan derfor regne med at han vil være os nær og tage sig af os. Det er hans retfærdighed en garanti for! — Ordsprogene 2:7, 8.

14. Hvoraf ses det i loven til Israels folk at Jehova havde omsorg for de dårligt stillede i samfundet?

¹⁴ Jehovas retfærdighedssans gør ham vågen for de nødstedtes behov. Hans omsorg for de dårligt stillede i samfundet ses i den lov han gav Israels folk. Den sikrede for eksempel at der blev sørget for faderløse og enker. (5 Mosebog 24:17-21) Han forstod hvor svært det kan være for sådanne familier, og derfor blev han deres faderlige Dommer og Beskytter, den som „skaffer den faderløse og enken ret“.b (5 Mosebog 10:18; Salme 68:5) Han advarede israelitterne om at hvis man undertrykte forsvarsløse kvinder og børn, ville han høre deres råb. Og han sagde: „Min vrede vil blusse op.“ (2 Mosebog 22:22-24) Selv om vrede ikke er en af Jehovas mest fremtrædende egenskaber, vækkes hans retfærdige harme af åbenlys uretfærdighed, især hvis ofrene er de hjælpeløse og dårligt stillede. — Salme 103:6.

15, 16. Hvad vidner i særlig grad om at Jehova er upartisk og fordomsfri?

¹⁵ Jehova forsikrer os også om at han „ikke behandler nogen med partiskhed eller tager imod bestikkelse“. (5 Mosebog 10:17) Til forskel fra mange jordiske ledere der har magt og indflydelse, lader Jehova sig ikke påvirke af rigdom eller anseelse. Han er fuldstændig upartisk og fordomsfri. Et fremtrædende eksempel herpå er at det ikke er forbeholdt nogle få udvalgte at komme til at tjene og tilbede ham og få udsigt til evigt liv. Nej, „i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham“. (Apostelgerninger 10:34, 35) Alle uanset social status, hudfarve eller nationalitet har mulighed for at få del i dette storslåede løfte. Kan man ikke sige at det er retfærdighed i højeste potens?

¹⁶ Der findes endnu en side af Jehovas fuldkomne retfærdighed der fortjener vores opmærksomhed og respekt — nemlig den måde hvorpå han behandler dem der overtræder hans retfærdige normer.

Ingen fritagelse for straf

17. Forklar hvorfor uretfærdigheden i denne verden ikke er i strid med Jehovas retfærdighed.

¹⁷ Nogle vil sikkert spørge: ’Når Jehova ikke ser gennem fingre med uretfærdighed, hvordan kan man så forklare at der i vore dages verden findes så megen korruption og så mange der lider uretfærdigt?’ Denne uretfærdighed er på ingen måde i strid med Jehovas retfærdighed. De mange uretfærdige forhold i verden er en følge af den synd menneskene har arvet fra Adam. I denne verden, hvor ufuldkomne mennesker har valgt deres egne syndige veje, er der masser af uretfærdighed — men det vil ikke få lov at fortsætte i det uendelige. — 5 Mosebog 32:5.

18, 19. Hvad viser at Jehova ikke for evigt vil tolerere dem der med vidende og vilje overtræder hans retfærdige love?

¹⁸ Selv om Jehova har stor barmhjertighed med dem der oprigtigt søger ham, vil han ikke i længden tolerere en situation der bringer forsmædelse over hans navn. (Salme 74:10, 22, 23) Retfærdighedens Gud kan man ikke narre; han vil ikke lade forsætlige syndere slippe for den dom de fortjener. Jehova er „en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed“. Men han er også en Gud som „på ingen måde fritager for straf“. (2 Mosebog 34:6, 7) I overensstemmelse med disse ord har han undertiden fundet det nødvendigt at eksekvere sin dom over dem som med vilje overtræder hans retfærdige love.

¹⁹ Som eksempel kan vi se hvordan han handlede over for israelitterne i fortiden. De viste sig gang på gang at være utro, også efter at de havde bosat sig i det forjættede land. Det „sårede“ Jehova, men han forkastede dem ikke straks. (Salme 78:38-41) Barmhjertigt gav han dem mulighed for at vende om. Han sagde til dem: „Jeg finder ikke behag i den ugudeliges død, men i at den ugudelige vender om fra sin vej og bliver i live. Vend om, vend om fra jeres onde veje, for hvorfor vil I dø, Israels hus?“ (Ezekiel 33:11) Da livet er dyrebart i Jehovas øjne, sendte han atter og atter sine profeter til israelitterne for at få dem til at vende om fra deres onde veje. Men i det store og hele var de genstridige og fulgte ikke Jehovas opfordring. Til sidst overgav Jehova dem i deres fjenders hånd på grund af sit hellige navn og alt hvad det står for. — Nehemias 9:26-30.

20. (a) Hvad lærer vi om Jehova, som det fremgår af Israels historie? (b) Hvorfor er løven et passende symbol på Jehovas retfærdighed?

²⁰ Vi kan lære meget heraf. For det første at intet undgår hans skarpe blik. Han lægger mærke til al uretfærdighed og bliver berørt af alt hvad han ser. (Ordsprogene 15:3) Desuden lærer vi at han søger at vise barmhjertighed hvor der er grundlag for det. Og endelig ser vi at Jehovas retfærdighed ikke udøves overilet. På grund af Jehovas langmodighed drager mange imidlertid den forhastede slutning at han aldrig vil eksekvere dommen over de onde og ugudelige. Men det er ikke sandt, for af Israels historie fremgår det at der er grænser for Guds tålmodighed. Jehova holder fast ved sin retfærdighed. Til forskel fra mennesker, der ofte viger tilbage for at opfylde retfærdighedens krav, mangler han ikke mod til at stå op for det der er ret. Det er derfor at løven som symbol på modig retfærdighed sættes i forbindelse med Guds nærhed og trone.c (Ezekiel 1:10; Åbenbaringen 4:7) Vi kan derfor være sikre på at han vil opfylde sit løfte om at befri jorden for al uretfærdighed. Ja, hans måde at dømme på kan sammenfattes i ordene: fasthed hvor det er nødvendigt; barmhjertighed hvor det er muligt. — 2 Peter 3:9.

Kom nær til retfærdighedens Gud

21. Hvordan skal vi forestille os Jehova når vi tænker på den måde han udøver sin retfærdighed på, og hvorfor?

²¹ Når vi gør os tanker om den måde Jehova udøver sin retfærdighed på, skal vi ikke forestille os ham som en følelseskold og streng dommer der kun interesserer sig for at dømme lovovertrædere. Nej, vi skal forestille os ham som en kærlig, men principfast far der altid gør det der tjener hans børn bedst. En sådan Fader er Jehova. Han afvejer fasthed med hensyn til det der er ret, med kærlig medfølelse for sine jordiske børn, som har brug for hans hjælp og tilgivelse. — Salme 103:10, 13.

22. Hvilket fremtidshåb har Jehova gjort det muligt for os at have som følge af hans retfærdighed, og hvorfor handler Jehova sådan?

²² Vi kan være taknemmelige for at Guds retfærdighed indbefatter langt mere end dét at afsige dom over lovovertrædere. Ledet af sin retfærdighed har Jehova gjort det muligt for os at have et storslået fremtidshåb — håbet om evigt liv i fuldkommenhed på en jord hvor „retfærdighed skal bo“. (2 Peter 3:13) Sådan handler Gud fordi hans retfærdighed tilskynder ham til at frelse og ikke til at fordømme. Må man ikke sige at en bedre forståelse af alt hvad Jehovas retfærdighed indbefatter, drager os til ham? I de næste kapitler vil vi se nærmere på hvordan denne ypperlige egenskab kommer til udtryk hos Jehova.

1. Hvilke følelser vækker det i os når nogen lider uret?

EN ÆLDRE enke bliver franarret sin opsparede formue. Et hjælpeløst barn bliver efterladt af en hårdhjertet mor. En mand bliver sat i fængsel for en forbrydelse han ikke har begået. Hvilke følelser vækker det i os at høre om sådanne uretfærdigheder? Vi bliver fyldt af harme, ikke sandt? Vi mennesker har en stærk fornemmelse af ret og uret. Vi bliver forbitrede når nogen lider uret, og vi ønsker at der skal ydes kompensation til den det er gået ud over, og at den skyldige må blive straffet. Hvis det ikke sker, tænker vi måske: ’Mon Gud ser det der foregår? Hvorfor gør han ikke noget?

2. Hvordan reagerede Habakkuk på den uretfærdighed han så omkring sig, og hvorfor irettesatte Jehova ham ikke for hans direkte udtalelse?

² Op igennem tiden har trofaste tjenere for Gud stillet lignende spørgsmål. For eksempel sagde profeten Habakkuk i en bøn til Gud: „Hvorfor lader du mig se på en sådan uretfærdighed? Hvorfor tillader du at vold, lovløshed, forbrydelser og grusomheder breder sig?“ (Habakkuk 1:3, Contemporary English Version) Jehova irettesatte ikke Habakkuk for hans direkte udtalelse, for han har selv givet menneskene denne fornemmelse for hvad der er retfærdigt. Ja, han har udrustet os med et lille mål af den retfærdighedssans som han selv besidder til fuldkommenhed.

Jehova hader uretfærdighed

3. Hvorfor kan man sige at Jehova er mere opmærksom på uretfærdighed end vi er?

³ Det er ikke sådan at Jehova ikke ser de uretfærdige forhold. Han er i høj grad opmærksom på hvad der sker. Om Noas dage siges der: „Da så Jehova at menneskets ondskab var meget udbredt på jorden og at enhver tilbøjelighed i dets hjertes tanker kun var ond dagen lang.“ (1 Mosebog 6:5) Tænk over hvad det vil sige! Vores kendskab til uretfærdighed er som oftest baseret på nogle få tilfælde som vi enten har hørt om eller selv har erfaret. Jehova, derimod, har set og ser den uretfærdighed der findes over hele kloden. Han ser det hele! Og mere end det — han ser helt ind i menneskehjertet med dets tilbøjeligheder og mærker sig den fordærvede tankegang der ligger bag de uretfærdige handlinger. — Jeremias 17:10.

4, 5. (a) Hvordan viser Bibelen at Jehova er opmærksom på dem der lider uretfærdigt? (b) Hvordan har Jehova selv været udsat for uretfærdighed?

⁴ Men Jehova gør mere end blot at se uretfærdigheden. Han mærker sig også dem der er blevet ofre for den, og føler med dem. Da hans folk blev trængt af de omkringboende fjender, fik han ondt af dem „når de stønnede på grund af dem der undertrykte dem og plagede dem“. (Dommerne 2:18) Måske har du lagt mærke til at jo mere uretfærdighed folk ser, jo mere ufølsomme bliver de over for den. Sådan er det ikke med Jehova! Han har set uretfærdigheden i hele dens omfang i omkring 6000 år, men hans had til den er lige uformindsket. Som Bibelen forsikrer os om, er „løgnetunge“, „hænder som udgyder uskyldigt blod“ og „et falsk vidne som udspyr løgn“, en vederstyggelighed for ham. — Ordsprogene 6:16-19.

⁵ Læg også mærke til hans anklage mod Israels overhoveder, som handlede uretfærdigt. „Bør I ikke kende ret?“ spurgte han dem gennem sin profet. Malende beskrev han deres magtmisbrug og forudsagde derefter hvordan det til sidst ville gå dem: „Da råber de til Jehova om hjælp, men han svarer dem ikke. Og han vil skjule sit ansigt for dem til den tid, eftersom de har handlet ondt med deres gerninger.“ (Mika 3:1-4) Jehova nærer dyb afsky for al uretfærdighed, og det er ikke så mærkeligt, for han har selv været udsat for den største uretfærdighed. I tusinder af år har Satan smædet ham. (Ordsprogene 27:11) Desuden blev han udsat for den mest oprørende uretfærdighed da hans egen søn, som ’ikke havde begået nogen synd’, blev henrettet som en forbryder. (1 Peter 2:22; Esajas 53:9) Vi ser altså at Jehova hverken glemmer eller er ligeglad med dem der lider uretfærdigt.

6. Hvordan reagerer vi når vi møder uretfærdighed, og hvad er grunden?

⁶ Når vi ser uretfærdighed — eller når vi selv bliver udsat for en uretfærdig behandling — er det altså helt naturligt for os at reagere imod det. Vi er skabt i Guds billede, og uretfærdighed er den diametrale modsætning til alt hvad der kendetegner Jehova. (1 Mosebog 1:27) Hvorfor tillader Gud da uretfærdighed?

Stridsspørgsmålet om Guds suverænitet

7. Beskriv hvordan Jehovas suverænitet blev draget i tvivl.

⁷ Svaret herpå er forbundet med stridsspørgsmålet om Guds suverænitet. Som vi har set, har Skaberen retten til at herske over jorden og alle som bor på den. (Salme 24:1; Åbenbaringen 4:11) Men på et tidligt tidspunkt i menneskets historie blev Jehovas suverænitet draget i tvivl. Hvordan skete det? Jehova gav den første mand, Adam, det påbud at han ikke måtte spise af et bestemt træ i den have der var hans paradisiske hjem. Hvad ville der ske hvis han ikke adlød dette påbud? Hvis „du spiser af det skal du visselig dø,“ sagde Gud. (1 Mosebog 2:17) Det var ikke umuligt eller vanskeligt for Adam og hans hustru, Eva, at adlyde befalingen. Men alligevel overbeviste Satan Eva om at Gud havde lagt en unødig begrænsning på dem. Hvad ville der ske hvis hun spiste af frugten på træet? Satan sagde ligeud: „I skal visselig ikke dø. For Gud véd at den dag I spiser af den, vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive som Gud og kende godt og ondt.“ — 1 Mosebog 3:1-5.

8. (a) Hvad antydede Satan med det han sagde til Eva? (b) Hvad hævdede Satan med hensyn til Guds suverænitet?

⁸ Med disse ord antydede Satan at Jehova ikke alene havde undladt at give Eva nogle vigtige oplysninger, men også at han havde løjet. Satan passede på med ikke at drage selve Jehovas suverænitet i tvivl. Det han satte spørgsmålstegn ved, var retmæssigheden af Guds suverænitet; om det var retfærdigt, med fuld ret og fortjent at han sad inde med den. Han hævdede med andre ord at Jehova ikke udøvede sit suveræne herredømme i retfærdighed og med sine undersåtters bedste interesser for øje.

9. (a) Hvad skete der med Adam og Eva som følge af deres ulydighed, og hvilke vigtige spørgsmål var blevet rejst? (b) Hvorfor udslettede Jehova ikke blot oprørerne?

⁹ Derefter overtrådte både Adam og Eva Jehovas bud og spiste af det forbudte træ. De var nu hjemfaldne til den straf som Jehova havde fastsat, døden. Satans løgn rejste nogle vigtige spørgsmål: Har Jehova virkelig ret til at herske over menneskene, eller kan de selv udøve dette herredømme? Og: Udøver Jehova sin suverænitet på den bedst mulige måde? Jehova kunne have brugt sin magt til straks at udslette oprørerne. Spørgsmålene drejede sig imidlertid ikke om Jehovas magt, men om udøvelsen af hans herredømme. Hvis han straks havde ryddet Adam, Eva og Satan af vejen, ville det ikke have bevist noget om Guds styre. Tværtimod ville det have gjort tvivlen større. Den eneste måde hvorpå man kunne afgøre om menneskene var i stand til at herske over sig selv, uafhængigt af Gud og med et godt resultat, var at lade tiden vise det.

10. Hvad har tiden vist med hensyn til menneskers styre?

¹⁰ Hvad har tiden så vist? Igennem årtusinder har menneskene forsøgt sig med mange forskellige styreformer: enevælde, diktatur, demokrati, et socialistisk styre, et kommunistisk styre, og så videre. Resultatet af dem alle kan opsummeres med følgende rammende ord fra Bibelen: „Det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det.“ (Prædikeren 8:9) Med god grund sagde profeten Jeremias: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ — Jeremias 10:23.

11. Hvorfor lod Jehova menneskene styre sig selv skønt det medførte lidelse?

¹¹ Jehova vidste fra begyndelsen at menneskenes ønske om uafhængighed, om selv at styre, ville medføre megen lidelse. Var det uretfærdigt af ham at lade det uundgåelige ske? Nej, absolut ikke! Det kan belyses med følgende eksempel: Lad os sige at du har et barn der må gennemgå en operation for at blive helbredt for en livstruende sygdom. Du er klar over at det vil betyde smerte og lidelse for dit barn, og det piner dig. Men samtidig ved du også at operationen vil betyde at dit barn får et bedre liv bagefter. På samme måde vidste Gud — og han forudsagde det også — at hvis han tillod menneskene selv at styre, ville det medføre et vist mål af smerte og lidelse. (1 Mosebog 3:16-19) Men han vidste også at en varig lindring kun ville være mulig hvis han lod menneskene erfare de dårlige resultater som oprør fører til. På denne måde ville stridsspørgsmålet om Guds suverænitet være afgjort for bestandig, i al evighed.

Spørgsmålet om menneskenes uangribelighed

12. Hvad har Satan anklaget alle mennesker for, som det fremgår af Jobs tilfælde?

¹² Der er også en anden side af sagen. Da Satan rejste tvivl om hvorvidt Jehova med rette sidder inde med det suveræne herredømme og udøver det i retfærdighed, bagtalte han ikke alene Jehova, men også Guds tjenere. Hvordan? Ved at anfægte deres uangribelighed. Læg for eksempel mærke til hvad Satan sagde til Jehova angående den retfærdige Job: „Har du ikke sat hegn rundt om ham og hans hus og alt hvad han ejer? Hans hænders værk har du velsignet, og hans hjorde breder sig i landet. Men til en forandring: ræk engang din hånd ud og rør ved alt hvad han ejer, og se om han ikke vil forbande dig lige op i dit ansigt.“ — Job 1:10, 11.

13. Hvad antydede Satan med sin anklage mod Job, og hvordan er det i realiteten en anklage mod alle mennesker?

¹³ Satan hævdede at Jehova havde købt Jobs hengivenhed ved at velsigne og beskytte ham. Dermed antydede han at Job ikke virkelig var uangribelig, og at han kun tilbad Gud på grund af det han fik til gengæld. Satan hævdede at hvis Gud tog sin velsignelse og beskyttelse bort, ville Job forbande Gud. Satan vidste at Job udmærkede sig ved at være ’en uangribelig og retskaffen mand som frygtede Gud og veg fra det onde’.a Så hvis Satan kunne få Job til at give slip på sin uangribelighed, hvordan ville det da forholde sig med resten af menneskeheden? Han påstod i virkeligheden at ingen der ønskede at tjene Gud, ville forblive loyal. Ja, Satan udvidede anklagen til at omfatte alle mennesker da han sagde: „Et menneske [altså ikke blot Job] giver alt hvad han har, for sin sjæl.“ — Job 1:8; 2:4.

14. Hvad har historien vist med hensyn til Satans anklage?

¹⁴ Historien har vist at mange i lighed med Job — og stik imod Satans påstand — er forblevet loyale mod Jehova under prøve. De har glædet Jehovas hjerte ved at forblive trofaste og dermed givet ham et svar som han kan bruge over for Satans pralende påstand om at ingen vil tjene Jehova når de bliver udsat for trængsler. (Hebræerne 11:4-38) Ja, de der er retsindige, har ikke forkastet Gud. Selv under de vanskeligste forhold og i de mest fortvivlende situationer har de stolet på at Jehova ville give dem styrke til at holde ud. — 2 Korinther 4:7-10.

15. Hvilket spørgsmål kunne man stille angående Jehovas domme både i fortiden og i fremtiden?

¹⁵ Men Jehovas retfærdighed indbefatter mere end spørgsmålene om Jehovas suverænitet og menneskenes uangribelighed. I Bibelen har vi beretninger om Jehovas domme over både enkeltpersoner og hele nationer og desuden profetier om domme han vil eksekvere i fremtiden. Hvorfor kan vi have tillid til at Jehova har været og stadig vil være retfærdig i sine domme?

Guds uforlignelige retfærdighed

16, 17. Hvilke eksempler viser at mennesker ikke har den samme klare opfattelse af retfærdighed som Jehova?

¹⁶ Om Jehova kan det med god grund siges at „alle hans veje er rette“. (5 Mosebog 32:4) Det kan ingen af os sige om vore veje, for vores opfattelse af hvad der er ret, er begrænset. Vi har ikke det samme klare syn som Jehova. Det kan vi blandt andet se i Abrahams tilfælde da han gik i forbøn for Sodoma til trods for byens ondskab og ugudelighed. Abraham spurgte Jehova: „Vil du virkelig rive de retfærdige bort sammen med de ugudelige?“ (1 Mosebog 18:23-33) Svaret er naturligvis nej. Det var først da den retfærdige Lot og hans døtre var kommet i sikkerhed i Zoar at Jehova „lod svovl og ild regne“ ned over Sodoma. (1 Mosebog 19:22-24) Et andet eksempel på menneskets begrænsede udsyn er Jonas. Om ham siges der at han blev „optændt af vrede“ da Gud viste Nineves indbyggere barmhjertighed. Eftersom Jonas allerede havde forkyndt byens ødelæggelse, havde han gerne set at den blev ødelagt — trods indbyggernes anger og omvendelse. — Jonas 3:10–4:1.

¹⁷ Jehova forsikrede Abraham om at eksekveringen af hans retfærdige dom ikke blot består i at udslette de onde, men også i at frelse de retfærdige. Jonas måtte på sin side lære at Jehova er barmhjertig. Hvis de onde og ugudelige omvender sig, er Jehova „rede til at tilgive“. (Salme 86:5) Til forskel fra mennesker der kan føle sig usikre med hensyn til deres bedømmelse af en sag, afsiger Jehova ikke en ugunstig dom blot for at demonstrere sin magt, og han undlader heller ikke at vise barmhjertighed af frygt for at blive betragtet som svag. Han viser barmhjertighed når som helst der er grundlag for det. — Esajas 55:7; Ezekiel 18:23.

18. Vis ud fra Bibelen at Jehova ikke lader sig lede af følelser.

¹⁸ Jehova lader sig dog ikke forblinde af følelser. Da hans folk var sunket dybt i afgudsdyrkelse, erklærede han med fasthed: „Jeg vil dømme dig efter din adfærd og bringe alle dine vederstyggeligheder over dig. Og mit øje vil ikke ynkes over dig, og jeg vil ikke have medlidenhed, for jeg vil bringe din adfærd over dig.“ (Ezekiel 7:3, 4) Så når mennesker er forhærdede og ikke vender om, vil Jehova dømme dem derefter. Men hans dom hviler på sikre beviser. Da „klageskriget“ over Sodoma og Gomorra nåede hans ører, sagde han: „Jeg vil nu gå ned og se om de handler helt sådan som skriget der er kommet til mig over den fortæller.“ (1 Mosebog 18:20, 21) Vi kan være taknemmelige for at Jehova ikke — som så mange mennesker — fælder en forhastet dom før han har hørt alle kendsgerninger i sagen! Jehova er, sådan som Bibelen skildrer ham, virkelig „en trofast Gud, hos hvem der ikke er uret“. — 5 Mosebog 32:4.

Hav tillid til Jehovas retfærdighed

19. Hvad kan vi gøre hvis der er noget som undrer os i forbindelse med Jehovas domme og hans retfærdighed?

¹⁹ Bibelen besvarer ikke ethvert spørgsmål angående Jehovas handlinger i fortiden, og den oplyser heller ikke alle detaljer om hvordan Jehova vil dømme enkeltpersoner og grupper i fremtiden. Når vi undrer os over beretninger eller profetier i Bibelen hvor sådanne oplysninger mangler, kan vi vise samme loyalitet som profeten Mika, der skrev: „Jeg vil vente på min frelses Gud.“ — Mika 7:7.

20, 21. Hvorfor kan vi have tillid til at Jehova altid gør det der er ret?

²⁰ Vi kan have tillid til at Jehova i enhver situation vil gøre det der er ret. Selv når visse uretfærdigheder tilsyneladende overses af mennesker, lyder Jehovas løfte: „Hævnen er min; jeg vil gengælde.“ (Romerne 12:19) Hvis vi forholder os afventende, vil vi med samme faste overbevisning som apostelen Paulus kunne sige: „Er der uretfærdighed hos Gud? Måtte det aldrig blive sådan!“ — Romerne 9:14.

²¹ I øjeblikket oplever vi „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1) Uretfærdighed og undertrykkelse har været årsag til mange grusomheder. (Prædikeren 4:1) Men Jehova har ikke forandret sig. Han hader stadig uretfærdighed, og det berører ham dybt når nogen bliver udsat for uretfærdighed. Hvis vi forbliver loyale mod Jehova og anerkender hans suveræne herredømme, vil han give os kraft til at holde ud indtil det øjeblik kommer da han under sit riges styre vil råde bod på al uretfærdighed. — 1 Peter 5:6, 7.

1, 2. Hvorfor nærer nogle mennesker ikke særlig høje tanker om det retssystem de kender til, og hvilken følelse kan vi komme til at nære for Guds love?

„RETSSYSTEMET er et hul i jorden . . . som sluger alt.“ Disse ord kunne man læse i en bog der udkom allerede i 1712. Forfatteren fordømte et retssystem hvorunder det kunne tage flere år at få en sag afgjort og sagsøgeren ofte blev bragt til fallittens rand. I mange lande er lovgivningen og retssystemet så komplicerede og så fyldt med uretfærdigheder, fordom og inkonsekvente afgørelser og bestemmelser at der hersker en udbredt foragt for loven.

² I modsætning hertil skrev salmisten for omkring 2700 år siden: „Hvor jeg elsker din lov!“ (Salme 119:97) Hvorfor brugte salmisten et så stærkt udtryk? Fordi der var tale om en lov der ikke stammede fra en jordisk regeringsmagt, men fra Jehova Gud. Efterhånden som vi studerer Jehovas love og lærer dem at kende, kan vi komme til at nære den samme dybe kærlighed til dem som salmisten gjorde. Studiet vil give os indblik i hvordan den største Lovgiver i universet tænker.

Den højeste Lovgiver

3, 4. På hvilke forskellige områder har Jehova vist at han er lovgiver?

³ „Én er lovgiver og dommer,“ siger Bibelen. (Jakob 4:12) Ja, Jehova er den eneste sande lovgiver. Selv himmellegemernes bevægelser styres af love, „lovene for himlen“, som han har fastsat. (Job 38:33, den danske autoriserede oversættelse) Jehovas myriader af hellige engle er på samme måde underlagt hans love. De er organiseret i en bestemt orden efter rang, står under Jehovas befaling og gør tjeneste for ham. — Salme 104:4; Hebræerne 1:7, 14.

⁴ Jehova har også givet menneskene love. Vi har alle en samvittighed der genspejler Jehovas retfærdighedssans. Den er en slags indre lov som hjælper os til at skelne mellem ret og uret. (Romerne 2:14) Vore første forældre blev udrustet med en fuldkommen samvittighed og behøvede derfor blot nogle få love. (1 Mosebog 2:15-17) Men ufuldkomne mennesker må have flere love at rette sig efter for at kunne gøre Guds vilje. Patriarker som Noa, Abraham og Jakob fik love fra Jehova Gud og gav dem videre til deres familie. (1 Mosebog 6:22; 9:3-6; 18:19; 26:4, 5) Men Jehova blev på en helt speciel måde lovgiver da han gennem Moses gav Israels nation et helt lovkompleks. Denne lovsamling giver os en enestående indsigt i Jehovas sans for retfærdighed.

Et overblik over Moseloven

5. Udgjorde Moseloven et uhåndterligt og indviklet lovkompleks? Begrund svaret.

⁵ Mange er af den opfattelse at Moseloven er et uhåndterligt og indviklet lovkompleks. Men det er den langtfra. Den består af mere end 600 love, og selv om det måske lyder af mange, kan det til sammenligning nævnes at ved slutningen af det 20. århundrede fyldte den lovsamling der indtil da var kommet fra USA’s forbundsregering, mere end 150.000 sider i lovbøgerne. Og hvert andet år føjes der omkring 600 flere love til! Så i sammenligning med dette bjerg af menneskers love tager Moseloven sig ganske ubetydelig ud. Til trods herfor indeholdt Guds lov bestemmelser for israelitterne på områder som vor tids love end ikke begynder at røre ved. Lad os tage et overblik over den.

6, 7. (a) Hvad adskilte Moseloven fra andre lovsamlinger, og hvad var det største bud i Loven? (b) Hvordan kunne israelitterne vise at de anerkendte Jehovas suverænitet?

⁶ Loven ophøjede Jehovas suverænitet. Herved adskilte Moseloven sig fra alle andre lovsamlinger. Den mest betydningsfulde af dens love var: „Hør, Israel: Jehova vor Gud er én Jehova. Og du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele din virkekraft.“ Hvordan skulle israelitterne vise at de elskede Jehova? Det skulle de ved at tjene ham og underordne sig hans suveræne herredømme. — 5 Mosebog 6:4, 5; 11:13.

⁷ Israelitterne kunne vise at de anerkendte Jehova som den suveræne hersker ved at underordne sig de myndighedspersoner der stod over dem. Forældre, høvdinger, dommere, præster og endelig kongen repræsenterede alle Guds myndighed. Jehova betragtede ethvert oprør mod dem som oprør mod ham. På den anden side ville de som havde myndighed, pådrage sig Jehovas vrede hvis de behandlede hans folk uretfærdigt eller med ringeagt. (2 Mosebog 20:12; 22:28; 5 Mosebog 1:16, 17; 17:8-20; 19:16, 17) Begge parter havde således pligt til at anerkende Jehovas suverænitet.

8. Hvordan understregede Moseloven Jehovas norm for hellighed?

⁸ Loven understregede Jehovas norm for hellighed. De hebraiske ord for „hellig“, „at hellige“, „hellighed“ og „helligdom“ forekommer omkring 280 gange i Moseloven. Den hjalp Guds folk til at skelne mellem det der var rent, og det der var urent, og anførte omkring 70 forskellige ting og forhold som kunne gøre en israelit ceremonielt uren. Disse love gjaldt den personlige hygiejne, de fødevarer man måtte spise, og endda fjernelse af affald. De var til umådelig gavn for sundheden.a Men de tjente også et højere formål — at bevare Jehovas gunst og velsignelse og holde folket adskilt fra de omboende folkeslags fordærvede hedenske skikke. Her er nogle eksempler:

9, 10. Hvilke forskrifter indeholdt Moseloven for samleje og barnefødsel, og hvordan havde israelitterne gavn af disse love?

⁹ Ifølge andre forskrifter i Moseloven medførte samleje og barnefødsel — også inden for ægteskabet — en periode med urenhed. (3 Mosebog 12:2-4; 15:16-18) Det var ikke nogen nedvurdering af disse rene gaver fra Gud. (1 Mosebog 1:28; 2:18-25) Det var love som tjente til at understrege Jehovas hellighed og skulle forhindre at hans tilbedere blev urene. De folkeslag som boede rundt om Israel, blandede sex og frugtbarhedsritualer ind i deres afgudsdyrkelse. Til den kana’anæiske afgudsdyrkelse hørte både mandlig og kvindelig prostitution. Resultatet var et udbredt fordærv af den værste slags. I modsætning hertil holdt Moseloven tilbedelsen af Jehova helt adskilt fra seksuelle handlinger.b Men der var også andre fordele.

¹⁰ Disse love havde til formål at lære israelitterne en vigtig sandhed.c For hvordan videregives Adams synd fra generation til generation? Sker det ikke ved den kønslige forbindelse mellem mand og kvinde, og ved at de får børn? (Romerne 5:12) Det vil sige at Guds lov mindede det israelitiske folk om syndens stadige tilstedeværelse. Vi er alle født syndere. (Salme 51:5) Vi har behov for tilgivelse og for en løskøbelse for at kunne nærme os vor hellige Gud.

11, 12. (a) Hvilket vigtigt retsprincip byggede Moseloven på? (b) Hvilke bestemmelser i Loven skulle forhindre at retten blev fordrejet?

¹¹ Loven understregede Jehovas fuldkomne retfærdighed. Moseloven byggede på princippet om „lige for lige“ ved strafudmålingen. Det hed for eksempel: „Sjæl for sjæl, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod.“ (5 Mosebog 19:21) Det ville i en retssag betyde at straffen skulle stå i forhold til forbrydelsen. Dette aspekt ved den guddommelige retfærdighed gjorde sig gældende i hele Moseloven og er indtil den dag i dag af betydning for forståelsen af Kristi Jesu genløsningsoffer, sådan som kapitel 14 i denne bog vil vise. — 1 Timoteus 2:5, 6.

¹² Moseloven indeholdt også forholdsregler som skulle forhindre at retten blev fordrejet. For eksempel skulle der mindst to vidner til for at fastholde en anklage. Straffen for mened, en falsk anklage, var hård. (5 Mosebog 19:15, 18, 19) Bestikkelse og korruption var strengt forbudt. (2 Mosebog 23:8; 5 Mosebog 27:25) Også i forretningsanliggender måtte Guds folk overholde Jehovas ophøjede retfærdsnorm. (3 Mosebog 19:35, 36; 5 Mosebog 23:19, 20) Hele denne retfærdige og ophøjede lov var en stor velsignelse for Israel.

Love der fremhævede barmhjertighed og en retfærdig behandling

13, 14. Hvordan sikrede Moseloven en retfærdig behandling af en tyv og den han havde bestjålet?

¹³ Var Moseloven en samling usmidige og ubarmhjertige love? Langtfra! Kong David blev inspireret til at skrive: „Jehovas lov er fuldkommen.“ (Salme 19:7) Han vidste at Moseloven sikrede en barmhjertig og retfærdig behandling. Hvordan gjorde den det?

¹⁴ I nogle lande i dag virker det som om retssystemet tager større hensyn til lovovertræderne end til ofrene for forbrydelsen. Indbrudstyve må måske tilbringe en tid i fængsel, men de bestjålne må stadig undvære de stjålne ting samtidig med at de betaler skatter og afgifter som er med til at give de indsatte mad og husly. I fortidens Israel var der ikke fængsler som vi kender dem i dag. Der var bestemte regler for hvor hård en straf måtte være. (5 Mosebog 25:1-3) En tyv skulle erstatte det han havde stjålet, og desuden betale et tillæg. Hvor meget var det? Det kunne variere. Dommerne kunne øjensynlig tage hensyn til flere faktorer, for eksempel synderens anger. Det kan være forklaringen på at den erstatning der anføres i Tredje Mosebog 6:1-7, er langt mindre end den der anføres i Anden Mosebog 22:7.

15. Hvordan sikrede Moseloven at der blev vist både barmhjertighed og retfærdighed hvis nogen ved et ulykkestilfælde var blevet årsag til en andens død?

¹⁵ Moseloven anerkendte barmhjertigt at ikke alle overtrædelser begås med vilje. Når en mand for eksempel ved et ulykkestilfælde blev årsag til en andens død, skulle der ikke betales sjæl for sjæl hvis han, som Loven foreskrev, flygtede til en af tilflugtsbyerne i Israel. Efter at kompetente dommere havde undersøgt sagen, skulle han blive i tilflugtsbyen indtil ypperstepræstens død. Derefter kunne han selv bestemme hvor han ville bo. På den måde kom Guds barmhjertighed ham til gode, og samtidig understregede denne lov respekten for og værdien af menneskeliv. — 4 Mosebog 15:30, 31; 35:12-25.

16. Nævn eksempler på hvordan Moseloven beskyttede den private ejendomsret.

¹⁶ Moseloven beskyttede også den private ejendomsret. Den beskyttede for eksempel dem der havde pådraget sig gæld. Det var ifølge Loven forbudt at gå ind i en skyldners hus for at tage løsøre i pant for et lån. Kreditoren måtte blive stående udenfor og lade skyldneren selv bringe pantet ud til ham. Dette beskyttede boligens ukrænkelighed. Hvis en kreditor tog en skyldners yderklædning som pant, skulle han levere den tilbage om aftenen fordi skyldneren sikkert skulle bruge den til at svøbe sig i om natten. — 5 Mosebog 24:10-14.

17, 18. Hvordan adskilte israelitternes lovgivning for krigsførelse og militærtjeneste sig fra andre landes, og hvad var grunden?

¹⁷ Selv for krigsførelsen var der særlige bestemmelser i Moseloven. Guds folk måtte ikke føre krig for at tilfredsstille et begær efter magt eller efter at gøre erobringer. Israelitterne skulle føre ’Jehovas krige’ og handle på hans vegne. (4 Mosebog 21:14) I mange tilfælde skulle de først give den by de ville angribe, tilbud om at overgive sig. Hvis den afslog tilbudet, kunne de belejre den — men efter de regler Gud havde fastsat. Til forskel fra andre soldater måtte soldaterne i Israels hær ikke voldtage kvinder eller dræbe hensynsløst. De skulle endda tage hensyn til miljøet ved ikke at fælde fjendens frugttræer.d Andre hære var ikke underlagt sådanne bestemmelser. — 5 Mosebog 20:10-15, 19, 20; 21:10-13.

¹⁸ Hvad føler du når du hører at børn i nogle lande bliver oplært til at være soldater? I fortidens Israel blev ingen under 20 år indkaldt til militærtjeneste. (4 Mosebog 1:2, 3) Selv en voksen mand blev fritaget hvis han var usædvanligt frygtsom. En nygift mand var fritaget i et helt år for at han kunne få en arving før han trådte ind i en så risikofyldt tjeneste. På denne måde ville den unge ægtemand kunne „glæde“ sin hustru, forklarede Loven. — 5 Mosebog 20:5, 6, 8; 24:5.

19. Hvordan beskyttede Loven kvinder, børn, familieordningen, enker og forældreløse?

¹⁹ Loven beskyttede også kvinder, børn og hele familier med forordninger der gjaldt familielivet. Forældre skulle ofre deres børn stor opmærksomhed og give dem en god opdragelse, også på det religiøse område. (5 Mosebog 6:6, 7) Den forbød alle former for incest, som der var dødsstraf for. (3 Mosebog, kapitel 18) Den forbød ligeledes ægteskabsbrud, som er ødelæggende for en families tryghed og værdighed, og som ofte ender med skilsmisse. Loven tog også hensyn til enker og forældreløse og forbød i de stærkeste vendinger at man behandlede dem dårligt. — 2 Mosebog 20:14; 22:22-24.

20, 21. (a) Hvorfor tillod Moseloven polygami blandt israelitterne? (b) Hvordan adskilte Moseloven sig med hensyn til skilsmisse fra den norm som Jesus senere genindførte?

²⁰ I den forbindelse vil nogle måske spørge: ’Hvorfor tillod Moseloven polygami?’ (5 Mosebog 21:15-17) De love der gjaldt herfor, må forstås på baggrund af den tid hvori de blev givet. Bedømmer man Moseloven ud fra et nutidigt synspunkt og på baggrund af vor tids kultur, kan man let misforstå den. (Ordsprogene 18:13) Ifølge Jehovas oprindelige norm, som han fastsatte for den første mand og kvinde i Edens have, skulle ægteskabet være et varigt forhold mellem én mand og én hustru. (1 Mosebog 2:18, 20-24) Da Jehova gav sin lov til Israel, havde polygami imidlertid været en udbredt og veletableret samfundsordning i århundreder. Jehova vidste at hans ’stivnakkede folk’ hyppigt ville komme til kort over for selv de simpleste og mest grundlæggende bud, som for eksempel forbudet mod at have andre guder. (2 Mosebog 32:9) I sin visdom valgte han derfor ikke på dette tidspunkt at reformere hele den ordning der gjaldt for ægteskabet. Man bør dog huske på at det ikke var Jehova som indstiftede den polygame ægteskabsform. Men han brugte Moseloven til at give regler for den, blandt andet for at forhindre at den blev misbrugt.

²¹ Ligeledes tillod Moseloven at en mand lod sig skille fra sin hustru af flere forskellige — men dog ikke ubetydelige — grunde. (5 Mosebog 24:1-4) Jesus kaldte dette for en indrømmelse som Gud havde gjort det jødiske folk „af hensyn til [dets] hårdhjertethed“. Men denne indrømmelse var kun midlertidig. Jesus genindførte Jehovas oprindelige norm for ægteskabet som den der skulle gælde for de kristne. — Mattæus 19:8.

Loven lagde vægt på kærlighed

22. Hvoraf ses det at Moseloven tilskyndede israelitterne til at vise kærlighed, og hvem skulle de tage dette hensyn til?

²² Kan du forestille dig et retssystem i vor tid som tilskynder folk til at vise kærlighed? Moseloven lagde mere vægt på kærlighed end på nogen anden egenskab. I Femte Mosebog alene forekommer det hebraiske ord for „at elske“ således over 20 gange. Det næststørste bud i Loven var: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (3 Mosebog 19:18; Mattæus 22:37-40) Denne kærlighed skulle Guds folk ikke alene vise hinanden, men også den fastboende udlænding. Begrundelsen var at israelitterne selv engang havde været udlændinge i et fremmed land. De skulle vise de fattige og nødstedte kærlighed, hjælpe dem materielt og ikke drage fordel af deres situation. De skulle oven i købet behandle deres lastdyr godt og tage hensyn til dem. — 2 Mosebog 23:6; 3 Mosebog 19:14, 33, 34; 5 Mosebog 22:4, 10; 24:17, 18.

23. Hvad følte den der skrev Salme 119, sig tilskyndet til, og hvad kan vi beslutte at gøre?

²³ Hvilket andet folk har fået en sådan lovsamling? Vi forstår hvorfor salmisten skrev: „Hvor jeg elsker din lov!“ Hans kærlighed til Guds lov var dog ikke noget han blot følte. Den tilskyndede ham til handling, for han bestræbte sig for at adlyde Loven og leve efter den. Han fortsatte: „Dagen lang har jeg den i tanke.“ (Salme 119:11, 97) Ja, han brugte regelmæssigt tid på at læse og studere Jehovas lov. Der er ingen tvivl om at hans kærlighed til den voksede under studiet. Samtidig voksede hans kærlighed til Lovgiveren, Jehova Gud. Måtte vores kærlighed til Jehova også vokse mens vi fortsætter med at studere hans lov, og måtte vi således komme stadig nærmere til den store Lovgiver, retfærdighedens Gud, Jehova!

1, 2. Hvordan beskriver Bibelen den situation menneskene befinder sig i, og hvad er den eneste udvej?

„HELE skabningen sukker sammen og er i veer sammen.“ (Romerne 8:22) Med disse ord beskriver apostelen Paulus den ulykkelige situation vi befinder os i. Set med menneskers øjne lader det ikke til at det er muligt at blive befriet for lidelse, synd og død. Men til forskel fra hvad mennesker formår, er Jehovas magt ubegrænset. (4 Mosebog 23:19) Retfærdighedens Gud har sørget for at vi kan blive udfriet af vores ulykkelige situation. Han har sørget for en genløsning, en udfrielse ved hjælp af en løsesum.

² Denne genløsning er Jehovas største gave til menneskene. Den gør det muligt for os at blive udfriet fra synd og død. (Efeserne 1:7) Den danner grundlaget for håbet om evigt liv, enten i himmelen eller på en paradisisk jord. (Lukas 23:43; Johannes 3:16; 1 Peter 1:4) Men hvad er genløsningen, og hvad lærer den os om Jehovas uforlignelige retfærdighed?

Hvordan behovet for en løsesum opstod

3. (a) Hvorfor blev det nødvendigt med en løsesum? (b) Hvorfor kunne Gud ikke blot ændre dødsdommen over Adams efterkommere?

³ Det blev nødvendigt med en løsesum på grund af Adams synd. Ved sin overtrædelse af Guds bud gav Adam sine efterkommere sygdom, sorg, smerte og død i arv. (1 Mosebog 2:17; Romerne 8:20) Gud kunne ikke blot lade sig lede af følelser og omstøde dødsdommen. Derved ville han tilsidesætte sin egen lov: „Den løn synden betaler er døden.“ (Romerne 6:23) Og hvis Jehova satte sin egen norm for retfærdighed ud af kraft, ville følgen blive kaos og lovløshed overalt.

4, 5. (a) Hvordan bagtalte Satan Gud, og hvorfor følte Jehova sig forpligtet til at besvare anklagerne? (b) Hvad anklagede Satan Jehovas loyale tjenere for?

