1-3. (a) Hvad gør Jesus da to blinde tiggere bønfalder ham om at hjælpe dem? (b) Hvad ligger der i udtrykket ’at have inderligt ondt af’? (Se fodnoten).

TO BLINDE sidder ved vejen lige uden for Jeriko. De kommer hver dag, finder et sted hvor der færdes mange mennesker, og sidder dér og tigger. Men i dag kommer de til at opleve noget der vil forandre deres liv.

² Pludselig hører tiggerne larm af nogen der nærmer sig. Da de ikke kan se hvad larmen skyldes, spørger den ene af dem hvad det er de kan høre, og nogle siger: „Jesus Nazaræeren er på vej forbi.“ Jesus er på vej til Jerusalem for sidste gang. Men han er ikke alene; store skarer følger ham. Da tiggerne hører hvem der kommer forbi, råber de: „Herre, vis os barmhjertighed, Davids søn!“ Irriterede beder folk dem om at tie stille, men tiggerne råber bare højere. De vil ikke tie stille.

³ Jesus hører deres råb over larmen fra folkemængden. Hvad vil han gøre? Der er meget der tynger hans sind og hjerte. Han står umiddelbart over for sin sidste uge her på jorden. Han ved at der venter ham en grusom og lidelsesfuld død i Jerusalem. Men han overhører ikke de vedholdende råb. Han stopper op og siger at de der råber, skal føres hen til ham. „Herre, lad vore øjne blive åbnet,“ bønfalder de ham. Da Jesus ’har inderligt ondt af dem’, rører han ved deres øjne, og de får deres syn igen.a Og de begynder straks at følge Jesus. — Lukas 18:35-43; Mattæus 20:29-34.

4. Hvordan opfyldte Jesus den profeti at han ville „ynkes over den ringe“?

⁴ Dette var ikke det eneste tilfælde. Ved mange lejligheder og under mange forskellige omstændigheder var Jesus dybt berørt og følte sig stærkt tilskyndet til at vise sin medfølelse. I en af Bibelens profetier hedder det at han ville „ynkes over den ringe“. (Salme 72:13) I overensstemmelse med disse ord havde Jesus en stærk fornemmelse af hvad andre følte, og han tog initiativ til at hjælpe dem. Det var således medfølelse der fik ham til at forkynde. Lad os se hvordan evangelierne åbenbarer den dybe medfølelse der lå bag Jesu ord og handlinger, og tænke over hvordan vi kan vise en lignende medfølelse.

Tog hensyn til andres følelser

5, 6. Hvilke eksempler viser at Jesus havde dyb medfølelse med andre?

⁵ Jesus havde en dyb forståelse for andre mennesker. Han havde empati. Han forstod og følte med dem der led. Selvom han ikke personligt var udsat for de samme lidelser, levede han sig ind i deres situation og satte sig i deres sted. (Hebræerne 4:15) Da han helbredte en kvinde der havde lidt af stadige blødninger i 12 år, beskrev han hendes sygdom som ’en alvorlig lidelse’ og anerkendte dermed at den havde været årsag til megen bekymring og smerte for hende. (Markus 5:25-34) Da han så Maria og dem der var sammen med hende, græde over Lazarus’ død, følte han så stærkt med dem at han oprørtes i sit indre. Selvom han vidste at han snart ville oprejse Lazarus fra døden, blev han så dybt berørt at hans øjne fyldtes med tårer. — Johannes 11:33, 35.

⁶ Ved en anden lejlighed kom en spedalsk hen til Jesus og bønfaldt ham: „Hvis blot du vil, kan du gøre mig ren.“ Hvad gjorde Jesus, en fuldkommen mand der aldrig havde været syg? Han følte med den spedalske, ja, han fik „inderligt ondt af ham“. (Markus 1:40-42) Derpå gjorde han noget helt usædvanligt. Han vidste at spedalske ifølge Moseloven var urene og ikke måtte komme i nærheden af andre. (3 Mosebog 13:45, 46) Der er ingen tvivl om at Jesus kunne helbrede denne mand uden fysisk kontakt med ham. (Mattæus 8:5-13) Men alligevel rakte han hånden ud og rørte ved den spedalske idet han sagde: „Jeg vil. Bliv ren.“ Og straks forsvandt spedalskheden fra ham. Hvilket udtryk for inderlig medfølelse og empati!

