Se hen til Jehova efter trøst

„Måtte den Gud som skænker udholdenhed og trøst, nu give jer at I har samme sindsindstilling over for hinanden som den Kristus Jesus havde.“ — Romerne 15:5.

1. Hvorfor er der for hver dag der går, stadig flere der trænger til trøst?

FOR hver dag der går, får stadig flere brug for at blive trøstet. Som en bibelskribent iagttog for mere end 1900 år siden, ’sukker hele skabningen sammen og er i veer sammen indtil nu’. (Romerne 8:22) I vor tid har denne ’sukken’ og disse ’veer’ været større end nogen sinde. Siden den første verdenskrig har menneskeheden oplevet den ene krise efter den anden i form af krige og kriminalitet foruden naturkatastrofer, der ofte skyldes at menneskene har misrøgtet jorden. — Åbenbaringen 11:18.

2. (a) Hvem bærer størsteparten af skylden for de veer menneskene i dag oplever? (b) Hvad er det en trøst at vide?

² Hvorfor har der været så mange lidelser i vor tid? Bibelen giver os svaret og fortæller at Satan er blevet kastet ud af himmelen efter Rigets oprettelse i 1914. Vi læser: „Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ (Åbenbaringen 12:12) De klare vidnesbyrd om at denne profeti er gået i opfyldelse, betyder at vi næsten har nået afslutningen på Satans onde styre. Det er derfor en trøst at vide at livet på jorden snart vil vende tilbage til den fredelige tilstand der herskede før Satan fik vore første forældre til at gøre oprør.

3. Hvornår havde menneskene ikke brug for trøst?

³ I begyndelsen sørgede menneskets Skaber for at det første menneskepar kunne leve i en smuk park. Den lå i et område kaldet Eden, der betyder „glæde“ eller „lyst“. (1 Mosebog 2:8, fodnoten) Adam og Eva havde desuden et fuldkomment helbred og kunne se frem til aldrig at skulle dø. Forestil dig hvordan de kunne have udviklet deres evner, for eksempel inden for havebrug, kunst, arkitektur og musik. De kunne desuden have udforsket skaberværket mens de varetog deres opgave med at underlægge sig jorden og gøre den til et paradis. (1 Mosebog 1:28) Adam og Evas tilværelse ville ikke være blevet fyldt med ’suk og veer’, men med glæde og fryd, og de ville derfor ikke få brug for at blive trøstet.

4, 5. (a) Hvorfor bestod Adam og Eva ikke den lydighedsprøve de blev sat på? (b) Hvordan fik menneskene brug for trøst?

⁴ Noget Adam og Eva havde brug for, var imidlertid at opdyrke en dyb kærlighed til og værdsættelse af deres kærlige himmelske Fader. En sådan kærlighed ville have motiveret dem til at adlyde Gud under alle forhold. (Jævnfør Johannes 14:31.) Sørgeligt nok undlod vore første forældre at adlyde deres retmæssige Suveræn, Jehova. De underlagde sig i stedet en falden engel, Satan Djævelen. Det var Satan der fristede Eva til at synde og spise af den forbudte frugt. Også Adam syndede ved at spise af frugten på det træ som Gud i utvetydige vendinger havde advaret dem mod at spise af med ordene: „Den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ — 1 Mosebog 2:17.

⁵ Derfor begyndte det syndige ægtepar at dø. Da Gud udtalte dødsdommen, sagde han desuden til Adam: „Jorden [er] forbandet for din skyld. Med smerte skal du ernære dig af den alle dit livs dage. Og torne og tidsler vil den lade fremvokse til dig, og du skal spise markens planter.“ (1 Mosebog 3:17, 18) Adam og Eva kunne nu ikke længere se frem til at omdanne den uopdyrkede jord til et paradis. De blev udvist af Eden og måtte bruge deres kræfter på at skaffe sig føden af en jord der var blevet forbandet. Denne syndige og døende tilstand gik i arv til deres efterkommere som derfor fik stort behov for trøst. — Romerne 5:12.

Et trøstende løfte gik i opfyldelse

6. (a) Hvilket trøsterigt løfte gav Gud efter menneskenes syndefald? (b) Hvilken profeti om trøst udtalte Lemek?

⁶ Da Jehova dømte den der anstiftede menneskenes oprør, viste han sig samtidig at være „den Gud som skænker udholdenhed og trøst“. (Romerne 15:5) Det gjorde han ved at tilvejebringe ’et afkom’ der til sidst ville befri Adams efterkommere for de katastrofale følger af Adams oprør. (1 Mosebog 3:15) Gud åbenbarede lidt efter lidt hvordan denne udfrielse ville finde sted. Han inspirerede for eksempel Lemek, en fjern efterkommer af Adam gennem Set, til at profetere om hvad Lemeks søn ville gøre: „Denne vil bringe os trøst og udfrielse fra vort arbejde og vore hænders smerte, der skyldes jorden som Jehova har forbandet.“ (1 Mosebog 5:29) I overensstemmelse med dette løfte fik sønnen navnet Noa, der sandsynligvis betyder „hvile“ eller „trøst“.

7, 8. (a) Hvad fik Jehova til at fortryde at han havde skabt menneskene, og hvad besluttede han som følge heraf? (b) Hvordan levede Noa op til betydningen af sit navn?

