En bedre verden — kun en drøm?

HVIS du havde været tilhænger af mazdaismen, som blev forkyndt af den iranske profet Zarathustra, ville du have ventet på den dag da jorden ville få sin oprindelige skønhed tilbage. Hvis du havde levet i det gamle Grækenland, ville du måske have drømt om „De lyksaliges Øer“ eller om at se guldalderen vende tilbage, som digteren Hesiod beskrev i det ottende århundrede f.v.t. Nogle Guaraní-indianere i Sydamerika søger måske stadig efter „Landet uden Ondskab“. Men eftersom du lever i dag, håber du måske at politiske ideologier eller den stigende miljøbevidsthed vil medvirke til at gøre verden bedre.

Guldalderen, De lyksaliges Øer, Landet uden Ondskab — dette er nogle af de mange navne for den samme længsel, længselen efter en bedre verden.

Den nuværende verden, vores verden, er bestemt ikke ideel. Den præges af en kriminalitet som bliver mere og mere brutal, borgerkrige med uhørt vold, folkedrab, ufølsomhed over for andres lidelser, armod og sult, arbejdsløshed og manglende solidaritet, økologiske problemer, og uhelbredelige sygdomme som rammer millioner — listen over problemer synes uendelig. Om de krige der for øjeblikket udkæmpes har en italiensk journalist sagt: „Det spørgsmål som naturligt melder sig, er om fjendskab ikke er den stærkeste følelse i vor tid.“ Tror du, i betragtning af tingenes tilstand, at det er realistisk at forvente noget andet, noget bedre? Eller vil sådanne forhåbninger blot svare til at drømme om et Utopia, noget som aldrig vil gå i opfyldelse? Lever vi i den bedst tænkelige verden?

Det er ikke noget nyt at folk gør sig den slags tanker. I århundreder har menneskene drømt om at leve i en verden præget af harmoni, retfærdighed, fremgang og kærlighed. I tidens løb har en række filosoffer gjort sig forestillinger om idealstater, om bedre verdener, men desværre aldrig været i stand til at forklare hvordan disse skulle kunne fungere.

Kan vi lære noget af de drømme, utopier og forventninger menneskene har haft om et bedre samfund?

[Illustration på side 3]

Er dette den bedst tænkelige verden?

En bedre verden er nær!

„PARADISNOSTALGIEN lader til at være en af de dybest forankrede nostalgier hos mennesket. Måske er det den stærkeste og den mest varige. På alle planer af det religiøse liv møder man længselen efter Paradiset,“ siges der i The Encyclopedia of Religion.

Drømmen om et liv i en bedre verden synes at være et fællestræk ved alle kulturer, som om tabet af en oprindelig idealtilstand begrædes. Menneskene længes altså efter det tabte paradis, men hvilket paradis? En psykoanalytiker vil måske sige at længselen skyldes ønsket om at genvinde den tabte tryghed i moders liv. Men denne forklaring virker ikke overbevisende på forskere af religionshistorie.

Hvorfra stammer „paradisnostalgien“?

Tjener en sådan nostalgi kun til at gøre det kummerlige menneskeliv og dets forgængelighed mere udholdeligt? Eller er der en anden forklaring?

Hvorfor længes menneskeheden efter en bedre verden? Bibelen giver en forklaring der er lige så enkel som den er klar: Menneskeheden kommer fra en bedre verden! Det oprindelige paradis har eksisteret. Guds ord beskriver det som „en have“ der lå i et bestemt område af Mellemøsten og som var velsignet med træer ’som var indbydende at se på og gode at spise af’. Gud betroede det første menneskepar at passe på denne have. (1 Mosebog 2:7-15) Det var ideelle omgivelser hvor mennesker kunne have oplevet sand lykke.

Hvorfor varede disse paradisiske forhold ikke ved? Fordi først en åndeskabning, og dernæst et menneskepar, gjorde oprør. (1 Mosebog 2:16, 17; 3:1-6, 17-19) Menneskene mistede således ikke alene Paradiset men også fuldkommenheden, sundheden og det evige liv. Sådan som forholdene udviklede sig blev det ikke nemmere at være menneske. Lige siden er det gået gradvis tilbage, indtil det er endt med den situation vi har i dag. — Prædikeren 3:18-20; Romerne 5:12; 2 Timoteus 3:1-5, 13.

Søgen efter Paradiset — historien om en idé

Som man kan forestille sig, har „paradisnostalgien“ en lang historie bag sig. Sumererne mindedes en tid da der rådede sand harmoni i hele universet: „Der var ingen frygt, ingen rædsel, mennesket havde ingen rivaler. . . . Hele universet, alle mennesker priste i forening Enlil på ét sprog,“ siges der i et gammelt mesopotamisk digt. Nogle, deriblandt de gamle ægyptere, håbede at få adgang til en bedre verden efter deres død. De troede at den udødelige sjæl kom til Aarus enge. Men dette var, i det mindste i begyndelsen, kun opnåeligt for aristokratiet. De fattige kunne ikke gøre sig håb om at komme til at leve i en retfærdig verden.