⁴ Som vi så i kapitel 12, rejste oprøret i Eden flere vigtige spørgsmål. Satan satte en plet på Guds gode navn og rygte. I virkeligheden anklagede han Jehova for at være en løgner og en tyran som berøvede sine skabninger friheden. (1 Mosebog 3:1-5) Ved tilsyneladende at forpurre Guds hensigt, som var at jorden skulle fyldes med en retfærdig menneskeslægt, anklagede Satan desuden Gud for ikke at kunne gennemføre sin hensigt. (1 Mosebog 1:28; Esajas 55:10, 11) Hvis Jehova havde ladet disse beskyldninger stå uanfægtede, kunne mange af hans fornuftbegavede skabninger have mistet tilliden til hans herredømme.

⁵ Satan bagtalte også Jehovas loyale tjenere ved at påstå at de kun tjente ham af selviske grunde, og at ingen ville forblive tro mod Gud hvis de blev udsat for pres. (Job 1:9-11) Disse spørgsmål var af langt større betydning end det at menneskene befandt sig i en vanskelig situation. Jehova følte sig med rette forpligtet til at tage til genmæle mod Satans bagtaleriske anklager. Men hvordan kunne Gud besvare disse spørgsmål og samtidig frelse menneskeslægten?

En løsesum — „noget tilsvarende“

6. Hvilke udtryk bruges i Bibelen om den måde hvorpå Gud ville frelse menneskene?

⁶ Jehovas løsning var både uendelig barmhjertig og helt igennem retfærdig — en løsning som intet menneske nogen sinde kunne have udtænkt. Alligevel var den uhyre enkel. Den betegnes i Bibelen med forskellige udtryk: en løskøbelse, en soning og en forligelse. (Salme 49:8; Daniel 9:24; Kolossenserne 1:20) Det udtryk der måske giver den bedste beskrivelse, er det som Jesus selv brugte da han sagde: „Menneskesønnen [er ikke] kommet for at lade sig betjene men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum [græsk: lyʹtron] i bytte for mange.“ — Mattæus 20:28.

7, 8. (a) Hvad er betydningen af det græske ord for „løsesum“? (b) Hvilken betydning ligger der i det hebraiske ord?

⁷ Hvad er en løsesum? Det græske ord der bruges her, kommer af et udsagnsord der betyder „at løse“. Det blev brugt om den pris hvormed krigsfanger blev købt fri. Grundbetydningen af ordet „løsesum“ kan derfor defineres som „en pris der betales for at købe noget tilbage“. Det hebraiske ord for „løsesum“ (koʹfær) kommer af et udsagnsord der betyder „at dække“. Gud sagde for eksempel til Noa at han skulle „stryge“ (eller: „dække“, en form af dette udsagnsord) arken med tjære. (1 Mosebog 6:14) At „løskøbe“ eller „genløse“ betyder altså i virkeligheden at dække, eller skaffe dækning for, synder. — Salme 79:9.

⁸ I den forbindelse gør Theological Dictionary of the New Testament opmærksom på at ordet koʹfær „altid betyder ’noget tilsvarende’“. Låget som dækkede pagtens ark, havde således en form som svarede til selve arken. (Ordet for „låg“ på hebraisk er beslægtet med ordet koʹfær.) En pris der betales som en løsesum, eller dækning for en synd, må ligeledes svare nøjagtigt til den skade der er forvoldt ved synden. I Guds lov til Israel hed det: „Sjæl for sjæl, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod.“ — 5 Mosebog 19:21.

9. Hvorfor bragte troende mænd dyreofre, og hvordan betragtede Jehova disse ofre?

⁹ Troende mænd i fortiden fra Abel og fremefter bragte dyreofre til Gud. De viste hermed at de var klar over at de var syndige og havde brug for at blive løskøbt fra synden, og samtidig viste de at de troede på en udfrielse ved det „afkom“ Gud havde lovet. (1 Mosebog 3:15; 4:1-4; 3 Mosebog 17:11; Hebræerne 11:4) Jehova så med velvilje på disse ofre, og de der bragte ofrene, opnåede et godt forhold til ham. Men dyreofrene havde i bedste fald kun en symbolsk værdi. De kunne ikke virkeligt dække et menneskes synder, for dyrene står under og er underlagt menneskene. (Salme 8:4-8) Derfor siges der i Bibelen: „Det er ikke muligt at blod af tyre og bukke kan tage synder bort.“ (Hebræerne 10:1-4) Disse ofre var kun forbilleder, symboler, på det egentlige genløsningsoffer der skulle komme.

„En tilsvarende løsesum“

10. (a) Hvem skulle løsesummen svare til, og hvad var grunden? (b) Hvorfor var kun ét offer nødvendigt?

¹⁰ „Alle dør i Adam,“ sagde apostelen Paulus. (1 Korinther 15:22) Det vil sige at skulle menneskeslægten genløses, måtte en der svarede nøjagtigt til Adam, dø — altså et fuldkomment menneske. (Romerne 5:14) Ingen anden skabning kunne bringe retfærdighedens vægtskåle i ligevægt. Kun et fuldkomment menneske, en som ikke var underlagt den adamitiske død, kunne være „en tilsvarende løsesum“ — en som svarede fuldstændigt til Adam. (1 Timoteus 2:6) Det ville ikke være nødvendigt at millioner af mennesker måtte ofres for at svare til alle Adams efterkommere. Som apostelen Paulus forklarede: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske [Adam], og døden gennem synden.“ (Romerne 5:12) Og „eftersom døden er kommet ved et menneske“, har Gud også sørget for at genløsningen sker „ved et menneske“. (1 Korinther 15:21) På hvilken måde har han gjort det?

11. (a) Hvordan ville genløseren komme til at ’smage døden for ethvert menneske’? (b) Hvorfor kunne Adam og Eva ikke få gavn af genløsningen? (Se fodnoten.)

¹¹ Jehova sørgede for at et fuldkomment menneske frivilligt gav afkald på sit liv. Ifølge Romerbrevet 6:23 er „den løn synden betaler“, døden. Ved at ofre sit liv kom genløseren til at ’smage døden for ethvert menneske’. Med andre ord betalte han lønnen for Adams synd. (Hebræerne 2:9; 2 Korinther 5:21; 1 Peter 2:24) Det ville få dybtgående juridiske konsekvenser. Dødsdommen over Adams lydige efterkommere ville blive annulleret og syndens destruktive magt fjernet helt ved roden.a — Romerne 5:16.

12. Giv et eksempel på hvordan betalingen af en gæld kan gavne mange mennesker.

¹² Det kan illustreres med følgende eksempel: Lad os sige at du bor i en by hvor de fleste indbyggere er beskæftiget på en stor fabrik. Du og dine naboer bliver godt betalt for jeres arbejde, og I lever et behageligt liv uden bekymringer. Men så må fabrikken lukke. Direktøren har svindlet, og foretagendet er gået konkurs. Du og dine naboer står uden arbejde, og I kan ikke betale jeres regninger. Ægtefæller, børn og kreditorer må undgælde for den ene mands bedrageri. Findes der en udvej? Ja! En rig velgører beslutter at komme til undsætning. Han er klar over fabrikkens værdi. Han har også medfølelse med de mange ansatte og deres familier. Han går ind på at betale virksomhedens gæld og genåbne fabrikken. Betalingen og annulleringen af denne gæld er en stor befrielse for de mange ansatte, deres familier og kreditorerne. På samme måde er betalingen og annulleringen af Adams gæld til gavn for utallige millioner.

Hvem tilvejebringer løsesummen?

13, 14. (a) Hvordan tilvejebragte Jehova løsesummen for menneskeslægten? (b) Hvem betales løsesummen til, og hvorfor er denne betaling nødvendig?

¹³ Kun Jehova kunne tilvejebringe det „lam som tager verdens synd bort“. (Johannes 1:29) Men han sendte ikke en hvilken som helst engel for at frelse menneskene. Han sendte den der én gang for alle kunne give det afgørende svar på Satans anklage mod Jehovas tjenere. Han bragte det enestående offer at sende sin enestefødte søn, „den han holdt af dag efter dag“. (Ordsprogene 8:30) Og Guds søn „tømte sig selv“ og gav villigt afkald på sin himmelske natur. (Filipperne 2:7) Mirakuløst overførte Jehova sin førstefødte himmelske søns liv og personlighedsmønster til den jødiske jomfru Marias moderliv. (Lukas 1:27, 35) Hans navn som menneske på jorden var Jesus. Men i juridisk forstand kunne han kaldes den anden Adam, for han svarede fuldkomment til Adam. (1 Korinther 15:45, 47) Jesus kunne således bringe sig selv som et offer og en løsesum for den syndige menneskehed.

¹⁴ Hvem skulle løsesummen betales til? I Salme 49:7 siges det direkte at løsesummen gives til Gud. Men er det da ikke ham der fra begyndelsen har bragt genløsningen i stand? Jo, men det gør ikke betalingen af løsesummen til en mekanisk og meningsløs handling — som at tage penge fra den ene lomme og komme dem i den anden. Man må forstå at genløsningen ikke er en håndgribelig betaling, men en juridisk transaktion. Ved at tilvejebringe løsesummen — og dét med store omkostninger for sig selv — bekræftede Jehova at han holdt urokkeligt fast ved sin egen fuldkomne retfærdighed. — 1 Mosebog 22:7, 8, 11-13; Hebræerne 11:17; Jakob 1:17.

15. Hvorfor var det nødvendigt at Jesus måtte lide og dø?

¹⁵ I foråret 33 underkastede Jesus Kristus sig villigt den ildprøve der førte til at løsesummen blev betalt. Han lod sig arrestere på falske anklager og blev dømt skyldig og naglet til en henrettelsespæl. Var det virkelig nødvendigt at Jesus skulle lide så meget? Ja. Det var nødvendigt fordi spørgsmålet om Guds tjeneres uangribelighed måtte afgøres. Det er værd at lægge mærke til at Gud ikke tillod at Jesus blev dræbt som spæd af Herodes. (Mattæus 2:13-18) Som voksen kunne han modstå alle Satans angreb med fuld forståelse af de spørgsmål der skulle afgøres.b Ved at forblive „loyal, ufordærvet, ubesmittet, skilt fra syndere“ trods en grusom behandling beviste Jesus endeligt og afgørende at Jehova har tjenere der forbliver trofaste under prøve. (Hebræerne 7:26) Derfor kunne Jesus også umiddelbart før sin død — og i bevidstheden om sin sejr — råbe: „Det er tilendebragt!“ — Johannes 19:30.

Jesus fuldfører genløsningen

16, 17. (a) Hvordan fortsatte Jesus sit værk som genløser? (b) Hvorfor var det nødvendigt at Jesus trådte frem for „Guds person til bedste for os“?

¹⁶ Det stod endnu tilbage for Jesus at fuldføre sit værk som genløser. På tredjedagen efter hans død oprejste Jehova ham fra de døde. (Apostelgerninger 3:15; 10:40) Med denne skelsættende handling belønnede Jehova sin søn for hans trofaste tjeneste og gav ham mulighed for at fuldføre sin opgave som ypperstepræst og genløser. (Romerne 1:4; 1 Korinther 15:3-8) Apostelen Paulus forklarer hvad der skete: „Men da Kristus kom som ypperstepræst . . . gik han, nej, ikke med blod af bukke og tyrekalve, men med sit eget blod, én gang for alle ind på det hellige sted og skaffede os en evig udfrielse. For Kristus gik ikke ind på et helligt sted som er gjort med hænder og som er en kopi af virkeligheden, men ind i selve himmelen for nu at møde frem for Guds person til bedste for os.“ — Hebræerne 9:11, 12, 24.

¹⁷ Kristus kunne ikke tage sit bogstavelige blod med til himmelen. (1 Korinther 15:50) Men han tog dét med som blodet repræsenterede: den juridiske værdi af sit opofrede fuldkomne menneskeliv. Han trådte derefter frem for Jehova og overbragte ham formelt værdien af sit liv som en løsesum for den syndige menneskehed. Tog Jehova imod dette offer? Ja. Det fik man bevis for på pinsedagen i år 33 da den hellige ånd blev udgydt over omkring 120 disciple i Jerusalem. (Apostelgerninger 2:1-4) Skønt denne begivenhed i sig selv var betagende, var dette dog kun begyndelsen til de storslåede virkninger man senere skulle komme til at se af at løsesummen var betalt.

Hvad løsesummen udvirker

18, 19. (a) Hvilke to grupper får gavn af den forligelse der er gjort mulig ved Kristi blod? (b) Nævn nogle af de gavnlige virkninger af genløsningen som ’den store skare’ erfarer nu, og som de vil erfare i fremtiden.

¹⁸ I Kolossenserbrevet forklarer Paulus at Gud besluttede gennem Kristus at forlige „alt andet“ med sig ved at stifte fred ved blodet som Jesus udgød på marterpælen. Paulus forklarer at denne forligelse omfatter to forskellige grupper af personer, betegnet som „det i himlene“ og „det på jorden“. (Kolossenserne 1:19, 20; Efeserne 1:10) Den første gruppe består af 144.000 kristne som har håb om at komme til at tjene som præster i himmelen og herske som konger over jorden sammen med Kristus Jesus. (Åbenbaringen 5:9, 10; 7:4; 14:1-3) Gennem dem vil det som genløsningen har udvirket, lidt efter lidt blive anvendt til gavn for lydige mennesker på jorden over en periode på tusind år. — 1 Korinther 15:24-26; Åbenbaringen 20:6; 21:3, 4.

¹⁹ „Det på jorden“ er den gruppe mennesker som nærer håb om et liv i fuldkommenhed på en paradisisk jord. Åbenbaringen 7:9-17 beskriver dem som „en stor skare“ der vil overleve „den store trængsel“. Men de behøver ikke at vente til den tid med at få gavn af genløsningen. De har allerede „vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“. Da de i gerning viser at de tror på genløsningen, får de allerede nu i åndelig henseende gavn af denne kærlige foranstaltning. De er nemlig blevet erklæret retfærdige som Guds venner! (Jakob 2:23) Og som følge af Jesu offer kan de „med frimodighed i tale træde frem for den ufortjente godheds trone“. (Hebræerne 4:14-16) Når de synder, får de fuld tilgivelse. (Efeserne 1:7) Selv om de er ufuldkomne, har de en renset samvittighed. (Hebræerne 9:9; 10:22; 1 Peter 3:21) At være forligt med Gud er således ikke noget de håber på at blive, men noget de allerede er! (2 Korinther 5:19, 20) I løbet af tusindårsriget vil de lidt efter lidt blive „frigjort fra trældom under fordærv“ og vil til sidst „opnå Guds børns herlige frihed“. — Romerne 8:21.

20. Hvordan berører det os personligt at grunde over genløsningen?

²⁰ „Tak til Gud gennem Jesus Kristus“ for genløsningen! (Romerne 7:25) Denne kærlige foranstaltning er i princippet enkel, men vidner om en sådan visdom at den fylder os med ærefrygt. (Romerne 11:33) Når vi med taknemmelighed grunder over den, rører den vore hjerter og drager os endnu nærmere til retfærdighedens Gud. Vi har som salmisten grund til at lovprise Jehova fordi han „elsker retfærdighed og ret“. — Salme 33:5.

1, 2. Ved hvilken lejlighed blev Jesus fyldt af harme, og hvorfor?

JESUS var synligt vred — og dét med god grund. Det er måske svært at forestille sig ham sådan, for han havde et mildt sind. (Mattæus 21:5) Han bevarede dog fuldstændig kontrollen over sig selv, for der var tale om retfærdig harme.a Men hvad havde provokeret denne fredselskende mand til at give udtryk for sin vrede? Noget som var helt uretfærdigt.

² Templet i Jerusalem stod Jesu hjerte nær. I hele verden var det det eneste hellige sted som var indviet til hans himmelske Fader, og hvor tilbedelsen af ham foregik. Jøder fra hele verden kom rejsende langvejsfra for at tilbede dér. Selv gudfrygtige ikkejøder kom dertil og gik ind i den tempelforgård som var forbeholdt dem. Men da Jesus på et tidligt tidspunkt under sin jordiske tjeneste gik ind på tempelområdet, mødte der ham et chokerende syn: Stedet lignede mere en markedsplads end et bedehus! Det var fyldt med købmænd og møntvekslere. Men hvori bestod det uretfærdige? Jo, disse mænd havde gjort Guds tempel til et sted hvor man berigede sig på folkets bekostning — ja, røvede fra folket. Hvordan? — Johannes 2:14.

3, 4.  Hvordan berigede nogle sig på folkets bekostning i Jehovas hus, og hvordan greb Jesus ind?

³ De religiøse ledere havde indført den bestemmelse at man kun kunne bruge en ganske bestemt mønt når man skulle betale tempelskatten. Det betød at de besøgende måtte veksle deres penge for at få disse mønter. Møntvekslerne opstillede derfor deres borde på selve tempelområdet og forlangte et gebyr for hver omveksling. Handelen med dyr var også ret indbringende. De besøgende som ville bringe ofre, kunne ganske vist købe dyrene i byen, men de kunne risikere at ofrene blev afvist som uegnede af de tjenstgørende ved templet. Derimod kunne man være sikker på at de ofre der blev købt på tempelområdet, ville blive antaget. Da folket således var prisgivet de handlende, forlangte disse undertiden ganske ublu priser.b Og det var ikke bare hensynsløs forretningsvirksomhed — det var røveri!

⁴ Jesus kunne ikke tolerere denne uretfærdighed. Det var hans Faders hus! Han lavede en svøbe af reb og drev alle okserne og fårene ud af templet. Derefter styrede han målbevidst over mod pengevekslerne og væltede deres borde så alle mønterne raslede ned og spredtes på marmorfliserne. Og til dem der solgte duer, sagde han strengt: „Få disse ting væk herfra!“ (Johannes 2:15, 16) Øjensynlig turde ingen modsætte sig denne modige mand.

„Som fader, så søn“

5-7. (a) Hvilken indflydelse havde Jesu førmenneskelige tilværelse haft på hans retfærdighedssans, og hvad kan vi lære af at betragte hans eksempel? (b) Hvordan har Jesus kæmpet for at gendrive de uretfærdige anklager der blev rejst mod Jehovas navn og suverænitet?

⁵ De handlende vendte naturligvis tilbage. Cirka tre år senere greb Jesus ind over for den samme uretfærdighed og citerede denne gang Jehovas ord som fordømte dem der gjorde hans hus „til en røverhule“. (Mattæus 21:13; Jeremias 7:11) Ja, da Jesus så de handlendes griskhed og hvordan folket blev udbyttet og templet besmittet, følte han nøjagtig som sin Fader. Og var det ikke hvad man kunne forvente? I millioner af år var Jesus blevet oplært af sin himmelske Fader, og som følge heraf havde han den samme retfærdighedssans som Faderen. Han blev et levende eksempel på sandheden i ordsproget: „Som fader, så søn.“ Hvis vi vil have et klart billede af Jehovas retfærdighed, får vi det derfor bedst ved at betragte Jesus Kristus. — Johannes 14:9, 10.

⁶ Jehovas enestefødte søn var til stede da Satan uretfærdigt kaldte Jehova for en løgner og rejste tvivl om hvorvidt herredømmet retmæssigt tilhørte Gud. Hvilken bagvaskelse! Sønnen hørte også Satans senere anklage: at ingen ville tjene Jehova uselvisk og af kærlighed. Det var anklager som må have pint hans retfærdige hjerte! Hvilken glæde har det derfor ikke været for ham at få at vide at han ville få den storslåede opgave at modbevise alle disse løgne! (2 Korinther 1:20) Hvordan ville han gøre det?

⁷ Som vi fik at vide i kapitel 14, gav Jesus Kristus det endelige og afgørende svar på Satans anklage mod Jehovas tjeneres uangribelighed. Derved blev grundvolden lagt til at Jehovas suverænitet kunne blive hævdet og hans navn helliget én gang for alle. Som den ypperste forkæmper for Jehova vil Jesus genoprette den guddommelige retfærdighed i hele universet. (Apostelgerninger 5:31) Allerede i sit livsløb på jorden genspejlede han Guds retfærdighed. Jehova sagde om ham: „Jeg vil lægge min ånd på ham, og hvad der er ret vil han gøre klart for nationerne.“ (Mattæus 12:18) Hvordan opfyldte Jesus disse ord?

Jesus gør klart „hvad der er ret“

8-10. (a) Hvordan var de jødiske religiøse lederes mundtlige overleveringer med til at skabe foragt for ikkejøder og kvinder? (b) Hvordan gjorde den mundtlige lov Jehovas sabbatslov til en byrde?

⁸ Jesus elskede Jehovas lov og levede efter den. Men de religiøse ledere på Jesu tid fordrejede Loven og anvendte den forkert. Jesus sagde til dem: „Ve jer, skriftlærde og farisæere, hyklere! for I giver tiende af jeres mynte og dild og kommen, men har undladt det der er vigtigere i loven, nemlig ret og barmhjertighed og trofasthed.“ (Mattæus 23:23) Disse lovlærere tydeliggjorde altså ikke „hvad der er ret“. Tværtimod tilslørede de Guds retfærdighed. Hvordan? Lad os se nogle flere eksempler.

⁹ Jehova havde påbudt sit folk at holde sig adskilt fra de hedenske folk som boede rundt om dem. (1 Kongebog 11:1, 2) Men nogle fanatiske religiøse ledere opfordrede folket til at behandle alle ikkejøder med foragt. Misjna indeholdt oven i købet den regel at ’et dyr ikke måtte efterlades i et herberg der tilhørte en hedning, da hedninger mistænktes for at have omgang med dyr’. En sådan fordom mod alle ikkejøder var uretfærdig og helt imod Moselovens ånd. (3 Mosebog 19:34) Andre menneskeskabte regler satte kvinden ned på et lavere stade. Det hed i den mundtlige lov at en gift kvinde skulle gå bag efter sin mand, ikke ved siden af ham. En mand måtte ikke tale offentligt med en kvinde, ikke engang med sin egen kone. Ligesom trælle måtte kvinder ikke optræde som vidner i retten. Der var endog en forskrift på en bøn hvori en mand takkede Gud for at han ikke var en kvinde!

¹⁰ De religiøse ledere begravede Guds lov under et bjerg af menneskeskabte regler og bestemmelser. I sabbatsloven hed det at man ikke måtte arbejde på sabbatten fordi den var sat til side til hvile, tilbedelse af Gud og åndelig opbyggelse. Men farisæerne gjorde denne lov til en byrde idet de selv påtog sig at afgøre hvad der var „arbejde“. De anførte 39 forskellige former for virksomhed som arbejde, for eksempel det at høste og at gå på jagt. Det gav anledning til endeløse spørgsmål. Gik man på jagt hvis man slog en loppe ihjel på sabbatten? Høstede man hvis man plukkede en håndfuld aks og spiste kernerne mens man gik? Var det arbejde at helbrede en der var syg? Sådanne spørgsmål blev besvaret med stive, detaljerede regler.

11, 12. Hvordan viste Jesus at han var imod farisæernes ubibelske overleveringer?

¹¹ Hvordan kunne Jesus under sådanne forhold hjælpe folk til at forstå hvad retfærdighed var? Med sin lære og sin livsførelse tog han modigt kampen op mod de religiøse ledere. Lad os først se på hans lære. Han fordømte direkte deres talrige menneskeskabte regler idet han sagde: „I gør . . . Guds ord ugyldigt med jeres overlevering som I har givet videre.“ — Markus 7:13.

¹² Med stor kraft viste han at farisæerne tog fejl med hensyn til sabbatsloven — ja, at de havde misforstået hele hensigten med denne lov. Messias var „sabbattens Herre“, forklarede han, og han havde derfor ret til at helbrede på sabbatten. (Mattæus 12:8) For at understrege dette udførte han i manges påsyn mirakuløse helbredelser på sabbatten. (Lukas 6:7-10) Disse mirakler var en forsmag på hvordan han vil læge al sygdom på jorden i tusindårsriget. Dette tusindårige styre vil være den store sabbat hvor hele den trofaste menneskehed til sidst vil opnå hvile efter i århundreder at have trællet under syndens og dødens byrde.

13. Hvilken lov blev til som følge af Jesu jordiske tjeneste, og hvordan adskilte den sig fra Moseloven?

¹³ Jesus gjorde også klart hvad der er ret, ved hjælp af en ny lov, „Messias’ lov“, som blev til efter at han havde fuldført sin jordiske tjeneste. (Galaterne 6:2) Til forskel fra Moseloven består denne nye lov hovedsagelig af principper og ikke af en række skrevne bud. Den indeholder dog nogle direkte bud. Et af dem kaldte Jesus for „et nyt bud“. Til disciplene sagde han at de skulle elske hinanden ligesom han havde elsket dem. (Johannes 13:34, 35) Ja, en selvopofrende kærlighed skulle kendetegne alle som lever efter „Messias’ lov“.

Et eksempel til efterfølgelse

14, 15. Hvordan viste Jesus at han kendte grænserne for sine beføjelser, og hvorfor er det betryggende at vide?

¹⁴ Jesus gjorde mere end blot at tale om kærlighed. Han levede også efter „Messias’ lov“. Hele hans liv var et konkret udtryk for denne lov. Lad os betragte tre måder hvorpå Jesus med sit eksempel viste hvad der er ret.

¹⁵ For det første passede Jesus omhyggeligt på ikke at begå nogen uretfærdighed. Måske har du lagt mærke til at der sker mange uretfærdigheder når ufuldkomne mennesker bliver anmassende og overskrider deres beføjelser. Det gjorde Jesus ikke. For eksempel kom en mand ved en lejlighed hen til ham og sagde: „Lærer, sig til min broder at han skal skifte arven med mig.“ Hvad svarede Jesus? „Menneske, hvem har sat mig til dommer eller skifteforvalter over jer?“ (Lukas 12:13, 14) Var det ikke et overraskende svar? Jesu forstand, dømmekraft og selv det mål af myndighed Gud havde givet ham, overgik alle andres her på jorden, og alligevel afviste han at tage stilling i denne sag fordi han ikke havde fået den særlige bemyndigelse der skulle til for at gøre det. Jesus har altid holdt sig beskedent til sin anviste opgave, også i årtusinderne under hans førmenneskelige tilværelse. (Judas 9) Det fortæller os meget om Jesus at han ydmygt overlader til Jehova at afgøre hvad der er ret.

16, 17. (a) Hvordan kom Jesu retfærdighed til udtryk når han forkyndte den gode nyhed om Guds rige? (b) Hvordan viste Jesus at hans retfærdighed samtidig var barmhjertig?

¹⁶ For det andet viste Jesus hvad der er ret, ved den måde hvorpå han forkyndte den gode nyhed om Guds rige. Han var ikke forudindtaget eller partisk. Han bestræbte sig i alle henseender for at forkynde for alle mennesker, både rige og fattige. I modsætning hertil afviste farisæerne de fattige og jævne mennesker ved foragteligt at kalde dem ‛am ha’aʹræts, „landets folk“. Jesus rådede modigt bod på denne uretfærdighed. Når han underviste folk og fortalte dem den gode nyhed — ja, for den sags skyld også når han spiste sammen med dem, sørgede for mad til dem, helbredte dem, eller endog oprejste dem — var det Guds retfærdighed han forkyndte og understregede, den Gud som ønsker at frelse „alle slags mennesker“.c — 1 Timoteus 2:4.

¹⁷ For det tredje var Jesu retfærdighed helt igennem barmhjertig. Han gjorde sig store anstrengelser for at hjælpe syndere. (Mattæus 9:11-13) Han kom beredvilligt dem til undsætning som ikke havde mulighed for at beskytte sig selv. Han delte ikke de religiøse lederes mistillid til alle ikkejøder. Han hjalp barmhjertigt nogle af dem og underviste dem, selv om han i første række var sendt til det jødiske folk. Han udførte for eksempel et helbredelsesmirakel for en romersk officer og sagde om ham: „Hos ingen i Israel har jeg fundet så stor en tro.“ — Mattæus 8:5-13.

18, 19. (a) På hvilke måder viste Jesus kvinder ære? (b) Hvordan hjælper Jesu eksempel os til at se forbindelsen mellem mod og retfærdighed?

¹⁸ Jesus støttede heller ikke det almindelige syn på kvinder. Han havde i stedet mod til at gøre det der var retfærdigt. De samaritanske kvinder blev anset for at være lige så urene som ikkejøder. Men alligevel tøvede Jesus ikke med at forkynde for den samaritanske kvinde ved brønden i Sykar. Det var i virkeligheden over for denne kvinde at Jesus for første gang åbent gav sig til kende som den lovede Messias! (Johannes 4:6, 25, 26) Farisæerne sagde at kvinder ikke skulle undervises i Guds lov, men Jesus brugte megen tid og energi på at undervise kvinder. (Lukas 10:38-42) Og mens overleveringen sagde at man ikke kunne stole på en kvindes vidneudsagn, begunstigede Jesus flere kvinder ved at han lod dem få den forret at være de første som så ham efter hans opstandelse. De fik oven i købet af Jesus befaling til at overbringe budskabet om denne betydningsfulde begivenhed til hans mandlige disciple. — Mattæus 28:1-10.

¹⁹ Ja, Jesus gjorde klart for nationerne hvad der er ret, og i mange tilfælde gjorde han det med stor fare for sig selv. Hans eksempel hjælper os til at forstå at det kræver mod at stå op for sand retfærdighed. Meget passende blev han kaldt „Løven af Judas stamme“. (Åbenbaringen 5:5) Som tidligere nævnt er løven et symbol på modig retfærdighed. I nær fremtid vil Jesus indføre en endnu større retfærdighed. Han vil i fuldeste forstand ’indføre ret på jorden’. — Esajas 42:4.

Den messianske konge ’indfører ret på jorden’

20, 21. Hvordan har den messianske konge i vor tid virket til fremme af retfærdighed på hele jorden og i den kristne menighed?

²⁰ Siden Jesus blev indsat på tronen som den messianske konge i 1914, har han virket til fremme af retfærdighed på jorden. Hvordan? Ved at han har påtaget sig ansvaret for opfyldelsen af profetien i Mattæus 24:14. Jesu disciple på jorden har forkyndt sandheden om Jehovas rige for folk i alle lande. Ligesom Jesus har de forkyndt retfærdigt og upartisk for alle — unge og gamle, rige og fattige, mænd og kvinder — for at give alle mulighed for at lære retfærdighedens Gud, Jehova, at kende.

²¹ Jesus virker også til fremme af retfærdighed i den kristne menighed, som han er hoved for. Som forudsagt sørger han for „gaver i form af mennesker“, trofaste kristne ældste som fører an i menigheden. (Efeserne 4:8-12) Som hyrder for Guds dyrebare hjord følger disse mænd Jesu Kristi eksempel ved at fremme retfærdighedens sag. De holder sig stadig for øje at Jesus ønsker at hans får skal behandles retfærdigt — uanset deres stilling, anseelse eller materielle omstændigheder.

22. Hvordan ser Jehova på den udbredte uretfærdighed i verden i dag, og hvad har han givet sin søn bemyndigelse til?

²² I nær fremtid vil Jesus indføre retfærdighed på jorden på en måde som aldrig før er set. Der hersker stor uretfærdighed overalt i denne fordærvede verden. Hvert barn der dør af sult, er offer for en uretfærdighed der ingen undskyldning er for, især når man tænker på de penge og den tid der ødsles på at fremstille krigsvåben og tilfredsstille forlystelsessyge menneskers selviske ønsker. De millioner af mennesker der hvert år dør en for tidlig og unødvendig død, er blot én af mange uretfærdigheder som vækker Jehovas retfærdige harme. Han har givet sin søn bemyndigelse til at føre en retfærdig krig mod hele denne onde tingenes ordning for således at gøre ende på al uretfærdighed for bestandig. — Åbenbaringen 16:14, 16; 19:11-15.

23. Hvordan vil Jesus efter Harmagedon virke til fremme af retfærdighed i al evighed?

²³ Men Jehovas retfærdighed kræver mere end blot at ondskab og ugudelighed udryddes. Jehova har også givet sin søn bemyndigelse til at herske som „Fredsfyrste“. Efter Harmagedon vil Jesus indføre fred på hele jorden, og han vil herske „ved ret og ved retfærdighed“. (Esajas 9:6, 7) Det vil da være en stor glæde for Jesus at gøre ende på alle de uretfærdigheder der har været årsag til så megen lidelse og elendighed i verden. I al evighed vil han trofast værne om og fremme Jehovas fuldkomne retfærdighed. Det er derfor af største betydning at vi søger at efterligne Jehovas retfærdighed nu. Lad os se på hvordan vi kan gøre det.

1-3. (a) Hvorfor står vi i gæld til Jehova? (b) Hvad kræver Jehova til gengæld for at han har reddet os?

FORESTIL dig at du befinder dig på et synkende skib. Netop i det øjeblik du mener at alt håb er ude, kommer redningen, og du bliver bragt i sikkerhed. En vidunderlig følelse af lettelse fylder dig da du er uden for fare og din redningsmand siger: „Nu er du i sikkerhed!“ Du føler også dyb taknemmelighed mod ham der reddede dig. Ja, du føler at du står i gæld til ham, for du skylder ham livet.

² Dette kan illustrere hvad Jehova har gjort for os. Vi står i gæld til ham. Han har tilvejebragt en løsesum og gjort det muligt for os at blive reddet ud af syndens og dødens greb. Vi føler at vi er i sikkerhed, for vi véd at så længe vi tror på dette dyrebare offer, vil vore synder være tilgivet og en evig fremtid sikret os. (1 Johannes 1:7; 4:9) Som vi så i kapitel 14, er genløsningen et enestående udtryk for Jehovas kærlighed og retfærdighed. Hvordan bør vi da forholde os til det Jehova har gjort for os?

³ Det vil være på sin plads at tænke på hvad Jehova forventer af os til gengæld. Gennem profeten Mika siger han: „Han har fortalt dig, o menneske, hvad der er godt. Og hvad kræver Jehova af dig andet end at du øver ret og elsker loyal hengivenhed og vandrer beskedent med din Gud?“ (Mika 6:8) Læg mærke til at en af de ting Jehova beder os om til gengæld, er at vi ’øver ret’. Hvordan kan vi gøre det?

Hvordan man jager efter „sand retfærdighed“

4. Hvordan ved vi at Jehova forventer at vi lever efter hans retfærdige normer?

⁴ Jehova forventer at vi lever efter hans normer for ret og uret. Eftersom hans normer er retfærdige, jager vi efter retfærdighed når vi følger dem. „Lær at gøre godt; søg efter ret,“ siges der i Esajas 1:17. Vi bliver opfordret til at ’søge retfærdighed’. (Zefanias 2:3) Vi bliver også opfordret til at „iføre [os] den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed“. (Efeserne 4:24) Sand retfærdighed udelukker vold, urenhed og umoralitet, alt sammen noget der krænker det der er helligt. — Salme 11:5; Efeserne 5:3-5.

5, 6. (a) Hvorfor er det ikke en byrde at følge Jehovas normer for retfærdighed? (b) Hvordan viser Bibelen at dét at jage efter retfærdighed er en fortsat proces?

⁵ Er det en byrde for os at følge Jehovas normer for retfærdighed? Nej. Et hjerte der drages mod Jehova, føler ikke hans krav som en tung byrde. På grund af vores kærlighed til Gud og alt hvad han står for, ønsker vi at leve på en måde der behager ham. (1 Johannes 5:3) Jehova „elsker retfærdsgerninger“. (Salme 11:7) Det vil sige at hvis vi vil efterligne Guds retfærdighed, må vi lære at elske det Jehova elsker, og at hade det han hader. — Salme 97:10.

⁶ Det er ikke let for ufuldkomne mennesker at jage efter retfærdighed. Vi må afføre os den gamle personlighed med dens syndige tilbøjeligheder og iføre os den nye. Bibelen siger at den nye personlighed „fornys“ gennem nøjagtig kundskab. (Kolossenserne 3:9, 10) Den form af udsagnsordet der er oversat med „fornys“, viser at der er tale om en fortsat proces, noget der kræver stadig opmærksomhed. Uanset hvor meget vi bestræber os for at gøre det der er rigtigt, er der tider hvor vores syndige natur får os til at snuble — i tanke, ord og handling. — Romerne 7:14-20; Jakob 3:2.

7. Hvordan skal vi se på dét at vi undertiden kommer til kort i vore bestræbelser for at jage efter retfærdighed?

⁷ Hvordan skal vi se på dét at vi undertiden kommer til kort i vore bestræbelser for at jage efter retfærdighed? Vi vil naturligvis ikke bagatellisere at synd er en alvorlig sag, men samtidig må vi heller ikke give op og mene at vore fejltrin gør os uværdige til at tjene Jehova. Han har i sin barmhjertighed sørget for at de som oprigtigt angrer og omvender sig, kan opnå hans gunst igen. Apostelen Johannes udtaler følgende trøsterige ord: „Jeg skriver dette til jer for at I ikke skal begå en synd.“ Men meget realistisk tilføjer han så: „Dog, hvis nogen begår en synd [på grund af den nedarvede ufuldkommenhed], har vi en hjælper hos Faderen, Jesus Kristus.“ (1 Johannes 2:1) Ja, Jehova har tilvejebragt Jesu genløsningsoffer så vi kan tjene ham på en antagelig måde trods vores syndige natur. Får dét os ikke til at ønske at gøre vort bedste for at behage Jehova?

Den gode nyhed og Guds retfærdighed

8, 9. Hvordan er forkyndelsen af den gode nyhed et vidnesbyrd om Jehovas retfærdighed?

⁸ Vi kan øve retfærdighed — ja, efterligne Guds retfærdighed — ved at have en fuld andel i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. Hvilken forbindelse er der mellem Guds retfærdighed og den gode nyhed?

⁹ Jehova vil ikke gøre ende på den nuværende onde tingenes ordning uden først at have ladet en advarsel lyde. I sin profeti om endens tid sagde Jesus: „Det er nødvendigt at den gode nyhed først forkyndes blandt alle nationerne.“ (Markus 13:10; Mattæus 24:3) Det lille ord „først“ viser at andre begivenheder vil følge efter det verdensomspændende forkyndelsesarbejde. Til disse begivenheder hører den forudsagte store trængsel, som vil gøre ende på den onde verden og berede vejen for en ny, retfærdig verden. (Mattæus 24:14, 21, 22) Ingen kan derfor med rette anklage Jehova for at være uretfærdig over for de onde og ugudelige. Ved at lade advarselen lyde giver han dem rig lejlighed til at vende om og således undgå tilintetgørelse. — Jonas 3:1-10.

10, 11. Hvordan vidner vores forkyndelse af den gode nyhed om at vi efterligner Guds retfærdighed?

¹⁰ Hvordan er vores forkyndelse af den gode nyhed da et vidnesbyrd om at vi efterligner Guds retfærdighed? For det første er det kun ret og rimeligt at vi gør hvad vi kan for at hjælpe andre til at opnå frelse. Tænk igen på illustrationen med at blive reddet fra et synkende skib. Når du befinder dig sikkert om bord i redningsbåden, vil du sikkert gerne hjælpe dem der endnu ligger i vandet. På samme måde vil vi også gerne hjælpe dem som stadig kæmper for livet i denne onde verdens „vande“. Det er rigtigt at der er mange som afviser vores budskab, men så længe Jehova viser tålmodighed, har vi pligt til at give dem mulighed for at „nå til en sindsændring“ og således få håb om frelse. — 2 Peter 3:9.

¹¹ Ved at forkynde den gode nyhed for alle vi kommer i forbindelse med, øver vi retfærdighed på en anden måde, som også har betydning: Vi viser at vi ikke er partiske. Som vi tidligere har været inde på, er „Gud ikke . . . partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham“. (Apostelgerninger 10:34, 35) Hvis vi skal efterligne Guds retfærdighed, må vi ikke dømme folk på forhånd. Vi må forkynde den gode nyhed for alle uanset deres race, sociale status eller økonomiske omstændigheder. På denne måde giver vi alle som vil lytte til den gode nyhed, mulighed for at tage imod den. — Romerne 10:11-13.

Hvordan vi behandler andre

12, 13. (a) Hvorfor bør vi ikke være hurtige til at dømme og fordømme andre? (b) Hvad menes der med at Jesus sagde man skulle ’holde op med’ at dømme og at fordømme andre? (Se også fodnoten.)

¹² Vi kan også øve retfærdighed ved at behandle andre på samme måde som Jehova behandler os. Det er så let at sætte sig til doms over andre, at kritisere dem når de begår fejl, og drage deres motiver i tvivl. Men hvem af os ville ønske at Jehova nådeløst ransagede vore motiver og holdt regnskab med vore fejltrin? Sådan behandler Jehova os ikke. Salmisten sagde: „Hvis du vogtede på misgerninger, Jah, Jehova, hvem kunne da bestå?“ (Salme 130:3) Er vi ikke taknemmelige for at vores retfærdige og barmhjertige Gud ikke hæfter sig ved vore fejl? (Salme 103:8-10) Hvordan bør vi da behandle andre?

¹³ Hvis vi påskønner at Gud både er barmhjertig og retfærdig, vil vi ikke være hurtige til at dømme andre i sager der ikke vedkommer os, eller som ingen betydning har. I sin bjergprædiken advarede Jesus: „Hold op med at dømme, for at I ikke skal blive dømt.“ (Mattæus 7:1) Og ifølge Lukas’ beretning tilføjede han: „Hold op med at fordømme, så skal I afgjort ikke fordømmes.“a (Lukas 6:37) Jesus var klar over at ufuldkomne mennesker er tilbøjelige til at dømme og fordømme. De af hans tilhørere som havde den vane at dømme andre hårdt, skulle altså holde op med det.

14. Af hvilke grunde skulle vi ’holde op med at dømme’ andre?

¹⁴ Hvorfor skal vi ’holde op med at dømme’ andre? For det første fordi vores myndighed er begrænset. Disciplen Jakob minder os om at „én er lovgiver og dommer“ — nemlig Jehova. Derfor spørger Jakob uden omsvøb: „Men du, hvem er du, at du dømmer din næste?“ (Jakob 4:12; Romerne 14:1-4) Dertil kommer at vi på grund af vores syndige natur meget let kommer til at bedømme nogen uretfærdigt. Vores personlige indstilling og motiver — som for eksempel fordom, såret stolthed, skinsyge og selvretfærdighed — kan farve den måde vi opfatter vore medmennesker på. Vi er også på andre måder begrænsede, og det skulle få os til at vige tilbage for at finde fejl hos andre. Vi kan ikke læse hjerter, og vi kender heller ikke andres personlige omstændigheder. Hvordan kan vi da tillade os at tillægge andre forkerte motiver eller kritisere deres indsats i tjenesten for Gud? Hvor langt bedre er det ikke at efterligne Jehova og lægge mærke til vore brødres og søstres gode sider i stedet for at hæfte os ved de dårlige?

15. Hvad bør ikke finde sted blandt sande kristne, og hvorfor ikke?

¹⁵ Hvordan så med vores egen familie? Sørgeligt nok udtales nogle af de hårdeste domme på det sted som skulle være et fredens sted — i hjemmet. Det er ikke ualmindeligt at høre om ægtemænd, hustruer og forældre der udsætter medlemmerne af deres egen familie for konstante verbale angreb eller måske ligefrem fysisk vold. Men skarpe ord, spydigheder og en voldelig adfærd hører ikke hjemme blandt sande kristne. (Efeserne 4:29, 31; 5:33; 6:4) Jesu befaling om at ’holde op med at dømme’ og ’holde op med at fordømme’ gælder også i hjemmet. At øve ret og retfærdighed vil sige at behandle andre på samme måde som Jehova behandler os, og Jehova er aldrig hård eller grusom. Tværtimod er han „meget medfølende og barmhjertig“ over for dem der elsker ham. (Jakob 5:11) Et eksempel som er værd at efterligne!

Ældste som tjener med ret

16, 17. (a) Hvad forventer Jehova at de ældste gør? (b) Hvad er nødvendigt hvis en overtræder ikke viser ægte anger, og hvorfor må det gøres?

¹⁶ Vi har alle pligt til at øve ret, men det gælder især de ældste i den kristne menighed. Læg mærke til den profetiske beskrivelse af de „fyrster“ — de ældste i vor tid — som vi finder hos Esajas: „Se! En konge skal regere med retfærdighed, og fyrster skal herske med ret.“ (Esajas 32:1) Jehova forventer altså at de ældste tjener i overensstemmelse med hvad der er ret. Hvordan kan de gøre det?