⁷ I mellemtiden vandt Satan sig tilhængere blandt nogle af englene i himmelen. De materialiserede sig som mennesker og tog sig tiltrækkende kvinder blandt Adams efterkommere som hustruer. Disse unaturlige forhold bragte yderligere fordærv over menneskeslægten og resulterede i et ugudeligt afkom kaldet nefilim, eller „omhuggere“, som fyldte jorden med vold. (1 Mosebog 6:1, 2, 4, 11; Judas 6) „Da så Jehova at menneskets ondskab var meget udbredt på jorden . . . Og Jehova fortrød at han havde frembragt menneskene på jorden, og han følte sig såret i sit hjerte.“ — 1 Mosebog 6:5, 6.

⁸ Jehova besluttede at udslette den onde verden ved hjælp af en verdensomspændende vandflod, men først lod han Noa bygge en ark for at nogle mennesker og dyr kunne blive bevaret i live. På den måde blev menneskeslægten og dyrearterne reddet. Det må have været en lettelse for Noa og hans familie da de efter Vandfloden forlod arken og kom ud på en renset jord. Det må også have været en trøst for dem at opdage at den forbandelse der havde hvilet over jorden, var blevet fjernet og at det derfor nu var meget lettere at dyrke jorden. Lemeks profeti gik således i opfyldelse, og Noa levede op til betydningen af sit navn. (1 Mosebog 8:21) Som en af Guds trofaste tjenere var Noa med til i et vist omfang at bringe menneskeheden „trøst“. Satans og dæmonenglenes onde indflydelse ophørte imidlertid ikke med Vandfloden, og menneskene fortsætter med at sukke under synd, sygdom og død.

En der er større end Noa

9. Hvordan har Jesus Kristus vist sig at være til hjælp og trøst for angrende mennesker?

⁹ Fire tusind år efter menneskets skabelse viste det lovede afkom sig. Som følge af sin store kærlighed til menneskene udsendte Jehova Gud sin enestefødte søn til jorden for at han ved sin død kunne tilvejebringe en genløsningsbetaling for den syndige menneskehed. (Johannes 3:16) Jesus Kristus bringer stor lindring til angrende syndere der tror på hans offerdød. Alle der indvier deres liv til Jehova og lader sig døbe som disciple af hans søn, får ny styrke og varig trøst. (Mattæus 11:28-30; 16:24) Trods deres ufuldkommenhed finder de stor glæde ved at tjene Jehova med en ren samvittighed. Det er derfor trøstende for dem at vide at hvis de fortsætter med at tro på Jesus, vil de blive belønnet med evigt liv. (Johannes 3:36; Hebræerne 5:9) Hvis de på grund af svaghed begår en alvorlig synd, har de en hjælper, eller trøster, i den opstandne Herre Jesus Kristus. (1 Johannes 2:1, 2) Ved at bekende synden og tage de skridt Bibelen foreskriver for ikke at komme til at øve synd, opnår de lindring i bevidstheden om at ’Gud er trofast og retfærdig, så han tilgiver dem deres synder’. — 1 Johannes 1:9; 3:6; Ordsprogene 28:13.

10. Hvad lærer vi af de mirakler Jesus udførte da han var på jorden?

¹⁰ Da Jesus befandt sig på jorden, gav han sine medmennesker ny styrke ved at uddrive dæmoner, helbrede enhver form for sygdom og give døde livet igen. De gavnlige virkninger af disse mirakler var ganske vist kun midlertidige, eftersom de der nød gavn af dem, siden blev gamle og døde. Men ved at udføre sådanne mirakler pegede Jesus frem til de varige velsignelser han i fremtiden vil give alle mennesker del i. Da han nu er en mægtig konge i himmelen, vil han inden længe ikke blot uddrive dæmonerne. Han vil kaste dem og deres fører, Satan, i afgrunden, en tilstand af uvirksomhed. Dernæst vil Kristi herlige tusindårige styre begynde. — Lukas 8:30, 31; Åbenbaringen 20:1, 2, 6.

11. Hvorfor omtalte Jesus sig selv som „sabbattens Herre“?

¹¹ Jesus sagde at han var „sabbattens Herre“, og mange af hans helbredelser fandt sted på sabbatten. (Mattæus 12:8-13; Lukas 13:14-17; Johannes 5:15, 16; 9:14) Hvad var tanken med dette? Sabbatsordningen var en del af Guds lov til Israel og tjente derfor som „en skygge af kommende goder“. (Hebræerne 10:1) Ugens seks arbejdsdage minder os om at menneskene i 6000 år har trællet under Satans undertrykkende herredømme. Sabbatsdagen ved slutningen af ugen leder tanken hen på den trøstende hvile menneskene vil opleve under den større Noas, Jesu Kristi, tusindårige styre. — Jævnfør Andet Petersbrev 3:8.

12. Hvad kan vi se frem til at opleve som vil være til stor trøst?

¹² Det bliver en stor lettelse for Kristi riges jordiske undersåtter når de omsider bliver helt fri for Satans onde påvirkning. De vil opnå yderligere trøst når de bliver helbredt for deres fysiske, følelsesmæssige og mentale lidelser. (Esajas 65:17) Forestil dig deres jubel når de i opstandelsen begynder at tage imod dem af deres kære der er døde! På den måde vil Gud „tørre hver tåre af deres øjne“. (Åbenbaringen 21:4) Når goderne af Jesu genløsningsoffer gradvis bliver de lydige undersåtter under Guds rige til gavn, vil de nå frem til fuldkommenhed og blive fuldstændig befriet for alle skadelige virkninger af Adams synd. (Åbenbaringen 22:1-5) Dernæst vil Satan blive løst „en kort tid“. (Åbenbaringen 20:3, 7) Alle mennesker der trofast hævder Jehovas retmæssige suverænitet, vil blive belønnet med evigt liv. Forestil dig den usigelige glæde og lettelse det vil være, at blive fuldstændig „frigjort fra trældom under fordærv“. Lydige mennesker vil på den måde opnå „Guds børns herlige frihed“. — Romerne 8:21.