Hinduerne har i århundreder ventet på at der skulle komme en bedre verdensalder (yuga). Ifølge hinduismen afløser fire yugaer hinanden i en fortsat cyklus, og vi lever i øjeblikket i den værste af dem. Desværre vil denne Kali Yuga (mørke tidsalder) med al dens lidelse og ondskab ifølge nogle vare 432.000 år. Ikke desto mindre afventer troende hinduer guldalderen, Krita Yuga.

Grækerne og romerne, derimod, drømte om De Lyksalige Øer i Atlanterhavet. Og mange skribenter, deriblandt Hesiod, Virgil og Ovid, skrev at der oprindelig havde været en storslået guldalder, som de håbede ville vende tilbage. Hen imod slutningen af det første århundrede forudsagde den latinske digter Virgil det snarlige komme af en ny og varig aetas aurea (guldalder). I de følgende århundreder „hævdede ikke færre end seksten romerske kejsere at deres styre havde genskabt guldalderen,“ siges der i The Encyclopedia of Religion. Men som vi i dag ved, var det blot politisk propaganda.

Mange keltere gjorde sig forestillinger om et lysets land på en ø (eller i et øhav) på den anden side af havet, hvor de troede at mennesker levede i fuldkommen lykke. Ifølge ét sagn fandt sagnkongen Arthur lykkens ø, Avalon, hvor han, skønt dødeligt såret, levede resten af sine dage.

I oldtiden og middelalderen troede mange at der stadig fandtes en Glædens Have, Edens have, „på toppen af et utilgængeligt bjerg eller på den anden side af et ufremkommeligt hav,“ forklarer historikeren Jean Delumeau. Selv om den italienske digter Dante troede på et himmelsk paradis, forestillede han sig at der stadig fandtes et paradis på toppen af bjerget i hans skærsild, antipoden til byen Jerusalem. Nogle troede at det fandtes i Asien, i Mesopotamien eller i Himalaya. I middelalderen var der et væld af legender om et edenlignende paradis. Mange troede at der nær Paradis var et sagnomspundet rige regeret af den fromme Johannes Presbyter. Fordi Johannes Presbyters rige lå nær dette paradis, levede man længe og lykkeligt, og der var en uudtømmelig overflod af alt. Andre, som huskede de gamle grækeres legender, troede stadig at paradisøerne skulle findes i Atlanterhavet. Ved at betragte landkort fra middelalderen kan man forvisse sig om hvor sikre folk var på at Edens have stadig var til — på disse kort angav man endog dens formodede lokalisering.

I det 15. og 16. århundrede krydsede søfarere Atlanterhavet i deres søgen efter en verden som på én og samme tid var både ny og gammel. De troede at de på den anden side af havet ville finde ikke alene Indien men også Edens have. Christopher Columbus søgte for eksempel efter den i bjergene i de tempererede og tropiske lande i Syd- og Mellemamerika. De europæiske opdagelsesrejsende som kom til Brasilien var overbeviste om at det tabte paradis fandtes dér. Dette skyldtes det milde klima og den rigelige føde og vegetation de så. Men snart fandt de ud af at det forholdt sig anderledes.

Utopia — en idealverden?

Frem for at søge efter den ideelle verden i en fjern afkrog af jorden, har andre forsøgt at planlægge en. I 1516 skrev den engelske humanist Thomas More om øen Utopia — et herligt, fredfyldt sted kendetegnet af tolerance, helt anderledes end den fordærvede verden han kendte. Andre har også forsøgt at planlægge bedre og mere retfærdige verdener. I det sjette århundrede f.v.t. beskrev Platon sin republik og i 1602 gjorde den italienske munk Tommaso Campanella sig forestillinger om en højt organiseret solstat. Blot få år senere skrev den engelske filosof Francis Bacon om sit „lykkelige og blomstrende“ Ny Atlantis. I århundredernes løb har alle mulige tænkere (uanset om de var troende eller ej) udkastet idéer til det ene Utopia efter det andet. Få af dem er imidlertid blevet taget alvorligt.

Der har endog været dem der har forsøgt at skabe et Utopia. I 1824 besluttede en engelsk rigmand ved navn Robert Owen for eksempel at udvandre til Indiana i USA for at virkeliggøre sine utopiske tanker i en landsby han kaldte New Harmony (Ny Harmoni). Han var overbevist om at menneskene ville forbedre sig hvis de fik de rette livsbetingelser, og han brugte alle sine midler på at skabe det som han forestillede sig ville blive begyndelsen til en ny moralsk verden. Men resultaterne viste at nye leveforhold ikke er nok til at skabe en ny mennesketype.

I næsten alle politiske ideologier hævdes det at mennesket må indrette verden efter sin egen viden og sin egen opfattelse af hvad der er sandt for at skabe det ønskede paradis på jorden. Paradoksalt nok har forsøg på at virkeliggøre sådanne forhåbninger ført til krige og revolutioner, blandt andet Den Franske Revolution i 1789 og Den Russiske Revolution i 1917. I stedet for at skabe paradisiske forhold har disse bestræbelser ofte ført til øget smerte og lidelse.

Menneskers forhåbninger, planer, utopier og forsøg på at realisere dem er gang på gang endt i skuffelse. Nu taler man om „drømmen der brast“ og „afslutningen på utopiernes tidsalder“, og siger at vi må ’lære at leve uden utopier’.