¹⁷ Disse mænd som har åndelige kvalifikationer, er klar over at det kræver at menigheden holdes ren. Undertiden må de ældste dømme i sager hvor der er tale om alvorlige overtrædelser. Når de gør det, vil de huske at den guddommelige retfærdighed søger at vise barmhjertighed hvor det er muligt. Derfor prøver de at lede overtræderen til anger og omvendelse. Men hvad nu hvis overtræderen trods disse bestræbelser ikke viser sand anger? I overensstemmelse med hvad der er fuldstændig retfærdigt, giver Jehovas ord denne retningslinje: „Fjern det onde menneske fra jer selv.“ Det vil sige at vedkommende må udelukkes af menigheden. (1 Korinther 5:11-13; 2 Johannes 9-11) De ældste er naturligvis kede af at skulle tage et sådant skridt, men de forstår at det er nødvendigt for at beskytte menighedens moralske og åndelige renhed. De håber imidlertid at overtræderen en dag vil komme til fornuft og vende tilbage til menigheden. — Lukas 15:17, 18.

18. Hvad må de ældste huske på når de giver nogle som har begået et fejltrin, bibelsk vejledning?

¹⁸ Skal de ældste tjene i overensstemmelse med hvad der er ret, må de også give bibelsk vejledning når det er nødvendigt. De er selvfølgelig ikke på udkig efter fejl hos andre, og de benytter heller ikke den mindste anledning til at irettesætte. Men en medkristen kan ’uforvarende begå et fejltrin’, og i så fald vil de ældste ’i mildhedens ånd prøve at hjælpe en sådan på fode igen’, idet de husker at den guddommelige retfærdighed hverken er hård eller ufølsom. (Galaterne 6:1) Derfor vil de ikke irettesætte strengt eller bruge hårde ord. De forstår at en vejledning der gives i kærlighed, vil være til opbyggelse for den der får den. Selv hvis der må gives en meget direkte vejledning — det vil sige hvis konsekvenserne af en uklog adfærd tydeligt må påpeges — vil de ældste holde sig for øje at den der har brug for vejledningen, er et får i Jehovas hjord.b (Lukas 15:7) Når vejledningen eller irettesættelsen gives i kærlighed, er der større sandsynlighed for at overtræderen vil blive bragt på fode igen.

19. Hvilke afgørelser må de ældste undertiden træffe, og hvad vil danne grundlag for deres afgørelser?

¹⁹ Ældste må ofte træffe afgørelser der vil berøre deres trosfæller. For eksempel drøfter de på deres møder fra tid til anden om andre brødre i menigheden opfylder betingelserne for at kunne blive ældste eller menighedstjenere. De ældste ved hvor vigtigt det er at være upartisk. De lader sig derfor lede af de krav som Gud har fastsat, og ikke af deres egne forudfattede meninger, når de skal træffe disse afgørelser. På den måde handler de „uden forhåndsdom, idet [de] intet gør som følge af en ensidig holdning“. — 1 Timoteus 5:21.

20, 21. (a) Hvad vil de ældste bestræbe sig for at være, og hvad er grunden? (b) Hvad kan de ældste gøre for at trøste „de modfaldne sjæle“?

²⁰ De ældste sørger også på andre måder for at den guddommelige retfærdighed bliver holdt i hævd i menigheden. Efter at have forudsagt at de ældste skulle „herske med ret“, fortsætter Esajas: „Hver af dem skal være som et læ mod vinden og et skjul mod uvejrsregnen, som vandstrømme i et ørkenland, som et vældigt klippebjergs skygge i et udtørret land.“ (Esajas 32:2) I overensstemmelse hermed bestræber de ældste sig for at være en kilde til trøst og lindring for deres trosfæller.

²¹ Med alle de problemer der gør mange mismodige i dag, er der brug for opmuntring. Hvad kan de ældste så gøre for at trøste „de modfaldne sjæle“? (1 Thessaloniker 5:14) Først og fremmest må de høre på dem med forståelse, eller empati. (Jakob 1:19) De som har mistet modet, trænger måske til at dele deres ængstelse og bekymring med en som de føler de kan stole på. (Ordsprogene 12:25) De ældste må da forsikre dem om at der er brug for dem, og at de er værdsatte og elskede — både af Jehova og af deres brødre og søstre. (1 Peter 1:22; 5:6, 7) Desuden kan de bede for dem og sammen med dem. At høre en ældste bede en inderlig bøn til gavn for en selv kan i høj grad lindre og trøste. (Jakob 5:14, 15) De ældstes kærlige bestræbelser for at hjælpe de nedtrykte vil ikke forblive upåagtede af retfærdighedens Gud.

22. På hvilke måder kan vi efterligne Jehovas retfærdighed, og hvad bliver resultatet?

²² Ja, vi kommer Jehova nærmere ved at efterligne hans retfærdighed. Når vi følger hans retfærdsnormer, når vi forkynder den gode nyhed for andre, og når vi lægger mærke til andres gode sider og ikke til deres fejl, er det Guds retfærdighed vi genspejler. Og når de ældste værner om menighedens renhed, giver opbyggende bibelsk vejledning, træffer upartiske afgørelser og trøster de modfaldne, er det Guds retfærdighed de genspejler. Hvor må det glæde Jehova at se ned fra himmelen og lægge mærke til at hans tjenere gør deres bedste for at „øve ret“ mens de vandrer med Gud!

1, 2. Hvad var Jehovas hensigt med den syvende dag, og hvordan blev hans visdom sat på prøve ved begyndelsen af denne dag?

ALT så håbløst ud! Mennesket, det ypperste der var blevet frembragt på den sjette skabelsesdag, mistede pludselig sin ophøjede stilling og blev dybt fornedret. Jehova havde erklæret at „alt hvad han havde frembragt“, også mennesket, „var virkelig godt“. (1 Mosebog 1:31) Men ved begyndelsen af den syvende dag valgte Adam og Eva at følge Satan i hans oprør. De blev underlagt synd, ufuldkommenhed og død.

² Det kunne se ud som om Jehovas hensigt med den syvende dag nu var blevet helt forpurret. Denne dag skulle, i lighed med de seks foregående dage, strække sig over flere tusind år. Jehova havde erklæret dagen for hellig, og før den var til ende, ville hele jorden være omdannet til et paradis beboet af en fuldkommen menneskeslægt. (1 Mosebog 1:28; 2:3) Men hvordan skulle dette blive til virkelighed efter det katastrofale oprør? Hvad ville Jehova gøre? Det var en alvorlig prøve på hans visdom — måske den største prøve nogen sinde.

3, 4. (a) Hvad valgte Jehova at gøre som følge af oprøret i Eden, og hvorfor er det et ærefrygtindgydende eksempel på hans visdom? (b) Hvad bør vi hele tiden ydmygt huske når vi undersøger Jehovas visdom?

³ Jehova tog straks affære. Han udtalte sin dom over dem der havde gjort oprør i Eden, men gav samtidig sine skabninger et glimt af håb: Det var hans hensigt at råde bod på alt det som oprøret ville føre med sig. (1 Mosebog 3:15) Gennemførelsen af hans hensigt ville strække sig over tusinder af år op gennem menneskets historie, lige fra Edens have og indtil en fjern fremtid. Jehovas hensigt er enestående i sin enkelhed og dog så forunderlig at en bibellæser med stort udbytte vil kunne bruge hele sit liv på at granske den og fordybe sig i den. Der kan ikke herske tvivl om at Jehova vil gennemføre det han har besluttet. Når det sker, vil al ondskab og synd og død blive fjernet, og trofaste mennesker vil blive ført frem til fuldkommenhed. Alt dette vil finde sted inden den syvende dag er til ende, sådan at Jehova, til trods for alt hvad der er sket, vil have fuldført sin hensigt med jorden og menneskene præcis til den fastsatte tid!

⁴ En sådan visdom vækker ærefrygt. Apostelen Paulus følte sig tilskyndet til at skrive: „O dyb af Guds ... visdom!“ (Romerne 11:33) Mens vi nu undersøger forskellige sider af denne ærefrygtindgydende egenskab, bør vi hele tiden ydmygt huske at vi i bedste fald kun kan fatte omridset af Guds store visdom. (Job 26:14) Lad os begynde med at definere egenskaben visdom.

Hvad er Guds visdom?

5, 6. Hvilken forbindelse er der mellem kundskab og visdom, og hvor omfattende er Jehovas kundskab?

⁵ Visdom er ikke det samme som kundskab. En computer kan oplagre enorme mængder af informationer, men der er næppe nogen der vil sige at den er vís. Ikke desto mindre er der en nær forbindelse mellem kundskab og visdom. (Ordsprogene 10:14) Hvis man for eksempel havde brug for nogle gode råd i forbindelse med et alvorligt helbredsproblem, ville man jo ikke konsultere en der kun havde lidt eller slet intet kendskab til lægebehandling. Sand visdom bygger altså på nøjagtig kundskab.

⁶ Jehovas kundskab er ubegrænset. Han er den eneste der altid har eksisteret, og kaldes derfor „evighedens Konge“. (Åbenbaringen 15:3) I alle de utallige tidsaldre han har været til, har han altid fulgt med i alt hvad der er sket. Bibelen siger: „Der er ingen skabning som er usynlig for ham, men alle ting er nøgne og blottede for hans øjne, ham vi skal stå til regnskab.“ (Hebræerne 4:13; Ordsprogene 15:3) Som Skaberen har Jehova fuld indsigt i det han har skabt, og han har lagt mærke til alt hvad menneskene har foretaget sig helt fra begyndelsen. Han undersøger alle menneskers hjerter, og intet undgår hans opmærksomhed. (1 Krønikebog 28:9) Da han har skabt os med en fri vilje, glæder det ham når han ser at vi træffer kloge valg i livet. Som den der „hører bøn“, er han i stand til at lytte til utallige bønner samtidig. (Salme 65:2) Og det giver sig selv at Jehova har en fuldkommen hukommelse.

7, 8. Hvordan kommer Jehovas forståelse, dømmekraft og visdom til udtryk?

⁷ Jehova har ikke alene kundskab. Han ser også hvordan tingene hænger sammen og forholder sig til hinanden, og har overblikket over de uendelig mange detaljer. Han vurderer og bedømmer, han skelner mellem godt og ondt, mellem væsentligt og uvæsentligt. Han ser ikke på det ydre, men på hvad der bor i et menneskes hjerte. (1 Samuel 16:7) Jehova har således forståelse, eller forstand, og dømmekraft, egenskaber der indebærer mere end kundskab. Men visdommen overgår alt dette.

⁸ Visdom er evnen til at forene kundskab, dømmekraft og forstand og omsætte disse egenskaber i handling. Et af de ord i Bibelens grundtekst der oversættes med „visdom“, gengives også med „lykkeligt udfald“ eller „praktisk visdom“. Jehovas visdom er ikke kun teoretisk. Den virker i praksis og fører til resultater. På grundlag af sin store kundskab og sin dybe forståelse træffer Jehova altid de bedste afgørelser og gennemfører det han har sat sig for, på den bedst tænkelige måde. Det er sand visdom! Jehova bekræfter sandheden i Jesu ord: „Visdommen er retfærdiggjort af sine gerninger.“ (Mattæus 11:19) Alt hvad Jehova har udrettet i universet, er et tydeligt vidnesbyrd om hans visdom.

Vidnesbyrd om Guds visdom

9, 10. (a) Hvilken form for visdom har Jehova vist at han ejer? (b) Hvordan vidner cellen om Jehovas visdom?

⁹ Er du nogen sinde faldet i forundring over en dygtig håndværkers evne til at frembringe smukke og praktiske ting? En sådan dygtighed er et udtryk for visdom. (2 Mosebog 31:1-3) Jehova er ophavet til denne visdom og ejer den i større mål end nogen anden. Kong David sagde om Jehova: „Jeg vil prise dig fordi jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt. Underfulde er dine værker, ja, det ved min sjæl til fulde.“ (Salme 139:14) Jo mere vi lærer om menneskelegemet, jo større ærefrygt får vi for Jehovas visdom.

¹⁰ Tænk for eksempel over følgende: Du begyndte som en enkelt celle — en ægcelle fra din mor som blev befrugtet af en sædcelle fra din far. Cellen begyndte at dele sig, og med tiden kom du til at bestå af cirka 100 billioner celler. De er så små at omkring 10.000 celler af gennemsnitsstørrelse ikke fylder mere end et knappenålshoved. Og alligevel er de hver især uhyre komplicerede i deres opbygning, ja, langt mere komplicerede end nogen menneskeskabt maskine eller fabrik. Forskerne siger at en celle er som en muromkranset by — med vagtposter ved indgange og udgange, transportsystem, kommunikationssystem, kraftværker, fabrikker, renovation, genbrugscentraler, forsvarssystemer og tilmed en slags centralregering i kernen. Desuden kan cellen lave en fuldstændig kopi af sig selv i løbet af nogle få timer!

11, 12. (a) Hvad får cellerne i et voksende foster til at specialisere sig, og hvordan stemmer det med ordene i Salme 139:16? (b) I hvilke henseender er hjernen med til at vise at vi er ’underfuldt dannet’?

¹¹ Alle celler er imidlertid ikke ens. Efterhånden som cellerne i et foster deler sig, får de vidt forskellige funktioner. Nogle bliver til nerveceller, andre til knogle-, muskel-, blod- eller øjenceller. Alle disse funktioner er indprogrammeret i cellens „bibliotek“ med de genetiske arbejdstegninger, det såkaldte dna. Interessant nok blev David inspireret til at sige til Jehova: „Dine øjne så mig som foster, og i din bog var alle dets dele skrevet op.“ — Salme 139:16.

¹² Nogle dele af menneskelegemet er yderst komplicerede. Tag for eksempel hjernen. Den er blevet kaldt det mest komplekse objekt man har fundet i hele universet. Den indeholder omkring 100 milliarder nerveceller. Det svarer omtrent til antallet af stjerner i vores galakse. Og hver af disse celler har forgreninger som danner tusindvis af forbindelser med andre celler. Forskerne mener at menneskehjernen vil kunne rumme alle de oplysninger der findes på samtlige biblioteker i hele verden, og at dens lagerkapacitet måske slet ikke lader sig måle. Selv om man i årtier har studeret dette „underfulde“ organ, indrømmer forskerne at de muligvis aldrig helt kommer til at forstå hvordan hjernen fungerer.

13, 14. (a) Hvordan viser myrer og andre skabninger at de er ’instinktivt vise’, og hvad lærer det os om Skaberen? (b) Hvorfor kan vi sige at for eksempel edderkoppespindet er udført „med visdom“?

¹³ Og så er mennesket kun et enkelt eksempel på visdommen i det Jehova har skabt. Salme 104:24 siger: „Hvor er dine værker mange, Jehova! Dem alle har du udført med visdom. Jorden er fuld af hvad du har frembragt.“ Jehovas visdom ses i alt hvad der er skabt. Myren, for eksempel, er ’instinktivt vís’. (Ordsprogene 30:24) Et myrebo er yderst velorganiseret. Nogle myrekolonier får deres føde fra bladlus som de beskytter og holder som husdyr. Andre myrer driver en slags landbrug og dyrker visse svampearter. Også mange andre skabninger er ’programmeret’ til instinktivt at gøre bemærkelsesværdige ting. En almindelig stueflue bevæger sig så adræt i luften at selv de mest avancerede fly ikke kan gøre den det efter. Trækfugle navigerer ved hjælp af stjernerne, jordens magnetfelt eller en slags indre kort. Biologerne bruger mange år på at studere de adfærdsmønstre der er blevet nedlagt i disse skabninger. Hvor stor en visdom må Skaberen da ikke eje, han som har udtænkt og frembragt alt dette!

¹⁴ Videnskaben har høstet stor gavn af den visdom der kommer til udtryk i skaberværket. Der findes ligefrem et forskningsområde hvor man søger at efterligne de former, processer og systemer der findes i naturen. Måske har du stået og betragtet et edderkoppespind og beundret dets skønhed. Men en ingeniør ser det ligefrem som et arkitektonisk mesterværk. De fine tråde, der forekommer så skrøbelige, er i virkeligheden forholdsmæssigt stærkere end stål og fibrene i en skudsikker vest. Hvad vil det sige? Forestil dig at et edderkoppespind blev forstørret så meget at det blev lige så stort som et fiskenet der bruges af en fiskerbåd. Et sådant spind ville kunne bremse et passagerfly i luften! Ja, Jehova har udført alt „med visdom“.

Visdom uden for jorden

15, 16. (a) Hvad fortæller himmelens stjerner om Jehovas visdom? (b) Hvordan er Jehovas stilling som øverstbefalende for myriader af engle et vidnesbyrd om hans visdom?

¹⁵ Jehovas visdom ses overalt i universet. Himmelens stjerner, som blev beskrevet nærmere i kapitel 5, er ikke spredt på må og få rundt om i rummet. På grund af de „forskrifter“, eller love, som Jehova i sin visdom har fastsat for himmellegemerne, er de smukt organiseret i velordnede galakser, som er grupperet i galaksehobe, der igen er samlet i superhobe. (Job 38:33) Det er ikke så mærkeligt at Jehova omtaler himmellegemerne som en „hær“. (Esajas 40:26) Der findes dog en anden hær som i endnu højere grad vidner om Jehovas visdom.

¹⁶ Som nævnt i kapitel 4, bærer Gud titlen „Hærskarers Jehova“ fordi han er øverstbefalende for en hær bestående af myriader af åndeskabninger. Det viser noget om hans store magt. Men viser det også noget om hans visdom? Tænk over følgende: Jehova og Jesus er altid i aktivitet. (Johannes 5:17) Man må derfor drage den slutning at alle de engle der tjener den Højeste, også altid er travlt optaget. Dertil kommer at de står over menneskene, at de er superintelligente og har usædvanlig stor magt. (Hebræerne 1:7; 2:7) Ikke desto mindre har Jehova i milliarder af år holdt alle disse engle travlt beskæftiget med et arbejde de har fundet stor glæde ved — at ’udføre hans ord og hans vilje’. (Salme 103:20, 21) Hvilken formidabel visdom må universets øverste Hersker ikke sidde inde med!

Jehova er „den ene vise Gud“

17, 18. Hvorfor siger Bibelen at Jehova er „den ene vise Gud“, og hvorfor bør hans visdom fylde os med ærefrygt?

¹⁷ I betragtning af det foregående kan det ikke undre nogen at Bibelen tilskriver Jehova den højeste visdom. Den siger for eksempel at Jehova er „den ene vise Gud“. (Romerne 16:27) Kun Jehova besidder visdom i absolut forstand. Han er kilden til al sand visdom. (Ordsprogene 2:6) Det er grunden til at Jesus, skønt han var den af Jehovas skabninger der havde størst visdom, ikke stolede på sin egen visdom, men talte sådan som Faderen havde påbudt ham. — Johannes 12:48-50.

¹⁸ Læg mærke til hvordan apostelen Paulus beskrev Guds uforlignelige visdom: „O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige hans domme og usporlige hans veje!“ (Romerne 11:33) Med det indledende udråb „o“ gav Paulus udtryk for en stærk følelse — i dette tilfælde dyb ærefrygt. Det græske ord han brugte for „dyb“, er beslægtet med ordet for „afgrund“. Hans ordvalg er derfor med til at udmale tanken for os. Når vi tænker på Jehovas visdom, er det som om vi står og ser ned i en afgrund hvis dybde og størrelse vi aldrig vil kunne fatte og langt mindre beskrive eller lave et detaljeret kort over. (Salme 92:5) Får det os ikke til at føle os små og ubetydelige?

19, 20. (a) Hvorfor er ørnen et passende symbol på Guds visdom? (b) Hvordan har Jehova vist at han kan se ind i fremtiden?

¹⁹ Jehova er også „den ene vise Gud“ i en anden betydning: Han er den eneste der kan se ind i fremtiden. Som tidligere nævnt bruger Jehova ørnen, der har evnen til at se langt, som et symbol på guddommelig visdom. En kongeørn kan veje omkring fem kilo, men den har større øjne end et fuldvoksent menneske. Ørne har et utrolig skarpt syn, som sætter dem i stand til at opdage et ganske lille bytte mens de svæver flere hundrede meter oppe i luften og byttet måske er over en kilometer borte! Jehova har engang sagt om ørnen: „Dens øjne spejder vidt omkring.“ (Job 39:29) Jehova kan også se „vidt omkring“ hvad tiden angår. Han kan se langt ind i fremtiden.

²⁰ Bibelen er fyldt med vidnesbyrd om dette. Den indeholder i hundredvis af profetier, det vil sige historie skrevet på forhånd. Kriges udfald, verdensrigers opståen og fald, ja selv hvilke krigsstrategier generaler ville benytte, er alt sammen blevet forudsagt i Bibelen — i nogle tilfælde flere hundrede år i forvejen. — Esajas 44:25–45:4; Daniel 8:2-8, 20-22.

21, 22. (a) Hvorfor er der ingen grund til at mene at Jehova har forudset alle de valg vi vil træffe i livet? Illustrer med et eksempel. (b) Hvordan ved vi at Jehovas visdom ikke er ukærlig og ufølsom?

²¹ Betyder det at Gud allerede har forudset hvilke valg vi vil træffe i livet? Det hævder tilhængere af læren om forudbestemmelse. Men denne opfattelse er i virkeligheden en underkendelse af Jehovas visdom, for det ville betyde at han ikke selv kan afgøre hvordan han vil bruge sin evne til at se ind i fremtiden. Lad os for eksempel sige at en havde en ualmindelig smuk sangstemme. Ville det så betyde at vedkommende ikke havde andet valg end at synge hele tiden? Det er en absurd tanke. Jehova har evnen til på forhånd at vide hvad der vil ske i fremtiden, men han gør ikke brug af denne evne hele tiden. Hvis han gjorde det, ville det gribe ind i vores frie vilje, en dyrebar gave som han aldrig vil tage fra os. — 5 Mosebog 30:19, 20.

²² Et endnu mere utiltalende træk ved læren om forudbestemmelse er at den får Jehovas visdom til at fremstå som kold, ukærlig og ufølsom. Men intet kunne være fjernere fra sandheden. Bibelen fortæller at Jehovas „hjerte er víst“. (Job 9:4) Dermed være ikke sagt at han har et bogstaveligt hjerte, men Bibelen bruger ofte ordet hjerte om en persons inderste jeg, hans motiver og følelser, deriblandt kærlighed. Så Jehovas visdom er, ligesom hans andre egenskaber, ledet af kærlighed. — 1 Johannes 4:8.

23. Hvad skulle Jehovas uovertrufne visdom få os til at gøre?

²³ Jehovas visdom er naturligvis fuldstændig pålidelig. Den er så højt hævet over vores visdom at Guds ord kærligt giver os denne opfordring: „Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.“ (Ordsprogene 3:5, 6) Lad os nu fordybe os i denne visdom, så vi kan komme endnu nærmere til Gud, den viseste i universet.

1, 2. Hvilket „brev“ har Jehova skrevet til os, og hvorfor?

KAN du huske sidst du fik brev fra en god ven? Der er næsten ikke noget der gør os så glade som når vi får et dejligt brev fra en ven der bor langt borte. Vi glæder os over at læse om hvor godt vedkommende har det, hvad han har oplevet, og hvilke planer han har. Den form for kommunikation knytter os nærmere sammen, også selv om vi bor langt fra hinanden.

² Hvad kunne da glæde os mere end at modtage et skriftligt budskab fra den Gud vi elsker? Jehova har så at sige skrevet et „brev“ til os i form af sit ord, Bibelen. Heri fortæller han hvem han er, hvad han har udrettet, hvad han har til hensigt at gøre, og meget mere. Jehova har givet os sit ord fordi han ønsker at vi skal føle os nært knyttet til ham. I sin visdom har han valgt den bedst mulige form for kommunikation. Der ligger en uforlignelig visdom i Bibelens indhold og i den måde den er skrevet på.

Hvorfor et skriftligt budskab?

3. Hvordan overbragte Jehova Loven til Moses?

³ Nogle vil måske spørge: ’Hvorfor har Jehova ikke gjort brug af et stærkere virkemiddel — for eksempel en stemme fra himmelen — for at meddele sig til menneskene?’ Men faktisk har Jehova nogle gange talt fra himmelen gennem engle. Det gjorde han for eksempel da han gav Loven til Israel. (Galaterne 3:19) Stemmen fra himmelen var så ærefrygtindgydende at israelitterne blev bange og bad om at Jehova ikke mere talte med dem på denne måde, men gennem Moses. (2 Mosebog 20:18-20) Loven, der bestod af omkring 600 bestemmelser, blev derfor overbragt mundtligt til Moses, ord for ord.

4. Forklar hvorfor en mundtlig overlevering af Guds lov ikke ville have været pålidelig.

⁴ Hvordan ville det mon være gået hvis Loven aldrig var blevet skrevet ned? Ville Moses have været i stand til at huske den nøjagtige formulering af denne detaljerede lovsamling og videregive den fejlfrit til hele folket? Og hvad med senere generationer? De ville i så fald kun have haft en mundtlig overlevering at holde sig til. Det ville selvsagt ikke have været en pålidelig måde at videregive Guds love på. Man kan blot tænke på hvad der sker når en historie bliver genfortalt mange gange. Lad os sige at vi fortalte en historie til én der fortalte den videre til en anden, som fortalte den videre til en tredje, og så fremdeles. Hvordan ville historien så lyde til sidst? Sikkert temmelig anderledes end da den blev fortalt første gang. Der var imidlertid ingen fare for at det ville gå sådan med Guds lov.

5, 6. Hvad befalede Jehova at Moses skulle gøre med hans ord, og hvorfor er det til stor gavn for os at Jehova har ladet sit ord nedskrive?

⁵ I sin visdom sørgede Jehova for at hans ord blev overleveret i skriftlig form. Han befalede Moses: „Skriv disse ord op, for i overensstemmelse med disse ord slutter jeg pagt med dig og Israel.“ (2 Mosebog 34:27) Dermed begyndte nedskrivningen af De Hellige Skrifter. Det var i 1513 f.v.t., og i løbet af de næste 1610 år talte Jehova „ved mange lejligheder og på mange måder“ til omkring 40 skribenter som skrev det der skulle blive til Bibelen. (Hebræerne 1:1) Samvittighedsfulde skriftlærde, som var afskrivere, sørgede for at Skrifterne blev bevaret ved at lave meget nøjagtige afskrifter. — Ezra 7:6; Salme 45:1.

⁶ Det er til stor gavn for os at Jehova kommunikerer med os ved hjælp af sit skrevne ord. Har du nogen sinde fået et brev der gjorde dig så glad og var til så stor trøst og opmuntring at du læste det igen og igen? Sådan forholder det sig også med Jehovas „brev“ til os. Fordi Jehova har sørget for at hans ord er blevet skrevet ned, kan vi regelmæssigt læse i det og grunde over det vi læser. (Salme 1:2) Vi kan få „Skrifternes trøst“ når som helst vi har brug for det. — Romerne 15:4.

Hvorfor skrevet af mennesker?

7. Hvorfor er det et udtryk for visdom at Jehova har ladet mennesker nedskrive sit ord?

⁷ Jehovas visdom kommer også til udtryk ved at han har brugt mennesker til at nedskrive sit ord. Tror du at Bibelen ville have talt lige så stærkt til os hvis Jehova havde benyttet engle som skribenter? Engle kunne naturligvis udmærket have beskrevet Jehova fra deres ophøjede stade. De kunne også have givet udtryk for deres kærlighed til ham og have fortalt om mennesker der tjente ham trofast. Men ville vi virkelig have kunnet identificere os med disse fuldkomne åndeskabninger hvis kundskab, erfaring og styrke langt overgår vores? — Hebræerne 2:6, 7.

8. Hvordan kommer det menneskelige element til udtryk i Bibelen? (Se også fodnoten.)

⁸ Ved at bruge mennesker som skribenter tilvejebragte Jehova nøjagtig det vi har brug for — en bog der er „inspireret af Gud“, og som samtidig har bevaret det menneskelige element. (2 Timoteus 3:16) Hvordan? I mange tilfælde lod han åbenbart skribenterne selv vælge „ord der lyder godt, samt en skriftlig udformning der giver den rigtige mening, ord der er sande“. (Prædikeren 12:10, 11) Det forklarer hvorfor man i Bibelen finder så mange forskellige stilarter; bibelbøgerne genspejler de enkelte skribenters baggrund og personlighed.a Og dog udtalte disse mænd „ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd“. (2 Peter 1:21) Slutresultatet er derfor „Guds ord“. — 1 Thessaloniker 2:13.

9, 10. Hvorfor er dét at Bibelen er skrevet af mennesker, med til at gøre den meget appellerende?

⁹ Fordi Bibelen er skrevet af mennesker, taler den til os på en inderlig og meget appellerende måde. Bibelskribenterne var mennesker med de samme følelser som os. De var også ufuldkomne og kom ud for prøvelser og pres. I nogle tilfælde inspirerede Jehovas ånd dem til at beskrive deres egne følelser og det de havde at kæmpe med. (2 Korinther 12:7-10) Sådanne passager blev derfor skrevet i første person, noget som engle ikke kunne have gjort om den slags emner.

¹⁰ Tænk for eksempel på kong David af Israel. Efter at han havde begået nogle alvorlige synder, skrev han en salme hvori han udøste sit hjerte og bønfaldt Gud om tilgivelse. Han skrev: „Rens mig for min synd. Mine overtrædelser kender jeg jo, og min synd har jeg til stadighed for øje. Se! Med min brøde blev jeg bragt til verden under veer, og med min synd undfangede min moder mig. Kast mig ikke bort fra dit ansigt; og tag ikke din hellige ånd fra mig. Ofre til Gud er en sønderbrudt ånd; et sønderbrudt og knust hjerte ringeagter du ikke, Gud.“ (Salme 51:2, 3, 5, 11, 17) Man kan ligefrem føle Davids smerte. Hvem andre end et ufuldkomment menneske kunne udtrykke sig så inderligt?

Hvorfor en bog om mennesker?

11. Hvilke beretninger er taget med i Bibelen „til vor belæring“?

¹¹ Noget andet der gør at Bibelen appellerer til os, er at den i vid udstrækning handler om mennesker — virkelige personer — hvoraf nogle tjente Gud mens andre ikke tjente ham. Vi læser om hvad de kom ud for, om deres sorger og glæder. Vi ser hvad udfaldet blev af de valg de traf. Sådanne beretninger er taget med „til vor belæring“. (Romerne 15:4) Gennem disse skildringer fra det virkelige liv underviser Jehova os på en måde der gør et dybt indtryk på os. Lad os se nogle eksempler.

12. Hvordan kan Bibelens beretninger om illoyale mennesker være en hjælp for os?

¹² Bibelen fortæller om illoyale og onde mennesker og om hvordan det gik dem. Sådanne beretninger viser hvordan dårlige egenskaber kommer til udtryk, og gør det lettere for os at forstå hvorfor vi bør undgå dem. Hvilket bud mod illoyalitet kunne for eksempel virke stærkere end det levende eksempel vi har i Judas der forrådte Jesus? (Mattæus 26:14-16, 46-50; 27:3-10) Den slags beretninger gør et dybt indtryk på os og hjælper os til at være opmærksomme på dårlige karaktertræk og tage afstand fra dem.

13. Hvordan hjælper Bibelen os til at forstå hvilke egenskaber det er ønskværdigt at opdyrke?

¹³ Bibelen fortæller også om mange der tjente Gud i trofasthed. Vi læser om deres gudhengivenhed, loyalitet, tro og andre egenskaber som vi må opdyrke for at få et nært forhold til Gud. Tag for eksempel tro. Bibelen giver en definition af denne egenskab og fortæller os hvor vigtigt det er at have tro hvis vi skal opnå Guds godkendelse. (Hebræerne 11:1, 6) Men derudover indeholder den stærke eksempler på nogle der omsatte deres tro i handling. Tænk på den tro Abraham viste da han forsøgte at ofre Isak. (1 Mosebog, kapitel 22; Hebræerne 11:17-19) Ved hjælp af sådanne beretninger får ordet „tro“ en dybere mening, og det bliver lettere for os at forstå hvad tro er. Vi ser Jehovas visdom i at han ikke alene opfordrer os til at opdyrke visse egenskaber, men også har givet os levende eksempler på hvordan nogle har praktiseret dem.

14, 15. Hvad fortæller Bibelen om en enke der kom til templet, og hvad lærer vi om Jehova af denne beretning?

¹⁴ De beretninger fra det virkelige liv vi finder i Bibelen, lærer os desuden noget om hvordan Jehova er som person. For eksempel læser vi om en kvinde som Jesus iagttog i templet. Mens han sad i nærheden af bidragsbøsserne, lagde han mærke til hvordan folk kom med bidrag. Mange rige kom og gav „af deres overflod“. Men så fik Jesus øje på en fattig enke der gav et bidrag bestående af „to småmønter . . . af meget ringe værdi“.b Det var alt hvad hun havde. Jesus, der til fuldkommenhed genspejler Jehova i sit syn på tingene, sagde: „Denne fattige enke lagde mere i end alle de andre som lagde penge i bidragsbøsserne.“ Nogle bibelkommentatorer forstår disse ord sådan at hun lagde mere i end alle de andre tilsammen. — Markus 12:41-44; Lukas 21:1-4; Johannes 8:28.

¹⁵ Er det ikke bemærkelsesværdigt at af alle de mennesker der kom til templet den dag, var det denne enke der blev lagt mærke til og omtalt i Bibelen? Ved hjælp af dette eksempel lærer Jehova os at han er en Gud der viser værdsættelse. Han tager med glæde imod det vi giver af hele vort hjerte, uanset hvor lidt eller hvor meget det er i forhold til hvad andre kan give. Jehova kunne næppe have understreget denne opmuntrende tanke på nogen bedre måde!

Hvad Bibelen ikke fortæller

16, 17. Hvordan fremgår Jehovas visdom også af det han har valgt at udelade i sit ord?

¹⁶ Når vi skriver til en nær ven, er der grænser for hvor meget vi kan skrive om. Vi må derfor vælge hvad vi vil have med i brevet. I sit ord har Jehova også kun valgt at omtale visse personer og hændelser. Og disse malende beretninger har ikke altid alle detaljer med. (Johannes 21:25) Når Bibelen for eksempel fortæller om fuldbyrdelsen af Jehovas domme, får vi måske ikke svar på alle de spørgsmål der kunne opstå. Men Jehovas visdom fremgår faktisk også af det han har valgt at udelade i sit ord. Hvordan det?

¹⁷ Bibelen er skrevet på en sådan måde at det tjener som en prøve på hvad der bor i vort hjerte. I Hebræerbrevet 4:12 står der: „Guds ord [eller: budskab] er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så langt ind at det deler sjæl og ånd . . . og kan bedømme hjertets tanker og hensigter.“ Bibelens budskab trænger ind og afslører vore inderste tanker og motiver. De der læser Bibelen med en kritisk indstilling, hænger sig ofte i beretninger som efter deres mening ikke indeholder tilstrækkelig med oplysninger. De tvivler måske endda på at Jehova virkelig er kærlig, vís og retfærdig.

18, 19. (a) Hvorfor bør det ikke forurolige os hvis en bibelsk beretning giver anledning til spørgsmål som vi ikke umiddelbart kan få svar på? (b) Hvad skal der til for at forstå Guds ord, og hvordan er det et vidnesbyrd om Jehovas store visdom?

¹⁸ Hvis det derimod er med et oprigtigt hjerte vi foretager et grundigt studium af Bibelen, vil vi lære Jehova at kende sådan som Bibelen i sin helhed skildrer ham. Og så vil vi ikke blive foruroliget selv om en bestemt beretning giver anledning til spørgsmål som vi ikke umiddelbart kan få svar på. Tænk på følgende illustration: Hvis vi vil samle et stort puslespil, kan der i begyndelsen være en bestemt brik vi ikke kan finde, eller en vi ikke kan få placeret. Men måske har vi fået samlet tilstrækkelig mange af brikkerne til at vi forstår hvordan det færdige billede skal se ud. Det forholder sig på samme måde når vi studerer Bibelen. Lidt efter lidt lærer vi nogle sider af Jehovas personlighed at kende, og efterhånden tegner der sig et klart billede af ham. Der kan være en beretning vi ikke umiddelbart forstår, eller en vi ikke synes stemmer helt med hans personlighed. Men vort studium af Bibelen har allerede lært os så meget om Jehova at vi tydeligt kan se at han er en helt igennem kærlig og retfærdig Gud.

¹⁹ For at kunne forstå Guds ord må vi altså læse og studere det med et oprigtigt hjerte og et åbent sind. Er det ikke et vidnesbyrd om Jehovas store visdom? Dygtige mennesker kan skrive bøger som kun „vise og intellektuelle“ kan forstå. Men at forfatte en bog som udelukkende kan forstås af dem der har de rette motiver — det kræver en visdom som kun Gud har! — Mattæus 11:25.

En bog der indeholder „praktisk visdom“

20. Hvorfor er Jehova den eneste der kan anvise os den bedste livsform, og hvilken hjælp indeholder Bibelen i den forbindelse?

²⁰ Gennem sit ord anviser Jehova os den bedste livsform. Han er den der har skabt os, og kender derfor vore behov bedre end vi selv gør. De grundlæggende menneskelige behov — deriblandt ønsket om at blive elsket, at være lykkelig og at have et godt forhold til andre — er de samme som de altid har været. Og Bibelen indeholder et væld af „praktisk visdom“ som kan hjælpe os til at leve et meningsfyldt liv. (Ordsprogene 2:7) Hver af de fire dele i denne studiehåndbog indeholder et kapitel der viser hvordan vi kan anvende Bibelens kloge vejledning, men ud over det vil vi her se på et enkelt eksempel.

21-23. Hvilke kloge råd hjælper os til ikke at bære nag og gemme på vrede?

²¹ Har du lagt mærke til at folk der bærer nag og gemmer på vrede, ofte ender med at skade sig selv? Vrede er en tung byrde at bære rundt på. Den beslaglægger vore tanker, berøver os freden og kvæler glæden. Videnskabelige undersøgelser tyder på at vedvarende vrede kan øge risikoen for hjertesygdomme og en række andre kroniske lidelser. Længe før videnskaben foretog den slags undersøgelser, kom Bibelen med dette kloge råd: „Giv slip på vrede og lad forbitrelse fare.“ (Salme 37:8) Men hvordan kan vi gøre det?

²² Guds ord siger: „Et menneskes indsigt bremser hans vrede, og det er til hæder for ham at han bærer over med andres overtrædelse.“ (Ordsprogene 19:11) Indsigt er evnen til at se bag om det der ligger lige for, at se hvad der gemmer sig under overfladen. Indsigt fremmer forståelsen, for den kan hjælpe os til at forstå hvorfor andre taler eller handler som de gør. Hvis vi bestræber os for at forstå andres motiver og følelser og den situation de befinder sig i, kan det hjælpe os til at overvinde de negative tanker og følelser vi måtte have.

²³ Bibelen giver også dette råd: „Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden.“ (Kolossenserne 3:13) Udtrykket ’at blive ved med at affinde sig med hinanden’ viser at vi skal være tålmodige med andre og tolerere de træk vi måske synes er irriterende. En sådan overbærenhed kan hjælpe os til ikke at ruge over små uoverensstemmelser. „At tilgive“ indeholder tanken om at man ophører med at være vred. Gud ved i sin visdom at vi har behov for at tilgive andre når der er grundlag for det. Det er ikke kun til gavn for dem, men medvirker også til at vi selv kan have fred i sind og hjerte. (Lukas 17:3, 4) Visdommen i Guds ord er uovertruffen!

24. Hvad vil det føre til når vi lever vort liv i harmoni med Guds visdom?

²⁴ Jehova har i sin store kærlighed ønsket at meddele sig til os. Han valgte den bedst tænkelige kommunikationsform — et „brev“ nedskrevet af mennesker under ledelse af hellig ånd. „Brevet“ indeholder derfor Jehovas egen visdom — en visdom der er ’meget pålidelig’. (Salme 93:5) Når vi lever vort liv i harmoni med denne visdom og fortæller andre om den, vil vi helt naturligt komme nær til vor vise Gud, Jehova. I det næste kapitel vil vi behandle et andet bemærkelsesværdigt eksempel på Jehovas fremsynede visdom: hans evne til at forudsige fremtiden og til at gennemføre sin hensigt.

1, 2. Hvilken hemmelighed bør interessere os, og hvorfor?

HEMMELIGHEDER kan være omgivet af mystik. De kan virke fascinerende og gøre os nysgerrige. Det er sikkert derfor det kan være så svært at holde på en hemmelighed. Men Bibelen siger: „Det er Guds ære at holde en sag skjult.“ (Ordsprogene 25:2) Som Skaberen og den øverste Hersker i universet holder Jehova med rette visse oplysninger skjult indtil hans tid er inde til at åbenbare dem.

² Jehova har åbenbaret en sådan spændende og fascinerende hemmelighed i sit ord. Den kaldes „[Guds] viljes hellige hemmelighed“. (Efeserne 1:9) At lære mere om denne hemmelighed vil ikke alene tilfredsstille vores nysgerrighed; det kan også føre til frelse og give os et indblik i Jehovas uudgrundelige visdom.

Åbenbaret gradvis

3, 4. Hvordan gav profetien i Første Mosebog 3:15 håb, og hvilken „hellig hemmelighed“ indeholdt den?

³ Da Adam og Eva syndede, kunne det se ud som om Jehovas hensigt — at gøre hele jorden til et paradis beboet af fuldkomne mennesker — var blevet forpurret. Men Jehova tog sig straks af problemet. Han sagde: „Jeg sætter fjendskab mellem dig [slangen] og kvinden og mellem dit afkom og hendes afkom. Han skal knuse hovedet på dig, og du skal knuse hælen på ham.“ — 1 Mosebog 3:15.

⁴ Hvad betød disse gådefulde ord? Hvem var kvinden, og hvem var slangen? Hvem var det „afkom“ der skulle knuse slangens hoved? Adam og Eva kunne blot gætte. Ordene gav imidlertid det syndige menneskepars trofaste efterkommere et håb. Retfærdigheden ville sejre. Jehovas hensigt ville blive gennemført. Men hvordan? Dét var et mysterium! Bibelen kalder det „Guds visdom i en hellig hemmelighed, den skjulte visdom“. — 1 Korinther 2:7.

5. Forklar ved hjælp af en illustration hvorfor Jehova har åbenbaret sin hemmelighed gradvis.

⁵ Jehova, som er den der „åbenbarer hemmeligheder“, ville med tiden lade menneskene forstå vigtige enkeltheder i forbindelse med denne hemmelighed. (Daniel 2:28) Men han ville gøre det gradvis, lidt efter lidt. Det kan sammenlignes med den måde hvorpå en kærlig far vil svare sin lille dreng der spørger: „Far, hvor er jeg kommet fra?“ En klog far fortæller ikke sin lille søn mere end han kan fatte. Efterhånden som drengen bliver ældre, vil faderen fortælle mere. På samme måde afgør Jehova hvornår hans folk er parat til at lære mere om hans vilje og hensigt. — Ordsprogene 4:18; Daniel 12:4.

6. (a) Hvad er formålet med en pagt, eller en kontrakt? (b) Hvorfor er det bemærkelsesværdigt at Jehova har indgået pagter med mennesker?

⁶ Hvordan har Jehova givet disse åbenbaringer? Det har han blandt andet gjort ved hjælp af en række pagter, eller kontrakter. Måske har du selv på et tidspunkt underskrevet en kontrakt, eventuelt i forbindelse med en hushandel eller et pengelån. En sådan kontrakt er en juridisk garanti for at de betingelser parterne er blevet enige om, vil blive opfyldt. Men hvorfor skulle Jehova indgå pagter, eller kontrakter, med mennesker? Er hans ord ikke en tilstrækkelig garanti for at hans løfter vil blive opfyldt? Jo. Alligevel har Jehova ved flere lejligheder vist ufuldkomne mennesker det hensyn at bekræfte sit ord med juridiske kontrakter. Disse bindende aftaler giver os endnu større grund til at stole på hans løfter. — Hebræerne 6:16-18.

Pagten med Abraham

7, 8. (a) Hvilken pagt indgik Jehova med Abraham, og hvordan kastede den lys over den hellige hemmelighed? (b) Hvordan åbenbarede Jehova lidt efter lidt i hvilken slægtslinje det lovede afkom skulle fremstå?