13. Hvorfor har alle sande kristne brug for den trøst Gud tilvejebringer?

¹³ Men indtil da er vi fortsat underlagt de „veer“ som alle der lever i Satans onde ordning, sukker under. Stadig flere, deriblandt trofaste kristne, rammes af fysiske og psykiske lidelser. (Filipperne 2:25-27; 1 Thessaloniker 5:14) Desuden kommer vi som kristne ofte ud for megen uretfærdig latterliggørelse og forfølgelse fra Satans side fordi vi ’adlyder Gud som vor hersker mere end mennesker’. (Apostelgerninger 5:29) Hvis vi skal kunne blive ved med at gøre Guds vilje lige indtil Satans verden forsvinder, har vi brug for den trøst, hjælp og styrke Jehova tilvejebringer.

Hvor får vi trøst?

14. (a) Hvilket løfte fremsatte Jesus aftenen før sin død? (b) Hvad er nødvendigt hvis vi skal drage fuld nytte af den trøst vi får gennem Guds hellige ånd?

¹⁴ Aftenen før sin død gjorde Jesus det klart for sine trofaste apostle at han snart ville forlade dem og vende tilbage til sin Fader. Det foruroligede dem og gjorde dem kede af det. (Johannes 13:33, 36; 14:27-31) Jesus vidste at de fortsat havde brug for trøst, og lovede derfor: „Jeg vil anmode Faderen, og han vil give jer en anden trøster til at være hos jer for evigt.“ (Johannes 14:16, fodnoten) Jesus henviste her til Guds hellige ånd, der blev udgydt over hans disciple 50 dage efter hans opstandelse.a Noget af det Guds hellige ånd udvirkede, var at den trøstede dem under deres prøvelser og styrkede dem til fortsat at gøre Guds vilje. (Apostelgerninger 4:31) De måtte imidlertid ikke betragte denne hjælp som noget de fik rent automatisk. For at modtage denne hjælp i fuldt omfang måtte de kristne fortsat bede om den trøst Gud tilvejebringer gennem sin hellige ånd. — Lukas 11:13.

15. På hvilke andre måder giver Jehova os trøst?

¹⁵ Gud trøster os desuden gennem sit ord, Bibelen. Paulus skrev: „Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb.“ (Romerne 15:4) Det viser at det er nødvendigt at vi regelmæssigt studerer Bibelen og de bibelske publikationer og grunder over det vi læser. Vi må også regelmæssigt overvære de kristne møder, hvor vi kan lytte til trøstende tanker fra Guds ord. Et af hovedformålene med sådanne møder er netop at vi opmuntrer hinanden. — Hebræerne 10:25.

16. Hvad bør den trøst Gud tilvejebringer, motivere os til at gøre?

¹⁶ Når vi læser videre i Paulus’ brev til romerne, kan vi se hvilke gode resultater det medfører at gøre brug af Guds trøstende foranstaltninger. Paulus skrev: „Måtte den Gud som skænker udholdenhed og trøst, nu give jer at I har samme sindsindstilling over for hinanden som den Kristus Jesus havde, for at I enigt og med én mund kan herliggøre vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader.“ (Romerne 15:5, 6) Ved i fuldt omfang at benytte os af den trøst Gud tilvejebringer, vil vi i højere grad komme til at ligne vor modige Fører, Jesus Kristus. Det vil motivere os til at blive ved med at bruge munden til at herliggøre Gud i forkyndelsen, ved møderne, når vi taler med vore trosfæller og i vore bønner.

Under alvorlige prøvelser

17. Hvordan trøstede Jehova sin søn, og med hvilket resultat?

¹⁷ Aftenen før sin pinefulde død blev Jesus ængstelig og „dybt bedrøvet“. (Mattæus 26:37, 38) Han gik derfor lidt væk fra sine disciple og bad sin Fader om hjælp, „og han blev bønhørt for sin gudsfrygt“. (Hebræerne 5:7) Bibelen beretter at ’en engel fra himmelen viste sig for Jesus og styrkede ham’. (Lukas 22:43) Den modige og mandige måde hvorpå Jesus mødte sine modstandere, viser at Guds måde at trøste sin søn på var meget virkningsfuld. — Johannes 18:3-8, 33-38.

18. (a) Hvilken periode i apostelen Paulus’ liv var særdeles prøvende? (b) Hvordan kan vi være til trøst for flittige og medfølende ældste?

