1, 2. (a) Hvordan havde Josef oplevet noget som var groft uretfærdigt? (b) Hvordan rådede Jehova bod på den uret der var overgået ham?

DET var groft uretfærdigt. Den kønne unge mand havde ikke begået nogen forbrydelse, og alligevel var han blevet sat i fængsel, anklaget for voldtægtsforsøg. Men det var ikke første gang han blev udsat for at lide uretfærdigt. Nogle år tidligere, da han var 17, var den unge mand, der hed Josef, blevet forrådt af sine egne brødre, som havde været lige ved at slå ham ihjel. Men i stedet var han blevet solgt som træl og ført til et fremmed land. Dér havde han afvist sin herres hustrus tilnærmelser, og den forsmåede kvindes falske anklage havde bragt ham i fængsel. Desværre lod det ikke til at der var nogen som kunne gå i forbøn for ham.

² Men den Gud som „elsker retfærdighed og ret“, var ikke uvidende om det der var sket. (Salme 33:5) Han greb ind for at råde bod på den uret der var overgået Josef. Han lod forskellige ting ske som førte til at Josef til sidst blev løsladt. Ja, mere end det. Josef — den mand som havde været anbragt i „fangehullet“ — fik en højt betroet og ærefuld stilling. (1 Mosebog 40:15; 41:41-43; Salme 105:17, 18) Han blev renset for alle anklager og brugte sin ophøjede stilling til at fremme Guds hensigt. — 1 Mosebog 45:5-8.

3. Hvorfor er det ikke så mærkeligt at vi alle gerne vil behandles retfærdigt?

³ En beretning som den ovennævnte taler til vore hjerter. Hvem har ikke set uretfærdighed eller selv været offer for uretfærdighed? Vi længes alle efter at blive behandlet retfærdigt, upartisk, for Jehova har skabt os med egenskaber der genspejler hans egen personlighed, og retfærdighed er en af hans hovedegenskaber. (1 Mosebog 1:27) For at kende Jehova godt må vi kende og forstå hans retfærdighedssans. På den måde vil vi i højere grad komme til at værdsætte hans storslåede gerninger og føle os tilskyndet til at få et nærmere forhold til ham.

Hvad er retfærdighed?

4. Hvad er „retfærdighed“ ofte, set med menneskers øjne?

⁴ For mange mennesker er „retfærdighed“ ofte et begreb der bruges i forbindelse med en handlemåde eller afgørelse som er i overensstemmelse med lov og ret. Bogen Right and Reason — Ethics in Theory and Practice siger således at „retfærdighed er forbundet med lov, forpligtelse, rettigheder og pligter, og [at] den udmåler en upartisk dom efter fortjeneste“. Jehovas retfærdighed rækker dog langt videre end til en blot og bar mekanisk anvendelse af lovens bud på grundlag af hvad man er forpligtet til.

5, 6. (a) Hvad betyder ordene for „ret“ og „retfærdighed“ på Bibelens grundsprog? (b) Hvad vil det sige at Gud er retfærdig?

⁵ Den bedste fornemmelse af hele bredden og dybden af Jehovas retfærdighed får man ved at betragte de ord der bruges i Bibelens grundtekst for begrebet retfærdighed. I De Hebraiske Skrifter er der tre hovedord. Det hyppigst forekommende er i Ny Verden-Oversættelsen gengivet med navneordet „ret“. (1 Mosebog 18:25) Men det gengives også på andre måder, alt efter sammenhængen.a Det har juridiske associationer. De to andre ord gengives hovedsagelig med „retfærdighed“ og lægger vægten på det som er moralsk retskaffent. I De Kristne Græske Skrifter kan det ord som er oversat med „retfærdighed“, defineres som „den egenskab at noget er ret eller retfærdigt“. Ifølge denne definition er der altså i realiteten ingen forskel på ret og retfærdighed. — Amos 5:24.

⁶ Heraf følger at når Bibelen siger at Gud er retfærdig, oplyser den os om at han gør det der er ret og rigtigt, og at han gør det konsekvent, uden at vise partiskhed. (Romerne 2:11) I virkeligheden er det utænkeligt at han skulle handle anderledes. Den trofaste Elihu sagde: „Det være fjernt fra den sande Gud at handle ondt, og fra den Almægtige at handle uret!“ (Job 34:10) Ja, det er umuligt for Gud „at handle uret“. Det er der to vigtige grunde til.

7, 8. (a) Hvorfor er det umuligt for Jehova at handle uretfærdigt? (b) Hvad får Jehova til at handle retfærdigt?

⁷ For det første er han hellig. Som vi blev gjort opmærksomme på i kapitel 3, er Jehova helt igennem ren og retskaffen. Derfor er det umuligt for ham at handle uretfærdigt. Tænk over hvad det betyder! Vor himmelske Faders hellighed giver os al mulig grund til at stole på at han aldrig vil behandle sine børn dårligt. Den tillid havde Jesus. Den sidste aften før han døde som menneske, bad han: „Hellige Fader, våg over dem [disciplene] for dit eget navns skyld.“ (Johannes 17:11) „Hellige Fader“ — denne tiltaleform bruges i Bibelen kun om Jehova. Det er i høj grad på sin plads, for ingen jordisk far kan sidestilles med ham i hellighed. Jesus nærede fuldstændig tillid til at hans disciple var i gode hænder hos Faderen, som er fuldstændig ren og adskilt fra synd. — Mattæus 23:9.

⁸ For det andet er selve Guds natur uløseligt forbundet med uselvisk kærlighed. Denne kærlighed får ham til at handle retfærdigt i alle ting. Men uretfærdighed i dens mange afskygninger — som for eksempel racefordom, diskriminering og partiskhed — udspringer ofte af begærlighed og selviskhed, lige det modsatte af kærlighed. Om Gud giver Bibelen følgende forsikring: „Jehova er retfærdig; han elsker retfærdsgerninger.“ (Salme 11:7) Om sig selv siger han: „Jeg, Jehova, elsker ret.“ (Esajas 61:8) Er det ikke betryggende at vide at det behager Jehova at øve ret? — Jeremias 9:24.

Jehovas barmhjertighed og fuldkomne retfærdighed

9-11. (a) Hvordan er Jehovas retfærdighed forbundet med hans barmhjertighed? (b) Hvordan ses Jehovas retfærdighed såvel som hans barmhjertighed i det han har gjort for syndige mennesker?

⁹ Jehovas retfærdighed er fuldkommen — som enhver anden side af hans uforlignelige personlighed. Der mangler intet ved den. Moses lovpriste Jehova med ordene: „Klippen, fuldkomment er hans værk, for alle hans veje er rette. En trofast Gud, hos hvem der ikke er uret; retfærdig og redelig er han.“ (5 Mosebog 32:3, 4) Jehovas retfærdighed er altid fejlfri — aldrig for lemfældig, aldrig for streng.

¹⁰ Jehovas retfærdighed er nært forbundet med hans barmhjertighed. Der siges i Salme 116:5: „Jehova er nådig og retfærdig; ja, vor Gud er barmhjertig.“ Jehova er altså både retfærdig og barmhjertig. De to egenskaber er ikke i modstrid med hinanden. Hans barmhjertighed udvander ikke hans retfærdighed, som om hans retfærdighed ellers ville være for streng. Tværtimod kommer de to egenskaber ofte til udtryk samtidig, i den samme handling. Her er et eksempel:

¹¹ Alle mennesker har arvet synden; de er syndige og fortjener derfor syndens straf, døden. (Romerne 5:12) Men Jehova finder ikke behag i synderes død. Han er „en tilgivende Gud, nådig og barmhjertig“. (Nehemias 9:17) Alligevel kan han, fordi han er hellig, ikke se gennem fingre med uretfærdighed. Hvordan kan han da vise barmhjertighed mod mennesker som af natur er syndige? Svaret findes i en af de mest dyrebare sandheder i Guds ord: at Jehova har sørget for en genløsning til menneskenes frelse. I kapitel 14 vil vi komme nærmere ind på denne kærlige foranstaltning. Den er på én gang helt igennem retfærdig og i allerhøjeste grad barmhjertig. Ved hjælp af den kan Jehova vise barmhjertighed mod angrende syndere samtidig med at han overholder sin fuldkomne norm for retfærdighed. — Romerne 3:21-26.

Jehovas retfærdighed varmer en om hjertet

12, 13. (a) Hvorfor drager Jehovas retfærdighed os til ham? (b) Hvilken slutning nåede David til angående Jehovas retfærdighed, og hvad fortæller det os?

¹² Jehovas retfærdighed er ikke kold og ufølsom. Det er ikke en egenskab som frastøder, men en egenskab som varmer en om hjertet og drager os nærmere til ham. Af Bibelens beskrivelse af Jehovas retfærdighed ses det tydeligt at den er medfølende. Lad os se eksempler på dette i nogle af de måder Jehova udøver sin retfærdighed på.

¹³ Jehovas fuldkomne retfærdighed bevirker at han er trofast og loyal over for sine tjenere. Salmisten David lærte denne side af Jehovas retfærdighed at kende og kom til at værdsætte den. Hvilken slutning nåede han til på grundlag af det han selv havde erfaret, og af Guds gerninger i øvrigt? Han siger: „Jehova elsker ret, og han forlader ikke sine loyale. Til fjerne tider skal de bevares.“ (Salme 37:28) Hvilke trøsterige og beroligende ord! Gud vil aldrig nogen sinde forlade dem der er loyale over for ham. Vi kan derfor regne med at han vil være os nær og tage sig af os. Det er hans retfærdighed en garanti for! — Ordsprogene 2:7, 8.

14. Hvoraf ses det i loven til Israels folk at Jehova havde omsorg for de dårligt stillede i samfundet?

¹⁴ Jehovas retfærdighedssans gør ham vågen for de nødstedtes behov. Hans omsorg for de dårligt stillede i samfundet ses i den lov han gav Israels folk. Den sikrede for eksempel at der blev sørget for faderløse og enker. (5 Mosebog 24:17-21) Han forstod hvor svært det kan være for sådanne familier, og derfor blev han deres faderlige Dommer og Beskytter, den som „skaffer den faderløse og enken ret“.b (5 Mosebog 10:18; Salme 68:5) Han advarede israelitterne om at hvis man undertrykte forsvarsløse kvinder og børn, ville han høre deres råb. Og han sagde: „Min vrede vil blusse op.“ (2 Mosebog 22:22-24) Selv om vrede ikke er en af Jehovas mest fremtrædende egenskaber, vækkes hans retfærdige harme af åbenlys uretfærdighed, især hvis ofrene er de hjælpeløse og dårligt stillede. — Salme 103:6.

15, 16. Hvad vidner i særlig grad om at Jehova er upartisk og fordomsfri?

¹⁵ Jehova forsikrer os også om at han „ikke behandler nogen med partiskhed eller tager imod bestikkelse“. (5 Mosebog 10:17) Til forskel fra mange jordiske ledere der har magt og indflydelse, lader Jehova sig ikke påvirke af rigdom eller anseelse. Han er fuldstændig upartisk og fordomsfri. Et fremtrædende eksempel herpå er at det ikke er forbeholdt nogle få udvalgte at komme til at tjene og tilbede ham og få udsigt til evigt liv. Nej, „i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham“. (Apostelgerninger 10:34, 35) Alle uanset social status, hudfarve eller nationalitet har mulighed for at få del i dette storslåede løfte. Kan man ikke sige at det er retfærdighed i højeste potens?

¹⁶ Der findes endnu en side af Jehovas fuldkomne retfærdighed der fortjener vores opmærksomhed og respekt — nemlig den måde hvorpå han behandler dem der overtræder hans retfærdige normer.

Ingen fritagelse for straf

17. Forklar hvorfor uretfærdigheden i denne verden ikke er i strid med Jehovas retfærdighed.

¹⁷ Nogle vil sikkert spørge: ’Når Jehova ikke ser gennem fingre med uretfærdighed, hvordan kan man så forklare at der i vore dages verden findes så megen korruption og så mange der lider uretfærdigt?’ Denne uretfærdighed er på ingen måde i strid med Jehovas retfærdighed. De mange uretfærdige forhold i verden er en følge af den synd menneskene har arvet fra Adam. I denne verden, hvor ufuldkomne mennesker har valgt deres egne syndige veje, er der masser af uretfærdighed — men det vil ikke få lov at fortsætte i det uendelige. — 5 Mosebog 32:5.

18, 19. Hvad viser at Jehova ikke for evigt vil tolerere dem der med vidende og vilje overtræder hans retfærdige love?

¹⁸ Selv om Jehova har stor barmhjertighed med dem der oprigtigt søger ham, vil han ikke i længden tolerere en situation der bringer forsmædelse over hans navn. (Salme 74:10, 22, 23) Retfærdighedens Gud kan man ikke narre; han vil ikke lade forsætlige syndere slippe for den dom de fortjener. Jehova er „en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed“. Men han er også en Gud som „på ingen måde fritager for straf“. (2 Mosebog 34:6, 7) I overensstemmelse med disse ord har han undertiden fundet det nødvendigt at eksekvere sin dom over dem som med vilje overtræder hans retfærdige love.