7. Hvordan kan vi lære at føle empati, og hvordan kommer denne egenskab til udtryk?

⁷ Som kristne skal vi efterligne Jesus og ligeledes vise empati. Bibelen opfordrer os til at vise medfølelse.b (1 Peter 3:8) Det er måske ikke så let at sætte sig ind i hvordan nogle har det når de lider af en kronisk sygdom eller en depression — især ikke hvis man ikke selv har oplevet det. Men husk at man ikke behøver at have været ude for de samme prøvelser som andre for at kunne vise empati. Jesus havde empati for de syge selvom han aldrig selv havde været syg. Hvordan kan vi da lære at have empati? Ved tålmodigt at lytte når syge betror sig til os og fortæller hvad de føler. Vi kunne spørge os selv: ’Hvordan ville jeg have det hvis jeg var i deres situation?’ (1 Korinther 12:26) Hvis vi skærper vores evne til at føle med andre, vil vi bedre kunne ’trøste de modfaldne sjæle’. (1 Thessaloniker 5:14) Undertiden giver man ikke blot udtryk for sin empati med ord, men også med tårer. „Græd med dem der græder,“ siges der i Romerbrevet 12:15.

8, 9. Hvordan tog Jesus hensyn til andres følelser?

⁸ Jesus tog hensyn til andre ved blandt andet at være opmærksom på hvordan de følte. Vi husker måske den situation hvor en mand der var døv og knap kunne tale, blev ført hen til ham. Da Jesus åbenbart fornemmede en vis forlegenhed hos manden, gjorde han noget som han normalt ikke plejede at gøre når han helbredte nogen: „Han tog [manden] væk fra folkemængden.“ Da de var alene, uden for mængdens nysgerrige blikke, helbredte han ham. — Markus 7:31-35.

⁹ Jesus viste det samme hensyn da nogle kom til ham med en mand der var blind, og bad ham om at helbrede den blinde. Jesus „tog den blinde ved hånden [og] førte ham uden for landsbyen“. Derpå helbredte han ham lidt efter lidt. Dette bevirkede måske at mandens sind og øjne gradvis vænnede sig til det blændende sollys og de mange indtryk fra den verden der omgav ham. (Markus 8:22-26) Hvilken hensyntagen!

10. Hvordan kan vi tage hensyn til andres følelser?

¹⁰ Som disciple af Jesus må vi også tage hensyn til andres følelser. Vi vil passe på hvordan vi taler, idet vi husker at tankeløs brug af tungen kan såre andre. (Ordsprogene 12:18; 18:21) Hårde ord, nedsættende udtalelser og sarkastiske bemærkninger hører ikke hjemme blandt kristne, som vil tage hensyn til andres følelser. (Efeserne 4:31) Hvordan kan ældste tage hensyn til andres følelser? Når de giver vejledning, kan de for eksempel sørge for at gøre det venligt, uden at berøve tilhøreren hans værdighed. (Galaterne 6:1) Hvordan kan forældre tage hensyn til deres børns følelser? Når de for eksempel tugter og irettesætter dem, kan de sørge for at gøre det skånsomt, så børnene ikke helt mister modet. — Kolossenserne 3:21.

Tog initiativet til at hjælpe andre

11, 12. Hvilke bibelske beretninger viser at Jesus ikke kun viste medfølelse når han blev bedt om det?

¹¹ Jesus viste ikke kun medfølelse når han blev bedt om det. Medfølelse er nemlig ikke en passiv, men en aktiv, positiv egenskab der får en til at handle. Inderlig medfølelse fik derfor Jesus til at tage initiativet til at hjælpe andre. Da en stor skare mennesker havde fulgt Jesus i tre dage uden at få noget at spise, var der for eksempel ingen der behøvede at fortælle ham at de var sultne, eller behøvede at foreslå ham at gøre noget. Beretningen lyder: „Jesus kaldte sine disciple til sig og sagde: ’Jeg har inderligt ondt af de mange mennesker, for de har allerede været hos mig i tre dage og har ikke noget at spise; og jeg vil ikke lade dem gå fastende herfra, for at de ikke skal blive helt udmattede på vejen.’“ På eget initiativ bespiste han derefter de mange mennesker. — Mattæus 15:32-38.