¹⁸ Apostelen Paulus måtte også til tider gennem alvorlige prøvelser. Hans tjeneste i Efesus var for eksempel præget af „tårer og prøvelser, som kom over [ham] ved jødernes anslag“. (Apostelgerninger 20:17-20) Til sidst, efter at tilhængerne af gudinden Artemis havde skabt uroligheder i byen på grund af hans forkyndelse, forlod Paulus Efesus. (Apostelgerninger 19:23-29; 20:1) Da Paulus drog mod nord til byen Troas, var der noget andet der bekymrede ham dybt. Nogen tid før urolighederne i Efesus havde Paulus modtaget foruroligende meldinger. Den nydannede menighed i Korinth var plaget af splittelser og tolererede utugt. Fra Efesus havde Paulus derfor sendt menigheden et brev med alvorlig retledning i håb om at det ville rette op på situationen. Det var ikke let for ham at gøre dette, for i sit andet brev skrev han: „Ud af megen trængsel og hjertets angst skrev jeg til jer med mange tårer.“ (2 Korinther 2:4) Ligesom Paulus finder medfølende ældste det ofte svært at vejlede og retlede, blandt andet fordi de kun alt for godt kender deres egne svagheder. (Galaterne 6:1) Vi kan derfor være til trøst for dem der fører an iblandt os, ved at vise os villige til at tage imod kærlig, bibelsk vejledning. — Hebræerne 13:17.

19. Hvorfor tog Paulus fra Troas til Makedonien, og hvordan blev han til sidst opmuntret?

¹⁹ Da Paulus befandt sig i Efesus, nøjedes han ikke med at skrive til brødrene i Korinth, men sendte dem også Titus for at han kunne hjælpe dem. Paulus bad Titus om at orientere ham om hvordan korintherne havde reageret på brevet. Han havde håbet at møde Titus i Troas, hvor han erfarede at der var gode muligheder for at gøre disciple. Men Titus var ikke nået frem, så han var stadig bekymret. (2 Korinther 2:12, 13) Han rejste derfor videre til Makedonien i håb om at han ville møde Titus dér. Paulus’ bekymring blev ikke mindre af at han mødte stærk modstand i sin tjeneste. Han beretter: „Da vi kom til Makedonien fik vort kød ingen lindring, men vi blev fortsat trængt på enhver måde — der var stridigheder udadtil, frygt indadtil. Men Gud, som trøster dem der er nedslåede, gav os trøst ved Titus’ nærværelse.“ (2 Korinther 7:5, 6) Det var en stor lettelse for Paulus da Titus omsider kom og kunne fortælle at korintherne havde reageret positivt på hans brev.

20. (a) Hvordan trøster Jehova os, som det blandt andet fremgår af Paulus’ eksempel? (b) Hvad vil blive behandlet i den næste artikel?

²⁰ Paulus’ erfaring er til stor trøst for Guds tjenere hvoraf mange også i dag kommer ud for prøvelser der gør dem „nedslåede“ eller „deprimerede“. (Phillips) Ja, ’den Gud som skænker trøst’, kender vore personlige behov og kan bruge os til at trøste hinanden, ligesom det var en trøst for Paulus at høre fra Titus at korintherne havde ændret sind. (2 Korinther 7:11-13) I den næste artikel vil vi se nærmere på det hjertevarmende brev Paulus skrev til korintherne som svar, og på hvordan brevet i dag kan hjælpe os til at give andre del i trøsten fra Gud.

Giv andre del i trøsten fra Jehova

„Vort håb for jer står fast, idet vi ved at ligesom I har del i lidelserne, på samme måde har I også del i trøsten.“ — 2 KORINTHER 1:7.

1, 2. Hvad har mange der i dag er blevet kristne, erfaret?

MANGE af Vagttårnets læsere er vokset op uden kendskab til sandheden om Gud. Måske gælder det også dig. Prøv i givet fald at tænke tilbage på hvordan du reagerede da sandheden begyndte at gå op for dig. Blev du ikke lettet da du forstod at de døde ikke lider, men er uden bevidsthed? Og var det ikke til stor trøst for dig at lære om håbet for de døde, at milliarder vil få en opstandelse til liv i Guds nye verden? — Prædikeren 9:5, 10; Johannes 5:28, 29.

² Fyldte det dig ikke med store forventninger og gav dig trøst at lære at Gud har lovet at bringe ondskaben til ophør og omdanne jorden til et paradis? Hvad var din reaktion da du lærte at nogle har mulighed for at overleve og komme til at leve i dette paradis uden at behøve at dø? Mon ikke du blev begejstret over at få del i Guds trøstende budskab der i dag forkyndes i hele verden af Jehovas vidner. — Salme 37:9-11, 29; Johannes 11:26; Åbenbaringen 21:3-5.

3. Hvorfor oplever de der forkynder Guds trøstende budskab for andre, også trængsel?

³ Men da du så forsøgte at fortælle andre om Bibelens budskab, blev du også klar over at ’troen ikke er alles’. (2 Thessaloniker 3:2) Måske hånede nogle af dine tidligere venner dig når du fortalte dem at du troede på Bibelens løfter. Du blev måske endog forfulgt fordi du fortsatte med at læse Bibelen sammen med Jehovas vidner. Modstanden tog måske til da du begyndte at gøre forandringer og bringe dit liv i harmoni med Bibelens principper. Du begyndte at erfare de trængsler som Satan og hans verden påfører alle der tager imod trøsten fra Gud.

4. Hvordan vil nogle nyinteresserede måske reagere på prøvelser?

⁴ Jesus forudsagde at modgang sørgeligt nok bringer nogle til snublen og fald og får dem til at trække sig bort fra den kristne menighed. (Mattæus 13:5, 6, 20, 21) Andre har udholdt trængsel ved at holde deres sind rettet mod de trøstende løfter de lærer om. De indvier sig på et tidspunkt til Jehova og bliver døbt som disciple af hans søn, Jesus Kristus. (Mattæus 28:19, 20; Markus 8:34) Trængslerne ophører naturligvis ikke blot fordi en kristen bliver døbt. Det kan for eksempel være en hård kamp for den der har levet umoralsk, at forblive moralsk ren. Andre må udholde vedvarende modstand fra ikketroende familiemedlemmer. Uanset hvilke prøvelser vi kommer ud for, kan alle der trofast lever op til deres indvielsesløfte til Gud, være forvissede om at de på en meget personlig måde vil erfare hans trøst og hjælp.