¹⁹ Som eksempel kan vi se hvordan han handlede over for israelitterne i fortiden. De viste sig gang på gang at være utro, også efter at de havde bosat sig i det forjættede land. Det „sårede“ Jehova, men han forkastede dem ikke straks. (Salme 78:38-41) Barmhjertigt gav han dem mulighed for at vende om. Han sagde til dem: „Jeg finder ikke behag i den ugudeliges død, men i at den ugudelige vender om fra sin vej og bliver i live. Vend om, vend om fra jeres onde veje, for hvorfor vil I dø, Israels hus?“ (Ezekiel 33:11) Da livet er dyrebart i Jehovas øjne, sendte han atter og atter sine profeter til israelitterne for at få dem til at vende om fra deres onde veje. Men i det store og hele var de genstridige og fulgte ikke Jehovas opfordring. Til sidst overgav Jehova dem i deres fjenders hånd på grund af sit hellige navn og alt hvad det står for. — Nehemias 9:26-30.

20. (a) Hvad lærer vi om Jehova, som det fremgår af Israels historie? (b) Hvorfor er løven et passende symbol på Jehovas retfærdighed?

²⁰ Vi kan lære meget heraf. For det første at intet undgår hans skarpe blik. Han lægger mærke til al uretfærdighed og bliver berørt af alt hvad han ser. (Ordsprogene 15:3) Desuden lærer vi at han søger at vise barmhjertighed hvor der er grundlag for det. Og endelig ser vi at Jehovas retfærdighed ikke udøves overilet. På grund af Jehovas langmodighed drager mange imidlertid den forhastede slutning at han aldrig vil eksekvere dommen over de onde og ugudelige. Men det er ikke sandt, for af Israels historie fremgår det at der er grænser for Guds tålmodighed. Jehova holder fast ved sin retfærdighed. Til forskel fra mennesker, der ofte viger tilbage for at opfylde retfærdighedens krav, mangler han ikke mod til at stå op for det der er ret. Det er derfor at løven som symbol på modig retfærdighed sættes i forbindelse med Guds nærhed og trone.c (Ezekiel 1:10; Åbenbaringen 4:7) Vi kan derfor være sikre på at han vil opfylde sit løfte om at befri jorden for al uretfærdighed. Ja, hans måde at dømme på kan sammenfattes i ordene: fasthed hvor det er nødvendigt; barmhjertighed hvor det er muligt. — 2 Peter 3:9.

Kom nær til retfærdighedens Gud

21. Hvordan skal vi forestille os Jehova når vi tænker på den måde han udøver sin retfærdighed på, og hvorfor?

²¹ Når vi gør os tanker om den måde Jehova udøver sin retfærdighed på, skal vi ikke forestille os ham som en følelseskold og streng dommer der kun interesserer sig for at dømme lovovertrædere. Nej, vi skal forestille os ham som en kærlig, men principfast far der altid gør det der tjener hans børn bedst. En sådan Fader er Jehova. Han afvejer fasthed med hensyn til det der er ret, med kærlig medfølelse for sine jordiske børn, som har brug for hans hjælp og tilgivelse. — Salme 103:10, 13.

22. Hvilket fremtidshåb har Jehova gjort det muligt for os at have som følge af hans retfærdighed, og hvorfor handler Jehova sådan?

²² Vi kan være taknemmelige for at Guds retfærdighed indbefatter langt mere end dét at afsige dom over lovovertrædere. Ledet af sin retfærdighed har Jehova gjort det muligt for os at have et storslået fremtidshåb — håbet om evigt liv i fuldkommenhed på en jord hvor „retfærdighed skal bo“. (2 Peter 3:13) Sådan handler Gud fordi hans retfærdighed tilskynder ham til at frelse og ikke til at fordømme. Må man ikke sige at en bedre forståelse af alt hvad Jehovas retfærdighed indbefatter, drager os til ham? I de næste kapitler vil vi se nærmere på hvordan denne ypperlige egenskab kommer til udtryk hos Jehova.

1. Hvilke følelser vækker det i os når nogen lider uret?

EN ÆLDRE enke bliver franarret sin opsparede formue. Et hjælpeløst barn bliver efterladt af en hårdhjertet mor. En mand bliver sat i fængsel for en forbrydelse han ikke har begået. Hvilke følelser vækker det i os at høre om sådanne uretfærdigheder? Vi bliver fyldt af harme, ikke sandt? Vi mennesker har en stærk fornemmelse af ret og uret. Vi bliver forbitrede når nogen lider uret, og vi ønsker at der skal ydes kompensation til den det er gået ud over, og at den skyldige må blive straffet. Hvis det ikke sker, tænker vi måske: ’Mon Gud ser det der foregår? Hvorfor gør han ikke noget?

2. Hvordan reagerede Habakkuk på den uretfærdighed han så omkring sig, og hvorfor irettesatte Jehova ham ikke for hans direkte udtalelse?

² Op igennem tiden har trofaste tjenere for Gud stillet lignende spørgsmål. For eksempel sagde profeten Habakkuk i en bøn til Gud: „Hvorfor lader du mig se på en sådan uretfærdighed? Hvorfor tillader du at vold, lovløshed, forbrydelser og grusomheder breder sig?“ (Habakkuk 1:3, Contemporary English Version) Jehova irettesatte ikke Habakkuk for hans direkte udtalelse, for han har selv givet menneskene denne fornemmelse for hvad der er retfærdigt. Ja, han har udrustet os med et lille mål af den retfærdighedssans som han selv besidder til fuldkommenhed.

Jehova hader uretfærdighed

3. Hvorfor kan man sige at Jehova er mere opmærksom på uretfærdighed end vi er?

³ Det er ikke sådan at Jehova ikke ser de uretfærdige forhold. Han er i høj grad opmærksom på hvad der sker. Om Noas dage siges der: „Da så Jehova at menneskets ondskab var meget udbredt på jorden og at enhver tilbøjelighed i dets hjertes tanker kun var ond dagen lang.“ (1 Mosebog 6:5) Tænk over hvad det vil sige! Vores kendskab til uretfærdighed er som oftest baseret på nogle få tilfælde som vi enten har hørt om eller selv har erfaret. Jehova, derimod, har set og ser den uretfærdighed der findes over hele kloden. Han ser det hele! Og mere end det — han ser helt ind i menneskehjertet med dets tilbøjeligheder og mærker sig den fordærvede tankegang der ligger bag de uretfærdige handlinger. — Jeremias 17:10.

4, 5. (a) Hvordan viser Bibelen at Jehova er opmærksom på dem der lider uretfærdigt? (b) Hvordan har Jehova selv været udsat for uretfærdighed?

⁴ Men Jehova gør mere end blot at se uretfærdigheden. Han mærker sig også dem der er blevet ofre for den, og føler med dem. Da hans folk blev trængt af de omkringboende fjender, fik han ondt af dem „når de stønnede på grund af dem der undertrykte dem og plagede dem“. (Dommerne 2:18) Måske har du lagt mærke til at jo mere uretfærdighed folk ser, jo mere ufølsomme bliver de over for den. Sådan er det ikke med Jehova! Han har set uretfærdigheden i hele dens omfang i omkring 6000 år, men hans had til den er lige uformindsket. Som Bibelen forsikrer os om, er „løgnetunge“, „hænder som udgyder uskyldigt blod“ og „et falsk vidne som udspyr løgn“, en vederstyggelighed for ham. — Ordsprogene 6:16-19.

⁵ Læg også mærke til hans anklage mod Israels overhoveder, som handlede uretfærdigt. „Bør I ikke kende ret?“ spurgte han dem gennem sin profet. Malende beskrev han deres magtmisbrug og forudsagde derefter hvordan det til sidst ville gå dem: „Da råber de til Jehova om hjælp, men han svarer dem ikke. Og han vil skjule sit ansigt for dem til den tid, eftersom de har handlet ondt med deres gerninger.“ (Mika 3:1-4) Jehova nærer dyb afsky for al uretfærdighed, og det er ikke så mærkeligt, for han har selv været udsat for den største uretfærdighed. I tusinder af år har Satan smædet ham. (Ordsprogene 27:11) Desuden blev han udsat for den mest oprørende uretfærdighed da hans egen søn, som ’ikke havde begået nogen synd’, blev henrettet som en forbryder. (1 Peter 2:22; Esajas 53:9) Vi ser altså at Jehova hverken glemmer eller er ligeglad med dem der lider uretfærdigt.

6. Hvordan reagerer vi når vi møder uretfærdighed, og hvad er grunden?

⁶ Når vi ser uretfærdighed — eller når vi selv bliver udsat for en uretfærdig behandling — er det altså helt naturligt for os at reagere imod det. Vi er skabt i Guds billede, og uretfærdighed er den diametrale modsætning til alt hvad der kendetegner Jehova. (1 Mosebog 1:27) Hvorfor tillader Gud da uretfærdighed?

Stridsspørgsmålet om Guds suverænitet

7. Beskriv hvordan Jehovas suverænitet blev draget i tvivl.

⁷ Svaret herpå er forbundet med stridsspørgsmålet om Guds suverænitet. Som vi har set, har Skaberen retten til at herske over jorden og alle som bor på den. (Salme 24:1; Åbenbaringen 4:11) Men på et tidligt tidspunkt i menneskets historie blev Jehovas suverænitet draget i tvivl. Hvordan skete det? Jehova gav den første mand, Adam, det påbud at han ikke måtte spise af et bestemt træ i den have der var hans paradisiske hjem. Hvad ville der ske hvis han ikke adlød dette påbud? Hvis „du spiser af det skal du visselig dø,“ sagde Gud. (1 Mosebog 2:17) Det var ikke umuligt eller vanskeligt for Adam og hans hustru, Eva, at adlyde befalingen. Men alligevel overbeviste Satan Eva om at Gud havde lagt en unødig begrænsning på dem. Hvad ville der ske hvis hun spiste af frugten på træet? Satan sagde ligeud: „I skal visselig ikke dø. For Gud véd at den dag I spiser af den, vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive som Gud og kende godt og ondt.“ — 1 Mosebog 3:1-5.

8. (a) Hvad antydede Satan med det han sagde til Eva? (b) Hvad hævdede Satan med hensyn til Guds suverænitet?

⁸ Med disse ord antydede Satan at Jehova ikke alene havde undladt at give Eva nogle vigtige oplysninger, men også at han havde løjet. Satan passede på med ikke at drage selve Jehovas suverænitet i tvivl. Det han satte spørgsmålstegn ved, var retmæssigheden af Guds suverænitet; om det var retfærdigt, med fuld ret og fortjent at han sad inde med den. Han hævdede med andre ord at Jehova ikke udøvede sit suveræne herredømme i retfærdighed og med sine undersåtters bedste interesser for øje.

9. (a) Hvad skete der med Adam og Eva som følge af deres ulydighed, og hvilke vigtige spørgsmål var blevet rejst? (b) Hvorfor udslettede Jehova ikke blot oprørerne?

⁹ Derefter overtrådte både Adam og Eva Jehovas bud og spiste af det forbudte træ. De var nu hjemfaldne til den straf som Jehova havde fastsat, døden. Satans løgn rejste nogle vigtige spørgsmål: Har Jehova virkelig ret til at herske over menneskene, eller kan de selv udøve dette herredømme? Og: Udøver Jehova sin suverænitet på den bedst mulige måde? Jehova kunne have brugt sin magt til straks at udslette oprørerne. Spørgsmålene drejede sig imidlertid ikke om Jehovas magt, men om udøvelsen af hans herredømme. Hvis han straks havde ryddet Adam, Eva og Satan af vejen, ville det ikke have bevist noget om Guds styre. Tværtimod ville det have gjort tvivlen større. Den eneste måde hvorpå man kunne afgøre om menneskene var i stand til at herske over sig selv, uafhængigt af Gud og med et godt resultat, var at lade tiden vise det.

10. Hvad har tiden vist med hensyn til menneskers styre?

¹⁰ Hvad har tiden så vist? Igennem årtusinder har menneskene forsøgt sig med mange forskellige styreformer: enevælde, diktatur, demokrati, et socialistisk styre, et kommunistisk styre, og så videre. Resultatet af dem alle kan opsummeres med følgende rammende ord fra Bibelen: „Det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det.“ (Prædikeren 8:9) Med god grund sagde profeten Jeremias: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ — Jeremias 10:23.

11. Hvorfor lod Jehova menneskene styre sig selv skønt det medførte lidelse?

¹¹ Jehova vidste fra begyndelsen at menneskenes ønske om uafhængighed, om selv at styre, ville medføre megen lidelse. Var det uretfærdigt af ham at lade det uundgåelige ske? Nej, absolut ikke! Det kan belyses med følgende eksempel: Lad os sige at du har et barn der må gennemgå en operation for at blive helbredt for en livstruende sygdom. Du er klar over at det vil betyde smerte og lidelse for dit barn, og det piner dig. Men samtidig ved du også at operationen vil betyde at dit barn får et bedre liv bagefter. På samme måde vidste Gud — og han forudsagde det også — at hvis han tillod menneskene selv at styre, ville det medføre et vist mål af smerte og lidelse. (1 Mosebog 3:16-19) Men han vidste også at en varig lindring kun ville være mulig hvis han lod menneskene erfare de dårlige resultater som oprør fører til. På denne måde ville stridsspørgsmålet om Guds suverænitet være afgjort for bestandig, i al evighed.