⁷ Mere end 2000 år efter at mennesket var blevet vist ud af Paradiset, sagde Jehova til sin trofaste tjener Abraham: „Jeg [vil] visselig velsigne dig og visselig gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner . . . og ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig fordi du har hørt efter min røst.“ (1 Mosebog 22:17, 18) Det var mere end et løfte; det havde form af en juridisk pagt, og Jehova stadfæstede det med sin ubrydelige ed. (1 Mosebog 17:1, 2; Hebræerne 6:13-15) Tænk at den suveræne Herre indgik en juridisk aftale med Abraham om at velsigne menneskeheden!

⁸ Med Abrahamspagten blev det åbenbaret at det lovede afkom ville fremstå som et menneske, som en efterkommer af Abraham. Men hvem ville det vise sig at være? Med tiden åbenbarede Jehova at Isak var den af Abrahams sønner hvorigennem afkommet skulle fremstå. Af Isaks to sønner udvalgte Gud Jakob. (1 Mosebog 21:12; 28:13, 14) Og senere udtalte Jakob følgende profetiske ord om en af sine 12 sønner: „Scepteret vil ikke vige fra Juda eller kommandostaven fra stedet mellem hans fødder, før Silo [„han som den tilhører“] kommer, og ham vil folkeslagenes lydighed tilhøre.“ (1 Mosebog 49:10) Det stod nu klart at afkommet skulle være en konge, en efterkommer af Juda.

Pagten med Israel

9, 10. (a) Hvilken pagt indgik Jehova med Israels nation, og hvordan tjente pagten som en beskyttelse? (b) Hvordan understregede Loven menneskenes behov for at blive genløst?

⁹ I 1513 f.v.t. indgik Jehova en pagt med Abrahams efterkommere, Israels nation. Derved blev der lagt et grundlag for yderligere åbenbaringer vedrørende den hellige hemmelighed. Selv om denne pagt, den mosaiske lovpagt, nu ikke længere er i kraft, har den spillet en vigtig rolle i forbindelse med Jehovas hensigt og det lovede afkom. Hvordan? Lad os nævne tre måder. For det første fungerede Loven som en beskyttende mur. (Efeserne 2:14) Dens retfærdige bestemmelser virkede som en barriere mellem jøder og hedninger. Loven var derfor med til at beskytte den slægtslinje hvorigennem det lovede afkom skulle vise sig. Denne beskyttelse var i høj grad medvirkende til at nationen stadig eksisterede da Guds tid var inde til at Messias skulle fødes i Judas stamme.

¹⁰ For det andet understregede Loven menneskets behov for at blive genløst. Den var fuldkommen og viste klart at syndige mennesker ikke var i stand til at overholde den fuldt ud. Den tjente således til „at gøre overtrædelserne kendt, indtil det afkom som løftet var givet til, kom“. (Galaterne 3:19) De dyreofre Loven foreskrev, gav mulighed for en midlertidig soning af synd. Men som Paulus skrev, er det „ikke muligt at blod af tyre og bukke kan tage synder bort“. Disse ofre var derfor blot forbilleder på Kristi genløsningsoffer. (Hebræerne 10:1-4) For trofaste jøder blev pagten derfor ’en opdrager der ledte dem til Kristus’. — Galaterne 3:24.

11. Hvilke fantastiske fremtidsudsigter gav Lovpagten israelitterne, men hvorfor mistede nationen som et hele dette privilegium?

¹¹ For det tredje gav denne pagt Israels nation nogle fantastiske fremtidsudsigter. Jehova lovede israelitterne at de ville blive „et kongerige af præster og en hellig nation“ hvis de trofast overholdt pagten. (2 Mosebog 19:5, 6) Med tiden var det da også kødelige israelitter der blev de første medlemmer af et himmelsk kongerige af præster. Men Israels nation som et hele gjorde oprør mod Lovpagten, forkastede det messianske afkom og gik derved glip af det privilegium den var blevet stillet i udsigt. Hvordan ville antallet af dem der skulle udgøre kongeriget af præster, den hellige nation, så blive fuldtalligt? Og hvilken forbindelse ville der være mellem denne nation og det lovede afkom? Disse sider af den hellige hemmelighed ville blive åbenbaret når Guds tid var inde til det.

Pagten med David om et rige

12. Hvilken pagt indgik Jehova med David, og hvordan kastede den lys over Guds hellige hemmelighed?

¹² I det 11. århundrede før vor tidsregning kastede Jehova mere lys over den hellige hemmelighed ved at indgå endnu en pagt. Han gav den trofaste kong David dette løfte: „Jeg [vil] oprejse dit afkom efter dig . . . og jeg vil grundfæste hans kongedømme. . . . Jeg vil grundfæste hans kongedømmes trone for stedse.“ (2 Samuel 7:12, 13; Salme 89:3) Nu var den slægtslinje hvorigennem det lovede afkom skulle fremstå, blevet indsnævret til Davids slægtslinje. Men ville et almindeligt menneske være i stand til at herske „for stedse“? (Salme 89:20, 29, 34-36) Og kunne en jordisk konge udfri menneskeheden fra synd og død?

13, 14. (a) Hvilket løfte har Jehova givet sin salvede konge ifølge Salme 110? (b) Hvad åbenbarede Jehovas profeter yderligere om det lovede afkom?

¹³ David skrev under inspiration: „Jehovas udsagn til min Herre lyder: ’Sæt dig ved min højre hånd indtil jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.’ Jehova har svoret (og han fortryder det ikke): ’Du er præst evindelig på Melkizedeks måde!’“ (Salme 110:1, 4) Davids ord sigtede direkte til det lovede afkom, Messias. (Apostelgerninger 2:35, 36) Denne konge skulle ikke regere fra Jerusalem, men fra himmelen, hvor han skulle sidde ved Jehovas „højre hånd“. Det ville give ham myndighed over langt mere end Israels land, ja, over hele jorden. (Salme 2:6-8) Hermed var endnu en side af den hellige hemmelighed blevet åbenbaret. Læg mærke til at Jehova udtalte en højtidelig ed om at Messias skulle være „præst . . . på Melkizedeks måde“. Ligesom Melkizedek, der tjente som konge og præst på Abrahams tid, ville det lovede afkom blive direkte udnævnt af Gud til at være både konge og præst. — 1 Mosebog 14:17-20.

¹⁴ I tidens løb benyttede Jehova sine profeter til at åbenbare flere enkeltheder i forbindelse med sin hellige hemmelighed. Esajas oplyste for eksempel at afkommet skulle lide en offerdød. (Esajas 53:3-12) Mika forudsagde hvor Messias skulle fødes. (Mika 5:2) Og Daniel profeterede om det nøjagtige tidspunkt for hvornår afkommet skulle fremstå, og hvornår han skulle dø. — Daniel 9:24-27.

Den hellige hemmelighed åbenbares!

15, 16. (a) Hvordan gik det til at Jehovas søn blev „født af en kvinde“? (b) Hvad arvede Jesus fra sine jordiske forældre, og hvornår fremstod han som det lovede afkom?

¹⁵ Hvordan disse profetier ville blive opfyldt, forblev et mysterium indtil afkommet fremstod. I Galaterbrevet 4:4 læser vi: „Da tiden var udløbet, udsendte Gud sin søn, som blev født af en kvinde.“ I år 2 f.v.t. sagde en engel til en jødisk jomfru ved navn Maria: „Se, du skal undfange i dit moderliv og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal være stor og skal kaldes den Højestes søn, og Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone . . . Hellig ånd vil komme over dig, og kraft fra den Højeste vil overskygge dig. Derfor skal det der fødes også kaldes helligt, Guds søn.“ — Lukas 1:31, 32, 35.

¹⁶ Jehova sørgede for at hans søn blev „født af en kvinde“ ved at overføre hans liv fra himmelen til Marias moderliv. Skønt Maria var ufuldkommen, arvede Jesus ikke hendes ufuldkommenhed, for han var „Guds søn“. Men eftersom hans jordiske forældre begge var efterkommere af David, arvede han både den naturlige og den juridiske ret til Davids trone fra dem. (Apostelgerninger 13:22, 23) Da Jesus i år 29 blev døbt, salvede Jehova ham med hellig ånd og erklærede: „Denne er min søn, den elskede.“ (Mattæus 3:16, 17) Endelig var afkommet fremstået! (Galaterne 3:16) Nu var tiden inde til at åbenbare endnu flere enkeltheder vedrørende den hellige hemmelighed. — 2 Timoteus 1:10.

17. Hvordan blev der kastet lys over Første Mosebog 3:15?

¹⁷ Jesus afslørede i løbet af sin tjeneste at slangen der omtales i Første Mosebog 3:15, er Satan, og at slangens afkom består af dem der følger Satan. (Mattæus 23:33; Johannes 8:44) Senere blev det åbenbaret hvordan Satan og hans tilhængere ville blive knust for evigt. (Åbenbaringen 20:1-3, 10, 15) Det blev også vist at kvinden er „det Jerusalem som er oventil“, Jehovas himmelske, hustrulignende organisation af åndeskabninger.a — Galaterne 4:26; Åbenbaringen 12:1-6.

Den nye pagt

18. Hvad er formålet med „den nye pagt“?

¹⁸ Den måske mest bemærkelsesværdige åbenbaring i forbindelse med den hellige hemmelighed fandt sted aftenen før Jesu død. Det var ved den lejlighed han fortalte sine trofaste disciple om „den nye pagt“. (Lukas 22:20) Ligesom den tidligere mosaiske lovpagt skulle denne nye pagt frembringe „et kongerige af præster“. (2 Mosebog 19:6; 1 Peter 2:9) Den ville ikke føre til at der blev oprettet en kødelig nation, men en åndelig nation, „Guds Israel“, som udelukkende skulle bestå af Kristi trofaste salvede disciple. (Galaterne 6:16) Disse parthavere i den nye pagt skulle sammen med Jesus være til velsignelse for hele menneskeheden.

19. (a) Hvordan kan den nye pagt frembringe „et kongerige af præster“? (b) Hvorfor bliver de salvede kristne kaldt „en ny skabning“, og hvor mange skal tjene sammen med Kristus i himmelen?

¹⁹ Men hvordan kan den nye pagt frembringe „et kongerige af præster“ til velsignelse for menneskene? Ved at den, i stedet for at fordømme Kristi disciple som syndere, gør det muligt for dem at få deres synder tilgivet på grundlag af hans offer. (Jeremias 31:31-34) Når de således står rene i Jehovas øjne, kan han antage dem som en del af sin himmelske familie og salve dem med hellig ånd. (Romerne 8:15-17; 2 Korinther 1:21) På den måde får de „en ny fødsel til et levende håb . . . bevaret i himlene“. (1 Peter 1:3, 4) Da en så ophøjet stilling er noget helt nyt for mennesker, bliver de åndsavlede salvede kristne kaldt „en ny skabning“. (2 Korinther 5:17) Bibelen åbenbarer at der til sidst vil være 144.000 som fra himmelen skal være med til at herske over den genløste menneskehed. — Åbenbaringen 5:9, 10; 14:1-4.

20. (a) Hvad blev der åbenbaret om den hellige hemmelighed i år 36? (b) Hvem vil få del i de velsignelser der blev lovet Abraham?

²⁰ Sammen med Jesus udgør disse salvede „Abrahams afkom“.b (Galaterne 3:29) De første der blev udvalgt, var kødelige jøder. Men i år 36 blev der åbenbaret endnu en side af den hellige hemmelighed: Hedninger, eller ikkejøder, kunne også blive arvinger til det himmelske rige. (Romerne 9:6-8; 11:25, 26; Efeserne 3:5, 6) Var det så kun de salvede kristne der skulle erfare de velsignelser som var blevet lovet Abraham? Nej, for Jesu offer er til gavn for hele verden. (1 Johannes 2:2) Med tiden åbenbarede Jehova at en talløs „stor skare“ ville overleve afslutningen på Satans tingenes ordning. (Åbenbaringen 7:9, 14) Desuden ville utallige andre få en opstandelse med mulighed for at leve evigt i paradiset på jorden. — Lukas 23:43; Johannes 5:28, 29; Åbenbaringen 20:11-15; 21:3, 4.

Guds visdom og den hellige hemmelighed

21, 22. På hvilke måder kommer Jehovas visdom til udtryk i hans hellige hemmelighed?

²¹ Den hellige hemmelighed er et betagende vidnesbyrd om „Guds alsidige visdom“. (Efeserne 3:8-10) Tænk på den store visdom Jehova har lagt for dagen ved at han først blot fremsatte denne hemmelighed og dernæst lidt efter lidt åbenbarede den. Han har viseligt taget menneskenes begrænsninger i betragtning og givet dem lejlighed til at vise hvad der bor i deres hjerte. — Salme 103:14.

²² Jehovas uforlignelige visdom kommer også til udtryk ved at han valgte Jesus som konge. Ingen anden skabning i universet kunne være mere pålidelig end Jehovas søn. Mens han var et menneske af kød og blod, kom han ud for mange slags vanskeligheder. Han forstår til fulde menneskenes problemer. (Hebræerne 5:7-9) Det samme gør Jesu medregenter. I århundredernes løb er både mænd og kvinder af alle racer og sproggrupper og med vidt forskellig baggrund blevet udvalgt og salvet. Der findes simpelt hen intet problem som den ene eller den anden iblandt dem ikke har mødt og overvundet. (Efeserne 4:22-24) Det vil blive en fryd at leve under disse barmhjertige kongers og præsters styre!

23. Hvilken forret har de kristne fået i forbindelse med Jehovas hellige hemmelighed?

²³ Apostelen Paulus skrev: „Den hellige hemmelighed som har været skjult siden de tidligere tingenes ordninger og siden de tidligere generationer . . . er . . . blevet gjort kendt for Guds hellige.“ (Kolossenserne 1:26) Ja, Jehovas salvede hellige har fået en dyb forståelse af den hellige hemmelighed, og de har givet millioner af andre, deriblandt os, del i deres indsigt. Jehova har „gjort os bekendt med sin viljes hellige hemmelighed“. (Efeserne 1:9) Og vi har den forret at gøre endnu flere bekendt med denne underfulde hemmelighed så de også kan få indblik i Jehova Guds uudgrundelige visdom!

1-3. Hvordan kan vi vide at Jehova er ydmyg?

EN FAR der ønsker at lære sit barn noget vigtigt, vil gøre alt for at nå ind til barnets hjerte. Hvordan bærer han sig ad? Stiller han sig truende foran barnet og taler strengt til det? Eller sætter han sig på hug og prøver mildt og venligt at få barnet til at forstå hvad han mener? En vís og ydmyg far vil naturligvis gøre det sidste.

² Hvordan er Jehova som Fader? Er han hovmodig eller ydmyg, streng eller mild? Jehova ejer al kundskab og visdom. Men har du lagt mærke til at folk der er dygtige og véd meget, ikke nødvendigvis er ydmyge? Bibelen siger meget rigtigt: „Kundskaben opblæser.“ (1 Korinther 3:19; 8:1) Jehova, hvis „hjerte er víst“, er ikke desto mindre ydmyg. (Job 9:4) Ikke sådan at forstå at han på nogen måde indtager en underordnet stilling eller mangler noget i at være ophøjet, men han er ikke hovmodig. Hvorfor kan vi sige det?

³ Jehova er hellig, det vil sige ren, og kan derfor ikke være hovmodig, for hovmod forbindes med urenhed. (Markus 7:20-22) Læg desuden mærke til hvad profeten Jeremias sagde til Jehova: „Din sjæl [Jehova selv] vil helt sikkert huske det og bøje sig over mig.“a (Klagesangene 3:20) Tænk engang! Jehova, universets suveræne Herre, var villig til at „bøje sig over“, eller ned mod, Jeremias, et ufuldkomment menneske, for at vise ham opmærksomhed. (Salme 113:7) Ja, Jehova er ydmyg. Men hvad vil det sige? Hvordan er hans ydmyghed forbundet med visdom? Og hvordan berører det os?

Hvordan Jehova viser ydmyghed

4, 5. (a) Hvordan kommer ydmyghed til udtryk, og hvorfor bør det ikke forveksles med svaghed og frygtsomhed? (b) Hvordan viste Jehova ydmyghed over for David, og hvor vigtigt er det for os at Jehova viser ydmyghed?

⁴ Den der er ydmyg, er ikke hovmodig eller stolt. Ydmyghed er en hjertetilstand der blandt andet kommer til udtryk ved at man er mild, tålmodig og rimelig. (Galaterne 5:22, 23) Disse egenskaber skal dog ikke forveksles med svaghed eller det at være frygtsom. De er ikke uforenelige med at Jehova kan føle retfærdig harme og gøre brug af sin magt til at ødelægge. Det er snarere sådan at Jehova ved sin ydmyghed og mildhed viser sin umådelige styrke, sin evne til fuldkomment at beherske sig. (Esajas 42:14) En bibelkommentar peger på den forbindelse der er mellem ydmyghed og visdom: „Ydmyghed defineres endelig . . . som uselviskhed og er noget fundamentalt ved al visdom.“ Sand visdom er altså uløseligt forbundet med ydmyghed. Hvordan er Jehovas ydmyghed da til gavn for os?

⁵ Kong David sagde til Jehova: „Du [giver] mig dit frelsesskjold, ja, din højre vil holde mig oppe, og din ydmyghed vil gøre mig stor.“ (Salme 18:35) Jehova bøjede sig så at sige ned for at tage sig af dette lille ufuldkomne menneske, beskytte ham og holde ham oppe dag for dag. David forstod at hvis han skulle overleve — og med tiden opnå en vis storhed som konge — var det kun fordi Jehova var villig til at ydmyge sig på denne måde. Der var i virkeligheden ingen af os der kunne gøre os noget håb om at blive frelst hvis ikke Jehova var ydmyg — villig til at bøje sig ned for at tage sig af os som en mild og kærlig Fader.

6, 7. (a) Hvorfor omtaler Bibelen aldrig Jehova som beskeden? (b) Hvilken forbindelse er der mellem mildhed og visdom, og hvem er det bedste eksempel i denne henseende?

⁶ Det skal understreges at ydmyghed ikke er det samme som beskedenhed. Beskedenhed er en smuk egenskab som troende mennesker må opdyrke. Ligesom ydmyghed er denne egenskab forbundet med visdom. For eksempel siges der i Ordsprogene 11:2: „Hos de beskedne er der visdom.“ Men Bibelen omtaler aldrig Jehova som beskeden. Hvorfor ikke? Fordi beskedenhed i Bibelen bliver brugt om en der erkender sine begrænsninger. Den almægtige Gud har ingen begrænsninger ud over dem han pålægger sig selv på grund af sine egne retfærdige normer. (Markus 10:27; Titus 1:2) Da han er den Højeste, er der heller ikke nogen der står over ham. Beskedenhed er derfor ikke et begreb der kan anvendes om Jehova.

⁷ Men Jehova er ydmyg og mild, og han lærer sine tjenere at mildhed er en forudsætning for sand visdom. Hans ord taler om „en mildhed der hører visdom til“.b (Jakob 3:13) Som vi nu skal se, er Jehova selv det bedste eksempel i denne henseende.

Jehova giver andre et ansvar og lytter

8-10. (a) Hvorfor er det bemærkelsesværdigt at Jehova er villig til at give andre et ansvar og til at lytte? (b) Hvordan har den almægtige Gud vist ydmyghed over for englene?

⁸ Et opmuntrende bevis på at Jehova er ydmyg, er hans villighed til at lade andre få et ansvar og til at lytte. Det er bemærkelsesværdigt når man tænker på at han jo slet ikke har brug for andres hjælp eller vejledning. (Esajas 40:13, 14; Romerne 11:34, 35) Alligevel beretter Bibelen gentagne gange om at Jehova har vist ydmyghed på disse områder.

⁹ Det fremgår for eksempel af en usædvanlig hændelse i Abrahams liv. Abraham fik besøg af tre personer, og han tiltalte den ene af dem „Jehova“. De besøgende var i virkeligheden engle, men en af dem kom i Jehovas navn og handlede i hans navn. Når denne engel sagde og gjorde noget, var det i virkeligheden Jehova selv der gjorde det. Gennem dette sendebud lod Jehova Abraham forstå at Han havde hørt et stort klageskrig „over Sodoma og Gomorra“. Han sagde: „Jeg vil nu gå ned og se om de handler helt sådan som skriget der er kommet til mig over den fortæller, og hvis ikke, kan jeg få det at vide.“ (1 Mosebog 18:3, 20, 21) Det betød selvfølgelig ikke at den Almægtige selv ville „gå ned“ til byerne. Han lod sig igen repræsentere ved engle. (1 Mosebog 19:1) Hvorfor? Kunne Jehova, der ser alt, ikke have fået nærmere kendskab til forholdene i området uden andres hjælp? Jo, naturligvis. Men i stedet gav han ydmygt disse engle til opgave at undersøge forholdene og besøge Lot og hans familie i Sodoma.

¹⁰ Jehova er også en Gud der lytter til andre. Ved en lejlighed bad han sine engle om at komme med forslag til hvordan den onde kong Akab kunne bringes til fald. Det var ikke fordi Jehova havde brug for en sådan hjælp. Alligevel lyttede han til englenes forslag, godtog et af dem og gav den pågældende engel lov til selv at føre sit forslag ud i livet. (1 Kongebog 22:19-22) Er det ikke et godt eksempel på ydmyghed?

11, 12. Hvordan lærte Abraham Jehovas ydmyghed at kende?

¹¹ Jehova er endda villig til at lytte til ufuldkomne mennesker der giver udtryk for deres bekymringer. Da Jehova for eksempel fortalte at han ville ødelægge Sodoma og Gomorra, kom det helt bag på den trofaste Abraham. „Det er utænkeligt for dig!“ sagde han og tilføjede: „Den der dømmer hele jorden, skulle han ikke øve ret?“ Han spurgte om ikke Jehova ville skåne byerne hvis der var 50 retfærdige tilbage, og det forsikrede Jehova ham om at han ville. Men Abraham spurgte igen og ændrede tallet til 45, derefter til 40 og så videre. Selv om Jehova hver gang forsikrede Abraham om at han ville skåne byerne, fortsatte han med at spørge indtil han var nået ned til 10. Måske forstod han endnu ikke helt hvor barmhjertig Jehova er. Under alle omstændigheder lod Jehova tålmodigt og ydmygt sin ven og tjener Abraham give udtryk for det der bekymrede ham. — 1 Mosebog 18:23-33.

¹² Hvor mange dygtige og højtuddannede mennesker ville mon have lyttet så tålmodigt til en der var langt mindre begavet end de selv?c Det viser noget om Guds ydmyghed. Denne samtale lærte også Abraham at Jehova er „sen til vrede“. (2 Mosebog 34:6) Det var måske fordi han var klar over at han ikke havde ret til at drage den Højestes handlemåde i tvivl, at han to gange bønfaldt ham: „Måtte Jehova nu ikke blive optændt af vrede.“ (1 Mosebog 18:30, 32) Det blev Jehova naturligvis heller ikke, for han ejer ’den mildhed der hører visdom til’.

Jehova er rimelig

13. Hvad betyder ordet „rimelig“ som det bruges i Bibelen, og hvorfor kan man sige at Jehova er rimelig?

¹³ Jehovas ydmyghed kommer desuden til udtryk gennem en anden smuk egenskab, nemlig rimelighed, noget som ufuldkomne mennesker desværre ofte mangler. Jehova er ikke alene villig til at lytte til sine fornuftbegavede skabninger, men er også parat til at give efter når det ikke strider imod hans retfærdige principper. Sådan som ordet „rimelig“ bruges i Bibelen, kan det også oversættes med „eftergivende“. Det er endnu en af de egenskaber der kendetegner Guds visdom. I Jakob 3:17 står der: „Visdommen ovenfra er . . . rimelig.“ I hvilken forstand er Jehova, der ejer al visdom, rimelig? Han er blandt andet villig til at tilpasse sig. Som vi har lært, betyder Jehovas navn at han ’lader sig selv blive’ hvad som helst der skal til for at gennemføre sine hensigter. (2 Mosebog 3:14) Viser det ikke at Jehova er rimelig og villig til at tilpasse sig?

14, 15. Hvad lærer Ezekiels syn af Jehovas himmelvogn os om Jehovas himmelske organisation, og hvordan adskiller Jehovas organisation sig fra verdslige organisationer?

¹⁴ Der er en særlig passage i Bibelen som hjælper os til at få en fornemmelse af Jehovas evne til at tilpasse sig. Profeten Ezekiel fik et syn af Jehovas himmelske organisation af åndeskabninger. Han så et køretøj af enorme dimensioner, Jehovas egen „vogn“, som altid er under hans fulde kontrol. Den måde den bevægede sig på, var højst usædvanlig. De kæmpemæssige hjul kunne bevæge sig til alle fire sider og var fulde af øjne så de kunne se overalt og i ét nu skifte retning uden at standse eller dreje. Denne kolossale himmelvogn behøvede ikke at snegle sig af sted i et tempo som et tungt, menneskeskabt køretøj. Den kunne bevæge sig med lynets hast og uden videre skifte til den tværgående retning! (Ezekiel 1:1, 14-28) Ja, Jehovas organisation har, ligesom den almægtige Suveræn der leder den, stor tilpasningsevne og kan tage sig af enhver situation og ethvert behov der måtte opstå.

¹⁵ Mennesker har ikke nær den samme tilpasningsevne. Alt for ofte er de og deres organisationer usmidige og urimelige. De har svært ved at tilpasse sig og give efter. Det kan sammenlignes med et godstog eller en supertanker. De kan begge have en imponerende størrelse og kraft, men kan nogen af dem foretage en pludselig ændring hvis der sker noget uventet? Hvis en større genstand falder ned på skinnerne foran et godstog, har det ingen mulighed for at køre udenom. Det har heller ikke let ved at stoppe. Et tungt godstog skal bruge næsten to kilometer for at standse efter at bremserne er slået i. Og en supertanker kan fortsætte otte kilometer efter at maskinerne er slået fra. Selv hvis man slår motoren bak, fortsætter tankeren stadig tre kilometer frem. Det forholder sig på lignende måde med jordiske organisationer. På grund af stolthed er mennesker ofte uvillige til at tilpasse sig ændrede behov og omstændigheder. Det har ført til at store firmaer er gået konkurs, og at regeringer ligefrem er blevet væltet. (Ordsprogene 16:18) Vi kan være glade for at hverken Jehova eller hans organisation har det mindste tilfælles med sådanne organisationer.

Hvordan Jehova viser rimelighed

16. Hvordan viste Jehova rimelighed over for Lot før han ødelagde Sodoma og Gomorra?

¹⁶ Lad os nu vende tilbage til beretningen om ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra. Jehovas engel gav Lot denne klare besked: „Bring dig i sikkerhed i bjerglandet.“ Men det havde han ikke lyst til. „Åh nej, Jehova!“ bad han. Lot var overbevist om at han ville dø hvis han flygtede op i bjergene, så han bønfaldt Jehova om at han og hans familie i stedet måtte flygte til en nærliggende by der hed Zoar. Det var imidlertid også en af de byer Jehova havde til hensigt at ødelægge. Desuden var Lots frygt helt ubegrundet. Naturligvis kunne Jehova have hjulpet ham til at overleve i bjergene. Alligevel gav han efter for Lots anmodning og skånede Zoar. „Se, også i denne sag tager jeg hensyn til dig,“ sagde engelen til Lot. (1 Mosebog 19:17-22) Er det ikke et storslået udtryk for Jehovas rimelighed?

17, 18. Hvordan viste Jehova rimelighed over for ninevitterne?

¹⁷ Jehova reagerer også positivt når nogen viser oprigtig anger, og han gør altid det der er barmhjertigt og rigtigt. Tænk på det der skete da profeten Jonas blev sendt til den ugudelige by Nineve, der var fyldt med vold. Mens Jonas gik igennem Nineves gader, proklamerede han Guds enkle budskab om at den store by ville blive ødelagt om 40 dage. Men så skete der noget uventet. Ninevitterne omvendte sig! — Jonas, kapitel 3.

¹⁸ Vi kan lære meget af at se hvordan Jehova og Jonas hver især reagerede i denne nye situation. Jehova tilpassede sig og ’lod sig selv blive’ en der tilgav synder, i stedet for „en stridsmand“.d (2 Mosebog 15:3) Jonas, derimod, var ikke fleksibel og langt mindre barmhjertig. I stedet for at genspejle Jehovas rimelighed reagerede han mere som et godstog eller en supertanker. Nu havde han forkyndt byens dom, og så skulle den også eksekveres! Men Jehova gav tålmodigt sin utålmodige profet en uforglemmelig lektion i rimelighed og barmhjertighed. — Jonas, kapitel 4.

19. (a) Hvorfor kan vi være forvissede om at Jehova er rimelig i sine forventninger til os? (b) Hvordan viser Ordsprogene 19:17 at Jehova er en ’god og rimelig’ og meget ydmyg Herre?

¹⁹ Endelig kan det nævnes at Jehova er rimelig med hensyn til hvad han forventer af os. Kong David sagde: „Han ved hvordan vi er dannet, husker at vi er støv.“ (Salme 103:14) Jehova forstår vore begrænsninger og ufuldkommenheder bedre end vi selv gør. Han forventer aldrig mere af os end vi kan klare. Bibelen siger om jordiske herrer at nogle er „gode og rimelige“ mens andre er „vanskelige at behage“. (1 Peter 2:18) Hvilken slags Herre er Jehova? Læg mærke til hvad der siges i Ordsprogene 19:17: „Den der viser den ringe sin gunst låner ud til Jehova.“ Det er naturligvis kun en god og rimelig herre der vil lægge mærke til alle de gange nogen gør godt mod den ringe. Derudover viser dette skriftsted at universets Skaber i virkeligheden anser sig selv for at stå i gæld til små mennesker der handler barmhjertigt! Det er virkelig et udtryk for stor ydmyghed.

20. Hvad viser at Jehova hører vore bønner og besvarer dem?

²⁰ Jehova vil altid være mild og rimelig over for sine tjenere. Han lytter når vi beder i tro. Og selv om han ikke sender engle fra himmelen for at tale til os, må vi ikke tro at han ignorerer vore bønner. Da Paulus opfordrede sine trosfæller til ’stadig at bede’ om at han måtte blive løsladt, tilføjede han: „For at jeg må blive givet tilbage til jer så meget tidligere.“ (Hebræerne 13:18, 19) Gennem vore bønner kan vi altså få Jehova til at gøre noget som han måske ellers ikke ville have gjort! — Jakob 5:16.

21. Hvad vil Jehovas ydmyghed aldrig få ham til at gøre, og hvad bør vi værdsætte?

²¹ De forskellige måder Jehovas ydmyghed kommer til udtryk på — om det er ved at han er mild, tålmodig, rimelig eller villig til at lytte — betyder naturligvis ikke at han går på kompromis med hensyn til sine retfærdige principper. Kristenhedens præster synes måske at de er rimelige når de kildrer folks ører ved at udvande Jehovas moralnormer. (2 Timoteus 4:3) Menneskers tendens til at gå på kompromis når det tjener deres egne interesser, har imidlertid intet med Guds rimelighed at gøre. Jehova er hellig; han vil aldrig slække på sine retfærdige normer. (3 Mosebog 11:44) Lad os derfor værdsætte Jehovas rimelighed og se den som et bevis på hans ydmyghed. Bliver du ikke varm om hjertet når du tænker på at Jehova Gud, den viseste i hele universet, også er helt igennem ydmyg? Det er en stor glæde for os at kunne komme nær til en så ærefrygtindgydende, men samtidig mild, tålmodig og rimelig Gud!

1-3. Hvordan tog Jesu tidligere bysbørn imod hans undervisning, og hvad forstod de ikke?

TILHØRERNE var forbløffede. Den unge mand Jesus stod dér foran dem i synagogen og underviste! De kendte ham udmærket, for han var vokset op i deres by og havde i flere år arbejdet iblandt dem som tømrer. Nogle af dem boede måske i huse som han havde været med til at bygge, eller brugte måske plove eller åg som han havde lavet.a Men hvordan ville de tage imod det som denne tidligere tømrer lærte dem?

² De fleste blev slået af undren over det de hørte, og spurgte: ’Hvor har manden denne visdom fra?’ Men de sagde også: „Er det ikke tømreren, Marias søn?“ (Mattæus 13:54-58; Markus 6:1-3) Jesu tidligere bysbørn tænkte desværre som så: ’Denne tømrer er jo bare én her fra egnen ligesom os.’ Til trods for visdommen i det han sagde, regnede de ham ikke for noget. De forstod ikke at Jesu visdom ikke stammede fra ham selv.

³ Hvor havde Jesus da sin visdom fra? Han sagde selv: „Den lære jeg fører er ikke min, men hans som har sendt mig.“ (Johannes 7:16) Apostelen Paulus forklarede at Jesu visdom stammede fra Gud. (1 Korinther 1:30) Det var Jehovas visdom der blev åbenbaret gennem hans søn, endda i en sådan grad at Jesus kunne sige: „Jeg og Faderen er ét.“ (Johannes 10:30) Lad os nu se på tre områder hvor Jesus viste at han genspejlede ’visdommen fra Gud’.

Hans lære

4. (a) Hvad var temaet i Jesu budskab, og hvorfor var det et vigtigt tema? (b) Hvorfor var Jesu råd altid praktisk anvendelige og til gavn for tilhørerne?

⁴ For det første vil vi se på det Jesus lærte andre. Temaet for hans budskab var „den gode nyhed om Guds rige“. (Lukas 4:43) Det var et vigtigt tema, for Riget er det middel hvormed Jehova vil hævde sin suverænitet og bringe menneskeheden varige velsignelser. Jesus gav også gode råd der kunne hjælpe folk i hverdagen. Han viste sig at være den forudsagte ’Underfulde Rådgiver’. (Esajas 9:6) Hvordan kunne hans råd være andet end underfulde? Han havde jo et indgående kendskab til Guds ord og vilje, en dyb forståelse af den menneskelige natur og stor kærlighed til menneskene. De råd han gav, var derfor altid praktisk anvendelige og til gavn for tilhørerne. Jesus fremholdt „det evige livs ord“, og det vil føre til frelse at følge hans råd. — Johannes 6:68.

5. Nævn nogle af de emner Jesus kom ind på i Bjergprædikenen.

⁵ Bjergprædikenen er et fremragende eksempel på den uforlignelige visdom i Jesu lære. Det tog sikkert ikke mere end 20 minutter at holde Bjergprædikenen sådan som den er gengivet i Mattæus 5:3 til 7:27. Men den vejledning den indeholder, er tidløs og lige så relevant i dag som da den oprindelig blev givet. Jesus kom ind på mange forskellige emner, deriblandt hvordan man får et bedre forhold til andre (5:23-26, 38-42; 7:1-5, 12), hvordan man forbliver moralsk ren (5:27-32), og hvordan man får et meningsfyldt liv (6:19-24; 7:24-27). Men Jesus nøjedes ikke med at fortælle sine tilhørere hvad det ville være klogt at gøre; han underbyggede det også ved at forklare hvad han mente, ræsonnere med tilhørerne og fremføre beviser for det han sagde.

6-8. (a) Hvilke gode grunde giver Jesus til at vi ikke skal bekymre os? (b) Hvad viser at Jesu vejledning genspejler Guds visdom?

⁶ Læg for eksempel mærke til visdommen i Jesu vejledning i Mattæusevangeliet, kapitel 6, om ikke at bekymre sig om det materielle. „Hold op med at nære bekymring for jeres sjæl med hensyn til hvad I skal spise eller hvad I skal drikke, eller for jeres legeme med hensyn til hvad I skal tage på,“ lyder hans råd. (Vers 25) Mad og tøj er grundlæggende fornødenheder, og det er kun naturligt at vi er optaget af at skaffe os dem. Men Jesus siger at vi skal ’holde op med at nære bekymring’ med hensyn til disse ting.b Hvorfor?

⁷ Følg med mens Jesus fremfører sit overbevisende ræsonnement. Eftersom det er Jehova der har givet os livet og et legeme, kan han så ikke også sørge for at vi får den føde vi har brug for, og det tøj vi skal have på? (Vers 25) Hvis Gud sørger for føde til fuglene og han klæder blomsterne i skønhed, hvor meget mere vil han da ikke sørge for de mennesker der tjener ham! (Versene 26, 28-30) Unødig bekymring tjener alligevel ikke noget formål. Det kan ikke forlænge livet med så meget som et sekund.c (Vers 27) Hvordan kan vi undgå at bekymre os? Jesus giver dette råd: Bliv ved med at sætte tilbedelsen af Gud først i livet. De der gør det, kan have tillid til at deres himmelske Fader „i tilgift“ vil give dem det de hver dag har behov for. (Vers 33) Til sidst kommer Jesus med et meget praktisk forslag — at man tager én dag ad gangen. Hvorfor lægge morgendagens bekymringer til dem man har i dag? (Vers 34) Og hvorfor bekymre sig unødigt om noget der måske aldrig sker? At følge disse kloge råd kan spare os for mange hjertesorger i denne stressede verden.

⁸ Den vejledning Jesus gav, er altså lige så brugbar i dag som den var da den blev givet for næsten 2000 år siden. Er det ikke et vidnesbyrd om at hans visdom stammer fra Gud? Selv den bedste vejledning fra rådgivere i denne verden bliver hurtigt forældet og derfor revideret eller udskiftet. Jesu lære har derimod stået tidens prøve. Men det skulle ikke overraske os, for Jesus, den Underfulde Rådgiver, fremholdt „hvad Gud har sagt“. — Johannes 3:34.

Hans måde at undervise på

9. Hvad sagde nogle soldater om Jesus, og hvorfor var det ikke nogen overdrivelse?

⁹ For det andet genspejlede Jesus Guds visdom i sin måde at undervise på. Ved en lejlighed da nogle soldater var blevet sendt ud for at arrestere ham, vendte de tomhændede tilbage og sagde: „Aldrig har noget andet menneske talt således.“ (Johannes 7:45, 46) Det var ikke nogen overdrivelse. Af alle mennesker der har levet, har Jesus, der var „fra regionerne oventil“, haft det største forråd af kundskab og erfaring. (Johannes 8:23) Intet andet menneske har kunnet undervise som han. Lad os blot betragte to af de metoder denne vise lærer benyttede sig af.

10, 11. (a) Hvorfor kan vi ikke andet end forundres over Jesu brug af illustrationer? (b) Hvad er lignelser, og hvilket eksempel viser hvorfor Jesu lignelser er så virkningsfulde?

¹⁰ Virkningsfuld brug af illustrationer. „Alt dette fortalte Jesus folkeskarerne ved hjælp af billeder. Ja, uden et billede talte han ikke til dem,“ siges der om ham. (Mattæus 13:34) Vi kan ikke andet end forundres over den enestående evne han havde til at forklare dybe sandheder ved hjælp af enkle situationer fra hverdagen. Landmanden der sår, kvinden der laver en dej, børn der leger på torvene, fiskere der haler deres vod op, og hyrden der leder efter et mistet får, var alt sammen noget hans tilhørere havde set mange gange. Når vigtige sandheder bliver forbundet med noget velkendt, indprenter de sig hurtigere og dybere i sindet og hjertet. — Mattæus 11:16-19; 13:3-8, 33, 47-50; 18:12-14.

¹¹ Jesus brugte ofte lignelser, det vil sige korte fortællinger hvoraf man kan udlede en morale eller en bibelsk sandhed. Da det er lettere at forstå og huske fortællinger end abstrakte begreber, hjalp Jesus på den måde sine tilhørere til at huske det de lærte. I mange af sine lignelser gav Jesus en så levende beskrivelse af sin Fader at det gjorde et uudsletteligt indtryk på tilhørerne. Det er for eksempel ikke vanskeligt at se hvad man kan lære af lignelsen om den fortabte søn: Når én der er kommet på afveje, oprigtigt viser tegn på sindsændring, vil Jehova kærligt og medfølende tage imod ham igen. — Lukas 15:11-32.

12. (a) Hvordan gjorde Jesus brug af spørgsmål i sin undervisning? (b) Hvordan bragte Jesus de religiøse ledere til tavshed?

¹² Mesterlig brug af spørgsmål. Jesus gjorde brug af spørgsmål der hjalp tilhørerne til selv at drage slutninger, ransage deres egne motiver og træffe personlige afgørelser. (Mattæus 12:24-30; 17:24-27; 22:41-46) Da de religiøse ledere betvivlede at hans bemyndigelse stammede fra Gud, svarede han: „Var Johannes’ dåb fra himmelen eller fra mennesker?“ Dette spørgsmål overraskede dem, og de begyndte derfor indbyrdes at diskutere: „Hvis vi siger: ’Fra himmelen,’ vil han sige til os: ’Hvordan kan det da være at I ikke troede ham?’ Og hvis vi siger: ’Fra mennesker,’ har vi folkemængden at frygte, for de regner alle sammen Johannes for en profet.“ Til sidst svarede de: „Vi ved det ikke.“ (Markus 11:27-33; Mattæus 21:23-27) Med et simpelt spørgsmål bragte Jesus dem til tavshed og afslørede deres forræderiske hjertetilstand.

13-15. Hvordan afspejler lignelsen om den barmhjertige samaritaner Jesu visdom?

¹³ Undertiden indflettede Jesus tankevækkende spørgsmål i illustrationerne. Da en lovkyndig jøde spurgte hvad han skulle gøre for at få evigt liv, henviste Jesus til Moseloven, der siger at man skal elske Gud og sin næste. Manden ville retfærdiggøre sig og spurgte derfor: „Hvem er egentlig min næste?“ Som svar fortalte Jesus en historie. En jødisk mand der var alene på rejse, blev overfaldet af røvere og efterladt halvdød. To andre jøder, først en præst og derefter en levit, kom forbi det sted hvor han lå. Men begge ignorerede ham. Så kom der en samaritaner forbi. Han fik inderligt ondt af manden, forbandt nænsomt hans sår og sørgede kærligt for at bringe ham i sikkerhed på et nærliggende herberg, hvor han kunne komme sig. Jesus afsluttede beretningen med at spørge: „Hvem af disse tre synes du har gjort sig selv til næste for den mand der faldt blandt røverne?“ Den lovkyndige var nødt til at svare: „Ham der handlede barmhjertigt mod ham.“ — Lukas 10:25-37.

¹⁴ Hvordan afspejler denne lignelse Jesu visdom? På hans tid anvendte jøderne kun ordet „næste“ om dem der fulgte de jødiske traditioner — og bestemt ikke om samaritanerne. (Johannes 4:9) Mon det ville have bidraget til at nedbryde denne fordom hvis Jesus havde ladet offeret være en samaritaner og den der hjalp ham, en jøde? Han valgte viseligt at fortælle historien sådan at det var en samaritaner der omsorgsfuldt tog sig af en jøde. Læg også mærke til det spørgsmål Jesus stillede til sidst. Han brugte ordet „næste“ i en anden betydning end den lovkyndige havde gjort. Den lovkyndige havde i virkeligheden spurgt: ’Hvem bør være genstand for min næstekærlighed?’ Men Jesus spurgte: „Hvem af disse tre synes du har gjort sig selv til næste for den mand der faldt blandt røverne?“ Jesus fokuserede ikke på den der blev vist godhed, altså offeret, men på den der viste godhed, nemlig samaritaneren. Den der ejer sand næstekærlighed, tager initiativet til at vise andre kærlighed, uanset hvilken etnisk baggrund de har. Jesus kunne næppe have understreget denne tanke på nogen bedre måde.

¹⁵ Er det så mærkeligt at folk var helt forbløffede over Jesu „måde at undervise på“ og følte sig draget til ham? (Mattæus 7:28, 29) Ved en lejlighed blev „en stor folkemængde“ hos ham i tre dage, endda uden at have noget at spise! — Markus 8:1, 2.

Hans livsførelse

16. Hvordan beviste Jesus at han lod sig lede af Guds visdom?

¹⁶ For det tredje genspejlede Jesus Jehovas visdom i sin måde at leve på. Visdom virker i praksis; den fører til resultater. „Hvem iblandt jer er vís?“ spurgte disciplen Jakob og svarede selv ved at sige: „Lad ham bevise det i praksis ved sin rette adfærd.“ (Jakob 3:13, The New English Bible) Ved sin adfærd ’beviste Jesus i praksis’ at han lod sig lede af Guds visdom. Lad os se hvordan han viste sund dømmekraft, både i sin livsførelse og i den måde han behandlede andre på.