„Al trøsts Gud“

5. Hvad erfarede Paulus samtidig med at han blev udsat for mange prøvelser?

⁵ Apostelen Paulus værdsatte i høj grad trøsten fra Gud. Efter at han havde oplevet en tid med prøvelser i Asien og Makedonien, var det en stor trøst for ham at høre at menigheden i Korinth havde taget positivt imod hans brev med retledning. Det fik ham til at skrive endnu et brev til dem, hvori han blandt andet skrev: „Velsignet være vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader, den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel.“ — 2 Korinther 1:3, 4.

6. Hvad lærer vi af Paulus’ ord i Andet Korintherbrev 1:3, 4?

⁶ Disse inspirerede ord er meget betydningsmættede. Lad os se hvad vi kan udlede af dem. Når Paulus priser eller takker Gud i sine breve eller beder om noget, giver han sædvanligvis også udtryk for dyb værdsættelse af Jesus, den kristne menigheds hoved. (Romerne 1:8; 7:25; Efeserne 1:3; Hebræerne 13:20, 21) Paulus henvender således sin lovprisning til „vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader“. For første gang bruger han i sine skrifter det græske navneord der oversættes med ’inderlig barmhjertighed’. Dette navneord stammer fra et ord der bruges når man giver udtryk for at man føler med en der lider. Med dette udtryk beskriver Paulus Guds store medfølelse med enhver af sine trofaste tjenere der lider trængsel, en medfølelse der får Gud til at optræde barmhjertigt over for dem. Paulus betragtede Jehova som den der er ophav til denne ønskværdige egenskab, ved at kalde ham „den inderlige barmhjertigheds Fader“.

7. Hvorfor kan det siges at Jehova er „al trøsts Gud“?

⁷ Guds ’inderlige barmhjertighed’ skaffer den der lider trængsel, lindring. Paulus kalder derfor Jehova for „al trøsts Gud“. Når vi modtager trøst fra vore kærlige trosfæller, kan vi altid betragte Jehova som kilden til denne trøst. Der findes ingen reel trøst af varig værdi uden at den stammer fra Gud. Han skabte nemlig mennesket i sit billede, hvorved han satte os i stand til at trøste andre. Og det er Guds hellige ånd der motiverer hans tjenere til at vise dem der har brug for trøst, inderlig barmhjertighed.

Oplært til at trøste andre

8. Hvordan kan det gavne os at vi holder ud under prøvelser som Gud ikke står bag, men tillader?

⁸ Jehova Gud tillader at hans trofaste tjenere udsættes for forskellige prøvelser, men han er aldrig den der står bag sådanne prøvelser. (Jakob 1:13) Den trøst han giver når vi må udholde prøvelser, kan oplære os til at være mere opmærksomme på andres behov. Det vil medføre at „vi kan trøste dem som er i al slags trængsel, med den trøst hvormed vi selv trøstes af Gud“. (2 Korinther 1:4) Jehova oplærer os således til at give vore trosfæller og dem vi møder i forkyndelsen, del i trøsten fra ham idet vi efterligner Jesus og ’trøster alle de sørgende’. — Esajas 61:2; Mattæus 5:4.

9. (a) Hvad vil hjælpe os til at udholde prøvelser? (b) Hvordan bliver andre trøstet når vi trofast holder ud under prøvelser?

⁹ Paulus kunne udholde sine mange prøvelser takket være den rigelige trøst han modtog fra Gud gennem Kristus. (2 Korinther 1:5) Vi kan også modtage en overflod af trøst ved at grunde over Guds dyrebare løfter, ved at bede om styrke gennem hans hellige ånd, og ved at erfare at Gud besvarer vore bønner. På den måde vil vi blive styrket til fortsat at hævde Jehovas suverænitet og bevise at Djævelen er en løgner. (Job 2:4; Ordsprogene 27:11) Når vi trofast har udholdt en prøvelse, bør vi ligesom Paulus lade al ære gå til Jehova, hvis trøst sætter kristne i stand til at forblive trofaste under prøve. Trofaste kristnes udholdenhed virker trøstende på brodersamfundet og forstærker andres beslutning om at ’holde ud under de samme lidelser’. — 2 Korinther 1:6.

10, 11. (a) Hvilke prøvelser blev menigheden i fortidens Korinth udsat for? (b) Hvordan trøstede Paulus menigheden i Korinth, og hvilket håb gav han udtryk for?

¹⁰ Korintherne oplevede nogle af de prøvelser som alle sande kristne bliver udsat for. De havde desuden brug for vejledning om at udstøde en utugtig broder der ikke havde ændret sind. (1 Korinther 5:1, 2, 11, 13) At man ikke havde grebet ind over for dette og ikke havde bragt strid og splittelser til ophør, bragte vanære over menigheden. Men korintherne fulgte Paulus’ vejledning og ændrede sind. Han roste dem derfor uforbeholdent og gav udtryk for at deres positive reaktion på hans brev havde trøstet ham. (2 Korinther 7:8, 10, 11, 13) Det lader også til at den der var blevet udstødt, havde ændret sind. Paulus rådede dem derfor til at ’tilgive og trøste ham, for at han ikke på en eller anden måde skulle blive opslugt af en alt for stor bedrøvelse’. — 2 Korinther 2:7.