¹² Her er en anden beretning. Da Jesus i år 31 nærmede sig byen Nain, mødte der ham et sørgeligt syn. Et begravelsesoptog kom ud af byen, måske på vej til de nærliggende gravsteder på skråningerne uden for byen. Den døde var „en moders enestefødte søn“, og hun var desuden enke. Kan vi forestille os den sorg og smerte moderen må have følt? Hun skulle nu begrave sin eneste søn, og hun havde ingen mand at dele sorgen med. Blandt alle dem der befandt sig i processionen, fik Jesus øje på den nu barnløse enke. Det han så, rørte ham. Ja, han fik „inderligt ondt af hende“. Ingen behøvede at bede ham om at gøre noget. Medfølelsen i hans hjerte fik ham til at tage initiativet. Han gik hen og rørte ved ligbåren, og så kaldte han den unge mand til live. Hvad skete der så? Jesus bad ikke den unge mand om at slutte sig til skaren der fulgte ham. Nej, „han gav ham til hans moder“, så de igen var en familie og sønnen kunne tage sig af sin mor. — Lukas 7:11-15.

13. Hvordan kan vi efterligne Jesus ved at tage passende initiativ til at hjælpe?

¹³ Hvordan kan vi følge Jesu eksempel? Vi kan naturligvis ikke mirakuløst bespise andre eller kalde døde til live, men vi kan efterligne Jesus ved at tage initiativ til at hjælpe. En trosfælle har måske lidt et alvorligt økonomisk tab eller mistet sit arbejde. (1 Johannes 3:17) En enlig søster trænger måske til at få foretaget nogle reparationer i hjemmet. (Jakob 1:27) Eller vi kender en familie der har brug for trøst og praktisk hjælp efter at have mistet en af sine kære. (1 Thessaloniker 5:11) I tilfælde af virkelig nød behøver vi ikke at vente med at hjælpe til vi bliver bedt om det. (Ordsprogene 3:27) Medfølelse vil tilskynde os til at tage et passende initiativ, alt efter omstændighederne. Glem ikke at en venlig handling eller nogle få trøstende ord som kommer fra hjertet, kan betyde meget for den der har brug for medfølelse. — Kolossenserne 3:12.

Medfølelse fik ham til at forkynde

14. Hvorfor satte Jesus forkyndelsen af den gode nyhed så højt?

¹⁴ Som vi så i denne bogs anden del, er Jesus vort store forbillede med hensyn til at forkynde den gode nyhed. Han sagde: „Jeg må nødvendigvis også forkynde den gode nyhed om Guds rige for de andre byer; det er jo dette jeg er sendt ud for.“ (Lukas 4:43) Hvorfor satte han dette arbejde så højt? Først og fremmest på grund af kærlighed til Gud. Men han havde også en anden grund til at forkynde: Hans inderlige medfølelse fik ham til at gøre noget for at opfylde andres åndelige behov. Af alle de måder hvorpå han viste medfølelse, havde ingen større betydning end den at tilfredsstille andres åndelige hunger. Lad os se nærmere på to hændelser der viser hvordan Jesus betragtede de mennesker han forkyndte for. Det vil hjælpe os til at analysere vore egne grunde til at deltage i den offentlige forkyndelse.

15, 16. Beskriv to situationer der viser hvordan Jesus betragtede dem han forkyndte for.

¹⁵ Efter at have arbejdet intenst i to år med at forkynde øgede Jesus i år 31 sine anstrengelser ved på ny at tage „rundt til alle byerne og landsbyerne“ i Galilæa. Dét han blev vidne til her, gjorde et dybt indtryk på ham. Apostelen Mattæus fortæller: „Da han så folkeskarerne fik han inderligt ondt af dem, for de var medtagne og omtumlede som får uden hyrde.“ (Mattæus 9:35, 36) Jesus følte med disse jævne folk. Han var klar over deres sørgelige åndelige tilstand. Han vidste at de var misrøgtede og forsømte af netop dem der burde have været deres åndelige hyrder — de religiøse ledere. Dyb medfølelse fik Jesus til at gøre alt for at nå ud til folk og give dem håb. Der var intet de havde mere brug for end den gode nyhed om Guds rige.

¹⁶ Nogle måneder senere, kort før påsken i år 32, skete der noget lignende. Denne gang gik Jesus og apostlene om bord i en båd og sejlede tværs over Galilæas Sø for at finde et sted hvor de kunne hvile sig. Men folkemængden løb langs med søen og ankom til den anden side forud for båden. Hvordan tog Jesus det? „Da han kom ud af båden så han en stor skare mennesker, og han fik inderligt ondt af dem, for de var som får uden hyrde. Og han begyndte at lære dem mange ting.“ (Markus 6:31-34) Igen fik Jesus „inderligt ondt af dem“ på grund af deres sørgelige åndelige tilstand. Som „får uden hyrde“ var de åndeligt udsultede og overladt til at klare sig selv. Det var medfølelse snarere end pligt der fik Jesus til at forkynde.