Spørgsmålet om menneskenes uangribelighed

12. Hvad har Satan anklaget alle mennesker for, som det fremgår af Jobs tilfælde?

¹² Der er også en anden side af sagen. Da Satan rejste tvivl om hvorvidt Jehova med rette sidder inde med det suveræne herredømme og udøver det i retfærdighed, bagtalte han ikke alene Jehova, men også Guds tjenere. Hvordan? Ved at anfægte deres uangribelighed. Læg for eksempel mærke til hvad Satan sagde til Jehova angående den retfærdige Job: „Har du ikke sat hegn rundt om ham og hans hus og alt hvad han ejer? Hans hænders værk har du velsignet, og hans hjorde breder sig i landet. Men til en forandring: ræk engang din hånd ud og rør ved alt hvad han ejer, og se om han ikke vil forbande dig lige op i dit ansigt.“ — Job 1:10, 11.

13. Hvad antydede Satan med sin anklage mod Job, og hvordan er det i realiteten en anklage mod alle mennesker?

¹³ Satan hævdede at Jehova havde købt Jobs hengivenhed ved at velsigne og beskytte ham. Dermed antydede han at Job ikke virkelig var uangribelig, og at han kun tilbad Gud på grund af det han fik til gengæld. Satan hævdede at hvis Gud tog sin velsignelse og beskyttelse bort, ville Job forbande Gud. Satan vidste at Job udmærkede sig ved at være ’en uangribelig og retskaffen mand som frygtede Gud og veg fra det onde’.a Så hvis Satan kunne få Job til at give slip på sin uangribelighed, hvordan ville det da forholde sig med resten af menneskeheden? Han påstod i virkeligheden at ingen der ønskede at tjene Gud, ville forblive loyal. Ja, Satan udvidede anklagen til at omfatte alle mennesker da han sagde: „Et menneske [altså ikke blot Job] giver alt hvad han har, for sin sjæl.“ — Job 1:8; 2:4.

14. Hvad har historien vist med hensyn til Satans anklage?

¹⁴ Historien har vist at mange i lighed med Job — og stik imod Satans påstand — er forblevet loyale mod Jehova under prøve. De har glædet Jehovas hjerte ved at forblive trofaste og dermed givet ham et svar som han kan bruge over for Satans pralende påstand om at ingen vil tjene Jehova når de bliver udsat for trængsler. (Hebræerne 11:4-38) Ja, de der er retsindige, har ikke forkastet Gud. Selv under de vanskeligste forhold og i de mest fortvivlende situationer har de stolet på at Jehova ville give dem styrke til at holde ud. — 2 Korinther 4:7-10.

15. Hvilket spørgsmål kunne man stille angående Jehovas domme både i fortiden og i fremtiden?

¹⁵ Men Jehovas retfærdighed indbefatter mere end spørgsmålene om Jehovas suverænitet og menneskenes uangribelighed. I Bibelen har vi beretninger om Jehovas domme over både enkeltpersoner og hele nationer og desuden profetier om domme han vil eksekvere i fremtiden. Hvorfor kan vi have tillid til at Jehova har været og stadig vil være retfærdig i sine domme?

Guds uforlignelige retfærdighed

16, 17. Hvilke eksempler viser at mennesker ikke har den samme klare opfattelse af retfærdighed som Jehova?

¹⁶ Om Jehova kan det med god grund siges at „alle hans veje er rette“. (5 Mosebog 32:4) Det kan ingen af os sige om vore veje, for vores opfattelse af hvad der er ret, er begrænset. Vi har ikke det samme klare syn som Jehova. Det kan vi blandt andet se i Abrahams tilfælde da han gik i forbøn for Sodoma til trods for byens ondskab og ugudelighed. Abraham spurgte Jehova: „Vil du virkelig rive de retfærdige bort sammen med de ugudelige?“ (1 Mosebog 18:23-33) Svaret er naturligvis nej. Det var først da den retfærdige Lot og hans døtre var kommet i sikkerhed i Zoar at Jehova „lod svovl og ild regne“ ned over Sodoma. (1 Mosebog 19:22-24) Et andet eksempel på menneskets begrænsede udsyn er Jonas. Om ham siges der at han blev „optændt af vrede“ da Gud viste Nineves indbyggere barmhjertighed. Eftersom Jonas allerede havde forkyndt byens ødelæggelse, havde han gerne set at den blev ødelagt — trods indbyggernes anger og omvendelse. — Jonas 3:10–4:1.

¹⁷ Jehova forsikrede Abraham om at eksekveringen af hans retfærdige dom ikke blot består i at udslette de onde, men også i at frelse de retfærdige. Jonas måtte på sin side lære at Jehova er barmhjertig. Hvis de onde og ugudelige omvender sig, er Jehova „rede til at tilgive“. (Salme 86:5) Til forskel fra mennesker der kan føle sig usikre med hensyn til deres bedømmelse af en sag, afsiger Jehova ikke en ugunstig dom blot for at demonstrere sin magt, og han undlader heller ikke at vise barmhjertighed af frygt for at blive betragtet som svag. Han viser barmhjertighed når som helst der er grundlag for det. — Esajas 55:7; Ezekiel 18:23.

18. Vis ud fra Bibelen at Jehova ikke lader sig lede af følelser.

¹⁸ Jehova lader sig dog ikke forblinde af følelser. Da hans folk var sunket dybt i afgudsdyrkelse, erklærede han med fasthed: „Jeg vil dømme dig efter din adfærd og bringe alle dine vederstyggeligheder over dig. Og mit øje vil ikke ynkes over dig, og jeg vil ikke have medlidenhed, for jeg vil bringe din adfærd over dig.“ (Ezekiel 7:3, 4) Så når mennesker er forhærdede og ikke vender om, vil Jehova dømme dem derefter. Men hans dom hviler på sikre beviser. Da „klageskriget“ over Sodoma og Gomorra nåede hans ører, sagde han: „Jeg vil nu gå ned og se om de handler helt sådan som skriget der er kommet til mig over den fortæller.“ (1 Mosebog 18:20, 21) Vi kan være taknemmelige for at Jehova ikke — som så mange mennesker — fælder en forhastet dom før han har hørt alle kendsgerninger i sagen! Jehova er, sådan som Bibelen skildrer ham, virkelig „en trofast Gud, hos hvem der ikke er uret“. — 5 Mosebog 32:4.

Hav tillid til Jehovas retfærdighed

19. Hvad kan vi gøre hvis der er noget som undrer os i forbindelse med Jehovas domme og hans retfærdighed?

¹⁹ Bibelen besvarer ikke ethvert spørgsmål angående Jehovas handlinger i fortiden, og den oplyser heller ikke alle detaljer om hvordan Jehova vil dømme enkeltpersoner og grupper i fremtiden. Når vi undrer os over beretninger eller profetier i Bibelen hvor sådanne oplysninger mangler, kan vi vise samme loyalitet som profeten Mika, der skrev: „Jeg vil vente på min frelses Gud.“ — Mika 7:7.

20, 21. Hvorfor kan vi have tillid til at Jehova altid gør det der er ret?

²⁰ Vi kan have tillid til at Jehova i enhver situation vil gøre det der er ret. Selv når visse uretfærdigheder tilsyneladende overses af mennesker, lyder Jehovas løfte: „Hævnen er min; jeg vil gengælde.“ (Romerne 12:19) Hvis vi forholder os afventende, vil vi med samme faste overbevisning som apostelen Paulus kunne sige: „Er der uretfærdighed hos Gud? Måtte det aldrig blive sådan!“ — Romerne 9:14.

²¹ I øjeblikket oplever vi „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1) Uretfærdighed og undertrykkelse har været årsag til mange grusomheder. (Prædikeren 4:1) Men Jehova har ikke forandret sig. Han hader stadig uretfærdighed, og det berører ham dybt når nogen bliver udsat for uretfærdighed. Hvis vi forbliver loyale mod Jehova og anerkender hans suveræne herredømme, vil han give os kraft til at holde ud indtil det øjeblik kommer da han under sit riges styre vil råde bod på al uretfærdighed. — 1 Peter 5:6, 7.

1, 2. Hvorfor nærer nogle mennesker ikke særlig høje tanker om det retssystem de kender til, og hvilken følelse kan vi komme til at nære for Guds love?

„RETSSYSTEMET er et hul i jorden . . . som sluger alt.“ Disse ord kunne man læse i en bog der udkom allerede i 1712. Forfatteren fordømte et retssystem hvorunder det kunne tage flere år at få en sag afgjort og sagsøgeren ofte blev bragt til fallittens rand. I mange lande er lovgivningen og retssystemet så komplicerede og så fyldt med uretfærdigheder, fordom og inkonsekvente afgørelser og bestemmelser at der hersker en udbredt foragt for loven.

² I modsætning hertil skrev salmisten for omkring 2700 år siden: „Hvor jeg elsker din lov!“ (Salme 119:97) Hvorfor brugte salmisten et så stærkt udtryk? Fordi der var tale om en lov der ikke stammede fra en jordisk regeringsmagt, men fra Jehova Gud. Efterhånden som vi studerer Jehovas love og lærer dem at kende, kan vi komme til at nære den samme dybe kærlighed til dem som salmisten gjorde. Studiet vil give os indblik i hvordan den største Lovgiver i universet tænker.

Den højeste Lovgiver

3, 4. På hvilke forskellige områder har Jehova vist at han er lovgiver?

³ „Én er lovgiver og dommer,“ siger Bibelen. (Jakob 4:12) Ja, Jehova er den eneste sande lovgiver. Selv himmellegemernes bevægelser styres af love, „lovene for himlen“, som han har fastsat. (Job 38:33, den danske autoriserede oversættelse) Jehovas myriader af hellige engle er på samme måde underlagt hans love. De er organiseret i en bestemt orden efter rang, står under Jehovas befaling og gør tjeneste for ham. — Salme 104:4; Hebræerne 1:7, 14.

⁴ Jehova har også givet menneskene love. Vi har alle en samvittighed der genspejler Jehovas retfærdighedssans. Den er en slags indre lov som hjælper os til at skelne mellem ret og uret. (Romerne 2:14) Vore første forældre blev udrustet med en fuldkommen samvittighed og behøvede derfor blot nogle få love. (1 Mosebog 2:15-17) Men ufuldkomne mennesker må have flere love at rette sig efter for at kunne gøre Guds vilje. Patriarker som Noa, Abraham og Jakob fik love fra Jehova Gud og gav dem videre til deres familie. (1 Mosebog 6:22; 9:3-6; 18:19; 26:4, 5) Men Jehova blev på en helt speciel måde lovgiver da han gennem Moses gav Israels nation et helt lovkompleks. Denne lovsamling giver os en enestående indsigt i Jehovas sans for retfærdighed.

Et overblik over Moseloven

5. Udgjorde Moseloven et uhåndterligt og indviklet lovkompleks? Begrund svaret.

⁵ Mange er af den opfattelse at Moseloven er et uhåndterligt og indviklet lovkompleks. Men det er den langtfra. Den består af mere end 600 love, og selv om det måske lyder af mange, kan det til sammenligning nævnes at ved slutningen af det 20. århundrede fyldte den lovsamling der indtil da var kommet fra USA’s forbundsregering, mere end 150.000 sider i lovbøgerne. Og hvert andet år føjes der omkring 600 flere love til! Så i sammenligning med dette bjerg af menneskers love tager Moseloven sig ganske ubetydelig ud. Til trods herfor indeholdt Guds lov bestemmelser for israelitterne på områder som vor tids love end ikke begynder at røre ved. Lad os tage et overblik over den.

6, 7. (a) Hvad adskilte Moseloven fra andre lovsamlinger, og hvad var det største bud i Loven? (b) Hvordan kunne israelitterne vise at de anerkendte Jehovas suverænitet?

⁶ Loven ophøjede Jehovas suverænitet. Herved adskilte Moseloven sig fra alle andre lovsamlinger. Den mest betydningsfulde af dens love var: „Hør, Israel: Jehova vor Gud er én Jehova. Og du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele din virkekraft.“ Hvordan skulle israelitterne vise at de elskede Jehova? Det skulle de ved at tjene ham og underordne sig hans suveræne herredømme. — 5 Mosebog 6:4, 5; 11:13.

⁷ Israelitterne kunne vise at de anerkendte Jehova som den suveræne hersker ved at underordne sig de myndighedspersoner der stod over dem. Forældre, høvdinger, dommere, præster og endelig kongen repræsenterede alle Guds myndighed. Jehova betragtede ethvert oprør mod dem som oprør mod ham. På den anden side ville de som havde myndighed, pådrage sig Jehovas vrede hvis de behandlede hans folk uretfærdigt eller med ringeagt. (2 Mosebog 20:12; 22:28; 5 Mosebog 1:16, 17; 17:8-20; 19:16, 17) Begge parter havde således pligt til at anerkende Jehovas suverænitet.