¹¹ Paulus’ andet brev må have været til stor trøst for menigheden i Korinth. Og det var også meningen, for Paulus skrev: „Vort håb for jer står fast, idet vi ved at ligesom I har del i lidelserne, på samme måde har I også del i trøsten.“ (2 Korinther 1:7) I slutningen af brevet giver Paulus denne tilskyndelse: „Lad jer trøste, . . . og kærlighedens og fredens Gud vil være med jer.“ — 2 Korinther 13:11.

12. Hvad har alle kristne behov for?

¹² Her lærer vi noget meget vigtigt: Alle der tilhører den kristne menighed, må give andre del i den trøst Gud tilvejebringer gennem sit ord, sin hellige ånd og sin jordiske organisation. Også udstødte kan have brug for trøst hvis de har ændret sind og ikke længere giver sig af med en uret adfærd. „Den trofaste og kloge træl“ har indført en barmhjertig ordning for at hjælpe dem. Én gang om året kan to ældste besøge de udstødte der ikke længere har en oprørsk indstilling eller begår alvorlige overtrædelser. Disse kan have brug for hjælp til at tage de nødvendige skridt til at blive genoptaget. — Mattæus 24:45; Ezekiel 34:16.

Paulus’ trængsler i Asien

13, 14. (a) Hvordan beskrev Paulus de alvorlige trængsler han blev udsat for i Asien? (b) Hvilken episode kan Paulus have haft i tanke?

¹³ Den slags trængsler som menigheden i Korinth havde erfaret indtil da, kunne ikke sammenlignes med de mange prøvelser som Paulus havde måttet udholde. Han kunne derfor sige til dem: „Vi ønsker ikke at I skal være uvidende, brødre, om den trængsel som vi har været ude for i provinsen Asien, at vi var under et pres der langt oversteg vore kræfter, så at vi var meget usikre endog med hensyn til vort liv. Ja, vi følte i os selv at vi havde fået dødsdommen. Dette skete for at vi ikke skulle stole på os selv, men på den Gud som oprejser de døde. Fra noget så stort som døden befriede han os og vil han befri os; og vort håb til ham er at han også fremdeles vil befri os.“ — 2 Korinther 1:8-10.

¹⁴ Nogle bibelkommentatorer mener at Paulus her henviser til nogle uroligheder i Efesus der kunne have kostet Paulus og hans to makedoniske rejsefæller, Gajus og Aristarkus, livet. Disse to kristne blev med magt ført ind i et teater der var stuvende fuldt af en folkehob som „i omkring to timer skreg: ’Stor er efesernes [gudinde] Artemis!’“ Det lykkedes til sidst en af byens embedsmænd at dæmpe gemytterne. Det må have foruroliget Paulus meget at Gajus og Aristarkus blev truet på livet. Faktisk ville han selv til at gå ind i teatret for at forsøge at ræsonnere med den fanatiske folkehob, men man forhindrede ham i på den måde at sætte livet på spil. — Apostelgerninger 19:26-41.

15. Hvilken ekstrem situation kan være beskrevet i Første Korintherbrev 15:32?

¹⁵ Det kan imidlertid også være at Paulus har beskrevet en situation der var langt mere ekstrem end den her omtalte hændelse. I sit første brev til korintherne stillede Paulus spørgsmålet: „Hvis jeg på menneskers vis har kæmpet med vilde dyr i Efesus, hvad gavner det mig så?“ (1 Korinther 15:32) Det kan betyde at Paulus’ liv ikke blot har været i fare på grund af mennesker der opførte sig som vilddyr, men at han også havde måttet kæmpe mod bogstavelige vilddyr på stadionet i Efesus. Man straffede nogle gange kriminelle ved at tvinge dem til at kæmpe mod vilddyr mens blodtørstige tilskuere så på. Hvis Paulus hentydede til at han havde kæmpet mod bogstavelige vilddyr, må han i sidste øjeblik mirakuløst være blevet reddet fra en grusom død, ligesom Daniel blev reddet fra bogstavelige løvers gab. — Daniel 6:22.

Nutidige eksempler

16. (a) Hvorfor kan mange Jehovas vidner udmærket sætte sig ind i de trængsler Paulus blev udsat for? (b) Hvad kan vi være forvissede om i forbindelse med dem der har mistet livet på grund af deres tro? (c) Hvilken virkning har det undertiden haft at kristne med nød og næppe er undsluppet døden?

¹⁶ I dag kan mange kristne udmærket sætte sig ind i de trængsler Paulus oplevede. (2 Korinther 11:23-27) Også i vor tid har nogle kristne været ’under et pres der langt oversteg deres kræfter’, og mange har stået i situationer hvor de har været ’meget usikre med hensyn til deres liv’. (2 Korinther 1:8) Nogle har lidt døden for massemorderes eller grusomme forfølgeres hånd. Vi kan være forvissede om at den trøstende kraft fra Gud har sat dem i stand til at holde ud, og at de døde i forvisningen om at deres håb ville blive indfriet, hvad enten det har været håbet om at komme til at leve i himmelen eller her på jorden. (1 Korinther 10:13; Filipperne 4:13; Åbenbaringen 2:10) I andre tilfælde har Jehova ledet begivenhedernes gang så vore brødre er blevet reddet fra døden. Der er ingen tvivl om at de der har erfaret dette, har fået større tillid til „den Gud som oprejser de døde“. (2 Korinther 1:9) Siden har de kunnet tale med endnu større overbevisning når de har forkyndt Guds trøstende budskab for andre. — Mattæus 24:14.