17, 18. (a) Hvad vil tilskynde os til at deltage i forkyndelsen? (b) Hvordan får vi medfølelse med andre?

¹⁷ Hvad får os til som disciple af Jesus at deltage i forkyndelsen? Som vi så i kapitel 9 i denne bog, har vi fået en opgave, et ansvar, betroet som går ud på at vi skal forkynde og gøre disciple. (Mattæus 28:19, 20; 1 Korinther 9:16) Men vores motiv til at forkynde skal være mere end blot pligtfølelse. Først og fremmest skal det være kærlighed til Jehova der får os til at forkynde den gode nyhed om Riget. Dertil kommer så medfølelse med dem der ikke har det samme håb som os. (Markus 12:28-31) Hvordan får vi denne medfølelse med andre?

¹⁸ Vi må se folk sådan som Jesus så dem — „medtagne og omtumlede som får uden hyrde“. Lad os forestille os at vi finder et lam som er faret vild og i nød. Uden en hyrde som kan føre det til grønne græsgange og frisk vand, vil det stakkels lam dø af sult og tørst. Har vi ikke medlidenhed med dette lille lam? Vil vi ikke gøre alt hvad vi formår, for at give det noget at spise og drikke? Mange mennesker i dag er i samme situation som det lille lam, for de kender endnu ikke den gode nyhed. Svigtet af falske religiøse hyrder og uden noget virkeligt håb er de ved åndeligt talt at dø af sult og tørst. Vi har hvad de har brug for: den nærende åndelige føde fra Guds ord og sandhedens forfriskende vand. (Esajas 55:1, 2) Når vi tænker over folks åndelige behov, føler vi virkelig med dem. Hvis vi ligesom Jesus har inderlig medfølelse med dem der bor i vores distrikt, vil vi gøre alt hvad vi kan, for at give dem del i håbet om Riget.

19. Hvad kan vi gøre for at motivere en vi studerer med, til at deltage i forkyndelsen når vedkommende er kvalificeret?

¹⁹ Hvordan kan vi hjælpe andre til at følge Jesu eksempel? Lad os sige at vi gerne vil opmuntre en vi studerer med, til at deltage i den offentlige forkyndelse, forudsat at vedkommende er kvalificeret. Eller at vi gerne vil hjælpe en der er blevet uvirksom, til igen at deltage i forkyndelsen. Hvordan kan vi hjælpe dem? Vi må tale til deres hjerte. Vi husker at Jesus først fik „inderligt ondt“ af folk, hvorefter han underviste dem. (Markus 6:34) Hvis vi kan vække deres medfølelse, kan det måske tilskynde dem til at efterligne Jesus så de også ønsker at forkynde den gode nyhed for andre. Vi kunne spørge dem: „Hvordan har budskabet om Riget forandret dit liv til gavn for dig? Hvad med dem der endnu ikke kender dette budskab? Har de ikke også brug for den gode nyhed? Hvad kan du gøre for at hjælpe dem?“ Den stærkeste grund til at forkynde skulle naturligvis være kærlighed til Gud og ønsket om at tjene ham.

20. (a) Hvad indbefatter det at være en discipel af Jesus? (b) Hvad vil vi beskæftige os med i det næste kapitel?

²⁰ At være en discipel af Jesus indbefatter mere end blot at gentage hans ord og efterligne hans gerninger. Vi må også have den samme indstilling som han havde. (Filipperne 2:5) Vi kan derfor være taknemmelige for at Bibelen har åbenbaret de tanker og følelser der lå bag Jesu ord og handlinger. Ved at lære „Kristi sind“ at kende vil vi være bedre udrustet til at føle med andre og behandle dem på samme måde som Jesus behandlede dem. (1 Korinther 2:16) I det næste kapitel vil vi se nærmere på de forskellige måder hvorpå Jesus især viste sine disciple kærlighed.

1, 2. Hvordan tilbringer Jesus sin sidste aften sammen med apostlene, og hvorfor er disse sidste timer så dyrebare for ham?