17. Hvad viser at Jesus altid var ligevægtig?

¹⁷ Har du lagt mærke til at folk der mangler god dømmekraft, ofte går til yderligheder? Det kræver visdom at bevare ligevægten. Jesus, der genspejlede Guds visdom, viste fuldkommen ligevægt. Han satte det åndelige først i livet, før alt andet, og han var travlt optaget af arbejdet med at forkynde den gode nyhed. „Det er med det formål jeg er gået ud,“ sagde han. (Markus 1:38) Det materielle var ikke så vigtigt for ham; det ser ud til at han kun havde ganske få ejendele. (Mattæus 8:20) Men han var ikke asket. Ligesom sin Fader, ’den lykkelige Gud’, var han glad og lykkelig, og han gjorde også andre glade. (1 Timoteus 1:11; 6:15) Da han var til en bryllupsfest — en glædelig begivenhed som blev fejret med musik og sang — lagde han på ingen måde en dæmper på festlighederne. Da vinen slap op, forvandlede han vand til god vin, en drik der „fryder det dødelige menneskes hjerte“. (Salme 104:15; Johannes 2:1-11) Jesus tog også imod mange invitationer til at spise i folks hjem, og han benyttede ofte sådanne lejligheder til at undervise de tilstedeværende. — Lukas 10:38-42; 14:1-6.

18. Hvordan viste Jesus dømmekraft i forholdet til sine disciple?

¹⁸ Jesus viste også altid den rette dømmekraft. Hans indsigt i den menneskelige natur satte ham i stand til at se sine disciple sådan som de virkelig var. Han var udmærket klar over at de ikke var fuldkomne. Men han kunne også se deres gode sider. Han så mulighederne i de mennesker Jehova havde draget. (Johannes 6:44) Trods disciplenes fejl og mangler stolede Jesus på dem. Det viste han ved at betro dem et stort ansvar da han gav dem til opgave at forkynde den gode nyhed. Han havde tillid til at de kunne klare opgaven. (Mattæus 28:19, 20) Af bogen Apostelgerninger fremgår det at disciplene trofast udførte det arbejde han havde pålagt dem. (Apostelgerninger 2:41, 42; 4:33; 5:27-32) Det var altså rigtigt og víst af Jesus at stole på dem.

19. Hvordan viste Jesus at han ’havde et mildt sind og var ydmyg af hjertet’?

¹⁹ Som nævnt i kapitel 20 her i bogen forbinder Bibelen visdom med ydmyghed og mildhed. Jehova er naturligvis det bedste eksempel i denne henseende. Men det er også opmuntrende at se den ydmyghed Jesus viste over for sine disciple. Som et fuldkomment menneske stod han langt over dem, men han så ikke ned på dem. Han fik dem aldrig til at føle sig underlegne eller uduelige, men tog derimod hensyn til deres begrænsninger og fandt sig tålmodigt i deres svagheder. (Markus 14:34-38; Johannes 16:12) Det er tankevækkende at selv børn følte sig godt tilpas når de var sammen med Jesus. De kunne helt sikkert mærke at han ’havde et mildt sind og var ydmyg af hjertet’. — Mattæus 11:29; Markus 10:13-16.

20. Hvordan viste Jesus rimelighed over for den ikkejødiske kvinde hvis datter var dæmonbesat?

²⁰ Jesus viste også ydmyghed på en anden vigtig måde. Han var rimelig, eller eftergivende, når barmhjertigheden gav rum for det. Tænk for eksempel på dengang en ikkejødisk kvinde bad ham om at helbrede hendes datter der var slemt dæmonbesat. Til at begynde med lod Jesus hende på tre forskellige måder forstå at han ikke ville hjælpe — først ved ikke at svare hende; dernæst ved direkte at sige at han ikke var sendt ud til hedningerne, men til jøderne; og tredje gang ved at bruge en illustration der venligt understregede den samme tanke. Men kvinden gav ikke op og viste derved at hun havde en overordentlig stærk tro. Hvordan reagerede Jesus i betragtning af denne usædvanlige situation? Han gjorde netop det som han havde ladet hende forstå han ikke ville gøre. Han helbredte hendes datter. (Mattæus 15:21-28) Et bemærkelsesværdigt eksempel på ydmyghed! Og som vi har lært, er ydmyghed noget fundamentalt ved sand visdom.

21. Hvorfor bør vi bestræbe os for at efterligne Jesu egenskaber, tale og væremåde?

²¹ Vi kan være taknemmelige for at evangelieberetningerne åbenbarer hvad det viseste menneske der har levet, har sagt og gjort! Og samtidig må vi huske at Jesus til fuldkommenhed genspejlede sin Fader. Når vi prøver at efterligne Jesu egenskaber, tale og væremåde, vil det hjælpe os til at opdyrke visdommen ovenfra. I det næste kapitel skal vi se hvordan vi kan lade os lede af Guds visdom.

1-3. (a) Hvordan viste Salomon at han besad en usædvanlig visdom da han afgjorde en strid mellem to kvinder? (b) Hvad har Jehova lovet at give os, og hvilke spørgsmål rejser det?

DET var en vanskelig sag. To kvinder gjorde krav på det samme barn. De boede i samme hus og havde med få dages mellemrum født hver sin søn. Det ene barn døde, og nu hævdede begge kvinder at være mor til det levende barn.a Ingen andre havde været vidne til hvad der var sket. Sagen havde sandsynligvis allerede været behandlet ved en lavere domstol, men var ikke blevet afgjort. Til sidst var striden blevet forelagt Salomon, Israels konge. Ville han være i stand til at afgøre hvem af kvinderne der talte sandt?

² Efter at Salomon et stykke tid havde hørt på kvinderne, sendte han bud efter et sværd. Med beslutsom stemme befalede han at barnet skulle hugges midt over så de kunne få en halvdel hver. Straks bønfaldt den rigtige mor kongen om at give drengen — hendes elskede barn — til den anden kvinde. Denne kvinde holdt derimod på at barnet skulle hugges over. Nu var Salomon klar over hvem der var mor til barnet. Han vidste hvilken inderlig og dybtfølt kærlighed en mor nærer til sit nyfødte barn, og han brugte denne viden i sin afgørelse af sagen. Hvor må den rigtige mor have følt sig lettet da Salomon tilkendte hende barnet med ordene: „Hun er moderen.“ — 1 Kongebog 3:16-27.

³ Da folket hørte hvordan Salomon havde afgjort sagen, blev de fyldt med ærefrygt, „for de så at han havde Guds visdom i sig“. Ja, Salomons usædvanlige visdom var en gave fra Gud. Det var Jehova der havde givet ham „et víst og forstandigt hjerte“. (1 Kongebog 3:12, 28) Kan vi også få visdom fra Gud? Ja, for Salomon skrev under inspiration: „Det er Jehova der giver visdom.“ (Ordsprogene 2:6) Jehova lover at give visdom — det vil sige evnen til at bruge kundskab, forståelse og dømmekraft rigtigt — til dem der søger den. Hvordan kan vi få visdommen ovenfra? Og hvordan kan vi lade os lede af den?

„Skaf dig visdom“ — hvordan?

4-7. Nævn fire krav som vi må opfylde for at kunne skaffe os visdom.

⁴ Kræver det særlig gode evner eller en høj uddannelse at få visdom fra Jehova? Nej. Han giver os villigt af sin visdom uanset hvilken baggrund eller uddannelse vi har. (1 Korinther 1:26-29) Men vi må selv tage initiativet, for Bibelen opfordrer os til at ’skaffe os visdom’. (Ordsprogene 4:7) Hvordan kan vi gøre det?

⁵ For det første må vi frygte Gud. „Frygt for Jehova er visdommens begyndelse [„det første skridt hen imod visdom“, The New English Bible],“ siger Ordsprogene 9:10. Gudsfrygt er grundlaget for sand visdom. Hvorfor? Som vi før har set, indebærer visdom at man er i stand til at bruge kundskab på rette måde. At frygte Gud betyder ikke at man frygtsomt prøver at skjule sig for ham, men at man bøjer sig for ham i ærefrygt, respekt og tillid. En sådan frygt er sund og virker stærkt motiverende. Den giver os lyst til at leve i overensstemmelse med den kundskab vi har om Guds vilje og handlemåde. Og det er víst, ja det klogeste vi kan gøre, for Jehovas normer fremmer altid det der er til størst gavn for dem der følger dem.

⁶ For det andet må vi være ydmyge og beskedne. Ellers kan vi ikke eje visdommen fra Gud. (Ordsprogene 11:2) Hvordan kan det være? Hvis vi er ydmyge og beskedne, er vi villige til at indrømme at vi ikke ved alt, at vi ikke altid har ret, og at vi har brug for at vide hvordan Jehova ser på tingene. Jehova „står de hovmodige imod“, men han giver med glæde visdom til dem der er ydmyge af hjertet. — Jakob 4:6.

⁷ Et tredje krav er at vi studerer Guds skrevne ord, der indeholder Jehovas åbenbarede visdom. For at opnå denne visdom må vi gøre en indsats og søge efter den. (Ordsprogene 2:1-5) For det fjerde må vi oprigtigt bede Gud om visdom. Så vil han gavmildt give os den. (Jakob 1:5) Når vi beder om hans ånd, vil han høre os, og hans ånd kan hjælpe os til at finde de skatte i hans ord der vil gøre det muligt for os at løse problemer, afværge farer og træffe de rigtige afgørelser. — Lukas 11:13.

8. Hvoraf vil det fremgå om vi virkelig har skaffet os visdommen fra Gud?

⁸ Som nævnt i kapitel 17 virker Jehovas visdom i praksis. Hvis vi virkelig har skaffet os denne visdom, vil det derfor fremgå af vores opførsel. Disciplen Jakob beskrev frugterne af Guds visdom på denne måde: „Visdommen ovenfra er først og fremmest ren, derefter fredsstiftende, rimelig, rede til at adlyde, fuld af barmhjertighed og gode frugter, ikke partisk, ikke hyklerisk.“ (Jakob 3:17) Mens vi nu gennemgår hver af de egenskaber der kendetegner Guds visdom, kan vi spørge os selv: ’Lader jeg mig lede af visdommen ovenfra?’

„Ren, derefter fredsstiftende“

9. Hvad vil det sige at være ren, og hvorfor nævnes renhed meget passende som den første af de egenskaber der er forbundet med visdom?

⁹ „Først og fremmest ren.“ At være ren vil sige at være uplettet, eller ubesmittet, ikke bare i det ydre, men også i det indre. Bibelen forbinder visdom med hjertet, men visdommen ovenfra kan ikke bo i et hjerte der er besmittet med onde tanker, ønsker og motiver. (Ordsprogene 2:10; Mattæus 15:19, 20) Hvis vi derimod har et rent hjerte — så vidt det nu er muligt for ufuldkomne mennesker at have det — vil vi ’vende os bort fra det onde og gøre det gode’. (Salme 37:27; Ordsprogene 3:7) Meget passende nævnes renhed som den første af de egenskaber der er forbundet med visdom. Hvis ikke vi er moralsk og åndeligt rene, kan vi nemlig ikke genspejle de andre egenskaber der kendetegner visdommen ovenfra.

10, 11. (a) Hvorfor er det vigtigt at være fredsstiftende? (b) Hvordan kan du stifte fred hvis du føler at du har fornærmet en trosfælle? (Se også fodnoten.)

¹⁰ „Derefter fredsstiftende.“ Den himmelske visdom motiverer os til at søge fred, der er en frugt af Guds ånd. (Galaterne 5:22) Vi bestræber os for ikke at ødelægge ’det fredens bånd’ der forener Jehovas folk. (Efeserne 4:3) Desuden gør vi hvad vi kan for at genoprette freden når den er blevet forstyrret. Hvorfor er det vigtigt? Bibelen siger: „Hold fred; og kærlighedens og fredens Gud vil være med jer.“ (2 Korinther 13:11) Fredens Gud vil være med os så længe vi fortsætter med at leve sammen i fred. Den måde vi behandler vore trosfæller på, har altså direkte indflydelse på vort forhold til Jehova. Hvordan kan vi vise at vi er fredsstiftende? Lad os tage et eksempel.

¹¹ Hvad skal du gøre hvis du føler at du har fornærmet en af dine trosfæller? Jesus sagde: „Hvis du er i færd med at bringe en offergave til alteret, og du dér kommer i tanker om at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive liggende dér foran alteret, og gå; slut først fred med din broder, og derefter, når du er kommet tilbage, kan du bringe din offergave.“ (Mattæus 5:23, 24) Du kan følge denne vejledning ved at tage initiativet og henvende dig til din broder. Med hvilket formål? At ’slutte fred’ med ham.b For at opnå det må du erkende, og ikke bagatellisere, at du kan have såret hans følelser. Hvis du henvender dig til ham i den hensigt at genoprette freden, og du bevarer denne indstilling, vil I højst sandsynligt kunne rydde eventuelle misforståelser af vejen; du vil kunne sige undskyld, og han vil kunne tilgive dig. Når du tager initiativet til at stifte fred, viser du at du lader dig lede af visdommen fra Gud.

„Rimelig, rede til at adlyde“

12, 13. (a) Hvad betyder det ord der i Jakob 3:17 er gengivet med „rimelig“? (b) Hvordan kan vi vise at vi er rimelige?

¹² „Rimelig.“ Hvad vil det sige at være rimelig? Ifølge bibelforskere er det vanskeligt at oversætte det græske ord der i Jakob 3:17 gengives med „rimelig“. Det er blevet oversat med ord som „mild“, „overbærende“ og „hensynsfuld“. En fodnote i Ny Verden-Oversættelsen viser at det også kan oversættes med „eftergivende“. Hvordan kan vi lade denne side af visdommen ovenfra komme til udtryk i vort liv?

¹³ „Lad jeres rimelighed blive kendt for alle mennesker,“ står der i Filipperbrevet 4:5. En anden oversættelse lyder: „Vær kendt for at være rimelige.“ (The New Testament in Modern English, af J.B. Phillips) Læg mærke til at det ikke så meget er et spørgsmål om hvordan vi betragter os selv, men om hvordan andre opfatter os og hvad vi er kendt for. Den der er rimelig, er ikke dogmatisk og holder ikke på at tingene altid skal gøres efter hans hoved. Han er villig til at lytte til andre og, når det er på sin plads, bøje sig for deres ønsker. Han er også mild, ikke hård eller hensynsløs, over for andre. Sådan bør alle kristne naturligvis være, men det er især vigtigt at de der tjener som ældste, har disse tiltalende egenskaber. Mildhed gør de ældste omgængelige og imødekommende. (1 Thessaloniker 2:7, 8) Vi kan alle spørge os selv: ’Er jeg kendt for at være hensynsfuld, mild og samarbejdsvillig?’

14. Hvordan kan vi vise at vi er „rede til at adlyde“?

¹⁴ „Rede til at adlyde.“ Det græske ord der gengives med „rede til at adlyde“, forekommer ikke andre steder i De Kristne Græske Skrifter. Ifølge en bibelkommentar bliver dette ord „ofte brugt om militærdisciplin“. Det indeholder tanken om at være „let at overbevise“ og „villig til at underordne sig“. Den der lader sig lede af visdommen ovenfra, retter sig villigt efter Bibelens ord. Han er ikke kendt som en der stædigt holder fast ved en beslutning selv om noget skulle tale for at den er forkert. Når der er tydelige bibelske vidnesbyrd om at han har taget fejl eller har draget forkerte slutninger, vil han være hurtig til at rette det. Er det sådan andre opfatter dig?

„Fuld af barmhjertighed og gode frugter“

15. Hvad er barmhjertighed, og hvorfor er det passende at „barmhjertighed“ og „gode frugter“ nævnes sammen i Jakob 3:17?

¹⁵ „Fuld af barmhjertighed og gode frugter.“c Barmhjertighed er en vigtig side af visdommen ovenfra, for der siges at visdommen er „fuld af barmhjertighed“. Læg desuden mærke til at „barmhjertighed“ meget passende nævnes sammen med „gode frugter“. Når vi i Bibelen læser om egenskaben barmhjertighed, sigter det nemlig som regel til det at man har stor omsorg for andre, og at ens medfølelse kommer til udtryk i gode gerninger. En bibelkommentar definerer barmhjertighed som „det at føle sorg over andres vanskelige situation og at søge at hjælpe dem“. Visdommen fra Gud er ikke følelseskold eller ren og skær forstandsmæssig. Nej, den udstråler varme, er hensynsfuld og kommer fra hjertet. Hvordan kan vi vise at vi er fulde af barmhjertighed?

16, 17. (a) Hvad er det, foruden kærligheden til Gud, der motiverer os til at være med i forkyndelsesarbejdet, og hvorfor? (b) Hvordan kan vi vise at vi er fulde af barmhjertighed?

¹⁶ Vi kan især vise barmhjertighed ved at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Det er først og fremmest vores kærlighed til Gud der motiverer os til at forkynde. Men vi gør det også fordi vi har barmhjertighed, eller medfølelse, med andre. (Mattæus 22:37-39) I dag er mange „medtagne og omtumlede som får uden hyrde“. (Mattæus 9:36) De er blevet forsømt og åndeligt forblindet af deres religiøse ledere. Derfor kender de ikke den vise vejledning der findes i Bibelen, og har ikke hørt om alt det gode som Guds rige snart vil udrette på jorden. Når vi tænker over den åndelige nød mennesker befinder sig i, vil vor inderlige medfølelse få os til at gøre alt hvad vi kan, for at fortælle dem om Jehovas kærlige hensigt.

¹⁷ Er der andet vi kan gøre for at vise at vi er fulde af barmhjertighed? Tænk på Jesu billedtale om samaritaneren der fandt en rejsende som lå ved vejsiden, slået fordærvet og frarøvet alt. Han blev grebet af medfølelse og „handlede barmhjertigt“ ved at forbinde mandens sår og tage sig af ham. (Lukas 10:29-37) Viser det ikke at barmhjertighed indebærer at man yder praktisk hjælp til dem der er i nød? Bibelen befaler os at „gøre det der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen“. (Galaterne 6:10) Hvordan kan vi gøre det? Her er nogle muligheder: Måske har en ældre broder eller søster brug for kørelejlighed til og fra de kristne møder. En enke i menigheden kan have brug for hjælp til reparationer i sit hjem. (Jakob 1:27) En der er nedtrykt, har måske brug for opmuntring i form af „gode ord“. (Ordsprogene 12:25) Når vi barmhjertigt gør noget for andre, viser vi at vi lader os lede af visdommen ovenfra.

„Ikke partisk, ikke hyklerisk“

18. Hvad vil vi bestræbe os for at fjerne fra vort hjerte hvis vi lader os lede af visdommen ovenfra, og hvorfor?

¹⁸ „Ikke partisk.“ Guds visdom er højt hævet over racefordomme og national stolthed. Hvis vi lader os lede af denne visdom, vil vi bestræbe os for at fjerne enhver tendens til partiskhed fra vort hjerte. (Jakob 2:9) Vi favoriserer ikke nogen på grund af deres uddannelse, økonomiske status eller det ansvar de har i menigheden; vi ser heller ikke ned på nogen af vore trosfæller, hvor uanselige de end måtte tage sig ud. Jehova elsker dem, og derfor bør vi afgjort også gøre det.

19, 20. (a) Hvoraf kommer det græske ord for „hykler“? (b) Hvordan kan vi vise „broderlig hengivenhed . . . som er uden hykleri“, og hvorfor er det vigtigt?

¹⁹ „Ikke hyklerisk.“ Det græske ord for „hykler“ kan sigte til „en skuespiller der spiller en rolle“. Græske og romerske skuespillere i oldtiden brugte store masker når de optrådte. Det græske ord for „hykler“ blev derfor efterhånden brugt om en der gav sig ud for at være en anden, en der forstillede sig. At Guds visdom ’ikke er hyklerisk’, bør ikke alene have indflydelse på hvordan vi behandler vore trosfæller, men også på hvad vi føler for dem.

²⁰ Apostelen Peter skrev at „lydighed mod sandheden“ skulle komme til udtryk i en „broderlig hengivenhed . . . som er uden hykleri“. (1 Peter 1:22) Vores kærlighed til brødrene må ikke være påtaget. Vi går ikke med maske eller spiller en eller anden rolle for at give os ud for noget vi ikke er. Vores hengivenhed må være ægte og komme fra hjertet. Er den det, vil vi vinde vore trosfællers tillid, for de vil vide hvor de har os. En sådan oprigtighed virker befordrende for et nært og åbenhjertigt forhold mellem kristne og er med til at skabe en tillidsfuld atmosfære i menigheden.

„Værn om praktisk visdom“

21, 22. (a) Hvordan undlod Salomon at værne om visdom? (b) Hvordan kan vi værne om visdom, og hvordan vil det gavne os?

²¹ Visdommen er en gave fra Jehova, en gave som vi bør værne om. Salomon sagde: „Min søn, . . . værn om praktisk visdom og evnen til at tænke.“ (Ordsprogene 3:21) Det undlod han desværre selv at gøre. Han forblev vís så længe han havde et lydigt hjerte. Men til sidst fik hans mange fremmede hustruer vendt hans hjerte bort fra den rene tilbedelse af Jehova. (1 Kongebog 11:1-8) Det der skete med Salomon, viser at kundskab kun har ringe værdi hvis den ikke bruges rigtigt.

²² Hvordan kan vi værne om praktisk visdom? Vi må ikke alene læse regelmæssigt i Bibelen og de bibelske publikationer vi får gennem „den trofaste og kloge træl“; vi må også bruge det vi lærer. (Mattæus 24:45) Vi har al mulig grund til at lade os lede af Guds visdom. Det vil betyde at vi får et bedre liv nu. Det vil hjælpe os til at „få et fast greb om det virkelige liv“ — livet i Guds nye verden. (1 Timoteus 6:19) Og vigtigst af alt: Når vi lader os lede af visdommen ovenfra, vil vi få et nærmere forhold til Jehova Gud, kilden til al visdom.

1-3. Hvilke omstændigheder ved Jesu død adskiller den fra alle andre lignende begivenheder?

EN FORÅRSDAG for næsten 2000 år siden blev en uskyldig mand arresteret, forhørt og dømt for forbrydelser han aldrig havde begået, og derefter henrettet under tortur. Det var ikke historiens første pinefulde og uretfærdige henrettelse, og sørgeligt nok heller ikke den sidste. Men den død manden led, var forskellig fra alle andres.

² At det var noget betydningsfuldt der skete, vidnede selv himmelens udseende om i de sidste kvalfulde timer før døden indtraf. Skønt det var midt på dagen, sænkede der sig pludselig et uforklarligt mørke over landet. Som en af bibelskribenterne siger: „Solens lys forsvandt.“ (Lukas 23:44, 45) Umiddelbart før manden udåndede, sagde han de uforglemmelige ord: „Det er tilendebragt!“ Ja, ved at ofre livet udrettede han noget ganske enestående. Det var den største kærlighedshandling et menneske nogen sinde har øvet. — Johannes 15:13; 19:30.

³ Som vi kan tænke, var denne mand Jesus Kristus. Hans lidelse og død denne mørke dag, den 14. nisan år 33, er velkendt. Der er imidlertid en vigtig ting man ofte overser. Skønt Jesus gennemgik store lidelser, var der én som led endnu mere. Der var én som bragte et endnu større offer den dag, en som udførte den største kærlighedshandling der nogen sinde er øvet i universet! Hvilken handling var det? Svaret på dette spørgsmål danner en passende indledning til det mest betydningsfulde af alle emner: Jehovas kærlighed.

Den største kærlighedshandling

4. Hvordan kom en romersk soldat til at forstå at Jesus ikke var noget almindeligt menneske, og hvilken slutning kom han til?

⁴ Den romerske officer som overvågede Jesu henrettelse, var overrasket både over det mørke der gik forud for Jesu død, og over det voldsomme jordskælv der fulgte efter. „Dette var virkelig Guds søn,“ sagde han. (Mattæus 27:54) Det var tydeligt at Jesus ikke var noget almindeligt menneske. Denne soldat havde været med til at henrette den allerhøjeste Guds søn! Kan der siges noget om hvor dyrebar denne søn var for sin Fader?

5. Hvordan kan man illustrere det enorme tidsrum Jehova og hans søn har tilbragt sammen i himmelen?

⁵ Bibelen kalder Jesus for „al skabnings førstefødte“. (Kolossenserne 1:15, 16) Tænk over hvad det betyder. Det betyder at Jehovas søn eksisterede før det fysiske univers blev til. Hvor lang tid havde Faderen og Sønnen da tilbragt sammen? Nogle videnskabsmænd anslår universet til at være 13 milliarder år gammelt. Har vi nogen idé om hvor lang tid det er? For at hjælpe folk til at få en fornemmelse af universets alder som anslået af videnskabsmænd har man i planetariet ved det naturhistoriske museum i New York opsat en tidslinje på 110 meter. Går man langs væggen med tidslinjen, svarer hvert skridt til cirka 75 millioner år af universets alder. For enden af tidslinjen er sat et mærke på tykkelse med et menneskehår. Mærket svarer til hele menneskehedens historie! Denne tidslinje er — selv hvis den er korrekt — ikke lang nok til at svare til længden af det tidsrum hvori Jehovas søn har eksisteret! Hvad har han været optaget af i alle disse årmillioner?

6. (a) Hvad var Jehovas søn optaget af i sin førmenneskelige tilværelse? (b) Hvad kan der siges om det bånd der knytter Jehova og hans søn sammen?

⁶ Sønnen var hos sin Fader som hans „værkmester“. (Ordsprogene 8:30) „Uden ham er end ikke én ting blevet til,“ siges der. (Johannes 1:3) Jehova og hans søn arbejdede altså sammen for at frembringe alt andet. Det må have været en spændende og lykkelig tid! Mange kan bekræfte at kærligheden mellem forældre og børn er utrolig stærk. Desuden er kærligheden „enhedens fuldkomne bånd“. (Kolossenserne 3:14) Begynder vi så at forstå hvor stærkt et bånd der knyttede de to sammen i dette umådelige tidsrum? Jehova Gud og hans søn er knyttet til hinanden med det stærkeste bånd der nogen sinde er dannet.

7. Hvordan udtrykte Jehova hvad han følte da Jesus blev døbt?

⁷ Alligevel sendte Faderen sin søn til jorden for at han kunne fødes som et menneske. Det betød at Jehova i nogle årtier måtte give afkald på at have sin elskede søn hos sig i himmelen. Med levende interesse iagttog han fra himmelen hvordan Jesus voksede op og blev en fuldkommen mand. Da Jesus var 30 år, blev han døbt. Vi behøver ikke at gætte os til hvad Jehova følte ved den lejlighed. Han talte personligt fra himmelen idet han sagde: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ (Mattæus 3:17) Det må have beredt Jehova uendelig glæde og dyb tilfredsstillelse at se Jesus trofast gøre alt det der var profeteret om ham, alt hvad der krævedes af ham! — Johannes 5:36; 17:4.

8, 9. (a) Hvilke lidelser måtte Jesus gennemgå den 14. nisan år 33, og hvordan berørte det hans himmelske Fader? (b) Hvorfor lod Jehova sin søn lide og dø?

⁸ Men hvad følte Jehova den 14. nisan i år 33? Hvad følte han da Jesus blev forrådt og derefter arresteret af en flok bevæbnede mænd om natten? Da hans disciple forlod ham og han blev underkastet et lovstridigt forhør? Da han blev hånet, spyttet på og slået med knytnæver? Da han blev pisket og huden på ryggen blev flænset op? Da han blev naglet til pælen på hænder og fødder og måtte udholde folkets spot mens han hang på pælen? Hvad følte Faderen da hans elskede søn råbte til ham i sin kval? Hvad følte han da Jesus drog sit sidste åndedrag og hans elskede søn for første gang siden skabelsens begyndelse ikke eksisterede mere? — Mattæus 26:14-16, 46, 47, 56, 59, 67; 27:38-44, 46; Johannes 19:1.

⁹ Vore ord slår ikke til! Den smerte Jehova følte ved sin søns død, kan vore ord ikke give udtryk for. Det vi kan give udtryk for og forklare, er hvorfor Jehova tillod at det skete, og hvorfor han udsatte sig selv for denne smerte. Jehova har åbenbaret en vidunderlig sandhed for os i Johannes 3:16 — et skriftsted der er blevet kaldt „den lille Bibel“. Der står: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ Jehovas motiv til at gøre det var altså kærlighed. At han sendte sin søn til jorden for at han skulle lide og dø for os, var en gave til os fra Jehova — den største kærlighedshandling nogen sinde.

Hvad Guds kærlighed er

10. Hvad har vi mennesker behov for, og hvad er der sket med betydningen af ordet „kærlighed“?

¹⁰ Hvad betyder ordet „kærlighed“? Kærlighed er blevet betegnet som det største behov et menneske har. Fra vugge til grav stræber man efter at få kærlighed; man blomstrer op og trives ved den eller hentæres og dør af mangel på den. Alligevel er egenskaben kærlighed forbavsende svær at definere — og det til trods for at der tales så meget om den, og at der er skrevet en endeløs række af bøger, sange og digte om den. Det de fortæller, siger os ikke altid nøjagtigt hvad kærlighed er. Ja, det lader til at ordet er blevet brugt — og misbrugt — så ofte at det er blevet vanskeligere og vanskeligere at definere.

11, 12. (a) Hvor kan vi lære en hel del om hvad kærlighed er, og hvorfor dér? (b) Hvilke former for kærlighed havde de gamle grækere særlige ord for, og hvilket ord for „kærlighed“ bruges hyppigst i De Kristne Græske Skrifter? (Se fodnoten.) (c) Hvad er agaʹpē-kærligheden?

¹¹ Bibelen fortæller imidlertid meget klart hvad kærlighed er. En bibelordbog siger for eksempel: „Kærligheden kendes kun på de gerninger den fremkalder.“ (Expository Dictionary of New Testament Words af W.E. Vine) Bibelens beretning om Jehovas gerninger fortæller en hel del om hans kærlighed — den godhed og hengivenhed han viser sine skabninger. Hvilket bedre eksempel har vi på kærlighed end den uforlignelige kærlighedshandling som allerede er beskrevet i det foregående? I de følgende kapitler skal vi se eksempler på mange andre gerninger Jehova har øvet i kærlighed. Ud over dette kan betydningen af de ord der er brugt på Bibelens grundsprog, kaste mere lys over denne egenskab. De gamle grækere havde fire ord for „kærlighed“.a Det der bruges hyppigst i De Kristne Græske Skrifter, er ordet agaʹpē. En bibelordbog kalder det for „det stærkeste ord der findes for kærlighed“. Hvad er grunden til det?

¹² Agaʹpē er den kærlighed der lader sig lede af principper. Den er altså mere end blot en følelsesmæssig reaktion over for et andet menneske. Den har en større rækkevidde, er mere gennemtænkt og velovervejet, og den er frem for alt fuldstændig uselvisk. Lad os til eksempel igen se på Johannes 3:16. Hvad er det for en verden Gud elskede så meget at han gav sin enestefødte søn for den? Det er menneskehedens verden, nærmere betegnet den del af den der lader sig genløse. Det indbefatter mange som nu lever et syndigt liv. Elsker Jehova hver af dem som en personlig ven, sådan som han elskede den trofaste Abraham? (Jakob 2:23) Nej, men Jehova udstrækker alligevel sin kærlighed og godhed til alle, med store omkostninger for sig selv. Han ønsker at alle skal angre og vende om, det vil sige ændre sind og handlemåde. (2 Peter 3:9) Det er der mange som gør. Dem tager han med glæde imod som sine venner.

13, 14. Hvad viser at agaʹpē-kærligheden ofte er forbundet med en følelse af hengivenhed?

¹³ Der er dog nogle der har en forkert opfattelse af hvad agaʹpē-kærligheden er. De mener at det er en kold, forstandsmæssig form for kærlighed. Sådan er det ikke. Agaʹpē-kærligheden er ofte forbundet med stærke følelser. I Johannes’ udtalelse „Faderen elsker Sønnen“ bruges en form af udsagnsordet agapaʹō (svarer til navneordet agaʹpē). Var der ingen hengivenhed forbundet med denne følelse? Læg mærke til hvad Jesus siger: „Faderen holder . . . af Sønnen.“ Her bruges en form af udsagnsordet fileʹō. (Johannes 3:35; 5:20) Jehovas kærlighed er ofte forbundet med inderlig hengivenhed. Men den skyldes ikke og er ikke påvirket af sentimentalitet. Den er altid ledet af hans kloge og retfærdige principper.

¹⁴ Som vi har set, er alle Jehovas egenskaber helt igennem ægte og fuldkomne. De appellerer til os. Men kærligheden er den af dem der appellerer mest til os. Ingen egenskab drager os med en sådan kraft til Jehova. Lykkeligvis er kærlighed også hans mest fremtrædende egenskab. Hvordan ved vi det?

„Gud er kærlighed“

15. Hvad siger Bibelen om Gud og egenskaben kærlighed, og hvad gør denne udtalelse til noget særligt? (Se også fodnoten.)

¹⁵ Bibelen siger noget om kærlighed som den ikke siger om nogen anden af Jehovas hovedegenskaber. Bibelen siger ikke at ’Gud er magt’, eller at ’Gud er retfærdighed’ eller at ’Gud er visdom’. Han har disse egenskaber, er det egentlige ophav til dem og har ikke sin lige i nogen af dem. Men om den fjerde egenskab siges der noget tankevækkende: „Gud er kærlighed.“b (1 Johannes 4:8) Hvad betyder det?

16-18. (a) Hvorfor siger Bibelen at „Gud er kærlighed“? (b) Hvorfor er mennesket, af alle skabninger på jorden, et passende symbol på egenskaben kærlighed hos Jehova?

¹⁶ Udtalelsen „Gud er kærlighed“ er ikke en sammenligning af to ens størrelser, som om man ville sige: „Gud er lig med kærlighed.“ Man kan heller ikke vende sætningen om og sige at „kærlighed er Gud“. Jehova er mere end en abstrakt egenskab. Han er en person som besidder en lang række følelser og egenskaber foruden kærlighed. Men hos Jehova har kærligheden dybe rødder. Et opslagsværk siger om dette vers i Bibelen: „Guds væsen eller natur er kærlighed.“ Det kan i det store og hele udtrykkes på denne måde: Jehovas magt sætter ham i stand til at handle. Hans retfærdighed og visdom leder ham når han handler. Men hans kærlighed motiverer ham til at handle. Og hans kærlighed er altid til stede når han gør brug af sine andre egenskaber.

¹⁷ Det er ofte blevet sagt at Jehova er den personificerede kærlighed. Hvis vi vil lære den principbestemte kærlighed at kende, må vi derfor lære Jehova at kende. Man kan naturligvis også se denne smukke egenskab hos mennesker. Men hvorfor har de den? Ved skabelsen udtalte Jehova disse ord, øjensynlig til sin søn: „Lad os frembringe mennesker i vort billede, så de ligner os.“ (1 Mosebog 1:26) Af alle skabninger på jorden er det kun menneskene der kan vælge at vise kærlighed og på denne måde efterligne deres himmelske Fader. Som vi tidligere har været inde på, brugte Jehova forskellige skabninger som symbol på sine hovedegenskaber. Af alle disse var det mennesket, hans højeststående jordiske skabning, der blev brugt som symbol på hans mest fremtrædende egenskab, kærlighed. — Ezekiel 1:10.

¹⁸ Når vi viser den uselviske, principbestemte kærlighed, genspejler vi Jehovas mest fremtrædende egenskab. Som apostelen Johannes skrev: „Men vi, vi elsker, fordi han elskede os først.“ (1 Johannes 4:19) På hvilke måder har Jehova da elsket os „først“?

Jehova har taget initiativet

19. Hvorfor kan man sige at kærlighed var en væsentlig grund til at Jehova begyndte at skabe?

¹⁹ Kærlighed er ikke nogen ny egenskab. For hvad var grunden til at Jehova begyndte at skabe? Det var ikke den at han følte sig ensom og savnede selskab. Jehova er hel og fuldstændig i sig selv og mangler ikke noget som en anden kunne føje til. Men hans kærlighed, som er en aktiv egenskab, tilskyndede ham naturligt til at ønske at dele glæden ved livet med fornuftbegavede skabninger som kunne værdsætte livets gave. Guds enestefødte søn var Hans „skaberværks begyndelse“. (Åbenbaringen 3:14) Derefter brugte Jehova ham som sin værkmester til at skabe alt andet idet han begyndte med englene. (Job 38:4, 7; Kolossenserne 1:16) Disse mægtige åndeskabninger var udrustet med forstandsevner og følelser og havde frihed til og mulighed for i kærlighed at knytte sig til andre åndeskabninger og til Jehova Gud selv. (2 Korinther 3:17) På denne måde kom de til at elske fordi de blev elsket først.

20, 21. Hvilke vidnesbyrd om Jehovas kærlighed var Adam og Eva omgivet af, og hvordan gengældte de den?

²⁰ Sådan var det også med menneskene. Fra begyndelsen var Adam og Eva praktisk talt indhyllet i kærlighed. Hvor de end rettede blikket hen i deres paradisiske hjem i Eden, så de vidnesbyrd om Faderens kærlighed til dem. Læg mærke til hvad Bibelen siger: „Jehova Gud [plantede] en have i Eden, mod øst, og dér satte han mennesket som han havde dannet.“ (1 Mosebog 2:8) Har du nogen sindet været i en vidunderligt smuk have eller park? Hvad tiltalte dig mest? Lyset som faldt glitrende gennem træernes kroner? Blomsternes betagende farvepragt? Lyden af en rislende bæk, fuglenes sang eller de summende insekter? Træernes, frugternes og blomsternes duft? Hvad det end var, så er der ingen park i dag der kan måle sig med Edens have i skønhed. Hvorfor ikke?

²¹ Fordi haven var plantet af Jehova selv! Den må have været ubeskriveligt smuk. Hvert eneste træ var en fryd for øjet, og der var frugttræer med saftige og velsmagende frugter. Haven var stor og udstrakt; der var naturlige vandløb i den, og den var fyldt med en mangfoldighed af spændende dyr. Adam og Eva havde alt hvad de behøvede for at kunne leve lykkeligt, også et tilfredsstillende arbejde og selskab af en fuldkommen livsledsager. Jehova viste dem sin kærlighed først, og de havde al grund til at vise ham kærlighed til gengæld. Det gjorde de imidlertid ikke. I stedet for i kærlighed at adlyde deres himmelske Fader gjorde de i selviskhed oprør mod ham. — Første Mosebog, kapitel 2.

22. Hvordan viste Jehova efter oprøret i Eden at han er loyal i sin hengivenhed og kærlighed?

²² Hvilken sorg for Jehova! Men forbitrede dette oprør hans hjerte? Nej! „Hans loyale hengivenhed varer evindelig,“ siges der i Salme 136:1. Han traf med det samme beslutning om at ville genløse de efterkommere af Adam og Eva som havde en ret indstilling. Som vi har set, indbefattede dette at han gav sin elskede søn som et genløsningsoffer — et offer der blev bragt med store omkostninger for ham selv. — 1 Johannes 4:10.

23. Nævn en grund til at Jehova kaldes ’den lykkelige Gud’, og hvilket vigtigt spørgsmål vil blive besvaret i det næste kapitel?

²³ Ja, Jehova har lige fra begyndelsen taget initiativet til at vise menneskene kærlighed. På utallige måder har han vist at „han elskede os først“. At vise kærlighed skaber harmoni og glæde, så det er ikke mærkeligt at Jehova kaldes ’den lykkelige Gud’. (1 Timoteus 1:11) Men nu opstår et andet vigtigt spørgsmål: Elsker Jehova os som enkeltpersoner? Det vil det næste kapitel svare på.

1. Hvad føler mange — også nogle sande kristne — med hensyn til Guds interesse for dem personligt?

ELSKER Jehova Gud hver enkelt af os personligt? Nogle vil gå med til at Gud elsker menneskeheden i almindelighed, sådan som der siges i Johannes 3:16. Men inderst inde siger de: ’Det er utænkeligt at Gud kunne elske mig.’ Selv sande kristne kan fra tid til anden få den tanke. En har for eksempel mismodigt sagt: „Jeg har meget svært ved at tro at Gud overhovedet interesserer sig for mig.“ Har du haft en lignende tvivl?

2, 3. Hvem vil gerne have os til at tro at vi ikke er noget værd i Jehovas øjne, og at Jehova ikke elsker os, og hvordan kan vi bekæmpe denne følelse?

² Satan vil gerne have os til at tro at Jehova Gud hverken elsker os eller anser os for at være noget værd. Sandt nok forfører han nogle ved at appellere til deres forfængelighed og stolthed. (2 Korinther 11:3) Men han kan også lide at sætte ind på de sårbare ved at berøve dem deres selvrespekt. (Johannes 7:47-49; 8:13, 44) Det gælder især nu i de kritiske „sidste dage“. Mange vokser op i en familie hvor der ikke findes nogen „naturlig hengivenhed“. Andre må til stadighed omgås mennesker som er voldelige, selviske og egenrådige. (2 Timoteus 3:1-5) Efter at de i lang tid har været udsat for dårlig behandling, racefordom eller had er de overbevist om at ingen elsker dem, og at de er uden værd.

³ Hvis du nærer sådanne negative følelser, behøver du ikke at fortvivle. Mange af os er undertiden urimeligt hårde ved os selv. Men husk at Guds ord er gavnligt til „reformering“ og til „nedrivning af fæstningsværker“. (2 Timoteus 3:16; 2 Korinther 10:4) Bibelen siger at vi skal „berolige vort hjerte over for ham med hensyn til hvad vort hjerte end måtte fordømme os for, for Gud er større end vort hjerte og kender alle ting“. (1 Johannes 3:19, 20) Lad os betragte fire måder hvorpå Bibelen hjælper os til at „berolige vort hjerte“ og forsikrer os om Jehovas kærlighed.

Du er noget værd i Jehovas øjne!

4, 5. Hvordan viser Jesu sammenligning med spurvene at vi er noget værd i Jehovas øjne?

⁴ For det første siger Bibelen direkte at alle Jehovas tjenere er noget værd i hans øjne. Jesus sagde for eksempel: „Sælges to spurve ikke for en ringe mønt? Dog falder ikke én af dem til jorden uden jeres Faders viden. Men på jer er endog alle hovedhår talt. Vær derfor ikke bange: I er mere værd end mange spurve.“ (Mattæus 10:29-31) Tænk over hvad disse ord betød for Jesu tilhørere i det første århundrede.

⁵ Vi undrer os måske over at nogen ville købe en spurv, men på Jesu tid var en spurv den billigste fugl man kunne købe til føde. Læg mærke til at man fik to spurve for en ringe mønt. Ved en senere lejlighed sagde Jesus at man for to småmønter kunne få hele fem spurve og ikke fire. Det vil sige at den fugl man fik i tilgift, faktisk ikke havde nogen værdi! Det kan godt være at disse små skabninger ikke havde nogen værdi i menneskers øjne, men hvordan så Skaberen på dem? Jesus sagde at „ikke én af dem“, heller ikke den man fik i tilgift, var „glemt hos Gud“. (Lukas 12:6, 7) Nu begynder vi måske at forstå hvad Jesus mente. Hvis Jehova anser en enkelt spurv for at have værdi, hvor langt større værdi har da ikke et menneske! Som Jesus forklarede, kender Jehova hver eneste lille detalje ved os. Selv vores hovedhår har han tal på!

6. Hvorfor kan vi være sikre på at Jesus ikke overdrev da han sagde at vores hovedhår er talt?

⁶ Er vores hovedhår virkelig talt? Nogle vil måske mene at her overdrev Jesus. Men tænk engang på opstandelseshåbet! Hvis Jehova skal genskabe os, må han så ikke have et nøje kendskab til os? Vi er så meget værd i hans øjne at han husker hver eneste lille detalje ved os, inklusive vores genetiske kode og alt hvad vi har samlet i vores hukommelse af oplysninger og erfaringer.a At tælle vores hovedhår — hvoraf vi gennemsnitligt har 100.000 — ville være en simpel sag i sammenligning hermed.

Hvad sætter Jehova pris på hos os?

7, 8. (a) Nævn nogle af de egenskaber Jehova glæder sig over at finde når han ransager et menneskes hjerte. (b) Nævn nogle af de gerninger Jehova sætter pris på.