8. Hvordan understregede Moseloven Jehovas norm for hellighed?

⁸ Loven understregede Jehovas norm for hellighed. De hebraiske ord for „hellig“, „at hellige“, „hellighed“ og „helligdom“ forekommer omkring 280 gange i Moseloven. Den hjalp Guds folk til at skelne mellem det der var rent, og det der var urent, og anførte omkring 70 forskellige ting og forhold som kunne gøre en israelit ceremonielt uren. Disse love gjaldt den personlige hygiejne, de fødevarer man måtte spise, og endda fjernelse af affald. De var til umådelig gavn for sundheden.a Men de tjente også et højere formål — at bevare Jehovas gunst og velsignelse og holde folket adskilt fra de omboende folkeslags fordærvede hedenske skikke. Her er nogle eksempler:

9, 10. Hvilke forskrifter indeholdt Moseloven for samleje og barnefødsel, og hvordan havde israelitterne gavn af disse love?

⁹ Ifølge andre forskrifter i Moseloven medførte samleje og barnefødsel — også inden for ægteskabet — en periode med urenhed. (3 Mosebog 12:2-4; 15:16-18) Det var ikke nogen nedvurdering af disse rene gaver fra Gud. (1 Mosebog 1:28; 2:18-25) Det var love som tjente til at understrege Jehovas hellighed og skulle forhindre at hans tilbedere blev urene. De folkeslag som boede rundt om Israel, blandede sex og frugtbarhedsritualer ind i deres afgudsdyrkelse. Til den kana’anæiske afgudsdyrkelse hørte både mandlig og kvindelig prostitution. Resultatet var et udbredt fordærv af den værste slags. I modsætning hertil holdt Moseloven tilbedelsen af Jehova helt adskilt fra seksuelle handlinger.b Men der var også andre fordele.

¹⁰ Disse love havde til formål at lære israelitterne en vigtig sandhed.c For hvordan videregives Adams synd fra generation til generation? Sker det ikke ved den kønslige forbindelse mellem mand og kvinde, og ved at de får børn? (Romerne 5:12) Det vil sige at Guds lov mindede det israelitiske folk om syndens stadige tilstedeværelse. Vi er alle født syndere. (Salme 51:5) Vi har behov for tilgivelse og for en løskøbelse for at kunne nærme os vor hellige Gud.

11, 12. (a) Hvilket vigtigt retsprincip byggede Moseloven på? (b) Hvilke bestemmelser i Loven skulle forhindre at retten blev fordrejet?

¹¹ Loven understregede Jehovas fuldkomne retfærdighed. Moseloven byggede på princippet om „lige for lige“ ved strafudmålingen. Det hed for eksempel: „Sjæl for sjæl, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod.“ (5 Mosebog 19:21) Det ville i en retssag betyde at straffen skulle stå i forhold til forbrydelsen. Dette aspekt ved den guddommelige retfærdighed gjorde sig gældende i hele Moseloven og er indtil den dag i dag af betydning for forståelsen af Kristi Jesu genløsningsoffer, sådan som kapitel 14 i denne bog vil vise. — 1 Timoteus 2:5, 6.

¹² Moseloven indeholdt også forholdsregler som skulle forhindre at retten blev fordrejet. For eksempel skulle der mindst to vidner til for at fastholde en anklage. Straffen for mened, en falsk anklage, var hård. (5 Mosebog 19:15, 18, 19) Bestikkelse og korruption var strengt forbudt. (2 Mosebog 23:8; 5 Mosebog 27:25) Også i forretningsanliggender måtte Guds folk overholde Jehovas ophøjede retfærdsnorm. (3 Mosebog 19:35, 36; 5 Mosebog 23:19, 20) Hele denne retfærdige og ophøjede lov var en stor velsignelse for Israel.

Love der fremhævede barmhjertighed og en retfærdig behandling

13, 14. Hvordan sikrede Moseloven en retfærdig behandling af en tyv og den han havde bestjålet?

¹³ Var Moseloven en samling usmidige og ubarmhjertige love? Langtfra! Kong David blev inspireret til at skrive: „Jehovas lov er fuldkommen.“ (Salme 19:7) Han vidste at Moseloven sikrede en barmhjertig og retfærdig behandling. Hvordan gjorde den det?

¹⁴ I nogle lande i dag virker det som om retssystemet tager større hensyn til lovovertræderne end til ofrene for forbrydelsen. Indbrudstyve må måske tilbringe en tid i fængsel, men de bestjålne må stadig undvære de stjålne ting samtidig med at de betaler skatter og afgifter som er med til at give de indsatte mad og husly. I fortidens Israel var der ikke fængsler som vi kender dem i dag. Der var bestemte regler for hvor hård en straf måtte være. (5 Mosebog 25:1-3) En tyv skulle erstatte det han havde stjålet, og desuden betale et tillæg. Hvor meget var det? Det kunne variere. Dommerne kunne øjensynlig tage hensyn til flere faktorer, for eksempel synderens anger. Det kan være forklaringen på at den erstatning der anføres i Tredje Mosebog 6:1-7, er langt mindre end den der anføres i Anden Mosebog 22:7.

15. Hvordan sikrede Moseloven at der blev vist både barmhjertighed og retfærdighed hvis nogen ved et ulykkestilfælde var blevet årsag til en andens død?

¹⁵ Moseloven anerkendte barmhjertigt at ikke alle overtrædelser begås med vilje. Når en mand for eksempel ved et ulykkestilfælde blev årsag til en andens død, skulle der ikke betales sjæl for sjæl hvis han, som Loven foreskrev, flygtede til en af tilflugtsbyerne i Israel. Efter at kompetente dommere havde undersøgt sagen, skulle han blive i tilflugtsbyen indtil ypperstepræstens død. Derefter kunne han selv bestemme hvor han ville bo. På den måde kom Guds barmhjertighed ham til gode, og samtidig understregede denne lov respekten for og værdien af menneskeliv. — 4 Mosebog 15:30, 31; 35:12-25.

16. Nævn eksempler på hvordan Moseloven beskyttede den private ejendomsret.

¹⁶ Moseloven beskyttede også den private ejendomsret. Den beskyttede for eksempel dem der havde pådraget sig gæld. Det var ifølge Loven forbudt at gå ind i en skyldners hus for at tage løsøre i pant for et lån. Kreditoren måtte blive stående udenfor og lade skyldneren selv bringe pantet ud til ham. Dette beskyttede boligens ukrænkelighed. Hvis en kreditor tog en skyldners yderklædning som pant, skulle han levere den tilbage om aftenen fordi skyldneren sikkert skulle bruge den til at svøbe sig i om natten. — 5 Mosebog 24:10-14.

17, 18. Hvordan adskilte israelitternes lovgivning for krigsførelse og militærtjeneste sig fra andre landes, og hvad var grunden?

¹⁷ Selv for krigsførelsen var der særlige bestemmelser i Moseloven. Guds folk måtte ikke føre krig for at tilfredsstille et begær efter magt eller efter at gøre erobringer. Israelitterne skulle føre ’Jehovas krige’ og handle på hans vegne. (4 Mosebog 21:14) I mange tilfælde skulle de først give den by de ville angribe, tilbud om at overgive sig. Hvis den afslog tilbudet, kunne de belejre den — men efter de regler Gud havde fastsat. Til forskel fra andre soldater måtte soldaterne i Israels hær ikke voldtage kvinder eller dræbe hensynsløst. De skulle endda tage hensyn til miljøet ved ikke at fælde fjendens frugttræer.d Andre hære var ikke underlagt sådanne bestemmelser. — 5 Mosebog 20:10-15, 19, 20; 21:10-13.

¹⁸ Hvad føler du når du hører at børn i nogle lande bliver oplært til at være soldater? I fortidens Israel blev ingen under 20 år indkaldt til militærtjeneste. (4 Mosebog 1:2, 3) Selv en voksen mand blev fritaget hvis han var usædvanligt frygtsom. En nygift mand var fritaget i et helt år for at han kunne få en arving før han trådte ind i en så risikofyldt tjeneste. På denne måde ville den unge ægtemand kunne „glæde“ sin hustru, forklarede Loven. — 5 Mosebog 20:5, 6, 8; 24:5.

19. Hvordan beskyttede Loven kvinder, børn, familieordningen, enker og forældreløse?

¹⁹ Loven beskyttede også kvinder, børn og hele familier med forordninger der gjaldt familielivet. Forældre skulle ofre deres børn stor opmærksomhed og give dem en god opdragelse, også på det religiøse område. (5 Mosebog 6:6, 7) Den forbød alle former for incest, som der var dødsstraf for. (3 Mosebog, kapitel 18) Den forbød ligeledes ægteskabsbrud, som er ødelæggende for en families tryghed og værdighed, og som ofte ender med skilsmisse. Loven tog også hensyn til enker og forældreløse og forbød i de stærkeste vendinger at man behandlede dem dårligt. — 2 Mosebog 20:14; 22:22-24.

20, 21. (a) Hvorfor tillod Moseloven polygami blandt israelitterne? (b) Hvordan adskilte Moseloven sig med hensyn til skilsmisse fra den norm som Jesus senere genindførte?

²⁰ I den forbindelse vil nogle måske spørge: ’Hvorfor tillod Moseloven polygami?’ (5 Mosebog 21:15-17) De love der gjaldt herfor, må forstås på baggrund af den tid hvori de blev givet. Bedømmer man Moseloven ud fra et nutidigt synspunkt og på baggrund af vor tids kultur, kan man let misforstå den. (Ordsprogene 18:13) Ifølge Jehovas oprindelige norm, som han fastsatte for den første mand og kvinde i Edens have, skulle ægteskabet være et varigt forhold mellem én mand og én hustru. (1 Mosebog 2:18, 20-24) Da Jehova gav sin lov til Israel, havde polygami imidlertid været en udbredt og veletableret samfundsordning i århundreder. Jehova vidste at hans ’stivnakkede folk’ hyppigt ville komme til kort over for selv de simpleste og mest grundlæggende bud, som for eksempel forbudet mod at have andre guder. (2 Mosebog 32:9) I sin visdom valgte han derfor ikke på dette tidspunkt at reformere hele den ordning der gjaldt for ægteskabet. Man bør dog huske på at det ikke var Jehova som indstiftede den polygame ægteskabsform. Men han brugte Moseloven til at give regler for den, blandt andet for at forhindre at den blev misbrugt.

²¹ Ligeledes tillod Moseloven at en mand lod sig skille fra sin hustru af flere forskellige — men dog ikke ubetydelige — grunde. (5 Mosebog 24:1-4) Jesus kaldte dette for en indrømmelse som Gud havde gjort det jødiske folk „af hensyn til [dets] hårdhjertethed“. Men denne indrømmelse var kun midlertidig. Jesus genindførte Jehovas oprindelige norm for ægteskabet som den der skulle gælde for de kristne. — Mattæus 19:8.

Loven lagde vægt på kærlighed

22. Hvoraf ses det at Moseloven tilskyndede israelitterne til at vise kærlighed, og hvem skulle de tage dette hensyn til?

²² Kan du forestille dig et retssystem i vor tid som tilskynder folk til at vise kærlighed? Moseloven lagde mere vægt på kærlighed end på nogen anden egenskab. I Femte Mosebog alene forekommer det hebraiske ord for „at elske“ således over 20 gange. Det næststørste bud i Loven var: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (3 Mosebog 19:18; Mattæus 22:37-40) Denne kærlighed skulle Guds folk ikke alene vise hinanden, men også den fastboende udlænding. Begrundelsen var at israelitterne selv engang havde været udlændinge i et fremmed land. De skulle vise de fattige og nødstedte kærlighed, hjælpe dem materielt og ikke drage fordel af deres situation. De skulle oven i købet behandle deres lastdyr godt og tage hensyn til dem. — 2 Mosebog 23:6; 3 Mosebog 19:14, 33, 34; 5 Mosebog 22:4, 10; 24:17, 18.

23. Hvad følte den der skrev Salme 119, sig tilskyndet til, og hvad kan vi beslutte at gøre?

²³ Hvilket andet folk har fået en sådan lovsamling? Vi forstår hvorfor salmisten skrev: „Hvor jeg elsker din lov!“ Hans kærlighed til Guds lov var dog ikke noget han blot følte. Den tilskyndede ham til handling, for han bestræbte sig for at adlyde Loven og leve efter den. Han fortsatte: „Dagen lang har jeg den i tanke.“ (Salme 119:11, 97) Ja, han brugte regelmæssigt tid på at læse og studere Jehovas lov. Der er ingen tvivl om at hans kærlighed til den voksede under studiet. Samtidig voksede hans kærlighed til Lovgiveren, Jehova Gud. Måtte vores kærlighed til Jehova også vokse mens vi fortsætter med at studere hans lov, og måtte vi således komme stadig nærmere til den store Lovgiver, retfærdighedens Gud, Jehova!

1, 2. Hvordan beskriver Bibelen den situation menneskene befinder sig i, og hvad er den eneste udvej?