DA JESUS samler sine disciple i en sal ovenpå i et hus i Jerusalem, ved han at det er hans sidste aften sammen med dem. Tiden er nær da han skal vende tilbage til sin Fader. Om blot nogle få timer vil han blive arresteret og hans tro prøvet som aldrig før. Men end ikke tanken om at han snart skal dø, kan afholde ham fra at tage sig af apostlenes behov.

² Jesus har forberedt apostlene på at han må forlade dem, men han har stadig meget at sige dem for at styrke dem til det der ligger foran. Han bruger derfor de sidste dyrebare timer på at lære dem noget der kan hjælpe dem til at forblive trofaste. Hans ord er nogle af de kærligste og mest fortrolige han nogen sinde har talt til dem. Hvorfor er Jesus mere bekymret for apostlene end for sig selv? Hvorfor er disse sidste timer sammen med dem så dyrebare for ham? Svaret er med ét ord: kærlighed. Han nærer dyb kærlighed til dem.

3. Hvordan ved vi at Jesus ikke ventede til den sidste aften med at vise sine disciple kærlighed?

³ Da apostelen Johannes flere årtier senere indledte den inspirerede beretning om begivenhederne denne aften, skrev han: „Før påskehøjtiden vidste Jesus at hans time var kommet til at gå bort fra denne verden til Faderen, og derfor, som han havde elsket sine egne der var i verden, elskede han dem nu lige til det sidste.“ (Johannes 13:1) Jesus ventede ikke til den aften med at bevise sin kærlighed til „sine egne“. Under hele sin tjeneste gav han på mange forskellige måder bevis på sin kærlighed til dem. Det vil være gavnligt for os at se nærmere på nogle af disse måder, for ved at efterligne Jesus kan vi vise at vi er sande disciple af ham.

Havde tålmodighed med dem

4, 5. (a) Hvorfor havde Jesus brug for tålmodighed over for sine disciple? (b) Hvordan reagerede Jesus da tre af hans apostle ikke kunne holde sig vågne sammen med ham i Getsemane Have?

⁴ Kærlighed er forbundet med tålmodighed. „Kærligheden er langmodig,“ siges der i Første Korintherbrev 13:4, og langmodighed betyder blandt andet at man tålmodigt bærer over med andre. Havde Jesus brug for tålmodighed i sit forhold til disciplene? Ja, det må man sige! Som vi så i kapitel 3, var apostlene længe om at lære ydmyghed. Mere end én gang diskuterede de hvem der var den største iblandt dem. Hvordan tog Jesus det? Blev han vred og irriteret og satte dem skarpt i rette? Nej, tålmodigt ræsonnerede han med dem, selv da der den sidste aften opstod „en heftig diskussion“ iblandt dem om netop dette spørgsmål. — Lukas 22:24-30; Mattæus 20:20-28; Markus 9:33-37.

⁵ Senere denne sidste aften, da Jesus gik ud til Getsemane Have sammen med de 11 trofaste apostle, blev hans tålmodighed sat på prøve endnu en gang. Da han var kommet ind i haven, efterlod han de otte af apostlene mens han tog Peter, Jakob og Johannes med sig længere ind i haven. „Min sjæl er dybt bedrøvet, ja til døden,“ sagde han. „Bliv her og hold jer vågne sammen med mig.“ Han gik lidt længere væk og begyndte at bede inderligt. Da han havde bedt længe, vendte han tilbage til de tre apostle. Og hvad fandt han? På dette tidspunkt hvor han stod over for sin største prøve, var de faldet i søvn! Men bebrejdede han dem fordi de ikke havde kunnet holde sig vågne? Nej, han formanede dem tålmodigt. Hans venlige ord viste at han forstod deres svaghed og det pres de havde været udsat for.a „Ånden er naturligvis ivrig,“ sagde han, „men kødet er svagt.“ Jesus blev ved med at bære over med dem den aften, også da han kom og fandt dem sovende, ikke én, men to gange til. — Mattæus 26:36-46.