17-19. Hvilke erfaringer viser at vore brødre i Rwanda har givet andre del i trøsten fra Gud?

¹⁷ For nylig har vore kære brødre i Rwanda gennemgået noget der svarer til det Paulus og hans rejsefæller blev udsat for. Mange har mistet livet, men det er ikke lykkedes Satan at svække deres tro. Vore brødre i dette land har på mange måder personligt erfaret trøsten fra Gud. Under borgerkrigen mellem tutsier og hutuer i Rwanda var der hutuer der satte livet på spil for at beskytte tutsier, og tutsier der beskyttede hutuer. Nogle blev slået ihjel af ekstremister fordi de beskyttede deres trosfæller. Gahizi, et Jehovas vidne fra hutu-stammen, blev slået ihjel efter at have skjult en tutsi-søster ved navn Chantal. Chantal er gift med en tutsi der hedder Jean, og Jean blev skjult et andet sted af en hutu-søster ved navn Charlotte. I 40 dage holdt Jean og en anden tutsi-broder sig skjult i en stor skorsten og kom kun ud i korte perioder i løbet af natten. I al denne tid sørgede Charlotte for at de fik mad og blev beskyttet selv om hun boede tæt ved en af hutuernes militærlejre. På denne side kan man se et billede af Jean og Chantal, der er taknemmelige for at deres trosfæller fra hutu-stammen ’satte deres hals på spil’ for dem, ligesom Priska og Akvila gjorde for apostelen Paulus. — Romerne 16:3, 4.

¹⁸ Rwakabubu, et andet Jehovas vidne fra hutu-stammen, blev i avisen Intaremara rost for at have beskyttet sine tutsi-trosfæller.a Avisen skrev: „Desuden kan nævnes Rwakabubu, et af Jehovas vidner, der fortsatte med forskellige steder at skjule nogle af sine brødre (sådan kalder disse trosfæller hinanden). Han brugte normalt hele dagen på at bringe dem mad og vand skønt han lider af astma. Men Gud gav ham en styrke ud over det normale.“

¹⁹ En anden erfaring drejer sig om et hutu-ægtepar ved navn Nicodeme og Athanasie. Før folkemordet havde dette ægtepar læst Bibelen sammen med en tutsi-forkynder ved navn Alphonse. Med deres eget liv som indsats skjulte de Alphonse i deres hjem. Senere indså de at huset ikke var et sikkert skjulested eftersom deres naboer, der var hutuer, vidste at de havde en ven der var tutsi. Derfor skjulte Nicodeme og Athanasie Alphonse i et hul på deres gårdsplads. Dette var en god idé, for naboerne begyndte at komme og søge efter Alphonse næsten hver dag. Mens Alphonse i 28 dage lå i dette hul, tænkte han over bibelske beretninger, blandt andet beretningen om Rahab, der skjulte to israelitter på taget af sit hus i Jeriko. (Josua 6:17) I dag fortsætter Alphonse sin tjeneste i Rwanda som forkynder af den gode nyhed, taknemmelig for at de hutu-venner han studerede Bibelen med, var villige til at sætte livet på spil for hans skyld. Hvordan går det med Nicodeme og Athanasie? De er nu døbte vidner for Jehova og leder over 20 bibelstudier med interesserede.

20. Hvordan har Jehova trøstet vore brødre i Rwanda, men hvad har mange fortsat brug for?

²⁰ Da folkedrabet i Rwanda begyndte, var der 2500 forkyndere af den gode nyhed i landet. Skønt flere hundrede mistede livet eller blev tvunget til at flygte ud af landet, er antallet af Jehovas vidner steget til mere end 3000. Det beviser at Gud afgjort har trøstet vore brødre. De faderløse og enker der findes blandt Jehovas vidner, har naturligvis stadig brug for at blive trøstet i deres trængsel. (Jakob 1:27) Deres tårer vil først blive tørret helt bort når opstandelsen finder sted i Guds nye verden. Takket være deres brødres hjælp og fordi de tilbeder „al trøsts Gud“, er de i stand til at fortsætte.

21. (a) Hvor har vore brødre også haft stærkt brug for trøsten fra Gud, og hvilken hjælp kan vi alle yde? (Se rammen „Trøst under fire år med krig“.) (b) Hvornår vil vi blive trøstet i fuldt omfang?

²¹ I mange andre lande, deriblandt Eritrea, Singapore og det tidligere Jugoslavien, fortsætter vore brødre med at tjene Jehova trofast trods trængsler. Lad os hjælpe vore brødre disse steder ved regelmæssigt at bede om at de må blive trøstet. (2 Korinther 1:11) Og måtte vi trofast holde ud indtil Gud gennem Jesus Kristus i fuldeste forstand „vil tørre hver tåre af [vore] øjne“. Til den tid vil vi i fuldt omfang erfare den trøst Jehova vil tilvejebringe i sin retfærdige nye verden. — Åbenbaringen 7:17; 21:4; 2 Peter 3:13.