„HELE skabningen sukker sammen og er i veer sammen.“ (Romerne 8:22) Med disse ord beskriver apostelen Paulus den ulykkelige situation vi befinder os i. Set med menneskers øjne lader det ikke til at det er muligt at blive befriet for lidelse, synd og død. Men til forskel fra hvad mennesker formår, er Jehovas magt ubegrænset. (4 Mosebog 23:19) Retfærdighedens Gud har sørget for at vi kan blive udfriet af vores ulykkelige situation. Han har sørget for en genløsning, en udfrielse ved hjælp af en løsesum.

² Denne genløsning er Jehovas største gave til menneskene. Den gør det muligt for os at blive udfriet fra synd og død. (Efeserne 1:7) Den danner grundlaget for håbet om evigt liv, enten i himmelen eller på en paradisisk jord. (Lukas 23:43; Johannes 3:16; 1 Peter 1:4) Men hvad er genløsningen, og hvad lærer den os om Jehovas uforlignelige retfærdighed?

Hvordan behovet for en løsesum opstod

3. (a) Hvorfor blev det nødvendigt med en løsesum? (b) Hvorfor kunne Gud ikke blot ændre dødsdommen over Adams efterkommere?

³ Det blev nødvendigt med en løsesum på grund af Adams synd. Ved sin overtrædelse af Guds bud gav Adam sine efterkommere sygdom, sorg, smerte og død i arv. (1 Mosebog 2:17; Romerne 8:20) Gud kunne ikke blot lade sig lede af følelser og omstøde dødsdommen. Derved ville han tilsidesætte sin egen lov: „Den løn synden betaler er døden.“ (Romerne 6:23) Og hvis Jehova satte sin egen norm for retfærdighed ud af kraft, ville følgen blive kaos og lovløshed overalt.

4, 5. (a) Hvordan bagtalte Satan Gud, og hvorfor følte Jehova sig forpligtet til at besvare anklagerne? (b) Hvad anklagede Satan Jehovas loyale tjenere for?

⁴ Som vi så i kapitel 12, rejste oprøret i Eden flere vigtige spørgsmål. Satan satte en plet på Guds gode navn og rygte. I virkeligheden anklagede han Jehova for at være en løgner og en tyran som berøvede sine skabninger friheden. (1 Mosebog 3:1-5) Ved tilsyneladende at forpurre Guds hensigt, som var at jorden skulle fyldes med en retfærdig menneskeslægt, anklagede Satan desuden Gud for ikke at kunne gennemføre sin hensigt. (1 Mosebog 1:28; Esajas 55:10, 11) Hvis Jehova havde ladet disse beskyldninger stå uanfægtede, kunne mange af hans fornuftbegavede skabninger have mistet tilliden til hans herredømme.

⁵ Satan bagtalte også Jehovas loyale tjenere ved at påstå at de kun tjente ham af selviske grunde, og at ingen ville forblive tro mod Gud hvis de blev udsat for pres. (Job 1:9-11) Disse spørgsmål var af langt større betydning end det at menneskene befandt sig i en vanskelig situation. Jehova følte sig med rette forpligtet til at tage til genmæle mod Satans bagtaleriske anklager. Men hvordan kunne Gud besvare disse spørgsmål og samtidig frelse menneskeslægten?

En løsesum — „noget tilsvarende“

6. Hvilke udtryk bruges i Bibelen om den måde hvorpå Gud ville frelse menneskene?

⁶ Jehovas løsning var både uendelig barmhjertig og helt igennem retfærdig — en løsning som intet menneske nogen sinde kunne have udtænkt. Alligevel var den uhyre enkel. Den betegnes i Bibelen med forskellige udtryk: en løskøbelse, en soning og en forligelse. (Salme 49:8; Daniel 9:24; Kolossenserne 1:20) Det udtryk der måske giver den bedste beskrivelse, er det som Jesus selv brugte da han sagde: „Menneskesønnen [er ikke] kommet for at lade sig betjene men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum [græsk: lyʹtron] i bytte for mange.“ — Mattæus 20:28.

7, 8. (a) Hvad er betydningen af det græske ord for „løsesum“? (b) Hvilken betydning ligger der i det hebraiske ord?

⁷ Hvad er en løsesum? Det græske ord der bruges her, kommer af et udsagnsord der betyder „at løse“. Det blev brugt om den pris hvormed krigsfanger blev købt fri. Grundbetydningen af ordet „løsesum“ kan derfor defineres som „en pris der betales for at købe noget tilbage“. Det hebraiske ord for „løsesum“ (koʹfær) kommer af et udsagnsord der betyder „at dække“. Gud sagde for eksempel til Noa at han skulle „stryge“ (eller: „dække“, en form af dette udsagnsord) arken med tjære. (1 Mosebog 6:14) At „løskøbe“ eller „genløse“ betyder altså i virkeligheden at dække, eller skaffe dækning for, synder. — Salme 79:9.

⁸ I den forbindelse gør Theological Dictionary of the New Testament opmærksom på at ordet koʹfær „altid betyder ’noget tilsvarende’“. Låget som dækkede pagtens ark, havde således en form som svarede til selve arken. (Ordet for „låg“ på hebraisk er beslægtet med ordet koʹfær.) En pris der betales som en løsesum, eller dækning for en synd, må ligeledes svare nøjagtigt til den skade der er forvoldt ved synden. I Guds lov til Israel hed det: „Sjæl for sjæl, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod.“ — 5 Mosebog 19:21.

9. Hvorfor bragte troende mænd dyreofre, og hvordan betragtede Jehova disse ofre?

⁹ Troende mænd i fortiden fra Abel og fremefter bragte dyreofre til Gud. De viste hermed at de var klar over at de var syndige og havde brug for at blive løskøbt fra synden, og samtidig viste de at de troede på en udfrielse ved det „afkom“ Gud havde lovet. (1 Mosebog 3:15; 4:1-4; 3 Mosebog 17:11; Hebræerne 11:4) Jehova så med velvilje på disse ofre, og de der bragte ofrene, opnåede et godt forhold til ham. Men dyreofrene havde i bedste fald kun en symbolsk værdi. De kunne ikke virkeligt dække et menneskes synder, for dyrene står under og er underlagt menneskene. (Salme 8:4-8) Derfor siges der i Bibelen: „Det er ikke muligt at blod af tyre og bukke kan tage synder bort.“ (Hebræerne 10:1-4) Disse ofre var kun forbilleder, symboler, på det egentlige genløsningsoffer der skulle komme.

„En tilsvarende løsesum“

10. (a) Hvem skulle løsesummen svare til, og hvad var grunden? (b) Hvorfor var kun ét offer nødvendigt?

¹⁰ „Alle dør i Adam,“ sagde apostelen Paulus. (1 Korinther 15:22) Det vil sige at skulle menneskeslægten genløses, måtte en der svarede nøjagtigt til Adam, dø — altså et fuldkomment menneske. (Romerne 5:14) Ingen anden skabning kunne bringe retfærdighedens vægtskåle i ligevægt. Kun et fuldkomment menneske, en som ikke var underlagt den adamitiske død, kunne være „en tilsvarende løsesum“ — en som svarede fuldstændigt til Adam. (1 Timoteus 2:6) Det ville ikke være nødvendigt at millioner af mennesker måtte ofres for at svare til alle Adams efterkommere. Som apostelen Paulus forklarede: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske [Adam], og døden gennem synden.“ (Romerne 5:12) Og „eftersom døden er kommet ved et menneske“, har Gud også sørget for at genløsningen sker „ved et menneske“. (1 Korinther 15:21) På hvilken måde har han gjort det?

11. (a) Hvordan ville genløseren komme til at ’smage døden for ethvert menneske’? (b) Hvorfor kunne Adam og Eva ikke få gavn af genløsningen? (Se fodnoten.)

¹¹ Jehova sørgede for at et fuldkomment menneske frivilligt gav afkald på sit liv. Ifølge Romerbrevet 6:23 er „den løn synden betaler“, døden. Ved at ofre sit liv kom genløseren til at ’smage døden for ethvert menneske’. Med andre ord betalte han lønnen for Adams synd. (Hebræerne 2:9; 2 Korinther 5:21; 1 Peter 2:24) Det ville få dybtgående juridiske konsekvenser. Dødsdommen over Adams lydige efterkommere ville blive annulleret og syndens destruktive magt fjernet helt ved roden.a — Romerne 5:16.

12. Giv et eksempel på hvordan betalingen af en gæld kan gavne mange mennesker.

¹² Det kan illustreres med følgende eksempel: Lad os sige at du bor i en by hvor de fleste indbyggere er beskæftiget på en stor fabrik. Du og dine naboer bliver godt betalt for jeres arbejde, og I lever et behageligt liv uden bekymringer. Men så må fabrikken lukke. Direktøren har svindlet, og foretagendet er gået konkurs. Du og dine naboer står uden arbejde, og I kan ikke betale jeres regninger. Ægtefæller, børn og kreditorer må undgælde for den ene mands bedrageri. Findes der en udvej? Ja! En rig velgører beslutter at komme til undsætning. Han er klar over fabrikkens værdi. Han har også medfølelse med de mange ansatte og deres familier. Han går ind på at betale virksomhedens gæld og genåbne fabrikken. Betalingen og annulleringen af denne gæld er en stor befrielse for de mange ansatte, deres familier og kreditorerne. På samme måde er betalingen og annulleringen af Adams gæld til gavn for utallige millioner.

Hvem tilvejebringer løsesummen?

13, 14. (a) Hvordan tilvejebragte Jehova løsesummen for menneskeslægten? (b) Hvem betales løsesummen til, og hvorfor er denne betaling nødvendig?

¹³ Kun Jehova kunne tilvejebringe det „lam som tager verdens synd bort“. (Johannes 1:29) Men han sendte ikke en hvilken som helst engel for at frelse menneskene. Han sendte den der én gang for alle kunne give det afgørende svar på Satans anklage mod Jehovas tjenere. Han bragte det enestående offer at sende sin enestefødte søn, „den han holdt af dag efter dag“. (Ordsprogene 8:30) Og Guds søn „tømte sig selv“ og gav villigt afkald på sin himmelske natur. (Filipperne 2:7) Mirakuløst overførte Jehova sin førstefødte himmelske søns liv og personlighedsmønster til den jødiske jomfru Marias moderliv. (Lukas 1:27, 35) Hans navn som menneske på jorden var Jesus. Men i juridisk forstand kunne han kaldes den anden Adam, for han svarede fuldkomment til Adam. (1 Korinther 15:45, 47) Jesus kunne således bringe sig selv som et offer og en løsesum for den syndige menneskehed.

¹⁴ Hvem skulle løsesummen betales til? I Salme 49:7 siges det direkte at løsesummen gives til Gud. Men er det da ikke ham der fra begyndelsen har bragt genløsningen i stand? Jo, men det gør ikke betalingen af løsesummen til en mekanisk og meningsløs handling — som at tage penge fra den ene lomme og komme dem i den anden. Man må forstå at genløsningen ikke er en håndgribelig betaling, men en juridisk transaktion. Ved at tilvejebringe løsesummen — og dét med store omkostninger for sig selv — bekræftede Jehova at han holdt urokkeligt fast ved sin egen fuldkomne retfærdighed. — 1 Mosebog 22:7, 8, 11-13; Hebræerne 11:17; Jakob 1:17.

15. Hvorfor var det nødvendigt at Jesus måtte lide og dø?

¹⁵ I foråret 33 underkastede Jesus Kristus sig villigt den ildprøve der førte til at løsesummen blev betalt. Han lod sig arrestere på falske anklager og blev dømt skyldig og naglet til en henrettelsespæl. Var det virkelig nødvendigt at Jesus skulle lide så meget? Ja. Det var nødvendigt fordi spørgsmålet om Guds tjeneres uangribelighed måtte afgøres. Det er værd at lægge mærke til at Gud ikke tillod at Jesus blev dræbt som spæd af Herodes. (Mattæus 2:13-18) Som voksen kunne han modstå alle Satans angreb med fuld forståelse af de spørgsmål der skulle afgøres.b Ved at forblive „loyal, ufordærvet, ubesmittet, skilt fra syndere“ trods en grusom behandling beviste Jesus endeligt og afgørende at Jehova har tjenere der forbliver trofaste under prøve. (Hebræerne 7:26) Derfor kunne Jesus også umiddelbart før sin død — og i bevidstheden om sin sejr — råbe: „Det er tilendebragt!“ — Johannes 19:30.

Jesus fuldfører genløsningen

16, 17. (a) Hvordan fortsatte Jesus sit værk som genløser? (b) Hvorfor var det nødvendigt at Jesus trådte frem for „Guds person til bedste for os“?