6. Hvordan kan vi efterligne Jesus i vort forhold til andre?

⁶ Det er opmuntrende at se at Jesus ikke opgav sine apostle. Hans tålmodighed bar til sidst frugt, for disse trofaste mænd lærte betydningen af at være både ydmyg og årvågen. (1 Peter 3:8; 4:7) Hvordan kan vi efterligne Jesus i vort forhold til andre? Ældstebrødre har især brug for at vise tålmodighed. En i menigheden kommer måske til en ældstebroder med et problem når broderen er træt eller er optaget af sine egne bekymringer. Undertiden er de som beder om hjælp, måske længe om at efterkomme de råd de får. Alligevel vil tålmodige ældste undervise „med mildhed“ og „behandle hjorden skånsomt“. (2 Timoteus 2:24, 25; Apostelgerninger 20:28, 29) Forældre bør også efterligne Jesus ved at være tålmodige, for børn kan somme tider være længe om at adlyde en vejledning eller irettesættelse. Kærlighed og tålmodighed vil hjælpe dem til ikke at give op med hensyn til at opdrage deres børn. Belønningen for en sådan tålmodighed er stor. — Salme 127:3.

Opfyldte deres behov

7. På hvilke måder opfyldte Jesus sine disciples fysiske og materielle behov?

⁷ Kærlighed kommer til udtryk i uselviske gerninger. (1 Johannes 3:17, 18) Den „søger ikke sine egne interesser“. (1 Korinther 13:5) Det var kærlighed der fik Jesus til at opfylde sine disciples fysiske og materielle behov. Han handlede ofte før de havde givet udtryk for at de manglede noget. Når han så at de var trætte, foreslog han at de tog med ham hen til et sted ’hvor de kunne være for sig selv og hvile sig lidt’. (Markus 6:31) Når han mærkede at de var sultne, tog han initiativ til at bespise dem — foruden de tusinder der var kommet for at høre ham. — Mattæus 14:19, 20; 15:35-37.

8, 9. (a) Hvad viser at Jesus var klar over sine disciples åndelige behov og sørgede for dem? (b) Hvordan viste Jesus en rørende omsorg for sin mor da han hang på pælen?

⁸ Jesus var også klar over sine disciples åndelige behov og sørgede for at opfylde det. (Mattæus 4:4; 5:3) Når han underviste, var han ofte specielt opmærksom på dem. Bjergprædikenen var i første række henvendt til disciplene. (Mattæus 5:1, 2, 13-16) Når han underviste ved hjælp af lignelser, forklarede han dem for disciplene når de var alene sammen med ham. (Markus 4:34) Jesus forudsagde at han ville udnævne ’en trofast og klog træl’ for at sikre at hans disciple ville være velforsynede med åndelig føde i de sidste dage. Denne trofaste træl, som består af en lille gruppe af Jesu salvede brødre på jorden, har lige siden 1919 sørget for åndelig „mad i rette tid“. — Mattæus 24:45.

⁹ Den dag Jesus døde, viste han en ganske særlig og rørende omsorg for dem han elskede. Vi kan måske forestille os situationen. Jesus hænger på pælen, hvor han gennemgår de ulideligste smerter. For at kunne trække vejret har han sikkert måttet hæve sig op ved at støde fra med fødderne, men dette har været utrolig smertefuldt da vægten af hans legeme har hvilet på fødderne med naglegabene og hans sønderflængede ryg har skuret mod pælen. Det må have været svært og pinefuldt for ham at tale, for det kræver at man har kontrol over vejrtrækningen. Alligevel udtalte Jesus kort før han døde, nogle ord der vidnede om hans dybe kærlighed til sin mor. Da han så hende og apostelen Johannes stå i nærheden, sagde han, henvendt til moderen, med en stemme der var høj nok til at de omkringstående kunne høre den: „Kvinde, se! Din søn!“ Og til Johannes sagde han: „Se! Din moder!“ (Johannes 19:26, 27) Jesus vidste at den trofaste apostel ville sørge ikke blot for Marias fysiske og materielle behov, men også for hendes åndelige behov.b

10. Hvordan kan forældre efterligne Jesus med hensyn til at tage sig af deres børns behov?

¹⁰ Det vil være gavnligt for omsorgsfulde forældre at tænke nærmere over Jesu eksempel. En far der elsker sin familie, vil sørge for den materielt. (1 Timoteus 5:8) Kærlige familieoverhoveder vil også sætte tid af til hvile og adspredelse for familien. Men det er endnu vigtigere at de sørger for deres børns åndelige behov. Hvordan kan de gøre det? Ved at sætte tid af til et regelmæssigt familiestudium og sørge for at disse studier er opbyggende og fornøjelige for børnene. (5 Mosebog 6:6, 7) Dertil kommer at forældrene både i ord og gerning vil lære børnene at forkyndelsen må indtage en vigtig plads i tilværelsen, og at forberedelsen til de kristne møder og overværelsen af dem også er en væsentlig del af gudsdyrkelsen. — Hebræerne 10:24, 25.