⁷ For det andet fortæller Bibelen hvad Jehova sætter pris på hos sine tjenere. Sagt helt enkelt glæder han sig over vore gode egenskaber og de bestræbelser vi gør os i forskellige retninger. Kong David sagde til sin søn Salomon: „Jehova undersøger alle hjerter, og enhver tilbøjelighed i tankerne bedømmer han.“ (1 Krønikebog 28:9) Når Jehova ransager milliarder af menneskehjerter i denne voldsprægede og hadefulde verden, må det virkelig glæde ham at finde et hjerte der elsker fred, sandhed og retfærdighed! Hvad sker der når han finder et hjerte der er fyldt med kærlighed til ham, et hjerte der gerne vil lære ham at kende og gerne vil dele denne kundskab med andre? Han fortæller selv at han lægger mærke til dem der taler med andre om ham. Han har oven i købet „en bog“ der bliver skrevet „til minde“ om dem som „frygter Jehova og har hans navn i tanke“. (Malakias 3:16) Det er egenskaber han værdsætter.

⁸ Hvilke gode gerninger værdsætter Jehova? Først og fremmest vore bestræbelser for at efterligne hans søn, Jesus Kristus. (1 Peter 2:21) En gerning som Jehova lægger vægt på i den forbindelse, er forkyndelsen af den gode nyhed om hans rige. Vi læser i Romerbrevet 10:15: „Hvor skønt et syn: til fods kommer de som forkynder godt nyt om gode ting!“ Eller, som der står ordret: „Hvor skønne er fødderne på dem som forkynder godt nyt om gode ting!“ „Fødderne“ er her brugt som et billede på de bestræbelser Jehovas tjenere gør sig for at forkynde den gode nyhed. Disse bestræbelser er smukke og dyrebare i Jehovas øjne. — Mattæus 24:14; 28:19, 20.

9, 10. (a) Hvorfor kan vi være sikre på at Jehova værdsætter vores udholdenhed under prøver og vanskeligheder? (b) Hvilket negativt syn på sine trofaste tjenere har Jehova ikke?

⁹ Jehova sætter også pris på vores udholdenhed. (Mattæus 24:13) Satan vil gerne at vi vender Jehova ryggen. Men hver dag vi forbliver loyale mod Jehova, er endnu en dag hvor vi har givet ham et svar han kan bruge over for den der smæder ham, Satan. (Ordsprogene 27:11) Undertiden er det ikke let at være udholdende. Helbredsmæssige vanskeligheder, økonomiske bekymringer, følelsesmæssige problemer og andre ting kan gøre hver dag til en prøve. Uindfriede forventninger kan være årsag til nedtrykthed. (Ordsprogene 13:12) At holde ud under sådanne forhold er så meget desto mere værd i Jehovas øjne. Derfor bad kong David Jehova om at komme hans tårer i en „læderflaske“, hvorefter han tillidsfuldt tilføjede: „Står de ikke i din bog?“ (Salme 56:8) Jo, Jehova husker og værdsætter alle de tårer og lidelser vi må udholde mens vi forbliver loyale mod ham. De er dyrebare i hans øjne.

¹⁰ Men vores hjerte vil måske fordømme os og stædigt hævde at vi ikke er noget værd i Jehovas øjne. Det vil uophørligt hviske til os: ’Der er så mange andre der er mere eksemplariske end jeg. Hvor må Jehova være skuffet når han sammenligner mig med dem!’ Jamen Jehova sammenligner dig ikke med nogen; og han er heller ikke hård og streng i sin bedømmelse. (Galaterne 6:4) Med sit fintmærkende blik læser han vore hjerter og mærker sig det gode han ser — hvor lidt det end måtte være!

Jehova skiller det gode fra det dårlige

11. Hvad kan vi lære af den måde hvorpå Jehova handlede over for Abija?

¹¹ For det tredje skiller Jehova omhyggeligt det gode fra når han ransager os. Da Jehova fældede dommen over kong Jeroboams frafaldne dynasti og sagde at hele slægten skulle udryddes, befalede han at en af kongens sønner, Abija, skulle begraves på behørig vis. Hvorfor? „Fordi der i ham alene fandtes noget godt i Jeroboams hus over for Jehova, Israels Gud.“ (1 Kongebog 14:1, 10-13) Jehova havde med andre ord ransaget den unge mands hjerte og fundet „noget godt“ i det. Hvor lille og ubetydelig denne smule af godt end har været, fandt Jehova den værdig til at blive nævnt i hans ord. Han belønnede den oven i købet ved at vise dette ene medlem af en frafalden slægt et passende mål af barmhjertighed.

12, 13. (a) Hvoraf fremgår det i Josafats tilfælde at Jehova ser efter det gode i os, også når vi synder? (b) Hvordan kan man sammenligne Jehova med kærlige forældre hvad angår vore gode gerninger og egenskaber?

¹² Et endnu bedre eksempel i positiv retning har vi i den gode kong Josafat. Da kongen havde indladt sig på noget tåbeligt, sagde Jehovas profet til ham: „På grund af dette er der kommet harme over dig fra Jehova.“ Hvilken foruroligende udtalelse! Men Jehovas budskab endte ikke her. Profeten fortsatte: „Alligevel er der fundet noget godt hos dig.“ (2 Krønikebog 19:1-3) Jehovas retfærdige harme overskyggede altså ikke det gode der fandtes i Josafat. Hvor helt forskelligt fra hvordan ufuldkomne mennesker handler! Når vi bliver opbragte over hvad andre gør, er vi tilbøjelige til at se bort fra deres gode sider. Og når vi selv synder, kan den skuffelse, skam og skyld vi føler, gøre os blinde for vore egne gode sider. Men lad os huske at hvis vi angrer vore synder og bestræber os for ikke at gentage dem, vil Jehova tilgive os.

¹³ Når Jehova ransager dig, sigter han synderne fra, næsten som en guldgraver sigter sandet fra når han udvasker guld. Hvad sker der så med dine gode egenskaber og gerninger? Det er „guldkornene“ som han beholder! Har du lagt mærke til hvordan nogle forældre ofte kærligt gemmer og værner om deres børns tegninger og skolearbejder mange år efter at børnene selv har glemt dem? En sådan kærlighed nærer Jehova også til sine børn. Så længe vi forbliver trofaste over for ham, vil han aldrig glemme vore gode gerninger og egenskaber. Han ville betragte det som uretfærdigt at glemme dem, og han er aldrig uretfærdig. (Hebræerne 6:10) Men han ransager os også på en anden måde.

14, 15. (a) Hvorfor hindrer vore ufuldkommenheder ikke Jehova i at få øje på det gode i os? Giv et eksempel. (b) Hvad vil Jehova gøre med det gode han finder i os, og hvordan betragter han sine trofaste tjenere?

¹⁴ Jehova ser længere end til vore ufuldkommenheder. Han ser de muligheder vi indeholder. Kunstelskere vil for eksempel gøre sig store anstrengelser for at restaurere et stærkt beskadiget maleri eller andet kunstværk. Da der på National Gallery i London var blevet øvet hærværk med et haglgevær mod en Leonardo da Vinci-skitse til over 230 millioner kroner, var der ingen som mente at kunstværket skulle kasseres nu da det var beskadiget. Man gik straks i gang med at restaurere det næsten 500 år gamle mesterværk. Hvorfor? Fordi det havde stor værdi i kunstelskeres øjne. Er du ikke mere værd end en kridt- og kultegning? Det er du i Guds øjne — hvor beskadiget du end måtte være på grund af den nedarvede ufuldkommenhed. (Salme 72:12-14) Menneskets Skaber, Jehova Gud, vil under udfoldelse af hele sin skaberevne gøre alt hvad der står i hans magt, for at føre alle der vil lade sig forme af ham, tilbage til fuldkommenhed. — Apostelgerninger 3:21; Romerne 8:20-22.

¹⁵ Ja, Jehova ser det gode i os som vi måske ikke selv kan få øje på. Og mens vi tjener ham, vil han lade det gode der findes i os, vokse indtil vi til sidst er fuldkomne. Uanset hvordan Satans verden har behandlet os, betragter Jehova sine trofaste tjenere som dyrebare, som „kostbare skatte“. — Haggaj 2:7.

Jehova viser sin kærlighed i handling

16. Hvad er det største bevis på Jehovas kærlighed til os, og hvordan véd vi at det er en gave som også er givet til os?

¹⁶ For det fjerde gør Jehova meget for at bevise sin kærlighed til os. Jesu Kristi genløsningsoffer er det bedste svar på Satans løgn om at vi ikke er noget værd, og at ingen elsker os. Vi må aldrig glemme at Jesu kvalfulde død på marterpælen og den endnu større kval Jehova måtte lide ved at se sin elskede søn dø, beviser deres kærlighed til os. Desværre har mange svært ved at tro at denne gave også er givet til dem. De føler sig uværdige. Vi kan dog i den forbindelse minde os selv om at apostelen Paulus havde forfulgt Jesu disciple, og alligevel skrev han: „Guds søn . . . elskede mig og overgav sig selv for mig.“ — Galaterne 1:13; 2:20.

17. Ved hjælp af hvad drager Jehova os til sig selv og til sin søn?

¹⁷ Jehova giver bevis på sin kærlighed til os ved at hjælpe os hver især med at få gavn af Kristi offer. Jesus sagde: „Ingen kan komme til mig, medmindre Faderen, som har sendt mig, drager ham.“ (Johannes 6:44) Ja, Jehova selv drager os til sin søn og håbet om evigt liv. Hvordan? Ved hjælp af forkyndelsen, som når frem til os personligt, og ved hjælp af sin hellige ånd, som Jehova bruger for at hjælpe os til at forstå og anvende de bibelske sandheder trods vore begrænsninger og ufuldkommenheder. Jehova kan derfor sige om os som han sagde om Israel: „Med en varig kærlighed elsker jeg dig. Derfor har jeg draget dig med loyal hengivenhed.“ — Jeremias 31:3.

18, 19. (a) Hvordan lærer vi på nærmeste hold Jehovas kærlighed til os at kende og får det mest fortrolige forhold til ham, og hvad viser at han selv er personligt engageret? (b) Hvordan forsikrer Jehova os i sit ord om at han er en medfølende tilhører?

¹⁸ Måske er det gennem bønnen vi på nærmeste hold oplever Jehovas kærlighed til os og får det mest fortrolige forhold til ham. Vi får i Bibelen opfordringen til at ’bede uophørligt’ til Gud. (1 Thessaloniker 5:17) Og han hører efter. Han kaldes ligefrem ’den som hører bøn’. (Salme 65:2) Han har ikke overdraget dette hverv til nogen anden, ikke engang til sin egen søn. Tænk engang: Universets Skaber opfordrer os til frimodigt at nærme os ham i bøn. Og hvordan er han da som tilhører? Kold, apatisk, uinteresseret? Nej, slet ikke.

¹⁹ Jehova føler med os; han har empati. Hvad er empati? En trofast ældre kristen broder har sagt: „Empati er når jeg i mit hjerte kan føle din smerte.“ Føler Jehova virkelig vores smerte? Om de lidelser hans folk Israel erfarede, læser vi: „I al deres kval var det en kval for ham.“ (Esajas 63:9) Jehova så ikke alene de vanskeligheder de måtte kæmpe med; han følte også med dem. Hvor intenst han føler med sine tjenere, ses af Jehovas egne ord til dem: „Den der rører jer, rører min øjesten.“b (Zakarias 2:8) Det ville gøre virkelig ondt! Jo, Jehova føler med os. Når det gør ondt på os, gør det ondt på ham.

20. Hvilken usund tankegang må vi undgå hvis vi skal adlyde rådet i Romerbrevet 12:3?

²⁰ Ingen ligevægtig kristen ville bruge dette bevis på Guds kærlighed til sine tjenere og hans agtelse for dem som en grund til at føle sig bedre end andre. Apostelen Paulus skrev: „Ved den ufortjente godhed der er skænket mig siger jeg nemlig til enhver iblandt jer at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke, men tænke med et sundt sind, hver enkelt sådan som Gud har tildelt ham et mål af tro.“ (Romerne 12:3) I en anden oversættelse hedder det: „Jeg siger til enhver af jer at han ikke må regne sig selv for mere værd end han virkelig er, men at han skal bedømme sig selv nøgternt.“ (A Translation in the Language of the People af Charles B. Williams) Så lad os, mens vi glæder os ved varmen fra vor himmelske Faders kærlighed, bevare et sundt sind og huske at vi hverken har krav på eller har gjort os fortjent til Guds kærlighed. — Lukas 17:10.

21. Hvilke løgne inspireret af Satan må vi tilbagevise, og med hvilken guddommelig sandhed kan vi til stadighed berolige vort hjerte?

²¹ Lad os da gøre alt hvad der står i vores magt, for at tilbagevise Satans løgne, inklusive den at ingen elsker os og vi ikke er noget værd. Hvis det du har været udsat for i livet, har fået dig til at se dig selv som en uoverstigelig hindring for Guds uendelige kærlighed, eller til at mene at dine gode gerninger er for ubetydelige til at hans skarpe blik kan få øje på dem, eller at dine synder er for store til at hans dyrebare søns død kan sone dem, så skal du vide at sådan er det ikke. Afvis denne opfattelse med hele dit hjerte! Lad os blive ved med at berolige vort hjerte med den sandhed Paulus gav udtryk for med de inspirerede ord: „Jeg er overbevist om at hverken død eller liv eller engle eller regeringer eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller højde eller dybde eller noget andet skabt vil kunne skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor Herre.“ — Romerne 8:38, 39.

1, 2. (a) Hvordan reagerer en mor instinktivt på sit barns gråd? (b) Hvilken følelse er stærkere end en mors følelser for sit barn?

ET LILLE barns gråd høres midt om natten. Moderen vågner med det samme. Hun sover ikke så dybt som før — ikke siden barnet blev født. Hun har lært at kende forskel på nuancerne i barnets gråd. Derfor véd hun ofte om barnet vil have mad, tages op og trøstes eller noget andet. Men uanset hvad, tager moderen sig af barnet. Hun kan ikke andet på grund af sin kærlighed til det.

² De følelser en mor nærer for sit barn, er nogle af de stærkeste og ømmeste følelser man kender. Der er dog en følelse som er endnu stærkere — vor Gud Jehovas inderlige medfølelse med sine skabninger. En nærmere betragtning af denne smukke egenskab, som er en side af Guds kærlighed, vil drage os nærmere til Jehova. Lad os da se på hvad medfølelse er, og hvordan Gud viser denne egenskab.

Hvad er medfølelse?

3. Hvilken tanke indeholder det hebraiske udsagnsord der gengives med „vise barmhjertighed“ og „forbarme sig“?

³ I Bibelen er medfølelse og barmhjertighed nært forbundet. Der er flere hebraiske og græske ord som indeholder tanken om medfølelse. Der er for eksempel det hebraiske udsagnsord rachamʹ, der gengives med „vise barmhjertighed“ og „forbarme sig“. Et opslagsværk forklarer at udsagnsordet rachamʹ „udtrykker en dyb og inderlig medfølelse som vækkes når man oplever at ens kære eller nogle der har brug for ens hjælp, bliver svage eller udsættes for lidelser“. Dette hebraiske udsagnsord, som Jehova anvender i forbindelse med sig selv, er beslægtet med ordet for „moderliv“, og en af betydningerne af det tilsvarende navneord anføres som „moderfølelse“.a — 2 Mosebog 33:19; Jeremias 33:26.

4, 5. Hvilket billede bruges i Bibelen til at vise hvor stærk Jehovas medfølelse er?

⁴ I Bibelen bruges de følelser en mor nærer for sit lille barn, som et billede på hvor stærk Jehovas medfølelse er. Vi læser i Esajas 49:15: „Kan en kvinde glemme sit diende barn så hun ikke har barmhjertighed [„medfølelse“ (rachamʹ), The Amplified Bible] med sit moderlivs søn? Selv disse kvinder kan glemme, men jeg, jeg glemmer ikke dig.“ Denne beskrivelse understreger den inderlige medfølelse Jehova nærer for sit folk. Hvordan?

⁵ Det er vanskeligt at forestille sig at en mor kunne glemme at amme sit barn eller på anden måde drage omsorg for det. Et spædbarn er jo helt hjælpeløst og har brug for sin mors kærlige omsorg både nat og dag. Desværre hører man om mødres forsømmelighed, især i disse „kritiske tider“ der kendetegnes af mangel på „naturlig hengivenhed“. (2 Timoteus 3:1, 3) Men Jehova siger: „Jeg glemmer ikke dig.“ Den inderlige medfølelse Jehova nærer for sine tjenere, svigter ikke. Den er stærkere end den stærkeste naturlige følelse vi kan forestille os — en mors følelser for sit spædbarn. En bibelforsker siger derfor i en kommentar til Esajas 49:15: „Dette er et af de stærkeste — om ikke det stærkeste — udtryk for Guds kærlighed i Det Gamle Testamente.“

6. Hvad anser nogle medlidenhed og medfølelse for at være, men hvad siger Jehova?

⁶ Er inderlig medfølelse et tegn på svaghed? Det mener nogle. Den romerske filosof Seneca, der levede samtidig med Jesus og var en ledende intellektuel i Rom, sagde for eksempel at medlidenhed er forbundet med svaghed. Seneca var tilhænger af stoicismen, en filosofisk retning som lagde vægt på at man bevarede en ophøjet ro som ikke lod sig påvirke af følelser. Den der er vís, kan godt hjælpe dem der er i nød, sagde Seneca, men han kan ikke tillade sig at føle medlidenhed, for det vil berøve ham hans ophøjede ro. Dette selvcentrerede livssyn gav ikke plads for ægte, inderlig medfølelse. Sådan er Jehova imidlertid ikke! I sit ord forsikrer han os om at han er „meget medfølende og barmhjertig“. (Jakob 5:11) Som vi skal se, er medfølelse ikke tegn på svaghed, men på styrke. Lad os nu se nærmere på hvordan Jehova viser medfølelse som en kærlig far.

Da Jehova viste medfølelse med et helt folk

7, 8. Hvad var israelitterne udsat for i Ægypten, og hvordan tog Jehova sig af dem?

⁷ Jehovas medfølelse kommer meget klart til udtryk i hans forhold til Israels folk og hvad han gjorde for det. Da israelitterne var i trældom i Ægypten i det 16. århundrede før vor tidsregning, gjorde ægypterne „livet bittert for dem med hårdt trællearbejde med lermørtel og teglsten“. (2 Mosebog 1:11, 14) I deres nød råbte de til Jehova om hjælp. Hvordan reagerede den inderlige medfølelses Gud?

⁸ Det rørte hans hjerte. Han sagde: „Jeg har virkelig set nøden hos mit folk i Ægypten, og jeg har hørt deres skrig over deres arbejdsfogeder, for jeg kender jo deres lidelser.“ (2 Mosebog 3:7) Jehova kunne ikke se folkets lidelser og høre deres skrig uden at føle med dem. Som vi så i kapitel 24 i denne bog, har Jehova empati, og empati — evnen til at føle andres smerte — ligger nær op ad medfølelse. Men Jehova følte ikke blot med sit folk; han gjorde også noget: Han greb ind til gavn for det. Esajas 63:9 siger: „I sin kærlighed og i sin medfølelse var han den der genløste dem.“ Han udfriede israelitterne fra Ægypten „med stærk hånd“. (5 Mosebog 4:34) Derpå sørgede han mirakuløst for dem med manna i ørkenen og førte dem senere ind i deres eget frugtbare land.

9, 10. (a) Hvorfor udfriede Jehova gang på gang israelitterne efter at de havde bosat sig i det forjættede land? (b) Hvem undertrykte israelitterne i dommeren Jeftas dage, og hvordan og hvorfor blev de udfriet?

⁹ Men Jehovas medfølelse hørte ikke op her. Efter at israelitterne havde bosat sig i det forjættede land, skete det gang på gang at de faldt fra Jehova og måtte lide for det. Men når de kom til fornuft, råbte de til Jehova, og han udfriede dem. Hvorfor? Fordi „han havde medlidenhed med sit folk“. — 2 Krønikebog 36:15; Dommerne 2:11-16.

¹⁰ I dommeren Jeftas dage, for eksempel, havde israelitterne givet sig til at dyrke falske guder, og Jehova tillod at de blev undertrykt af ammonitterne i 18 år. Men til sidst angrede de og vendte om. Beretningen siger: „De fjernede derpå de fremmede guder fra deres midte og tjente Jehova, så hans sjæl blev utålmodig over Israels elendighed.“b (Dommerne 10:6-16) Så snart israelitterne viste ægte anger, kunne Jehova, den inderlige medfølelses Gud, altså ikke længere holde ud at se deres lidelser, og han satte derfor Jefta i stand til at udfri dem af deres fjenders hånd. — Dommerne 11:30-33.

11. Hvad lærer vi om Jehovas medfølelse af det han gjorde for Israels folk?

¹¹ Hvad lærer vi af det ovennævnte med hensyn til Jehovas inderlige medfølelse med Israels folk? For det første at der ikke blot er tale om en medfølende forståelse for menneskers modgang. Tænk på den medfølende og kærlige mor der hører sit barns gråd og gør noget for barnet. På samme måde hører Jehova sit folks nødråb, og hans inderlige medfølelse får ham til at lindre dets lidelser. Vi lærer desuden at Jehovas medfølelse på ingen måde er tegn på svaghed, for hans inderlige medfølelse tilskyndede ham til at gribe afgørende ind til gavn for sit folk. Nu kunne vi imidlertid spørge: Viser Jehova kun medfølelse med sine tjenere som folk betragtet?

Jehovas medfølelse med enkeltpersoner

12. Hvordan viste Moseloven at Jehova havde medfølelse med enkeltpersoner?

¹² Den lov Jehova gav Israels folk, viste at han havde medfølelse med enkeltpersoner. Det ser vi for eksempel af hans omsorg for de fattige. Jehova vidste at uforudsete omstændigheder kunne blive årsag til fattigdom. Hvordan skulle de fattige behandles? Israelitterne fik følgende strenge påbud: „Du [må] ikke gøre dit hjerte hårdt eller lukke hånden for din fattige broder. Du skal give ham villigt, og dit hjerte må ikke være nærigt når du giver ham; da vil Jehova din Gud velsigne dig i al din gerning og i alt hvad du tager dig for.“ (5 Mosebog 15:7, 10) Israelitterne fik desuden påbud om at de ikke måtte høste helt ud til kanten af deres mark eller samle de efterladte aks op. Dem havde de fattige og nødstedte lov til at sanke. (3 Mosebog 23:22; Rut 2:2-7) Når israelitterne rettede sig efter disse love som tog hensyn til de fattige hos dem, behøvede de fattige ikke at tigge for at få til føden. Var det ikke et bevis på Jehovas inderlige medfølelse?

13, 14. (a) Hvordan forsikrer Davids ord os om at Jehova bekymrer sig for os som enkeltpersoner? (b) Hvordan kan det belyses med et eksempel at Jehova er nær hos dem der har et „sønderbrudt hjerte“ og er „knust i ånden“?

¹³ Også i dag har Jehova stor omsorg for os som enkeltpersoner. Hvis vi er udsat for lidelser, kan vi være sikre på at han er fuldstændig klar over det. Salmisten David skrev: „Jehovas øjne hviler på de retfærdige, og hans ører lytter til deres råb om hjælp. Nær er Jehova hos dem med sønderbrudt hjerte, og han frelser dem der er knust i ånden.“ (Salme 34:15, 18) Om dem der beskrives med disse ord, siger en bibelkommentar: „De har et sønderbrudt hjerte og er knust i ånden, det vil sige at de på grund af deres synd føler sig meget små og ikke har nogen selvagtelse; de føler sig usle og mener at de ikke er noget værd.“ De mener at Jehova er langt borte fra dem, og at de er alt for ubetydelige til at han vil bekymre sig om dem. Men det er ikke rigtigt. Davids ord forsikrer os om at Jehova ikke svigter dem der „føler sig usle“. Vores medfølende Gud véd at når vi har det sådan, har vi mere brug for ham end nogen sinde, og han er nær hos os.

¹⁴ Det kan belyses med et eksempel. En mor i USA skyndte sig at køre sin lille, to år gamle søn til hospitalet, for han havde strubehoste og havde fået et slemt anfald. Efter at have undersøgt drengen oplyste lægerne moderen om at de måtte beholde ham på hospitalet natten over. Hvor tilbragte hun natten? I en stol på sygestuen, lige ved siden af drengens seng. Hendes lille søn var syg, og hun måtte simpelt hen være i nærheden af ham. Kan vi ikke forvente den samme grad af omsorg fra vores kærlige himmelske Fader, ja endda mere? Vi er dog skabt i hans billede! (1 Mosebog 1:26) I Salme 34:18 får vi de trøstende ord at Jehova — ligesom en kærlig far — ’er nær’ hos dem der har et „sønderbrudt hjerte“ og er „knust i ånden“. Han er altid medfølende og rede til at hjælpe.

15. På hvilke måder hjælper Jehova os som enkeltpersoner?

¹⁵ Hvordan hjælper Jehova os da som enkeltpersoner? Han fjerner ikke nødvendigvis årsagen til vore lidelser, men han har på mange forskellige måder sørget for dem der beder ham om hjælp. Hans ord, Bibelen, giver praktiske råd som har stor betydning. I menigheden sørger Jehova for åndeligt kvalificerede tilsynsmænd der søger at genspejle hans medfølelse når de skal hjælpe deres trosfæller. (Jakob 5:14, 15) Som den der „hører bøn“, giver han „hellig ånd til dem der beder ham“. (Salme 65:2; Lukas 11:13) Denne ånd kan give os „den kraft som er ud over det normale“ så vi kan holde ud indtil Guds rige fjerner alle stressfremkaldende problemer. (2 Korinther 4:7) Er vi ikke taknemmelige for al denne hjælp? Lad os ikke glemme at den er et udtryk for Jehovas inderlige medfølelse.

16. Hvad er det største bevis på Jehovas medfølelse, og hvordan berører det os som enkeltpersoner?

¹⁶ Det største eksempel på Jehovas medfølelse er naturligvis den genløsning han har udvirket for os ved at give det dyrebareste han ejer, sin egen søn. Det var et offer han bragte af kærlighed til os, og som åbnede vejen til udfrielse for os. Vi må ikke glemme at denne genløsningsforanstaltning gælder os personligt. Som Johannes Døbers far, Zakarias, sagde i sin profeti, skyldtes den „vor Guds inderlige medfølelse“. — Lukas 1:78.

Når Jehova holder sin medfølelse tilbage

17-19. (a) Hvordan viser Bibelen at der er grænser for Guds medfølelse? (b) Hvad var grunden til at Jehova ikke længere kunne have medfølelse med sit folk?

¹⁷ Er Jehovas inderlige medfølelse ubegrænset? Nej, Bibelen viser at hvis nogle modstår Jehovas retfærdige veje, holder han med rette sin medfølelse tilbage. (Hebræerne 10:28) For at forstå hvorfor han gør det, kan vi tænke på det der skete med Israels folk.

¹⁸ Skønt Jehova gang på gang udfriede israelitterne fra deres fjender, nåede hans medfølelse til sidst en grænse. Det genstridige folk hengav sig til afgudsdyrkelse og bragte tilmed deres afskyelige afguder helt ind i templet. (Ezekiel 5:11; 8:17, 18) Endvidere „drev [de] spot med den sande Guds sendebud og ringeagtede hans ord og gjorde nar af hans profeter, indtil Jehovas forbitrelse var vokset mod hans folk i den grad at der ingen lægedom var“. (2 Krønikebog 36:16) De var nået til det punkt hvor der ikke længere var noget grundlag for Jehovas medfølelse, men hvor de havde vakt hans retfærdige harme. Hvad blev resultatet?

¹⁹ Jehova kunne ikke længere have medfølelse med sit folk. Han forkyndte: „Jeg vil ikke vise medlidenhed, og ikke ynkes, og ikke have barmhjertighed, så jeg undlader at ødelægge dem.“ (Jeremias 13:14) Jerusalem og templet blev ødelagt, og israelitterne blev ført som fanger til Babylon. Hvor tragisk når syndige mennesker bliver så oprørske at grænsen for Guds medfølelse er nået! — Klagesangene 2:21.

20, 21. (a) Hvad vil der ske når grænsen for Guds medfølelse er nået i vor tid? (b) Hvilken gave som Jehova skænker på grund af sin medfølelse, vil vi se nærmere på i det næste kapitel?

²⁰ Hvordan så med i dag? Jehova har ikke forandret sig. På grund af sin medfølelse med menneskene har han overdraget sine vidner at forkynde ’den gode nyhed om riget’ på hele den beboede jord. (Mattæus 24:14) Når mennesker med det rette hjertelag viser at de har et lyttende øre, hjælper Jehova dem til at forstå budskabet. (Apostelgerninger 16:14) Men arbejdet vil ikke fortsætte for bestandig. Det ville næppe være medfølelse fra Jehovas side hvis han lod denne onde verden med al dens lidelse og elendighed fortsætte i det uendelige. Når grænsen for Jehovas medfølelse er nået, vil han eksekvere dommen over den onde tingenes ordning. Og selv da handler han af medfølelse — nemlig af medfølelse med sit „hellige navn“ og sine indviede tjenere. (Ezekiel 36:20-23) Jehova vil tilintetgøre al ondskab og indføre en retfærdig ny verden. Om de onde og ugudelige siger Jehova: „Mit øje [vil ikke] ynkes og jeg [vil ikke] have medlidenhed. Deres adfærd vil jeg bringe over deres eget hoved.“ — Ezekiel 9:10.

²¹ Indtil da har Jehova medfølelse med menneskene, selv med dem der er på vej mod undergangen. Syndige mennesker som af hjertet angrer og omvender sig, kan drage nytte af en af de gaver som Jehova skænker på grund af sin medfølelse — nemlig hans tilgivelse. I det næste kapitel vil vi se nærmere på nogle af de smukke billeder i Bibelen der viser hvor fuldstændig Jehovas tilgivelse er.

1-3. (a) Hvilken tung byrde bar salmisten David på, og hvordan fandt han trøst for sit forpinte hjerte? (b) Hvilken tyngende byrde kunne vi også føle, og hvad forsikrer Jehova os om?

„MINE misgerninger har overskyllet mit hoved,“ skrev salmisten David. „De er for tunge for mig, som en tung byrde. Jeg er stivnet og helt knust.“ (Salme 38:4, 8) David vidste hvor tung en byrde en dårlig samvittighed kunne være. Men han fandt trøst for sit forpinte hjerte. Han vidste at selv om Jehova hader synd, hader han ikke synderen hvis denne angrer oprigtigt og vender om fra sine syndige handlinger. I fuld tillid til at Jehova er villig til at vise de angrende barmhjertighed, sagde David: „Du, Jehova, er . . . rede til at tilgive.“ — Salme 86:5.

² Vi kan også føle den dårlige samvittighed som en tyngende byrde når vi synder. Det er ikke nogen skadelig følelse. Tværtimod. Den kan få os til at tage de nødvendige skridt til at rette vore fejl. Der er dog den fare at man kan blive helt overvældet af sin skyldfølelse. Vores selvfordømmende hjerte kan blive ved med at hævde at Jehova ikke vil tilgive os uanset hvor meget vi angrer. Hvis vi bliver så „opslugt“ af vores skyld, kan Satan prøve at få os til at give op, at få os til at føle at Jehova ikke regner os for noget, og at vi er uegnede til at tjene ham. — 2 Korinther 2:5-11.

³ Er det sådan Jehova ser på os? Nej. Tilgivelse er en side af Jehovas uendelige kærlighed. I sit ord forsikrer han os om at han er villig til at tilgive hvis vi af hjertet angrer og omvender os. (Ordsprogene 28:13) Lad os se nærmere på hvorfor og hvordan Jehova tilgiver, så vi ikke får den tanke at det er umuligt at opnå hans tilgivelse.

Hvorfor Jehova er „rede til at tilgive“

4. Hvad husker Jehova med hensyn til vores natur, og hvordan berører det den måde han behandler os på?

⁴ Jehova kender vore begrænsninger. „Han ved hvordan vi er dannet, husker at vi er støv,“ siges der i Salme 103:14. Han ved altså at vi er dannet af støv. Vi har vore svagheder og skrøbeligheder på grund af vores ufuldkommenhed. Udtrykket „han ved hvordan vi er dannet“, minder os om at Jehova i Bibelen sammenlignes med en pottemager, og vi med de lerkar han danner.a (Jeremias 18:2-6) Den store Pottemager afpasser den måde han behandler os på, efter vores skrøbelighed og syndige natur, og efter om vi følger hans ledelse eller ej.

5. Hvordan beskriver Romerbrevet syndens magtfulde greb?

⁵ Jehova ved at synden har stor magt. I hans ord beskrives den som en magt der fastholder mennesket i et dødeligt greb. Hvordan beskrives dette greb ellers? I Romerbrevet forklarer Paulus at vi er „under synd“, ligesom soldater står under en befalingsmand (Romerne 3:9); synden har ’hersket som en konge’ over menneskene (Romerne 5:21); den „bor“ i os (Romerne 7:17, 20); dens „lov“ virker til stadighed i os, ja, søger at styre hele vores liv (Romerne 7:23, 25). Den har altså et mægtigt greb om os og vores ufuldkomne kød. — Romerne 7:21, 24.

6, 7. (a) Hvordan betragter Jehova dem der af hjertet angrer og søger at opnå hans barmhjertighed? (b) Hvordan kunne vi fristes til at udnytte Guds barmhjertighed, men hvorfor vil det ikke være muligt at gøre det?

⁶ Jehova ved derfor at det ikke er muligt for os at være lydige til fuldkommenhed, hvor stærkt vi end ønsker det, eller hvor oprigtigt vi end bestræber os for det. I sin kærlighed forsikrer han os om at han vil tilgive os når vi søger hans barmhjertighed med et sønderbrudt hjerte. Der siges i Salme 51:17: „Ofre til Gud er en sønderbrudt ånd; et sønderbrudt og knust hjerte ringeagter du ikke, Gud.“ Jehova vil aldrig afvise et hjerte der er „sønderbrudt og knust“ af skyldfølelse.

⁷ Vil det sige at vi kan bruge vores syndige natur som en undskyldning for synd og på den måde udnytte Guds barmhjertighed? Naturligvis ikke! Jehova lader sig ikke kun lede af følelser, og der er grænser for hans barmhjertighed. Han tilgiver ikke dem der med vilje fremturer i synd og ikke viser en angrende indstilling. (Hebræerne 10:26) Han er på den anden side rede til at tilgive dem der af hjertet angrer. Lad os se på nogle af de malende billeder der bruges i Bibelen til at beskrive denne tiltalende side af Guds kærlighed.

Hvor fuldstændigt tilgiver Jehova?

8. Hvad gør Jehova billedligt talt når han tilgiver vore synder, og hvilken tillid kan vi have?

⁸ Den angrende David sagde: „Min synd gav jeg omsider til kende for dig, og min misgerning dækkede jeg ikke over. . . . Og du tilgav min syndeskyld.“ (Salme 32:5) Grundbetydningen af det hebraiske ord der er oversat med „tilgav“, er „at løfte op“, „at bære“, og i denne forbindelse betyder det at „skyld, synd og overtrædelse“ fjernes. Det var altså som om Jehova løftede Davids synder op og bar dem bort. Det må have været en umådelig lettelse for David at blive befriet for den skyldfølelse som tyngede ham. (Salme 32:3) Vi kan også nære tillid til den Gud som bærer synder bort, når vi søger hans tilgivelse på grundlag af vores tro på Jesu genløsningsoffer. — Mattæus 20:28.

9. Hvor langt fra os fjerner Jehova vore synder?

⁹ David brugte et andet meget malende udtryk til at beskrive Jehovas tilgivelse: „Så langt som øst ligger fra vest, så langt har han fjernet vore synder fra os.“ (Kursiveret af os; Salme 103:12, den danske autoriserede oversættelse) Hvor langt ligger øst fra vest? Man kan sige at øst altid ligger ved den fjerneste horisont modsat vest, den længste afstand man kan tænke sig; de to punkter mødes aldrig. En bibelforsker siger at udtrykket betyder „så langt som muligt; så langt man kan forestille sig“. Davids inspirerede ord fortæller at når Jehova tilgiver, fjerner han vore synder så langt fra os som overhovedet muligt.

10. Hvorfor behøver vi ikke at føle at vi må bære syndens pletter resten af livet når Jehova har tilgivet os?

¹⁰ Har du nogen sinde prøvet at fjerne en plet fra et lyst stykke stof? Måske har du erfaret at pletten stadig kunne ses trods alle dine anstrengelser. Læg mærke til hvordan Jehova beskriver sin evne til at tilgive: „Om så jeres synder skulle være som skarlagen, vil de blive gjort hvide som sne; om så de skulle være røde som højrødt klæde, vil de blive som uld.“ (Esajas 1:18) „Skarlagen“ er en strålende rød farve.b „Højrødt“ betegnede en anden af de stærke farver hvormed man farvede stof. (Nahum 2:3) Vi kan aldrig selv fjerne en plet som synden har sat. Men Jehova kan fjerne pletter der er som skarlagen og højrødt klæde, og gøre dem hvide som sne eller ufarvet uld. Når Jehova tilgiver vore synder, behøver vi ikke at føle at vi må bære disse pletter af synd resten af livet.

11. I hvilken forstand kaster Jehova vore synder bag sin ryg?

¹¹ Da Ezekias var blevet helbredt for en dødbringende sygdom, takkede han Gud i en gribende sang hvori han sagde: „Du har kastet alle mine synder bag din ryg.“ (Esajas 38:17) Her bruges det billede at Jehova har taget en angrendes synder og kastet dem bag sin ryg, hvor han ikke ser dem eller lægger mærke til dem mere. Ifølge et opslagsværk er tanken den at Gud nu ’betragter Ezekias’ synder som om de aldrig var begået’. Er det ikke en opmuntrende tanke?

12. Hvordan viser profeten Mika at Jehovas tilgivelse betyder at han fjerner vore synder for bestandig?

¹² I en genoprettelsesprofeti gav profeten Mika udtryk for den overbevisning at Jehova ville tilgive sit angrende folk: „Hvem er en Gud som du, der . . . forbigår overtrædelse hos sin arvelods rest? . . . Og du vil kaste alle deres synder i havets dyb.“ (Mika 7:18, 19) Forestil dig hvad disse ord betød for nogle der levede på Bibelens tid. Kunne man dengang få noget tilbage som var kastet „i havets dyb“? Disse ord viser at når Jehova tilgiver, fjerner han vore synder for bestandig.

13. Hvad betyder Jesu ord: „Tilgiv os vor skyld“?

¹³ Da Jesus lærte sine disciple at bede, brugte han forholdet mellem en debitor og en kreditor som et billede på Jehovas tilgivelse. Det hedder i bønnen: „Tilgiv os vor skyld.“ (Mattæus 6:12) Jesus sammenlignede altså synder med skyld, eller gæld. (Lukas 11:4) Når vi synder, bliver vi „skyldnere“ over for Jehova. Om betydningen af det græske udsagnsord der oversættes med ’tilgive’, siger et opslagsværk: „At give afkald på, at eftergive, en gæld ved ikke at gøre krav på den.“ Man kan sige at når Jehova tilgiver, stryger han den gæld som vi ellers ville blive krævet til regnskab for. Angrende syndere kan altså være ganske rolige. Jehova vil aldrig gøre krav på at en gæld som han har eftergivet, skal betales tilbage. — Salme 32:1, 2.

14. Hvilket billede ser man for sig når man hører udtrykket „få jeres synder slettet ud“?

¹⁴ Jehovas tilgivelse beskrives yderligere i Apostelgerninger 3:19: „I skal derfor ændre sind og vende om for at få jeres synder slettet ud.“ Det sidste udtryk gengiver et græsk udsagnsord der kan betyde „at viske ud, . . . at udslette, at tilintetgøre“. Ifølge nogle er udtrykket hentet fra den måde hvorpå man fjernede en tekst fra et håndskrift. Hvordan gjorde man det? Det blæk man brugte i oldtiden, var lavet af en blanding af kulstof, et bindemiddel og vand. Kort efter at man havde skrevet med dette blæk, kunne man fjerne det skrevne med en våd svamp. Dette skildrer meget smukt Jehovas barmhjertighed. Når han tilgiver synder, er det som om han tager en svamp og fjerner dem.

15. Hvad ønsker Jehova at vi skal vide om ham?

¹⁵ Når vi tænker over disse forskellige billeder på Jehovas tilgivelse, forstår vi at Jehova ønsker at vi skal vide at han gerne vil tilgive vore synder hvis vi angrer oprigtigt. Vi behøver ikke at være bange for at han senere vil kræve os til regnskab for disse synder. Det ses af noget andet som Bibelen åbenbarer om Jehovas store barmhjertighed: Når han tilgiver, glemmer han.

„Jeg vil ikke mere huske deres synd“

16, 17. Hvad betyder det når Bibelen siger at Jehova ikke husker vore synder, og hvad er begrundelsen for svaret?

¹⁶ Jehova giver følgende løfte til dem der er med i den nye pagt: „Jeg tilgiver deres misgerning, og jeg vil ikke mere huske deres synd.“ (Jeremias 31:34) Vil det sige at Jehova ikke mere kan huske synder når han har tilgivet dem? Nej. Bibelen fortæller om mange hvis synder Jehova tilgav, deriblandt David. (2 Samuel 11:1-17; 12:13) Jehova er stadig bekendt med de synder de begik, for beretningen om dem og om Jehovas tilgivelse da de angrede, er blevet bevaret til gavn for os. (Romerne 15:4) Hvad menes der da når det i Bibelen siges at Jehova ikke ’husker’ de synder som han har tilgivet?

¹⁷ Det hebraiske udsagnsord for „huske“ indeholder mere end blot at genkalde sig noget der er sket i fortiden. Theological Wordbook of the Old Testament gør opmærksom på at det endvidere indeholder den tanke „at tage de nødvendige forholdsregler“. At „huske“ synd vil altså sige at gøre op med syndere. (Hoseas 9:9) Når Jehova siger at han „ikke mere [vil] huske deres synd“, forsikrer han os derfor om at når han én gang har tilgivet angrende overtrædere, vil han ikke senere kræve dem til regnskab for deres synder. (Ezekiel 18:21, 22) Jehova ’glemmer’ altså synder i den forstand at han ikke vil blive ved med at huske dem for at anklage og straffe for dem igen og igen. Er det ikke beroligende at vide at Gud tilgiver og glemmer?

Hvad med konsekvenserne?

18. Hvorfor betyder Jehovas tilgivelse ikke at en angrende synder bliver fritaget for konsekvenserne af sin urette adfærd?

¹⁸ Betyder dét at Jehova er rede til at tilgive, at en angrende synder bliver fritaget for konsekvenserne af sin urette adfærd? Nej. Vi kan ikke synde ustraffet. Paulus skrev: „Hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ (Galaterne 6:7) Vi må se i øjnene at vore handlinger kan få visse konsekvenser. Det vil dog ikke sige at Jehova er årsag til den modgang vi måske møder efter at han har tilgivet os. Vi bør ikke tænke: ’Måske er det Jehova der straffer mig for mine tidligere synder.’ (Jakob 1:13) På den anden side beskytter Jehova os ikke mod følgerne af vore forkerte handlinger. Skilsmisse, et uønsket svangerskab, en seksuelt overført sygdom og tab af andres tillid og respekt kan alle være de sørgelige og uundgåelige følger af vore forkerte handlinger. Selv efter at Jehova havde tilgivet David for hans synder i forbindelse med Batseba og Urias, fritog han ham ikke for de katastrofale følger af hans handlinger. — 2 Samuel 12:9-12.

19-21. (a) Hvordan var den lov vi læser om i Tredje Mosebog 6:1-7, til gavn for både overtræderen og den der havde lidt skade? (b) Hvilken handling fra vor side vil glæde Jehova hvis nogen har lidt skade på grund af vores synd?

¹⁹ Vore synder kan også få andre konsekvenser. Det kan for eksempel ske hvis vore handlinger er gået ud over andre. I Tredje Mosebog, kapitel 6, har vi således beskrivelsen af en situation hvor en person har gjort sig skyldig i en alvorlig synd ved at tilvende sig en landsmands ejendom ved ran, svig eller ved at beholde noget han har fået overdraget i sin varetægt. Overtræderen benægter at han er skyldig, og går endda så vidt som til at sværge falsk. Den enes ord står mod den andens. Senere bliver overtræderen dog grebet af samvittighedsnag og bekender sin synd. For at opnå Guds tilgivelse er der tre ting han yderligere må gøre: Han skal levere det stjålne tilbage, betale ejermanden en erstatning på 20 procent af værdien af det stjålne og bringe en vædder som skyldoffer. „Og præsten skal skaffe ham soning for Jehovas ansigt, og således skal han få tilgivelse,“ sluttes der. — 3 Mosebog 6:1-7.