¹⁶ Det stod endnu tilbage for Jesus at fuldføre sit værk som genløser. På tredjedagen efter hans død oprejste Jehova ham fra de døde. (Apostelgerninger 3:15; 10:40) Med denne skelsættende handling belønnede Jehova sin søn for hans trofaste tjeneste og gav ham mulighed for at fuldføre sin opgave som ypperstepræst og genløser. (Romerne 1:4; 1 Korinther 15:3-8) Apostelen Paulus forklarer hvad der skete: „Men da Kristus kom som ypperstepræst . . . gik han, nej, ikke med blod af bukke og tyrekalve, men med sit eget blod, én gang for alle ind på det hellige sted og skaffede os en evig udfrielse. For Kristus gik ikke ind på et helligt sted som er gjort med hænder og som er en kopi af virkeligheden, men ind i selve himmelen for nu at møde frem for Guds person til bedste for os.“ — Hebræerne 9:11, 12, 24.

¹⁷ Kristus kunne ikke tage sit bogstavelige blod med til himmelen. (1 Korinther 15:50) Men han tog dét med som blodet repræsenterede: den juridiske værdi af sit opofrede fuldkomne menneskeliv. Han trådte derefter frem for Jehova og overbragte ham formelt værdien af sit liv som en løsesum for den syndige menneskehed. Tog Jehova imod dette offer? Ja. Det fik man bevis for på pinsedagen i år 33 da den hellige ånd blev udgydt over omkring 120 disciple i Jerusalem. (Apostelgerninger 2:1-4) Skønt denne begivenhed i sig selv var betagende, var dette dog kun begyndelsen til de storslåede virkninger man senere skulle komme til at se af at løsesummen var betalt.

Hvad løsesummen udvirker

18, 19. (a) Hvilke to grupper får gavn af den forligelse der er gjort mulig ved Kristi blod? (b) Nævn nogle af de gavnlige virkninger af genløsningen som ’den store skare’ erfarer nu, og som de vil erfare i fremtiden.

¹⁸ I Kolossenserbrevet forklarer Paulus at Gud besluttede gennem Kristus at forlige „alt andet“ med sig ved at stifte fred ved blodet som Jesus udgød på marterpælen. Paulus forklarer at denne forligelse omfatter to forskellige grupper af personer, betegnet som „det i himlene“ og „det på jorden“. (Kolossenserne 1:19, 20; Efeserne 1:10) Den første gruppe består af 144.000 kristne som har håb om at komme til at tjene som præster i himmelen og herske som konger over jorden sammen med Kristus Jesus. (Åbenbaringen 5:9, 10; 7:4; 14:1-3) Gennem dem vil det som genløsningen har udvirket, lidt efter lidt blive anvendt til gavn for lydige mennesker på jorden over en periode på tusind år. — 1 Korinther 15:24-26; Åbenbaringen 20:6; 21:3, 4.

¹⁹ „Det på jorden“ er den gruppe mennesker som nærer håb om et liv i fuldkommenhed på en paradisisk jord. Åbenbaringen 7:9-17 beskriver dem som „en stor skare“ der vil overleve „den store trængsel“. Men de behøver ikke at vente til den tid med at få gavn af genløsningen. De har allerede „vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“. Da de i gerning viser at de tror på genløsningen, får de allerede nu i åndelig henseende gavn af denne kærlige foranstaltning. De er nemlig blevet erklæret retfærdige som Guds venner! (Jakob 2:23) Og som følge af Jesu offer kan de „med frimodighed i tale træde frem for den ufortjente godheds trone“. (Hebræerne 4:14-16) Når de synder, får de fuld tilgivelse. (Efeserne 1:7) Selv om de er ufuldkomne, har de en renset samvittighed. (Hebræerne 9:9; 10:22; 1 Peter 3:21) At være forligt med Gud er således ikke noget de håber på at blive, men noget de allerede er! (2 Korinther 5:19, 20) I løbet af tusindårsriget vil de lidt efter lidt blive „frigjort fra trældom under fordærv“ og vil til sidst „opnå Guds børns herlige frihed“. — Romerne 8:21.

20. Hvordan berører det os personligt at grunde over genløsningen?

²⁰ „Tak til Gud gennem Jesus Kristus“ for genløsningen! (Romerne 7:25) Denne kærlige foranstaltning er i princippet enkel, men vidner om en sådan visdom at den fylder os med ærefrygt. (Romerne 11:33) Når vi med taknemmelighed grunder over den, rører den vore hjerter og drager os endnu nærmere til retfærdighedens Gud. Vi har som salmisten grund til at lovprise Jehova fordi han „elsker retfærdighed og ret“. — Salme 33:5.

1, 2. Ved hvilken lejlighed blev Jesus fyldt af harme, og hvorfor?

JESUS var synligt vred — og dét med god grund. Det er måske svært at forestille sig ham sådan, for han havde et mildt sind. (Mattæus 21:5) Han bevarede dog fuldstændig kontrollen over sig selv, for der var tale om retfærdig harme.a Men hvad havde provokeret denne fredselskende mand til at give udtryk for sin vrede? Noget som var helt uretfærdigt.

² Templet i Jerusalem stod Jesu hjerte nær. I hele verden var det det eneste hellige sted som var indviet til hans himmelske Fader, og hvor tilbedelsen af ham foregik. Jøder fra hele verden kom rejsende langvejsfra for at tilbede dér. Selv gudfrygtige ikkejøder kom dertil og gik ind i den tempelforgård som var forbeholdt dem. Men da Jesus på et tidligt tidspunkt under sin jordiske tjeneste gik ind på tempelområdet, mødte der ham et chokerende syn: Stedet lignede mere en markedsplads end et bedehus! Det var fyldt med købmænd og møntvekslere. Men hvori bestod det uretfærdige? Jo, disse mænd havde gjort Guds tempel til et sted hvor man berigede sig på folkets bekostning — ja, røvede fra folket. Hvordan? — Johannes 2:14.

3, 4.  Hvordan berigede nogle sig på folkets bekostning i Jehovas hus, og hvordan greb Jesus ind?

³ De religiøse ledere havde indført den bestemmelse at man kun kunne bruge en ganske bestemt mønt når man skulle betale tempelskatten. Det betød at de besøgende måtte veksle deres penge for at få disse mønter. Møntvekslerne opstillede derfor deres borde på selve tempelområdet og forlangte et gebyr for hver omveksling. Handelen med dyr var også ret indbringende. De besøgende som ville bringe ofre, kunne ganske vist købe dyrene i byen, men de kunne risikere at ofrene blev afvist som uegnede af de tjenstgørende ved templet. Derimod kunne man være sikker på at de ofre der blev købt på tempelområdet, ville blive antaget. Da folket således var prisgivet de handlende, forlangte disse undertiden ganske ublu priser.b Og det var ikke bare hensynsløs forretningsvirksomhed — det var røveri!

⁴ Jesus kunne ikke tolerere denne uretfærdighed. Det var hans Faders hus! Han lavede en svøbe af reb og drev alle okserne og fårene ud af templet. Derefter styrede han målbevidst over mod pengevekslerne og væltede deres borde så alle mønterne raslede ned og spredtes på marmorfliserne. Og til dem der solgte duer, sagde han strengt: „Få disse ting væk herfra!“ (Johannes 2:15, 16) Øjensynlig turde ingen modsætte sig denne modige mand.

„Som fader, så søn“

5-7. (a) Hvilken indflydelse havde Jesu førmenneskelige tilværelse haft på hans retfærdighedssans, og hvad kan vi lære af at betragte hans eksempel? (b) Hvordan har Jesus kæmpet for at gendrive de uretfærdige anklager der blev rejst mod Jehovas navn og suverænitet?

⁵ De handlende vendte naturligvis tilbage. Cirka tre år senere greb Jesus ind over for den samme uretfærdighed og citerede denne gang Jehovas ord som fordømte dem der gjorde hans hus „til en røverhule“. (Mattæus 21:13; Jeremias 7:11) Ja, da Jesus så de handlendes griskhed og hvordan folket blev udbyttet og templet besmittet, følte han nøjagtig som sin Fader. Og var det ikke hvad man kunne forvente? I millioner af år var Jesus blevet oplært af sin himmelske Fader, og som følge heraf havde han den samme retfærdighedssans som Faderen. Han blev et levende eksempel på sandheden i ordsproget: „Som fader, så søn.“ Hvis vi vil have et klart billede af Jehovas retfærdighed, får vi det derfor bedst ved at betragte Jesus Kristus. — Johannes 14:9, 10.

⁶ Jehovas enestefødte søn var til stede da Satan uretfærdigt kaldte Jehova for en løgner og rejste tvivl om hvorvidt herredømmet retmæssigt tilhørte Gud. Hvilken bagvaskelse! Sønnen hørte også Satans senere anklage: at ingen ville tjene Jehova uselvisk og af kærlighed. Det var anklager som må have pint hans retfærdige hjerte! Hvilken glæde har det derfor ikke været for ham at få at vide at han ville få den storslåede opgave at modbevise alle disse løgne! (2 Korinther 1:20) Hvordan ville han gøre det?

⁷ Som vi fik at vide i kapitel 14, gav Jesus Kristus det endelige og afgørende svar på Satans anklage mod Jehovas tjeneres uangribelighed. Derved blev grundvolden lagt til at Jehovas suverænitet kunne blive hævdet og hans navn helliget én gang for alle. Som den ypperste forkæmper for Jehova vil Jesus genoprette den guddommelige retfærdighed i hele universet. (Apostelgerninger 5:31) Allerede i sit livsløb på jorden genspejlede han Guds retfærdighed. Jehova sagde om ham: „Jeg vil lægge min ånd på ham, og hvad der er ret vil han gøre klart for nationerne.“ (Mattæus 12:18) Hvordan opfyldte Jesus disse ord?

Jesus gør klart „hvad der er ret“

8-10. (a) Hvordan var de jødiske religiøse lederes mundtlige overleveringer med til at skabe foragt for ikkejøder og kvinder? (b) Hvordan gjorde den mundtlige lov Jehovas sabbatslov til en byrde?

⁸ Jesus elskede Jehovas lov og levede efter den. Men de religiøse ledere på Jesu tid fordrejede Loven og anvendte den forkert. Jesus sagde til dem: „Ve jer, skriftlærde og farisæere, hyklere! for I giver tiende af jeres mynte og dild og kommen, men har undladt det der er vigtigere i loven, nemlig ret og barmhjertighed og trofasthed.“ (Mattæus 23:23) Disse lovlærere tydeliggjorde altså ikke „hvad der er ret“. Tværtimod tilslørede de Guds retfærdighed. Hvordan? Lad os se nogle flere eksempler.

⁹ Jehova havde påbudt sit folk at holde sig adskilt fra de hedenske folk som boede rundt om dem. (1 Kongebog 11:1, 2) Men nogle fanatiske religiøse ledere opfordrede folket til at behandle alle ikkejøder med foragt. Misjna indeholdt oven i købet den regel at ’et dyr ikke måtte efterlades i et herberg der tilhørte en hedning, da hedninger mistænktes for at have omgang med dyr’. En sådan fordom mod alle ikkejøder var uretfærdig og helt imod Moselovens ånd. (3 Mosebog 19:34) Andre menneskeskabte regler satte kvinden ned på et lavere stade. Det hed i den mundtlige lov at en gift kvinde skulle gå bag efter sin mand, ikke ved siden af ham. En mand måtte ikke tale offentligt med en kvinde, ikke engang med sin egen kone. Ligesom trælle måtte kvinder ikke optræde som vidner i retten. Der var endog en forskrift på en bøn hvori en mand takkede Gud for at han ikke var en kvinde!

¹⁰ De religiøse ledere begravede Guds lov under et bjerg af menneskeskabte regler og bestemmelser. I sabbatsloven hed det at man ikke måtte arbejde på sabbatten fordi den var sat til side til hvile, tilbedelse af Gud og åndelig opbyggelse. Men farisæerne gjorde denne lov til en byrde idet de selv påtog sig at afgøre hvad der var „arbejde“. De anførte 39 forskellige former for virksomhed som arbejde, for eksempel det at høste og at gå på jagt. Det gav anledning til endeløse spørgsmål. Gik man på jagt hvis man slog en loppe ihjel på sabbatten? Høstede man hvis man plukkede en håndfuld aks og spiste kernerne mens man gik? Var det arbejde at helbrede en der var syg? Sådanne spørgsmål blev besvaret med stive, detaljerede regler.

11, 12. Hvordan viste Jesus at han var imod farisæernes ubibelske overleveringer?

¹¹ Hvordan kunne Jesus under sådanne forhold hjælpe folk til at forstå hvad retfærdighed var? Med sin lære og sin livsførelse tog han modigt kampen op mod de religiøse ledere. Lad os først se på hans lære. Han fordømte direkte deres talrige menneskeskabte regler idet han sagde: „I gør . . . Guds ord ugyldigt med jeres overlevering som I har givet videre.“ — Markus 7:13.

¹² Med stor kraft viste han at farisæerne tog fejl med hensyn til sabbatsloven — ja, at de havde misforstået hele hensigten med denne lov. Messias var „sabbattens Herre“, forklarede han, og han havde derfor ret til at helbrede på sabbatten. (Mattæus 12:8) For at understrege dette udførte han i manges påsyn mirakuløse helbredelser på sabbatten. (Lukas 6:7-10) Disse mirakler var en forsmag på hvordan han vil læge al sygdom på jorden i tusindårsriget. Dette tusindårige styre vil være den store sabbat hvor hele den trofaste menneskehed til sidst vil opnå hvile efter i århundreder at have trællet under syndens og dødens byrde.