Var villig til at tilgive

11. Hvad lærte Jesus sine disciple med hensyn til at tilgive?

¹¹ At kunne tilgive hører med til at vise kærlighed. (Kolossenserne 3:13, 14) Kærligheden „holder ikke regnskab med hver en forurettelse,“ siges der i Første Korintherbrev 13:5. Ved flere lejligheder lærte Jesus sine disciple hvor vigtigt det er at tilgive. Han opfordrede dem til at tilgive, „ikke indtil syv gange, men indtil syvoghalvfjerds gange“, det vil sige et ubegrænset antal gange. (Mattæus 18:21, 22) Han lærte dem at en der har syndet, skal tilgives hvis vedkommende ændrer sind efter at være blevet irettesat. (Lukas 17:3, 4) Jesus var dog ikke som de hykleriske farisæere, der underviste ved deres ord alene; han underviste også ved det han gjorde. (Mattæus 23:2-4) Lad os se hvordan Jesus viste at han var villig til at tilgive, selv da en nær ven svigtede ham.

12, 13. (a) På hvilken måde svigtede Peter Jesus den aften Jesus blev arresteret? (b) Hvordan viste Jesus efter sin opstandelse at han gjorde mere end blot at tale om tilgivelse?

¹² Jesus havde et nært forhold til apostelen Peter, en mand som havde et stort hjerte, men som også til tider optrådte impulsivt. Jesus så Peters gode egenskaber og gav ham derfor visse tjenesteprivilegier. Sammen med Jakob og Johannes var Peter vidne til mirakler som de øvrige af de 12 apostle ikke fik at se. (Mattæus 17:1, 2; Lukas 8:49-55) Som tidligere nævnt var Peter en af de apostle som Jesus tog med længere ind i Getsemane Have den aften han blev arresteret. Men den selv samme aften da Jesus var blevet arresteret og taget i forvaring, forlod Peter og de øvrige apostle Jesus og flygtede. Senere viste Peter sig modig nok til at opholde sig i gården mens det ulovlige forhør over Jesus fandt sted. Men alligevel blev Peter derefter bange og begik en alvorlig fejl — tre gange løj han ved at sige at han overhovedet ikke kendte Jesus! (Mattæus 26:69-75) Hvordan reagerede Jesus? Hvordan ville vi have reageret hvis en nær ven af os svigtede os på samme måde som Peter svigtede Jesus?

¹³ Jesus var rede til at tilgive Peter. Han vidste at Peter var sønderknust på grund af sin synd. Ja, den angrende apostel „brød sammen og græd“. (Markus 14:72) Samme dag som Jesus var blevet oprejst, viste han sig for Peter, sandsynligvis for at trøste og opmuntre ham. (Lukas 24:34; 1 Korinther 15:5) På Pinsedagen, mindre end to måneder senere, viste Jesus Peter den store ære at det var ham der fik lov at stå frem og aflægge vidnesbyrd for skarerne i Jerusalem. (Apostelgerninger 2:14-40) Lad os også huske at Jesus ikke bar nag til apostlene som gruppe betragtet fordi de havde forladt ham. Tværtimod kaldte han dem stadig — efter sin opstandelse — „mine brødre“. (Mattæus 28:10) Er det ikke tydeligt at Jesus gjorde mere end blot at tale om tilgivelse?

14. Hvorfor må vi lære at tilgive andre, og hvordan kan vi vise at vi er villige til at tilgive?

¹⁴ Som disciple af Kristus må vi lære at tilgive. Hvorfor? Fordi vi, til forskel fra ham, er ufuldkomne — ligesom dem der måske synder mod os. Nu og da kommer vi alle til kort i ord og gerning. (Romerne 3:23; Jakob 3:2) Ved at tilgive andre når der er grundlag for det, baner vi vej for at vore egne synder kan blive tilgivet af Gud. (Markus 11:25) Hvordan kan vi da vise at vi er villige til at tilgive dem som måske har syndet mod os? I mange tilfælde vil kærlighed hjælpe os til at se gennem fingre med mindre synder som andre begår mod os. (1 Peter 4:8) Når de som har gjort os uret, angrer af hjertet, sådan som Peter gjorde, vil vi efterligne Jesus og være villige til at tilgive. I stedet for at bære nag vil det være klogt af os at give slip på den forurettelse vi føler. (Efeserne 4:32) På den måde bidrager vi både til menighedens fred og til vor egen fred i sind og hjerte. — 1 Peter 3:11.