„Al trøsts Gud“

5. Hvad erfarede Paulus samtidig med at han blev udsat for mange prøvelser?

⁵ Apostelen Paulus værdsatte i høj grad trøsten fra Gud. Efter at han havde oplevet en tid med prøvelser i Asien og Makedonien, var det en stor trøst for ham at høre at menigheden i Korinth havde taget positivt imod hans brev med retledning. Det fik ham til at skrive endnu et brev til dem, hvori han blandt andet skrev: „Velsignet være vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader, den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel.“ — 2 Korinther 1:3, 4.

6. Hvad lærer vi af Paulus’ ord i Andet Korintherbrev 1:3, 4?

⁶ Disse inspirerede ord er meget betydningsmættede. Lad os se hvad vi kan udlede af dem. Når Paulus priser eller takker Gud i sine breve eller beder om noget, giver han sædvanligvis også udtryk for dyb værdsættelse af Jesus, den kristne menigheds hoved. (Romerne 1:8; 7:25; Efeserne 1:3; Hebræerne 13:20, 21) Paulus henvender således sin lovprisning til „vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader“. For første gang bruger han i sine skrifter det græske navneord der oversættes med ’inderlig barmhjertighed’. Dette navneord stammer fra et ord der bruges når man giver udtryk for at man føler med en der lider. Med dette udtryk beskriver Paulus Guds store medfølelse med enhver af sine trofaste tjenere der lider trængsel, en medfølelse der får Gud til at optræde barmhjertigt over for dem. Paulus betragtede Jehova som den der er ophav til denne ønskværdige egenskab, ved at kalde ham „den inderlige barmhjertigheds Fader“.

7. Hvorfor kan det siges at Jehova er „al trøsts Gud“?

⁷ Guds ’inderlige barmhjertighed’ skaffer den der lider trængsel, lindring. Paulus kalder derfor Jehova for „al trøsts Gud“. Når vi modtager trøst fra vore kærlige trosfæller, kan vi altid betragte Jehova som kilden til denne trøst. Der findes ingen reel trøst af varig værdi uden at den stammer fra Gud. Han skabte nemlig mennesket i sit billede, hvorved han satte os i stand til at trøste andre. Og det er Guds hellige ånd der motiverer hans tjenere til at vise dem der har brug for trøst, inderlig barmhjertighed.

Trøst under fire år med krig

UNDER den fire år lange krig i det tidligere Jugoslavien blev mange udsat for lidelser, og der var alvorlig mangel på alt. Det oplevede også i hundredvis af Jehovas vidner, der trofast fortsatte med at tilbede „al trøsts Gud“. — 2 Korinther 1:3.

I Sarajevo måtte indbyggerne desuden klare de yderligere prøvelser der var forbundet med at skulle bo i en belejret storby under hele krigen. Der var mangel på elektricitet, vand, brændsel og mad. Hvordan kunne Jehovas Vidners menighed i Sarajevo fungere under sådanne ekstreme forhold? Kristne fra nærliggende lande satte livet på spil for at komme ind med store nødhjælpsforsyninger. (Se Vagttårnet for 1. november 1994, side 23-27.) Desuden delte brødrene i Sarajevo det de havde, med hinanden, idet de lagde størst vægt på at give hinanden del i åndelige gaver. Under belejringen aflagde en kristen tilsynsmand fra byen følgende rapport:

„Vi sætter møderne meget højt. Min hustru og jeg går, ligesom 30 andre, 15 kilometer hver vej til møderne. Nogle gange bliver det meddelt at det vil være muligt at få vand på det tidspunkt hvor møderne holdes. Hvad gør brødrene? Bliver de hjemme, eller overværer de møderne? Vore brødre foretrækker at overvære møderne. Brødrene hjælper hele tiden hinanden og deler hvad de har. En søster i menigheden bor i udkanten af byen i nærheden af skoven; det er derfor lidt lettere for hende at få fat i brænde. Hun arbejder også i et bageri og får sin løn udbetalt i mel. Når det er muligt, bager hun et stort brød som hun tager med til møde. Når de går hjem efter mødet, giver hun alle et stykke.

Det er vigtigt at ingen af brødrene eller søstrene på noget tidspunkt føler sig forladt. Ingen ved hvem af os der vil være den næste som kommer i knibe og får brug for hjælp. Engang da vejene var isglatte og en søster var syg, trak nogle stærke unge brødre hende til møde på en slæde.

Alle tager del i forkyndelsen, og Jehova har velsignet vores indsats. Han har set vores vanskelige situation i Bosnien, men han har velsignet os med vækst, en vækst vi ikke oplevede før krigen.“

Trods store vanskeligheder har Jehovas vidner i de øvrige krigszoner i det tidligere Jugoslavien også oplevet vækst. Fra Jehovas Vidners kontor i Kroatien kommer følgende rapport om en gruppe forkyndere: „Brødrene i Velika Kladuša har haft det utrolig svært. Byen blev angrebet flere gange, og brødrene måtte forklare deres neutrale standpunkt over for både kroatere, serbere og forskellige muslimske hære. De måtte udholde virkelig meget i form af fængsling, prygl, sult og dødsfare. Men alle er forblevet trofaste og har den store forret at opleve at Jehova velsigner deres virke.“

Trods disse prøvelser erfarer Jehovas vidner i Velika Kladuša og det nærliggende Bihać fortsat vækst idet de nidkært fortsætter med at forkynde det trøstende budskab fra Gud for deres medmennesker. I disse to byer er der 26 forkyndere der tilsammen leder 39 hjemmebibelstudier.