²⁰ Dette var en barmhjertig ordning fra Guds side. Den var til gavn for den der var blevet berøvet sin ejendom, men nu fik den tilbage og uden tvivl var lettet over at overtræderen endelig havde erkendt sin synd. Samtidig gavnede loven den hvis samvittighed til sidst fik ham til at indrømme sin skyld og gøre uretten god igen. Hvis han ikke gjorde det, ville han ikke opnå Guds tilgivelse.

²¹ Selv om vi ikke er underlagt Moseloven, giver den os indblik i hvordan Jehova tænker, også i forbindelse med tilgivelse. (Kolossenserne 2:13, 14) Hvis andre har lidt skade på grund af vore synder, behager det Gud at vi gør hvad vi kan for at rette op på tingene. (Mattæus 5:23, 24) Det kan bestå i at vi anerkender at vi har syndet, indrømmer vores skyld og giver en undskyldning til den der har lidt skade. Derefter kan vi bede til Jehova på grundlag af Jesu offer og få forvisning om at vi har opnået Jehovas tilgivelse. — Hebræerne 10:21, 22.

22. Hvad vil man måske erfare samtidig med Jehovas tilgivelse?

²² Som enhver kærlig far vil Jehova måske nok tilgive, men også tugte. (Ordsprogene 3:11, 12) Det kan være nødvendigt at en angrende kristen broder må give afkald på at tjene som ældste, menighedstjener eller heltidsforkynder. Det kan være smerteligt for en tid at skulle miste en tjeneste som man har sat meget pris på. Men den tugt man bliver udsat for, betyder ikke at Jehova ikke har tilgivet en. Vi må huske at Jehovas tugt er tegn på at han elsker os. Det tjener os bedst at tage imod den og rette os efter den. — Hebræerne 12:5-11.

23. Hvorfor bør vi aldrig mene at vi ikke omfattes af Jehovas barmhjertighed, og hvorfor bør vi efterligne hans villighed til at tilgive?

²³ Er det ikke opmuntrende for os at vide at Gud er „rede til at tilgive“? Trods de synder vi begår, bør vi aldrig mene at vi ikke omfattes af Jehovas barmhjertighed. Hvis vi angrer af hjertet, tager skridt til at gøre skaden god igen og oprigtigt beder om Jehovas tilgivelse på grundlag af Jesu udgydte blod, kan vi være forvissede om at Jehova vil tilgive os. (1 Johannes 1:9) Lad os efterligne ham ved at tilgive andre når de synder imod os. Hvis Jehova, som ikke begår synd, kærligt kan tilgive os, skulle vi syndige mennesker da ikke gøre vort bedste for at tilgive hinanden?

1, 2. Hvor omfattende er Guds godhed, og hvad siger Bibelen om den?

NOGLE gode venner sidder en lun sommeraften og nyder et måltid mad i det fri. De snakker og hygger sig mens de beundrer den smukke solnedgang. Langt derfra står en landmand og ser ud over sine marker som tørster efter vand, og han smiler tilfreds ved synet af de mørke skyer der samler sig, og de første regndråber der falder. Et helt tredje sted ser en far og mor med begejstring at deres lille barn tager sine første, usikre skridt.

² Hvad enten de er klar over det eller ej, nyder alle disse godt af Jehova Guds godhed. Religiøse mennesker siger ofte at „Gud er god“, men Bibelen udtrykker det endnu stærkere. Den siger: „Hvor er hans godhed stor!“ (Zakarias 9:17) Det lader dog til at kun få i dag ved hvad der ligger i disse ord. Hvad betyder det at Jehova Gud er god, og hvordan berøres vi personligt af hans godhed?

En fremtrædende side af Guds kærlighed

3, 4. Hvad er godhed, og hvorfor kan Jehovas godhed måske bedst beskrives som et udtryk for hans kærlighed?

³ På mange nutidssprog bruges ordet „godhed“ meget generelt. Men det er ikke tilfældet med den måde det bruges på i Bibelen. Her sigter det først og fremmest til moralsk fortræffelighed, den rette etiske beskaffenhed. Vi kan derfor sige at Jehova er god i absolut forstand. Alle hans egenskaber — deriblandt hans magt, retfærdighed og visdom — er helt igennem gode. Alligevel kan godhed måske bedst beskrives som et udtryk for Jehovas kærlighed. Hvorfor?

⁴ Godhed er en aktiv egenskab, en egenskab der giver sig udslag i handling. Apostelen Paulus pegede på at menneskers godhed endog virker mere tiltalende end deres retfærdighed. (Romerne 5:7) Man kan regne med at den der er retfærdig, nøje vil overholde lovens krav, men den der er god, vil gøre mere end det. Han tager initiativet og gør noget til gavn for andre. Og som vi skal se, er det netop i den betydning at Jehova er god. En sådan godhed udspringer af hans grænseløse kærlighed.

5-7. Hvorfor afviste Jesus at blive kaldt „gode lærer“, og hvilken vigtig sandhed understregede han derved?

⁵ Jehovas godhed er enestående. Kort tid før Jesu død kom en mand hen til ham for at stille ham et spørgsmål idet han kaldte ham „gode lærer“. Jesus svarede: „Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, Gud.“ (Markus 10:17, 18) Det kan måske lyde mærkeligt at Jesus svarede på denne måde. Hvorfor irettesatte han manden? Var Jesus ikke ’en god lærer’?

⁶ Manden brugte åbenbart udtrykket „gode lærer“ som en smigrende titel. Jesus ønskede beskedent at en sådan ære skulle gå til hans himmelske Fader, som er god i egentligste forstand. (Ordsprogene 11:2) Men Jesus understregede også en vigtig sandhed, nemlig at Jehova alene er normen for hvad der er godt. Kun han har den suveræne ret til at afgøre hvad der er godt, og hvad der er ondt. Da Adam og Eva gjorde oprør og spiste af træet til kundskab om godt og ondt, forsøgte de i virkeligheden at tiltage sig denne ret. I modsætning til dem overlader Jesus det ydmygt til sin Fader at fastsætte normer.

⁷ Jesus vidste desuden at Jehova er kilden til alt hvad der er virkelig godt. „Enhver god gave og enhver fuldkommen foræring“ kommer fra ham. (Jakob 1:17) Lad os se hvordan Jehovas godhed kommer til udtryk gennem hans gavmildhed.

Vidnesbyrd om Jehovas store godhed

8. Hvordan har Jehova vist godhed mod alle?

⁸ Alle der har levet, har haft gavn af Jehovas godhed. I Salme 145:9 siges der: „Jehova er god mod alle.“ Hvilke eksempler har vi på hans altomfattende godhed? Bibelen siger: „Han [har ikke] ladet sig være uden vidnesbyrd, idet han har gjort godt, har givet jer regn fra himmelen og frugtbare tider, har mættet jeres hjerter med føde og glæde.“ (Apostelgerninger 14:17) Glæder du dig ikke hver gang du nyder et dejligt måltid mad? Hvis ikke Jehova havde vist godhed ved at skabe jorden med et uophørligt kredsløb der giver os frisk vand, og „frugtbare tider“ som giver os rigeligt med føde, ville vi ikke have haft noget at spise. Og Jehova har sørget for at alle, ikke kun de der elsker ham, kan få gavn af hans godhed. Jesus sagde: „Han lader . . . sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige.“ — Mattæus 5:45.

9. Hvordan er æbletræet et vidnesbyrd om Jehovas godhed?

⁹ Mange tænker slet ikke over den store gavmildhed Jehova viser menneskene ved til stadighed at give dem sol, regn og frugtbare tider. Tænk for eksempel på et æble. Æbler er en almindelig frugt i den del af verden der har tempereret klima. De er både kønne, velsmagende og fulde af saft og vigtige næringsstoffer. Vidste du at der i hele verden findes omkring 7500 forskellige æblesorter — røde, gule og grønne, og nogle af dem ikke meget større end et kirsebær, mens andre er på størrelse med en grapefrugt? En lille æblekerne ser ikke ud af meget. Men en sådan lille kerne kan blive til et stort, smukt træ. (Højsangen 2:3) Om foråret er æbletræet fyldt med skønne blomster, og om efteråret bærer det frugt. Hvert år — i op til 75 år — vil et godt æbletræ kunne bære nok frugt til at fylde op mod 20 kasser med 20 kilo i hver!

10, 11. Hvordan er vore sanser et vidnesbyrd om Guds godhed?

¹⁰ I sin uendelig store godhed har Jehova givet os et legeme der er ’underfuldt dannet’, med sanser der hjælper os til at opfatte og glæde os over alt det han har skabt. (Salme 139:14) Tænk igen på de situationer der er beskrevet i indledningen til kapitlet. Hvilke synsindtryk bidrager til glæden i sådanne stunder? Et henrykt barns blussende kinder; regnen der falder og væder den tørstige jord; en solnedgang med dens røde, gyldne og violette farver. Det menneskelige øje er skabt til at opfatte over 300.000 forskellige farver! Desuden har vi fået en høresans så vi kan opfatte nuancerne i en god vens stemme, høre vindens susen i træerne eller nyde et lille barns klukkende latter. Hvorfor er vi i stand til at se og høre? Bibelen siger: „Øret der hører og øjet der ser — Jehova har frembragt dem begge.“ (Ordsprogene 20:12) Men det er kun to af vore sanser.

¹¹ Endnu et vidnesbyrd om Jehovas godhed er vores lugtesans. Vi er skabt med evnen til at skelne mellem cirka 10.000 forskellige lugte. Tænk på nogle få af dem: duften af din livret, af blomster, af efterårets løv, af røg fra en glødende brændeknude. Og ved hjælp af følesansen kan vi mærke vinden i ansigtet, en vens kærlige omfavnelse eller en frugt vi holder i hånden. Når vi tager en bid af frugten, bliver vores smagssans aktiveret. Smagsløgene i mundhulen registrerer en række smagsindtryk der skyldes smagsstofferne i frugten. Ja, vi har al mulig grund til at sige om Jehova: „Hvor er din godhed stor, den du har gemt til dem der frygter dig.“ (Salme 31:19) Men hvordan har Jehova „gemt“ godhed til dem der frygter ham?

Godhed med henblik på evigt liv

12. Hvilke gaver fra Jehova har størst betydning, og hvorfor?

¹² Jesus sagde: „Der står skrevet: ’Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.’“ (Mattæus 4:4) De åndelige gaver vi får fra Jehova, kan være til endnu større gavn for os end de fysiske, for de kan give os evigt liv. Som vi så i kapitel 8, har Jehova her i de sidste dage brugt sin magt til at genoprette, idet han har skabt et åndeligt paradis hvor der er en overflod af åndelig føde.

13, 14. (a) Hvad så profeten Ezekiel i et syn, og hvad betyder det for os i dag? (b) Hvilke livgivende åndelige gaver har Jehova givet sine trofaste tjenere?

¹³ I en af Bibelens store genoprettelsesprofetier skildres et syn som profeten Ezekiel fik af et prægtigt, genopbygget tempel. Ud fra dette tempel kommer der en strøm af vand som bliver gradvis bredere og dybere indtil den er blevet ’en vældig strøm’. Overalt hvor floden løber, har den en gavnlig virkning. Langs dens bredder vokser der en stor mængde træer som er til føde og lægedom. Og floden bevirker endda at det saltholdige og livløse Døde Hav bliver sundt og kommer til at vrimle med fisk. (Ezekiel 47:1-12) Men hvad betyder alt dette?

¹⁴ Synet betyder at Jehova ville genoprette sin rene tilbedelsesordning, skildret ved templet i Ezekiels syn. Ligesom floden i synet ville hans livgivende foranstaltninger strømme ud til hans folk i stadig større mængder. Siden genoprettelsen af den rene tilbedelse i 1919 har Jehova forsynet sit folk med livgivende åndelige gaver. Hvordan? Ved blandt andet at sørge for at der er blevet udgivet bibler og bibelsk litteratur og afholdt møder og stævner. Ved hjælp af alt dette har Jehova gjort millioner bekendt med den vigtigste livgivende gave han har givet menneskene, nemlig Jesu genløsningsoffer. Denne gave gør det muligt for alle der oprigtigt elsker og frygter Jehova, at komme til at stå rene i hans øjne og få håb om evigt liv.a Mens verden her i de sidste dage har været plaget af åndelig hungersnød, har Jehovas folk således kunnet nyde et åndeligt festmåltid. — Esajas 65:13.

15. I hvilken forstand vil trofaste mennesker få gavn af Jehovas godhed under Kristi tusindårige styre?

¹⁵ Den flod Ezekiel så i synet, holder ikke op med at strømme når denne gamle tingenes ordning forsvinder. Den vil tværtimod flyde med endnu mere livgivende vand under Kristi tusindårige styre. Til den tid vil Jehova, gennem det messianske rige, anvende den fulde værdi af Jesu offer og gradvis føre trofaste mennesker frem til fuldkommenhed. Da vil vi fryde os endnu mere over Jehovas godhed.

Andre sider af Jehovas godhed

16. Hvordan viser Bibelen at Jehovas godhed omfatter flere egenskaber? Nævn nogle af dem.

¹⁶ Jehovas godhed indbefatter mere end gavmildhed. Gud sagde til Moses: „Jeg vil lade al min godhed drage forbi dit ansigt, og jeg vil udråbe Jehovas navn foran dig.“ Senere i beretningen siges der: „Jehova gik da forbi, foran ham, mens han råbte: ’Jehova, Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed.’“ (2 Mosebog 33:19; 34:6) Jehovas godhed omfatter altså flere gode egenskaber. Lad os se nærmere på to af dem.

17. Hvad vil det sige at være nådig, og hvordan har Jehova vist at han er det?

¹⁷ „Nådig.“ At Jehova er nådig, vil blandt andet sige at han er imødekommende, mild og venlig over for sine skabninger. Han er ikke brysk, kold eller tyrannisk, sådan som de der har magt, ofte kan være. For eksempel sagde Jehova til Abraham: „Løft nu dine øjne og se fra det sted hvor du står, mod nord og mod syd og mod øst og mod vest.“ (1 Mosebog 13:14) Ifølge bibelforskere findes der i den hebraiske grundtekst en partikel som gør denne udtalelse til en høflig anmodning i stedet for en befaling. Bibelen indeholder flere lignende eksempler. (1 Mosebog 31:12; Ezekiel 8:5) Tænk engang at universets Suveræn kommer med en høflig anmodning til små mennesker! I en verden hvor mange er uhøflige, uforskammede eller ligefrem aggressive, er det velgørende at tænke på hvor nådig vor Gud, Jehova, er.

18. I hvilken forstand er Jehova „rig på . . . sandhed“, og hvorfor er det opmuntrende at vide?

¹⁸ „Rig på . . . sandhed.“ Uærlighed hører til dagens orden. Men Bibelen siger: „Gud er ikke et menneske at han skulle lyve.“ (4 Mosebog 23:19) I Titus 1:2 står der ligefrem at „Gud . . . ikke kan lyve“. Det tillader hans godhed ham ikke. Jehovas løfter er derfor fuldstændig pålidelige; vi kan være sikre på at hans ord altid vil gå i opfyldelse. Jehova kaldes også „sandhedens Gud“. (Salme 31:5) Han undlader ikke blot at lyve, men giver os også en overflod af sandhed. Han er ikke tillukket, forbeholden eller hemmelighedsfuld; nej, han oplyser gavmildt sine trofaste tjenere ved at øse af sin uendelig store visdom.b Han lærer dem også at leve efter de sandheder han lader dem få del i, så de ’fortsat kan vandre i sandheden’. (3 Johannes 3) Hvilken virkning bør Jehovas godhed da have på os personligt?

Lad os glæde os over Jehovas godhed

19, 20. (a) Hvad gjorde Satan for at undergrave Evas tillid til Jehovas godhed, og hvad blev resultatet? (b) Hvilken virkning skulle Jehovas godhed have på os, og hvorfor?

¹⁹ Da Satan fristede Eva i Edens have, begyndte han underfundigt med at undergrave hendes tillid til Jehovas godhed. Jehova havde sagt til Adam: „Af alle træer i haven kan du frit spise.“ Af de tusinder af træer der må have prydet haven, var der kun ét som Jehova havde forbudt dem at spise af. Men læg mærke til hvordan Satan formulerede det første spørgsmål han stillede Eva: „Er det virkelig rigtigt at Gud har sagt I ikke må spise af hvert eneste træ i haven?“ (1 Mosebog 2:9, 16; 3:1) Satan fordrejede det Jehova havde sagt, for at få Eva til at tro at Jehova havde forholdt dem noget godt. Og desværre virkede hans taktik. Selv om det var Gud der havde givet Eva alt hvad hun havde, begyndte hun, ligesom mange andre siden hen har gjort, at tvivle på Guds godhed.

²⁰ Vi ved hvor megen sorg og elendighed denne tvivl har ført med sig. Det er derfor opmuntrende at læse ordene i Jeremias 31:12: „De skal . . . stråle over Jehovas godhed.“ Ja, Jehovas godhed skulle få os til at stråle af glæde. Vi behøver aldrig at drage vor Guds motiver i tvivl, for han er fuld af godhed. Vi kan trygt stole på ham, for han ønsker kun det bedste for dem der elsker ham.

21, 22. (a) Hvordan kan vi vise taknemmelighed over Jehovas godhed? (b) Hvilken egenskab vil blive behandlet i det næste kapitel, og hvordan adskiller den sig fra godhed?

²¹ Noget der også bidrager til vores glæde, er at tale med andre om Guds godhed. Salme 145:7 siger om Jehovas folk: „De vil lade ord vælde frem til minde om din godheds overflod.“ Hver eneste dag vi lever, nyder vi på forskellige måder godt af Jehovas godhed. Hvorfor ikke gøre det til en vane daglig at takke Jehova for hans godhed og specifikt nævne hvad vi er glade for? Når vi hver dag tænker over Jehovas godhed, takker ham for den og fortæller andre om den, vil det hjælpe os til at efterligne vor gode Gud. Og når vi, ligesom Jehova, spejder efter muligheder for at gøre godt mod andre, vil vi få et stadig nærmere forhold til ham. Apostelen Johannes skrev: „Du elskede, efterlign ikke det onde, men det gode. Den der øver godt er af Gud.“ — 3 Johannes 11.

²² Jehovas godhed forbindes også med andre egenskaber. Vi læser for eksempel at han er „rig på loyal hengivenhed“. (2 Mosebog 34:6) Det er en egenskab som Jehova især viser over for sine trofaste tjenere, og som derfor er mere målrettet end den godhed der kommer alle til gavn. I det næste kapitel skal vi se hvordan Jehova viser loyal hengivenhed.

1, 2. Hvorfor kan man sige at David ikke var ukendt med illoyalitet?

KONG DAVID var ikke ukendt med illoyalitet. På et tidspunkt i sin urolige regeringstid var han plaget af intriger. Hans egne landsmænd lagde råd op imod ham, og desuden blev han svigtet af nogle af dem man ville forvente stod ham nærmest. Der var for eksempel Davids første hustru, Mikal. Til at begynde med var hun „forelsket i David“ og støttede ham uden tvivl i hans embede som konge. Men senere „ringeagtede hun ham i sit hjerte“ og betragtede ham tilmed „som en af de tomhovedede“. — 1 Samuel 18:20; 2 Samuel 6:16, 20.

² Der var også Davids personlige rådgiver, Akitofel. Hans råd blev værdsat som kom de fra Jehova selv. (2 Samuel 16:23) Men med tiden blev denne nære ven og fortrolige en forræder der sluttede sig til oprøret mod David. Og hvem havde anstiftet dette oprør? Davids egen søn, Absalom! Denne intrigerende opportunist „stjal Israels mænds hjerte“ i den hensigt at bemægtige sig tronen. Absaloms oprør fik så meget støtte hos folket at David blev tvunget til at flygte for livet. — 2 Samuel 15:1-6, 12-17.

3. Hvilken tillid havde David?

³ Var der ingen der forblev loyal mod David? Trods al den modgang han mødte, vidste han at det var der. Hvem? Jehova Gud selv. „Mod den loyale handler du loyalt,“ sagde David om Jehova. (2 Samuel 22:26) Hvad er loyalitet, og hvordan er Jehova det største eksempel med hensyn til at vise denne egenskab?

Hvad er loyalitet?

4, 5. (a) Hvad er „loyalitet“? (b) Hvad er forskellen mellem at være „loyal“ og at være „trofast“?

⁴ Loyalitet er, som ordet bruges i De Hebraiske Skrifter, en godhed eller venlighed der i kærlighed er rettet mod genstanden for denne følelse indtil formålet med den er nået. Loyalitet er mere end trofasthed. Grunden er at en person kan være trofast af ren og skær pligtfølelse, mens loyalitet udspringer af kærlighed.a Ordet „trofast“ kan desuden bruges om livløse ting. Salmisten kaldte for eksempel månen for „et trofast vidne i skyen“ fordi den kommer regelmæssigt til syne på nattehimmelen. (Salme 89:37) Men man vil ikke kalde månen „loyal“, for loyalitet udspringer af kærlighed — en egenskab som livløse ting ikke har.

⁵ I Bibelen er ordet „loyalitet“ forbundet med varme følelser. De steder hvor det bruges, ses det at der består et nært forhold mellem den person der viser denne egenskab, og den person som den er rettet imod. Den er ikke ustadig og lunefuld, som havets bølger der blæses hid og did af skiftende vinde. Loyalitet, eller loyal hengivenhed, har tværtimod den stabilitet og styrke der skal til for at overvinde de største forhindringer.

6. (a) Hvordan forholder det sig med loyalitet blandt mennesker, og hvordan fremgår det af Bibelen? (b) Hvordan lærer man bedst hvad loyalitet er, og hvorfor?

⁶ Det skal siges at denne egenskab er sjælden i dag. Det sker alt for ofte at nære venner ’sønderslår hinanden’, og at man hører om ægtefæller der går fra hinanden. (Ordsprogene 18:24; Malakias 2:14-16) Forræderi er så almindeligt at vi nu kan sige det samme som profeten Mika: „Den loyale er forsvundet fra jorden.“ (Mika 7:2) Men selv om mennesker ofte svigter med hensyn til at vise loyalitet, er der én der ikke gør det — Jehova. Loyalitet er en egenskab der er kendetegnende for ham. Ja, man får det bedste og mest præcise kendskab til hvad loyalitet er, ved at undersøge hvordan denne side af Jehovas kærlighed kommer til udtryk hos ham.

Jehovas uforlignelige loyalitet

7, 8. Hvordan kan man sige at Jehova alene er loyal?

⁷ Det hedder i Bibelen om Jehova: „Du alene er loyal.“ (Åbenbaringen 15:4) Hvordan kan man sige det? Har ikke både engle og mennesker undertiden vist sig at være bemærkelsesværdigt loyale? (Job 1:1; Åbenbaringen 4:8) Og hvad med Jesus Kristus? Er han ikke den der frem for nogen kaldes ’Guds loyale’? (Salme 16:10) Hvordan kan man da sige at Gud alene er loyal?

⁸ For det første må vi huske at loyalitet er en egenskab der er forbundet med kærlighed, og da „Gud er kærlighed“ — selve den personificerede kærlighed — hvem kan da vise loyalitet mere fuldstændigt end Jehova? (1 Johannes 4:8) Det er rigtigt at engle og mennesker kan genspejle Guds egenskaber, men Jehova er loyal i fuldkommen forstand. Som „den gamle af dage“ har han vist loyalitet, eller loyal hengivenhed, længere end nogen skabning, det være sig i himmelen eller på jorden. (Daniel 7:9) Jehova er selve indbegrebet af loyalitet. Han viser denne egenskab på en måde som ingen skabning kommer på højde med. Lad os se nogle eksempler herpå.

9. Hvordan er Jehova „loyal i alle sine gerninger“?

⁹ Jehova er „loyal i alle sine gerninger“. (Salme 145:17) Hvordan? Vi får et svar herpå i Salme 136. Her nævnes flere af Jehovas frelsesgerninger, deriblandt israelitternes storslåede udfrielse fra Ægypten og gennem Det Røde Hav. Hvert vers slutter med sætningen: „For hans loyale hengivenhed [eller: loyalitet] varer evindelig.“ Denne salme nævnes også til sidst i de „Spørgsmål til eftertanke“ der er anført på side 289. Når man læser disse vers, bliver man mindet om de mange måder hvorpå Jehova viste sit folk loyal hengivenhed. Ja, Jehova viser sine trofaste tjenere loyalitet ved at høre deres råb om hjælp og gribe ind til den fastsatte tid. (Salme 34:6) Hans loyale hengivenhed for sine tjenere svigter ikke så længe de forbliver loyale mod ham.

10. Hvordan viser Jehova at han er loyal med hensyn til sine normer?

¹⁰ Jehova viser desuden loyalitet mod sine tjenere ved at holde fast ved sine normer. Til forskel fra mennesker der kan være uberegnelige fordi de udelukkende lader sig lede af følelser og pludselige indskydelser, er Jehovas syn på ret og uret altid det samme. Igennem årtusinder er hans syn på for eksempel spiritisme, afgudsdyrkelse og mord forblevet uforandret. „Til jeres alderdom er jeg den samme,“ sagde han gennem profeten Esajas. (Esajas 46:4) Derfor kan vi have fuldstændig tillid til at det vil gavne os at følge den klare moralske vejledning vi finder i hans ord. — Esajas 48:17-19.

11. Giv eksempler på udtalelser som viser at Jehova opfylder sine løfter.

¹¹ Jehova viser også loyalitet ved at forblive tro mod sine løfter. Når han forudsiger noget, går det i opfyldelse. Han siger derfor: „Sådan vil det være med mit ord som går ud af min mund. Det vender ikke tilbage til mig med uforrettet sag, men vil gøre hvad jeg har behag i, og gennemføre hvad jeg har sendt det til.“ (Esajas 55:11) Ved at forblive tro mod sit ord viser Jehova sit folk loyalitet. Han lader det ikke ængsteligt vente på noget som han ikke har til hensigt at opfylde. Hans pålidelighed i denne henseende er så velbevidnet at hans tjener Josua kunne sige: „Ikke ét af alle de gode løfter som Jehova havde givet Israels hus slog fejl; alt gik i opfyldelse.“ (Josua 21:45) Vi kan derfor have fuldstændig tillid til at vi ikke vil blive skuffede som følge af at Jehova ikke overholder sine løfter. — Esajas 49:23; Romerne 5:5.

12, 13. På hvilke måder varer Jehovas loyale hengivenhed evindelig?

¹² Som tidligere nævnt siger Bibelen at Jehovas loyale hengivenhed „varer evindelig“. (Salme 136:1) På hvilken måde gør den det? Blandt andet ved at Jehovas tilgivelse varer ved. Som nævnt i kapitel 26 kræver Jehova ikke et menneske til regnskab igen for synder som allerede er blevet tilgivet. Da „alle har syndet og mangler Guds herlighed“, må vi være taknemmelige for at Jehovas loyale hengivenhed varer evindelig. — Romerne 3:23.

¹³ Men også på en anden måde varer Jehovas loyale hengivenhed evindelig. I hans ord siges der at den retfærdige „skal blive som et træ, plantet ved strømme af vand, der giver sin frugt til tiden og hvis løv ikke visner; og alt hvad han gør, det lykkes“. (Salme 1:3) Et frodigt træ hvis løv ikke visner! Et smukt billede! Sådan vil det gå os hvis vi nærer oprigtig interesse for Guds ord og glæder os over det. Vi vil få et langt, fredfyldt og frugtbart liv. De velsignelser som Jehova loyalt skænker sine trofaste tjenere, er evige. Ja, i den retfærdige nye verden som Jehova vil indføre, vil alle lydige mennesker blive genstand for hans loyale hengivenhed til evig tid. — Åbenbaringen 21:3, 4.

Jehova „forlader ikke sine loyale“

14. Hvordan viser Jehova at han værdsætter sine tjeneres loyalitet?

¹⁴ Jehova har ved mange lejligheder vist at han er loyal, og da han altid er den samme og er konsekvent i sine handlinger, vil hans loyalitet mod hans trofaste tjenere til stadighed være uformindsket. Salmisten skrev: „En ung mand har jeg været; og nu er jeg blevet gammel. Men aldrig har jeg set en retfærdig forladt eller hans afkom lede efter brød. For Jehova elsker ret, og han forlader ikke sine loyale.“ (Salme 37:25, 28) Som den der har skabt alle ting, fortjener Jehova at vi tilbeder ham. (Åbenbaringen 4:11) Men fordi han er loyal, sætter han desuden pris på vores loyalitet. — Malakias 3:16, 17.

15. Forklar hvordan Jehova gav bevis på sin loyale hengivenhed over for Israels folk.

¹⁵ På grund af sin loyale hengivenhed kommer Jehova sit folk til undsætning når det har brug for hjælp. Salmisten siger således: „Han vogter sine loyales sjæle; af de ugudeliges hånd vil han udfri dem.“ (Salme 97:10) Tænk på hvordan han tog sig af Israels folk. Efter den mirakuløse udfrielse ved Det Røde Hav forkyndte israelitterne i en sang henvendt til Jehova: „Du har i din loyale hengivenhed ført det folk som du har genløst.“ (2 Mosebog 15:13) Udfrielsen ved Det Røde Hav var i sandhed et bevis på Jehovas loyale hengivenhed. Moses kunne derfor sige til israelitterne: „Det var ikke fordi I var det talrigeste af alle folkene at Jehova fattede hengivenhed for jer så han udvalgte jer, for I var det mindste af alle folkene. Nej, det var fordi Jehova elskede jer og fordi han holdt den ed som han svor over for jeres forfædre, at Jehova førte jer ud med stærk hånd og løskøbte dig fra trællehuset, fra Faraos, Ægyptens konges, hånd.“ — 5 Mosebog 7:7, 8.

16, 17. (a) Hvilken chokerende mangel på værdsættelse viste israelitterne, og hvordan bar Jehova alligevel over med dem? (b) Hvordan viste israelitterne at der „ingen lægedom“ var for dem, og hvilket advarende eksempel er det for os?

¹⁶ Som folk betragtet værdsatte israelitterne imidlertid ikke Jehovas loyale hengivenhed, for efter deres udfrielse „syndede [de] stadig mere mod ham ved i ørkenlandet at sætte sig op mod den Højeste“. (Salme 78:17) I tidens løb gjorde de atter og atter oprør mod ham ved at vende sig til falske guder og hedenske skikke som yderligere fornedrede dem. Men alligevel brød Jehova ikke sin pagt med dem. Gennem profeten Jeremias rettede han i stedet følgende bøn til dem: „Vend om, du troløse Israel . . . Jeg vil ikke lade mit ansigt være mørkt af vrede mod jer, for jeg er loyal.“ (Jeremias 3:12) Men som nævnt i kapitel 25 følte israelitterne sig ikke tilskyndet til at vende om. „De drev spot med den sande Guds sendebud og ringeagtede hans ord og gjorde nar af hans profeter.“ Hvad blev resultatet? At Jehovas forbitrelse til sidst „var vokset mod hans folk i den grad at der ingen lægedom var“. — 2 Krønikebog 36:15, 16.

¹⁷ Hvad lærer vi heraf? At Jehovas loyalitet ikke er blind og ikke lader sig føre bag lyset. Sandt nok er Jehova „rig på loyal hengivenhed“ og viser gerne barmhjertighed når der er grundlag for det. Men hvad gør han når nogle er uforbederlige? Så holder han fast ved sine retfærdige normer og dømmer de skyldige. Som Jehova selv sagde til Moses, ville han ’på ingen måde fritage for straf’. — 2 Mosebog 34:6, 7.

18, 19. (a) Hvorfor er straffen over de onde og ugudelige et bevis på at Jehova er loyal? (b) Hvordan vil Jehova give bevis på sin loyalitet over for dem der har mistet livet fordi de er forblevet trofaste under forfølgelse?

¹⁸ Når Guds straf kommer over de onde og ugudelige, er det i sig selv et bevis på hans loyalitet. Hvordan? Det fremgår blandt andet af den befaling i Åbenbaringens Bog som Jehova giver de syv engle med de syv skåle. Han siger til dem: „Gå hen og udgyd Guds harmes syv skåle over jorden.“ Da den tredje engel udgyder sin skål „i floderne og vandenes kilder“, bliver de til blod. Derpå siger engelen til Jehova: „Retfærdig er du, du som er og som var, den Loyale, fordi du har afsagt disse kendelser, for de udgød helliges og profeters blod, og du har givet dem blod at drikke. De fortjener det.“ — Åbenbaringen 16:1-6.

¹⁹ Læg mærke til at engelen under overbringelsen af sit domsbudskab kalder Jehova „den Loyale“. Hvorfor dette navn? Fordi Jehova ved at udslette de onde og ugudelige er loyal mod sine tjenere, hvoraf mange har lidt døden under forfølgelse. Loyalt har Jehova bevaret dem i sin erindring, hvor de stadig lever. Han længes efter at se dem igen, og Bibelen bekræfter at det er hans hensigt at give dem en opstandelse som belønning for deres trofasthed. (Job 14:14, 15) Jehova glemmer ikke sine loyale tjenere selv om de er døde. De er nemlig „alle levende for ham“. (Lukas 20:37, 38) At Jehova vil give alle dem han har bevaret i sin erindring, liv igen, er et magtfuldt vidnesbyrd om hans loyalitet.

Jehovas loyale hengivenhed åbner vejen til frelse

20. Hvem er „barmhjertighedens kar“, og hvordan viser Jehova sin loyalitet mod dem?

²⁰ Op gennem tiden har Jehova vist en bemærkelsesværdig loyalitet over for mennesker som er forblevet tro mod ham. Ja, Jehova har endog i tusinder af år „med megen langmodighed . . . båret over med vredens kar, tjenlige til ødelæggelse“. Hvorfor? „For at han kunne gøre sin herligheds rigdom kendt over for barmhjertighedens kar, som han forud har beredt til herlighed.“ (Romerne 9:22, 23) Disse „barmhjertighedens kar“ er de retsindige som er blevet salvet med hellig ånd til at være medarvinger med Kristus i hans rige. (Mattæus 19:28) Ved at åbne vejen til frelse for disse barmhjertighedens kar er Jehova forblevet loyal mod Abraham, som han gav dette pagtsløfte: „Ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig fordi du har hørt efter min røst.“ — 1 Mosebog 22:18.

21. (a) Hvordan viser Jehova loyalitet mod „en stor skare“ der har udsigt til at komme ud af „den store trængsel“? (b) Hvad tilskynder Jehovas loyalitet os til at gøre?

²¹ Jehova viser ligeledes loyalitet mod „en stor skare“ der nærer håb om at komme ud af „den store trængsel“ for derefter at leve evigt i et paradis på jorden. (Åbenbaringen 7:9, 10, 14) Selv om de er ufuldkomne, giver Jehova dem loyalt mulighed for at leve evigt på jorden. Hvordan? Ved hjælp af genløsningen, som er det største bevis på Jehovas loyalitet. (Johannes 3:16; Romerne 5:8) Hans loyalitet drager dem der af hjertet hungrer og tørster efter retfærdighed. (Jeremias 31:3) Føler vi os ikke draget mod Jehova på grund af den loyalitet han har vist og stadig viser? Måtte vi da — med ønsket om at komme nær til Gud — gengælde hans kærlighed ved at være endnu fastere besluttede på loyalt at tjene ham.

1-3. (a) Hvad var det der gav Jesus ønsket om at være ligesom sin Fader? (b) Hvilke sider af Jesu kærlighed vil vi nu se på?

HAR du nogen sinde set en lille dreng der gerne vil ligne sin far? Han prøver måske at gå eller tale ligesom faderen eller gøre det samme som ham. Med tiden vil han måske også vælge de moralnormer og åndelige værdier som faderen har. Ja, en søn der elsker og beundrer sin kærlige far, ønsker at være ligesom ham.

² Hvordan er forholdet mellem Jesus og hans himmelske Fader? Ved en lejlighed sagde Jesus: „Jeg elsker Faderen.“ (Johannes 14:31) Ingen kan have større kærlighed til Jehova end Jesus, der var sammen med sin Fader i umindelige tider før alt andet blev skabt. Og denne kærlighed gav Sønnen et ønske om at være ligesom sin Fader. — Johannes 14:9.

³ Tidligere i denne bog har vi set hvordan Jesus til fuldkommenhed genspejlede Jehovas magt, retfærdighed og visdom. Men hvordan genspejlede han sin Faders kærlighed? Lad os se på tre sider af Jesu kærlighed — hans selvopofrende indstilling, hans inderlige medfølelse og hans villighed til at tilgive.

„Ingen har større kærlighed“

4. Hvordan har Jesus vist en større selvopofrende kærlighed end noget andet menneske?

⁴ Jesus var et enestående eksempel i selvopofrende kærlighed. At være selvopofrende vil blandt andet sige at man uselvisk sætter andres behov og interesser før sine egne. Hvordan viste Jesus denne form for kærlighed? Han sagde selv: „Ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner.“ (Johannes 15:13) Jesus ofrede villigt sit fuldkomne liv for os og har dermed vist en større kærlighed end noget andet menneske. Men Jesus viste også en selvopofrende kærlighed på andre måder.

5. Hvorfor var det offer Guds enestefødte søn bragte ved at forlade himmelen, et udtryk for kærlighed?

⁵ I sin førmenneskelige tilværelse havde Guds enestefødte søn en ophøjet og privilegeret stilling i himmelen. Han havde et nært forhold til Jehova og til myriader af åndeskabninger. Men han gav afkald på disse personlige fordele, „tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og fremtrådte i menneskers lighed“. (Filipperne 2:7) Han var villig til at komme ned til syndige mennesker og leve i en verden der „ligger i den ondes magt“. (1 Johannes 5:19) Dette offer var et stort udtryk for Guds søns kærlighed.

6, 7. (a) Hvordan viste Jesus en selvopofrende kærlighed under sin jordiske tjeneste? (b) Hvilket rørende eksempel på uselvisk kærlighed finder vi i Johannes 19:25-27?

⁶ Under hele sin jordiske tjeneste viste Jesus på forskellige måder en selvopofrende kærlighed. Han var fuldstændig uselvisk og så optaget af sin tjeneste at han gav afkald på mange af de goder som mennesker normalt har. „Ræve har huler og himmelens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke noget sted hvor han kan hvile sit hoved,“ sagde han. (Mattæus 8:20) Som en dygtig tømrer kunne Jesus have taget sig tid til at bygge et komfortabelt hus til sig selv eller have tjent gode penge ved at fremstille og sælge smukke møbler. Men han brugte ikke sine evner til at skaffe sig noget materielt.

⁷ Et rørende eksempel på den selvopofrende kærlighed Jesus viste, finder vi i Johannes 19:25-27. Tænk på alt det der må have optaget Jesu tanker den eftermiddag han døde. Mens han hang på pælen med stærke smerter, tænkte han på sine disciple, på forkyndelsesarbejdet, og især på at bevare sin integritet og derved ære sin Faders navn. Ja, hele menneskehedens fremtid hvilede på hans skuldre! Alligevel viste han, lige før han døde, at han også havde omsorg for sin mor, Maria, der åbenbart var blevet enke. Jesus bad apostelen Johannes om at tage sig af Maria som om hun var hans egen mor, og Johannes tog derefter Maria hjem til sig. På den måde sørgede Jesus for at hans mor fik den nødvendige fysiske og åndelige omsorg. Var det ikke et smukt udtryk for uselvisk kærlighed?

„Han fik inderligt ondt af dem“

8. Hvad betyder det græske ord som Bibelen bruger for at beskrive Jesu medfølelse?

⁸ Ligesom sin Fader havde Jesus medfølelse med andre. Bibelen fortæller at han gjorde noget for at hjælpe de nødstedte fordi han havde inderligt ondt af dem. Når Bibelen beskriver Jesu medfølelse, bruger den et græsk ord der er blevet gengivet med „fik inderligt ondt af“. En bibelforsker siger: „Der er tale om . . . noget der berører menneskets dybeste følelser. Det er det stærkeste ord for medfølelse der findes på græsk.“ Vi vil nu betragte nogle situationer hvor Jesus fik dyb medfølelse med andre og derfor gjorde noget til gavn for dem.

9, 10. (a) Hvad var det der fik Jesus og apostlene til at tage til et roligt sted? (b) Hvordan reagerede Jesus da han blev forstyrret af en stor folkemængde, og hvorfor?

⁹ Jesus dækkede andres åndelige behov. Beretningen i Markus 6:30-34 viser hvad det var der først og fremmest fik Jesus til at vise medlidenhed. Prøv at se situationen for dig. Apostlene var lige kommet tilbage fra en lang forkyndelsestur og fortalte begejstret Jesus om alt det de havde set og hørt. Men der var så mange mennesker omkring dem at de ikke engang fik tid til at spise. Jesus, der altid var opmærksom på andres behov, lagde mærke til at apostlene var trætte. „Kom I nu selv med til et øde sted hvor I kan være for jer selv og hvile jer lidt,“ sagde han til dem. De gik så om bord i en båd og sejlede tværs over den nordlige ende af Galilæas Sø til et roligt sted. Men både folkemængden der så dem tage af sted, og andre der hørte om det, løb langs den nordlige bred af søen og nåede frem til den anden side før båden.

¹⁰ Blev Jesus irriteret over at blive forstyrret nu hvor han og apostlene havde tænkt sig at være alene? Nej. Han blev bevæget over at se denne store folkemængde på flere tusind mennesker der ventede på ham. Markus skriver: „Da han kom ud af båden så han en stor skare mennesker, og han fik inderligt ondt af dem, for de var som får uden hyrde. Og han begyndte at lære dem mange ting.“ Jesus var opmærksom på at alle disse mennesker hver især havde et åndeligt behov. De var som får der flakkede hjælpeløst om uden en hyrde der kunne lede og beskytte dem. Jesus vidste at det jævne folk blev forsømt af de følelseskolde religiøse ledere, der skulle have været omsorgsfulde hyrder. (Johannes 7:47-49) Han følte med disse mennesker og „begyndte at tale til dem om Guds rige“. (Lukas 9:11) Læg mærke til at Jesus fik inderligt ondt af dem allerede før han havde set hvordan de tog imod det han ville lære dem. Hans inderlige medfølelse var med andre ord ikke en følge af at han havde undervist folkemængden, men snarere hans motiv til at gøre det.

11, 12. (a) Hvilken holdning havde man til spedalske på Bibelens tid, men hvad gjorde Jesus da en mand „fuld af spedalskhed“ kom hen til ham? (b) Hvordan kan Jesu berøring have virket på den spedalske, og hvordan understreges det af en læges oplevelse?

¹¹ Jesus helbredte syge. Folk som var plaget af forskellige lidelser, kunne mærke at Jesus havde medfølelse med dem, og følte sig derfor draget til ham. Det fremgår særlig tydeligt af den situation hvor Jesus, der var omgivet af store folkeskarer, blev opsøgt af en mand som var „fuld af spedalskhed“. (Lukas 5:12) På Bibelens tid blev spedalske holdt i karantæne for at de ikke skulle smitte andre. (4 Mosebog 5:1-4) Efterhånden udviklede rabbinerne imidlertid en hjerteløs holdning til de spedalske og indførte deres egne undertrykkende regler.a Men læg mærke til Jesu holdning over for den spedalske mand: „En spedalsk kom hen til ham og bønfaldt ham idet han knælede ned og sagde til ham: ’Hvis blot du vil, kan du gøre mig ren.’ Da fik han inderligt ondt af ham, og han rakte sin hånd frem og rørte ved ham og sagde til ham: ’Jeg vil. Bliv ren.’ Og straks forsvandt spedalskheden fra ham.“ (Markus 1:40-42) Jesus vidste at den spedalske ikke engang havde lov til at være der. Men han havde så stor medfølelse med ham at han gjorde noget helt utænkeligt. I stedet for at jage manden bort rørte han ved ham!

¹² Kan du forestille dig hvor meget det må have betydet for den spedalske at Jesus rørte ved ham? Det kan følgende oplevelse hjælpe os til at forstå: Dr. Paul Brand, der er specialist i spedalskhed, fortæller om en ung mand i Indien som han behandlede. Mens han undersøgte patienten, lagde han sin hånd på den spedalskes skulder og forklarede gennem en tolk hvad behandlingen gik ud på. Pludselig begyndte den spedalske at græde. „Har jeg sagt noget forkert?“ spurgte lægen. Tolken oversatte spørgsmålet til den unge mand og fortalte så hvad han havde svaret: „Nej, doktor. Han siger at han græder fordi De lagde Deres hånd på hans skulder. Før han kom her, var der ikke nogen der havde rørt ved ham i årevis.“ For den spedalske der kom til Jesus, betød berøringen endnu mere. Den sygdom der havde gjort ham til en udstødt, forsvandt!