Viste tillid

15. Hvorfor stolede Jesus på disciplene trods deres fejl?

¹⁵ Kærlighed og tillid går hånd i hånd. Kærligheden „tror alt“.c (1 Korinther 13:7) Jesus elskede disciplene, og derfor stolede han på dem selvom de var ufuldkomne. Han havde tillid til dem og troede på at de af hjertet elskede Jehova og ønskede at gøre hans vilje. Selv når de fejlede, tvivlede han ikke på deres motiv. Da Jakob og Johannes åbenbart fik deres mor til at anmode Jesus om at de måtte få en plads ved siden af ham i hans rige, tvivlede han for eksempel ikke på deres loyalitet eller fratog dem deres hverv som apostle. — Mattæus 20:20-28.

16, 17. Hvilke ansvarsfulde opgaver overdrog Jesus til disciplene?

¹⁶ Som bevis på denne tillid gav Jesus disciplene ansvaret for at tage sig af forskellige opgaver. Ved to lejligheder da han mirakuløst bespiste skarerne, gav han disciplene til opgave at uddele maden. (Mattæus 14:19; 15:36) Før den sidste påskehøjtid gav han Peter og Johannes til opgave at gå ind til Jerusalem og gøre alt parat. De fik fat i lammet, vinen, det usyrede brød, de bitre urter og alt det andet der skulle bruges. Det var ikke nogen ubetydelig opgave, for ifølge Moseloven skulle påskehøjtiden fejres på en ganske bestemt måde, og Jesus måtte overholde Loven. Desuden brugte han senere samme aften vinen og det usyrede brød som vigtige symboler da han indstiftede højtiden til minde om sin død. — Mattæus 26:17-19; Lukas 22:8, 13.

¹⁷ Jesus overdrog sine disciple opgaver af endnu større betydning. Som tidligere nævnt gav han en lille gruppe af sine salvede disciple på jorden det store ansvar at uddele den åndelige føde. (Lukas 12:42-44) Han overdrog dem også den betydningsfulde opgave at forkynde og gøre disciple. (Mattæus 28:18-20) Selv nu hvor han er usynlig og hersker fra himmelen, har han betroet sin menighed på jorden til kvalificerede mænd og givet dem som gaver til menigheden. — Efeserne 4:8, 11, 12.

18-20. (a) Hvordan kan vi vise at vi stoler på og har tillid til vore trosfæller? (b) Hvordan kan vi følge Jesu eksempel med hensyn til at uddelegere opgaver? (c) Hvad vil vi se nærmere på i det næste kapitel?

¹⁸ Hvordan kan vi følge Jesu eksempel i vort forhold til andre? Det vil være et udtryk for kærlighed at stole på og have tillid til vore trosfæller. Lad os huske at kærligheden er positiv, ikke negativ. Når andre skuffer os — og det vil ske fra tid til anden — vil kærlighed forhindre os i hurtigt at betvivle deres motiv. (Mattæus 7:1, 2) Hvis vi bevarer et positivt syn på vore trosfæller, vil vi behandle dem på en måde der er opbyggende og ikke nedbrydende. — 1 Thessaloniker 5:11.

¹⁹ Kan vi efterligne Jesus med hensyn til at uddelegere ansvar? Det vil være gavnligt for dem der har en ansvarsopgave i menigheden, at overdrage passende og meningsfyldte opgaver til andre i tillid til at de gør deres bedste. Erfarne ældste kan derved sørge for at kvalificerede yngre mænd som „tragter efter“ at være til hjælp i menigheden, får en nødvendig og værdifuld træning. (1 Timoteus 3:1; 2 Timoteus 2:2) Det har stor betydning, for efterhånden som Jehova intensiverer forkyndelsen og flere strømmer til, må der oplæres kvalificerede mænd til at tage sig af væksten. — Esajas 60:22.

²⁰ Jesus er det ypperste eksempel for os med hensyn til at vise kærlighed. Af alle de måder hvorpå vi bør følge ham, er det den der har størst betydning. I det næste kapitel vil vi se nærmere på det største udtryk for hans kærlighed til os, nemlig at han var villig til at give sit liv for os.