13. Hvilken lov blev til som følge af Jesu jordiske tjeneste, og hvordan adskilte den sig fra Moseloven?

¹³ Jesus gjorde også klart hvad der er ret, ved hjælp af en ny lov, „Messias’ lov“, som blev til efter at han havde fuldført sin jordiske tjeneste. (Galaterne 6:2) Til forskel fra Moseloven består denne nye lov hovedsagelig af principper og ikke af en række skrevne bud. Den indeholder dog nogle direkte bud. Et af dem kaldte Jesus for „et nyt bud“. Til disciplene sagde han at de skulle elske hinanden ligesom han havde elsket dem. (Johannes 13:34, 35) Ja, en selvopofrende kærlighed skulle kendetegne alle som lever efter „Messias’ lov“.

Et eksempel til efterfølgelse

14, 15. Hvordan viste Jesus at han kendte grænserne for sine beføjelser, og hvorfor er det betryggende at vide?

¹⁴ Jesus gjorde mere end blot at tale om kærlighed. Han levede også efter „Messias’ lov“. Hele hans liv var et konkret udtryk for denne lov. Lad os betragte tre måder hvorpå Jesus med sit eksempel viste hvad der er ret.

¹⁵ For det første passede Jesus omhyggeligt på ikke at begå nogen uretfærdighed. Måske har du lagt mærke til at der sker mange uretfærdigheder når ufuldkomne mennesker bliver anmassende og overskrider deres beføjelser. Det gjorde Jesus ikke. For eksempel kom en mand ved en lejlighed hen til ham og sagde: „Lærer, sig til min broder at han skal skifte arven med mig.“ Hvad svarede Jesus? „Menneske, hvem har sat mig til dommer eller skifteforvalter over jer?“ (Lukas 12:13, 14) Var det ikke et overraskende svar? Jesu forstand, dømmekraft og selv det mål af myndighed Gud havde givet ham, overgik alle andres her på jorden, og alligevel afviste han at tage stilling i denne sag fordi han ikke havde fået den særlige bemyndigelse der skulle til for at gøre det. Jesus har altid holdt sig beskedent til sin anviste opgave, også i årtusinderne under hans førmenneskelige tilværelse. (Judas 9) Det fortæller os meget om Jesus at han ydmygt overlader til Jehova at afgøre hvad der er ret.

16, 17. (a) Hvordan kom Jesu retfærdighed til udtryk når han forkyndte den gode nyhed om Guds rige? (b) Hvordan viste Jesus at hans retfærdighed samtidig var barmhjertig?

¹⁶ For det andet viste Jesus hvad der er ret, ved den måde hvorpå han forkyndte den gode nyhed om Guds rige. Han var ikke forudindtaget eller partisk. Han bestræbte sig i alle henseender for at forkynde for alle mennesker, både rige og fattige. I modsætning hertil afviste farisæerne de fattige og jævne mennesker ved foragteligt at kalde dem ‛am ha’aʹræts, „landets folk“. Jesus rådede modigt bod på denne uretfærdighed. Når han underviste folk og fortalte dem den gode nyhed — ja, for den sags skyld også når han spiste sammen med dem, sørgede for mad til dem, helbredte dem, eller endog oprejste dem — var det Guds retfærdighed han forkyndte og understregede, den Gud som ønsker at frelse „alle slags mennesker“.c — 1 Timoteus 2:4.

¹⁷ For det tredje var Jesu retfærdighed helt igennem barmhjertig. Han gjorde sig store anstrengelser for at hjælpe syndere. (Mattæus 9:11-13) Han kom beredvilligt dem til undsætning som ikke havde mulighed for at beskytte sig selv. Han delte ikke de religiøse lederes mistillid til alle ikkejøder. Han hjalp barmhjertigt nogle af dem og underviste dem, selv om han i første række var sendt til det jødiske folk. Han udførte for eksempel et helbredelsesmirakel for en romersk officer og sagde om ham: „Hos ingen i Israel har jeg fundet så stor en tro.“ — Mattæus 8:5-13.

18, 19. (a) På hvilke måder viste Jesus kvinder ære? (b) Hvordan hjælper Jesu eksempel os til at se forbindelsen mellem mod og retfærdighed?

¹⁸ Jesus støttede heller ikke det almindelige syn på kvinder. Han havde i stedet mod til at gøre det der var retfærdigt. De samaritanske kvinder blev anset for at være lige så urene som ikkejøder. Men alligevel tøvede Jesus ikke med at forkynde for den samaritanske kvinde ved brønden i Sykar. Det var i virkeligheden over for denne kvinde at Jesus for første gang åbent gav sig til kende som den lovede Messias! (Johannes 4:6, 25, 26) Farisæerne sagde at kvinder ikke skulle undervises i Guds lov, men Jesus brugte megen tid og energi på at undervise kvinder. (Lukas 10:38-42) Og mens overleveringen sagde at man ikke kunne stole på en kvindes vidneudsagn, begunstigede Jesus flere kvinder ved at han lod dem få den forret at være de første som så ham efter hans opstandelse. De fik oven i købet af Jesus befaling til at overbringe budskabet om denne betydningsfulde begivenhed til hans mandlige disciple. — Mattæus 28:1-10.

¹⁹ Ja, Jesus gjorde klart for nationerne hvad der er ret, og i mange tilfælde gjorde han det med stor fare for sig selv. Hans eksempel hjælper os til at forstå at det kræver mod at stå op for sand retfærdighed. Meget passende blev han kaldt „Løven af Judas stamme“. (Åbenbaringen 5:5) Som tidligere nævnt er løven et symbol på modig retfærdighed. I nær fremtid vil Jesus indføre en endnu større retfærdighed. Han vil i fuldeste forstand ’indføre ret på jorden’. — Esajas 42:4.

Den messianske konge ’indfører ret på jorden’

20, 21. Hvordan har den messianske konge i vor tid virket til fremme af retfærdighed på hele jorden og i den kristne menighed?

²⁰ Siden Jesus blev indsat på tronen som den messianske konge i 1914, har han virket til fremme af retfærdighed på jorden. Hvordan? Ved at han har påtaget sig ansvaret for opfyldelsen af profetien i Mattæus 24:14. Jesu disciple på jorden har forkyndt sandheden om Jehovas rige for folk i alle lande. Ligesom Jesus har de forkyndt retfærdigt og upartisk for alle — unge og gamle, rige og fattige, mænd og kvinder — for at give alle mulighed for at lære retfærdighedens Gud, Jehova, at kende.

²¹ Jesus virker også til fremme af retfærdighed i den kristne menighed, som han er hoved for. Som forudsagt sørger han for „gaver i form af mennesker“, trofaste kristne ældste som fører an i menigheden. (Efeserne 4:8-12) Som hyrder for Guds dyrebare hjord følger disse mænd Jesu Kristi eksempel ved at fremme retfærdighedens sag. De holder sig stadig for øje at Jesus ønsker at hans får skal behandles retfærdigt — uanset deres stilling, anseelse eller materielle omstændigheder.

22. Hvordan ser Jehova på den udbredte uretfærdighed i verden i dag, og hvad har han givet sin søn bemyndigelse til?

²² I nær fremtid vil Jesus indføre retfærdighed på jorden på en måde som aldrig før er set. Der hersker stor uretfærdighed overalt i denne fordærvede verden. Hvert barn der dør af sult, er offer for en uretfærdighed der ingen undskyldning er for, især når man tænker på de penge og den tid der ødsles på at fremstille krigsvåben og tilfredsstille forlystelsessyge menneskers selviske ønsker. De millioner af mennesker der hvert år dør en for tidlig og unødvendig død, er blot én af mange uretfærdigheder som vækker Jehovas retfærdige harme. Han har givet sin søn bemyndigelse til at føre en retfærdig krig mod hele denne onde tingenes ordning for således at gøre ende på al uretfærdighed for bestandig. — Åbenbaringen 16:14, 16; 19:11-15.

23. Hvordan vil Jesus efter Harmagedon virke til fremme af retfærdighed i al evighed?

²³ Men Jehovas retfærdighed kræver mere end blot at ondskab og ugudelighed udryddes. Jehova har også givet sin søn bemyndigelse til at herske som „Fredsfyrste“. Efter Harmagedon vil Jesus indføre fred på hele jorden, og han vil herske „ved ret og ved retfærdighed“. (Esajas 9:6, 7) Det vil da være en stor glæde for Jesus at gøre ende på alle de uretfærdigheder der har været årsag til så megen lidelse og elendighed i verden. I al evighed vil han trofast værne om og fremme Jehovas fuldkomne retfærdighed. Det er derfor af største betydning at vi søger at efterligne Jehovas retfærdighed nu. Lad os se på hvordan vi kan gøre det.

1-3. (a) Hvorfor står vi i gæld til Jehova? (b) Hvad kræver Jehova til gengæld for at han har reddet os?

FORESTIL dig at du befinder dig på et synkende skib. Netop i det øjeblik du mener at alt håb er ude, kommer redningen, og du bliver bragt i sikkerhed. En vidunderlig følelse af lettelse fylder dig da du er uden for fare og din redningsmand siger: „Nu er du i sikkerhed!“ Du føler også dyb taknemmelighed mod ham der reddede dig. Ja, du føler at du står i gæld til ham, for du skylder ham livet.

² Dette kan illustrere hvad Jehova har gjort for os. Vi står i gæld til ham. Han har tilvejebragt en løsesum og gjort det muligt for os at blive reddet ud af syndens og dødens greb. Vi føler at vi er i sikkerhed, for vi véd at så længe vi tror på dette dyrebare offer, vil vore synder være tilgivet og en evig fremtid sikret os. (1 Johannes 1:7; 4:9) Som vi så i kapitel 14, er genløsningen et enestående udtryk for Jehovas kærlighed og retfærdighed. Hvordan bør vi da forholde os til det Jehova har gjort for os?

³ Det vil være på sin plads at tænke på hvad Jehova forventer af os til gengæld. Gennem profeten Mika siger han: „Han har fortalt dig, o menneske, hvad der er godt. Og hvad kræver Jehova af dig andet end at du øver ret og elsker loyal hengivenhed og vandrer beskedent med din Gud?“ (Mika 6:8) Læg mærke til at en af de ting Jehova beder os om til gengæld, er at vi ’øver ret’. Hvordan kan vi gøre det?

Hvordan man jager efter „sand retfærdighed“

4. Hvordan ved vi at Jehova forventer at vi lever efter hans retfærdige normer?

⁴ Jehova forventer at vi lever efter hans normer for ret og uret. Eftersom hans normer er retfærdige, jager vi efter retfærdighed når vi følger dem. „Lær at gøre godt; søg efter ret,“ siges der i Esajas 1:17. Vi bliver opfordret til at ’søge retfærdighed’. (Zefanias 2:3) Vi bliver også opfordret til at „iføre [os] den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed“. (Efeserne 4:24) Sand retfærdighed udelukker vold, urenhed og umoralitet, alt sammen noget der krænker det der er helligt. — Salme 11:5; Efeserne 5:3-5.

5, 6. (a) Hvorfor er det ikke en byrde at følge Jehovas normer for retfærdighed? (b) Hvordan viser Bibelen at dét at jage efter retfærdighed er en fortsat proces?

⁵ Er det en byrde for os at følge Jehovas normer for retfærdighed? Nej. Et hjerte der drages mod Jehova, føler ikke hans krav som en tung byrde. På grund af vores kærlighed til Gud og alt hvad han står for, ønsker vi at leve på en måde der behager ham. (1 Johannes 5:3) Jehova „elsker retfærdsgerninger“. (Salme 11:7) Det vil sige at hvis vi vil efterligne Guds retfærdighed, må vi lære at elske det Jehova elsker, og at hade det han hader. — Salme 97:10.

⁶ Det er ikke let for ufuldkomne mennesker at jage efter retfærdighed. Vi må afføre os den gamle personlighed med dens syndige tilbøjeligheder og iføre os den nye. Bibelen siger at den nye personlighed „fornys“ gennem nøjagtig kundskab. (Kolossenserne 3:9, 10) Den form af udsagnsordet der er oversat med „fornys“, viser at der er tale om en fortsat proces, noget der kræver stadig opmærksomhed. Uanset hvor meget vi bestræber os for at gøre det der er rigtigt, er der tider hvor vores syndige natur får os til at snuble — i tanke, ord og handling. — Romerne 7:14-20; Jakob 3:2.

7. Hvordan skal vi se på dét at vi undertiden kommer til kort i vore bestræbelser for at jage efter retfærdighed?

⁷ Hvordan skal vi se på dét at vi undertiden kommer til kort i vore bestræbelser for at jage efter retfærdighed? Vi vil naturligvis ikke bagatellisere at synd er en alvorlig sag, men samtidig må vi heller ikke give op og mene at vore fejltrin gør os uværdige til at tjene Jehova. Han har i sin barmhjertighed sørget for at de som oprigtigt angrer og omvender sig, kan opnå hans gunst igen. Apostelen Johannes udtaler følgende trøsterige ord: „Jeg skriver dette til jer for at I ikke skal begå en synd.“ Men meget realistisk tilføjer han så: „Dog, hvis nogen begår en synd [på grund af den nedarvede ufuldkommenhed], har vi en hjælper hos Faderen, Jesus Kristus.“ (1 Johannes 2:1) Ja, Jehova har tilvejebragt Jesu genløsningsoffer så vi kan tjene ham på en antagelig måde trods vores syndige natur. Får dét os ikke til at ønske at gøre vort bedste for at behage Jehova?