13, 14. (a) Hvad så Jesus da han nærmede sig byen Nain, og hvorfor var det en særlig tragisk situation? (b) Hvad fik Jesu medfølelse ham til at gøre for enken fra Nain?

¹³ Jesus fjernede sorg. Andres sorg og smerte berørte Jesus dybt. Det fremgår for eksempel af beretningen i Lukas 7:11-15. Det der fortælles her, fandt sted på et tidspunkt da Jesus havde gennemført omkring halvdelen af sin jordiske tjeneste. Han var på vej til byen Nain i Galilæa, og da han nærmede sig byporten, mødte han et begravelsesoptog. Der var sket noget meget tragisk. En ung mand var død, og hans mor, der var enke, havde ikke andre børn. Hun havde sikkert været med i et lignende optog dengang hun fulgte sin mand til graven. Nu var det sønnen, som måske havde været hendes eneste forsørger, der var død. I den folkemængde der fulgte hende, kan der have været grædekoner som sang klagesange, og musikere der spillede sørgemusik. (Jeremias 9:17, 18; Mattæus 9:23) Men Jesus lagde først og fremmest mærke til den sørgende mor, der sandsynligvis gik lige bag ved sønnens båre.

¹⁴ Jesus fik „inderligt ondt“ af den efterladte mor. Han sagde trøstende til hende: „Græd ikke mere.“ Uden at nogen havde bedt ham om det, gik han hen og rørte ved båren. Bærerne — og måske alle de andre — standsede. Med myndig stemme sagde Jesus til den døde: „Unge mand, jeg siger dig: Stå op!“ Beretningen fortsætter: „Den døde satte sig op og begyndte at tale“ som om han var blevet vækket af en dyb søvn! Derefter „gav [Jesus] ham til hans moder“. Hvor må det have virket gribende!

15. (a) Hvordan viser beretningerne om Jesus at der er en sammenhæng mellem medfølelse og handling? (b) Hvordan kan vi efterligne Jesus i denne henseende?

¹⁵ Hvad kan vi lære af disse beretninger? Læg mærke til den forbindelse der i hvert af tilfældene er mellem medfølelse og handling. Jesus kunne ikke se andre lide uden at få inderligt ondt af dem, og han kunne ikke føle denne medlidenhed uden at gøre noget for at hjælpe dem. Hvordan kan vi følge hans eksempel? Som kristne er vi forpligtede til at forkynde den gode nyhed og gøre disciple. Det er først og fremmest vores kærlighed til Gud der motiverer os til at gøre det. Men vi forkynder også fordi vi har medfølelse med andre. Når vi føler med andre ligesom Jesus gjorde, vil det få os til at gøre vort yderste for at fortælle dem den gode nyhed. (Mattæus 22:37-39) Hvad kan vi så gøre når nogle af vore trosfæller rammes af sygdom eller sorg? Vi kan ikke udrette mirakler ved at helbrede sygdom og oprejse døde. Men vi kan give udtryk for vores medfølelse i ord eller ved at yde praktisk hjælp. — Efeserne 4:32.

„Fader, tilgiv dem“

16. Hvordan viste Jesus at han var rede til at tilgive endog da han hang på marterpælen?

¹⁶ Jesus genspejlede til fuldkommenhed sin Faders kærlighed på endnu en betydningsfuld måde, nemlig ved at være „rede til at tilgive“. (Salme 86:5) Denne indstilling kom endog til udtryk da han hang på marterpælen med hænder og fødder gennemboret af nagler. Han bad ikke Jehova om at straffe dem der havde pælfæstet ham. Tværtimod. Noget af det sidste han sagde, var: „Fader, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.“ — Lukas 23:34.b

17-19. Hvordan viste Jesus at han havde tilgivet Peter?

¹⁷ Et andet og meget gribende eksempel på Jesu tilgivende indstilling har vi i den måde han behandlede apostelen Peter på. Der er ingen tvivl om at Peter elskede Jesus højt. Den 14. nisan, den sidste aften inden Jesus døde, sagde Peter til ham: „Herre, jeg er parat til at gå med dig både i fængsel og i døden.“ Men blot nogle få timer senere nægtede Peter tre gange at han så meget som kendte Jesus! Bibelen beretter hvad der skete da Peter for tredje gang fornægtede Jesus: „Herren vendte sig og så på Peter.“ Sønderknust på grund af sin store synd gik Peter udenfor „og græd bitterligt“. Da Jesus døde senere samme dag, kan Peter meget vel have tænkt: ’Mon Herren har tilgivet mig?’ — Lukas 22:33, 61, 62.

¹⁸ Det varede ikke længe før han fik svaret. Jesus blev oprejst om morgenen den 16. nisan og viste sig øjensynlig for Peter allerede samme dag. (Lukas 24:34; 1 Korinther 15:4-8) Hvorfor viste Jesus den apostel der så hårdnakket havde fornægtet ham, særlig opmærksomhed? Han har sikkert villet forsikre den angrende Peter om at han stadig var elsket og værdsat af sin Herre. Men Jesus gjorde endnu mere for at opmuntre Peter.

¹⁹ Nogen tid senere viste Jesus sig for disciplene ved Galilæas Sø. Ved denne lejlighed spurgte han tre gange Peter (som tre gange havde fornægtet sin Herre) om han elskede ham. Efter den tredje gang svarede Peter: „Herre, du ved alt; du er klar over at jeg holder af dig.“ Ja, Jesus, der kunne læse et menneskes hjerte, var fuldt ud klar over at Peter elskede ham og holdt af ham. Men han gav Peter mulighed for at bekræfte sin kærlighed. Desuden betroede han Peter det ansvar at ’give hans små får føde og at være hyrde for dem’. (Johannes 21:15-17) Peter havde tidligere fået til opgave at forkynde. (Lukas 5:10) Men nu gav Jesus ham en bemærkelsesværdig tillidserklæring ved at betro ham et endnu større ansvar — at drage omsorg for dem der ville blive Jesu disciple. Hertil kom at Jesus kort tid efter gav Peter en fremtrædende opgave i forbindelse med disciplenes tjeneste. (Apostelgerninger 2:1-41) Hvor må det have været en lettelse for Peter at vide at Jesus havde tilgivet ham og stadig stolede på ham!

Kender du „Messias’ kærlighed“?

20, 21. Hvordan kan vi blive i stand til ’at kende Messias’ kærlighed’ fuldt ud?

²⁰ Jehovas ord skildrer i sandhed Jesu kærlighed på den smukkeste måde. Men hvad bør Jesu kærlighed få os til at gøre? Bibelen tilskynder os til ’at kende’ Messias’ kærlighed, som „overgår kundskab“. (Efeserne 3:19) Gennem evangelieberetningerne om Jesu liv og tjeneste kan vi lære meget om Messias’ kærlighed. Men ’at kende Messias’ kærlighed’ fuldt ud indebærer mere end at vide hvad Bibelen fortæller om ham.

²¹ Det græske udtryk der er oversat med ’at kende’, betyder at kende „i praksis, gennem erfaring“. Når vi efterligner Jesu kærlighed — ved uselvisk at give af os selv til gavn for andre, vise medfølelse når nogen har særlige behov, og tilgive andre af hjertet — kan vi virkelig sætte os ind i hans følelser. Så vil vi gennem egen erfaring blive i stand til ’at kende Messias’ kærlighed, som overgår kundskab’. Og jo mere vi kommer til at ligne Jesus, jo nærmere et forhold får vi til ham som Jesus efterlignede til fuldkommenhed, vor kærlige Gud, Jehova.

1-3. Hvad bliver resultatet når vi efterligner Jehova ved at vise kærlighed?

„DER er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apostelgerninger 20:35) Disse ord af Jesus understreger en vigtig tanke: Uselvisk kærlighed bærer lønnen i sig selv. Der er stor lykke ved at modtage kærlighed, men der er større lykke ved at give, eller vise, kærlighed.

² Det véd vor himmelske Fader bedre end nogen anden. Som vi har set i de foregående kapitler her i bogens fjerde del, er Jehova det største eksempel i kærlighed. Ingen anden har vist en så stor kærlighed gennem så lang tid. Det er derfor ikke så mærkeligt at Jehova kaldes ’den lykkelige Gud’. — 1 Timoteus 1:11.

³ Gud ønsker at vi skal gøre hvad vi kan for at efterligne ham, især med hensyn til at vise kærlighed. I Efeserbrevet 5:1, 2 står der: „Bliv . . . Guds efterlignere, som elskede børn, og fortsæt med at vandre i kærlighed.“ Når vi efterligner Jehova ved at vise kærlighed, erfarer vi den store lykke der er ved at give. Desuden har vi den tilfredshed at vide at vi glæder Jehova, for hans ord tilskynder os til „at elske hinanden“. (Romerne 13:8) Men der er også andre grunde til at vi bør ’fortsætte med at vandre i kærlighed’.

Hvorfor kærlighed har stor betydning

4, 5. Hvorfor er det vigtigt at vi viser vore trosfæller en selvopofrende kærlighed?

⁴ Hvorfor er det så vigtigt at vi viser vore trosfæller kærlighed? Fordi kærlighed er indbegrebet af sand kristendom. Hvis ikke vi har kærlighed, kan vi ikke have et nært forhold til vore kristne brødre og søstre, og hvad der er endnu vigtigere: Uden kærlighed ville vi intet være i Jehovas øjne. Lad os se hvordan det understreges i Guds ord.

⁵ Den sidste aften inden sin død sagde Jesus til sine disciple: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:34, 35) „Ligesom jeg har elsket jer“ — ja, Jesus befaler os at vise den samme kærlighed som han viste. I kapitel 29 så vi hvordan han viste en enestående selvopofrende kærlighed og satte andres behov og interesser før sine egne. Vi må også vise uselvisk kærlighed, og det på en sådan måde at selv de der ikke tilhører den kristne menighed, lægger mærke til det. Selvopofrende broderkærlighed er nemlig kendetegnet på at vi er Jesu sande disciple.

6, 7. (a) Hvordan ved vi at Jehovas ord lægger stor vægt på at vise kærlighed? (b) Hvilken side af kærligheden fokuserer Paulus på i Første Korintherbrev 13:4-8?

⁶ Hvad nu hvis vi ikke har kærlighed? „Hvis jeg . . . ikke har kærlighed, er jeg et klingende stykke malm eller et støjende bækken,“ sagde Paulus. (1 Korinther 13:1) Et støjende bækken har en disharmonisk lyd. Og hvordan lyder et klingende stykke malm? En anden oversættelse siger „en rungende gongong“. Det er meget malende illustrationer. Den der ikke har kærlighed, er som et musikinstrument der frembringer en høj, enerverende lyd der snarere virker frastødende end tiltrækkende. Hvordan kan et sådant menneske have et nært forhold til andre? Paulus sagde også: „Hvis jeg har al tro så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet.“ (1 Korinther 13:2) Tænk på det: Den der ikke har kærlighed, ’er intet’, eller, som en anden oversættelse siger, ’duer ikke’ (Schindler), lige meget hvad han udretter. Jehovas ord lægger tydeligvis stor vægt på at man viser kærlighed.

⁷ Men hvordan viser vi denne kærlighed? For at få svar på det vil vi gennemgå Paulus’ ord i Første Korintherbrev 13:4-8. Det der lægges vægt på i disse vers, er hverken Guds kærlighed til os eller vores kærlighed til Gud. Nej, Paulus fokuserer på den kærlighed vi kan vise hinanden. Han beskriver hvad kærligheden er, og hvad den ikke er.

Hvad kærligheden er

8. Hvordan kan langmodighed hjælpe os i vort forhold til andre?

⁸ „Kærligheden er langmodig.“ At være langmodig vil sige at man tålmodigt affinder sig med andre. (Kolossenserne 3:13) Har vi brug for en sådan tålmodighed? Ja. Vi arbejder nært sammen med vore kristne brødre og søstre, og eftersom vi alle er ufuldkomne, er det kun realistisk at forvente at der af og til vil opstå situationer hvor vi irriterer hinanden. Men når vi er tålmodige og overbærende, vil det hjælpe os til at klare de mindre gnidninger og uoverensstemmelser der opstår, og ikke lade det forstyrre freden i menigheden.

9. Hvordan kan vi vise venlighed over for andre?

⁹ „Kærligheden er . . . venlig.“ Venlighed giver sig udslag i at vi er hensynsfulde og hjælpsomme over for andre. Kærligheden får os til at være på udkig efter muligheder for at vise venlighed, især mod dem der har mest brug for det. En ældre broder eller søster kan for eksempel være ensom og trænge til et opmuntrende besøg. En søster der er enlig mor eller lever i en religiøst delt husstand, har måske behov for hjælp. En der er syg eller har anden modgang, kan have brug for at høre nogle venlige ord fra en loyal ven. (Ordsprogene 12:25; 17:17) Når vi tager initiativet til at vise venlighed i sådanne situationer, vidner det om at vores kærlighed er ægte. — 2 Korinther 8:8.

10. Hvordan hjælper kærligheden os til at stå op for sandheden, også når det ikke er let for os?

¹⁰ „Kærligheden . . . fryder sig med sandheden.“ En anden oversættelse lyder: „Kærlighed . . . glæder sig, naar Sandhed sejrer.“ (Schindler) Kærligheden får os til at stå op for sandheden og ’tale sandhed med hinanden’. (Zakarias 8:16) Hvis for eksempel en af vore nærmeste har været indblandet i en alvorlig synd, vil vores kærlighed til Jehova — og til den der har begået overtrædelsen — hjælpe os til at holde fast ved Jehovas normer frem for at prøve at skjule, bortforklare eller måske endda lyve om det der er sket. Det kan naturligvis gøre ondt at se kendsgerningerne i øjnene, men hvis vi har overtræderens vel på sinde, ønsker vi at han skal tage imod Guds kærlige tugt og drage nytte af den. (Ordsprogene 3:11, 12) Som kærlige kristne ønsker vi at „bære os ærligt ad i alle ting“. — Hebræerne 13:18.

11. Hvordan skal vi se på vore trosfællers fejl og mangler i betragtning af at kærligheden „tåler alt“?

¹¹ „Kærligheden . . . tåler alt.“ Det græske ord for „tåler“ betyder egentlig „dækker“. (Kingdom Interlinear) I Første Petersbrev 4:8 står der: „Kærlighed dækker over en mængde synder.“ En kristen der lader sig lede af kærlighed, vil derfor ikke fremhæve sine kristne brødres svagheder og ufuldkommenheder. I mange tilfælde er der tale om mindre fejl og mangler som kærligheden kan dække over. — Ordsprogene 10:12; 17:9.

12. Hvordan viste apostelen Paulus at han troede det bedste om Filemon, og hvad kan vi lære af Paulus’ eksempel?

¹² „Kærligheden . . . tror alt.“ Moffatts oversættelse siger at kærligheden „altid [er] ivrig efter at tro det bedste“. Vi vil ikke være overdrevent mistænksomme over for vore trosfæller eller drage deres motiver i tvivl. Kærligheden hjælper os til at „tro det bedste“ om vore brødre og at stole på dem.a Læg mærke til det eksempel der findes i Paulus’ brev til Filemon. Paulus skrev for at tilskynde Filemon til at tage venligt imod sin bortløbne træl Onesimus, der var blevet kristen og nu vendte tilbage til ham. I stedet for at prøve at tvinge Filemon appellerede Paulus til ham på grundlag af kærlighed. Han gav udtryk for tillid til at Filemon ville gøre det rigtige, og sagde: „I tillid til din beredvillighed skriver jeg til dig, idet jeg ved at du vil gøre endog mere end det jeg siger.“ (Vers 21) Når vi i kærlighed giver udtryk for en sådan tillid til vore brødre, kalder vi det bedste frem i dem.

13. Hvordan kan vi vise at vi håber det bedste for vore brødre?

¹³ „Kærligheden . . . håber alt.“ Kærligheden er ikke alene tillidsfuld; den er også fuld af håb. Kærligheden motiverer os til at håbe det bedste for vore brødre. Hvis en broder for eksempel „uforvarende begår et eller andet fejltrin“, håber vi at han vil reagere positivt når man kærligt forsøger at hjælpe ham på fode igen. (Galaterne 6:1) Vi håber også at de der er svage i troen, vil genvinde deres åndelige styrke. Vi er tålmodige med dem og gør hvad vi kan for at hjælpe dem til at få en stærk tro. (Romerne 15:1; 1 Thessaloniker 5:14) Selv om én vi holder af, forlader den rette vej, opgiver vi ikke håbet om at han en dag vil komme til fornuft og vende om til Jehova, ligesom den fortabte søn i Jesu billedtale gjorde. — Lukas 15:17, 18.

14. Hvordan kan vores udholdenhed blive prøvet inden for menigheden, og hvad vil kærligheden få os til at gøre?

¹⁴ „Kærligheden . . . udholder alt.“ Udholdenhed hjælper os til at stå fast selv om vi kommer ud for skuffelser og modgang. Det er ikke kun uden for menigheden at vores udholdenhed bliver prøvet. Det kan også ske inden for menigheden. På grund af den menneskelige ufuldkommenhed kan vore brødre undertiden skuffe os. En tankeløs bemærkning kan virke sårende. (Ordsprogene 12:18) Et menighedsanliggende bliver måske ikke behandlet sådan som vi synes det burde gøres. En respekteret broder opfører sig måske på en måde der støder os og får os til at tænke: ’Hvordan kan en kristen være sådan?’ Men vil situationer som disse få os til at trække os tilbage fra menigheden og holde op med at tjene Jehova? Ikke hvis vi har kærlighed! Kærligheden vil beskytte os mod at blive så forblindede af en broders fejltrin at vi ikke længere kan se noget godt i ham eller i menigheden som et hele. Kærligheden hjælper os til at forblive trofaste mod Gud og støtte menigheden uanset hvad ufuldkomne mennesker siger eller gør. — Salme 119:165.

Hvad kærligheden ikke er

15. Hvad er negativ skinsyge, og hvordan hjælper kærligheden os til at undgå denne følelse?

¹⁵ „Kærligheden er ikke skinsyg.“ Den negative form for skinsyge kan få os til at misunde andre det de ejer, det de oplever, eller de evner de har. Det er en selvisk og nedbrydende følelse der, hvis man ikke passer på, kan forstyrre freden i menigheden. Hvad kan hjælpe os til at modstå ’tendensen til misundelse’? (Jakob 4:5) Det kan kærlighed. Denne dyrebare egenskab kan sætte os i stand til at glæde os sammen med dem der ser ud til at have nogle fordele i livet som vi ikke har. (Romerne 12:15) Kærligheden hjælper os til ikke at betragte det som en personlig fornærmelse når vi hører andre blive rost for noget de kan eller har gjort.

16. Hvorfor vil vi ikke prale af det vi udretter i tjenesten for Jehova?

¹⁶ „Kærligheden . . . er ikke brovtende, bliver ikke opblæst.“ Kærligheden afholder os fra at prale af det vi kan eller gør. Hvis vi virkelig elsker vore brødre, vil vi ikke altid fremhæve de resultater vi opnår i forkyndelsen, eller de privilegier vi har i menigheden. Det kan gøre andre modløse og få dem til at føle sig underlegne. Kærligheden tillader ikke at vi praler af det Gud har givet os mulighed for at gøre i tjenesten for ham. (1 Korinther 3:5-9) Kærligheden bliver ikke „opblæst“, eller som en anden oversættelse siger, den „nærer . . . ikke høje tanker om sin egen betydning“ (Phillips). Kærligheden hjælper os altså til ikke at tillægge os selv for stor betydning. — Romerne 12:3.

17. Hvordan får kærligheden os til at vise hensyn til andre, og hvilken form for adfærd vil vi derfor undgå?

¹⁷ „Kærligheden . . . opfører sig ikke uanstændigt.“ Den der opfører sig uanstændigt, har en upassende og anstødelig adfærd. Det er ukærligt at opføre sig sådan, for derved lader man hånt om andres følelser. Den der er elskværdig og betænksom, vil derimod tage hensyn til andre. Kærligheden fremmer gode manerer, en kristen adfærd og respekt for vore trosfæller. Derfor vil kærligheden ikke tillade os at have en „skammelig adfærd“ — en adfærd der kunne virke chokerende eller stødende på vore kristne brødre. — Efeserne 5:3, 4.

18. Hvorfor vil den der ejer kærlighed, ikke insistere på at alt skal gøres efter hans hoved?

¹⁸ „Kærligheden . . . søger ikke sine egne interesser.“ Revised Standard Version siger: „Kærligheden insisterer ikke på at alt skal gøres på dens måde.“ Den der ejer kærlighed, forlanger ikke at alt skal gøres efter hans hoved, som om hans meninger altid er de rigtige. Han manipulerer ikke med andre og bliver ikke ved med at prøve at overtale dem der har en anden mening, indtil de giver sig. En sådan stædighed er et tegn på stolthed, og Bibelen siger: „Stolthed går forud for fald.“ (Ordsprogene 16:18) Hvis vi oprigtigt elsker vore brødre, vil vi respektere deres synspunkter og være villige til at give efter når det er muligt. En imødekommende indstilling stemmer også med Paulus’ ord: „Lad ingen søge sit eget, men medmenneskets bedste.“ — 1 Korinther 10:24.

19. Hvad hjælper kærligheden os til at gøre når andre har fornærmet os?

¹⁹ „Kærligheden . . . lader sig ikke provokere . . ., holder ikke regnskab med hver en forurettelse.“ Kærligheden bliver ikke let provokeret af hvad andre siger eller gør. Vi kan naturligvis blive stødt når andre træder os over tæerne. Men selv om vores vrede er berettiget, vil kærligheden hjælpe os til ikke at blive ved med at være opbragte. (Efeserne 4:26, 27) Vi vil ikke holde regnskab med sårende ord eller handlinger, som om vi skrev dem op i en bog for at huske dem. Kærligheden vil derimod få os til at efterligne vor kærlige Gud. Som vi så i kapitel 26, tilgiver Jehova når der er grundlag for at gøre det. Og når han tilgiver, glemmer han i den forstand at han ikke på et senere tidspunkt igen vil kræve os til regnskab for vore synder. Er vi ikke taknemmelige for at Jehova ikke holder regnskab med hver en forurettelse?

20. Hvordan bør vi reagere hvis en af vore trosfæller begår en synd og kommer i vanskeligheder?

²⁰ „Kærligheden . . . fryder sig ikke over uretfærdigheden.“ The New English Bible siger: „Kærligheden . . . godter sig ikke over andres synder,“ og Moffatts oversættelse lyder: „Kærligheden glæder sig aldrig over at andre handler uret.“ Kærligheden finder altså ikke behag i uretfærdighed, og vi vil derfor ikke se gennem fingre med nogen form for umoralitet. Men hvordan reagerer vi hvis en af vore trosfæller er blevet overlistet af synden og derfor er kommet i vanskeligheder? Kærligheden vil afholde os fra at fryde os, som ville vi sige: ’Det har han kun fortjent!’ (Ordsprogene 17:5) Men vi glæder os når en broder der har gjort noget forkert, tager skridt til at komme åndeligt på fode igen.

„En langt bedre vej“

21-23. (a) Hvad mente Paulus da han sagde at „kærligheden svigter aldrig“? (b) Hvad vil blive behandlet i bogens sidste kapitel?

²¹ „Kærligheden svigter aldrig.“ Hvad mente Paulus med disse ord? Som det fremgår af sammenhængen, talte han om åndens mirakuløse gaver som fandtes blandt de første kristne. Disse gaver var et tegn på at den nydannede menighed havde Guds godkendelse. Det var dog ikke alle de kristne der kunne helbrede, profetere eller tale i tunger. Det havde heller ikke den store betydning, for de mirakuløse gaver ville med tiden ophøre. Derimod var der noget andet som ville forblive, noget som alle kristne kunne opdyrke. Det var noget som var mere bemærkelsesværdigt og mere varigt end nogen mirakuløs gave. Paulus kaldte det „en langt bedre vej“. (1 Korinther 12:31) Hvad var denne „langt bedre vej“? Det var kærlighedens vej.

²² Den kristne kærlighed som Paulus beskrev, vil aldrig ’svigte’, eller ophøre. Den dag i dag kendes Jesu sande disciple på deres selvopofrende broderkærlighed. Der er tydelige vidnesbyrd om at denne kærlighed findes i Jehovas folks menigheder overalt i verden. Og den vil bestå for evigt, for Jehova har lovet at hans trofaste tjenere vil få evigt liv. (Salme 37:9-11, 29) Lad os derfor ivrigt ’fortsætte med at vandre i kærlighed’. Så vil vi ikke alene erfare den større lykke der er ved at give. Vi vil også — ligesom vor kærlige Gud, Jehova — i al evighed kunne fortsætte med at leve, ja, fortsætte med at vise kærlighed.

²³ I dette afsluttende kapitel om egenskaben kærlighed har vi set hvordan vi kan vise hinanden kærlighed. Men i betragtning af at vi på så mange måder nyder godt af Jehovas kærlighed — såvel som af hans magt, retfærdighed og visdom — må vi spørge os selv: ’Hvordan kan jeg vise Jehova at jeg virkelig elsker ham?’ Dette spørgsmål vil blive behandlet i bogens sidste kapitel.

1-3. (a) Hvad kan vi lære om den menneskelige natur ved at betragte forholdet mellem forældre og deres nyfødte barn? (b) Hvad sker der helt naturligt når nogen viser os kærlighed, og hvilket vigtigt spørgsmål kan vi stille os selv?

FORÆLDRE elsker at se deres nyfødte barn smile. For at få et smil holder de nogle gange ansigtet helt ned til barnet mens de laver pludrelyde og smiler kærligt til det. Så følger de spændt hvordan den lille reagerer, og det varer ikke længe før der viser sig smilehuller i kinderne, læberne kruser sig og der kommer et stort smil. Sådan et smil udtrykker en vis hengivenhed, barnets første, spæde reaktion på forældrenes kærlighed.

² Barnets smil minder os om noget vigtigt i forbindelse med den menneskelige natur: Det er helt naturligt for os at gengælde kærlighed med kærlighed. Sådan er vi ganske enkelt skabt. (Salme 22:9) Efterhånden som et barn vokser op, bliver det bedre i stand til at gengælde den kærlighed man viser det. Måske kan du huske hvordan dine forældre, andre i din familie eller nogle af jeres venner viste dig kærlighed da du var barn. Det fik din kærlighed til dem til at vokse, og efterhånden gav den sig udslag i handling. Du viste at du gengældte deres kærlighed. Er der sket en lignende udvikling i dit forhold til Jehova Gud?

³ Bibelen siger: „Vi elsker, fordi han elskede os først.“ (1 Johannes 4:19) I de tre første dele af denne bog er vi blevet mindet om at Jehova Gud kærligt har brugt sin magt, retfærdighed og visdom til gavn for os. Og i fjerde del har vi set hvordan hans kærlighed til menneskeheden som et hele — og til os hver især personligt — er kommet til udtryk på bemærkelsesværdig vis. Nu er spørgsmålet: ’Hvordan vil vi gengælde Jehovas kærlighed?’ Det er på en måde det vigtigste spørgsmål vi kan stille os selv.

Hvad det vil sige at elske Gud

4. Hvilken opfattelse har mange af hvad det vil sige at elske Gud?

⁴ Jehova, der er kærlighedens ophav, véd at kærlighed har magt til at få det bedste frem i andre. Så selv om troløse mennesker gang på gang har gjort oprør mod ham, har han ikke opgivet håbet om at nogle ville gengælde hans kærlighed. Og millioner har reageret positivt på den. Men desværre har denne fordærvede verdens religioner givet folk en forkert opfattelse af hvad det vil sige at elske Gud. Mange siger at de elsker Gud, men de mener åbenbart at det blot er en følelse man giver udtryk for i ord. Kærligheden til Gud kan måske begynde sådan, ligesom spædbarnets kærlighed til forældrene først kommer til udtryk i et smil. Men for voksne indebærer kærlighed noget mere.

5. Hvordan forklarer Bibelen hvad kærlighed til Gud vil sige, og hvordan skal vi se på Guds bud?

⁵ Jehova forklarer selv hvad det vil sige at elske ham. Hans ord siger: „Dette er hvad kærligheden til Gud vil sige, at vi holder hans bud.“ Kærligheden til Gud må altså komme til udtryk i handling. Mange bryder sig ganske vist ikke om at skulle følge bestemte bud. Men det hedder videre: „[Guds] bud er ikke byrdefulde.“ (1 Johannes 5:3) Jehova har ikke givet os sine love og principper for at de skal være en byrde for os, men for at gavne os. (Esajas 48:17, 18) Guds ord er fyldt med principper der hjælper os til at få et nærmere forhold til ham. Hvordan det? Lad os se på tre sider af vort forhold til Gud: Hvordan vi kan kommunikere med ham, hvordan vi skal tilbede ham, og hvordan vi kan efterligne ham.

Hvordan vi kan kommunikere med Jehova

6-8. (a) Hvordan kan vi lytte til Jehova? (b) Hvordan kan vi gøre Guds ord levende når vi læser i det?

⁶ Bogens første kapitel blev indledt med spørgsmålet: „Kan du forestille dig selv tale med Gud?“ Vi så at det ikke er noget ganske utænkeligt, for Moses talte med Gud. Men hvad med os? I dag udsender Jehova ikke sine engle for at meddele sig til mennesker, men han kommunikerer med os på andre måder. Hvordan kan vi lytte til Jehova?

⁷ Da „hele Skriften er inspireret af Gud“, lytter vi til Jehova ved at læse i hans ord, Bibelen. (2 Timoteus 3:16) Salmisten tilskyndede således Jehovas tjenere til at læse i Guds ord „dag og nat“. (Salme 1:1, 2) Det kræver noget af os, men det er alle anstrengelserne værd. Som vi lærte i kapitel 18, er Bibelen ligesom et værdifuldt brev fra vor himmelske Fader. Vi bør derfor ikke opfatte det som en tung pligt at læse i Bibelen, men bestræbe os for at gøre Guds ord levende når vi læser i det. Hvordan bærer man sig ad med det?

⁸ Du må danne dig et klart billede af det du læser. Prøv at se de bibelske personer for dig, personer der virkelig har levet. Sæt dig ind i deres baggrund, omstændigheder og motiver. Tænk derefter grundigt over det du læser, og stil dig selv spørgsmål som: ’Hvad lærer denne beretning mig om Jehova? Hvilke af hans egenskaber kommer til udtryk her? Hvilket princip vil Jehova gerne lære mig, og hvordan kan jeg bruge det i mit eget liv?’ Læs et stykke, giv dig tid til at tænke over det, og anvend det du har lært. Når du gør det, vil Guds ord blive levende for dig. — Salme 77:12; Jakob 1:23-25.

9. Hvem er „den trofaste og kloge træl“, og hvorfor er det vigtigt at vi lytter opmærksomt til denne „træl“?

⁹ Jehova taler også til os gennem „den trofaste og kloge træl“. Som Jesus forudsagde, har en lille gruppe salvede kristne mænd her i disse vanskelige sidste dage fået til opgave at sørge for åndelig „mad i rette tid“. (Mattæus 24:45-47) Når vi læser de publikationer der er skrevet for at hjælpe os til at få nøjagtig kundskab fra Bibelen, og når vi overværer de kristne møder og stævner, er det denne træl der giver os åndelig føde. Eftersom den er Kristi træl, gør vi klogt i at følge Jesu ord: „Vær . . . opmærksomme på hvordan I hører efter.“ (Lukas 8:18) Vi lytter opmærksomt fordi vi anerkender trællen som en kanal hvorigennem Jehova kommunikerer med os.

10-12. (a) Hvorfor er bønnen en vidunderlig gave fra Jehova? (b) Hvordan kan vi bede på en måde der behager Jehova, og hvordan ved vi at han sætter pris på vore bønner?

¹⁰ Men kan vi også henvende os til Gud? Det er en ærefrygtindgydende tanke. Hvordan ville vi mon blive modtaget hvis vi forsøgte at henvende os til den øverste magthaver i det land hvor vi bor, for at tale med vedkommende om noget der ligger os på sinde? I nogle tilfælde ville det være direkte farligt at forsøge! I Perserriget kunne det på Esters og Mordokajs tid koste én livet at henvende sig til kongen uden at være indbudt. (Ester 4:10, 11) Forestil dig så at skulle træde frem for universets øverste Suveræn der er så mægtig at selv de mest magtfulde mennesker „er som græshopper“ i sammenligning med ham! (Esajas 40:22) Skal vi være bange for at henvende os til ham? Nej, slet ikke.

¹¹ Jehova har sørget for at vi kan henvende os til ham på en enkel og direkte måde, nemlig i bøn. Selv et lille barn kan gennem Jesus bede til Jehova i tro. (Johannes 14:6; Hebræerne 11:6) Gennem bønnen lader vi også Jehova få indblik i vore inderste tanker og følelser — ja, selv smertelige tanker og følelser som vi har svært ved at sætte ord på. (Romerne 8:26) Vi kan ikke gøre indtryk på Jehova med velformulerede eller lange bønner. (Mattæus 6:7, 8) På den anden side sætter Jehova heller ingen grænse for hvor længe eller hvor ofte vi kan tale med ham. Hans ord opfordrer os endda til at ’bede uophørligt’. — 1 Thessaloniker 5:17.

¹² Vi må huske at Jehova er den eneste der omtales som den der „hører bøn“, og han lytter med ægte empati. (Salme 65:2) Er det at hans trofaste tjenere beder til ham, blot noget han affinder sig med? Nej, han glæder sig ligefrem over at de gør det. Hans ord sammenligner sådanne bønner med røgelse, en vellugtende og formildende duft. (Salme 141:2; Åbenbaringen 5:8; 8:4) Er det ikke opmuntrende at tænke på at vore oprigtige bønner, ligesom røgelse, behager universets Suveræn? Hvis du gerne vil nærme dig Jehova, må du derfor ydmygt bede til ham og gøre det ofte, ja, hver dag. Udøs dit hjerte for ham, og fortæl ham alt hvad der ligger dig på sinde. (Salme 62:8) Giv udtryk for dine bekymringer og glæder. Tak og lovpris din himmelske Fader. Det vil styrke dit forhold til ham.

Hvordan vi skal tilbede Jehova

13, 14. Hvad vil det sige at tilbede Jehova, og hvorfor er det passende at vi gør det?

¹³ Når vi kommunikerer med Jehova, taler og lytter vi ikke blot på samme måde som når vi kommunikerer med en ven eller en slægtning. Det er en del af vores tilbedelse af ham, idet vi viser ham den ærbødighed og ærefrygt han til fulde har krav på. Den sande tilbedelse omfatter hele vores tilværelse. Gennem den viser vi Jehova vores helhjertede hengivenhed, og den forener alle Jehovas trofaste skabninger, både i himmelen og på jorden. I et syn hørte apostelen Johannes en engel give denne befaling: „Tilbed ham som har dannet himmelen og jorden og hav og vandkilder.“ — Åbenbaringen 14:7.

¹⁴ Hvorfor skal vi tilbede Jehova? Tænk på de mange egenskaber han besidder — hellighed, magt, selvbeherskelse, retfærdighed, mod, barmhjertighed, visdom, ydmyghed, kærlighed, medfølelse, loyalitet og godhed, for blot at nævne nogle af dem. Vi har set at Jehova repræsenterer den ypperste og højeste norm for alle gode egenskaber. Når vi prøver at fatte summen af hans egenskaber, lægger vi mærke til at han er langt mere end en stor og beundringsværdig personlighed. Han står langt over os, han er umådelig ophøjet, og hans herlighed er overvældende. (Esajas 55:9) Jehova er ubestrideligt og med rette den øverste hersker, og han er afgjort værdig til vor tilbedelse. Men hvordan skal vi tilbede ham?

15. Hvordan kan vi tilbede Jehova „i ånd og sandhed“, og hvordan giver de kristne møder os mulighed for at gøre det?

¹⁵ Jesus sagde: „Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“ (Johannes 4:24) For at kunne tilbede Gud “i ånd” må vi have hans ånd og lade os lede af den. Vores tilbedelse må også være i overensstemmelse med sandheden, den nøjagtige kundskab der findes i Guds ord. Vi har en særlig mulighed for at tilbede Jehova „i ånd og sandhed“ hver gang vi kommer sammen med vore trosfæller. (Hebræerne 10:24, 25) Når vi priser Jehova i sang, sammen henvender os til ham i bøn, lytter til drøftelsen af hans ord og deltager i den, giver vi udtryk for vores kærlighed til ham i ren tilbedelse.

16. Hvad er et af de vigtigste påbud til sande kristne, og hvorfor kan vi slet ikke lade være med at adlyde det?

¹⁶ Vi tilbeder også Jehova når vi lovpriser ham offentligt ved at fortælle andre om ham. (Hebræerne 13:15) Et af de vigtigste påbud sande kristne har fået, er at forkynde den gode nyhed om Jehovas rige. (Mattæus 24:14) Vores kærlighed til Jehova får os til villigt at adlyde dette påbud. Når vi tænker på hvordan „denne tingenes ordnings gud“, Satan Djævelen, „har forblindet de ikketroendes forstand“ ved at udbrede ondsindede løgne om Jehova, brænder vi da ikke efter at være vidner for Gud og gendrive al denne bagvaskelse? (2 Korinther 4:4; Esajas 43:10-12) Og når vi tænker på Jehovas storslåede egenskaber, får vi da ikke et stærkt ønske om at fortælle andre om ham? Der findes ikke noget større privilegium end at hjælpe andre til at lære vor himmelske Fader at kende og få den samme kærlighed til ham som vi har.

17. Hvad omfatter tilbedelsen af Jehova, og hvorfor må vi være uangribelige?

¹⁷ Men vor tilbedelse af Jehova omfatter endnu mere. Den berører alle sider af vort liv. (Kolossenserne 3:23) Hvis vi virkelig anerkender Jehova som universets suveræne Herre, vil vi bestræbe os for at gøre hans vilje under alle forhold — i familien, på arbejdspladsen, når vi er sammen med andre, og når vi er alene. Vi vil bestræbe os for at være uangribelige og tjene Jehova „af et helt hjerte“. (1 Krønikebog 28:9) Vort hjerte må ikke være delt. Vi må ikke leve et dobbeltliv — hyklerisk give os ud for at tjene Jehova og samtidig begå alvorlige synder i det skjulte. Uangribelighed er uforenelig med den slags hykleri. Og hvis vi har kærlighed til Gud, vil en hyklerisk opførsel virke frastødende på os. Det er desuden vigtigt at have gudsfrygt. Ifølge Bibelen er der en nær sammenhæng mellem det at have ærefrygt for Jehova og det at være hans fortrolige ven. — Salme 25:14.

Lad os efterligne Jehova

18, 19. Hvorfor er det realistisk at mene at små ufuldkomne mennesker kan efterligne Jehova Gud?

¹⁸ Hver af de fire dele bogen er opdelt i, slutter med et kapitel om hvordan vi kan blive „Guds efterlignere, som elskede børn“. (Efeserne 5:1) Det er vigtigt at huske at vores ufuldkommenhed ikke hindrer os i at efterligne den fuldkomne måde hvorpå Jehova gør brug af sin magt, øver ret og retfærdighed, handler med visdom og viser kærlighed. Hvordan ved vi at det virkelig er muligt at efterligne den Almægtige? Som vi har set, betyder Jehovas navn at han ’lader sig selv blive’ hvad som helst han vælger for at gennemføre sin hensigt. Det er en evne der fylder os med ærefrygt, men er det helt umuligt for os at efterligne Jehova på dette punkt? Nej.

¹⁹ Vi er skabt i Guds billede. (1 Mosebog 1:26) Det er grunden til at mennesket adskiller sig fra alle andre skabninger på jorden. Vi er ikke styret af instinkter, genetiske forhold eller miljø. Jehova har givet os en dyrebar gave i form af en fri vilje. Trods vore begrænsninger og ufuldkommenheder har vi frihed til at vælge hvilken slags menneske vi hver især vil være. Vil du gerne være et kærligt, víst og retfærdigt menneske som bruger sin magt og styrke på rette måde? Det kan du blive — med Jehovas ånds hjælp! Tænk på alt det gode du derved kan udrette.

20. Hvad godt udretter vi når vi efterligner Jehova?

²⁰ Du vil glæde din himmelske Fader og få hans hjerte til at fryde sig. (Ordsprogene 27:11) Du kan endda behage ham „fuldt ud“, for han forstår dine begrænsninger. (Kolossenserne 1:9, 10) Og efterhånden som du opdyrker gode egenskaber for at ligne din kærlige Fader, vil du få et stort privilegium. I en formørket verden der er fremmed for Gud, vil du blive en lysbærer. (Mattæus 5:1, 2, 14) Du vil være med til at gøre Jehovas uforlignelige personlighed kendt over hele jorden. Hvilken ære!

„Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer“

21, 22. Hvilken uendelig rejse ligger foran alle der elsker Jehova?

²¹ Denne klare opfordring, som vi finder i Jakob 4:8, drejer sig ikke blot om at nå et mål. Den drejer sig om en rejse. Så længe vi forbliver trofaste, vil rejsen fortsætte. Vi vil hele tiden komme nærmere til Jehova. Der vil altid være mere vi kan lære om ham. Vi må ikke tro at denne bog har lært os alt hvad der er at vide om Jehova. Egentlig er vi blot lige begyndt at undersøge hvad Bibelen fortæller os om Gud. Og Bibelen indeholder slet ikke alt hvad der er at vide om ham. Apostelen Johannes mente at hvis alt hvad Jesus havde gjort under sin jordiske tjeneste, var blevet skrevet ned, „kunne hele verden . . . ikke rumme de skriftruller der blev skrevet“. (Johannes 21:25) Hvis det kunne siges om Sønnen, hvor meget mere da ikke om Faderen!

²² Selv med evigheden til rådighed vil vi aldrig blive færdige med at lære om Jehova. (Prædikeren 3:11) Tænk på hvad det betyder. Efter at have levet i hundreder, tusinder, millioner, ja, milliarder af år, vil vi naturligvis vide langt mere om Jehova Gud end vi gør nu. Men alligevel vil vi stadig føle at der er utallige spændende sider af hans personlighed vi kan lære at kende. Vi vil være ivrige efter at lære mere og vil altid have grund til at føle som salmisten, der sagde: „For mig er det bedste at søge nær til Gud.“ (Salme 73:28) Det evige liv vil blive langt mere berigende og afvekslende end vi kan forestille os — og det vil altid være det stadig nærmere forhold til Jehova der giver os den største glæde.

23. Hvad tilskyndes vi til at gøre?

²³ Måtte vi allerede nu gengælde Jehovas kærlighed ved at elske ham af hele vores hjerte, sjæl, sind og styrke og med en loyal og urokkelig kærlighed. (Markus 12:29, 30) Måtte vi, når vi i hverdagen skal træffe små eller store beslutninger, altid vælge det der styrker vort forhold til vor himmelske Fader. Og måtte vi, frem for alt, komme stadig nærmere til Jehova. Så vil han komme stadig nærmere til os — i al evighed!

I denne del af bogen vil vi gennemgå bibelske beretninger om Jehovas magt til at skabe, ødelægge, beskytte og genoprette. Det vil fylde os med ærefrygt at se hvordan Jehova Gud, der er „ophøjet i magt“, bruger sin „vældige styrke“ og ’stærke kraft’. — Job 37:23; Esajas 40:26.

Der er megen uretfærdighed i verden i dag, og mange giver med urette Gud skylden. I modsætning hertil lærer Bibelen at „Jehova elsker ret“. (Salme 37:28) I denne del af bogen skal vi se hvordan Jehova har vist at disse ord er sande og dermed har givet alle mennesker et håb.

Sand visdom er en af de kostbareste skatte man kan søge efter. Den har sit udspring hos Jehova, om hvem den trofaste Job sagde: „Hans hjerte er víst.“ (Job 9:4) I denne del af bogen vil vi se nærmere på Jehova Guds ubegrænsede visdom.

Af alle Jehovas egenskaber er kærlighed den altoverskyggende. Det er også den der appellerer mest til os. Når vi undersøger nogle af de mangfoldige måder denne smukke egenskab kommer til udtryk på, vil vi forstå hvorfor Bibelen siger at „Gud er kærlighed“. — 1 Johannes 4:8.