Den gode nyhed og Guds retfærdighed

8, 9. Hvordan er forkyndelsen af den gode nyhed et vidnesbyrd om Jehovas retfærdighed?

⁸ Vi kan øve retfærdighed — ja, efterligne Guds retfærdighed — ved at have en fuld andel i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. Hvilken forbindelse er der mellem Guds retfærdighed og den gode nyhed?

⁹ Jehova vil ikke gøre ende på den nuværende onde tingenes ordning uden først at have ladet en advarsel lyde. I sin profeti om endens tid sagde Jesus: „Det er nødvendigt at den gode nyhed først forkyndes blandt alle nationerne.“ (Markus 13:10; Mattæus 24:3) Det lille ord „først“ viser at andre begivenheder vil følge efter det verdensomspændende forkyndelsesarbejde. Til disse begivenheder hører den forudsagte store trængsel, som vil gøre ende på den onde verden og berede vejen for en ny, retfærdig verden. (Mattæus 24:14, 21, 22) Ingen kan derfor med rette anklage Jehova for at være uretfærdig over for de onde og ugudelige. Ved at lade advarselen lyde giver han dem rig lejlighed til at vende om og således undgå tilintetgørelse. — Jonas 3:1-10.

10, 11. Hvordan vidner vores forkyndelse af den gode nyhed om at vi efterligner Guds retfærdighed?

¹⁰ Hvordan er vores forkyndelse af den gode nyhed da et vidnesbyrd om at vi efterligner Guds retfærdighed? For det første er det kun ret og rimeligt at vi gør hvad vi kan for at hjælpe andre til at opnå frelse. Tænk igen på illustrationen med at blive reddet fra et synkende skib. Når du befinder dig sikkert om bord i redningsbåden, vil du sikkert gerne hjælpe dem der endnu ligger i vandet. På samme måde vil vi også gerne hjælpe dem som stadig kæmper for livet i denne onde verdens „vande“. Det er rigtigt at der er mange som afviser vores budskab, men så længe Jehova viser tålmodighed, har vi pligt til at give dem mulighed for at „nå til en sindsændring“ og således få håb om frelse. — 2 Peter 3:9.

¹¹ Ved at forkynde den gode nyhed for alle vi kommer i forbindelse med, øver vi retfærdighed på en anden måde, som også har betydning: Vi viser at vi ikke er partiske. Som vi tidligere har været inde på, er „Gud ikke . . . partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham“. (Apostelgerninger 10:34, 35) Hvis vi skal efterligne Guds retfærdighed, må vi ikke dømme folk på forhånd. Vi må forkynde den gode nyhed for alle uanset deres race, sociale status eller økonomiske omstændigheder. På denne måde giver vi alle som vil lytte til den gode nyhed, mulighed for at tage imod den. — Romerne 10:11-13.

Hvordan vi behandler andre

12, 13. (a) Hvorfor bør vi ikke være hurtige til at dømme og fordømme andre? (b) Hvad menes der med at Jesus sagde man skulle ’holde op med’ at dømme og at fordømme andre? (Se også fodnoten.)

¹² Vi kan også øve retfærdighed ved at behandle andre på samme måde som Jehova behandler os. Det er så let at sætte sig til doms over andre, at kritisere dem når de begår fejl, og drage deres motiver i tvivl. Men hvem af os ville ønske at Jehova nådeløst ransagede vore motiver og holdt regnskab med vore fejltrin? Sådan behandler Jehova os ikke. Salmisten sagde: „Hvis du vogtede på misgerninger, Jah, Jehova, hvem kunne da bestå?“ (Salme 130:3) Er vi ikke taknemmelige for at vores retfærdige og barmhjertige Gud ikke hæfter sig ved vore fejl? (Salme 103:8-10) Hvordan bør vi da behandle andre?

¹³ Hvis vi påskønner at Gud både er barmhjertig og retfærdig, vil vi ikke være hurtige til at dømme andre i sager der ikke vedkommer os, eller som ingen betydning har. I sin bjergprædiken advarede Jesus: „Hold op med at dømme, for at I ikke skal blive dømt.“ (Mattæus 7:1) Og ifølge Lukas’ beretning tilføjede han: „Hold op med at fordømme, så skal I afgjort ikke fordømmes.“a (Lukas 6:37) Jesus var klar over at ufuldkomne mennesker er tilbøjelige til at dømme og fordømme. De af hans tilhørere som havde den vane at dømme andre hårdt, skulle altså holde op med det.

14. Af hvilke grunde skulle vi ’holde op med at dømme’ andre?

¹⁴ Hvorfor skal vi ’holde op med at dømme’ andre? For det første fordi vores myndighed er begrænset. Disciplen Jakob minder os om at „én er lovgiver og dommer“ — nemlig Jehova. Derfor spørger Jakob uden omsvøb: „Men du, hvem er du, at du dømmer din næste?“ (Jakob 4:12; Romerne 14:1-4) Dertil kommer at vi på grund af vores syndige natur meget let kommer til at bedømme nogen uretfærdigt. Vores personlige indstilling og motiver — som for eksempel fordom, såret stolthed, skinsyge og selvretfærdighed — kan farve den måde vi opfatter vore medmennesker på. Vi er også på andre måder begrænsede, og det skulle få os til at vige tilbage for at finde fejl hos andre. Vi kan ikke læse hjerter, og vi kender heller ikke andres personlige omstændigheder. Hvordan kan vi da tillade os at tillægge andre forkerte motiver eller kritisere deres indsats i tjenesten for Gud? Hvor langt bedre er det ikke at efterligne Jehova og lægge mærke til vore brødres og søstres gode sider i stedet for at hæfte os ved de dårlige?

15. Hvad bør ikke finde sted blandt sande kristne, og hvorfor ikke?

¹⁵ Hvordan så med vores egen familie? Sørgeligt nok udtales nogle af de hårdeste domme på det sted som skulle være et fredens sted — i hjemmet. Det er ikke ualmindeligt at høre om ægtemænd, hustruer og forældre der udsætter medlemmerne af deres egen familie for konstante verbale angreb eller måske ligefrem fysisk vold. Men skarpe ord, spydigheder og en voldelig adfærd hører ikke hjemme blandt sande kristne. (Efeserne 4:29, 31; 5:33; 6:4) Jesu befaling om at ’holde op med at dømme’ og ’holde op med at fordømme’ gælder også i hjemmet. At øve ret og retfærdighed vil sige at behandle andre på samme måde som Jehova behandler os, og Jehova er aldrig hård eller grusom. Tværtimod er han „meget medfølende og barmhjertig“ over for dem der elsker ham. (Jakob 5:11) Et eksempel som er værd at efterligne!

Ældste som tjener med ret

16, 17. (a) Hvad forventer Jehova at de ældste gør? (b) Hvad er nødvendigt hvis en overtræder ikke viser ægte anger, og hvorfor må det gøres?

¹⁶ Vi har alle pligt til at øve ret, men det gælder især de ældste i den kristne menighed. Læg mærke til den profetiske beskrivelse af de „fyrster“ — de ældste i vor tid — som vi finder hos Esajas: „Se! En konge skal regere med retfærdighed, og fyrster skal herske med ret.“ (Esajas 32:1) Jehova forventer altså at de ældste tjener i overensstemmelse med hvad der er ret. Hvordan kan de gøre det?

¹⁷ Disse mænd som har åndelige kvalifikationer, er klar over at det kræver at menigheden holdes ren. Undertiden må de ældste dømme i sager hvor der er tale om alvorlige overtrædelser. Når de gør det, vil de huske at den guddommelige retfærdighed søger at vise barmhjertighed hvor det er muligt. Derfor prøver de at lede overtræderen til anger og omvendelse. Men hvad nu hvis overtræderen trods disse bestræbelser ikke viser sand anger? I overensstemmelse med hvad der er fuldstændig retfærdigt, giver Jehovas ord denne retningslinje: „Fjern det onde menneske fra jer selv.“ Det vil sige at vedkommende må udelukkes af menigheden. (1 Korinther 5:11-13; 2 Johannes 9-11) De ældste er naturligvis kede af at skulle tage et sådant skridt, men de forstår at det er nødvendigt for at beskytte menighedens moralske og åndelige renhed. De håber imidlertid at overtræderen en dag vil komme til fornuft og vende tilbage til menigheden. — Lukas 15:17, 18.

18. Hvad må de ældste huske på når de giver nogle som har begået et fejltrin, bibelsk vejledning?

¹⁸ Skal de ældste tjene i overensstemmelse med hvad der er ret, må de også give bibelsk vejledning når det er nødvendigt. De er selvfølgelig ikke på udkig efter fejl hos andre, og de benytter heller ikke den mindste anledning til at irettesætte. Men en medkristen kan ’uforvarende begå et fejltrin’, og i så fald vil de ældste ’i mildhedens ånd prøve at hjælpe en sådan på fode igen’, idet de husker at den guddommelige retfærdighed hverken er hård eller ufølsom. (Galaterne 6:1) Derfor vil de ikke irettesætte strengt eller bruge hårde ord. De forstår at en vejledning der gives i kærlighed, vil være til opbyggelse for den der får den. Selv hvis der må gives en meget direkte vejledning — det vil sige hvis konsekvenserne af en uklog adfærd tydeligt må påpeges — vil de ældste holde sig for øje at den der har brug for vejledningen, er et får i Jehovas hjord.b (Lukas 15:7) Når vejledningen eller irettesættelsen gives i kærlighed, er der større sandsynlighed for at overtræderen vil blive bragt på fode igen.

19. Hvilke afgørelser må de ældste undertiden træffe, og hvad vil danne grundlag for deres afgørelser?

¹⁹ Ældste må ofte træffe afgørelser der vil berøre deres trosfæller. For eksempel drøfter de på deres møder fra tid til anden om andre brødre i menigheden opfylder betingelserne for at kunne blive ældste eller menighedstjenere. De ældste ved hvor vigtigt det er at være upartisk. De lader sig derfor lede af de krav som Gud har fastsat, og ikke af deres egne forudfattede meninger, når de skal træffe disse afgørelser. På den måde handler de „uden forhåndsdom, idet [de] intet gør som følge af en ensidig holdning“. — 1 Timoteus 5:21.

20, 21. (a) Hvad vil de ældste bestræbe sig for at være, og hvad er grunden? (b) Hvad kan de ældste gøre for at trøste „de modfaldne sjæle“?

²⁰ De ældste sørger også på andre måder for at den guddommelige retfærdighed bliver holdt i hævd i menigheden. Efter at have forudsagt at de ældste skulle „herske med ret“, fortsætter Esajas: „Hver af dem skal være som et læ mod vinden og et skjul mod uvejrsregnen, som vandstrømme i et ørkenland, som et vældigt klippebjergs skygge i et udtørret land.“ (Esajas 32:2) I overensstemmelse hermed bestræber de ældste sig for at være en kilde til trøst og lindring for deres trosfæller.

²¹ Med alle de problemer der gør mange mismodige i dag, er der brug for opmuntring. Hvad kan de ældste så gøre for at trøste „de modfaldne sjæle“? (1 Thessaloniker 5:14) Først og fremmest må de høre på dem med forståelse, eller empati. (Jakob 1:19) De som har mistet modet, trænger måske til at dele deres ængstelse og bekymring med en som de føler de kan stole på. (Ordsprogene 12:25) De ældste må da forsikre dem om at der er brug for dem, og at de er værdsatte og elskede — både af Jehova og af deres brødre og søstre. (1 Peter 1:22; 5:6, 7) Desuden kan de bede for dem og sammen med dem. At høre en ældste bede en inderlig bøn til gavn for en selv kan i høj grad lindre og trøste. (Jakob 5:14, 15) De ældstes kærlige bestræbelser for at hjælpe de nedtrykte vil ikke forblive upåagtede af retfærdighedens Gud.

22. På hvilke måder kan vi efterligne Jehovas retfærdighed, og hvad bliver resultatet?

²² Ja, vi kommer Jehova nærmere ved at efterligne hans retfærdighed. Når vi følger hans retfærdsnormer, når vi forkynder den gode nyhed for andre, og når vi lægger mærke til andres gode sider og ikke til deres fejl, er det Guds retfærdighed vi genspejler. Og når de ældste værner om menighedens renhed, giver opbyggende bibelsk vejledning, træffer upartiske afgørelser og trøster de modfaldne, er det Guds retfærdighed de genspejler. Hvor må det glæde Jehova at se ned fra himmelen og lægge mærke til at hans tjenere gør deres bedste for at „øve ret“ mens de vandrer med Gud!